Didier van Cauwelaert: Le retour de Jules

For et par år siden blev vi meget begejstrede ved at læse Didier van Cauwelaerts bog om hunden Jules (se http://www.fransklisten.fr/blog/index.php?id=lv135cvv)  men havde vel ikke regnet med, at der skulle komme en fortsættelse, men nu er den her altså.

I første bind var det især Jules som mellemhund mellem Alice og Zibal, der var skyld i deres kærlighedshistorie.

I denne fortsættelse er starten trist: Alice og Zibal er gået fra hinanden, Jules er ikke tilpas med den familie som han er udstationeret i, og det ender endda med, at Jules bider en dreng. Han står nu til at skulle aflives...

Så tager handlingen ellers fart med at Jules stikker af med Victoire som Jules er blevet forelsket i. Jagten fører os rundt i hele Frankrig. Hvad det ender med, skal jeg ikke afsløre.

Plottet i denne bog er endnu mere udspekuleret end i den første, men der sker måske lidt for meget til, at vi helt når at trænge dybere ind i hverken hunde ellers mennesker. Der kommer dog interessante ting frem om hundes evne til at forudse f.eks. epileptiske anfald. Dette er der nærmere belæg for i efterskriftet. I det hele taget er det selvfølgelig en bog for hundeelskere.

Men desværre - den er ikke helt på niveau med første bind.

Albin Michel, 2017

Nicolas Rey: Des nouvelles de l'amour

En meget fin novellesamling fra en forfatter, der ellers er mest kendt for sine romaner. Vi får ikke mindre end 23 noveller på de 175 sider som bogen rummer.

Titlen spiller selvfølgelig både på noveller og nyheder, så det giver en fin indgangsvinkel til historierne, nogle meget korte, med en pludselig konklusion. F.eks. er den første novelle "Sieste" en skildring af en familie der hviler sig efter en frokost, men den unge mand der holder sig vågen, har andre planer. En hel livshistorie på to sider.

I det hele taget bliver man overrasket over hvad titlerne bærer på. I "Just married", bliver det f.eks. et andet ægteskab end det både brudgommen og læseren troede, men det gør det ikke mindre spændende.

Prøv at forestille jer noget ud fra titler som "Le samouraï", "Méningite" eller "Au boulot", I bliver uden tvivl overraskede, når I læser Nicolas Reys udlægning af titlerne.

Det er kærlighed og kærlighedsforhold eller mangel på samme på alle mulige måder. Ofte fortalt med korte præcise sætninger og på få sider. Rey er en mester i at få det centrale med i få velvalgte billeder.

Kan absolut befales, men nyd den i små bidder, for man bliver ked af det, når der ikke er flere noveller.

Editions de la Martinière, 2017

Anne Nivat: Dans quelle France on vit

Anne Nivat er en kendt journalist, der især er kendt for sine reportager fra krigshærgede lande som Afghanistan og Irak. Men i sin nyeste bog kaster hun sig over Frankrig, for det er jo også et land i krig, som præsident Hollande i 2015 sagde efter et af terroristangrebene.

Anne Nivat tager for mindre eller længere tid ophold i seks franske byer: Évreux, Laon, Laval, Lons-le-Saunier, Montluçon og Ajaccio. Hun bor privat og beskæftiger sig med alle samfundslag, dog fortrinsvis med de grupper som føler sig oversete og forsømte. Hun mener, at man i Frankrig (og også andre steder) har stukket hovedet i busken og gemt sig som strudsen. Der har længe været signaler fra f. eks. Tjetjenien, Afghanistan, Irak, som man ikke har burdet overse. Det der sker i verden, vil man helst vende ryggen til, men når nu det kommer tæt på, så kommer frygten og hadet.

Der er alle de store emner i dagens Frankrig: arbejdsløshed, usikkerhed, de marginaliserede, de unge og deres problemer, racisme, politikerlede, identitetskrise - ja nævn bare flere. Det interessante ved denne bog er Anna Nivats måde at få folk til at tale om de forskellige emner, men uden at fordømme nogen. Vi kan læse om hendes samtaler og selv drage vores konklusioner.

De byer som hun har valgt, er byer der på en eller anden måde føler en mangel på forståelse fra statens og politikernes side f.eks tidligere industribyer, hvor industrierne er væk nu. Beboeres protest bliver i blinde ofte til at stemme på FN, uden at de egentlig ved hvad partiet står for. Men hun møder også andre typer folk med forudindtagne meninger som ikke er til at rokke, forretningsfolk der hjælper hinanden og nogle også andre. Der gemmer sig også en række positive personer som viser åbenhed og næstekærlighed. Heldigvis er Frankrig ikke kun det negative, men der er et gennemgående træk: de fleste lukker sig inde og ude.

