Jean-Baptiste Del Amo: La nuit ravagée

 Jean-Baptiste Del Amo: La nuit ravagée

Havde lidt blandede følelser for Del Amos forrige bog Le Fils de l'homme, men jeg anskaffede alligevel hans nyeste roman., som jeg også fik læst med en vis afstandstagen.

Litteraturen er fuld af historier om ungdomsårene, den der mellemliggende alder mellem opbygning af en karakter og afstandstagen til barndommen.

I nogen tid har litteraturen også været fuld af romaner, der tegner et portræt af unge mennesker på et givet tidspunkt (det første eksempel, jeg kommer i tanke om, er selvfølgelig »Leurs enfants après eux« af Nicolas Mathieu).

Saint-Auch, en lille by i udkanten af Toulouse, i begyndelsen af 1990'erne. For enden af impasse des Ormes ligger et forladt hus, som altid har haft en mærkelig tiltrækningskraft på en gruppe lokale teenagere. Da en af dem dør under forfærdelige omstændigheder, beslutter de sig for at gå ind i huset, uvidende om de farer, de udsætter sig selv for. 

Den første del er interessant og velskrevet. Læseren lærer disse unge mennesker at kende, deres miljø og deres mørke side. Men da historien bevæger sig over i fantasy og horror, mistede jeg fodfæstet. 

Bogen er skrevet som en hyldest til Stephen King og er tillige en ægte hyldest til denne litteraturgenre. Vi møder en rig, fantasifuld skrivestil, en uafbrudte fortælling, de mange kulturelle referencer, 90'erne og den engagerende gruppe af teenagere, som er heltene i denne tekst. Der er fem af dem, som deler scenen og afslører deres største ønsker og bekymringer: Alex, Max, Tom, Lena og Mehdi. De fem hvis liv vil blive vendt på hovedet for altid efter et besøg i blindgydehuset ...

Del Amo fanger sine karakterer i en afgørende alder - de er mellem 16 og 17 år - hvor de kommer ud af teenageårene, en periode, der har sat sit præg på dem personligt og i deres familier: sorg, vold i hjemmet, alkoholisme, mobning og seksuel identitet er alle temaer, som forfatteren tackler med stor følsomhed. 

Denne behandling af de unges problemer er god og indgående, men beskrivelsen af horroroplevelserne og en vold uden lige er ikke min kop te.

Læs den hvis du er fan af Stephen og horror-film.

Gallimard (06/03/2025)

Jean-Christophe Rufin: Le revenant d'Albanie

 Jean-Christophe Rufin: Le revenant d'Albanie

Som inkarneret læser af Rufins bøger skyndte jeg mig at få så fat på hans nyeste værk om Aurel Timescu, den lille konsul fra Rumænien, der bliver sendt rundt på ambasader forskellige steder i verden. Han er speciel i sin påklædning, gider ikke rigtigt at arbejde, men er tiltrukket af uopklarede kriminalsager. Desuden skal han helst have adgang til hvidvin og et klaver.

Med den nye bog glimrer forfatteren med sin perfekte stil og sin lethed til at beskrive et land, dets folk og dets traditioner. Men jeg finder ikke hovedpersonen lige så tiltalende som i hans tidligere eventyr. Han synes ikke at overgå sig selv eller udvise den originale og skøre opfindsomhed, som han har henrykket os med i de tidligere bind.

Historien er ganske vist interessant og afslører mange lidet kendte aspekter af Albanien, men selve gåden er ikke særlig konsekvent, og vores konsul har ikke meget at gøre med at løse den. 

Men hvis historien ikke er så interessant i sig selv, så får vi til gengæld en fantastisk indsigt i Albanien. En opdagelse af Albanien gennem konsulen Aurel, der er forflyttet til dette land. Dette lille land der har lidt under at være afskåret fra verden, fra kommunismen, fra mafianetværk ...

Gennem Albaniens historie, mellem lys og skygge, tager Rufin os med ind i et lidet udforsket område, hvor historisk arv og nutidig virkelighed er flettet sammen på en fantastisk måde. 

Calmann-Lévy (02/04/2025)

 

Tahar Ben Jelloun: Ils se sont tant aimés

 Tahar Ben Jelloun: Ils se sont tant aimés

Denne nye roman af Tahar Ben Jelloun er faktisk en fortsættelse af "Les Amants de Casablanca" (se min omtale). Det var faktisk Barnard Pivot, der foreslog ham at skrive den. Bogen er nu udgivet og kan sagtens læse efter en indledning og resume af det første bind, men man får nok mest ud af det, hvis man læser Les Amats de Casabalnca først.

