Anouk F.: Dans la rue de l'école

 

Anouk F.: Dans la rue de l'école

En dejlig social roman skrevet af en skolelærer, der er blevet kendt via sin blog (https://merci-maitresse.fr/) og en bog, der sammenfatter flere af hendes indlæg. 

I denne roman fra 2020 træder hun lidt ud af skolen, men ikke længere end til den gade hvor en skole ligger.

 

Bogen er bygget op over bestemte gadenumre i gaden, hvor der bor børn der går på skolen. Bogen har tre hovedafsnit: "Il, Elle", "Nous, Vous" og "Je, Tu", hvor det første afsnit er en præsentation af nogle opgange i forskellige ejendomme, deres beboere og de problemer der er. I anden del er vi tættere på at se de tidligere omtalte personer fungere i et gruppeforhold, fremkaldt af at et af børnene pludselig er væk og skal findes. I det sidste store afsnit er det hovedpersonerne, der fortæller hver deres historie efter dramaet.

Blandt de omtalte personer er der Richard, racist, alkoholiker, pusher mm; Karine, på nedtur med en søn hun ikke kan klare; Kamel, der opdrager sine to døtre alene, efter at hans kone blev indlagt på grund af psykiatriske lidelser; Julie, der ikke længere kan bære sit glatte og behagelige liv; Pitu, købmanden, der har boet i gaden hele sit liv og overtaget sin fars forretning og Marie, skoleinspektøren der er et samlingspunkt for gaden.

Anouk F. præsenterer mange sociale spørgsmål: social mangfoldighed, skolens rolle, små virksomheders overlevelse, vold mod kvinder, racisme; kvinde- og moderrollen; det moderne samfunds dyrkelse af egoet og fravalg af andre, og hun gør det med stor medmenneskelighed og ømhed for alle sine karakterer, selv de mindre sympatiske. Hun får os til at forstå, at de måske har oplevet brud og nedture i deres liv, eller at de skjuler deres følelser under en hård og usympatisk skal. I bogen er der en ekstraordinær begivenhed der afslører det gode i hver af os.

En meget velskrevet roman der trods nogle afsnit med tomgang formår at gribe sin læser. En bog der stiller børnene i første række uden at glemme forældrene og skolen.

Éditeur : LE CHERCHE MIDI (13/02/2020)

Nina Bouraoui: Otages

Nina Bouraoui: Otages

Bogen udspringer af et teaterstykke som Nina Bouraoui skrev i 2015, men hun har nu arbejdet videre på det og givet det form af en roman, selv om det er en kvindes enetale afbrudt af enkelte afsnit med mandsstemmer. Man kan således sagtens opleve det som en monolog af en kvinde, der har været præget af sin fortid, har evnet at lukke af for sig selv og leve på mændenes præmisser og krav.

Handlingen sættes brat i gang med Sylvie Meyer, 53 år, der fortæller, at hendes mand for et år siden har sagt, at nu går han. Hun accepterer det sådan set uden protest, for hun vil ikke være blødsøden og desuden har deres ægteskab ikke fungeret de seneste år. Hun tager sig af deres to drenge og har et ansvarfuldt job på en gummifabrik.

Mandens forsvinden opvejes fuldt ud af hendes arbejde, hvor hun har en lille afdeling af kvindelige arbejdere under sig. Hendes forhold til dem er gensidig sympati og tillid, men en dag bedes chefen, Victor Andrieu, om at lave en liste over de medarbejdere, der skal fyres ved en kommende fyringsrunde.

Der knækker efterhånden noget i Sylvie, der fortæller at hun egentlig har haft et godt liv og haft respekt for sig selv, men nu er tråden brudt. Hun taler også flere gange om vold, men udskyder at fortælle os, hvad der er kilden til det.

En dag drager hun så pludselig afsted uden mål og med og...

Fortsættelsen må I læse jer til, men den er værd at kaste sig over.

Alt i alt bliver det en glimrende skildring af en kvinde, der kæmper mod det gamle kvindebillede, forsøger at skabe sig en ny identitet og være ansvarlig, men der er mange faktorer imod hende, så når hun det?

Det er en vældig godt skrevet roman og med klip fra mange kvinders dagligdag og spillet mellem ansat og fabriksarbejder.

Kan anbefales.

Éditeur : J.-C. LATTÈS (02/01/2020)

Nesrine Slaoui: Illégitimes

 

Nesrine Slaoui: Illégitimes

En debutroman fra Nesrine Slaoui der minder mere om en beretning om hendes eget og hendes families liv end om en roman. Der er ikke meget fiktion, men en beretning om en ung pige der frigør sig fra et arbejder- og indvandrermiljø i Apt for at tage en uddannelse på Science-PO i Paris.