Glimrende skildringer af de små samfund og et fantastisk detaljeret gennemgang af af Frankrig af i dag.

Værd at læse for at få et nyt blik.

Editions Fayard 2017

496 sider

Virginie Despentes: Vernon Subutex 3

Så udkom den endelig, den bog som vi har ventet på i 2 år efter udgivelsen af bind 2, og jeg må straks sige, at den er ventetiden værd!

Vi følger Subutex og gruppen omkring ham, fra de forlader Paris og fører en lidt omflakkende tilværelse, hvor de arrangerer store sammenkomster "convergences". Det går ud på, at Vernon er DJ og skaber en musik, der sender deltagerne ud i en trance, så de danser natten igennem. Der er ingen stoffer, ingen alkohol. Vernon er nu virkelig blevet en guru, og den meget sammensatte gruppe omkring ham sørger for at holde sammen på gruppen og holde uvedkommende og farlige bort.

På et tidspunkt får de besked om, at Charles, én af støtterne fra Paris, er død, og det sætter gang i et forløb, hvor gruppen er ved at opløses. Selve intrigen vil jeg ikke sige mere om her, men der er ingen tvivl om, at opbygningen af bogen virker som om det er en serie på TV, man skal se næste afsnit. Afslutningen på bogen er ikke bare som afslutningen af en krimi, men bringer os videre frem i tiden.

De fleste af personerne fra bind 1 og 2 optræder også her, men de er mindre sorgløse end i starten. Det hænger også sammen med skildringen af Frankrig især efter januar 2015, hvor terrorismen rammer Charlie Hebdo, og videre til november og Bataclan. Bevægelsen "Nuits debout" ses som lidt af et modstykke til dette, og indgår også i romanen.

Der er samlet op på alle de centrale temaer i dagens Frankrig: racisme, Islam, terrorisme, vold, migranterne, individualisme, de fattige og udstødte, de sociale medier, Front National mm, så Despentes giver os et dystert billede af vores nuværende vilkår. Hun holder sig ikke tilbage med sin kritik, men lader det fremgå af de mange stemmer som gruppen repræsenterer. 

Et par eksempler: Les gauchistes ne veulent pas admettre que les musulmans et les chrétiens ne peuvent pas vivre côte à côte longtemps sans se mettre sur la gueule. Ils exigent d’autres ennemis. N’empêche que sur le fond, tout le monde est d’accord : exclure les impurs, les impropres, les empêcher de s’exprimer. Créer une catégorie de massacrables. Les frontières varient, mais le jeu des gardes-douanes reste le même. C’est : toi, dehors. Je ne veux pas de ça chez moi.

« Comment garder l’espoir, après que l’espoir est mort ? Nous n’avons pas pour vocation d’accueillir toute la misère du monde. Nous avons pour vocation de vivre séparés du monde par des murs. Nous avons pour vocation de vivre entourés de barbelés de militaires de douaniers. Nous avons pour vocation de bouffer du sucre, par tonnes, nous avons pour vocation de détruire des forêts entières pour produire des milliards de rouleaux de papier hygiénique, nous avons pour vocation de déambuler dans des rayonnages saturés et de chérir des objets manufacturés. Nous avons pour vocation de couler les bateaux de migrants avant qu’ils ne gênent le tourisme. 

En stærk trilogi, der fornemt afsluttes her. Minutiøs skildring af alle de sår og skel, som synes at blive større. Mon der er andet end musikken, der kan samle? 


Grasset, maj 2017

Anna Gavalda: Fendre l'armure

Anna Gavalda har udsendt en lille novellesamling med i alt syv noveller, der skifter meget i sprog og stil, men som alt i alt ikke lever helt op til hendes bedste udgivelser. Hun er god til de små historier, men ikke alle er lige vellykkede her.

Lad mig dog fremhæve nogle ekstra gode historier efter min mening: Mon chien va mourir om et ældre ægtepar, der har mistet en søn. Det får katastrofale følger for dem: konen får rengøringsvanvid, han der er lastbilchauffør anskaffer sig en hund. Men hvad sker der, da han en dag må aflive hunden?

Happy Meal er en lille sød historie, som man umiddelbart tror er et forsøg på at forføre en pige, men man bliver overrasket til sidst. 