Med udgangspunkt i Casablanca forelskede Nabile og Lamia sig, blev gift, faldt i utroskab og derefter skilt. Mange år senere mødes de igen. Tiden er gået og har bragt et spor af desillusion med sig, men deres bånd er forblevet intakte. 

 På trods af en stormfuld adskillelse har de aldrig mistet kontakten. Lamia har giftet sig med Ali, en ældre fætter, og Nabile har fundet sammen med sin assistent, Saïda. Tiden går, Ali dør, og Saïda forlader Nabile i et raseri af jalousi. 

Det er en mulighed for venneparret og de elskende til at blive genforenet. Ansporet af Lamia, som er mere lidenskabelig og fri end nogensinde, vil de genopfinde et liv for sig selv og gå imod traditionerne. 

Men som denne bog viser er lykken en skrøbelig ting. De udforsker om kraften i den første kærlighed er der endnu, begærets lunefuldhed og et pars opfattelser, der testes af alderen, i et land, der er splittet mellem modernitet og konservative kræfter.

Tahar Ben Jelloun giver os et katalog over kærlighedsforhold i det moderne Marokko i det 21. århundrede, men det er også en roman om et marokkansk samfund på jagt efter sin modernitet. Tahar Ben Jellouns syn på livet og tilværelsen er fuld af sund fornuft og menneskelighed.

For Tahar Ben Jelloun er der ingen helte og ingen vindere; hver af hans karakterer kæmper i deres skæbnes tumult og forsøger at eksistere, splittet mellem det marokkanske samfunds moral og deres egen samvittighed. Han viser os, hvor svagt kødet kan være, og hvor hurtigt skyldfølelsen forsvinder, når en person bruger sin intelligens til at retfærdiggøre, hvad han har gjort er en fejl. At proklamere sin ret til frihed til at handle, som man vil, må ikke ske på bekostning af de mennesker, man deler sit liv med, eller uden at risikere at såre dem. 

 Uden at ville gå nærmere ind på handlingen kan jeg godt afsløre at Lamia får lungekræft, og det bliver afgørende for parret, der har giftet sig igen. Kan forholdet holde til det?

Tahar Ben Jellouns roman er solidt forankret i verden af i dag, der er splittet mellem massakren den 7. oktober, krigen i Mellemøsten og sammenblandingen af palæstinensere med Hamas-terrorister eller jøder med zionister.

Der er mange temaer der går igen fra første bind, men det er stadig i de borgerlige kredse, hvor der er konfrontationer med forfædrenes skikke. Hykleri er almindeligt for at undgå at tale om gængse regler for opførsel som f.eks. at bryde ægteskabet, tage en elsker eller elskerinde ved siden af.

Romanen bringer mange andre emner ind i kærlighedshistorierne: kløften mellem de sociale klasser, sundhedsvæsenets privatisering, traditionerne i et patriarkalsk samfund, den marokanske kvindes næsten umulige kamp for at blive betragtet som ligeværdige. Homoseksualitet og anderledeshed. Jo, der er nok at tage fat på.

En meget velskrevet og lidt flyvsk fortsættelse, men samtidig et fascinerende billede af et Marokko, der befinder sig i et vadested.

Gallimard (06/03/2025)

 

Lolita Chammah: J'ai regardé la nuit tomber

 Lolita Chammah: J'ai regardé la nuit tomber

 

Lolita Chammah, datter af Isabelle Huppert og producer Ronald Chammah, har oplevet den største tragedie, en forælder kan opleve: at miste et barn.

Den unge skuespillerinde, som allerede var mor til Gabriel på ni år, og som på det tidspunkt var gravid i femte og en halv måned, ventede sin anden søn fra sit seneste ægteskab. Det var bestemt en anstrengende graviditet mellem hendes teaterforestillinger og hendes familieliv, men en tilfredsstillende graviditet, fuld af denne nye kærlighed i støbeskeen. Men netop som hun var ved at finde sig til rette i sin daglige rutine, gik vandet pludselig.

I denne bog fortæller Lolita Chammah sin smertefulde historie gennem et gribende vidnesbyrd: tabet af sit barn, der blev født i 25. uge og døde 12 dage senere.

Hun skriver for alle de kvinder, der har gennemlevet og stadig gennemlever denne tragedie, og som udgør et fællesskab af hjerte og smerte, hvor det er umuligt at glemme. Vi får historien om en efterladt mor og en splittet familie. Livets største prøvelse. En rørende og dybt bevægende roman, et råb om kærlighed og smerte.