Hun er ihærdig i skolen og i studierne og opnår meget fine resultater, men hendes problem er at hendes forældre er fra Marokko, og hun bliver derfor aldrig anset for at være en legitim franskmand, og hun bliver ofte mobbet. Hun er mørk i huden og hun er kvinde, så der er mange racistiske og sexistiske udfald mod hende både før og nu.

Det er interessant at følge hendes kamp, og man må umiddelbart føle sympati for hende, for det er et sejt træk der skal til, førend en invandrer kan føle sig som en legitim del af det franske samfund og ikke blive anset for at være anderledes.

Hun indser også selv, at hendes drømme må lide nederlag og måske var det heller ikke nogen drøm at blive pariserinde.

Bogen bliver på mange måder et fortvivlet råb og et hævnskrift, og det er slag mod lidt af hvert, men uden andet håb end at andre unge indvandrere kan se, at det kan lykkes at løsrive sig fra de sociale lag, men at det ikke altid er nok.

En lidt rodet bog, men med mange gode øjebliksbilleder, skildrin af forældre og bedsteforældre og med interessante indblik i en families historie.

Éditeur : FAYARD (06/01/2021)

 

Philippe Claudel: Un monde de fous !

 

Philippe Claudel: Un monde de fous !

En god bog med nogle af Philippe Claudels småtekster og kronikker de senere ord bl.a. i ugeavisen Le Un.

Der er meget forskelligt stof fra digte og debatstof til små noveller og tekster skrevet til et bestemt tema i Le Un. Det er alle stærke og skarpe tekster, der på hver sin måde tager fat på nutiden. 

Vi er som titlen siger alle blevet skøre og har forlængst lagt forholdet til andre bag os. Det er egoismen, frygten, selvforherligelsen der har erstattet en humanisme og et demokratiske samfund, som vi kendte før. Der er ikke længere tid til at overveje og vente, nej vi skal have det serveret her og nu ellers er præsidenten og politikerne uduelige.

Der er ingen grænser for, hvad folk kan fornøje sig med på nettet, se på afhugne hoveder som i teksten "Gnofrane" om en ung dreng, der skal hugge hovedet af en ikke-troende, mens det bliver omhyggeligt filmet og lagt på YouTube. I "Baignade interdite" fornøjer en mand sig med at gå ned og sætte sig på stranden hver dag for at se på de bådflygtningen som omkommer netop her hver dag. At hjælpe dem kunne han ikke forestille sig.

Der er en stærk tekst om retfærdighed og livet i fængler, men også om en dagligdagen under coronaen med teksten om "Papa télétravaille", der i øvrigt også er ret morsom. Der er en lille fremtidsfortælling der viderefører Me-too, for her bliver en mand arresteret fordi han ser på en pige og endda smiler til hende! Det skulle have været aftalt og underskrevet, inden han kunne gå så langt. Den sidste tekst "Le voisin" fik det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Masser af provokerende stof, men skrevet med Claudels sædvanlige smukke måde at skrive og berette på.

Bør absolut læses

Éditeur : L'AUBE (22/10/2020)

Gauz: Black Manoo

 

Gauz: Black Manoo

En meget speciel og utraditionnel roman som jeg har haft stor fornøjelse ved at læse.

Gauz er Patrick Armand-Gbaka Bredes forfatternavnet. Hen blev født i 1971 i Abidjan i Elfenbenskysten. Han har en master i bio-kemi, men arbejder nu med film, journalistik og som forfatter. Har boet i Paris, men er nu vendt tilbage til Elfenbenskysten. Har skrevet flere prisbelønnede romaner, men dette er den første, men ikke den sidste jeg har læst af ham.

Black Manoo ankommer til Paris med et forfalsket forretningsvisum. Han vandrer rundt i Belleville i et højrødt antræk, som hans kultur byder ham som nytilkommen. Gennem ham møder vi et helt galleri af figurer: indvandrere som ham, folk uden papirer og bolig, forhandlere og forbrugere af stoffer, ejeren af en hemmelig bar, gamle oprørere, musikere og endda en mand fra Auvergne.

Black Manoo var stofmisbruger i Abidjan og møder en tidligere pusher i Paris. Denne ven sørger for at han bliver rimelig stoffri, selv om han lever af at sælge. Det er i sig selv en sjov historie. 

Vi er i Belleville i 1990'erne og alle disse små historier og oplevelser bliver fortalt med Black Manoos sprudlende sprog, der har et stort repertoire af slang fra Afrika og en række betegnelse for diverse folk og grupper: "tlenteulos" kaldes de kinesiske prostituerede (de har svært ved at udtale -r-), en poulet bicyclette er en kylling opdrættet i det fri, om et af børnene: Le plus grand est en seconde « arabes-et-noirs », comme on désigne les classes de lycées professionnels.

Det er simpelt hen en hylende morsom beskrivelse af forholdene, selv om det er livet i besætterhuse og andre forfaldne bygninger.