Den sidste jeg vil nævne er Un garçon om en ung mand på vej hjem i toget fra nogle festlige dage og et bryllup hos en ven der gifter sig med den unge mands tidkligere kæreste.. Han er selvfølgelig meget træt og sover i toget, men der sker noget alligevel...

Novellerne handler selvfølgelig generelt om at komme ud af en eller anden form for mental rustning, som skal brydes. Personerne skal frigøres, slippes løs eller komme ud af en sorg, en fordom, en længsel. Undertiden sker det på trods af dem selv og med hjælp udefra. 

Tonen er altså gennemgående positiv, vi møder almindelige mennesker i almindelige miljøer, og det er novellernes stærke side.

Éditeur : LE DILETTANTE (17/05/2017)

JEAN-CHRISTOPHE RUFIN: Le tour du monde du roi Zibeline

Jean-Chruistophe Rufin er en af mine yndlingsforfattere, og hans nye roman er bestemt blandt hans bedste. Som i "Le grand coeur" har vi her at gøre med en historisk roman tilsat en række eventyr og oplevelser set gennem forfatterens nysgerrige øjne. og med en del spørgsmål, som udmærket kan belyse nutiden.

Romanen bygger på en bestemt historisk person Auguste Benjowski (1746-1786) der stammer fra en ungarsk adelig familie med en autoritær far og en mor, der ikke tager sig af sin søn. Hans liv var temmelig omskifteligt, han blev soldat først i den østrigske hær senere i Polen som oberst i kampen mod russerne. Han bliver taget til fange og sendt til Sibirien, nærmere bestemt Kamchatka. Sammen med en flok medfanger bemægtiger han sig en skonnert, sejler først til Alaska, senere Japan, Macao og ender i Madagascar, hvor han faktisk bliver udråbt til konge under navnet Zibeline..

Nu skal jeg ikke fortælle alt, for det gør Rufin meget bedre, men opbygningen af bogen er spændende for den starter med at Auguste og hans kone Aphanasie er i Philadelphia for at søge at få en samtale med og hjælp fra den aldrende Benjamin Franklin til at gøre Madagascar til en uafhængig stat med et demokratisk styre. De fortæller skiftevis om deres liv og færd.

Bogens store temaer er koloniseringen kontra respekten for andre, kønsrollerne, diktatur kontra demokrati, økonomisk udnyttelse kontra humanisme.. I det hele taget er det stadigt gyldige problemstillinger præget af tankerne fra oplysningstiden med henvisninger til Voltaire, Rousseau og Diderot for at nævne et par stykker.

Rufin er en mægtig fortæller og med den historiske gendigtning fanger han igen sine læsere og viser, at nysgerrighed og åbenhed fører langt videre end isolation og udelukkelse af de andre.

Læs den!

Gallimard, marts 2017

Lorraine Fouchet: Les couleurs de la vie

En dejlig positiv roman på trods af en barsk start. Hovedpersonen er den unge Kim, der bor på en ø ved Bretagne. Hun er opvokset hos sin bedstemor med tilnavnet "Le Chat", da hendes mor er død og hendes far er forsvundet.

Hun får et chok, da hun en dag får en besked fra "Le Chat". Hun har besluttet sig til at tage til Schweiz til en klinik, der tilbyder assistance til selvmord! Hun føler sig gammel og vil ikke være til byrde for nogen. Kim er rystet og beslutter sig for at forlade Bretagne og manden Clovis for en tid for at finde sig selv.

Så følger en tid, hvor hun på et plejehjem i Antibes tager sig af  fru Gilonne. Hun er ansat af hendes søn, der nærer en stor kærlighed til hende, men ikke kan tage sig af hende undtagen i week-enden.

En dag finder Kim ud af, at Gilonnes søn faktisk er død, så hvem er den mand som udgiver sig for hendes søn, og som hun selv kalder sin søn.

Mere vil jeg ikke afsløre, men kan sige, at bogen er skrevet med en god portion af glæde og sorg, med beskrivelser af plejehjemmets beboere og Gilonnes og hendes "søns" brogede liv. Der er også et sjovt spil i forskellen mellem Bretagne og Côte d'Azur, både natur og mennesker.

Vil Kim nå sit mål og vende tilbage til Bretagne, ja det må I selv gætte på.

En god og munter bog til læsning og afslappelse.

Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (30/03/2017)

Philippe Djian: Marlène

Philippe Djian blev én af mine favoritter med 37 ° 2 le matin, der bragte ham popularitet, måske også på grund af Beineix' filmatisering. Han har siden skrevet omkring halvtreds romaner, nogle bedre end andre, men Marlène, der er hans nye roman, har bestemt sine kvaliteter.

Dan og Richard, barndomsvenner og senere sammen i hæren med udsendelse til Afghanistan, Irak og Yemen. De har haft uhyggelige oplevelser bl.a. da de reddede en af deres venner, der mistede sine ben ved et granatangreb.

De er nu hjemsendt og bor i samme lidt kedelige by, deltager som veteraner ved forskellige lejligheder i den lokale base. Dan forsøger med en kraftig styring af sin hverdag og et lille job i en café med bowlingbaner at vende tilbage til et normalt liv, men han har ofte voldsomme mareridt. Han ser næsten ikke andre end sin gode ven Richard, der er gift med Nath. De har en datter Mona på 18 år, der er en oprørsk teenager, og som lægger an på Dan, der totalt afviser hende. Richard er en spillertype, voldsom og utæmmelig. Han er også utro mod sine kone. Men en dag ankommer Marlène, Naths søster, hun er smidt ud af sin kæreste, og så starter løjerne eller snarere dramaet...

To mænd, tre kvinder hver med deres eksistentielle problemer. Det skal give komplikationer, men dem vil jeg ikke afsløre her. Men der er ingen tvivl om, at man bliver grebet af handlingen og får et chok til slut.

Romanen starter med nogle meget korte kapitler, nærmest et skelet, hvor man ikke altid kan se, hvem der siger hvad og hvilke personer, der omtales. Det er den nærmest telegramagtige stil, som Djian er kendt for inspireret af amerikanske forfattere.

Senere bliver kapitlerne længere og mere udførlige, historien strammes op, og vi får indblik i de fem skæbner, der har så uendeligt svært ved at få styr på deres tilværelse. Præcise beskrivelse af de hjemvendte soldaters problemer og stilling i samfundet, men også konernes og børnenes skæbner berøres fint.

En god roman, der giver stof til eftertanke, men også et velskrevet drama.

Gallimard, marts 2017

Franck Senninger: La Parfaite

En meget speciel roman, der kæder en moderne historie sammen med en beretning om katharerne og deres grusomme skæbne. Vi får en grundig indføring i deres liv og tankegang gennem hovedpersonen Alix.

Katharernes opfattelse af mennesket er at denne verden styres af Satan, der også har formået at danne en falsk kirke, som kalder sig kristen. De bygger på det nye testamente og lever et enkelt liv, og enkelte af dem bliver udset til at være "de perfekte", der er tættest på himlen. Hvis man ikke lever det perfekte liv, skal man gennem op til ni liv som menneske eller dyr. Derfor sker der en slags genfødsel, hvor man kan erindre ting fra de tidligere liv.

Romanen spiller på denne genfødsel og starter med at berette om nutidens Alice, der lever i et ægteskab med vold. Hendes mand Fabien er også involveret i narkosalg, Alice vil skilles efter kun 14 dages ægteskab. Hun mødes med nogle veninder og drages pludselig mod en gøgler på torvet. Hun synes, at hun har set ham før..

Så springer vi tilbage til 1207 og møder Bertrande og hendes datter Alix. Bertrandes søster ligger for døden, og hun må drage over til hende sammen med sin datter. Det er en farefuld færd, og om natten får de hjælp af en mærkelig mand og hans hund, da de bliver overfaldet. Er denne mand djævelen?

I får ikke mere af historien her, men som man nok kan mærke er der sammenhænge mellem de to tidsaldre og de to kvinders navn.

Det er en velskrevet roman med gode personskildringer og med en god skildring af katharerne og deres liv, her skildret ved nogle enkelte skæbner. Handlingen udspilles i det sydvest Frankrig, hvor katharerne stod stærkest. Fristelsen gennem djævelen er hele tiden til stede, og selv om Alix, der er meget smuk, skal følge en streng skole for at kunne blive en af de perfekte, har hun svært ved at undlade at tænke på ham.

Lidt usædvanlig bog, men bestemt værd at læse.

Edition Anfortas februar 2017

Brina Svit: Nouvelles définitions de l'amour

Endnu en novellesamling der er indstillet til årets novellesamling af Goncourt, og den må siges at være en værdig kandidat.

Brina Svit er født i Ljublana i Slovenien, men hun har boet i Paris siden 1980, og hendes seneste tre romaner som denne novellesamling er skrevet direkte på fransk.

