Jean-Christophe Rufin: Un été avec Alexandre Dumas

 Jean-Christophe Rufin: Un été avec Alexandre Dumas

En række af fyrre fem-minutters udsendelser på France Inter er blevet til en fantastisk god og oplysende bog skrevet af én af mine yndlingsforfattere Jean-Christophe Rufin.

Alexandre Dumas havde et begivenhedsrigt liv (født 1802 som Hugo), delvis på grund af sin farverige, fantasifulde og spontane personlighed. Han kendte to kejsere, tre konger og lige så mange revolutioner, rigdom og fattigdom, lidt for mange elskerinder, rejste meget og var vidne til, undertiden på første parket, sin tids omvæltninger. Alt dette får Rufin fortalt i korte og præcise kapitler med et stort vid og med en varm form for humor og beundring af denne store person.

Dumas skrev uendeligt meget i næsten alle genrer, men han efterod sig to kæmpeværker, som altid vil være blandt de største litterære værker. Hvem kender ikke Greven af Monte-Christo og De tre musketerer? Har man måske ikke læste bøgerne, så har man set mindst en af filmatiseringerne, der vælter frem med de store stjerner.

Jean-Christophe Rufin er en perfekt fortæller, der morer sig over Dumas' fejltrin, og læseren morer sig med ham. Han leverer en meget smuk, inspirerende og fængslende tekst. Han skjuler ikke sin beundring for Dumas, som er et forbillede for ham. 

Vi får uendeligt mange oplysninger om hans liv, men det er skildret levende med en hurtig og sprælsk pen.

Virkelig en bog man bør læse inden man igen læser de to store værker, men der er også omtale af en del andre bøger af Dumas, som man godt kunne få lyst til at læse.

Vil man hellere høre om Dumas, kan man på Radio France finde de udsendelser der er baggrund for bogen.

Éditions des Équateurs (07/05/2025)

Amélie Baumann: Un autre été

 Amélie Baumann: Un nouvel été

17-årige Chloé tager sin mor Alice med til den baskiske kyst for at fejre hendes 40-års fødselsdag. Hun har planer om at tage hende med til hendes barndomshjem. Alice er aldrig vendt tilbage til sin barndomsby, hvor hendes livs »dramaer« udspillede sig.

I et forsøg på at feje denne tunge fortid under tæppet foretrækker Alice at se fremad og give al sin kærlighed til sin teenage-datter Chloé.

Men kan man virkelig blomstre og skabe sig et liv uden at have konfronteret visse sandheder?

I byen møder Alice sine tre bedste veninder, som hun forlod uden forklaring. Mellem følelser og skyldfølelse forsøger Alice at hele sine gamle sår.

En roman med to tidsplaner, mellem i dag og for tyve år siden. En ode til urokkelig venskab! De fire veninder er alle charmerende, hver på sin måde, og vi følger dem i deres teenageår. Chloé, på trods af sine 16 år, er meget moden og forsøger at hjælpe sin mor med at komme videre, så hun endelig kan lægge sine dæmoner bag sig. Skal man flygte for at glemme, eller skal man konfrontere fortiden for bedre at kunne komme videre?

Det er hele pointen med denne smukke bog, der er fyldt med ømhed og følelser. En roman, der tilsyneladende er enkel, men som skjuler tunge hemmeligheder og dybt begravede dramaer. Langsomt føres vi ind til et meget voldsomt opgør i et ellers tilsyneladende lykkeligt ægteskab.

Venskab, drama og kampen for at blive sig selv på trods af ydre kvindeundertrykkende forhold. 

Forfatterens tredje bog er karakteriseret ved en fængslende, følsom og flydende pen.

En god bog til sommerlæsning.

Calmann-Lévy (02/04/2025)

Laurent Gaudé: Même si le monde meurt ou le tout grand voyage

 Laurent Gaudé: Même si le monde meurt ou le tout grand voyage

I en dystopisk fremtid har forskere annonceret verdens undergang. 17. august, kl. 17:58: Det er datoen og klokkeslættet for verdens og livets ophør. Med en deadline der nærmer sig, er menneskeheden grebet af en trang til at leve sine sidste øjeblikke fuldt ud.

Forfatteren præsenterer os her for forskellige stemmer, der synger om deres sidste øjeblikke: kvinden i jakkesæt, lægen, den gravide mor, den travle mand, den forladte mand, der dræber, den gamle mand, den gamle kvinde osv. I hastværket kæmper hver enkelt for at få det sidste ud af livet og bestræber sig på at opfylde sin skæbne. Det er kaos. 

Midt i det kaos, som denne forudsigelse har skabt, venter en kvinde et barn, der ikke vil blive født. Hun føler sig nu presset til at føde barnet, så det kan leve et helt liv på kun få dage. Dette barn følger vi i dets hurtige opvækst.

En bog på halvtreds sider, der er godt sammensat, læst med intens opmærksomhed og efterlader, som et ekko, billeder af vores ufuldkomne og måske på forhånd tabte liv. 