Hun skriver, så emnet ikke længere er tabu, så kvinder kan tale åbent om det. 

Historien bevæger sig også mellem fortid og fremtid, når forfatteren fortæller om sit daglige liv efter tabet af sin baby Kolia.

Som forfatteren siger, fortsætter vi med at leve efter sådan en tragedie, men livet er ikke længere det samme: Vi lever med fraværet af en baby eller enhver form for sorg.

Et stærkt indlæg og en tekst om rekonstruktion, sorg og familie, men samtidig af almen interesse.

Stock (5. februar 2024)

Philippe Besson: Vous parler de mon fils

 Philippe Besson: Vous parler de mon fils

Har efterhånden læst en del af Bessons romaner på fransk men også de to romaner der er oversat til dansk, og jeg fornemmer, at han bliver bedre og bedre.

Hans nyeste roman "Vous parler de mon fils" er således et sandt mesterværk i beskrivelsen af hvad et barns selvmord kan betyde for forældre, familie, skole og samfund i det hele taget. Et barn der har været så medtaget af mobning i skolen, at et selvmord var eneste vej ud.

I Saint-Nazaire, en måned efter at Hugo på 14 år tog sit eget liv, fordi han ikke længere kunne udholde den ydmygelse, vold, isolation og afvisning, han blev udsat for af to teenagere på sit gymnasium, bliver der arrangeret en hvid march til minde om ham, og Vincent, faren og fortælleren, lader sig overvælde af minderne om den søn, han ikke havde formået at beskytte.

»Vous parler de mon fils« er en hårdtslående roman om et socialt fænomen - mobning - som er blevet forstærket af sociale netværkssider, og som myndighederne og undervisningsministeriet endelig har fået styr på, men som stadig efterlader forældre i vildrede, når de står over for et barn, der meget ofte skjuler, hvad han eller hun går igennem. Det er en tankevækkende roman, som vil efterlade et smertefuldt spor i mig i lang tid fremover.

Når Philippe Besson tager et socialt emne op, gør han det med  sådan en følsomhed og kraft, at det rammer hovedet på sømmet, griber os med følelser og giver os tårer i øjnene. Vi bliver hævet over avisjournalistik og får hele historien gjort almen og menneskelig. Man får stor forståelse for alle de forældre der måske uden deres vidende pludselig befinder sig med en datter/søn, der har valgt at begå selvmord.

En rystende og suveræn roman, som alle bør læse.

Julliard (02/01/2025)

Laurent Gaudé: Chien 51

 Laurent Gaudé: Chien 51

En meget grum historie i denne dystopi hvor verden er delt i tre niveauer og synes styret udefra af voldsomme kræfter.

Et lille resumé af forhistorien: Zem Sparak var engang en engageret studerende og frihedskæmper i sit hjemland Grækenland. Men lander i bankerot og bliver til sidst solgt til højestbydende på trods af oprøret. Og i blodet fra den massive undertrykkelse, der ramte det oprørske folk, forrådte Zem Sparak, der var tro mod sit løfte om altid at sætte livet før politik. På bekostning af sin egen skam og et farvel til sin nation meldte han sig som sikkerhedsassistent i fremtidens megalopolis. 

Nu er han en »hund« - med andre ord en betjent - og han arbejder i zone 3, den mest elendige og forurenede del af denne by, som styres af GoldTex, flagskibet for den hyperforbundne, tvangsprægede postliberalisme. Men i løbet af en efterforskning kommer fortiden ham i møde.

Chien 51 er en mørk og foruroligende roman med en særlig atmosfære, som beskriver en imaginær fremtid, der ikke ligger så langt fra vores nutid. Det er faktisk svært ikke at se mange ting i historien, som desværre er en del af vores verden, om end i mindre grad.

Vi lever i et ultraliberalt samfund, i en forfærdelig verden, hvor store virksomheder kæmper for at opkøbe forgældede lande og derefter organisere livet, som det passer dem. En verden, hvor den sociale uretfærdighed er værst, og hvor kynisme og vold hersker. 

Klimaforandringer med syreregn og uforudsigelige katastrofale fænomener skaber kaos her, undtagen for de få privilegerede, der nyder godt af en kuppel af beskyttelse over deres zone mod disse klimatiske farer.

En mørk roman, meget mørk endda, men fascinerende og skrevet med stor dygtighed og evne til at gribe sin læser.

Læs dem, hvis du tør!

