Gérard Mordillat: Les vivants et les morts

 Gérard Mordillat: Les vivants et les morts

Rudi og Dallas arbejder på Kos, en plastfiberfabrik. Den dag, fabrikken bliver truet med lukning, bliver deres liv slået i stykker, og alt omkring dem går op i flammer.

Les Vivants et les Morts er en saga bygget op omkring ca. 50 personer. Det er på den ene side en kærlighedshistorie om et ungt par og på den anden side en samtidshistorie fra ca 1980 til 2000 i det nordlige Frankrig. Det er Rudis lidenskab og oprør og Dallas' pinsler. Vi følger oprør og hemmeligheder også dem, der findes i en by, hvor kampen for overlevelse sætter den ene op mod den anden, ødelægger familier og bryder intime, sociale og politiske regler.

Det er en meget stærk tekst, der trods sine 650 sider holder læseren fanget med sin indgående skildring af et lille samfund der bryder sammen trods modstand. Vi ser det mange steder i udkantsFrankrig, hvordan kan man modstå konkurrencepresset? Hvad gør Paris for lokalsamfundene, der mister deres levevej?

Les Vivants et les Morts er en roman om et socialt sammenbrud, en  moderne klassekamp, en klargørelse af hvad magt og penge betyder og til sidst en inspirerende kærlighedshistorie illustreret gennem flere pardannelser.

Hvem skal dø i en verden, hvor økonomisk fornuft er vigtigere end menneskelige hensyn? Det er store og væsentlige spørgsmål, som teksten stiller. De der ikke slutter sig til kampen, blver en del af nederlagt.

ps. I år kommer der en roman med samme titel, men med tilføjelsen "vingt ans plus tard". Den kaster jeg mig straks over!

Calmann-Lévy (12/01/2005)

Yann Moix: Paris

 Yann Moix: Paris

Selvbiografisk roman der handler om en ung mand, der kun har én drøm: at blive forfatter og udgive en bog.

Han er flyttet til Paris for at slæbe sig gennem hovedstadens gader med en enkelt besættelse, eller næsten: at blive forfatter.

Hvordan kan man modstå fristelsen til at gå en tur i hovedstaden? Desværre bliver byen næsten ikke nævnt. Det, der interesserer forfatteren her, er ham selv og hans møder med potentielle, drømte og nogle gange virkelige elskerinder og med hans ofte lyssky venner.

Portrætterne er dejlige. Det, han beskriver eller fortæller, er ofte hverken smukt eller behageligt. Men som en fotograf, der dygtigt bruger lyset, gør han det, der kan være grimt, kunstnerisk.

Der er faktisk sjove passager. Vittigheden forbliver ironisk, sarkastisk, for ikke at sige ondskabsfuld. Det gælder overfor kvinder, forbipasserende venner, men frem for alt med sig selv.

Sproget behersker han perfekt fra det højeste stillag og brug af højlitterære vendinger til rå slang. Virker konstrueret og ofte lidt latterligt.

Ikke en bog jeg har brudt mig særligt om at læse. Selvoptagelsen er for voldsom.

Grasset (31/08/2022)

Philippe Claudel: Wanted

 Philippe Claudel: Wanted

En ny bog fra Philippe Claudel, der lægger ud i bedste western-stil og tager fat på den nuværende politiske situation i USA. Vi kommer til at opleve, når virkelighedens monstre bliver helte i en dystopisk farce

Så da Elon Musk får den idé at tilbyde en milliard dollars til den person, der dræber Putin, gyser vi. Der er også penge til et dræbe et par af hans ministre. Vi har nu sluppet den aktuelle politiske situation, og Trump Musk-duoen er så karikeret, at man får lyst til at grine. Desværre er mange elementer i romanen desværre sande.

Mon man kan betale sig til at få udryddet en modstander ? Helliger hensigten målet? Det er nogle af de ting der diskuteres i denne korte bog, for roman vil jeg nu ikke kalde den.

Der er mange barokke scener, hvor nogle er sande, andre er Claudels fantasi, der har det med at løbe ret hurtigt. Hvordan får han Putin slået ihjel og hvad er konsekvenserne? 

Jeg skal ikke afsløre for meget, men når pengene tager over og bestemmer retten til liv og død, er vi måske tæt på virkeligheden. En skræmmende fabel.

Hurtig læst og sjov på en ikke behagelig måde, og meget af stoffet er hentet fra aktuelle aviser og nyhedsudsendelser.

Er Claudels satire ikke for blød i forhold til de bitre kendsgerninger om magt og krig? Men han skriver jo godt og skarpt, så lad det være en nydelse.

Stock (14/05/2025)

Bérénice Pichat: La petite bonne

 Bérénice Pichat: La petite bonne

Virkelig en anderledes bog der har fået årets Prix des Libraires 2025.

Det er en på mange måder rørende historie, men også en historie om tre personer der afslører des intimitet på trods af deres klasseforskelle og sociale positioner. Forfatteren giver os en historie mellem en tjenestepige og et par, der består af en stor krigsinvalid, en bitter tidligere pianist og et offer for slaget ved Somme, og hans hengivne kone. Forholdet mellem hver af personerne udvikler sig subtilt hen over siderne med uudtalte ord og hviskede afsløringer. Historien foregår i et forstadskvarter ved Paris i 1930'erne

Som tjenestepige i borgerskabets tjeneste er hun hårdtarbejdende, modig og hengiven. Hun tager sig af flere familier, men en weekend frygter hun at tage til parrets hus, da hun er blevet bedt om at bliver der nogle dage. Historien begynder, da Madame tager på en lang weekend for at besøge venner på landet. Undtagelsesvis overlader hun sin invalide mand til den lille tjenestepige. Hun skal passe ham og hjælpe ham med personlig hygiejne, måltider og at gå i seng. 