Når man lukker bogen, spørger man sig selv: Hvad ville vi gøre?

Actes Sud (15/11/2023)

Ode Helie: Là où refleurissent les roses

 Ode Helie: Là où refleurissent les roses

En af disse feel good romaner, men bestemt værd at slappe af med. Vi får kontrasten mellem Paris og en landsby, ensomhed og fællesskab, slave og selvstændig og en dejlig kærlighedshistorie oveni.

Med en vellykket karriere i Paris, en perfekt kæreste og velordnede planer troede Adélie, at hun havde alt, hvad hun behøvede for at være lykkelig. Men da et uventet brud og en overraskende arv bringer hende tilbage til Valfleury, den lille landsby hvor hun voksede op, vendes hendes verden på hovedet. I det konditori, hun har arvet efter sin bedstemor, genopdager hun glæden ved de enkle ting i livet og kunsten at tage det roligt.

Man bliver betaget af den lille landsby Valfleury, hvor livet er så dejligt. Det er lidt af en drømmelandsby (især i disse tider!).  

Det er forfatterens første bog, men jeg kunne godt lide hendes stil, der er flydende, tilgængelig og poetisk på samme tid.

En dejlig feel-good-roman, man lukker bogen med et smil og et let hjerte! 

Éditions du Flair 2025 

20/03/2025

Giuliano da Empoli: Le mage du Kremlin

 Giuliano da Empoli: Le mage du Kremlin

En lidt speciel roman, som jeg ikke har haft helt lyst til at læse, da den foregår i Rusland, men det var en fejl, for det har været en meget givende oplevelse at læse bogen.

Bogen der er skrevet med mange konkrete henvisninger til historiske begivenheder er bygget op som et interview med en magiske person. Han var kendt som »Kremls tryllekunstner«. Den gådefulde Vadim Baranov var sceneinstruktør og derefter producent af reality-tv-shows, før han blev Putins éminence grise, kendt som tsaren.

Le mage du Kremlin blev færdiggjort i januar 2021, et år før invasionen af Ukraine, og giver en slående genlyd af aktuelle geopolitiske begivenheder, belyser dem med uforsonlig klarhed, giver læseren en foruroligende fornemmelse af at være inde i Putins hoved og bevæger sig mod en forståelse, om end delvis, af den statsmand, der har stået i spidsen for Rusland siden 1999.

Det er en fortrinlig beskrivelse af nogle helt konkrete politiske beslutninger, nogle psykologiske afsløringer af vigtige begivenheders udvikling. Det er ikke kun om Rusland, men om hele verdens skæbne. Det er stærk læsning.

Gennem Baranovs historie beskriver forfatteren dygtigt en ubønhørlig spiral, som hjælper os med at forstå, hvad der er sket i Ukraine i løbet af de sidste par måneder. Tænk, at Giuliano da Empoli afsluttede sit manuskript i 2021, og at det, han skriver, er så aktuelt!

Det er virkelig en perfekt skrevet roman, og hele sider bør citeres. Man kan næsten læse den i apnø. Den er et must, hvis man vil forstå, hvad vores ledere er ude på, men for resten synes nedtællingen allerede at være godt i gang ...

Virkelig en flot debutroman!

Gallimard (14/04/2022)

Adèle Yon: Mon vrai nom est Elisabeth

 Adèle Yon: Mon vrai nom est Elisabeth

En bog/essay der behandler nogle frygtelige overgreb mod folk, især kvinder i 1950'erne, der blev frataget deres egne muligheder.

En forsker, som frygter, at hun er ved at blive skør, gennemfører en undersøgelse i et forsøg på at bryde tavsheden omkring sin oldemor Elisabeths sygdom, kendt som Betsy, som blev diagnosticeret med skizofreni i 1950'erne.

Meget original måde at tage fat på et tabu-område Denne hybridbog, der er halvt essay, halvt selvbiografi, halvt familie og videnskabelig undersøgelse, er både rørende og meget lærerig.

Hvem var Betsy? Hvorfor er familiekrøniken så vag og ikke udtømmende om hende? Medlemmerne af Adèle Yons (meget store og meget borgerlige) familie er tilbageholdende med at tale om denne oldemor født i 1916, som hjemsøger dem som et spøgelse: En principiel tilbageholdenhed med at tale om fortiden? Jo, selvfølgelig, men der lurer også en placering af skyld.

Elisabeth taler man ikke om i familien, et tabubelagt navn, der ikke udtales, eller med kælenavnet Betsy, indhyllet i en tavs families hemmeligheder. Hun var »gal«, blev diagnosticeret som skizofren og tvangsindlagt fra 1950 til 1967 på det psykiatriske hospital Fleury-les-Aubrais (Loiret), hvor hun fik elektriske stød og en frygtelig frontal lobotomi, der efterlod to huller i hver side af hendes kranie. En skræmmende tilstedeværelse, som altid har hjemsøgt psyken hos kvinderne i denne familie.

