Agnès Martin-Lugand: Une évidence

Som den foregående omtalte bog foregår historien i denne historie også i Bretagne, nærmere bestemt Saint-Malo, og Normandiet. Der er åbenbart en speciel atmosfære i Bretagne, der tiltrækker en del forfattere, men det er en sag som må undersøges senere.

Hovedpersonen i Agnès Martin-Lugands nye roman hedder Reine, men er hun nu en rigtig dronning? Hun har ikke nogen konge,for hun har opdraget sin søn, Noé, selv, og faderen bliver fremstillet for sønnen som en der har svigtet. Efter en lidt hård tid bliver Reine meget optaget af sit arbejde for Paul i deres reklamebureau. Paul tager sig af Noé som en slags far, men der er kun et arbejdsforhold mellem Reine og Paul.

Alt går således godt, til Noé er i en alder hvor han skal op til studentereksamen og senere flytte. Reine bliver sat på et job, hvor hun skal til Saint-Malo, men nu begynder problemerne, for én af ejerne i det firma, som hun skal arbejde for, er hendes gamle kæreste Nicolas, far til Noé.

Hvad stiller man op, når ens tilværelse bygger på en form for løgn? Hvordan kan hun forklare sin søn det? og hele familien? En afsløring udefra er på vej, så det er en selvfølgelighed, évidence, at hun gør bedst i selv at fortælle sandheden. 

Reine bliver, før hun møder Nicolas, også forelsket i hans partner, så historien bliver noget indviklet.

Jeg kan afsløre, at forviklingerne ikke bliver mindre fra det punkt, men lad nu det ligge.

Agnès Martin-Lugand skriver godt og medrivende, og de følelsesmæssige udsving og personernes indbyrdes forhold bliver spændende som en krimi. Men måske lidt for opfindsom efter min mening. Der er ingen tvivl om at hun er meget god til at skildre de forskellige følelser og situationer, som Reine kommer ud i.

God læsning, også om Saint-Malo.

Editiosn Michel Lafon, 2019

Sophie Tal Men: Qui ne se plante pas ne pousse jamais

Med sin nye bog kommer Sophie Tal Men atter omkring læge- og hospitalsverdenen, men i et lidt andet lys end i de foregående værker. Desuden indvies i en chokoladeverden.

Vi har tre hovedpersoner, hvor Jacqueline, en 82-årig bedstemor, er samlingspunktet. Jacqueline er en særdeles aktiv og meget speciel person, der bliver ramt af en alvorlig sygdom. Hun ved, at det snart er slut, men hun har nogle ting, hun skal nå.

Det foregår omkring Margaux, hendes barnebarn, og Alexandre en slags "barnebarn" også. Margaux og Alexandre var som børn de bedste venner og legede hos Jacqueline, der bor i Cap Fréhel i Bretagne. 

Margaux er nu meget optaget, bor i Paris og rejser verden rundt for hendes fars chokoladeimperium. Chokoladeekspert og afhængig af at spise det, så meget at der i et ekstra afsnit af bogen er opskrifter.

Alexandre er næsten færdig med sin lægeuddannelse og arbejder hårdt på hospitalet. Han har en kæreste, der vil giftes og han tvinges nærmest ind i ægteskabet, men har det meget bedre med kolleger på deres fælles kollegium.

Hvordan får Jacqueline de to til at genoptage tråden og måske finde sammen igen, bliver bogens dramatiske linje.

Sophie Tal Men er god til at skildre sine personer, men kører nok historien lidt for langt ud. Vi kommer ellers rundt i verden: Bretagne, Paris, Cuba, Canada etc.

Der er væsentlige temaer i bogen som alderdom, forhold på hospitaler og plejehjem, gamle skikke og den nye verden, så på den måde bliver bogen relevant.

Editions Albin Michel, 2019.

Delphine de Vigan: Les Gratitudes

For et års tid siden udsendte Delphine de Vigan en kort roman med titlen "Les Loyautés" (se omtalen), og nu kommer anden del af trilogien om følelser. I "Les Gratitudes" er det vores evne til at udtrykke taknemmelighed, der er fokus på.

Bogen starter med at konstatere at vi siger "merci" mange gange om dagen, nok mere i Frankrig end i Danmark, men er det kun overfladisk? Husker vi at vise den dybe taknemmelighed, som vi føler for vi skylder nogle mennesker?

Aujourd’hui, une vieille dame que j’aimais est morte.

Je disais souvent : « Je lui dois énormément. » Ou : « Peut-être que sans elle, je ne serais plus là. »

Je disais : « Elle compte beaucoup pour moi. »

Compter, devoir, est-ce ainsi que se mesure la gratitude ?

Mais l’ai-je assez remerciée ? Ai-je suffisamment montré ma reconnaissance ? Ai-je été assez proche, assez présente, assez constante ?