Den lille tjenestepige bliver således nødt til at bo alene med Monsieur.  Hun er vant til at gøre rent, lave mad etc, men den direkte kontakt til herskaberne har hun kun sjældent. Monsieur, der har lukket sig inde på sit værelse, taler kun sjældent og med besvær på grund af sit gueule cassée. Tjenestepige vil forsøge at opmuntre ham lidt, men Monsieur har en anden plan i tankerne. 

Vrede. Sorg. Modløshed. Kærlighed. Skyldfølelse. Bitterhed. Skam. Udmattelse. Sløvhed. Vrede. Magtesløshed. Fortvivlelse. Frygt. Hvis følelserne er til stede, er det, fordi vi gradvist kommer ind i karakterernes intimitet og inderlighed.

Med stor følsomhed og finesse tager forfatteren fat på de komplekse temaer lidelse, død og sociale klasseforskelle. Vi får i brudstykker og tanker indsigt i personernes fortid og planer for fremtiden.Uden at dømme lader forfatteren sine karakterer udtrykke deres mest hemmelige, mest unævnelige tanker, og det er det, der skaber denne smukke medfølelse for læseren.

En enestående flot opbygning af teksten der består af almindelig prosa og prosalyrik, hvor teksten har en musisk rytme, stilhed og melodi i sin narrative ramme og form. Der er en vekselvirkning mellem stemmer, tidsforløb og synsvinkler. De er forskellige, enige, modsatte eller kolliderer. Personernes psykologi er særligt veludviklet og nuanceret, hvilket afspejles i prismet af de følelser, de oplever og formidler.

En perle af en bog!

Les Avrils (21/08/2024)

Jean Teulé: Je, François Villon

 Jean Teulé: Je, François Villon

Jean Teulé døde desværre i 2022 af en madforgiftning og herved afsluttedes hans karriere som tegner og forfatter. Han har skrevet flere særdeles spændende og provokerende bøger, og i min læsning af forfatterskabet er jeg nået til Je, François Villon. Søg på Teulé i min blog hvis I vil læse om flere af hans bøger.

Den 30. maj 1431 døde Jeanne d'Arc på bålet i Rouen, og samme dag blev François født...

François blev forældreløs, da hans mor bliver levende begravet som straf for et tyveri. Han bliver dog modtaget og nærmest adopteret hos den velvillige Maitre Guillaume. 

Den unge mand var bestemt til tonsurering og juridiske studier, men han ville ikke være præst. Han var turbulent, uforskammet og en middelmådig studerende, og han drak med sine lystige venner og medstuderende og foretrak selskab med slyngler frem for universitetets forelæsninger. 

Han blev dog præst og skabte sig hurtigt et navn, lige så meget som ballademager som digter...

Villon levede snart et udsvævende liv og blev på skift tyv, akrobat, morder, der ofrede sin forlovede, som blev levende begravet ... og landevejsrøver, der tilhørte det grusomme broderskab Coquillards.

Så snart han begyndte i skole, udgav han sine digte, som han havde fået kopieret af en ven, og hans berømmelse spredte sig snart over hele Paris. Han måtte flygte fra hovedstaden og blev forvist igen og igen indtil sin endelige forvisning. Efter den sidste forvisning fra Paris var han 32 år. Hvad hans skæbne blev er uvist.

Hans digte er fulde af pine og oprør, men også af anmodninger om tilgivelse, såsom »frères humains, n'ayez les coeurs contre nous endurcis« (»Menneskebrødre, gør ikke jeres hjerter hårde mod os«) eller »Ayez pictié de moy« (»Vær venlig mod mig«) i Lettre à mes amis. Døden lurede i hans liv og forblev allestedsnærværende i hans tekster.

Gennem figuren introducerer Jean Teulé os også til middelalderens Paris med dets beskidte, snuskede gader, datidens samfund og dets forskellige sociale klasser, volden, herunder meget voldsomme måder at slå folk ihjel på

Det var en fornøjelse at genopdage François Villons digte og ballader, et af de sjældne vidner til folkets liv på den tid. Mange indgår i bogen og bliver analyseret og forklaret på forskellig vis.

Forfatteren synes at have taget udgangspunkt i nogle af Villons digte, trukket alle trådene ud og tilbudt os en biografi, der er romantiseret, grusom, realistisk, usminket og ufiltreret. Denne roman kan ikke efterlade dig ligeglad, selv om du hader den.

Der er meget at sige om denne roman fyldt med middelalder og middelalderens sprog. Der springes mellem ondskab, sorg, kærlighed, grusomhed i en tid der er fjern, men som er væsentlig.

Udgivet 2 mars 2006

Gaël Octavia: L'étrangeté de Mathilde T. et autres nouvelles

 Gaël Octavia: L'étrangeté de Mathilde T. et autres nouvelles

Spændende novellesamling skrevet af Gaël Octavia, der har fået årets Prix Goncourt de la Nouvelle 2025. Forfatteren er født i Fort-de-France i La Martinique, arbejder i Paris og har allerede udgivet flere romaner, som står på min liste efter at have læst denne spændende novellesamling.

