Caroline Ducey: La prédation

 Caroline Ducey: La prédation

Det er ikke nogen roman, men en historie fra det virkelige liv om en ung og naiv skuespillerinde, der bliver offer for en kvindelig filminstruktørs magt og selvpromovering.

Caroline Ducey er skuespiller. I denne gribende beretning ser hun tilbage på optagelserne til filmen Romance, instrueret af Catherine Breillat, og dens efterspil.

Bogen præsenteres med et citat fra bogen:

»Femogtyve års tavshed, femogtyve år, hvor jeg blev forhindret i at tale på grund af en manglende evne til at forstå mig og en afvisning af at høre mig. Så gav jeg mig selv mundkurv på af stolthed og fornægtelse af, at jeg var et offer - så jeg ikke skulle dø. Da #MeToo-bevægelsen kom, og folk begyndte at tale, blev min stemme afvist, fordi den risikerede at underminere troværdigheden af andre kvinders stemmer. Fordi jeg anklager en kvinde, en anmelderrost kvinde og oven i købet et feministisk ikon."

Caroline Ducey er en fransk skuespillerinde, der er kendt for sine dristige og ofte kontroversielle roller. Uden for Frankrig er hun nok mest kendt for sin rolle i Catherine Breillats film "Romance" fra 1999. Denne film skabte en del debat på grund af sine eksplicitte scener og udforskning af seksualitet.

Mange har rost filmens dristighed og vilje til at udforske et tabuiseret emne som kvindelig seksualitet på en ærlig og ufiltreret måde. Filmen er blevet hyldet for sin visuelle poesi og for at give kvinder en stærk og selvsikker stemme. Andre har kritiseret filmen for at være pornografisk og for at objektivisere kvinder. De mener, at filmens fokus på seksuelle handlinger går på bekostning af dybere karakterudvikling og tematiske nuancer.

Caroline Ducey har nu i mange år forsøgt at fortrænge en scene i filmen, som hun mener var voldtægt af hende og med Breillats viden. Bogen er bygget op med en præsentation af hendes familie og opvækst, hendes karriere som skuespiller og hendes forsøg på at fortrænge det der skete under optagelsen af Romance og Breillats nedgøring af hende. 

Efter filmen sker der ikke umiddelbart noget, og gennem en hektisk liv og stoffer forsøger hun at glemme, men bliver reddet på stregen af familie og venner.

Bogen er en lang anklage mod Breillat og den mandsdominerede filmverden, hvor Breillat som kvinde bruger mændenes våben. Ducey bliver et bytte der skal jages og nedlægges (deraf bogens titel), hvilke psykologiske og fysiske konsekvenser det får, bekymrer Breillat sig ikke om.

Det er en barsk historie, men meget oplysende og ærlig at læse og prøve at forstå. Prædatorerne er ikke nødvendigvis alle mænd, men er en opfattelse af de svage som et naturligt bytte.

Et kort, men væsentligt indlæg i debatten om kvindens stilling.

Albin Michel (28/08/2024)

Monia Aljalis: L'extase

 Monia Aljalis: L'extase

En romandebutant, født i forstadskvarter ved Paris, men har tilbragt en del af sin ungdom i Tunis

Bogen er en dag i en ung kvindes liv i Paris. Hun hedder Leyla og er fra en familie med marokkanske rødder. I løbet af en bestemt dag vandrer Leyla febrilsk rundt i Paris' gader, er hos sin læge og sin psykiater, på barer, klubber og ved Seinens bredder, hvor hun møder mennesker på kanten af samfundet, men også sine venner og forbipasserende elskere. 

Denne unge kvinde har identitets problemer, føler sig hverken herfra eller derfra, er splittet mellem en traditionel arabisk-muslimsk familie og en besnærende seksuel søgen. Leyla nægter at vælge mellem samfundets påbud og hævder vredt sin frihed, men søger løsninger via tro - ikke tro og nægter at tage et almindeligt arbejde.

Værket skiller sig ud ved sin dristige skrift, der kombinerer poesi og vulgaritet for at give en rå, realistisk vision af livet i Paris. Heltinden Leyla legemliggør denne moderne vandring. Mona Aljalis skriver om vanskelighederne ved at leve med en dobbeltkultur, især når man er kvinde, men hun taler også om vanskelighederne ved at finde sin plads, når man står over for den fremherskende racisme.

