Lena Forestier: Un voisin si craquant (La Fin) 

+ Le Bonus

Tidligere har jeg omtalt de to første bind i denne serie med billige e-bøger (2-3 €) fra forlaget Harlequin, og nu er turen så kommet til de sidste to.

La fin foregår i Irland otte år efter, at Armelle har forladt Lyon og Maxence. Der er selvfølgelig diverse forviklinger, men Armelle og Maxence mødes igen og så... I må selv gætte resten.

Letlæst triviallitteratur, men har dog også sine kvaliteter, hvor især skildringen af Armelle er fin. Armelle er også hovedperson i den gratis bonus, der omhandler hendes tur i junglen i Sydamerika!

Det samlede værk kan nu købes som e-bog til 7€

Magy Cherfi: Ma part de Gaulois

En fortælling om et indvandrerkvarter i det nordlige Toulouse med forfatteren selv som hovedperson. Vi får skildret hverdagen i et kvarter der er præget af vold og håbløshed, hvor pigerne og kvinderne ikke har noget at have sagt, men hvor den lille Magyd gennem sin ihærdige mor bliver tvunget ind på en ny vej.

Hun vil have at han skal have sin studentereksamen, og hun ofrer alt for at få ham igennem. Han bliver således den første i kvarteret, der får sin "bac".

Men det er kamp mod alle andre i kvarteret på nær to venner, men de tre bliver også kaldt "bøsser" af de andre unge og får tit bank af dem. Man tåler således ikke, at de læser i en bog eller låner en bog ud til nogle af pigerne, der også gerne vil vælge et liv selv.

Magyd får dog en position i bydelen, da han kan hjælpe med at skrive til myndigheder og andre der kræver skriftlige henvendelser. Sammen med vennerne og med hjælp fra nogle fritidspædagoger starter de en klub med lektielæsning, teater mm, der trods modstand alligevel får succes. Magyd interesserer sig for litteratur og poesi og skriver også meget selv. Ved bogens slutning træder han ind i en kendt gruppe Zebda.

Der er mange fine skildringer af moderen og faderen, af pigernes vilkår og den rå omgangstone mellem de unge i bydelen. Der er virkelig skruet op for slang af den værste slags. Andre temaer er savnet af en identitet, for ser han tilbage, kan han jo kun se den franske fortid, men han ligner jo ikke en galler.

Det er skildring set lidt i bagspejlet, men også med en humor og barskhed, der gør den interessant at læse. Man kan så spørge sig selv, om der er sket meget i forstæderne gennem de sidste 30 år? Måske lidt, men ikke meget. 

Aktuel bog i et splittet Frankrig.

Actes Sud, 2016

Philippe Delerm: Journal d'un homme heureux

Igen en vidunderlig bog fra Philippe Delerm men denne gang i form af en dagbog som han skrev i perioden 1988/89, en periode hvor han måske oplevede den største lykke. For han kommenterer den gamle dagbog med mellemrum og siger netop mod slutningen tilføjet i februar 2016: "En relisant ces pages, l’une me vient, s’obstine, finit par s’imposer. Je n’ai sans doute jamais été plus heureux que cette année-là."

Men hvad består den lykke så af? Det er hans evne til at opleve og gemme sånne øjeblikke, der rummer så meget, selv om det blot kan være at se nogle blomster i haven, mærke en let brise, samtale med lokale beboere, være sammen med Martine, hans kone, og sønnen Vincent, der på dette tidspunkt går på gymnasiet. Han overvejer flere gange hvad lykke er og konkluderer på et tidspunkt: "Le bonheur, c'est d'avoir quelqu'un à perdre."

Philippe Delerm er på dette tidspunkt ansat på gymnasiet i nedsat tid, det samme er hans kone. De er netop flyttet i et hus i en landsby i Normandiet og nyder nu dels at dyrke haven og have tid til at skrive og tegne. Som han siger: "Mais je souhaite à tout le monde ce que j’ai : du temps quand on est encore jeune, du temps perdu avec au bout comme un peu de remords, et l’énergie de le transformer."