Gaël Octavia praktiserer en form for magisk realisme med finesse: Hun går helt til grænsen for hvad der er virkelighed og lidt til. Hovedpersonerne, som alle er kvinder med en stærk karakter, møder kræfter i sig selv, som de næppe kan kontrollere.

Heltinderne deler deres fantasis kraft. Et strejf af galskab, en jublende energi, er på spil, når de forvandler en offentlig bænk til en karavelle, en kam til en dolk, en håndtaske til en krigsmaskine. De er foruroligende som Adèle, den giftige bedstemor, lidenskabelige som Émilie, der går med sin elskede i kørestol. 

Émilie skildres i »Le mouvement ou la mort« Hun er udmattet af at følge Julien, som er yngre, atletisk og attraktiv, indtil den dag, hvor et slagtilfælde, og derefter endnu et, forvandler den unge mand til en gammel mand og hans ledsager til en »strålende« sygepasser. Hun har endelig fået det, som hun har kæmpet for ved at fornægte sig selv.

Ikke alle af de 16 noveller er på samme niveau, men i de bedste øjeblikke fornemmer man noget spændende, en slags latent aggression, en måde at betragte menneskelige relationer på, måske ikke som en kamp, men i det mindste som en meget alvorlig leg, hvor en af de to er nødt til at tabe.

Kan absolut anbefales.

Gallimard (02/01/2025)

Adeline Ruissier: Arrête, Margaret !

 Adeline Ruissier: Arrête, Margaret !

Adeline Ruissier tager fat pået område som franskmænd er mestre i nemlig "râler", der på dansk kan oversættes med klage, klage sig, brokke sig, men med et pust af "jeg ved nok hvad der er det rigtige!". Det er nærmest en sindstilstand og ofte uden nærmere undersøgelser af det eventuelle problem.

Margaret er en ung kvinde som så mange andre. Og som alle andre brokker hun sig. Det kan være over vejret, hendes to børn, hendes job, hendes mand, verdens ulykker, hendes liv. Det er der alt sammen, og hun er ved at være led og ked af alting.

Så da hendes grandtante dukker op fra den anden side af graven for at advare hende, griner Margaret let anstrengt: Kvinden, som hun plejede at kalde »Tante Gnavpot«, viser hende fremtiden, hvis hun ikke holder op med at brokke sig: Hun vil blive gammel, gnaven og alene på et plejehjem. Hvis hun vil bryde denne forbandede spiral, skal hun holde op med at brokke sig i 28 dage ... i træk! Udfordringen kan begynde.

Selv om plottet er meget enkelt, bliver man revet med af dette ekstraordinære eventyr, denne personlige søgen, som vil få Margaret til at overgå sig selv, især fordi forfatteren ikke er blottet for humor, tværtimod. Ja, denne roman er god for én, fordi man kan hente et par ideer her og der til én selv, især fordi der er en lille bibliografi i slutningen, hvis man vil dykke dybere ned.

Historien er perfekt struktureret og godt fortalt, og bipersonerne er lige så vigtige som heltinden Margaret. Samtidig er den spændende, for vi kan jo ikke være sikre på, at Margaret kan holde sig fri for at brokke sig i 28 dage.

Denne roman giver os indirekte råd og får os til at tænke over vores egne personlige erfaringer og hjælper os til at holde op med at jamre, eller i det mindste til at jamre i små doser.

Les éditions L'Alchimiste (09/11/2018)

Dany Laferrière: Grand Intérieur rouge

 Dany Laferrière: Grand Intérieur rouge

Ny bog fra Dany Laferrière hvis værker jeg trofast har læst i mange år, oftest med stor fornøjelse, dette nye værk er ingen undtagelse.

Denne lille bog med tekst og tegninger af Dany Leferrière udkommer i samlingen »Un seul art«, der er skabt af Charles Dantzig og udgives i samarbejde med Centre Pompidou. 

I løbet af de fem år, hvor centret er lukket for et større arbejde og fornyelse, vil ti værker fra museets samlinger leve videre på en anden måde under en forfatters pen. Hver forfatter vil få overdraget et værk, og resultatet vil være et litterært værk, der giver ekko, spejler eller forbinder sig med det. Der er ingen grundlæggende forskel mellem kunstarterne.

 I denne grafiske roman blander Dany Laferrière autentiske fakta med fiktion. Blandt bjergene af affald i en slumby i Port-au-Prince er rødt blevet en besættelse. For Izo, en autentisk bandeleder, der udøver terror, mens han foregiver at være kunstner (han udgiver rap-plader), er det blodets røde farve. For Nix, en diskret ung maler, er det Matisses maleri Grand intérieur rouge. 

Der opstår en rivalitet mellem Iza og Nix og da Iza står for magten lader han Nix dræbe. Men efter sin død bliver Nix en stjerne, og Izo forbliver en morder. 

Den måde som maleriet læses og tegnes på af Laferrière, skildrer hans fakisk alle personerne i dramaet. Han tager os med rundt i slumbyen

Dany Leferrière skriver selv: "Jeg så Grand Intérieur Rouge første gang, da jeg som ung arbejdsmand forsøgte at skrive en roman, min første. Jeg brugte det endda på forsiden af den første udgave af Comment faire l'amour avec un nègre sans se fatiguer. Fyrre år senere er den her igen. Jeg lister mig ind i denne overfyldte lille salon."