Ikke en roman, der tiltaler mig meget, slet ikke med indholdet der er for tilfældigt og ikke byder på meget. Der er gode sekvenser med beskrivelser, små skæbner. Der er forsøg på sproglige og digteriske indgange, men det skulle have været andet end en skriveøvelse.

Seuil (19/08/2024)

 

Christian Astolfi: L'œil de la perdrix

 Christian Astolfi: L'œil de la perdrix

Rose er et hittebarn efterladt i en lille landsby på Korsika i 1903. Hun bliver mor som 16-årig, gift med en lokal hyrdem der er 20 år ældre. De forlader en dag Korsika til fordel for Toulon, en beslutning, der bliver truffet af hendes mand, som er overbevist om, at de vil få et bedre liv der. 

En morgen i 1957 møder Rose Farida, som for nylig er flyttet ind i Toulons slumkvarter. Farida kommer fra Algeriet med tre børn, efter at manden to år før har søgt arbejde i Frankrig. 

Dengang var kvinders arbejde helliget husarbejdet. Rose har ikke meget socialt liv og kan hverken læse eller skrive, selv om hun er blevet klar over, at »sproget kunne sætte mig på sidelinjen af verden for altid«.

For de to kvinder er dette møde et vindue, der åbner sig mod en ny horisont, og i den følgende tid bliver møder mellem to eksilerede kvinder et højdepunkt. Hver især fra et hjørne af Frankrig på den anden side af havet, men den ene betragtes som mere fransk end den anden. Et dybt venskab udvikler sig mellem de to kvinder og ændrer deres liv. 

Rose får selvtillid og lærer at læse og skrive sammen med Farida. Rose engagerer sig politisk, som frivillig, og som det varme og solidariske menneske hun er, vil hun handle og ikke kun tale. Krigen i Algeriet åbner Roses øjne for kvinders situation og inspirerer hende til at engagere sig mere i at kæmpe for retfærdighed.  

Den historiske kontekst  i 1950'erne for denne roman er fascinerende. Gennem disse to kvinders liv og de dramaer, de oplever, tegnes et billede af denne urolige periode, dens kompleksitet og dens gråzoner.

Det er en smuk historie om venskab, frigørelse, møder, rødder, familie, eksil, historie, krigen i Algeriet.... Den er både øm og hårdtslående, social og humanistisk. Der er stor oprigtighed i denne historie, og man kan mærke forfatterens dybe respekt for disse almindelige, men modige kvinder, som han giver værdighed og synlighed tilbage. 

Velskrevet og enkel i sin ægthed. En perle!

Le bruit du monde (22/08/2024) 

Mélissa Da Costa: Tenir debout

 Mélissa Da Costa: Tenir debout

Læste fornylig "La Doublure" af Mélissa Da Costa, og den optog mig meget, så det var naturligt at kaste mig over "Tenir debout", som er hendes bidrag til årets rentrée littéraire.

Det er en helt andet type bog, men bestemt værd at læse. Vi følger skiftevis set gennem 60 kapitler et par,  Éléonore og François. Et lidt specielt par der konfronteres med livets dramaer og svinger mellem ubetinget kærlighed og had, lykke og fortvivlelse, lidelse og ødelæggende smerte.

De to hovedpersoner er François, 42 år, en teaterskuespiller med en næsten magnetisk kraft på publikum, som er vildt forelsket i Léo (Eléonore), 24 år, som studerer teater og arbejder som ouvreuse på det teater, hvor Léo optræder. Léo er også vildt forelsket i François. De skal flytte sammen om seks dage, lejekontrakten er underskrevet, og François har pakket sine tasker for at forlade sin kone, Isabelle. 

Men deres liv og forhold bliver vendt på hovedet, da han på sin scooter bliver ramt af en bus på vej til en prøve og mister brugen af sine ben. Han bliver lammet og bliver tvunget til at indstille sig på et nyt liv. Det vil ændre alt i François' og Léos liv. Det kan sætte spørgsmålstegn ved deres forhold, men det kan også styrke det.

Eléonores drøm om et liv i kærlighed med den næste tyve år ældre mand bliver også svært truet, for det er første gang deres forhold bliver sat på prøve.