Siger en af bogens tre vigtigste personer, Marie, i starten. Vi ved altså allerede nu, hvordan det skal gå med Michka, en ældre dame, som hun været knyttet meget til. Michka er en intelligent, kulturel og vidende persen, men hun må på plejehjem, da hun begynder at lide af afasi og glemsomhed. Hendes intelligens er ikke berørt, men ordene begynder at blive væk eller bliver erstattet af andre, så man må finde det rigtige selv.

Pendant quelques secondes, elle se perd dans ses pensées.

— Il faudrait pas vieillir. Mais bon, ça tombe bien que tu sois là, je voulais te dire que j’ai réfléchi, je préférerais une abréviation.

— Comment ça ?

— Pour mes obstèques. Une abréviation… quelques petits sandwiches et on n’en parle plus. Comme madame Crespin, il paraît que c’était très sympathique.

— Tu veux dire une incinération ?

— C’est ça. Mais au sermon, les sandwiches, pas au pâté.

— Au saumon ? Oui, bon, O.K., c’est noté, mais il n’y a pas d’urgence, tu sais, on n’est pas pressées.

Talepædagogen Jérôme tager sig af Michka og prøver at få hende til at holde fast i ordene, men han føler også noget specielt for hende, da hun rører ved noget hos ham, som han helst ikke vil have frem. Vi er nemlig vidne til, at ting fra fortiden dukker op, for der har været situationer, hvor vi ikke har fået udtrykt vores taknemmelighed over for bestemte personer, der måske er væk nu.

Alle tre hovedpersoner har nogle bestemte, som de skylder noget og det kommer frem i løbet af bogen.

Det er en meget følsom og vedkommende bog, der berører en række emner, som ellers holdes i baggrunden: at blive gammel, at blive syg, at leve på et plejehjem, at miste alt hvad man har kæmpet sig til, at lære at miste. Det er fortalt i et enkelt sprog med mange samtaler, ikke altid trist og alvorlig, men plads til humor og glæde.

JC Lattès, 2019

David Foenkinos: Deux soeurs

Nyt familiedrama fra David Foenkinos der med Deux Soeurs giver os en næsten thrilleragtig historie om søstrene Mathilde og Agathe.

I starten er alting godt. Mathilde er gymnasielærer, der nyder sit job og har en stor status hos rektoren. Hun har været i forhold med Etienne i 5 år, og han har på deres sommerferie i Kroatien sagt, at nu skal de giftes og have børn. Søsteren Agathe er gift med Frédéric og de har datteren Lili. De er lidt fortravlede, men elsker hinanden.

Bomben falder, da Etienne efter nogle dage, hvor han har været lidt underlig, siger, at han vil forlade Mathilde. Forklaringen er, at hans gamle kæreste Iris efter et ophold i Australien er vendt tilbage. Etienne har mødt hende og den gamle kærlighed er blusset op igen.

Vi følger nu Mathilde i hendes totale nedtur, hvor Agathe træder til og tilbyder, at hun kan bo hos dem. Det er en lille lejlighed, men Mathilde flytter ind i Lilis værelse og kommer også til at fungere som barnepige. Mathilde begynder også at tale meget med Frédéric om hans arbejde, der ikke interesserer Agathe.

Så kan forviklingerne godt starte, men det skal jeg ikke afsløre. Bogen har en voldsom og uventet (?) slutning, kan jeg dog røbe. Man slipper ikke bogen, førend man kender denne.

Bogen er meget velskrevet, veldisponeret, så sagerne ses fra flere personers side. Vi ser, hvad der kan ske, når en passion pludselig bliver brudt. Hvor en person kan ændres totalt. En gang en elsket lærer, derefter en iskold og beregnende type, der ikke tager hensyn til andre.

Bogen er nok ikke Foenkinos' bedste, da man kan blive i tvivl om det er en karikatur, specielt i anden del,men man må alligevel indrømme, at han holder én fast med sin denne gang lidt mørke syn. Lidelse, afsavn, smerte bliver kun alt for godt belyst.

Gallimard, 2019

Marianne Maury Kaufmann: Varsovie - Les Lilas

Har tidligere med stor fornøjelse læst hendes noveller og en enkelt roman, så det var rart at se, at hun nu udsender en ny roman.

Bogens hovedperson er Francine, født Edda i Warszawa i 1939 i den jødiske ghetto. Vi får ikke meget at vide om hendes fortid, men får dog at vide, at hendes mor flygtede med hende fra en lejr og at de kom til Paris. Hun har en datter Roni og et barnebarn, hendes mand er død.