Som meget andet af Leferrière overraskes man gang på gang af hans naivistiske skildringer, men samtidig betages man af hans sprudlende form for kunst og litteratur. Et fund for 15€.

Grasset (23/04/2025)

Karine Tuil: La guerre par d'autres moyens

 Karine Tuil: La guerre par d'autres moyens

En ny besk og barsk roman fra Karine Tuil, der tegner et portræt af samtiden, der ikke altid er lige så lyserød som nogle måske tror.

Et år efter at have forladt Élysée-palæet er Dan Lehman, tidligere præsident for Republikken, en skygge af sig selv. Det ikoniske par, han dannede med skuespillerinden Hilda Müller, er ikke mere end en facade. Han er alkoholiker og truet af retssager, og han forsøger at komme tilbage på mediescenen, mens Hilda spiller hovedrollen i en film, der kan blive udtaget til filmfestivalen i Cannes. Men bruddene i deres privatliv udvisker grænserne mellem personligt drama og fiktion.

I denne skarpe roman tager Karine Tuil os med bag kulisserne i en verden, der styres af magtspil, penge, kontrol og manipulation. Mellem de tyste saloner i Élysée-paladset og spotlysene på filmfestivalen i Cannes dissekerer hun, hvordan et samfund fungerer, som på trods af sit progressive ydre stadig er fastlåst i dybt forankrede patriarkalske mekanismer.

Det er en krig om følelser, om det højeste ego og om tabte illusioner. Marianne, Dans ekskone, som er blevet bedraget og sat i baggrunden, skal lære at eksistere igen. Hendes bog vil sætte ild til alle disse navlebeskuende små menneskers liv. Hilda Müller, Dans kone, en aldrende skuespillerinde, der er klar til at gøre alt for ikke at forsvinde ind i skyggerne. Mélanie, en andenrangs skuespillerinde, en simpel dubleant, usynlig for verden, som forsøger at eksistere i et system, der ikke ser hende.

Emnerne i denne nye roman er dobbelte: film og politik. Men der er andre temaer, som bliver ved med at hvirvle rundt: alkoholisme, moderkærlighed med Hilda og Marianne, og så Cannes-festivalen, hånet, nedgjort, foragtet. For ikke at tale om de mænd, der nedgør kvinder.

Der er altså rigeligt at tage fat på i dette sorte syn på vores tid. Karine Tuil holder sig ikke tilbage, men hendes vrede er nok lidt voldsom og bogens temaer bliver for voldsomme og burde være styret lidt bedre. 

Men en stærk roman der i høj grad knytter an til nutiden.

Gallimard (06/03/2025)

Sophie Tal Men: La tendresse des autres

 Sophie Tal Men: La tendresse des autres

Har altid været stor fan af Sophie Tal Men for hendes varme romaner og især hendes skildringer af Bretagne og øerne omkring.

Hendes nyeste roman tager en ny drejning væk fra det meget personlige til en skildringaf en familie der pludselig rammes af en stor tragedie. Hvordan præger det forholdet mellem forældrene indbydes og hvordan tackler man et barn der pludselig bliver invalid?

Lucie sætter sit liv på standby, da hendes lille dreng efter en ulykke trækker sig ind i sig selv og beslutter, at han ikke længere kan gå. Hun forsøge at give ham smag for livet igen. Denne kamp sætter hendes følelser, hendes forhold, hendes selvtillid og hendes familie på en hård prøve.

Når et barn får et handicap (i denne roman som følge af en ulykke), lider hele familien med det. Søskende skal finde deres plads, og de lider også under en mulig mangel på opmærksomhed fra deres forældre. Deres forældre håndterer ikke situationen på samme måde, og der er store spændinger i parret.

Lucie, hendes mand Mickael og deres barn Camille er alle ofre for denne ulykke, og deres liv bliver vendt fuldstændig på hovedet. Indtil den dag, hvor et uventet væsen forvandler deres hjem, deres liv og frem for alt Thibault og hans håb! En hund!

Fortryllende historie om hvordan et væsen udefra kan flytte deres fokus fra ulykken til glæden over små ting.

Temaet handicap behandles med følsomhed. Forfatteren fremhæver de udfordringer, det giver for et barn og hans eller hendes familie, og viser, at selv midt i modgangen er der glæde at finde.

På trods af de mange nederlag og uovervindelige problemer er denne roman er en hymne til livet, kærligheden og alles evne til at overvinde forhindringer.

Kan stærkt anbefales som sommerlæsning.

Albin Michel (26/02/2025)

Jean-Baptiste Del Amo: La nuit ravagée

 Jean-Baptiste Del Amo: La nuit ravagée

Havde lidt blandede følelser for Del Amos forrige bog Le Fils de l'homme, men jeg anskaffede alligevel hans nyeste roman., som jeg også fik læst med en vis afstandstagen.

Litteraturen er fuld af historier om ungdomsårene, den der mellemliggende alder mellem opbygning af en karakter og afstandstagen til barndommen.

I nogen tid har litteraturen også været fuld af romaner, der tegner et portræt af unge mennesker på et givet tidspunkt (det første eksempel, jeg kommer i tanke om, er selvfølgelig »Leurs enfants après eux« af Nicolas Mathieu).