Bogen afvikler en lang ræke spørgsmål som de to bliver stillet overfor: Hvordan vil de hver især håndtere forandringen? Hvem vil håndtere det bedst? Vil deres rejse sammen fortsætte? Vil de gå hver til sit? Vil de stå sammen og holde sig oprejste? Begge to? Begge på samme tid?

Det er en stærk bog om handicap og parforhold, som vi i den grad kommer omkring fra alle vinkler. Vil ikke afsløre mere af handlingen, men kan love en intensiv afsløring af de inderste lag i hovedpersonerne, men også med et godt hold af bipersoner. 

Det er en bog der taler til vores følelser, den er ekstremt velkonstrueret, med en flydende stil, meget velobserverede og velbeskrevede situationer. Den griber sin læser og holder én fanget.

Det er en roman på 600 sider, men uden tyngde eller overflødighed. Læs den!

Albin Michel (14/08/2024)

Amélie Nothomb: L'impossible retour

 Amélie Nothomb: L'impossible retour

Så er årets Amélie Nothomb på bordet, og indholdet er denne gang atter Japan og om en tur med hendes veninde fotografen Pep. Herlig læsning som de andre af hendes bøger der foregår i Japan.

Pep har vundet en rejse til Japan, og hvem kunne være bedre guide end Amélie Nothomb. Hun ser dog ikke sig selv som guide, er faktisk bange for at forlade Paris, for afrejser har været hendes største problem, siden hun skulle forlade Japan, da hendes far var blevet ambassadør i Kina. Kina omtaler hun som helvede, mens Japan med hendes Nounou er paradisisk. Denne bog markerer hendes tilbagevenden til Japan efter mere end et årtis adskillelse.

Turen er på elleve dage med ophold i Kyoto og Tokyo, to byer der repræsenterer det gamle og det moderne. Amélie fortæller os om Japan i dag og i går. Fra hendes barndom over hendes ophold i 20-22 årsalderen med arbejde og en kæreste og et ophold for 12 år siden, da et tv-selskab ville lave en film om hendes forhold til Japan.

Hun er som sagt nervøs fra starten af, men Pep siger til hende, at hun ikke må være nostalgisk, hun skal leve i nuet. Det er svært for Amélie Nothomb, og bogen bliver på mange måder den perfekte lejlighed til at gøre status over sit liv. Hun er utro mod champagne for at genopdage den gode smag af matcha-te og japansk whisky og tidligere tiders traditioner. Især da hun kommer til Tokyo, begynder hun at sætte  spørgsmålstegn ved det nye japanske liv, som er så forskelligt fra det Japan, hun engang kendte.

Hun genfinder det japanske sprog og kultur og kan ikke som Pep, der går ind på et herretoilet for at tisse. Amélie Nothomb må stå i kø til dametoilettet. I Japan er der regler og traditioner som ikke må brydes.

Denne rejse finder sted i maj 2023, lige efter at Covid-indespærringen er blevet ophævet og bliver til en intim rejse spækket med sjove anekdoter (Pep viser sig at være lidt af en karakter, allergisk over for støvmider og respekterer kun sine egne regler). De to ser på templer, spiser japansk mad, drikker sig fulde og går på kanin-café. Ja der er ustyrligt mange sjove beskrivelser, men også en beretning om det smukke og spændende Japan. Hun elsker det land, men kunne altså ikke leve der, som hun i sin ungdom planlagde.

Amélie Nothombs sprog og stil udfolder sig, hendes henvisninger til litteratur og filosofi højner niveauet i hendes tanker. En rigtig god, men meget kort bog (162 sider), der ikke er en roman men er rejseberetning både konkret og i hendes liv, tanker og følelser.

Kan virkelig anbefales!

Albin Michel (21/08/2024)

Gaël Faye: Jacaranda

 Gaël Faye: Jacaranda

Otte år efter den store succes med "Petit Pays" kan vi nu læse Gaêl Fayes nye roman, der bringer os tilbage til Rwanda og giver os et historisk overblik gennem skildringer fra fire generationer.