Det er en rystende boring ind i familien og især i Betsys skæbne. Det er det mandsdominede samfund, der kan tage beslutninger om behandlinger og indespærringer. Det er læger der anvender tvivlsomme behandlinger, men som dækker over hinanden.

Bogen er fremragende skrevet, da den dels har en funktion som en videnskabelig afhandling, men samtidig er meget tæt på forfatterens egne rædsler og frygt.

Kan absolut anbefales, men er ikke for svage sjæle.

Editions du sous-sol (06/02/2025)

Zineb Mekouar: La Poule et son cumin

 Zineb Mekouar: La Poule et son cumin

I sin første roman tager den fransk-marokkanske forfatter os med tilbage til sit hjemland for at følge skæbnen for to små piger, der er vokset op som søstre i et land, hvor mænd og traditioner stadig er konge.

Kenza, barnebarn af den tidligere guvernør i Casablanca, vokser op i en velhavende familie og bliver veninde med Fatiha, datter af Milouda, som er stuepige i familiens tjeneste. I løbet af årene støder de to piger dog gradvist på de barrierer, der adskiller deres baggrunde ... for forskellige til at krydse.

Mellem nutid, barndom og ungdom viser Fatiha og Kenza os den plads, de indtager i Marokko, i et samfund, der bestemmer deres uddannelses- og arbejdsforløb, deres rettigheder eller rettere deres mangel på rettigheder, deres forpligtelse til at bevare deres mødom indtil ægteskabet og derfor deres forbud mod at have sex, mens mænd chikanerer dem.

»La poule et son cumin« viser Marokko og alt det, der er mellem den klassiske dialekt og hverdagens ord. En verden, der er splittet mellem ambitioner og konventioner, frihed og kultur. Vi lyver, så længe vores ære er intakt. Skal jomfruhinden lappes sammen for at overholde lovene i en arkaisk, hyklerisk verden? For inderst inde er impulserne de samme, uanset om det er i Vesten eller Østen, og det samme er kærlighed og venskab, historier om svaghed og livet ind til benet.

En virkelig vekskrevet roman, der viser et andet Marokko end det man kender på overfladen. Flot analyse i en i øvrigt fint konstrueret roman.

Points (02/06/2023)

Philippe Manevy: La colline qui travaille

 Philippe Manevy: La colline qui travaille

En dejlig bog der for det meste foregår i og omkring Lyon. Det er en autofiktion, der fornyer genren familiekrønike og samtidig farves af en bittersød nostalgi.

Forfatteren fortæller historien om sin familie under tre republikker, fra 1872 til 2025. det er 4-5 generationer!

Forfatteren vælger bedsteforældrene på mødrene siden som fortællingens akse. Det er historierne omkring Alice og René. Det er ikke en kronologisk skildring, så et stamtræ gør det nemt at finde vej gennem flokken af onkler og fætre.

Alice, hans mormor, var væver af profession. Hun var en meget beslutsom bedstemor og blev galionsfigur for en arbejderbevægelse lige efter Front Populaires sejr. René, hendes mand, var også en engageret typograf og medlem af modstandsbevægelsen.

Disse to stærke personligheder, kærlige forældre til Martine, deres eneste datter og forfatterens mor, ønsker at give hende det bedste ...

Denne familiekrønike fører os gennem to verdenskrige, økonomiske kriser, de tredive glorværdige år og det tyvende århundredes håb og skuffelser. En levende hyldest til arbejderklassen....

Familiehistorien om det tyvende århundrede er mesterligt håndteret. Den er en ode til beskedne generationer, som gennemlevede deres århundrede med ære og gjorde deres yderste for at opdrage deres børn og sikre, at morgendagen bliver bedre end i dag. Den er skrevet med åbenhed, beskedenhed og følsomhed.

En bog som man bestemt kan blive grebet af.

Bogen har fået Le Prix France Télévisions

Le bruit du monde (02/01/2025)

Véronique Olmi: Bakhita

 Véronique Olmi: Bakhita

Endnu en bog af Véronique Olmi: Bakhita fra 2017. Det er ikke en rigtig roman, men alligevel. Det er skildring af en pige der gik fra at være slave til at blive helgeninde. Det er virkelig et usædvanligt liv og en person som man altid vil huske.

Bakhita blev født i Darfur omkring 1869. Hun var kun få år gammel, da hendes liv blev vendt på hovedet. Bortført af to mænd og solgt til muslimske slavehandlere kom Bakhita ind i en verden af vold og underkastelse, en verden af tvangsmarcher, tæsk, ydmygelser, tortur og mord - slavernes verden.

I dette sammenbrud af al normalitet og menneskelighed, fortabt blandt mængden af fanger, bliver Bakhita købt, solgt, altid slået og tortureret. Hun lever i en rasende verden, der fortærer hende. Trods grusomhederne i hendes opvækst er der en dag et håb. Efter seks års ulykke bliver den mand, der køber hende for femte gang, hendes redningsmand. Han er italiener, konsul i Khartoum, og han tager hende med tilbage til Italien.