Saint-Auch, en lille by i udkanten af Toulouse, i begyndelsen af 1990'erne. For enden af impasse des Ormes ligger et forladt hus, som altid har haft en mærkelig tiltrækningskraft på en gruppe lokale teenagere. Da en af dem dør under forfærdelige omstændigheder, beslutter de sig for at gå ind i huset, uvidende om de farer, de udsætter sig selv for. 

Den første del er interessant og velskrevet. Læseren lærer disse unge mennesker at kende, deres miljø og deres mørke side. Men da historien bevæger sig over i fantasy og horror, mistede jeg fodfæstet. 

Bogen er skrevet som en hyldest til Stephen King og er tillige en ægte hyldest til denne litteraturgenre. Vi møder en rig, fantasifuld skrivestil, en uafbrudte fortælling, de mange kulturelle referencer, 90'erne og den engagerende gruppe af teenagere, som er heltene i denne tekst. Der er fem af dem, som deler scenen og afslører deres største ønsker og bekymringer: Alex, Max, Tom, Lena og Mehdi. De fem hvis liv vil blive vendt på hovedet for altid efter et besøg i blindgydehuset ...

Del Amo fanger sine karakterer i en afgørende alder - de er mellem 16 og 17 år - hvor de kommer ud af teenageårene, en periode, der har sat sit præg på dem personligt og i deres familier: sorg, vold i hjemmet, alkoholisme, mobning og seksuel identitet er alle temaer, som forfatteren tackler med stor følsomhed. 

Denne behandling af de unges problemer er god og indgående, men beskrivelsen af horroroplevelserne og en vold uden lige er ikke min kop te.

Læs den hvis du er fan af Stephen og horror-film.

Gallimard (06/03/2025)

Jean-Christophe Rufin: Le revenant d'Albanie

 Jean-Christophe Rufin: Le revenant d'Albanie

Som inkarneret læser af Rufins bøger skyndte jeg mig at få så fat på hans nyeste værk om Aurel Timescu, den lille konsul fra Rumænien, der bliver sendt rundt på ambasader forskellige steder i verden. Han er speciel i sin påklædning, gider ikke rigtigt at arbejde, men er tiltrukket af uopklarede kriminalsager. Desuden skal han helst have adgang til hvidvin og et klaver.

Med den nye bog glimrer forfatteren med sin perfekte stil og sin lethed til at beskrive et land, dets folk og dets traditioner. Men jeg finder ikke hovedpersonen lige så tiltalende som i hans tidligere eventyr. Han synes ikke at overgå sig selv eller udvise den originale og skøre opfindsomhed, som han har henrykket os med i de tidligere bind.

Historien er ganske vist interessant og afslører mange lidet kendte aspekter af Albanien, men selve gåden er ikke særlig konsekvent, og vores konsul har ikke meget at gøre med at løse den. 

Men hvis historien ikke er så interessant i sig selv, så får vi til gengæld en fantastisk indsigt i Albanien. En opdagelse af Albanien gennem konsulen Aurel, der er forflyttet til dette land. Dette lille land der har lidt under at være afskåret fra verden, fra kommunismen, fra mafianetværk ...

Gennem Albaniens historie, mellem lys og skygge, tager Rufin os med ind i et lidet udforsket område, hvor historisk arv og nutidig virkelighed er flettet sammen på en fantastisk måde. 

Calmann-Lévy (02/04/2025)

 

Tahar Ben Jelloun: Ils se sont tant aimés

 Tahar Ben Jelloun: Ils se sont tant aimés

Denne nye roman af Tahar Ben Jelloun er faktisk en fortsættelse af "Les Amants de Casablanca" (se min omtale). Det var faktisk Barnard Pivot, der foreslog ham at skrive den. Bogen er nu udgivet og kan sagtens læse efter en indledning og resume af det første bind, men man får nok mest ud af det, hvis man læser Les Amats de Casabalnca først.

Med udgangspunkt i Casablanca forelskede Nabile og Lamia sig, blev gift, faldt i utroskab og derefter skilt. Mange år senere mødes de igen. Tiden er gået og har bragt et spor af desillusion med sig, men deres bånd er forblevet intakte. 

 På trods af en stormfuld adskillelse har de aldrig mistet kontakten. Lamia har giftet sig med Ali, en ældre fætter, og Nabile har fundet sammen med sin assistent, Saïda. Tiden går, Ali dør, og Saïda forlader Nabile i et raseri af jalousi. 

Det er en mulighed for venneparret og de elskende til at blive genforenet. Ansporet af Lamia, som er mere lidenskabelig og fri end nogensinde, vil de genopfinde et liv for sig selv og gå imod traditionerne. 

Men som denne bog viser er lykken en skrøbelig ting. De udforsker om kraften i den første kærlighed er der endnu, begærets lunefuldhed og et pars opfattelser, der testes af alderen, i et land, der er splittet mellem modernitet og konservative kræfter.

Tahar Ben Jelloun giver os et katalog over kærlighedsforhold i det moderne Marokko i det 21. århundrede, men det er også en roman om et marokkansk samfund på jagt efter sin modernitet. Tahar Ben Jellouns syn på livet og tilværelsen er fuld af sund fornuft og menneskelighed.