Der er i alt 10 noveller, der handler om forskellige former for kærlighed, der nok kan udvide ens begreber. Der er historien om Paul, hvis kone lige har forladt ham. Han er TV-producer og lidt oppe i årene, men kassedamen i supermarkedet smiler altid til ham. Hvad kan det ikke medføre? Slutningen er kostelig. Der er det ældre ægtepar, hvor hun er dansk i øvrigt, der efter et foredrag tager en ung pige op på vej til Paris. Hun siger lidt efter, at hun kun er til én ad gangen, og hvad sker der så..Der er Une histoire écrite hvor to kolleger har en historie sammen, men kun på skrift. Svært at sige hvilken der er bedst af de ti, for de har alle deres charme.

Det er faktisk ti virkelig gode historie, hvor det ofte er kvinderne, der på en måde er utro, mens mændene ofte er de svage, men de bliver fortalt på en brillant måde, der griber én. Det er ikke banale kærlighedshistorier, men nogle skæbner, som man godt kan forstå og leve sig ind i. Novellerne rummer genrens kortfattede formulering, en ofte uventet afslutning og en afsløring af privatlivets gemmer.

Det er en sand fornøjelse. Læs den!

Gallimard februar 2017

Valérie Tong Cuong: Par amour

En roman om 2. Verdenskrig, har man ikke snart læst nok om det? Nej, det viser denne fremragende roman af Valérie Tong Cuong, som vi tidligere har omtalt som en stor forfatter.

Bogen fortæller om 2 søstre, Émilie og Muguette, deres mænd og 4 børn (de har begge en dreng og en pige) umiddelbart inden krigen bryder løs og hele perioden igennem. Det særligt interessante er, at det meste af bogen foregår i Le Havre, der nærmest blev udslettet under krigen. Romanen bliver fortalt i ni afsnit, hvor én af personerne beretter, så på den måde kommer vi rundt i alle synsvinkler.

Bogen starter med at mændene er indkaldt, og pludselig kommer der besked om at byen skal evakueres. Derefter følger en skildring af de to kvinders forsøg på at klare dette med fire mindre børn og den totale mangel på støtte fra nogen sider. Efterfølgende får de dog mulighed for at vende tilbage, men de er nu præget af uro og uvished. Émilies mand Joffre vender hjem, men han er meget ændret, nederlaget har været både et nationalt og personligt nederlag.

Senere bliver Muguette ramt af en hård tuberkulose, hendes to børn bliver sendt til en støttefamiliei Algeriet, og krigen bliver voldsommere. 

Jeg skal ikke afsløre det videre forløb, men krigens forløb kender vi jo, så det er specielt byen Le Havres historie der virkelig er en afsløring af helt umenneskelige forhold for de beboere der er tilbage under de allieredes voldsomme bombninger, der ikke tager hensyn til de civile tab. Ja, meget minder om de ting, der foregår i Syrien mm i dag.

Bogen bygger på et minutiøst arbejde fra forfatterens side med autentiske beretninger og historisk materiale, men forståelsen bliver egentlig bedre gennem den fortælling gennem romanens perosner, som vi bliver præsenteret for. Alt virker autentisk og gennemarbejdet. Det psykologiske spil mellem søskende, forældre - børn og ægtefæller er meget fint udviklet og udbygges gennem de forskellige beretterpersoner. Vi får de lokales opfattelse af krig, en viden om den hjælp der ydes. Specielt udsendelsen af børn til Algeriet kendte jeg ikke noget til.

En overordentlig vigtig roman, der fanger sin læser på alle niveauer. Vigtig også for forståelsen af vor egen tid.

JC Lattès, januar 2017

Raphaël Haroche: Retourner à la mer

Raphaël Haroche er nok mest kendt som sangeren Raphaël, men nu får han også sin debut som novelle-forfatter. Det kan sådan set ikke undre, for hans sangtekster rummer også tegn på et forfattertalent, så springet har ikke været så stort.

Det er en kort samling på 100 sider med 13 noveller om forskellige skæbner, der næsten alle har problemer, uopfyldte drømme og mangel på mening med tilværelsen, som de forsøger at forklare.

Der er f.eks. arbejderne på et slagteri, der ikke kan slagte en ung kalv og får den gemt væk, der er tre unge der pludselig oplever et fly der går ned tæt på dem, da de sidder ved havet - men ingen andre har set noget og tror ikke på dem. Der er en ung mand der bliver kostet rundt med af en meget smuk kvinde, der bare udnytter ham. Vil det lykkes for ham at komme i seng med hende. Der er tretten historier med meget forskellige typer og miljøer, men de gennemgående emner om meningen med tilværelsen følger med i dem alle.