Romanen starter med at fortælle om Milan der går i sjette klasse i Versailles. Han ser en dag på tv nogle frygtelige billeder fra hutuernes folkemord på tutsierne i Rwanda. Hans mor, en rwandisk kvinde gift med en franskmand, har boet i Paris-området i tyve år og har aldrig fortalt ham sin historie. Men mediernes dækning af folkedrabet rejser spørgsmål i den unge drengs sind om hans oprindelse.

Milan er 12 år i 1994, og en dag præsenterer moderen ham for Claude, der er hans nevø. Han har fået et alvorligt sår i hovedet under hutuernes folkemord på tutsierne. Milan bliver knyttet til Claude som en bror, men Claude vender tilbage til Rwanda uden Milans viden. Han finder ham igen 4 år senere, da hans mor tager ham med til Rwanda; han opdager en bedstemor og landet, hvor han har sine rødder. 

På trods af moderen, der er kold og hård og tavs overfor sønnen, tager Milan, der bliver voksen, de følgende år flere gange tilbage til Rwanda og bliver efterhånden integreret i livet i Kigali og forstår efterhånden, hvad der sket i mødet med sin familie og dens historie.

Da Milan ankom til Rwanda, vidste han intet om landets historie. Tabuet omkring den politiske situation og folkedrabet er enormt. Ingen vil tale om det og nægter at svare på spørgsmål, selv Milans mor fortæller aldrig noget. Milans læretid er formet af de huller, som hans omgivelser har efterladt, og han får dog nogle vidnesbyrd der udgør en intim og dybt bevægende skildring i en handling der strækker sig over 26 år. Et forsøg på at forstå en familiehistorie, som afslører landets forfærdelige historie i baggrunden.

Fiktionen er en vigtig del af romanen og med en handling der overrasker og uddyber Milans udvikling i samværet med Claude, Sartre der er en særling der tager sig af de forældreløse børn, bedstemoderen og en af moderens veninder og hendes datter. Uden nogensinde at forsømme historien om Milan og diverse personer tilbyder Gaël Faye en meget lærerig bog om begivenheder i Rwanda. Forfatteren udforsker tutsi-folkemordets koloniale rødder, sporer dets politiske og religiøse historie og ser på eftervirkningerne og de traumer, som befolkningen har lidt under. 

Jacaranda er udgivet for at markere 30-året for folkedrabet i Rwanda og det er en gribende bog, som gennem fiktion og samfundshistorie er særdeles vigtig. Denne bog skildrer behovet for at videregive sprog, historie og kultur, så et folk, der er blevet knust og massakreret, kan overleve. Det skal ikke glemmes i en dyb tavshed.

Jeg vil ikke gå i detajer om Milans liv i Rwanda for det er en kroget og indviklet udvikling i stærke relationer, der får den unge dreng og senere unge mand til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv i mødet med sin familie. Det er ikke en nem vej, men hans udholdenhed viser at man skal være klar til at forstå for at kunne holde af og elske rigtigt.

Teksten indeholder mange dialoger, men har også en litterær og poetisk side der kan tendere mod talesprog. Faye vil også give os et billede af det uendeligt smukke land, og titlen Jacaranda, der er et palisandertræ med uendeligt mange violetfarvede blomster kan forstås som en metafor på Rwanda og Milans udvikling.

En stor oplevelse at læse, men også med en gru over hvad mennesker kan udfolde af ondskab og umenneskelighed. Hvordan kan det nogensinde tilgives?

Grasset (14/08/2024)

Claire Berest: Artifices

 Claire Berest: Artifices

Dette er en korroman med fire stemmer med hver sin identitet. Det er også en undersøgelse for at finde frem til ophavsmanden til ekstreme kunstneriske forestillinger, der udføres ulovligt om natten på museer i Paris ved hjælp af kunstværker.

Abel er en højt estimeret politimand af den barske, ensomme type, der pludselig bliver suspenderet efter et anonymt tip. Han kan ikke selv forklare det. Camille, hans kollega, forsøger at finde ud af, hvad der foregår, men konfronteret med Abels stædige tavshed går hun i en anden retning og støder på et problem, der er knyttet til fortiden.

Samtidig bliver vi ført ind i samtidskunstens verden med den mystiske kunstner Milas performancekunst. Hun forbliver anonym for publikum, men hendes advokat tager sig af både omtale og reklame for hendes flygtige, men ofte tvivlsomme værker, som i øvrigt indbringer millioner af euro hos Sotheby's eller Christie's.