For Tahar Ben Jelloun er der ingen helte og ingen vindere; hver af hans karakterer kæmper i deres skæbnes tumult og forsøger at eksistere, splittet mellem det marokkanske samfunds moral og deres egen samvittighed. Han viser os, hvor svagt kødet kan være, og hvor hurtigt skyldfølelsen forsvinder, når en person bruger sin intelligens til at retfærdiggøre, hvad han har gjort er en fejl. At proklamere sin ret til frihed til at handle, som man vil, må ikke ske på bekostning af de mennesker, man deler sit liv med, eller uden at risikere at såre dem. 

 Uden at ville gå nærmere ind på handlingen kan jeg godt afsløre at Lamia får lungekræft, og det bliver afgørende for parret, der har giftet sig igen. Kan forholdet holde til det?

Tahar Ben Jellouns roman er solidt forankret i verden af i dag, der er splittet mellem massakren den 7. oktober, krigen i Mellemøsten og sammenblandingen af palæstinensere med Hamas-terrorister eller jøder med zionister.

Der er mange temaer der går igen fra første bind, men det er stadig i de borgerlige kredse, hvor der er konfrontationer med forfædrenes skikke. Hykleri er almindeligt for at undgå at tale om gængse regler for opførsel som f.eks. at bryde ægteskabet, tage en elsker eller elskerinde ved siden af.

Romanen bringer mange andre emner ind i kærlighedshistorierne: kløften mellem de sociale klasser, sundhedsvæsenets privatisering, traditionerne i et patriarkalsk samfund, den marokanske kvindes næsten umulige kamp for at blive betragtet som ligeværdige. Homoseksualitet og anderledeshed. Jo, der er nok at tage fat på.

En meget velskrevet og lidt flyvsk fortsættelse, men samtidig et fascinerende billede af et Marokko, der befinder sig i et vadested.

Gallimard (06/03/2025)

 

Lolita Chammah: J'ai regardé la nuit tomber

 Lolita Chammah: J'ai regardé la nuit tomber

 

Lolita Chammah, datter af Isabelle Huppert og producer Ronald Chammah, har oplevet den største tragedie, en forælder kan opleve: at miste et barn.

Den unge skuespillerinde, som allerede var mor til Gabriel på ni år, og som på det tidspunkt var gravid i femte og en halv måned, ventede sin anden søn fra sit seneste ægteskab. Det var bestemt en anstrengende graviditet mellem hendes teaterforestillinger og hendes familieliv, men en tilfredsstillende graviditet, fuld af denne nye kærlighed i støbeskeen. Men netop som hun var ved at finde sig til rette i sin daglige rutine, gik vandet pludselig.

I denne bog fortæller Lolita Chammah sin smertefulde historie gennem et gribende vidnesbyrd: tabet af sit barn, der blev født i 25. uge og døde 12 dage senere.

Hun skriver for alle de kvinder, der har gennemlevet og stadig gennemlever denne tragedie, og som udgør et fællesskab af hjerte og smerte, hvor det er umuligt at glemme. Vi får historien om en efterladt mor og en splittet familie. Livets største prøvelse. En rørende og dybt bevægende roman, et råb om kærlighed og smerte.

Hun skriver, så emnet ikke længere er tabu, så kvinder kan tale åbent om det. 

Historien bevæger sig også mellem fortid og fremtid, når forfatteren fortæller om sit daglige liv efter tabet af sin baby Kolia.

Som forfatteren siger, fortsætter vi med at leve efter sådan en tragedie, men livet er ikke længere det samme: Vi lever med fraværet af en baby eller enhver form for sorg.

Et stærkt indlæg og en tekst om rekonstruktion, sorg og familie, men samtidig af almen interesse.

Stock (5. februar 2024)

Philippe Besson: Vous parler de mon fils

 Philippe Besson: Vous parler de mon fils

Har efterhånden læst en del af Bessons romaner på fransk men også de to romaner der er oversat til dansk, og jeg fornemmer, at han bliver bedre og bedre.

Hans nyeste roman "Vous parler de mon fils" er således et sandt mesterværk i beskrivelsen af hvad et barns selvmord kan betyde for forældre, familie, skole og samfund i det hele taget. Et barn der har været så medtaget af mobning i skolen, at et selvmord var eneste vej ud.

I Saint-Nazaire, en måned efter at Hugo på 14 år tog sit eget liv, fordi han ikke længere kunne udholde den ydmygelse, vold, isolation og afvisning, han blev udsat for af to teenagere på sit gymnasium, bliver der arrangeret en hvid march til minde om ham, og Vincent, faren og fortælleren, lader sig overvælde af minderne om den søn, han ikke havde formået at beskytte.

»Vous parler de mon fils« er en hårdtslående roman om et socialt fænomen - mobning - som er blevet forstærket af sociale netværkssider, og som myndighederne og undervisningsministeriet endelig har fået styr på, men som stadig efterlader forældre i vildrede, når de står over for et barn, der meget ofte skjuler, hvad han eller hun går igennem. Det er en tankevækkende roman, som vil efterlade et smertefuldt spor i mig i lang tid fremover.

Når Philippe Besson tager et socialt emne op, gør han det med  sådan en følsomhed og kraft, at det rammer hovedet på sømmet, griber os med følelser og giver os tårer i øjnene. Vi bliver hævet over avisjournalistik og får hele historien gjort almen og menneskelig. Man får stor forståelse for alle de forældre der måske uden deres vidende pludselig befinder sig med en datter/søn, der har valgt at begå selvmord.