Actes Sud (04/09/2024)

Marie de Palet: Le village retrouvé

 Marie de Palet: Le village retrouvé

Omslaget tiltalte mig, og romanen var bestemt en oplevelse.

Det er historien om Isidore, som i en meget ung alder rejser ud for at tjene i kolonierne og tredive år senere vender tilbage til sin fødeby. Han har tjent godt og er en rig mand og er ikke mere en fattig knægt fra en fattig familie. Hans forhold til moderen og stedfaderen fik ham også til næsten at flygte, men nu vil han trods alt forsøge at hjælpe moderen, der er i stærk nød, men for trodsig til at ville tage imod hjælp.

I en lille by, isoleret, i bjergene, hvor man er nødt til at være tilknyttet til familien i bred forstand. Hvis man forlader den, bliver man en fremmed, og de gamle regler gælder stadigvæk. Var du landarbejder, skal du forblive landarbejder, selv om du er blevet rigere end din tidligere arbejdsgiver.

Landsbyboerne troede, at han var død, og det er svært at blive en af dem igen, især fordi han gerne vil købe et hus, have tag over hovedet og bo der sammen med sin mor, som han gerne vil have ud af det slumkvarter, hun bor i. Hans mor, som nogle gange virker glad for at have ham tilbage og andre gange ikke kan holde denne fortabte søn ud. 

Plan-gården, den smukkeste bygning i regionen, er til salg, og Isidore ser en stor mulighed, men mod alle odds nægter Plan-arvingen at sælge huset til den mand, der ikke har været andet end en landarbejder hele sin ungdom. Alle begærer Plan-gården, især Lou Bel, kroværten, som meget vel kan være uærlig. For Isidore bliver det ikke så let at genvinde sin plads i landsbyen, som han havde håbet, især ikke hvis der er kærlighed involveret ...

Der bliver til en rigtig god historie om Isidores op- og nedture. Marie de Palet giver os en nøgtern og præcis beskrivelse af livet på landet. Vi får del i fortidens barske liv, landsbyboernes skikke i begyndelsen af det 20. århundrede og skønheden i Lozère, som hun beskriver så godt.

Dejlig roman.

Editions De Borée (14/05/2010)

Jean Echenoz: Bristol

 Jean Echenoz: Bristol

Ny roman fra Jean Echenoz der igen leverer en anti-helt ved navn Bristol.

I dette tilfælde handler det om en uheldig instruktør, som på opfordring af den velhavende forfatter, der har skrevet manuskriptet, skal have en ung kvinde i hovedrollen, en ung kvinde, som viser sig at være uegnet til rollen og får filmen til at få negativ respons og flopper...

Ja, der er også lige en ukendt nabo, som kaster sig nøgen ud af vinduet og falder ned få meter fra Bristol, der straks haster videre ned mod Seinen..

Ja, der er mange andre mærkværdige ting, der bidrager til, at historien falder helt fra hinanden.

Men hvad er det egntlig Echenoz vil med sin bog?

Hvad der er sikkert, er, at det er en historie, der indeholder en masse digressioner og helt sikkert også en masse parodi, satire, besk humor og hån, men også ellipser og tvetydighed for at fortælle os, hvad der kunne gå for at være et dårligt B-manuskript, hvis det ikke var for Jean Echenoz' talent som historiefortæller.

Som læser bliver man både taget i hånd, men samtidig først ud på omveje og afveje, så man skal holde hovedet koldt. Men når det gælder Echenoz, er det måden, historien bliver fortalt på, der virkelig tæller.

Er man forvirret undet forløbet, bringer slutningen slet ikke en løsning. Men læs den alligevel og nyd den overlegne fortæller og hans evner til at beskrive.

Editions de Minuit (02/01/2025)

 

David Foenkinos: Tout le monde aime Clara

David Foenkinos: Tout le monde aime Clara

Ny roman af David Foenkinos der fører læseren vidt omkring, måske ikke altid lige sammenhængende eller præcis, men vi får som sædvanlig en buket af spændende personer og relevante emner.

Denne roman i tre dele fortæller os tre historier. Historien om den mislykkede forfatter, Éric Duprez, som leder en skriveworkshop, dramaet mellem Marie og Alexis, der endelig får et barn, Clara, men skilles efter en del år. Endelig historien om Clara, der bliver udsat for en alvorlig ulykke, ligger i koma, men kommer til sig selv og opdager at hun har fået overnaturlige evner.

Men hvad vil der ske, når Clara åbner sine øjne?