Bakhita lærer katolicismen, slipper ud af sit slaveri og bliver ordenssøster i Canossa-søstrenes orden i Venedig

Bakhita fortalte selv om sit liv i en lille bog, der blev en stor succes, men i Olmis version af hendes selvbiografi får vi hende placeret i den historiske verden hun levede i. Vi Hun dør i 1947 og har således oplevet både første og anden verdenskrig, set Italien under Mussolino og hans fascistiske styre.

 Bakhitas historie er dybt bevægende og eksemplarisk. Den følsomme, kraftfulde skrivning formidler styrken og storheden hos denne enestående kvinde med hendes utrolige kampe, hendes ubeskrivelige evne til at tilpasse sig og hendes enorme evne til at elske i lyset af universel elendighed!

En så dybtgående roman, at den ikke vil gå i glemmebogen lige med det samme!

I denne indtrængende roman har Véronique Olmi fundet ordene til at formidle menneskehedens lidelse, rædsel og elendighed såvel som Bakhitas skønhed, velvilje og kærlighed - den modige og generøse ørkengazelle, der blev en helgen.

Albin Michel (23/08/2017)

Fnac - Roman - 2017

Véronique Olmi: J'aimais mieux quand c'était toi

 Véronique Olmi: J'aimais mieux quand c'était toi

En lidt ældre bog (fra 2015) fra Véronique Olmi, der i øvrigt har udgivet mange fantastisk gode bøger de senere år f.eks. Le Gosse.

 En kvinde, Nelly, på en bænk på Gare de l'Est midt om natten gennemgår de sidste 24 timer, der har bragt hende dertil. Nelly er hustru, mor og elskerinde. Nelly er også teaterskuespillerinde, som bruger hele sin dag på den rolle, hun spiller om aftenen: Moderen i Pirandellos Seks personer søger en forfatter.  

Nelly har i aften en stor teaterrolle, der venter på hende. Teatret er fyldt op. Men en mand i midten af femte række føles som et snit, et forræderi. Nelly finder styrken i sig selv til at fastholde sin karakter. Men hendes krop giver op. Forestillingen kæntrer, stykket bliver aflyst!

Mand på femte række forlod hende et par måneder tidligere. Hun elsker ham stadig, men forsøger at fortrænge ham, selv hans navn har hun fortrængt.

Nelly er først og fremmest et såret væsen, totalt ødelagt af sin kærlighed til en mand...

Risikoen i teatret for ikke at være god, for at skuffe publikum, kan forbindes med usikkerheden i et romantisk forhold, hvor lykken kan være flygtig. Man kan ikke undgå at blive rørt, vækket, rystet af denne kvindes skrøbelighed og af forfatteren Véronique Olmis  nøgterne skrivning.. Det er som skrig, som flasker i havet. Sætningerne er korte og slagkraftige. Kapitlerne følger hinanden som små scener. Hvilken vej, hvilket valg vil vise sig, når natten er forbi ?

Opbygningen og skrivningen af denne roman er bemærkelsesværdig. Vi bevæger os fra skuespillerindens følelser og erindringer om sin rolle til Nellys følelser og erindringer som hustru og mor.

En smuk teatralsk monolog om lidelse, nød, kærlighed og lidenskab. En smuk kvinderolle.

Albin Michel (02/01/2015)

 

Gérard Mordillat: Les Vivants et les Morts, vingt ans plus tard

 Gérard Mordillat: Les Vivants et les Morts, vingt ans plus tard

Efter at have læst Les Vivants et les Morts måtte jeg absolut have læst den nye fortsættelse, der altså foregår 20 år efter og følger historien op til 2020'erne. Det har været en stor oplevelse, selv om indholdet i de to bøger på mange måder handler om nederlag. Men hovedpersonerne Dallas og Rudi giver ikke op, kampen mod kapitalismen fortsætter og må ende med revolution.

Efter lukningen af Kos-fabrikken, hvor hun arbejdede, svor Dallas aldrig at sætte sine ben i Raussel igen. Tyve år senere tvinger hendes fars død hende tilbage. Parrets datter er tidligere forsvundet og deres søgen efter hende er forgæves. Dallas og Rudi lever nu alene hver for sig, hjemsøgt af datterens forsvinden, arbejdsløshed og usikkerheden i tiden.

Det er lykkedes forfatteren at skabe en tung atmosfære, hvor tiden synes at have fastfrosset byen i en tilstand af forfald. Beskrivelserne af Raussel med de lukkede butikker, den forladte biograf og den nu højreekstreme administration skildrer et samfund i forfald. 