I en række korte kapitler svinger det mellem fresker om afrikansk indvandring og en radioskopi af Belleville. Black Manoo har og videregiver et blik, der overskrider spørgsmålet om hudfarve for at fortælle det usete. Vi føler bag alt dette en skarp tunge, fuld af humor med en stil af glædelig opfindsomhed. Pariserne og franskmændene får en skrap behandling, hvor racisme og udnyttelse er hovedemnerne.

Black Manoos filosofi er, at man ikke skal give op, det er altid muligt at komme op og komme videre. Hans rejse er værd at tage med på.

En vidunderlig bog!

Éditeur : LE NOUVEL ATTILA (28/08/2020)

Laurent Gaudé: Paris, mille vies

 

Laurent Gaudé: Paris, mille vies

En kort (80 sider) men meget intens bog om Paris, om liv og død, om alle der har gået rundt i Paris på et eller andet tidspunkt.

Bogen starter med forfatterens fortælling om, at han møder en lidt mærkelig mand, da han kommer ud fra Gare de Montparnasse, der stiller ham spørgsmålet: Hvem er du? Det får ham til at begynde at tænke på sit liv, alt imens han opsøger steder i Paris, som har betydet meget for ham. Først til kvarteret nær Cimetière Montparnasse hvor han boede som barn. Her er også den gade hvor hans far ved at uheld faldt ned fra 6. sal.

En detaljeret tur rundt i latinerkvarteret. Skikkelsen fra banegården er hele tiden lidt foran ham og følger ham på vej. Det bliver med hidtoriske tilbageblik til f.eks. 2. Verdenskrig ved Place Denfert-Rochereau og Boulevard Saint-Michel, hvor han se marmorpladerne med navne på de modstandsfolk der blev dræbt i 1944.

Vandringen fortsætter gennem Paris til Gare de l'Est, hvor det er ved at blive dag, så han vender rundt og går tilbage. Undervejs har han inddraget Villon, Hugo, Rimbaud, Artaud og mange andre. Han ser også, at de millioner der har gået gennem Paris' gader gennem tiderne også fortjener at blive husket, men hvordan kan han hjælpe dem? Han kan skrive om den, for tekster kan fastholde dem. 

Men han ved også, at han selv skal dø engang, så hvordan skal han forholde sig til det? Han kommer til at tænke på la danse macabre, hvor skeletterne danser og på den måde opsluges af rusen og glemmer døden.

Men tanken om døden er også en ode til livet: lev fuldt ud, mens du stadigvæk kan med intensitet og dybde. Forlad ikke livet med noget tomt bagved dig.

Det er stærk og lyrisk-poetisk tekst med spor tilbage til alt det, som har skabt os, både den konkrete far, men også alle de digtere, helte og almindelige personer, der har givet Paris en fylde som enhver kan suge af.

En bog der sætter tanker i gang på en vandring gennem Paris

Éditeur : ACTES SUD (07/10/2020)

Anne Sinclair: La rafle des notables

 

Anne Sinclair: La rafle des notables

 En bog om en anden slags razzia (rafle) end dem vi er vant til at høre, hvor jøderne bliver overført til Drancy. Journalisten og forfatteren Anne Sinclair beretter om, hvad der skete for hendes farfar Leonce Schwarz under krigen. Hun har altid haft i baghovedet, at hun skulle have spurgt mere ind til det, men det blev ikke til noget.

Léonce Schwartz, der blev arresteret ved daggry den 12. december 1941, ligesom de 743 andre franske jøder, der blev arresteret den dag, - læger, advokater, soldater - og ført til Royallieu-lejren ved Compiègne, som de indsatte kaldte for  "lejren med langsom død". 

For at fortælle denne smertefulde historie har journalisten de få elementer indsamlet på familieniveau, "en familielegende, en utrolig flugt", så hun søger mere direkte vidner.

Det bliver en lang søgen for at belyse tragedien, hun undersøger og  konsulterer arkiverne , monografier, der er meget gribende vidnesbyrd fra andre internerede. Serge Klarsfeld er hende til stor hjælp.

Det er ret rystende læsning om de afskyelige forhold under fangeopholdet: kulde, sult, overbelægning, men også  om solidariteten mellem fangerne.

Léonce bliver alvorligt syg og bliver overført til Val-de-Grâce-hospitalet  i februar 1942. Her kommer han ud under gådefulde forhold, og dermed undslipper han overførslen til Auschwitz-lejren den 27. marts 1942. Anne Sinclair finder aldrig ud af, hvor bedsteforældrene har skjult sig under krigen, men han dør kort efter krigen af de mén som han havde pådraget sig.

Det er en grusom beretning om psykopatiske og sadistiske bødler, udslettelsen af ethvert selvværd hos fangerne og en langsom udsultning og nedbrydning.

En kort, men stærk beretning om en lejr, som ikke omtales så ofte.