Hvordan kommer de to verdener nu til at hænge sammen? Det får vi lov til at forfølge gennem en nærmest krimiagtig historie med en række personer, der måske kan synes at være ganske almindelig, men hvis dybder rummer hemmeligheder og fortrængninger, der kan give sig udslag i stress, flugt fra virkeligheden og angst.

Det er et ret enkle plot med et lille antal personer. Selv om det hurtigt står klart, hvem der gemmer sig bag Mila, gør det ikke læseglæden mindre, for der venter os andre overraskelser, efterhånden som historien skrider frem. Ikke alle spørgsmål vil blive besvaret, og det er helt fint.

Titlen har en dobbeltbetydning, som vi først forstår til sidst, og som tilføjer en ekstra dimension til handlingen. Det går hurtigt op for os, at der er en skjult forbindelse mellem personerne, som bliver afsløret til sidst i et storslået fyrværkeri (feux d'artifices).

Stock (25/08/2021)

Ève Guerra: Rapatriement

 Ève Guerra: Rapatriement

 

En spændende debutroman fra Ève Guerra, hvis ansigt vi møder på bogens omslag.

Alle reagerer forskelligt på en nærtståendes død. For Annabella Morelli, der er bogens hovedperson, vil beskeden om hendes fars død, som hun allerede havde betragtet som død, være en stor omvæltning og en nyvurdering for den unge studerende fra Lyon.

Ève Guerras første roman, der er inspireret af hendes eget liv, er en stærk tekst, hvor spørgsmålet om hjemsendelse af hendes fars kiste vækker mange minder hos denne unge pige, der er født i Congo Brazzaville.

Annabella Morelli, 23 år, bor i Vieux Lyon, langt fra Congo-Brazzaville, hvor hun blev født. Hun er studerende, forelsket og drømmer om at blive digter. Hendes forældre er en fransk-italiensk arbejder i eksil i Afrika og en congolesisk landsbykvinde, som blev mor alt for tidligt.

Annabella husker sin barndom. men voksede hurtigt op i skyggen af sin far og hans udskejelser. Da hun hører om hans død i Afrika, bryder hendes verden sammen for anden gang. Stillet over for spørgsmålet om hjemsendelse af liget til Frankrig bliver et stort spørgsmål for denne unge studerende, der lever lidt uden kontakt med sig selv, familiehemmeligheder. Hun genopliver forsigtigt og sanseligt figuren af denne finurlige far, en far med en stemme af tobak og palmevin.

Hvad angår stilen bliver man meget overrasket i mødet med denne roman, hvor alle ideerne er rodet sammen (bogstaveligt talt), hvilket kræver stor koncentration. Men denne hvirvelvind af ideer giver historien en anden karakter end den, vi er vant til at læse, og minder mig om, hvor flygtige de ideer, vi kan få, er.

Vi møder en ny forfatter med et udfordrende brud på almindelig syntaks og en anderledes måde at fremføre tekst og dialog. Ret imponerende!

🏆 Prix Transfuge du meilleur premier roman français
🏆 Prix Goncourt du premier roman 2024

Helt fortjent !

 

Grasset (31/01/2024)

 

Valérie Tong Coung: Voltiges

 Valérie Tong Coung: Voltiges

Ny bog fra en af mine favoritforfattere, der denne gang leverer en stærk roman om Eddie, Nora og deres datter Leni, der lever et idyllisk familieliv, som er frugten af deres fars hårde arbejde. Nora, som er smykkedesigner, holder øje med sin datters strålende sportskarriere, som hun får hjælp til af sin træner Jonah. Alt synes at skulle være lykke og idyl for et velstillet ægtepar og deres dygtige datter.

Men den dag Eddie bliver forrådt af en forretningspartner og finder sig selv ruineret, falder alt fra hinanden...

Fordi intet forudbestemte denne mønsterfamilie til uro, for ulykken advarer sjældent om, hvornår den er ved at slå til. Eddie og Nora Bauer har alt, hvad de behøver for at få succes. En misundelsesværdig social position, et smukt hus. Og deres eneste datter Leni brillerer i den krævende tumbling-sport, nænsomt og sympatisk trænet af Jonah, en genial atlet. 