Meget af historien udspilles i busrute 96, hvis rute netop har givet titlen på bogen. Francine er en meget indadvendt person, ruger på mange ting, som hun gerne vil fortælle om, men hun bliver ofte kun til et "øre", der hører på andres lidelser. Hun er meget ensom, har svært ved at skabe kontakter, har ofte en grov måde at behandle andre folk på, men samtidig er hun meget opmærksom på små ting, der kan forklare meget. Vi får således et godt indblik i livet i en storby set indefra. Det er koldt, overfladisk og lykken synes at være forbeholdt de få.

En dag får hun øje på en person, Avril, som hun fatter sympati for, og som hun føler vil lytte til hende og give hende en eksistens. Historien udvikler sig dog lidt anderledes.

Forholdet til datter og barnebarn er meget fjernt, de ses næsten aldrig, ikke engang til jul. Bogen foregår i månederne op til jul, og her er ensomheden ofte størst for folk uden omgangskreds, familie eller venner.

Med mødet med Avril sker der meget med Francine, og bogens skildring af hendes udvikling er præcis og på samme tid dramatisk og latterlig. Der er igen de små ting, der bestemmer livets gang. 

En af hendes buschauffører siger til hende juleaften: Le pouvoir des petites choses est si grand. Car ce sont les petites choses qui restent. Sur le coup, on ne sait pas qu’elles vont rester. Ou plutôt, on ne sait pas lesquelles vont rester. Et faire buvard. À jamais. Seuls ces petits détails inscrits dans le buvard nous blessent, vous comprenez ?

En god bog, der nok får én til at se lidt anderledes på passagerne i en bus, metro eller fly. Måske gemmer der sig en sorg, en glæde i de personer, som man kun oplever som masker. Det kunne jo være, at man skulle prøve at række hånden ud?

Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (17/01/2019)

 

Véronique Ovaldé: Personne n'a peur des gens qui sourient

Et par af Véronique Ovaldés bøger er oversat til dansk, hvor jeg har anmeldt dem (se feks. Fransklisten), men denne er så ny, at oversættelsen må komme senere.

Det er en roman om en kvinde, der pludselig tager afsted fra Vallenargue i det sydlige Frankrig med sine to piger for at gemme sig i Alsace. I starten ved vi ikke meget om, hvorfor hun gør det, men efterhånden bygges hovedpersonen Gloria op gennem flash-backs til barndom og ungdom, og vi får også et glimrende indblik i de to børn, hvor den ene er i teen-age-alderen, den anden noget yngre.

Men når vi er ca. midt henne i bogen, bliver historien til en thriller og krimi-roman, hvor vi får klarhed over nogle dødsfald og stadigvæk funderer noget over hovedpersonens karakter og motiver.

Mere vil jeg ikke afsløre, for roman bliver pludselig meget spændende.

Glorias liv har været meget specielt: hendes mor kunne ikke lide hende og stak af med en tandlæge, hendes far tager sig af hende, men dør af kræft. Hun arbejder på en bar, der ejes af én af faderens venner, hun møder Thomas, der bliver far til hendes to piger. Men der er noget eller nogen, hun er bange for. Der må vi vente med at få at vide.

Kapitlerne der skifter mellem nutid og fortid, giver en god rytme, for vi bliver for hvert blik i fortiden, klogere på hendes reaktioner i nutiden. Sproget er levende og velformuleret med nogle forfatterkommentarer i parentes undertiden, måske for at lette tonen lidt.

Gloria er en speciel person og alligevel som en moderne stærk kvinde, men selv om vi får mange sider af hende belyst, mangler vi måske alligevel lidt af nøglen til ændringer i hendes karakter efter den anden fødsel. 

Ikke helt så god som den foregående roman, men alligevel ok.

Flammarion, februar 2019

Théodore Bourdeau: Les petits garçons

En udviklkingsroman om to drenge der holder sammen i et venskab fra skolen til de er blevet "voksne" og omkring 30 år.

Bogen begynder og slutter med fortællerens bekendelse "Je suis né heureux", men selv om man er født til at være lykkelig, så kan der kommer mange hindringer i vejen for én.
Fortælleren er usikker på sig selv, får en opdragelse, hvor han har stor frihed til at gøre, hvad han vil. Han ved ikke rigtigt, hvad han vil være, da tiden er inde til at tage en beslutning. Han har også problemer med at finde den rigtige pige og har mange kærestesorger. Men efter flere forskellige nederlag bliver han journalist.

Vennen Grégoire derimod er i en familie, hvor man stræber højt og kæmper med tænderne bidt sammen for at nå den høje uddannelse og de høje job. Grégoire er en stræber, der ikke er i tvivl om sit eget værd. Han har én bestemt pige som sit mål, og hende bliver han også gift med.Socialt set er de ikke så forskellige, men hele mønstret for deres udvikling er meget forskellig.

