Tuesday, October 06, 2026

Sonja Devilliers: Le fabuleux piano

 Sonja Devilliers: Le fabuleux piano


Endnu en bog om 2. Verdenskrig og jødeforfølgelserne i Paris, men her er der lagt endnu et lag på i disse forfærdelige beretninger: nazisternes enorme beslaglæggelser af klaverer, musikinstrumenter, noder og bøger. Alt sammen under "Opération meubles", hvor man samlede tyvekosterne i store lagre efter at have tømt jødernes forladte lejligheder. Næste etape var at transportere værdierne i store godsvogne til Tyskland.

Sonia Devillers første undersøgelse er skæbnen for et enestående instrument: et Erard-flygel nr. 2 i palisander (serienummer 68037), der i januar 1892 blev købt af Wilhelm Enoch, den berømte franske musikforlægger (der blandt andet udgav Ravel og Prévert). Dette koncertflygel, familiens stolthed, blev stjålet af tyskerne i 1943 fra hans søn, Daniel Enochs, lejlighed. Det er aldrig blevet fundet.

Denne undersøgelse knyttes sammen med en personlig familiehistorie. Hun sætter denne nazistiske plyndring i sammenhæng med det smertefulde minde om det Bechstein-klaver, som hendes jødiske bedstemor blev tvunget til at efterlade, da hun flygtede fra det kommunistiske Rumænien i 1961.

 Den grundige og meget detaljerede dokumentariske research er et tungt bevis for den umenneskelighed der blev fremvist. Ikke alene sendte man jøderne i tog til koncentrationslejrene, men med andre tog sendte man samtidig alle deres personlige ting og familieminder. Afsløringer som ikke har været behandlet før.

Men Sonia Devillers forstår samtidig at få givet os to parallelle historie smukt fortalt kombineret med en ægte sans for fortælling. Det er en ubarmhjertig og rørende bog, hvis nødvendige afsløringer fuldt ud retfærdiggør udvælgelsen til Goncourt-prisen.

27/08/2026
Robert Laffont  


No comments:

Sonja Devilliers: Le fabuleux piano

 Sonja Devilliers: Le fabuleux piano Endnu en bog om 2. Verdenskrig og jødeforfølgelserne i Paris, men her er der lagt endnu et lag på i dis...