Philippe Delerm er ikke særlig kendt på dette tidspunkt, men vil selvfølgelig gerne blive kendt som forfatter. Martine har mere held med en illustreret bog, som hun udgiver. Han skriver samtidig med dagbogen på bogen "Autumn".

Vi får små bidder af dagligdagen og højtider og ferier hos familien i syd-vest Frankrig, ikke alt er glæde, men er en blanding af lykke og smerte, men aldrig ligegyldighed. Altid opsøgende og åben for nye oplevelser, men også med en afstand til opstyltede bogmesser. Der er også en del skarpe bemærkninger om vores samfund, kommunismens fald, forbrugersamfundet, reklamernes verden etc.

Philippe Delerm skriver sin dagbog med en glæde ved sproget og dets finesser, udsøgte adjektiver og citater fra Proust med flere. Undertiden korrigerer han nogle af sine udtalelser, for han ser jo næsten 30 år tilbage.

En bog der skal læses i små bidder, for man har behov for at tænke hans små oplevelser igennem og se dem i forhold til sin egen hverdag.

Éditions du Seuil, 2016

Catherine Cusset : L'autre qu'on adorait

Catherine Cussets tolvte roman er blandt finalisterne til dette års Prix Goncourt, og den har måske også en chance.

Romanen starter med, at to kvinder, Nora og Evelyne som vi senere får præsenteret, finder Thomas, der har begået selvmord. På den måde ved vi altså allerede fra starten, hvad det skal ende med, da fortælleren Catherine i en slags ligtale fortæller om Thomas, og næsten kronologisk følger ham fra 1986 og ca 20 år frem. Catherine er hans gode ven, på et tidspunkt endda hans kæreste, og hun har fulgt ham gennem hans omtumlede liv, for Thomas er et omtumlet menneske.

Vi starter i Paris i 80'erne med en af de sædvanlige protestaktioner fra studenterne. Allerede her ser vi Thomas som én der er i centrum, han er begavet, umiddelbar, har tiltrækning på pigerne og udstråler godt humør. Med Thomas følger latteren.
Han er dog ikke flittig nok til at komme ind på École Normale Supérieure, har heller ikke let ved at fastholde sine kvindelige erobringer, så han tager til USA. Her følger vi ham rundt til forskellige universiteter med forskellige kvinder, men hvor hans charme og udstråling hjælper ham i starten, går det efterhånden ned ad bakke.

Romanen fortæller os om en spændende person, men den viser også, at den ydre og umiddelbare person ikke er den, som man tror. Der gemmer sig meget inde i ham, der er en slags negativ udgave af ham. Thomas eneste større bedrift er en afhandling om Proust, og han følger Thomas igennem hele bogen i form af citater, der i virkeligheden afspejler Thomas' væsen. Der er i øvrigt masser af henvisninger til litteratur, film og musik, der alle er en væsentlig del af Thomas' liv.

Vi får en god indføring i livet på diverse universiteter i USA sat i kontrast til de franske. Der er en kodeks, som Thomas undertiden overskrider uden at vide det. Thomas er også besat af New York, og vi følger ham i hans rastløshed rundt til hans utallige venner, rige som fattige. Det er den slags ting, der hæver bogens niveau, for vi får ikke blot et billede af Thomas, men af et helt samfund, både det franske og det amerikanske.

Et andet kodeord omkring Thomas er venskab, som han dyrker intenst, men det bliver sværere for ham, da vennerne efterhånden bliver gift og får børn. Thomas er bange for at binde sig, søger ofte trøst i flasken, lever luksuøst og har evig problemer med pengene Hans energi bliver ikke altid brugt rigtigt.

Bogens fortæller, Catherine, henvender sig til Thomas med et "tu", og denne fortælleform bringer os ind i en intim beretningsform, der også er et af bogens fortrin.

En god og velskrevet roman, men ikke helt min favorit til årets Goncourt.

Gallimard, 2016

Gaël Faye : Petit pays

Gaël Faye debuterer med denne fremragende roman, der bygger på selvoplevede hændelser i Burundi/Rwanda før og under den store borgerkrig, der startede i 1993 og førte til enorme udryddelser og folkemord, især i Rwanda men også i Burundi, Burundi der er et "petit pays" som bogens titel også angiver. De politiske problemer er langt fra løst i vore dage, men det er ikke det, som Faye vil fortælle om.