Éditeur : GRASSET (18/03/2020)

Jérôme Tubiana: Fragments de jeunesse

 

Jérôme Tubiana: Fragments de jeunesse

Som superlæser af Modiano gennem mange år skal der ikke meget til, førend man kaster sig over en bog, som måske kan være med til at afdække nogle af mysteriernene omkring personen Patrick Modiano.

Jérôme Tubiana giver os i sin bog væsentlige ting fra Modianos barndom som ikke før har været kendt. Tubiana var skolekammerat med Modiano fra de begge var omkring 7 år i starten af 1950. Det var i kommuneskolen i rue du Pont-de-Lodi i det sjette arrondissement tæt ved deres respektive hjem tæt ved Seinen. Deres venskab fortsatte med diverse møder til slutningen af 60'erne, hvor deres veje ligesom skiltes.

Årene i kommuneskolen synes at have været den bedste del af Modianos barndom inden konflikterne med forældrene og anbringelsen på kostskoler. Han beskrives som en munter dreng med humor, og hans mor Luisa husker Tubiana specielt, for hun var altid meget venlig og imødekommende. 

Som barn var han i starten ikke helt klar over, at hans familie der var en velstillet borgerlig familie uden økonomiske problemer slet ikke var som Modianos hvor pengene var få og måtte tigges hos faderen. Faderen der i øvrigt boede i samme ejendom med sin nye kone. Der var også den store sorg efter lillebroderens Rudys død.

Tubiana skriver sin bog op mod Modianos mest selvbiografiske bog "Un pedigree", ikke for at modsige ham, men måske for at give et lidt bredere billede end et selvportræt kan give.

Der er mange interessante passager og kendte personer i bogen, og man bliver bestemt klogere omkring Modiano ved at læse den.

Éditeur : L'HERBE ROUGE (29/10/2020)

Sherine Soliman: Souleymane

 

Sherine Soliman: Souleymane

"Ved krydset mellem indvielsesroman, slam / rap og poesi er dette den allerførste fuldt rimede byroman; Det vil sige næsten 9000 rim for et byepos med et uforskammet vanvittigt tempo!", sådan præsenterer Sherine Soliman selv sin roman, der er et pragtfuldt stykke håndværk med en intens historie og handling.

Hovedpersonen er den 15-årige Souleymane, der er vild med rap, og som prøver at kæmpe sig gennem livet i 93 Saint-Denis, også betegnet som 9-3. Souleymane er en drømmertype, men virkeligheden er barsk. Han er ved at droppe skolen, fristelserne på gaden om at blive dealer, usikkerhed, slagsmål, bandekrig, racisme og mange andre barrierer møder ham i et postkolonialt samfund.

Souleymane har store problemer med en racistisk lærer, der har udset ham til at være sit yndlingsoffer. Souleymane bliver sendt bort, men får senere hjælp af sine kammerater og Abdelkader, der tager sig af de unge i kvarteret.

Det skal vise sig at være en god hjælp for Abdelkader har selv været en ung bandit, der efter et fænselsophold har ændret sig totalt. Han får også Soleyman til at gå til boksning, for på den måde at få slået frustrationerne ud.

Alt er dog ikke godt og vi følger videre Soleymans op- og nedture, som jeg ikke vil afsløre her.

Men det er en god og på mange måde anderledes måde at se problemerne på, for de barske forhold med politiets overgreb på uskyldige, hele nedgørelsen fra det offentliges side, racisme og islamofobi, for ikke at tale om de sociale kår og arbejdsløshed. En krudttønde!

272 sider og 9000 verslinjer, hvor der veksles fint med længden, næsten 10 sider med en oversigt over de forfattere og kendte personer der nævnes i bogen. Fantastisk!

Til sidst vil jeg lige give et par eksempler på hans rytme, metaforer og uventede rim:

Elle termine sa gueulante par un monumental "tchiiiiip"

Sorti tout droit du coeur car elle parlait avec ses tripes

- Voyons garcon ! Nous sommes des journalistes intègres et probes !

- Moi je crois que vous surfez sur la vague islamophobe.

Si ça se trouve, vous mentirez aussi sur ma capuche

Disant que c'est un voile et que nous sommes des tartuffes ?

Je te l'avais promis,

Je voulais des efforts,

Tu t'es bien ressaisi,

Tu as pris ton essor,

Ta chance, tu l'as saisie,

Et ton travail t'honore.

On décolle de Roissy:

Prépare bien ton passeport.

Aller faire des bêtises dehors avec la drogue,

Et ! Je vais te le battre comme un méchant bouledogue !

"Dans mon rêve le plus funk

Je me lève et je jump

Pour éclater un dunk

Sur la grosse tête à Trump !