Alexis er en finansmand, der er ca 50 år. Han arbejder solidt, men er måske lidt kedelig og holder på rutinen. Han bliver derfor rystet, da Marie vil skilles efter en hed affære. Det er hans første store nederlag, og det forværres efter datteren Clara kommer alvorligt til skade i en bilulykke. En meget rig kunde har ellers forsøgt at forføre ham, netop den aften hvor han skulle med datteren til en koncert. Det kommer der en fortsat historie ud af.

Alexis vil gerne skrive og går til timer hos en falleret forfatter, der er mystisk, men gemmer på nogle fortrængte ting i sit liv. Endnu en historie at tage fat på.

Clara har fået nogle overnaturlige evner efter sin koma, men kan ikke rigtigt styre dem. Hun er dog i stand til at forudsige nogle ting og grave hemmeligheder frem fra fortiden. Endnu en historie.

I løbet af disse historier indlejres andre af Foenkinos' emner og temaer: livets betydning, tiden der flygter, melankoli, kærlighed, kunst og litteratur.

Men farer ofte vild i den lette og følsomme måde at skrive på som Foenkinos er så god til. Bogens tredje del giver os dog en bedre samling af trådene og får os til at at fordybe os i de måske almindelige mennesker i historien som Foenkinos beskiver så kærligt.

Dejlig bog!

Gallimard (06/02/2025)

Leïla Slimani: J'emporterai le feu

 Leïla Slimani: J'emporterai le feu

Vi er nu nået til tredje og sidste bind af Leïla Slimanis store værk Le Pays des Autres.
(Se bind 1 og bind 2), hvor vi når op til moderne tid. Her afslutter Leïla Slimani sin familiefresque på en fantastisk måde.


Mia og Inès er tredje generation af børn i Belhaj-familien og blev født i 1980'erne. Ligesom deres bedstemor Mathilde, deres mor Aïcha og deres tante Selma søger de frihed på hver deres måde, i eksil eller i ensomhed. De skal finde deres plads, lære nye koder, konfrontere fordomme og nogle gange racisme.

Denne saga er direkte inspireret af den gribende historie om hendes bedsteforældre, som forfatteren altid har betragtet som symbolske skikkelser, og den udspiller sig fra 1944, hvor Mathilde, en ung kvinde fra Alsace, møder Amine Belhaj, en soldat i den franske hær. Deres rejse fører dem til Meknes, en marokkansk garnisonsby og bosætterby, hvor de slår sig ned.

Denne sidste bog afspejler en international kontekst, der er præget af den begyndende globalisering efter afslutningen af den kolde krig. Personerne føres fra Casablanca til Paris, fra London til New York i en mesterlig roman, der blander det intime med store internationale begivenheder (Berlinmurens fald, VM i fodbold 1998, 11. september 2001, krigen i Irak) og marokkanske begivenheder (i et land, der er i bevægelse mellem modernitet og konservatisme, mellem moralsk hærdning og økonomisk krise).

Handlibgen starter i 1980'erne og følger 3. generation af Belhaj-familien, Aïcha og Mehdi og deres to døtre. Vi følger Mia og Inès deres barndom og ungdom, hvor Mia med sine spørgsmål og modsætninger, hendes ønske om at behage sin far for enhver pris og blive den søn, han aldrig fik. Mia har et kompliceret forhold til sin søster Inès, som hun hadede fra fødslen, men som hun stadig beskytter som en ulv.

Forfatteren gør et fantastisk stykke arbejde med at beskrive udviklingen af det marokkanske samfund under Hassan II, kløften mellem de (ny)rige og de (meget) fattige, eksil, at slå rødder i et land, der ikke nødvendigvis er ens eget, kvinders status og frigørelse og den brand, der fulgte i kølvandet på kampen for disse ting, som stadig er relevante i dag.

Man får nok mest ud af at læse de tre bøger kronologisk, men dette bind tre er bestemt også værd at læse uden at have læst de andre. Der er også en fin introduktion i bogens start.

Et mesterværk og stor litteratur.

Gallimard (23/01/2025)

Camille Laurens: Ta promesse

 Camille Laurens: Ta promesse

En ret spændende fortælling, hvor vi nærmest får løsningen i første kapitel, men der er alligevel spænding nok til, at vi bliver hængende til sidste side.

Ta promesse er en bog om Claire, hovedfortælleren, som skriver en bog, hvor Claire er en forfatter, der skriver bøger, hovedsageligt selvbiografier.