Atmosfæren i Raussel er skræmmende. Mordillat maler en social freske, hvor han udstiller vanskelighederne i den arbejdende verden, de »små mennesker«, der konfronteres med kapitalismen, fascismen og de store magthavere, der kontrollerer alt. Med sin ærlige, direkte og metaforfyldte stil viser han os, hvor let vi bliver manipuleret, hvor let det er at vende begivenhederne på hovedet, så de kun viser, hvad vi ønsker, de skal vise. Med klar tale om accepten af de stærkt højreorienterede politiske partier, deres voldelige tilhængere, racisme mm er man ikke i tvivl om forfatterens synspunkter.

Måske ikke helt så velbalanceret som den første bog med hensyn til skildringen af de forskellige karakterer, men alligevel en bog der er værd at læse, fordi den tager fat på nogle væsentlige og aktuelle sider af den sociale kamp i Frankrig, hvor de sociale uligheder øges.

Bind 1 bør læses først.

Calmann-Lévy (02/01/2025)

Gérard Mordillat: Les vivants et les morts

 Gérard Mordillat: Les vivants et les morts

Rudi og Dallas arbejder på Kos, en plastfiberfabrik. Den dag, fabrikken bliver truet med lukning, bliver deres liv slået i stykker, og alt omkring dem går op i flammer.

Les Vivants et les Morts er en saga bygget op omkring ca. 50 personer. Det er på den ene side en kærlighedshistorie om et ungt par og på den anden side en samtidshistorie fra ca 1980 til 2000 i det nordlige Frankrig. Det er Rudis lidenskab og oprør og Dallas' pinsler. Vi følger oprør og hemmeligheder også dem, der findes i en by, hvor kampen for overlevelse sætter den ene op mod den anden, ødelægger familier og bryder intime, sociale og politiske regler.

Det er en meget stærk tekst, der trods sine 650 sider holder læseren fanget med sin indgående skildring af et lille samfund der bryder sammen trods modstand. Vi ser det mange steder i udkantsFrankrig, hvordan kan man modstå konkurrencepresset? Hvad gør Paris for lokalsamfundene, der mister deres levevej?

Les Vivants et les Morts er en roman om et socialt sammenbrud, en  moderne klassekamp, en klargørelse af hvad magt og penge betyder og til sidst en inspirerende kærlighedshistorie illustreret gennem flere pardannelser.

Hvem skal dø i en verden, hvor økonomisk fornuft er vigtigere end menneskelige hensyn? Det er store og væsentlige spørgsmål, som teksten stiller. De der ikke slutter sig til kampen, blver en del af nederlagt.

ps. I år kommer der en roman med samme titel, men med tilføjelsen "vingt ans plus tard". Den kaster jeg mig straks over!

Calmann-Lévy (12/01/2005)

Yann Moix: Paris

 Yann Moix: Paris

Selvbiografisk roman der handler om en ung mand, der kun har én drøm: at blive forfatter og udgive en bog.

Han er flyttet til Paris for at slæbe sig gennem hovedstadens gader med en enkelt besættelse, eller næsten: at blive forfatter.

Hvordan kan man modstå fristelsen til at gå en tur i hovedstaden? Desværre bliver byen næsten ikke nævnt. Det, der interesserer forfatteren her, er ham selv og hans møder med potentielle, drømte og nogle gange virkelige elskerinder og med hans ofte lyssky venner.

Portrætterne er dejlige. Det, han beskriver eller fortæller, er ofte hverken smukt eller behageligt. Men som en fotograf, der dygtigt bruger lyset, gør han det, der kan være grimt, kunstnerisk.

Der er faktisk sjove passager. Vittigheden forbliver ironisk, sarkastisk, for ikke at sige ondskabsfuld. Det gælder overfor kvinder, forbipasserende venner, men frem for alt med sig selv.

Sproget behersker han perfekt fra det højeste stillag og brug af højlitterære vendinger til rå slang. Virker konstrueret og ofte lidt latterligt.

Ikke en bog jeg har brudt mig særligt om at læse. Selvoptagelsen er for voldsom.

Grasset (31/08/2022)

Philippe Claudel: Wanted

 Philippe Claudel: Wanted

En ny bog fra Philippe Claudel, der lægger ud i bedste western-stil og tager fat på den nuværende politiske situation i USA. Vi kommer til at opleve, når virkelighedens monstre bliver helte i en dystopisk farce

Så da Elon Musk får den idé at tilbyde en milliard dollars til den person, der dræber Putin, gyser vi. Der er også penge til et dræbe et par af hans ministre. Vi har nu sluppet den aktuelle politiske situation, og Trump Musk-duoen er så karikeret, at man får lyst til at grine. Desværre er mange elementer i romanen desværre sande.

Mon man kan betale sig til at få udryddet en modstander ? Helliger hensigten målet? Det er nogle af de ting der diskuteres i denne korte bog, for roman vil jeg nu ikke kalde den.

Der er mange barokke scener, hvor nogle er sande, andre er Claudels fantasi, der har det med at løbe ret hurtigt. Hvordan får han Putin slået ihjel og hvad er konsekvenserne? 