Bogen er udgivet i december 2020 på Éditions Rimes

Mere information på https://www.souleymane-rimes.com/   og https://www.facebook.com/soliman.sherine

Camille Kouchner: La familia grande

 

Camille Kouchner: La familia grande

Det er vel nok en af de mest omtalte bøger for øjeblikket: Camille Kouchners bog om den incest som hendes tvillingebror blev udsat for i en alder af 14 år af sin stedfar. Det er selvfølgelig ekstra spændende for pressen, at hendes familie er så kendt. Faderen er Bernard Kouchner, moderen Évelyne Pisier, stedfaderen Olivier Duhamel.

Det er en voldsom historie der bliver afdækket for alle nu, for sagen har været kendt af mange i flere år, men Camille Kouchner har ikke villet offentliggøre det før nu, da Olivier Duhamel nu er beskyttet af forældelsesfristen.

Bogen starter med moderens død og begravelse, og allerede her mærker man spændingerne i den store familie, der er delt i to dele: Camille og hendes søskende og et par stykker mere og den store klan omkring Duhamel. Hans forklaring har nemlig været, at det har været en slags kærlighedsforhold, og at man ikke skulle ribbe op i det for ikke at bidrage til Évelynes depressioner.

Herefter følger beretningen om Camilles tilværelse fra hun er ca 8 år, forholdet til moderen og især bedstemoderen, der senere begår selvmord. Det er kvindens frihed og frihed i det hele taget der er temaet i en familie, hvor der diskuteres politik og samfund og hvor børnene høres, hvis de kan argumentere. Der lægges også megen vægt på at de får en stor uddannelse.

Vi får virkelig indblik i en rig, intellektuel og borgerlig families liv, især når Camille Kouchner skildrer sommerferierne på det store landsted i Sanary. Her er man ofte nøgen, deltager i forskellige lege og dyrker i det hele taget friheden. Men selv om det er venner fra venstrefløjen har de alligevel tjenestefolk, som de behandler med en nedladende tone. Det er virkelig en afklædning af magthaverne og et forhold til børn der skal kysses på munden, der minder om pædofili.

Da Camille Kouchner får broderen til at fortælle, hvad der sker, bliver det til en lang periode med tavshed, skyldfølelse, mangel på selvværd og kamp for at få en tilværelse til at fungere. Det er egentlig først, da hun nu klart får formuleret og fremført, at hendes bror har været udsat for incest og voldtægt, at hun kan trække vejret. 

Hendes store problem har været, at hun faktisk har været meget glad for sin stedfar, så glad at hun har betragtet ham som sin far, da hendes rigtige far aldrig har haft tid til hende. Problemet for børnene er også, at deres mor har betydet så meget for dem, at de ikke har kunnet sige sandheden, og da det endelig sker, affærdiger hun dem.

Det er en voldsom bog på den måde, at vi kommer dybt ind i Camille Kouchners psykiske og til dels fysiske problemer med den skyldfølelse, det uhyre, der overfalder hende igennem så mange år. Hun har valgt ikke at kalde broderen ved hans rigtige navn, for han har aldrig villet og kunnet få sandheden frem og flygter og fortrænger det i stedet for.

Det er ikke en roman, men kunne godt være det. Det er derimod sandheden om den store familie, hvor man ikke vedkender sig nogen skam eller  fejl, men vil tie det bort og minimisere det.

Kan stærkt anbefales.

Éditeur : SEUIL (07/01/2021)

Négar Djavadi: Arène

 

Négar Djavadi: Arène

Dette er Négar Djavadis anden bog, og desværre har jeg endnu ikke læst hendes første. Det må jeg sige efter at have læst denne dramatiske, aktuelle og velskrevne bog, der tager udgangspunkt i nogle udsatte kvarterer i Paris omkring Place Stalingrad og de østlige kvarterer.

Hun er født i Iran i 1969, men er med familien flygtet, da hun var 11 år. Hun er nu manuskriptforfatter, instruktør mm og har også udsendt nogle kortfilm. Hendes første bog fra 2016 fik stor succes, og det vil hendes nyeste sikkert også få.

Bogens hovedperson i en ellers stor skare af bipersoner er Benjamin Grossman, der er opvokset i det 10. arrondissement, hvor hans mor stadigvæk bor. Han har imidlertid sat sig det mål at komme væk og opbygge sig et nyt image. Det lykkes også for ham, da han bliver direktør for serieplatformen BeCurrent i Frankrig. Han skal dog flytte sit hovedkvarter til Dublin. Han er 35 år, gift med Ariane, der langt om længe er blevet gravid. Alt tegner sig derfor lyst for parret trods Benjamins store arbejdsbyrde.

Men som det ofte siges og vises i romanen, så skal der somme tider så lidt til for at alt kan forandres, både for personer og også for kvarterer, byer og lande.

Forholdet mellem Benjamin og hans mor er ikke så godt, og hans ser hende ikke ofte, men en aften tager han hen til hende i det 10. arrondissement. Hun ænser ham ikke rigtigt og fortæller ham, at han skal fjerne nogle ting fra hans gamle værelse, for hun har taget en flygtning til sig.