Bogens hovedperson og fortæller er drengen Gabriel, kaldet Gaby. I 1992 er han 10 år og starter sin beretning om en lykkelig barndom, der er ved at få et knæk, da forholdet mellem forældrene ikke længere er så godt. De bor i hovedstaden i Burundi, faderen er fransk, moderen fra Rwanda, men flygtet til Burundi. Gaby har også en lillesøster Ana. Da de lever i et kvarter med diplomater og andre der ikke er født i Burundi, virker deres verden sikker og ubekymret. Gaby er med i en lille bande af drenge, og de laver diverse drengestreger og hygger sig sammen. Der er gjort meget ud af beskrivelserne af det smukke og indbydende land, hvor også tjenestefolkene trives. Der er et væld af blomster, mangotræer, fredelige floder og en lokal musik der griber alle. Det er nærmest paradisisk.

Men det begynder efterhånden at være slut med idyllen. Der fortælles om vold og udryddelser i Rwanda, den nyvalgte præsdent i Burundi myrdes, derefter skydes et fly med den næste præsident i Burundi ned med kollegaen fra Rwanda. Gabys mor tager til Rwanda for at lede efter familiemedlemmer, og Gaby forsøger at danne sig en anden verden gennem læsning af bøger som en nabo låner ham.

Volden, krigen og udslettelsen kommer nærmere og efter en række grusomme episoder vender Gabys mor tilbage og fortæller om de rædsler, hun har oplevet. Hendes familie er blevet dræbt, og hun kan ikke få billedet af fire dræbte børn ud af sit hoved. Gabys far får til sidst sendt Gaby og Ana til Frankrig.

Bogens styrke er den mageløse fortælleform som Gaël Faye vælger. Det er den uskyldige, uskyldsrene  og gode dreng med et godt og sundt barndomsliv som han forgæves forsøger at bevare. Da virkeligheden bliver for barsk flygter han ind i bøgernes verden, men da rædslerne rammer hans egen familie og vennernes, må han tage stilling. Han har ment, at han hverken var Hutu eller Tutsi, men må forlade barnets paradisverden og blive voksen.

Det er en stærk bog, der gennem barnets lidt uklare forestillinger og naive spørgsmål til hvad der foregår afslører meget af hvad der var årsåg til de etniske krige og folkemord. Som der står et sted i bogen:  « Il y a des choses qu'on ne devrait jamais voir dans une vie » og "Le génocide est une marée noire, ceux qui ne s'y sont pas noyés sont mazoutés à vie."

En klar favorit til årets Goncourt. Læs den!

Régis Jauffret: Cannibales

Régis Jauffret har skrevet en ret speciel roman til dette års "rentrée" med en lidt mystisk titel, for det er ikke en roman om kannibaler, men om to kvinder og en mand, men alligevel..

Bogen er skrevet som en brevroman, hvor Noémie, en ung kunstner på 24 år, skriver et brev til sin svigermor, Jeanne, der er i 70'erne. Brevet handler om, at Noémie har slået op med Geoffroy, arkitekt i halvtredserne. Der har været den store aldersforskel og andre problemer, der har medført bruddet. Noémie svinder Geoffroy grundigt til i brevet.

De to kvinder begynder nu at korrespondere, hvor de starter med udsøgte fornærmelser og smædeskrivelser, hvor Jeanne forsvarer sin søn, men efter at Noémie har besøgt Jeanne i Bretagne får brevene en anden lyd. Nu er de begge enige om, at Geoffroy skal ned med nakken og koge i sit eget fedt i en eller anden forstand, for de hader ham begge. I brevvekslingen indgår også et par breve fra Geoffroy

Det er et portræt af to kvinder, der er blevet skuffede, og kærlighed er blevet ændret til et næsten psykotisk had. Den ældre Jeanne følger trop, når Noémie udvikler vilde planer for, hvordan de kan hævne sig, for hun har ikke andet i sit liv og lever isoleret i Bretagne.