De holder alligevel sammen og kan koble af ved at være sammen, når tiden tillader det. Deres videre forløb er meget forskellige, men det vil jeg ikke røbe her.

Historien foregår i Frankrig nu, selv om forfatteren kun antyder det, så kan vi hurtigt gennemskue det selv f.eks. valget af Macron og terrorist-angreb i N.Y. Man fornemmer også den hårde kamp på arbejdsmarkedet, sværheden ved at skabe reelle kontakter og forholdet til pigerne. 

Bogen er gennemgående godt fortalt, måske lidt for langtrukken og i nogle tilfælde for usikker omkring personkarakteristikkerne.Men som en debutroman kan den bestemt godtages.


Stock, januar 2019

Jean-Claude Grumberg: La plus précieuse des marchandises

Det er "un conte", et eventyr" og vi har også alle de træk, der er karakteristiske for et eventyr. Prinsen er faderen, der leder efter en forsvunden datter, hjælperne er et par og en mand, der bor dybt inde i en skov. Fjenderne er de folk, der vil udrydde jøderne, med andre ord nazisterne, for eventyret er en fortælling om, hvad der skete under 2. Verdenskrig i Frankrig.

Vi har et ungt par, der lige har fået tvillinger. De bliver ført til Drancy og sat på et tog. Undervejs får manden den ide at kaste den ene af tvillingerne ud af et åbent vindue, da toget kører gennem en skov. Hans kone vil ikke tale med ham mere, de skilles i lejren, men han overlever. I sit sind tror han stadigvæk på, at datteren har overlevet, og hans søgen starter.

Det er en historie, der har sin rod i en virkelig historie, men denne oversættelse til et eventyr giver den et ekstra sving, for er det ikke tale om menneskene generelt? Der er de gode og de onde i forskellige grader, men historiens forløb har vist, at ondskaben ikke kan udryddes. Ingen ide eller religion kan begrunde udryddelsen af hele eller dele af folk. Menneskeligheden kan for nogle undertiden erstattes af umenneskelighed, og det bør man kæmpe imod.

En lille og stærk historie fortalt i en medrivende stil, der giver meget stof til eftertanke.

Seuil, januar 2019

Eric Vuillard: La bataille de l'occident

Efter for nylig at have læst Vuillards seneste bog "La guerre des pauvres" fik jeg lyst til at læse hans bog omkring "La Grande Guerre", der i hans udlægning faktisk bliver til "La Bataille d'Occident". Bogen er fra 2012, men den er bestemt værd at læse nu, hvor der er gået mere end hundrede år, siden krigen sluttede.

Det er ikke en roman, for den beskæftiger sig med reelle personer og begivenheder, men heller ikke en historisk beretning, for Vuillard elsker at trænge ind i folks tanker. Hvorfor gør det mon det de gør? Når man ser på de folk med ansvar, der kastede Europa ud i en krig, der kostede så mange liv, må man nok konstatere, at det var det rene vanvid.

Vuillard giver sig god tid til at beskrive situationen før det katastrofale pistolskud i Sarajevo, de forskellige landes modvilje mod at erklære krig, men styret af såkaldte militæreksperter ender det med at der blive sat gang i krigshandlingerne. Den tyske Schliffen har skrevet den detaljede plan, så det er bare at gå igang.

Det er på mange måder rystende læsning og fyldt med meget stof, som bøger om krigen ikke fortæller. Vuillard fortæller både konkret, men også ironisk og spydigt. Han indfletter også poetiske beskivelser af natur for at skabe kontrast til uhyrlighederne.

En mageløs bog om flere kejserrigers og staters sammenfald og en revolution tilligemed. Det gamle vesten gik til grunde sammen med flere ungdomsårgange og åbnede for en vej for fascismen og nazismen. Når man læser Vuillards bog, får man belæg for, at denne krig aldrig burde være startet, men krigsgale eksperter i alle lande, våbenindustrien i Tyskland mm havde overtaget.

Desværre kommer man hurtigt til at tænke på andre unødvendige krige i vor tid, når man har læst bogen, herunder Danmark som krigsførende nation!

Actes Sud, 2012

Salomé Berlioux/Erkki Maillard: Les Invisibles de la République

Nylig udgivet bog om de unge i det som man med en dansk betegnelse vil kalde udkants-Frankrig. Bogen er enormt fint dokumenteret og behandler emner med mange konkrete eksempler, henvisninger til undersøgelser, politiske beslutninger og udsagn fra diverse eksperter.

Starten på bogen er stærk: "C'est une jeunesse oubliée. À l'abandon. Notre jeunesse. Celle de la France dite « périphérique ». Près de deux jeunes sur trois y cumulent les difficultés. L'isolement qu'ils subissent sabote toute cohésion sociale. Favorise la montée des extrêmes. Met en péril la République." Og når man så fortsætter med at fortælle, at det er 60% af Frankrigs unge, der befinder sig i denne situation, så må man blive forbavset, for det tegner ikke godt for de unge, hvis man ikke snart gør noget ved det.