Claire Lancel, en fraskilt forfatter i halvtredserne, møder Gilles Fabian, en instruktør af dukketeater. I fire år er deres forhold lykkeligt set udefra, men lidt efter lidt mister Claire fodfæstet, indtil hun bliver fundet indsmurt i blod i haven ved deres hus i Hyères. Hvad skete der, som førte til dette?

Med en raffineret blanding af litterære genrer, fra den psykologiske roman til poesi på frie vers, fra thrilleren til procesromanen, trækker hun læseren ind i en malstrøm af følelser.

Inden for hendes historie, følger fortælleformerne hinanden: alvidende fortæller, fortæller i første person ental, frie vers, dommerens og advokatens afhøringer af Claire og hendes venner, Carole og Emilie, fortæller i anden person ental, online-fortæller etc. Forfatterens historie fortælles fra fortællerens synsvinkel. Virkelig en sublim udnyttelse af fortælleformer.

Forfatteren afmonterer gradvist manipulationens mekanisme. Hun dissekerer følelser af kærlighed, visionen om kærlighed, kontrol, følelsesmæssig afhængighed og desillusionering. Hun kaster os ud i kaos, fortvivlelse og vantro.

En roman om kærlighed, kontrol, manipulation og forfængelighed, fortalt som en thriller.

Sindssyg spændende at læse og forsøge at følge udviklingen hos personerne, der lidt efter lidt bliver klædt af, men det er måske også en afsløring af den store tilbedelse af egoet i vores tid. At vise empati overfor andre, finder kun sted, hvis det er i egen interesse.

Supergod roman.

Gallimard (02/01/2025)

Pierre Lemaitre: Un avenir radieux

 Pierre Lemaitre: Un avenir radieux

Så nåede vi til tredje bind i denne serie og året er 1959. Der sker mange ting i familien Pelletier, og vi kommer hele familien rundt men hovedpersonen i denne bog er journalisten François.

François er begyndt at arbejde lidt med kamera og TV. En uventet tur for at dække en gruppe af forretningsfolks rejse til Tjekkoslovatien bliver til en krimi og spionhistorie med masser af overraskelser og en afsløring af forholdene bag jerntæppet.

Det er lidt svært at fortælle videre uden at afsløre for meget, men det er en medrivende bog, som det er svært at lægge fra sig. Vi får virkelig et billede af efterkrigstidens Europa og et billede af Les années glorieuses som venter.

Det er en fornøjelse at være tilbage hos familien Pelletier! Fortællingen er lige så fængslende som altid. Pierre Lemaitre skildrer en tid med en slående realisme: Mellem udviklingen af intensivt landbrug og den massive brug af pesticider, der dræber bierne, den kolde krig mellem de to blokke, der er en sand velsignelse for spionage, og risikoen for store ulykker i forbindelse med udviklingen af atomindustrien, kan vi så virkelig tale om en strålende fremtid?

Persongalleriet er bedsteforældrene Louis og Angèle der er kommet tilbage fra Libanon med deres barnebarn Colette, som var blevet holdt væk fra sin farlige mor, den forbløffende Geneviève, som er gift med deres ældste søn Jean. François, som er gift med Nine, er journalist. Hèlène, som er gift med Lambert, arbejder på en radiostation med et aften- og natprogram. Romanen begynder med en smuk familiescene, hvor vi hører nyt om alle disse personer.

Un avenir radieux af Pierre Lemaître fortæller os også om den intensive brug af pesticider, der udrydder bier, atomindustrien og den kolde krig. Det er alt sammen meget stærke emner, som Pierre Lemaître dygtigt blander ind i denne gribende familiehistorie. Philippe og Colette, to ulykkelige børn, der kæmper for at finde deres plads, er meget rørende. 

En mægtig saga udspillet med stor behændighed. Det er en bog man absolut skal læse, hvis man har læst de to foregående bind « Le grand monde » et « Le silence et la colère »

592 pages
Calmann-Lévy (21/01/2025)

Emma Becker: La Maison

 Emma Becker: La Maison

»La Maison« en roman der med god grund vakte opsigt i 2019, for det er en en autofiktion, der fortæller om de to år, forfatteren tilbringer som prostitueret på to bordeller i Berlin under pseudonymet Justine. Hun er taget fra Paris til Berlin, for bordeller er ikke forbudte i Tyskland og kan besøges uden at skulle betale bøder som i Frankrig.