Det interessante ved bogen er selvfølgelig de to kvindeportrætter og indirekte portrættet af en sølle mand, men det stærke i bogen er de sproglige finesser, metaforer henvisninger til litterære værker og et arsenal af ord der udtrykker had og ondskab. Her excellerer Jauffret virkelig, men efter min mening bliver man efterhånden lidt træt af at læse de forskellige udpenslinger og bogens slutning er også lidt søgt.

Er kandidat til årets Goncourt, men vinder forhåbentligt ikke.

Seuil, 2016

Jean d'Ormesson: Guide des égarés

Efter at have set Jean d'Ormesson på TV besluttede jeg mig til at stifte nærmere bekendtskab med ham gennem hans nye lille bog om og til "les égarés" - de forvildede, vildfarne, forvirrede. For stiller man sig selv spørgsmålet om, hvorfor man er født, og hvad der skal ske ved døden, så kommer man nok til kort. Man kan også spørge selv om, hvad man egentlig laver her i verden?

Den nu 91-årige Jean d'Ormesson forsøger med sin store viden og livskundskab beskedent at hjælpe os lidt i denne lille guide, der på samme tid tager os ved hånden i filosofisk, følelsesmæssig og naturvidenskabelig forstand.

Jean d'Ormesson hævder selv, at det ikke er en filosofisk værk, men det er det samt en masse mere.

Kapitler er korte og har et stort emne i hvert, f.eks. "l'angoisse", "le secret", "les nombres", "l'espace", "l'eau", "le temps", "le mal", "le plaisir" og "Dieu".

Umådelig velskrevet bog, der selv om man måske ikke er enig med forfatteren i alle hans udsagn giver stof til eftertanke og gør én opmærksom på, at livet trods alt er dejligt.

Gallimard, 2016

Léonora Miano: Crépusule du tourment

En spændende og meget anderledes roman med beretninger fra et land syd for Sahara, måske Cameroun, fra fire kvindestemmer, der henvender sig til den samme mand.

Der er moderen, hvis fortid er gemt væk, for hun er nu en rig kvinde, der efter et ægteskab hvor hun har tålt mandens vold, nu råder som Madame, men lykkelig er hun ikke. Hun taler til sin søn, som hun har svigtet og han har også svigtet hende. En af hans kærester taler nu og beretter om, hvorfor de ikke kunne holde sammen. Hans nuværende kæreste, hvis søn fra et tidligere ægteskab skal udgøre det for hans søn, fortæller om deres specielle forhold og sit oprør mod den kommende svigermor. Mandens lillesøster har det sidste afsnit og afslører en del familiehemmeligheder.

Bogen handler først og fremmest om modsætning mellem "le Nord" (Europa) og "le continent" (Afrika). Vi føres ind i kuilturer der fører tilbage til det gamle Ægypten og religioner der lå før kristendommen. Vi møder også en række kvinder, der har skabt deres eget samfund, hvor kvinden ikke er underlagt manden, men som har samme rettigheder og muligheder.

Der er mange sproglige udfordringer i bogen, hvor de afrikanske sprog og dialekter bruges, men det er besværet værd at trænge ind i det univers, der står som en modsætning til det moderne europæiske.

Grasset, 2016

Tardi: Le dernier assaut

En ny tegneserie fra Tardi om 1. Verdenskrig. Denne gang er der desuden en cd med med sange til teksterne og små oplæg fra Tardi selv. En sand fornøjelse!

Vi følger gennem historien Augustin, der "brancardier" dvs han samler sårede op på slagmarken. Han oplever sammen med den anden hjælper Sauvageon et voldsomt angreb, hvor Sauvageon bliver kraftigt såret. Augustin er faktisk nødt til at kvæle ham for at undgå, at tyskerne finder ham, for Sauvageon skriger kraftigt op. 

Efter denne barske start følger vi nu Augustin gennem krigshelvedet.

Tardi holder sig ikke tilbage, når han skal skildre slagmarken, soldaterne og de øverstbefalende. Der er særdeles kraftige angreb på de befalende og han kommenterer også videre til hvad der skete senere med 2. Verdenskrig. Stærke politiske udsagn!