Benjamin går lige ind på en bar for at købe cigaretter, selv om han er holdt op med at ryge, og der mister han sin mobiltelefon. Han mistænker en mørkhudet ung mand, som han stødte ind i i baren... og så starter historien rigtigt og fører til alvorlige begivenheder. Disse begivenheder vil vedrøre betjente, migranter, muslimer, bandeopgør og alle indbyggerne i dette kvarter. Fra skæbne til skæbne skaber forfatteren spænding efter spænding. Historien viser også den store betydning af sociale netværk, der har overtaget de gamle tætte bånd imellem folk.

Verden er en arena, hvor alle er bundne, somme tider kan man være offer, somme tider bøddel, men man ved ikke hvornår og sikkerhed opnår man aldrig. Flere af personerne oplever at de kun er skabeloner uden indhold, for de er i den grad præget af medieverdenen, dygtige politiske rådgivere, nedarvede holdning etc. Identitet og identiteskrise er en vigtig del af bogens indhold.

Bortset fra lidt løse ender mod slutningen af bogen er det en brandgod og aktuel beskrivelse af nutidens problemer.

Éditeur : LIANA LÉVI (20/08/2020)

Jean-Louis Fournier: Merci qui ? Merci mon chien

 

Jean-Louis Fournier: Merci qui ? Merci mon chien

Dejlig lille bog af Jean-Louis Fournier, måske mest egnet for dyrevenner, men de vil uden tvivl give ham ret i mange af de ting, han siger.

Jean-Louis Fournier har skrevet bogen sammen med sin kat Artdéco, og de to kommer rundt om mange emner omkring dyr. Det kan være sig mishandling af dyr på mange måder, efterladelse af dyr når man tager på ferie, nedslagtning og mange andre grusomheder som vi mennesker udsætter dyr for, og ofte uden at gøre os det selv klart.

Forfatteren siger, at vi måske ofte siger undskyld til dyr for de ting som vi kan komme til at gøre, men siger vi nogensinde tak! Det er noget ganske forsømt, selv om en hund f.eks. kan være en uendelig glæde og ledsager for mange.

Jean-Louis Fournier formulerer sig med kærlighed og humor. Fordømmelser ligger ikke i første plan, men skjuler sig under hans fornøjelige formuleringer.

Han skriver en række breve til forskellige dyr. Her er et eksempel:

ÉCRIRE À UN CHIEN QUI VIENTD’ÊTRE ABANDONNÉ

 

 Cher Chien,

 J’aime bien mes semblables, mais pas tous. Parfois j’ai honte.

 J’ai appris que tu venais d’être abandonné par un salaud qui partait en vacances.

 Cent mille abandons chaque année. La France détient le record des salauds

Han kan undertiden være så træt af at være et menneske, at han beder dyrlægen om at give sig en indspjøtning, så han kan blive et dyr. Det kommer der nogle sjove overvejelser om, da dyrlægen spørger ham, hvilket dyr han vil være.

Der er megen humor og kærlighed til dyr og nogle gode råd til mennesker om at opføre sig ordentlig og værdsætte dyr noget mere. Samtidig er tingene undertiden stillet på hovedet, så vi pludselig kan se tingene fra en anden side.

Underholdende og god læsning.

Éditeur : BUCHET-CHASTEL (15/10/2020)

Nathacha Appanah (Auteur) Bastien Quignon (Dessinateur) Gaël Henry (Dessinateur) : Tropique de la violence

 
Nathacha Appanah (Auteur) Bastien Quignon (Dessinateur) Gaël Henry (Dessinateur) : Tropique de la violence

I 2016 omtalte jeg Appanahs bog af samme titel, og i 2020 anmeldte jeg den danske oversættelse. Det er derfor ekstra spændende nu at have fået tegneserieudgaven af historien i mine hænder.

Det er en dejlig stor udgave i ca A4-format med en kraftig indbinding og på 150 sider + 6 sider med skitser fra tegnerens ophold på Mayotte.

Der er ikke store ændringer i historiens forløb,  men volden er (heldigvis) tonet lidt ned. Som ny fortæller introduceres hunden Bosco, og det er faktisk en rigtig god ide, som giver ekstra dramatik i Moïses opgør med Bruce.

Gaël Henry der er tegneren rammer særdeles godt i tegningerne af hovedpersonerne. Han fanger de konflikter der er imellem Moïse og Bruce og giver dem begge en række udtryk, der giver dem liv og viser hvad mange ord beskriver. 

Selv om man aldrig har været på Mayotte, får man en god fornemmelse for øens geografi, skønhed, men også slumkvartererne. De temaer, som bogen har, er fint bevaret: bådflygtninge, de unges håbløshed, de ansvarliges venden ryggen til problemerne, vold, men også kærlighed (Marie-Moïse) mm

Vi må ikke glemme Bastien Quignon, der har farvelagt tegningerne. Det understøtter historien fuldt ud.