Eddie fortæller ikke om hvad der er sket og forsøger at bevare en facade, men begynder også at forpeste livet for kone og barn. Løgnene forgifter forholdet, indtil fundamentet for denne familie smuldrer på baggrund af klimaforandringer, der er lige så foruroligende, som de er skræmmende. Efterhånden som stemningen i familien forværres, sker der mærkelige ting: vilde dyr hjemsøger gaderne, brande æder sig ind på de nærliggende bakker, og voldsomme vindstød overrasker indbyggerne. 

I denne roman med fire stemmer (Eddie, Nora, Léni og Jonah) træder vi ind i familiens mikrokosmos. Et tæt sammentømret par, som tilsyneladende er uimodtagelige for alle kriser, kastes ud i kaos, og så er vi vidne til den langsomme nedstigning til helvede. Historien er minutiøst analyseret fra alle synsvinkler.

Det er en historie om forstillelse, om ting, der ikke bliver sagt, om hemmeligheder, der vejer for tungt. En kvælende atmosfære, der vil gå over i klimatiske omvæltninger. Det er en stærk roman, der griber læseren, så man må læse videre uden at slippe den.

Der hænger en trussel over familien Bauer og byen i en morbid og makaber kunstnerisk og religiøs ramme, som er ekstremt godt udnyttet.

Gallimard (14/03/2024)

Mélissa Da Costa: La Doublure

 Mélissa Da Costa: La Doublure

En mørk,sort og fortryllende roman hvor Mélissa da Costa viser os den mørke side af den menneskelige sjæl og begærets krumspring. Lidenskab, forstillelse, kontrol i historien om en giftig lidenskab.... Hvem manipulerer hvem? 

Evie er alene efter at have ventet tålmodigt på den mand, hun elskede i fem år, mens han sejlede jorden rundt og tilbage igen. Hun har ofret sit liv for ham, og alligevel forlader han hende. Hun har nøjes med småjobs og beslutter sig nu for at finde et mere indbringende arbejde. 

Så drevet af et behov for at komme væk fra Marseille, prøver hun at få et job på en yacht. I havnen møder hun Pierre Manan, som tilbyder hende et særligt job. Hans kone Clara er maler, og hun helliger sig helt sin kunst og lader de administrative opgaver ligge.

Pierre tilbyder hende 4.000 euros netto om måneden. og det overgår helt Evies fantasi.

De tager til den vidunderlige landsby Saint-Paul de Vence, hvor Clara og Pierre har eget hus med atelier til Clara. Clara kalder sig Calypso Montant og ønsker at leve anonymt, så Evie må fungere som hendes dubleant til ferniseringer, interviews, udstillinger og sociale arrangementer.

Kunstneren maler værker inspireret af den mørke romantik, og Evie må sætte sig ind i værker fra den tid og hele den dystre verden. Maleriets verden er Claras univers. Et maleri, der tilhører den mørke romantik, og som er gennemsyret af en makaber og foruroligende atmosfære. Man kan ikke lade være med at kigge på malerier af genrens mestre, som bliver beskrevet og forklaret i løbet af historien (Goya, Franz von Stuck, Paul Delaroche, John Collier). Parallellerne mellem visse malerier og de næsten sataniske forhold, der udvikler sig mellem personerne, bliver fremhævet. 

Denne roman er  kvælende. Vi ser faldgruberne, risiciene, det skråplan, som vores hovedperson Evie, der er så rørende naiv og uskyldig, er ved at begive sig ud på. Men vi kan ikke stoppe hende. Det er der ingen, der kan.

Mélissa Da Costa udforsker perfekt sjælens mørke, begærets fælde, pervers manipulation, giftige forhold, løgnens vægt, afhængighed.

Alt sammen på et morbidt og makabert kunstnerisk og kulturelt bagtæppe, som er ekstremt godt udnyttet.Det er en stor viden om kunst, malerkunst, litteratur, filosofi der kræves for at skrive sådan et værk, og Mélissa Da Costa har niveau til at gøre det. 

Virkelig en stærk roman med en dramatisk slutning, som jeg stærkt kan anbefale.

Le Livre de Poche (11/10/2023)