Bogen gennemgår gennem konkrete eksempler de unge i udkants-Frankrig, der er grebet af manglende selvtillid, er bange for at forlade den trygge landsby, familie og venner for at studere i en større by. Hvis de så endelig får taget mod til sig for at prøve, mødes de af en lang række konkrete problemer: transporttid, økonomi, mangel på generel viden om politik og kultur, for de har måske aldrig været i teater o.lign. De føler sig meget isolerede og fremmede, når de f.eks. kommer til Paris.

Der er mange forhindringer, men bogens forfattere ser et håb i de forsøg på at hjælpe, der gives af andre, der har kendt problemet. De unge kan blive taget under vingerne af folk, der har kæmpet sig igennem, og som vil hjælpe og dele erfaringer. Det skildres i det afsluttende kapitel "Kévin en 2030", hvor man forestiller sig, at vejen frem for den unge Kévin er blevet lettere på grund af den støtte fra en eller flere faddere, som han får.

Bogen er meget omhyggelig med at vise, hvor problemerne er, men også til at konkretisere, hvad man kan gøre. På den måde er den måske ikke så negativ, som starten på bogen viser, men det er nu, at der skal ske noget!

Robert Laffont, januar 2019

Éric Vuillard: La guerre des pauvres

Mit første bekendtskab med Éric Vuillard og bestemt ikke det sidste! Éric Vuillard tager historiske emner og perioder op, men tilfører de historiske emner et strejf af litteratur, forklaring og nogle helt klare muligheder for at forbinde til nutiden.

Denne bog drejer sig først og fremmest om de fattiges oprør i 1524 i det sydlige Tyskland. Det er specielt oprørets anfører, præsten Tomas Münzer, der er centrum i bogen.

Når der tales om de fattige, er det især de fattige bønder, der udsættes for stærkere krav om at betale skat til adelen. Vuillard inddrager også England, hvor der allerede i 1400-tallet var voldsomme oprør ledet af Wiclyf, Ball og Tyler. Det ender dog med at bønderne bliver nedkæmpet.

"SON PÈRE avait été pendu. Il était tombé dans le vide comme un sac de grain. On avait dû le porter la nuit sur l’épaule, puis il était resté silencieux, la bouche pleine de terre. Alors, tout avait pris feu. Les chênes, les prés, les rivières, le gaillet des talus, la terre pauvre, l’église, tout. Il avait onze ans." Sådan starter beretningen om Tomas Münster, og vi følger ham gennem en tilværelse, hvor han som præst er på de fattiges side, hans opfordringer til oprør og hans forhold til fjenderne, de rige. Der tegnes et billede af en højst usædvanlig mand med hans gode og mindre gode karaktertræk.

Det er enormt spændende læsning for det er et oprør mod autoriteter, der også besidder magten. Det er opgøret med den katolske kirke, der dømmer Münster til at være kætter, men Luther overtager denne del af oprøret. 

Det er jo ingen hemmelighed at ganske få mennesker ejer størstedelen af jordens rigdomme, så bøndernes nej til at betale mere i skat, kan jo nemt få én til at tænke på "les gilets jaunes", hvis oprør starter med benzinpriserne. I Vuillards beretning øges vold og krav i højere krav, når der ikke er noget svar. Det bliver til krav om slaveriets oprør, hvor det moderne oprør er et krav om republikkens ophør.

Rigtig god læsning der fører til mange overvejelser hos læseren, for historien har det jo ofte med at gentage sig. Sker det også i Frankrig i dag?

Actes Sud, januar 2019

Jean Echenoz: 14

Der er skrevet mange romaner og bøger om 1. Verdenskrig, og jeg har læst en god del af dem, men Jean Echenoz: 14 er på mange måder en helt særlig slags, for han får faktisk fortalt krigen på 123 sider. Tilfældigvis faldt jeg over den, og det blev en oplevelse.

Fortællingen begynder, da Anthime en ung mand på en cykeltur hører alarmklokkerne, tegn på at krigen er begyndt. Han cykler i den dejlige natur i La Vendée med Hugos bog "Quatre vingt treize" på bagagebæreren, og snart ender han i en lignende situation og rædsler, som Hugos roman beskriver. Han ender endda i det 93. regiment, for at kan se henvisningen.

I starten er der næsten fest, da fem unge fra byen tager til fronten: Anthime, Charles, Bossis, Arcenel  og Padioleau. Spørgsmålet er nu, hvem der kommer tilbage og i hvilken tilstand. Alle regner med, at det bliver kortvarigt, men der skal gå fire år. En ung pige Blanche står tilbage og siger specielt farvel til Charles og Anthime. Vi skal senere få at vide hvorfor.