Jeg skal ikke afsløre for meget, men når pengene tager over og bestemmer retten til liv og død, er vi måske tæt på virkeligheden. En skræmmende fabel.

Hurtig læst og sjov på en ikke behagelig måde, og meget af stoffet er hentet fra aktuelle aviser og nyhedsudsendelser.

Er Claudels satire ikke for blød i forhold til de bitre kendsgerninger om magt og krig? Men han skriver jo godt og skarpt, så lad det være en nydelse.

Stock (14/05/2025)

Bérénice Pichat: La petite bonne

 Bérénice Pichat: La petite bonne

Virkelig en anderledes bog der har fået årets Prix des Libraires 2025.

Det er en på mange måder rørende historie, men også en historie om tre personer der afslører des intimitet på trods af deres klasseforskelle og sociale positioner. Forfatteren giver os en historie mellem en tjenestepige og et par, der består af en stor krigsinvalid, en bitter tidligere pianist og et offer for slaget ved Somme, og hans hengivne kone. Forholdet mellem hver af personerne udvikler sig subtilt hen over siderne med uudtalte ord og hviskede afsløringer. Historien foregår i et forstadskvarter ved Paris i 1930'erne

Som tjenestepige i borgerskabets tjeneste er hun hårdtarbejdende, modig og hengiven. Hun tager sig af flere familier, men en weekend frygter hun at tage til parrets hus, da hun er blevet bedt om at bliver der nogle dage. Historien begynder, da Madame tager på en lang weekend for at besøge venner på landet. Undtagelsesvis overlader hun sin invalide mand til den lille tjenestepige. Hun skal passe ham og hjælpe ham med personlig hygiejne, måltider og at gå i seng. 

Den lille tjenestepige bliver således nødt til at bo alene med Monsieur.  Hun er vant til at gøre rent, lave mad etc, men den direkte kontakt til herskaberne har hun kun sjældent. Monsieur, der har lukket sig inde på sit værelse, taler kun sjældent og med besvær på grund af sit gueule cassée. Tjenestepige vil forsøge at opmuntre ham lidt, men Monsieur har en anden plan i tankerne. 

Vrede. Sorg. Modløshed. Kærlighed. Skyldfølelse. Bitterhed. Skam. Udmattelse. Sløvhed. Vrede. Magtesløshed. Fortvivlelse. Frygt. Hvis følelserne er til stede, er det, fordi vi gradvist kommer ind i karakterernes intimitet og inderlighed.

Med stor følsomhed og finesse tager forfatteren fat på de komplekse temaer lidelse, død og sociale klasseforskelle. Vi får i brudstykker og tanker indsigt i personernes fortid og planer for fremtiden.Uden at dømme lader forfatteren sine karakterer udtrykke deres mest hemmelige, mest unævnelige tanker, og det er det, der skaber denne smukke medfølelse for læseren.

En enestående flot opbygning af teksten der består af almindelig prosa og prosalyrik, hvor teksten har en musisk rytme, stilhed og melodi i sin narrative ramme og form. Der er en vekselvirkning mellem stemmer, tidsforløb og synsvinkler. De er forskellige, enige, modsatte eller kolliderer. Personernes psykologi er særligt veludviklet og nuanceret, hvilket afspejles i prismet af de følelser, de oplever og formidler.

En perle af en bog!

Les Avrils (21/08/2024)

Jean Teulé: Je, François Villon

 Jean Teulé: Je, François Villon

Jean Teulé døde desværre i 2022 af en madforgiftning og herved afsluttedes hans karriere som tegner og forfatter. Han har skrevet flere særdeles spændende og provokerende bøger, og i min læsning af forfatterskabet er jeg nået til Je, François Villon. Søg på Teulé i min blog hvis I vil læse om flere af hans bøger.

Den 30. maj 1431 døde Jeanne d'Arc på bålet i Rouen, og samme dag blev François født...

François blev forældreløs, da hans mor bliver levende begravet som straf for et tyveri. Han bliver dog modtaget og nærmest adopteret hos den velvillige Maitre Guillaume. 

Den unge mand var bestemt til tonsurering og juridiske studier, men han ville ikke være præst. Han var turbulent, uforskammet og en middelmådig studerende, og han drak med sine lystige venner og medstuderende og foretrak selskab med slyngler frem for universitetets forelæsninger. 

Han blev dog præst og skabte sig hurtigt et navn, lige så meget som ballademager som digter...

Villon levede snart et udsvævende liv og blev på skift tyv, akrobat, morder, der ofrede sin forlovede, som blev levende begravet ... og landevejsrøver, der tilhørte det grusomme broderskab Coquillards.

Så snart han begyndte i skole, udgav han sine digte, som han havde fået kopieret af en ven, og hans berømmelse spredte sig snart over hele Paris. Han måtte flygte fra hovedstaden og blev forvist igen og igen indtil sin endelige forvisning. Efter den sidste forvisning fra Paris var han 32 år. Hvad hans skæbne blev er uvist.