En meget flot brug af tegneserien, der her giver den tragiske historie et ekstra lag.

Editions Sarbacane, 2019

Jean Teulé: Crénom Baudelaire !

 

Jean Teulé: Crénom Baudelaire !

Jean Teulé skriver bøger der river sløret bort fra opfattelser som man kunne have af f.eks. Charles Baudelaire. For nylig læste jeg historien om Héloïse og Abelard, der bestemt var en ny version, og i denne nye bog om Baudelaire bliver der også rokket ved en del ting.

Der er ingen tvivl om, at Baudelaire er en af Frankrigs største digtere, der revolutionerede fransk digtning, men han var åbenbart en meget ubehagelig fyr, der trådte på alle omkring sig, var outreret i sin påklædning og i sit sexualliv, falsk og på stoffer en stor del af tiden. Han fik tidligt pådraget sig syfilis, som gjorde det af med ham i en alder af 46 år.

I Teulés bog trænger vi ind i Baudelaires person og følger ham fra barn, hvor han er en rigtig mordreng, men hans følelser for hende ændres kraftigt, da hun gifter sig på ny. Herefter bliver Baudelaires liv præget af oprør og opgør med det pænere borgerskab. Han elsker det grimme, det onde, prostituerede og alt hvad hans mor og nye mand står for. En dandy der nærmest er datidens punker.

Hans forhold til mulatten Jeanne Duval er central i hans digtning, for hun bliver hans elskerinde og muse som hans "soleil noir". Det er nogle vældige scener de har, men de finder altid sammen igen, og Baudelaire tager sig faktisk af hende, da hun bliver syg. Det er den eneste kærlige handling i hans liv.

Teulé kan fortælle, og undlader ikke sine sidebemærkninger til læseren. Der er uden tvivl smurt grundigt på i nogle tilfælde, men alt i alt virker det sammenhængende på de over 400 sider, som skildringen strækker sig over.

Men vi får også en skildring af Paris, der er i gang med Haussmanns store omlægninger, og vi møder en række af tidens kunstnere Flaubert, Manet, Gauthier, brødrene Goncourt, Nadar og mange flere bla. de folk der turde udgive hans digte. De er et smukt tillæg til skildringen af Baudelaire.

I bogen er der også indflettet en del af Baudelaires digte, hvor de ofte kommer som hans reaktion på nogle oplevelser. En dag fortæller hans mor ham, at Mariette, deres husholderske og barnepige er død, men hun har glemt at fortælle ham det. Herefter skriver han "La servante au grand coeur.." 

En bog der har lært mig meget, den er morsom, sprudlende, sørgmodig og med en eksplosion af følelser hos hovedpersonen, der er den sande kunstner.

Meget anbefalelseværdig.

Éditeur : MIALET BARRAULT (07/10/2020)

Frédéric Beigbeder: L'homme qui pleure de rire

 

Frédéric Beigbeder: L'homme qui pleure de rire

Beigbeder leverer her en autofiction, der samler op på hans mange ansigter gennem de sidste 40 år. Han har altid været en forfatter, jeg har læst med stor interesse somme tider skuffet eller væmmet, men oftest med stor fornøjelse. Hans seneste værk er bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Beigbeders alter ego hedder Octave Parango og vi har allerede mødt ham i to tidligere romaner. I 99 francs arbejdede han i reklamebranchen i 1990'erne og i Au secours pardon var det modebranchen i 2000'erne. I L'homme qui pleure de rire har han fået et job som satiriker og underholder kl. 8:55 torsdag morgen på den største nationale public service radiostation.

Octave Parangos trilogi slutter serien om nutidige fremmedgørelser: Efter reklamens tyranni og derefter kvindelig skønhed som handelsvare går Frédéric Beigbeder løs på latterens diktatur. Hvorfor kan man aldrig nøjes med seriøse emner, men altid pakke det ind med spøg og underholdning? Beigbeder rammer plet med sin satire af ​​vores underholdningssamfund. En politiker f.eks. kan ikke bare tale seriøst om sine politiske ideer, nej han skal med ind i lavpandede underholdningsprogrammer, for bliver han ikke hørt og set, bliver han jo ikke valgt.

Parango møder ind på sit job i radioen en morgen, men han har ikke noget manuskript og siger ikke meget der kan bruges, så han bliver faktisk fyret i selve udsendelsen. En flot start på en bog.

Efter dette indledende kapitel vender vi tilbage til at følge Parango fra aftenen før fra kl. 20 til vi når frem til fyringen. Parango gennemtrawler det 8. arrondissement med dets barer,værtshuse og natklubber som Crazy Horse. Samme dag er de gule veste på Champs-Élysées, og han ser deres hærgen. Han har altid tidligere været provokatør og dekadent, men her ser han folk der er nået til grænsen.