Fortælleren Justine siger selv: Jeg har altid troet, at jeg skrev om mænd. Før jeg indså, at jeg kun skriver om kvinder. Om at være en. At skrive om ludere, som bliver betalt for at være kvinder, som virkelig er kvinder, som bare er det; at skrive om den absolutte nøgenhed i denne tilstand, er som at undersøge mit køn under et mikroskop. Og jeg føler den samme fascination som en laboratorietekniker, der kigger på de celler, der er afgørende for alle former for liv.

Emma Becker arbejdede i to et halvt år på to bordeller i Berlin: Le Manège, hvor hun arbejdede i 14 dage og La Maison, hvor hun blev i to et halvt år... det vil sige indtil den endelige lukning af etablissementet og starten på hendes graviditet.

Ud fra denne erfaring og dette arbejde, hvor hun i pauser tog fyldige notater, har hun skrevet en bog, en slags journalistisk, sociologisk, antropologisk og psykologisk undersøgelse, og i øvrigt et litterært værk, hvor anekdoter fra hendes egen erfaring, hendes arbejdskammeraters, husenes ledelse og kunderne er flettet sammen på en ikke-lineær måde.

Hendes historie er også en fin refleksion over begær, forhold mellem mænd og kvinder, hvad der kan drive en mand eller en kvinde ind i denne type betalte forhold, erhvervet som luder og de debatter, det fremkalder.

Det er ikke en lykkelig undskyldning for prostitution, men en meget personlig, velskrevet beretning (og alligevel er det ikke så let at tale om sex i 300 sider uden at forfalde til vulgaritet eller en form for monotoni), som læses med lidenskab.

Flammarion (21/08/2019)

Marie Vingtras: Les Âmes féroces

 Marie Vingtras: Les Âmes féroces

En meget velskrevet roman, der kunne være drejebog til en film. Mærkeligt nok foregår handlingen i en lille by i USA, men i princippet kunne det lige så godt have været i Frankrig.

Mercy er en lille by i USA med en befolkning på lige under 4.000. Det er et roligt sted, hvor der aldrig sker noget, hvor folk tror, de kender hinanden, men ved så lidt om sig selv, og hvor denne ro kunne skjule et opgør med fortiden....

Umiddelbart virker floden der løber gennem byen fredelig, men en dag byder den på en ubehagelig overraskelse: fundet af en livløs ung pige.

Romanen er bygget op omkring fire karakterer, der fortæller historien fra en række gensidigt oplysende synsvinkler. Opdelt i fire dele bevæger historien sig gennem fire årstider, hver med sin egen atmosfære og fortællestil. 

Det starter med den nye sherif, der er kvinde og lesbisk og bestemt ikke alles livret. Så er der Benjamin der er lærer, men som er lidt for glad for unge piger. Emmy der var den unge piges veninde og Seth der er pigens far.

Det er en fantastisk enkel historie på overfladen, men der kommer sandelig meget frem efterhånden som historierne optrævles. En rigtig krimi, men også et studie i de menneskelige forhold og en provinsbys frygt for nyt med en indstilling fyldt med faste meninger og holdninger. De fire voldsomme sjæle får sandelig revet op i fordommene.

Virkelig en god og velskrevet bog i en meget spændende fremdrift.

Kan bestemt anbefales.

Editions de l'Olivier (19/08/2024)

Les vieux fourneaux 8 - Graines de voyous

 Les vieux fourneaux 8 - Graines de voyous

Endnu en tegneserie som jeg har fulgt fra starten for 10 år siden. 

Les Vieux Fourneaux fortæller historien om tre 70-årige, der har været venner siden barndommen: Antoine, Emile og Pierrot. De har hver har fulgt deres egen vej, men mødes stadigvæk på vej ind i nye problemer med ungdommens kraft. Der er allerede lavet to film om deres oplevelser, og specielt den første var meget vellykket.

Tegneseriemediet er dog det bedste. Livet flyder stadig i de tre gamles årer med fuld kraft. På trods af deres høje alder skyr de ingen midler for at komme videre med deres liv og løser problemer og stridigheder med humor, venskab og solidaritet.

Dette ottende bind fokuserer primært på 60-års jubilæet for Théâtre du loup en slip, men det introducerer også nye karakterer, som jeg ikke vil sige noget om for ikke at afsløre for meget. 

De tre gamle kæmper stadig mod den til tider absurde modernitet i vores verden, og klimaproblemer, barndomsminder og familieskænderier har stadig en plads i deres hverdag.

Jeg kunne virkelig godt lide begyndelsen, hvor Pierrot prøver at bestille en simpel kaffe hos en tjener, men han bliver bedt om at scanne koden og udfylde en hel række ting for at få en simpel bestilling. Men det skal virke!