Echenoz skriver kort og intenst, han beskriver med mange detaljer om udrustning, tøj etc., men ikke meget om rædslerne på nær nogle voldsomme kapitler. Fortælleren siger selv, at det har andre jo allerede berettet om.

Man skal læse bogen langsomt og søge i de få ord, for historien gemmer sig der. Der er også en vis form for humor i den meningsløshed der skildres. Fem unge anonyme skæbner blandt de millioner der blev ofret i krigen.

En eftertænksom, varm, præcis og imponerende bog

Les Editions de Minuit, 2012

Virginie Grimaldi: Il est grand temps de rallumer les étoiles

Endnu en fin bog fra Virginie Grimaldi, der har skrevet fortællingen om en mor og hendes to døtre, der i en krisesituation vælger at tage med camping-car til Norge for at opleve nordlyset og midnatssolen.

Bogen er skrevet med en opbygning, hvor de tre personer beretter skiftevis i hvert deres kapitel. Anna, moderen er 37 år, skilt, arbejder i en restaurant, men lader sig efter aftale fyre for at skaffe penge til at afbetale gæld. Den ældste datter, 17 år, Chloé, forsøger at glemme sine egne drømme for at hjælpe moderen. Chloé har flere vennebekendtskaber, men fyrene tænker kun på sex, ikke på kærlighed. Den yngste datter Lily, 12 år, er lidt speciel og noget menneskesky. Hun kan bedst lide sin rotte, som er opkaldt efter faderen.

Det bliver en lang færd, der også fører dem til Møns Klint og Sverige, men det er en spændende tur, hvor de slår sig sammen med en gruppe franske campister og oplever et sammenhold og glæde, der får dem til at glemme kærestesorger, problemer med eks-manden etc.

God historie, godt fortalt og nogle fine skildringer af de tre hovedpersoner, der nu kommer ganske tæt på hinanden. Den lille gruppe campister bliver drevet med ind i historien og bidrager til at gøre det til et rigtigt road trip, både i konkret og overført betydning.

Fayard, 2018

Michel Houellebecq: Sérotonine

Fredag den 4. januar fik vi endelig en ny roman af Houellebecq på gaden, og den var som sædvanlig omgivet af mystik.

Man bliver ikke i første omgang overrasket over indhold og stil i bogen, for vi genfinder en hovedperson, der er ved at opgive alt, en beskrivelse af et Frankrig hvor mange har mistet modet, og hvor især landmændene føler sig ladt i stikken.

Hovedpersonen og fortælleren har et vanvittigt fornavn, Florent-Claude, som han hader. Han er uddannet agronomingeniør (som Houellebecq). Allerede fra starten har vi en typisk Houellebeck-helt: en mand i fyrrerne, ensom, depressiv, impotent. Det står galt til med ham, for han holder sig kun oven vande takket være nogle anti-depressive piller Captorix, der indeholder et lykkehormon: sérototine, der også giver titel til bogen.

Denne person, der på mange måder føler sig ved livets slutning, fortæller os i det følgende om sit liv og de afgørende oplevelser og handlinger, der har bragt ham her. Det er ikke fordi han har været ulykkelig hele sit liv, men især studieårene og nogle intense oplevelser med nogle kvinder står tilbage.

Kvinderne i hans liv er især fire forhold: Yuzu, Claire, Kate og Camille, hvor det sidste bliver ved med at vende tilbage: her havde han lykken og kærligheden, men han formåede ikke at holde på den.

Et andet forhold er venskabet med Aimeric d'Harcourt, en ven fra studietiden, som han vender tilbage til efter mange års tavshed. Aimeric, der forsøger at drive et landbrug, har måttet erfare at kvoter og nedskæringer, gør det umuligt for ham at fortsætte. Vi får en beskrivelse af bøndernes oprør, og dette ser nogen som et varsel om "les gilets jaunes". Det er nu nok noget overdrevet, men der er ingen tvivl om Houellebecqs holdning til ultra-liberalismen, EU og bøndernes vilkår. Pessimismen skyldes det umulige i at lave om på situationen. De vigtige beslutninger tages på et andet niveau.

Houellebeck mestrer alle strenge hvad angår form og stil, man bliver suget ind i fortællerens nådesløse udlevering af sig selv, men også de mange stik til omverdenen, nutidens samfund, politikere og forfattere etc. Houellebecks stil går fra det fine poetiske, det satiriske, det humoristiske til det rent pornografiske, så der er ingen der bør føle sig forsømt.