Det er skarpt skrevet, men også med lidt humor undertiden f.eks. i historien om to gamle, der forsøger at drukne sig i en sø tæt ved plejehjemmet. Problemet er bare, at den ikke er dyb nok. Der er også manden, der efter et hospitalsophold tager sin gamle mor med på en tur i Antibes og Nice. Han er meget kritisk overfor hende, men inderst inde fortryder han sin hårde skal.

Ofte lidt triste skæbner, men skildret med stor præcision.

En meget fin debut som forfatter.

Gallimard, 2017

Céline Coulon: Trois saisons d'orage

Céline Coulon er en spændende ung forfatter, der trods sin unge alder (født 1990) allerede har udgivet 9 bøger. Hendes nyeste Trois saisons d'orage er en særdeles velskrevet roman om tre generationer af en familie, der lever i et bjergområde kaldet Les Trois Gueules.

Området opnår en status efter at have været et næsten forladt område, da brødrene Charrier åbner et stenbrud, der kan konkurrere på et stort plan. Økonomien forbedres i landsbyen, folk flytter til, og André, en ung militærlæge, ender med at slå sig ned der. 

Her starter historien om familien. André har faktisk en søn Benedict, som er blevet holdt skjult for ham. Benedict føler sig også tiltrukket af området, bliver også læge, gifter sig med Agnès, som han får datteren Bérangère med.

Alt synes jo at være godt, men der lurer skjulte kræfter, der varsler om naturens uovervindelighed.

Man gribes af historien med rigtige og levende personer, beskrivelsen af miljøet i en ellers forladt landsby og hvordan man søger at skabe et nyt samfund. Men det er svært at være tilflytter, man skal helst være født i området. Hele tematikken omkring by/land og menneske/natur sætter historien i et større perspektiv.

Bogen er skrevet i et enkelt sprog og har en evne til lidt efter lidt at få intrigen til at blomstre. Der er overraskelse på overraskelse, og selv om romanen spænder fra slutningen af 2. Verdenskrig og 70 år frem, så er den alligevel tidsløs. En slags græsk tragedie udspillet i en voldsom dragende natur, som ikke lader sig kue.

Kan meget anbefales

Éditeur : VIVIANE HAMY (05/01/2017)

Emmanuelle de Boysson: Les années solex

Juliette Monin mindes sit liv som en ung pige på 13-14 år der i 1969 var på ferie hos sine bedsteforældre i Alsace sammen med kusinen Camille. 

Vi følger hende nu gennem hendes dagbogsnotater og minder i en periode på 4-5 år, som måske var den bedste i hendes liv.

De to unge, især Camille, var påvirket af 1968-ånden og ville have mere frihed og ikke være underlagt de gamle normer som forældre og bedsteforældre står. For dem skal en ung pige lære at overholde kvindens plads og forberede sig på at indgå i et ægteskab med en passende mand. Vi får et billede af de velhavende borgerliges liv og sædvaner og fornemmer nok, at det ikke lever op til de unges drømme.

Juliette bliver forelsket i Patrice, men det bliver et forhold med mange problemer. Camille derimod fører sit vilde liv, til hun møder en ung adelig med en passende formue, så hun kan gifte sig. Vi følger ellers de unge med deres skole, fritid, venner, politiske holdninger, forældre og familieforpligtelser og drømme og får et godt indtryk af perioden.

Bogen springer meget fra episode til episode med lange beskrivelser og opremsninger og bliver derved ofte lidt for kedelig og anstrengende. Kunne godt have trængt til at blive strammet væsentligt op. Men perioden som sådan er bestemt skildret indgående.

Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (02/02/2017)

Philippe Claudel: Au tout début

En lille bog af Philippe Claudel (32 sider) hvor han fortæller om sin barndom, og hvordan han allerede der lavede små film, men uden kamera.

Han var altid på farten på sin cykel, og han brugte sine øjne. Undertiden klippede han et hul i et stykke papir for at se, hvordan man kan beskære et billede. Han havde sin inspiration fra cowboyfilm o.lign.

Der er ingen tvivl om, at Philippe Claudels evne til at iagttage og senere beskrive eller filmen blev til i de ungdomsår, hvor den noget triste og øde landsby krævede, at man kunne bruge sin fantasi og arbejde med de indtryk, som man nu en gang havde foran sig.