Hans digte er fulde af pine og oprør, men også af anmodninger om tilgivelse, såsom »frères humains, n'ayez les coeurs contre nous endurcis« (»Menneskebrødre, gør ikke jeres hjerter hårde mod os«) eller »Ayez pictié de moy« (»Vær venlig mod mig«) i Lettre à mes amis. Døden lurede i hans liv og forblev allestedsnærværende i hans tekster.

Gennem figuren introducerer Jean Teulé os også til middelalderens Paris med dets beskidte, snuskede gader, datidens samfund og dets forskellige sociale klasser, volden, herunder meget voldsomme måder at slå folk ihjel på

Det var en fornøjelse at genopdage François Villons digte og ballader, et af de sjældne vidner til folkets liv på den tid. Mange indgår i bogen og bliver analyseret og forklaret på forskellig vis.

Forfatteren synes at have taget udgangspunkt i nogle af Villons digte, trukket alle trådene ud og tilbudt os en biografi, der er romantiseret, grusom, realistisk, usminket og ufiltreret. Denne roman kan ikke efterlade dig ligeglad, selv om du hader den.

Der er meget at sige om denne roman fyldt med middelalder og middelalderens sprog. Der springes mellem ondskab, sorg, kærlighed, grusomhed i en tid der er fjern, men som er væsentlig.

Udgivet 2 mars 2006

Gaël Octavia: L'étrangeté de Mathilde T. et autres nouvelles

 Gaël Octavia: L'étrangeté de Mathilde T. et autres nouvelles

Spændende novellesamling skrevet af Gaël Octavia, der har fået årets Prix Goncourt de la Nouvelle 2025. Forfatteren er født i Fort-de-France i La Martinique, arbejder i Paris og har allerede udgivet flere romaner, som står på min liste efter at have læst denne spændende novellesamling.

Gaël Octavia praktiserer en form for magisk realisme med finesse: Hun går helt til grænsen for hvad der er virkelighed og lidt til. Hovedpersonerne, som alle er kvinder med en stærk karakter, møder kræfter i sig selv, som de næppe kan kontrollere.

Heltinderne deler deres fantasis kraft. Et strejf af galskab, en jublende energi, er på spil, når de forvandler en offentlig bænk til en karavelle, en kam til en dolk, en håndtaske til en krigsmaskine. De er foruroligende som Adèle, den giftige bedstemor, lidenskabelige som Émilie, der går med sin elskede i kørestol. 

Émilie skildres i »Le mouvement ou la mort« Hun er udmattet af at følge Julien, som er yngre, atletisk og attraktiv, indtil den dag, hvor et slagtilfælde, og derefter endnu et, forvandler den unge mand til en gammel mand og hans ledsager til en »strålende« sygepasser. Hun har endelig fået det, som hun har kæmpet for ved at fornægte sig selv.

Ikke alle af de 16 noveller er på samme niveau, men i de bedste øjeblikke fornemmer man noget spændende, en slags latent aggression, en måde at betragte menneskelige relationer på, måske ikke som en kamp, men i det mindste som en meget alvorlig leg, hvor en af de to er nødt til at tabe.

Kan absolut anbefales.

Gallimard (02/01/2025)

Adeline Ruissier: Arrête, Margaret !

 Adeline Ruissier: Arrête, Margaret !

Adeline Ruissier tager fat pået område som franskmænd er mestre i nemlig "râler", der på dansk kan oversættes med klage, klage sig, brokke sig, men med et pust af "jeg ved nok hvad der er det rigtige!". Det er nærmest en sindstilstand og ofte uden nærmere undersøgelser af det eventuelle problem.

Margaret er en ung kvinde som så mange andre. Og som alle andre brokker hun sig. Det kan være over vejret, hendes to børn, hendes job, hendes mand, verdens ulykker, hendes liv. Det er der alt sammen, og hun er ved at være led og ked af alting.

Så da hendes grandtante dukker op fra den anden side af graven for at advare hende, griner Margaret let anstrengt: Kvinden, som hun plejede at kalde »Tante Gnavpot«, viser hende fremtiden, hvis hun ikke holder op med at brokke sig: Hun vil blive gammel, gnaven og alene på et plejehjem. Hvis hun vil bryde denne forbandede spiral, skal hun holde op med at brokke sig i 28 dage ... i træk! Udfordringen kan begynde.

Selv om plottet er meget enkelt, bliver man revet med af dette ekstraordinære eventyr, denne personlige søgen, som vil få Margaret til at overgå sig selv, især fordi forfatteren ikke er blottet for humor, tværtimod. Ja, denne roman er god for én, fordi man kan hente et par ideer her og der til én selv, især fordi der er en lille bibliografi i slutningen, hvis man vil dykke dybere ned.