De ældre generationer er ikke vant til denne form for bestilling, som bruger en satellit i rummet, hvor der før var en simpel menneskelig kontakt til udvekslingen. Det er er selvfølgelig humoristisk, men det taler virkelig til os og rummer en række spørgsmål, som vi burde stille os selv! Vi er alle ofre for denne ændring i samfundet på grund af det såkaldte fremskridt.

Det er et album, som altid er dejligt at læse, både på grund af den sjove, rørende og dynamiske historie og på grund af de farverige, detaljerede tegninger.

Graines de voyous er det ottende bind i den succesfulde (og med rette!) serie af Wilfrid Lupano (manuskript) og Paul Cauuet (illustrationer). 

Dargaud (08/11/2024) 

Lucky Luke: Un cowboy sous pression

 Lucky Luke: Un cowboy sous pression

Til årets julefornøjelser var der selvfølgelig det seneste album fra Lucky Luke, som jeg trofast har læst i mange år. Teksten er som i de foregående af Jul og tegninger af Achdé, et fremragende par der har givet ekstra meget godt stof til serien.

I starten af albummet møder vi en Lucky Luke, der har for meget at lave, altid skal han være på vagt, altid er der nye forbrydelser, så han får meget ondt i ryggen og føler sig skidt tilpas. Han vil søge læge og får at vide et der er en i New München. 

Stemningen er dyster i New-München, den lille landsby i Dakota, som blev grundlagt af tyske nybyggere. Hvad er årsagen? En ølmangel forårsaget af den generalstrejke, der har sat alle landets bryggerier i stå! 

Lægen har ellers ordineret hvile og ro til Lucky Luke, der er overanstrengt og stresset, men da indbyggerne i New München kalder ham til undsætning, må han rejse til Milwaukee, USA's ølhovedstad, for at lette spændingerne mellem marxistiske fagforeningsfolk og industribaroner. 

I Dakota er 70-80 % af befolkningen af germansk oprindelse. Oprindeligt havde de opnået monopol på ølbrygning i de nordlige stater, men nu stod kampen mellem de fagforeningsstærke arbejdere og en gammeldags autoritær styring.

Det er altså både en fin indføring i historien i USA om den industrielle uro, men også en særdeles livlig og sjov beretning, især da Dalton-brødrene også træder ind på scenen.

Det er et supergodt album, som jeg kun kalde anbefale!

Lucky Comics, november 2024

 

Céline Pennequin: On n'est pas tous des vieux cons

 Céline Pennequin: On n'est pas tous des vieux cons

En dejlig titel og en bog som handler om folk, der som mig er ved at være oppe i årene. Det er faktisk på en EHPAD, bolig for ældre, hvor bogen foregår. Modsat det billede der normalt eksisterer omkring alderdomshjem o. lign. i Frankrig som i DK, så er der her tale om et hjem, hvor der trives åbenhed, lydhørhed omkring de gamle, mange aktiviteter og specielt aktiviteter, hvor de gamle planlægger og udfører.

Der er også et godt køkken og en bar til aperitif, swimming-pool og parklignende omgivelser. Det er kort sagt et lille paradis før tid.

Men alle de folk der kommer har jo en fortid og et liv der ikke altid har været det bedste.

I denne roman hører vi historien om Marc, Marie, Cassandre, Juliette, Françoise og alle de andre beboere.

Efterhånden som siderne vendes, bevæger vi os fra latter til tårer, mens Céline Pennequin fortæller os om deres glæder og sorger og deres sår, der aldrig er helet.

Hun tager også fat på nogle svære og vigtige temaer, og det gør det til en meget bevægende læsning. I vil opleve deres daglige liv, men også opdage deres fortid. Fortid, som for nogle er fælles, og så har livets ting adskilt dem. Nogle gange på grund af misforståelser, andre gange på grund af spændinger.

Temaer som vold, giftige forhold, Alzheimer, mongolbørn og afhængighed af f.eks. stoffer tages op, så vi får også et billede af det samfund som de gamle er vokset op i og som har præget dem.

Céline Pennequin siger selv, at hun har villet skrive om sammenholdet, de positive kræfter og den menneskelighed, som måske er blevet holdt nede i deres liv af forskellige grunde. Her smider de stille og roligt maskerne, så vi kan aflæse deres sande væsen.

Hvis I er på udkig efter en fornøjelig feelgood-roman, kan jeg varmt anbefale denne bog.

Nombre7 Editions (01/10/2024)