En smuk og poetisk lille tekst der viser en ny side af Philippe Claudels opvækst.




Forlaget Æncrages & Co, 2016

Philippe Claudel: Inhumaines

I dag (1. marts 2017) udkommer Philippe Claudels nyeste værk: Inhumaines. Selv om jeg normalt er meget begejstret for Claudels bøger, må jeg indrømme, at jeg er blevet noget skuffet over denne bog.

Meningen er sikkert god nok: Claudel har villet vise alle de umenneskelige ting, der sker omkring os, men hans groteske og ikke altid sjove fremstilling er i mange tilfælde forfejlet.

Vi følger en flok ansatte på en fabrik/virksomhed, der alle er godt stillet, men de keder sig sig. De har penge nok, alle seksuelle spærringer og tabuer er ophævet og så har de en masse fattige, gamle og indvandrere, som de kan behandle som ting.  Det er sjovt til en vis grænse, men den mangel på medfølelse og overfladiskhed som udvises, bliver man træt af at følge.

Bogen har 25 kapitler og hvert kapitel er viet til at vise nedgørelsen af f.eks. de gamle, kvinderne, børnene, julemanden, Gud etc. Der er faktisk ikke nogen grænser, der er hellige. Selvfølgelig kan man genkende vores moderne forbrugersamfund og følelsen af at alle er sig selv nærmest, men når vi når ud i det groteske som at de bliver inviteret til et selvmord, laver en klub om at ramme biler fra en bro, udryddelsen af de gamle etc. Bliver det groteske for meget.

Der er en enorm fokus på det seksuelle: man går i seng med hvem som helst, udlåner sin kone, bruge alle former for apparater, ja endda fisk, men spændende er det ikke.

En noget forfejlet kritik af vores samfund, det kunne have været gjort bedre.

Stock, marts 2017

Erik Orsenna: L'origine de nos amours

Erikc Orsenna er en forfatter der altid er værd at læse. Hans beherskelse af det franske sprog og en række spændende historier er karakteristisk for hans værker.

Dette værk er meget selvbiografisk og alligevel alment. Til at begynde med får vi at vide, at Orsenna blev skilt i samme uge fra sin første kone som hans far blev skilt fra Eriks mor. Det må da kunne give anledning til overvejelser og diskussioner mellem de to, der ellers ikke tidligere har haft så nært et forhold.

De aftaler at møde på en café en gang om måneden og diskutere, hvorfor de har været mindre heldige i deres kærlighedsforhold. Faderen elsker at fortælle, og faktisk når han frem til, at det er en slags forbandelse der har hvilet længe over familien, der stammer fra Sydamerika.

Orsenna diskuterer også sin stilling som forfatter, hvad vil det egentlig sige at være forfatter? Er man ikke nødt til at lyve for at fortælle sandheden?

Bogen er også en hyldest til faderen, der var død inden bogen udkom: "Un écrivain, c'est celui qui prête sa voix à ceux qui ne l'ont pas ou plus. Les plus abandonnés sont les morts, ils ont besoin de nous ».

Det er en levende, både munter og sørgelig historie, men også en bog man har svært ved at slippe, da den trods den personlige baggrund rammer nogle almene problemstillinger. 

Læs den!

Stock, 2016

Marie Modiano: Lointain

Marie Modiano udsendte i januar 2017 sin anden roman, der virker meget mere gennemarbejdet og sammenhængende end Upsilon Scorpi fra 2013.

Romanen arbejder med to historier, der er flettet sammen: den ene er Valentines oplevelser som 19-20 årig, hvor hun møder en amerikansk musiker og forfatter, der sidder og spiller på Pont des Arts. Han skriver på en roman, og hun giver ham husly og hjælper med at skaffe ham ro til at skrive. De har det på mange måder godt sammen og turer lidt rundt med venner. En dag forsvinder han dog ud af hendes liv, efter at han har fået succes som romanforfatter.

Det andet tema er teater og teaterturné. Valentine får en lille rolle og optages af kollektivet, der rejser rundt fra by til by i en meget lang turné. Det er denne følelse af at være sammen med nogen, men også af at være løsrevet fra alt og uden fast adresse, der beskriver Valentines liv. Hun synes mange gange at se forfatteren, men nu er det set fra en alder af 33 år, at hun beretter.

Han er fjern, men er der alligevel. Hvad der er blevet af ham afsløres først sent i romanen, og bygger sikkert på oplevelser fra Marie Modianos eget liv, men det er nu set med en betragters, ligesom en andens øjne. (Lointain er også betegnelsen for det tæppe eller mur der er længst tilbage i forhold til scenen).