En rystende og suveræn roman, som alle bør læse.

Julliard (02/01/2025)

Laurent Gaudé: Chien 51

 Laurent Gaudé: Chien 51

En meget grum historie i denne dystopi hvor verden er delt i tre niveauer og synes styret udefra af voldsomme kræfter.

Et lille resumé af forhistorien: Zem Sparak var engang en engageret studerende og frihedskæmper i sit hjemland Grækenland. Men lander i bankerot og bliver til sidst solgt til højestbydende på trods af oprøret. Og i blodet fra den massive undertrykkelse, der ramte det oprørske folk, forrådte Zem Sparak, der var tro mod sit løfte om altid at sætte livet før politik. På bekostning af sin egen skam og et farvel til sin nation meldte han sig som sikkerhedsassistent i fremtidens megalopolis. 

Nu er han en »hund« - med andre ord en betjent - og han arbejder i zone 3, den mest elendige og forurenede del af denne by, som styres af GoldTex, flagskibet for den hyperforbundne, tvangsprægede postliberalisme. Men i løbet af en efterforskning kommer fortiden ham i møde.

Chien 51 er en mørk og foruroligende roman med en særlig atmosfære, som beskriver en imaginær fremtid, der ikke ligger så langt fra vores nutid. Det er faktisk svært ikke at se mange ting i historien, som desværre er en del af vores verden, om end i mindre grad.

Vi lever i et ultraliberalt samfund, i en forfærdelig verden, hvor store virksomheder kæmper for at opkøbe forgældede lande og derefter organisere livet, som det passer dem. En verden, hvor den sociale uretfærdighed er værst, og hvor kynisme og vold hersker. 

Klimaforandringer med syreregn og uforudsigelige katastrofale fænomener skaber kaos her, undtagen for de få privilegerede, der nyder godt af en kuppel af beskyttelse over deres zone mod disse klimatiske farer.

En mørk roman, meget mørk endda, men fascinerende og skrevet med stor dygtighed og evne til at gribe sin læser.

Læs dem, hvis du tør!

Actes Sud (04/09/2024)

Marie de Palet: Le village retrouvé

 Marie de Palet: Le village retrouvé

Omslaget tiltalte mig, og romanen var bestemt en oplevelse.

Det er historien om Isidore, som i en meget ung alder rejser ud for at tjene i kolonierne og tredive år senere vender tilbage til sin fødeby. Han har tjent godt og er en rig mand og er ikke mere en fattig knægt fra en fattig familie. Hans forhold til moderen og stedfaderen fik ham også til næsten at flygte, men nu vil han trods alt forsøge at hjælpe moderen, der er i stærk nød, men for trodsig til at ville tage imod hjælp.

I en lille by, isoleret, i bjergene, hvor man er nødt til at være tilknyttet til familien i bred forstand. Hvis man forlader den, bliver man en fremmed, og de gamle regler gælder stadigvæk. Var du landarbejder, skal du forblive landarbejder, selv om du er blevet rigere end din tidligere arbejdsgiver.

Landsbyboerne troede, at han var død, og det er svært at blive en af dem igen, især fordi han gerne vil købe et hus, have tag over hovedet og bo der sammen med sin mor, som han gerne vil have ud af det slumkvarter, hun bor i. Hans mor, som nogle gange virker glad for at have ham tilbage og andre gange ikke kan holde denne fortabte søn ud. 

Plan-gården, den smukkeste bygning i regionen, er til salg, og Isidore ser en stor mulighed, men mod alle odds nægter Plan-arvingen at sælge huset til den mand, der ikke har været andet end en landarbejder hele sin ungdom. Alle begærer Plan-gården, især Lou Bel, kroværten, som meget vel kan være uærlig. For Isidore bliver det ikke så let at genvinde sin plads i landsbyen, som han havde håbet, især ikke hvis der er kærlighed involveret ...

Der bliver til en rigtig god historie om Isidores op- og nedture. Marie de Palet giver os en nøgtern og præcis beskrivelse af livet på landet. Vi får del i fortidens barske liv, landsbyboernes skikke i begyndelsen af det 20. århundrede og skønheden i Lozère, som hun beskriver så godt.

Dejlig roman.

Editions De Borée (14/05/2010)

Jean Echenoz: Bristol

 Jean Echenoz: Bristol

Ny roman fra Jean Echenoz der igen leverer en anti-helt ved navn Bristol.

I dette tilfælde handler det om en uheldig instruktør, som på opfordring af den velhavende forfatter, der har skrevet manuskriptet, skal have en ung kvinde i hovedrollen, en ung kvinde, som viser sig at være uegnet til rollen og får filmen til at få negativ respons og flopper...

Ja, der er også lige en ukendt nabo, som kaster sig nøgen ud af vinduet og falder ned få meter fra Bristol, der straks haster videre ned mod Seinen..

Ja, der er mange andre mærkværdige ting, der bidrager til, at historien falder helt fra hinanden.

Men hvad er det egntlig Echenoz vil med sin bog?

Hvad der er sikkert, er, at det er en historie, der indeholder en masse digressioner og helt sikkert også en masse parodi, satire, besk humor og hån, men også ellipser og tvetydighed for at fortælle os, hvad der kunne gå for at være et dårligt B-manuskript, hvis det ikke var for Jean Echenoz' talent som historiefortæller.

