Yoan Smadja: J'ai cru qu'ils enlevaient toute trace de toi

Yoan Smadja: J'ai cru qu'ils enlevaient toute trace de toi

Bogen starter i begyndelsen af ​​april 1994, hvor Sacha, en fransk krigsjournalist, sendes til Sydafrika for at dække det næste præsidentvalg, det første siden apartheidens afslutning. Under en ulykke opdager hun ved et uheld en masse macheter, der er på vej til Rwanda. Hun ved ikke meget om Rwanda, men drevet af sit instinkt beslutter hun at rejse til landet med tusind bakker for at opdage lidt mere om dette land, der er rystet af "interetniske konflikter". 

Her møder hun Daniel, en Tutsi-læge tilknyttet RPF (Front patriotique rwandais). Daniel er gift med Rose, en stum ung kvinde. Utrætteligt skriver Rose breve til sin mand for at fortælle ham om sit daglige liv i hans lange fravær. Hun og deres barn er beskyttet mod alt, ser det ud til for Daniel, da hans hus ligger på en grund tilhørende den franske ambassade. 

Men da Hutu-præsident Habyarimanas fly styrter ned i et attentat, eksploderer landet. I løbet af få timer begynder drabene på Tutsierne. Rose flygter, sønnen er væk og Rose kan ikke komme i kontakt med Daniel, og han kan ikke finde Rose. Sacha deltager i det rystende drama, hvor hun oplever rædslerne på tæt hold.

Der er ingen tvivl om at Smadja har dokumenteret sin roman grundigt, og vi får en række faktuelle oplysninger gennem historien.

Bogen er bygget op med skift mellem Roses breve og Sachas oplevelser og avisartikler. Det giver i virkeligheden et bedre billede af situationen end en rent journalistisk gennemgang. Vi føler til mindste del Roses enorme angst og frygt, men også Sachas mangel på ledetråde i det enorme kaos og rædsel, som hun og Daniel bevæger sig rundt i.

Det er en enormt velskrevet og velkomponeret roman, tæt på den frygtelige sandhed om rædslerne i Rwanda, men også med en indbygget spænding og budskab om, at man ikke må give afkald på menneskelighed og forståelse. 

Bogen er fuldt på højde med Gaël Faye: Petit Pays 

Pocket, februar 2020