Historien er perfekt struktureret og godt fortalt, og bipersonerne er lige så vigtige som heltinden Margaret. Samtidig er den spændende, for vi kan jo ikke være sikre på, at Margaret kan holde sig fri for at brokke sig i 28 dage.

Denne roman giver os indirekte råd og får os til at tænke over vores egne personlige erfaringer og hjælper os til at holde op med at jamre, eller i det mindste til at jamre i små doser.

Les éditions L'Alchimiste (09/11/2018)

Dany Laferrière: Grand Intérieur rouge

 Dany Laferrière: Grand Intérieur rouge

Ny bog fra Dany Laferrière hvis værker jeg trofast har læst i mange år, oftest med stor fornøjelse, dette nye værk er ingen undtagelse.

Denne lille bog med tekst og tegninger af Dany Leferrière udkommer i samlingen »Un seul art«, der er skabt af Charles Dantzig og udgives i samarbejde med Centre Pompidou. 

I løbet af de fem år, hvor centret er lukket for et større arbejde og fornyelse, vil ti værker fra museets samlinger leve videre på en anden måde under en forfatters pen. Hver forfatter vil få overdraget et værk, og resultatet vil være et litterært værk, der giver ekko, spejler eller forbinder sig med det. Der er ingen grundlæggende forskel mellem kunstarterne.

 I denne grafiske roman blander Dany Laferrière autentiske fakta med fiktion. Blandt bjergene af affald i en slumby i Port-au-Prince er rødt blevet en besættelse. For Izo, en autentisk bandeleder, der udøver terror, mens han foregiver at være kunstner (han udgiver rap-plader), er det blodets røde farve. For Nix, en diskret ung maler, er det Matisses maleri Grand intérieur rouge. 

Der opstår en rivalitet mellem Iza og Nix og da Iza står for magten lader han Nix dræbe. Men efter sin død bliver Nix en stjerne, og Izo forbliver en morder. 

Den måde som maleriet læses og tegnes på af Laferrière, skildrer hans fakisk alle personerne i dramaet. Han tager os med rundt i slumbyen

Dany Leferrière skriver selv: "Jeg så Grand Intérieur Rouge første gang, da jeg som ung arbejdsmand forsøgte at skrive en roman, min første. Jeg brugte det endda på forsiden af den første udgave af Comment faire l'amour avec un nègre sans se fatiguer. Fyrre år senere er den her igen. Jeg lister mig ind i denne overfyldte lille salon."

Som meget andet af Leferrière overraskes man gang på gang af hans naivistiske skildringer, men samtidig betages man af hans sprudlende form for kunst og litteratur. Et fund for 15€.

Grasset (23/04/2025)

Karine Tuil: La guerre par d'autres moyens

 Karine Tuil: La guerre par d'autres moyens

En ny besk og barsk roman fra Karine Tuil, der tegner et portræt af samtiden, der ikke altid er lige så lyserød som nogle måske tror.

Et år efter at have forladt Élysée-palæet er Dan Lehman, tidligere præsident for Republikken, en skygge af sig selv. Det ikoniske par, han dannede med skuespillerinden Hilda Müller, er ikke mere end en facade. Han er alkoholiker og truet af retssager, og han forsøger at komme tilbage på mediescenen, mens Hilda spiller hovedrollen i en film, der kan blive udtaget til filmfestivalen i Cannes. Men bruddene i deres privatliv udvisker grænserne mellem personligt drama og fiktion.

I denne skarpe roman tager Karine Tuil os med bag kulisserne i en verden, der styres af magtspil, penge, kontrol og manipulation. Mellem de tyste saloner i Élysée-paladset og spotlysene på filmfestivalen i Cannes dissekerer hun, hvordan et samfund fungerer, som på trods af sit progressive ydre stadig er fastlåst i dybt forankrede patriarkalske mekanismer.

Det er en krig om følelser, om det højeste ego og om tabte illusioner. Marianne, Dans ekskone, som er blevet bedraget og sat i baggrunden, skal lære at eksistere igen. Hendes bog vil sætte ild til alle disse navlebeskuende små menneskers liv. Hilda Müller, Dans kone, en aldrende skuespillerinde, der er klar til at gøre alt for ikke at forsvinde ind i skyggerne. Mélanie, en andenrangs skuespillerinde, en simpel dubleant, usynlig for verden, som forsøger at eksistere i et system, der ikke ser hende.

Emnerne i denne nye roman er dobbelte: film og politik. Men der er andre temaer, som bliver ved med at hvirvle rundt: alkoholisme, moderkærlighed med Hilda og Marianne, og så Cannes-festivalen, hånet, nedgjort, foragtet. For ikke at tale om de mænd, der nedgør kvinder.

Der er altså rigeligt at tage fat på i dette sorte syn på vores tid. Karine Tuil holder sig ikke tilbage, men hendes vrede er nok lidt voldsom og bogens temaer bliver for voldsomme og burde være styret lidt bedre. 

Men en stærk roman der i høj grad knytter an til nutiden.

Gallimard (06/03/2025)