Der er meget smukke passager i bogen og en dyb beskrivelse af ensomhed og forladthed, der er med til at give os et præcist billede af denne omrejsende figur uden egentlig fremtid, men på en turné i det uendelige. Fortiden lader sig dog ikke ryste af, og den ligger som et gemt lag i hende.

Nu skal man ikke beskylde Marie Modiano for at have overtaget alt fra sin far Patrick Modiano, men der er alligevel et glimt af Patrick Modiano i de mange kilometer der bliver travet i et utal af byer.

Stærk roman, som det har været en fornøjelse at læse.

Gallimard, 2017

Hanane Charrihi et Elena Brunet: Ma mère patrie

Denne bog udspringer af de forfærdelige hændelser i Nice den 14. juli 2016, hvor forfatteren Hanane Charrihi mistede sin mor, der blev mejet ned som en af de første. Med hjælp fra journalisten Elana Brunet får hun sat ord på sine oplevelser og følelser og får formuleret et klart budskab om solidaritet og sammenhold.

Bogen starter med et kapitel med overskriften 15. juli hvor Hanane når frem til sine forældres lejlighed i Nice efter at have modtaget beskeden om moderens død. Hanane, der er 27 år, bor selv sammen med sin mand og sit barn på to år i et forstadskvarter til Paris.

Vi får skildret, hvad der er sket den 14. juli, hvor Hananes forældre med en søn og dennes kone og tre børn er taget ned for at se fyrværkeriet. Sønnen og faderen er gået hen for at starte bilen hjem, da lastbilen kommer drønende og rammer moderen Fatima. Vi får et klart billede af rædslen, og hvad der fulgte efter, folks frygt, lamslåethed og opgivelse. Hananes far går rundt som i en anden verden.

Efter denne start får vi en skildring af dagene efter terrorhandlingen og en skildring af Hananes mor, hendes godhjertethed og opofrelse. Hun har fået 7 børn, men opdraget dem med strenghed og forståelse og givet dem en opdragelse i Islam der bygger på fred og tolerance.Et smukt billede vi får af en enestående kvinde. 

Børnene har alle taget gode uddannelser og klarer sig fint i et Frankrig som Hanane bliver ved med at betragte som sit fædreland og hvis principper om frihed, lighed og broderskab hun i høj grad værdsætter.

Hanane får også fortalt om det had som møder dem som muslimer, selv nu i deres sorg og selv om en tredjedel af ofrene var muslimer.

Der bliver i det hele taget taget fat på mange centrale emner, og bogen fortjener at blive læst af alle, der har indgroede fordomme mod muslimer. Det kunne måske ændre lidt på deres holdninger.

Éditions de La Martinière, januar v2017

 Frédéric Viguier: Aveu de faiblesse

I 2015 debuterede han med "Ressources inhumaines", som vi gav en fin omtale. Hans nye roman starter også skarpt ud: « Je suis laid, depuis le début. On me dit que je ressemble à ma mère, qu’on a le même nez. Mais ma mère, je la trouve belle. »

Det er en 1. personsfortælling med Yvan som fortæller. Han ved godt, at han er grim, fed, rødhåret og går med for korte bukser. Hans mor laver skulpturer i smør! og Yvan spiser dem på sin mad. Det er ikke uden grund, at han er tyk. Yvan går på teknisk gymnasium og har gode evner som snedker. Han holder sig hjemme, da han bliver drillet meget.

En dag bliver en mindre dreng fundet dræbt, og af forskellige grunde bliver Yvan anset for at være morderen, uden at man har konkrete beviser. Politikommisær Grochard behandler ham hårdt for at få ham til at tilstå.

Hvad der så ellers sker, skal jeg ikke fortælle her, men man bliver overrasket undervejs og bogens slutning giver anledning til at læse den igen.

Yvans naive og godtroende natur bliver i bogen sat op overfor politiets brutale metoder og et retssystem, der er for ukritisk. Bogen foregår i et lille landsbysamfund i et yderområde, der er præget af arbejdsløshed, nederlag i skolen, familievold. Et miljø hvor fordomme florerer, og hvor alle er sig selv nærmest. Der er bid i beskrivelserne og en afsløring af en knap så pæn side af Frankrig.

Bogen er i sin kritik tæt på debutromanen, men er her pakket mere ind gennem den enfoldige fortæller.

En virkelig god roman!

Albin Michel, 28/12 2016