Hans måde at tegne og skildre krigen på er præcis og samtidig gruopvækkende, måske meget bedre end fotos.

Tegneserien har også en cd med, hvor Tardi  fortæller i nogle afsnit og hvor hans kone Dominique Grange har sat tekst til nogle sange der uddyber tegneserien. Smukt akkompagneret af orkestret Accordzéàm.

Bestemt værd at fordybe sig i.

Casterman, 2016

Karine Tuil: L'insouciance

Lidt af en moppedreng af en roman på mere end 500 sider, men et ret godt bekendtskab trods alt.

Romanen foregår i vore dages Frankrig og kan i visse passager nærmest læses som en nøgleroman om folk i den politiske verden. Der er fire hovedpersoner, hvis liv udgør bogens handling: Romain Roller, der er hjemsendt soldat fra Afghanistan, Marion Decker, der er journalist og har været i research i Afghanistan også. De to indleder et meget heftigt kærlighedsforhold, men da de begge er gift, giver det nogle problemer. Marion er gift med den store finansmand François Vély, der kommer ind i en stor krise, da han på grund af et foto bliver anklaget for racisme mm. Den sidste af de fire er Osman Diboula, en ungdomsven af Romain, der har spillet en rolle i det sociale arbejde efter optøjerne i 2005. Han er siden steget i graderne og arbejder i starten i Elysées-Palæet for præsidenten.

Handlingen siger jeg ikke mere om, men kan dog afsløre at vi kommer vidt omkring med flere omslag og overraskelser. 

Det mest interessante er derimod det billede som tegnes af det moderne Frankrig, og som man trods nogle klicheer får et rimeligt sandfærdigt billede af. Der er vold på alle niveauer, krig mod terrorisme, de sociale mediers magt: fra det ene øjeblik til det andet kan en skæbne som François Vélys ændres. Der er den forfejlede politik om integration og den voksende islamiske radikalisering. Stigende antisemitisme.

Alle hovedpersonerne befinder sig i en eller anden form for identitetskrise, og der er ikke megen hjælp at hente, for under den overfladiske tolerance og forståelse gemmer der sig en hård egoisme. Alle er sig selv nærmest.

Der er mange gode skildringer og oplæg til videre debat, men der er næsten for mange tråde til at det kan lande ordentligt. Men det er et godt forsøg på at skildre det moderne Frankrig og dets problemer.

Gallimard 2016

Marie-Hélène Lafon: Histoires

En dejlig novellesamling der har fået Goncourt de la nouvelle 2016.

Egentlig er det er samling af noveller der tidligere har været udgivet i forskellige sammenhænge. Man bør egentlig starte med at læse den sidste tekst i bogen "Histoires", da Lafon her redegør for sin måde at skrive på og hvordan hendes forfatterskab har udviklet sig. Bliver det en roman eller en novelle, ja det er hun faktisk ikke klar over, når hun starter. Derfor sker det, at personer fra hendes noveller bliver hovedpersoner i en roman eller omvendt. Det gælder f.eks. personen Mo, der kun har lidt nederlag i skolen, til der er en lærer der viser ham, at han rummer andet end manglende evne til at stave korrekt. Der er også Roland, der begår selvmord. Naboens fortvivlelse over ikke at have set, hvad der var på vej, er både et tema i en roman og i novellen, der findes i denne samling, og som er en af mine favoritter.

Ellers møder vi som i romanen "Joseph", som jeg tidligere har omtalt (2/12 2015), en række skildringer af forholdene på landet i områderne Auvergne og Cantal, og de personer, der på mange måder lever i traditionerne og som er kommet lidt bagefter eller er på kant med nutiden. Beskrivelserne er rammende, enkle og sande. Der er tale om børn, voksne, ældre, og de bliver skildret i situationer, hvor vi kommer tæt på deres verden, deres ensomhed og deres kamp. Landskabet spiller ofte ind, og det er som om den barske vinter og de øde områder har prentet sig helt ind i sjælen på personerne. De er ofte tavse, indadskuende, seje og udholdende.