Som læser bliver man både taget i hånd, men samtidig først ud på omveje og afveje, så man skal holde hovedet koldt. Men når det gælder Echenoz, er det måden, historien bliver fortalt på, der virkelig tæller.

Er man forvirret undet forløbet, bringer slutningen slet ikke en løsning. Men læs den alligevel og nyd den overlegne fortæller og hans evner til at beskrive.

Editions de Minuit (02/01/2025)

 

David Foenkinos: Tout le monde aime Clara

David Foenkinos: Tout le monde aime Clara

Ny roman af David Foenkinos der fører læseren vidt omkring, måske ikke altid lige sammenhængende eller præcis, men vi får som sædvanlig en buket af spændende personer og relevante emner.

Denne roman i tre dele fortæller os tre historier. Historien om den mislykkede forfatter, Éric Duprez, som leder en skriveworkshop, dramaet mellem Marie og Alexis, der endelig får et barn, Clara, men skilles efter en del år. Endelig historien om Clara, der bliver udsat for en alvorlig ulykke, ligger i koma, men kommer til sig selv og opdager at hun har fået overnaturlige evner.

Men hvad vil der ske, når Clara åbner sine øjne?

Alexis er en finansmand, der er ca 50 år. Han arbejder solidt, men er måske lidt kedelig og holder på rutinen. Han bliver derfor rystet, da Marie vil skilles efter en hed affære. Det er hans første store nederlag, og det forværres efter datteren Clara kommer alvorligt til skade i en bilulykke. En meget rig kunde har ellers forsøgt at forføre ham, netop den aften hvor han skulle med datteren til en koncert. Det kommer der en fortsat historie ud af.

Alexis vil gerne skrive og går til timer hos en falleret forfatter, der er mystisk, men gemmer på nogle fortrængte ting i sit liv. Endnu en historie at tage fat på.

Clara har fået nogle overnaturlige evner efter sin koma, men kan ikke rigtigt styre dem. Hun er dog i stand til at forudsige nogle ting og grave hemmeligheder frem fra fortiden. Endnu en historie.

I løbet af disse historier indlejres andre af Foenkinos' emner og temaer: livets betydning, tiden der flygter, melankoli, kærlighed, kunst og litteratur.

Men farer ofte vild i den lette og følsomme måde at skrive på som Foenkinos er så god til. Bogens tredje del giver os dog en bedre samling af trådene og får os til at at fordybe os i de måske almindelige mennesker i historien som Foenkinos beskiver så kærligt.

Dejlig bog!

Gallimard (06/02/2025)

Leïla Slimani: J'emporterai le feu

 Leïla Slimani: J'emporterai le feu

Vi er nu nået til tredje og sidste bind af Leïla Slimanis store værk Le Pays des Autres.
(Se bind 1 og bind 2), hvor vi når op til moderne tid. Her afslutter Leïla Slimani sin familiefresque på en fantastisk måde.


Mia og Inès er tredje generation af børn i Belhaj-familien og blev født i 1980'erne. Ligesom deres bedstemor Mathilde, deres mor Aïcha og deres tante Selma søger de frihed på hver deres måde, i eksil eller i ensomhed. De skal finde deres plads, lære nye koder, konfrontere fordomme og nogle gange racisme.

Denne saga er direkte inspireret af den gribende historie om hendes bedsteforældre, som forfatteren altid har betragtet som symbolske skikkelser, og den udspiller sig fra 1944, hvor Mathilde, en ung kvinde fra Alsace, møder Amine Belhaj, en soldat i den franske hær. Deres rejse fører dem til Meknes, en marokkansk garnisonsby og bosætterby, hvor de slår sig ned.

Denne sidste bog afspejler en international kontekst, der er præget af den begyndende globalisering efter afslutningen af den kolde krig. Personerne føres fra Casablanca til Paris, fra London til New York i en mesterlig roman, der blander det intime med store internationale begivenheder (Berlinmurens fald, VM i fodbold 1998, 11. september 2001, krigen i Irak) og marokkanske begivenheder (i et land, der er i bevægelse mellem modernitet og konservatisme, mellem moralsk hærdning og økonomisk krise).

Handlibgen starter i 1980'erne og følger 3. generation af Belhaj-familien, Aïcha og Mehdi og deres to døtre. Vi følger Mia og Inès deres barndom og ungdom, hvor Mia med sine spørgsmål og modsætninger, hendes ønske om at behage sin far for enhver pris og blive den søn, han aldrig fik. Mia har et kompliceret forhold til sin søster Inès, som hun hadede fra fødslen, men som hun stadig beskytter som en ulv.

Forfatteren gør et fantastisk stykke arbejde med at beskrive udviklingen af det marokkanske samfund under Hassan II, kløften mellem de (ny)rige og de (meget) fattige, eksil, at slå rødder i et land, der ikke nødvendigvis er ens eget, kvinders status og frigørelse og den brand, der fulgte i kølvandet på kampen for disse ting, som stadig er relevante i dag.

Man får nok mest ud af at læse de tre bøger kronologisk, men dette bind tre er bestemt også værd at læse uden at have læst de andre. Der er også en fin introduktion i bogens start.

Et mesterværk og stor litteratur.

Gallimard (23/01/2025)