Bogen er trods sin pessimisme et sprudlende værk med mange ingredienser. Titlen henviser til et liv styret af piller, for det lader til, at det for det moiderne menneske er for svært at forstå, at kærligheden er svaret. Et par meget stærke sider afslutter bogen og giver stof til eftertanke.

Flammarion, januar 2019

Collectif Item: Marche ou Rêve

En lidt speciel bog, som jeg også har givet et lille beløb til. Det drejer sig om en march fra Vintigmilia i Italien til Calais i Nordfrankrig (1400 km), som en gruppe gennemførte i perioden fra den 30. april til den 8. juli 2018.

Gruppen bestod af folk, der ville minde om de lange strækninger som flygtninge og migranter gennemfører for at nå i sikkerhed. Vi skal ikke bare afvise dem ved grænsen men modtage dem og forstå hvad de er gået igennem.

Man behøvede ikke nødvendigvis at gå hele turen, men kunne slutte sig til overalt og blive så længe man ville.

Med på turen var der en række fotografer, og bogen er bygget op omkring deres billeder og kommentarer. Interviews med deltagere og beskrivelser af samværet i gruppen.

Det er en glimrende anskueliggørelse af problematikken omkring migranterne, og mange billeder siger mere end ord.

Bogen er trykt på en særlig måde, så man slår siderne ud til at format på ca 37 x 48 cm. Der er således mulighed for større billeder og collager. Meget fint lavet.

Det er godt at bogen er lavet og viser den solidaritet og humanisme som verden mangler lige nu. Det kan lade sig gøre at vise sin indstilling uden at man nødvendigvis tror at verden bliver lavet om.

Se mere : www. collectifitem.com

Paris ZigZag: Le guide du Parisien Curieux

Paris Zigzag der tidligere gennem nyhedsbreve og internet mm har fortalt os om spændende og usædvanlige ting i Paris iværksatte en indsamling om støtte til udgivelse af en egentlig guide til Paris. Støtten var overvældende, og nu har bidragsyderne fået de første eksemplarer.

Lad mig med det samme sige, at guiden lever helt op til Paris Zigzag og vil fremover være en fast del af mine ture til Paris.

Det er et handy format, flor papir og let at orientere sig i. 

Bogen har fem afsnit:

1. Les endroits les plus insolites de Paris

2. Les brèves parisiennes

3. Nos balades hors des sentiers battus

4. Nos endroits préférés

5. Sociologie du Parisien

Overskrifterne taler for sig selv, så skynd dig at anskaffe dig denne guide på ca 250 sider.

www.pariszigzag.fr

Jop. : Antigone

En lille tegneserie inspireret af de græske myter og Jean Anouilhs skuespil fra 1944, der indirekte handler om modstandsfolkene.

I denne lille tegneserie på ca 40 sider tager Jop fat på myten og temaet om mostanden mod de magthavende kombineret med en ung piges skrøbelige ungdom, hvor sort er sort og hvidt er hvidt.

Det er en velskrevet og veltegnet tegneserie, hvor det hele er holdt i meget mørke nuancer: blå, sort og orange er de gennemgående farver. 

Der er megen dramatik og skæve vinkler på tegningerne, men det er meget virkningsfuldt og understreger til fulde den dramatiske historie.

I den moderne udgave her er Antigone en ung pige der er imod nedrivning af et bz-hus, hendes far er præfekt og har underskrevet et brev om nedrivningen, der skal foregå en nat...

Læs selv resten.

Hæftet kan fås for 9 € hos forlaget Goater og er udgivet i 2018

Christian Page: Belleville au coeur

Fortælleren og hovedpersonen er Christian Page, der før havde en lille familie og var ansat som sommelier på en berømt restaurant. Han har et skænderi med sin kone, før han tager på arbejde, og da han kommer hjem, er hun væk sammen med deres søn. Det sker i april 2015 og nu begynder nedstigningen i helvede. Han mister, sit arbejde, sin søn, sin lejlighed og bliver sat ud af fogeden med alt hvad han ejer i en rygsæk.

Hans kvarter er Belleville, og place Sainte-Marthe er stedet, hvor han oftest holder til. På den protestantiske mission i nærheden, kan han få varm mad, evt. bade, og være i omgivelser, hvor han bliver taget imod.  Han har nogle venner f.eks. Nassim, der er tidligere gymnasielærer, men nu er gået i druk. Men spørger aldrig til de andres fortid, men kæmper for at overleve i nuet.

Gennem Christins beretning lærer vi den anden side at kende med dens regler og koder, som man bliver straffet for at overtræde. Der er bestemte grupperinger: prostituerede, migranter, punkere etc., der alle har deres normer.

Hver dag er kompliceret. Han står ofte meget tidligt op for ikke at se børn bliver fulgt til skole, sådan som han også fulgte sin søn. Det er ikke specielt mad, men mere at finde et sted at være, et sted at sove især. Han slæber rundt på en stor rygsæk og pose, for han skal have sit tøj, sin rullemadras til at sove på og så meget tøj at han kan holde varmen i de kolde vinternætter.