Lafons måde at skrive på er en kunstart for sig, her er der ofte en fri tegnsætning for ikke at bryde rytmen, passager med korte sætninger, der afslører abruptheden i følelserne, skiftende med lange beskrivende passager af egnens natur.

Nyd de 20 noveller. Jeg vil til at læse nogle flere af hendes romaner.

Buchet-Chastel 2015

Marie-Hélène Lafon: Le Soir du chien, Mo, L'annonce

 

               

I juli måned har jeg fået læst trte romaner mere af Marie-Hélène Lafon, og det har været en god oplevelse. Jeg startede med hendes debut fra 2003 "Le soir du chien", der som så mange andre af hendes bøger foregår i en fjern landsby i Cantal. Handlingen er enkel, for det er en kærlighedshistorie mellem Laurant og Marlène, der ender med, at hun forlader ham for at flytte sammen nmed stedets dyrlæge. Det der gør bogen interessant er at der mange fortællere i byen og omegnen. Vi får historien fra mange vinkler, hvor fortællerne gensidigt belyser hinanden. Lidt svært at følge med i starten, men efterhånden føres trådene sammen. Fornem komposition.

Mo er fra 2005 og er en helt anden slags bog, skrevet i et meget simpelt sprog, minimalistisk,  men fyldt med bibelske undertoner, f.eks. er der 14 Stationer, som kapitlerne bliver kaldt. Mo er en forkortelse af Mohammed, og Mo er i virkelighed en erstatning for en ældre bror som døde. Mo tager sig af sin moder, der bevogter ham nidkært, og egentlig slet ikke kan lide ham. Mo har et job som oprydder mm i et stort indkøbscenter, er nu 33 år, har haft flere damebekendtskaber, men en ny ung portugisisk pige Maria, der bliver ansat i bagerafdelingen, fortryller ham fuldstændigt. Vi følger nu de to, men mens Maria er ærgerrig og ambitiøs, er Mo allerede i skolen blevet stoppet i sin udvikling. Der er et drama på vej. Igen et par psykologiske portrætter og en religiøs verden, der lægger sig over de to.

Den sidste L'annonce er fra 2009 og er igen en roman, der foregår i Fridières i Cantal, meget mere postiv end de to foregående. En landmand Paul sætter en kontaktannonce i avisen og får svar fra Annette der bor i Nordfrankrig. Hun har ikke nogen uddannelse, men har haft et dårligt ægteskab med en voldelig mand. Hun har fået en stille søn Eric.

Det ender med at Annette og Eric flytter ind på gården, der også huser Pauls ugifte søster Nicole og to ældre onkler (mere end 80 år gamle), og vi følger nu hvorledes alle må tilpasse sig for at få det til at gå. Det er en god og solid beskrivelse af sorger og glæder, og også med mange sjove episoder med de to onkler og Nicole, der er ret specielle. Vi får samtidig en beskrivelse af forholdene på landet, hvor Paul ikke vil give op selv om indtægterne er små. En smuk historie om to der langsomt nærmer sig hinanden og kaster de bånd der ellers er lagt på deres følelser. En herlig bog.

Lafon har jo skrevet flere bøger, så mon ikke jeg snart skal igang med nogle flere.

BUCHET-CHASTEL

Sarah Maeght: C'est où, le nord

Sarah Maeght er fransklærer på et collège i Paris, og denne roman er hendes debutroman udsendt i foråret 2016.

En sprudlende roman om de unge, de tyveårige i nutidens Frankrig med deres problemer med kærlighed, sex, berusende midler, familier i opløsning, men skrevet med et moderne og utvunget sprog, der er præget af nye ord, slang og de sociale medier.

Ella er lærer på en katolsk skole med elever, der svarer til 6.-7. klasse, bestemt ikke nemme. Hun er kommet fra det nordlige Frankrig og er flyttet til Paris med skolekæresten Viktor. Forholdet går imidlertid i stykker, da Victor flytter hjem. Ella vil ikke opgive Paris og sit nye liv der, og vi får nogle muntre skildringer af hendes skole- og sexliv i samspil med nogle gode venner og skildringer af Paris.