Der kommer mange gode iagttagelser og overvejelser over tiden fra 1990 til 2020, og Parango er nu en der har haft sin storhedstid, men hvad var den værd? I time efter time og mere og mere beruset og på stoffer får vi nogle sandheder at høre.

På en måde får Parango (og Beigbeder) gjort op med sin fortid og ser med andre øjne på verden nu. Har han og hans sorgløshed været med til at ødelægge verden? Er der noget at stille op for hans børn og børnebørn?

Mange relevante temaer bliver taget op med en skarp pen, en sprudlende humor og satire, men samtidig meget provokerende.

En god bog at starte 2021 med.

Éditeur : GRASSET (02/01/2020)

Véronique Olmi: La Nuit en vérité

 

Véronique Olmi: La Nuit en vérité

Historien om en ung dreng Enzo, der er blevet alt for tyk og stor, og hans mor Liouba, en ung mor på "endnu ikke tredive", der opdrager sin 12-årige søn alene. 

Hun sørger for en stor herskabelig lejlighed nær rue de Rivoli, hvor ejerne er kunsthandlere og kun sjældent er i lejligheden. Hun lider lidt af rengøringsvanvid og har en arbejdsuge på 35 timer. Enzo og hans mor bor i et lille værelse der.

Enzo går på et collège i dette velhavende kvarter, men han bliver ikke accepteret af klassekammeraterne og er konstant offer for deres mobning, der til sidst udvikler sig voldsomt.

Enzo ved ikke, hvem der er hans far, og Liouba vil ikke fortælle noget. På et tidspunkt får Enzo en slags åndelig kontakt til en soldat fra 1. Verdenskrig, hvis familie har boet i lejligheden. Historien køres derefter ud i den retning og Enzo får derved en indsigt i hans egen families historie.

Centralt i romanen er forholdet mellem mor og søn, to eksistenser der på mange måder er afvist af samfundet.Den kærlighed, der findes mellem Liouba og Enzo, er ofte akavet og tilbageholdt, men den er stærk og rørende. Enzo viser meget ømhed, delikatesse og kærlighed over for sin mor. Hun har det på samme måde, men der skal nogle alvorlige ændringer til at de begge får bygget en ny identitet op og møder hinanden på ny.

En stærk historie om mobning, modning og opdragelse, men også om sociale skel og problemer som indvandrer. Slutningen er nok lidt for speciel for at den virker sandsynlig, men er smuk på mange måder.

Éditeur : ALBIN MICHEL (21/08/2013)

Philippe Claudel: Fantaisie allemande

 

Philippe Claudel: Fantaisie allemande

Philippe Claudel har her valgt at samstille fem noveller, der foregår i Tyskland i løbet af den 20. århundrede. Novellernes titler er følgende: Ein Mann, Sex und Linden, Irma Grese, Gnadentod, Die Kleine.

Det er mørke noveller, der undertiden bygger på historiske kilder. Gnadentod er betegnelsen som Hitler brugte, da han udryddede psykisk syge og andre sygelige. Der var jo ingen grund til at de skulle leve!

Ein Mann handler om en soldat der er deserteret i 1. Verdenskrig, han er overladt til sig selv og prøver at skjule sig. En nat ser han et skur, som han vil gemme sig i. Han går ind og vi får en grusom slutning på historien. Vi finder ham faktisk senere i historien om Die Kleine, en ung pige der er blevet reddet fra en massegrav. Hun har mistet håret og taler ikke. Hun forsøger at holde fast på fortiden ved at gemme det i et psykisk lommetørklæde. En uhyggelig historie efterhånden som der kommer flere og flere erindringer frem. Hvad er drøm og hvad er virkelighed?

I Sex und Linden er det en 90-årig der husker tilbage til en oplevelse i sin ungdom, hvor han var til en Haydn-koncert i det fri. Et minde som han ardrig har talt om til nogen. I denne novelle, der nok er den mest positive følger vi hans beretning om sit liv og med mindet om oplevelsen ved koncerten med den brune kvinde er han parat til at forlade livet. 

I Irma Grese er det en ung pige, der helst vil danse, men som bliver sat til at passe en gammel mand, tidligere SSer. Han får noget tilbage af de grusomheder som han selv stod for som soldat.

Novellerne er kædet sammen bl.a. ved navnene hvor der i alle historierne er en Victor, men er det den samme eller samme type? Nogle af novellerne er skrevet i korte sætninger, næsten uden bisætningen, men den sidste er mere poetisk og kunstfærdigt skrevet.

Philippe Claudel er en mester i at fortælle, så det stiller krav til læseren om selv at gå ind og skabe de sammenhænge, som ofte kun antydes.

En fremragende novellesamling.

Éditeur : STOCK (23/09/2020)