Heldigvis har Christian sin mobiltelefon, så han kan holde sig orienteret, høre radio og være i kontakt med samfundet. Han henvender sig også til myndigheder, når han synes, at noget er galt. Nogle gange deltager han også i programmer. Han læser meget, men har kun en bog med sig ad gangen, for den kan være med til at gøre rygsækken tung. Endelig bruger han tid på at notere ting ned fra sin dagligdag.

Til udarbejdelse af bogen har han fået hjælp af Eloi Audoin-Rouzeau, der renskriver hans notater. Bogen fremstår således som en levende beretning fyldt med præcise iagttagelser, meget om den negative side, men også indslag af glæde.

Christian Page fortæller i et enkelt sprog i små korte kapitler. Han har en god evne til at få os til at vende blikket indad. Hvorfor hjælper vi dem dog ikke i stedet for at overse dem i gadebilledet?

Kan stærkt anbefales.

SLATKINE ET CIE (31/10/2018)

Pierre Guyotat: Idiotie

Det var en svær bog at komme igennem! Det skyldes dels et sprog på højt niveau med alenlange sætninger, løse sætningsled og en stil der minder meget om en stream of consciousness kombineret med en sammenblanding af skildring af virkelighed og udviklet fantasi. Ordvalg og tegnsætning er ofte frit opfundet.

Bogen handler om, hvad der skete for forfatteren/fortælleren fra 1958 til 1962, fra han var 18 til han blev 22. Det er ikke egentlige memoirer, men handler om ting, der har været afgørende for ham i perioden.

I første del vælger han at forlade familien efter moderens død for at leve som eksistensløs i Paris. Lange perioder med sult og uden kontakt. Vidne til en ond verden, hvor han dog finder hjælp blandt venner. 

Han er besat af sex og kunst, skriver lidt og får udgivet en bog. Han fantaserer om kvinder, men forbliver jomfru. Faderen søger at få kontakt til ham, men da fortælleren en dag stjæler nogle penge fra ham, bliver hans fremtid ødelagt af hans forbrydelse. Hvordan kan han sone den?

Herfra springer vi til Algeriets, hvortil han bliver indkaldt som soldat. Han er antikolonist og bliver smidt i fængsel af militæret. Her får vi en mere sammenhængende historie med Algeriets lige før og efter selvstændigheden. Det er skildret med alle modbydeligheder, som man kan tænke sig.

Hans seksuelle fantasier forbindes med afføring, bræk, fødsler etc og bliver gennemtrawlet på alle leder og kanter i bogen. Mest bizar er hans møde med en stum algiersk pige  i et forladt rigmandshus. Han forbliver dog jomfru.

Kan ikke umiddelbart anbefales. Den har dog fået årets Prix Médicis Général.

Grasset, august 2018

 Gérard Davet et Fabrice Lhomme : Inch'Allah

De to kendte journalister fra Le Monde ville finde ud af, om det er rigtigt eller forkert, at Seine-Saint-Denis er blevet islamiseret. Davet og Lhomme underviser begge på den nye journalisthøjskole CFJ (Centre de formation des journalistes), og opgaven blev stillet til et hold af kommende journalister, der skulle fungere som et hold og finde konkrete eksempler. Holdet blev kaldt "Spotliught" efter et amerikansk mønster.

De unge journalister går til opgaven med stor energi, men løber selvfølgelig også ind i tvivl og undren, men i de interviews og undersøgelser, de laver, med eller uden skjult mikrofon, får vi serveret en række eksempler på islamiseringen af 9-3, som er kaldenavnet for Seine-Saint-Denis. Der er nærmest et skjult islamisk "universitet", folkevalgte der er rede til alt for at blive genvalgt, arbejdspladser hvor det er forbudt at bede, men man gør det alligevel. Der er virkelig tale om en islamisering af et helt område nord for Paris.

Der bliver stillet krav til skolen: Comme l'histoire de ce père de famille musulman, venu il y a quelques années exiger qu'elle appelle son fils Mouhammad avec le « h » prononcé en arabe, comme un « r » français. 

 

I 21 kapitler, der hvert har navn efter den interviewede person (f.eks. le guide, le patron, le barman, le flic, l'imam) får vi virkelig endevendt situationen i 9-3.

Det er en vældig god og præcis skildring af den islamisering, der finder sted, ingen tvivl om det. Det er samtidig en række personer og deres skæbne og karakter vi møder, skildret forholdsvis objektivt og uden forudfattede meninger.

Kan stærkt anbefales, hvis man interesserer sig for emnet.

Fayard, 2018