I handlingen er der også indlagt en lille krimi, der hun i sit skab får små pakker med ødelagte santoner!

Der er en sikkert billede af en ung rodløs kvinde, der ikke helt ved, hvor hun skal hen, men det er dejlig uprætentiøs skildring.

God debut roman, spændende hvad Sarah Maeght kan udvikle sig til.

Alin Michel, 2016

Jean Echenoz: Au piano

En lidt ældre roman (fra 2003) af Jean Echenoz, men det gør den ikke ringere!

Allerede i starten af bogen får vi at vide at hovedpersonen, den berømte pianist Max, skal dø en voldsom død om 22 dage.

Max bryder sig ikke om at optræde for publikum, og hans impressario har hyret Bernie til at holde øje med ham før en koncert. Max må ikke drikke for meget, han skalk narres ind på koncertstedet og skal nærmest skubbes ind på scenen. Når først Max er gået igang med at spille, kører det bedre for ham, for han har det ligesom i fingrene.

Max bor i et hus med sin søster, har en gammel drøm om en pige, Rose, som han blev meget forelsket i under sine studier, men inden det blev til noget mellem dem, flyttede hun. Max har altså en drøm om at finde Rose, mens musikken er blevet et erhverv.

Bogen er i tre dele (satser), hvor vi starter på jorden, derefter i himlen og tredje sats er atter på jorden men med en ny identitet.

Jeg vil ikke afsløre for meget, for at læse bogen er som at høre et stykke musik som man selv skal identificere sig med og leve sammen med. Hvad der der galt med Max ? Hvorfor søger han efter Rose eller andre kvinder? Hvad er himmel og helvede?

Der er virkelig meget at tage fat på i denne glimrende roman, hvor det meste af handlingen foregår i Paris, men vi er også et smut i en himmel, der ligner et hospital, og i Sydamerika.

Les Editions de Minuit, 2003

Édith Rébillon: 49 ans et demi

Dette er den første bog fra Édith Rebillons hånd og den er nok især henvendt til folk, der på en eller anden måde er gået ned psykisk eller fysisk og som savner noget at hive sig op på igen.

Bogen handler om Victoire, der bor i Bretagne. Hun har en mand der er voldelig mod hende, og for at beskytte sig selv og datteren beslutter hun sig for at blive skilt. Det går ikke helt nemt, da manden bor i nærheden og truer hende, så da hun får mulighed for at få et ledende job i finanssektoren i Paris, slår hun til.

Vi følger nu hendes kamp, hvor hun alene skal klare et arbejde som leder, sørge for datteren og i øvrigt selv sørge for alt. Men hun er tapper og kæmper, selv om hun jo ikke er helt ung mere.

Der kommer nedture og problemer med forhold til andre mænd, men bogen ender nogenlunde godt, og hun har nu fundet sig selv på en ny måde.

Bogen synes skrevet mest for kvinder og om deres problemer med at tro på sig selv og overvinde de modgange der altid viser sig, men hendes overvejelser og tanker om livet og samfundet i al almindelighed kan bestemt også være godt at læse for mænd.

Letlæst bog er på mange måde medrivende.

Fortuna Editions 2016

Eric-Emmanuel Schmitt: Ménage à trois

En lille novelle, der er en novelle fra samlingen "Les deux messieurs de Bruxelles". Ménage à trois udkom som en e-bog i marts 2016.

Grunden til at jeg faldt for den var at der optræder en dansker i den!

Handlingen starter i Wien hvor en ung kvinde, der nylig er blevet enke, ikke kan affinde sig med sin nye status, hun har problemer med økonomi, familie etc. Under en reception kommer hun dog i kontakt med en ambassadør fra Danmark, der synes, at være interesseret i hende. Måske ikke helt så meget i hende som i hendes afdøde mand.

Der følger nu nogle afsnit, hvor den afdøde beskrives indirekte af hende, mens danskeren erklærer, at han var et geni som musiker og komponist.

Ja, nu kan I jo prøve selv at tænke videre på hvem der mon er tale om.

Hurtigt læst, men meget fornøjelig. E-bogsudgaven fik jeg faktisk gratis.

Albin Michel, 2016 (2012)