Valérie Perrin: Trois
Valérie Perrin har leveret en nu murstensroman på næsten 700 sider. Lad mig sige med det samme, at jeg har nydt at læse den, men at jeg gerne havde set den nedkortet til det halve. Der er simpelt hen for mange ender der skal knyttes mod slutningen.
Som bogens titel antyder, så er der tre hovedpersoner, der første gang mødes som 10-årige i 1986, da de skal begynde på CM2. De tre er Adrien, Etienne og Nina. Meget hurtigt bliver de fusionerede, og et løfte forener dem: at forlade deres provins for at bo i Paris og aldrig at skille sig fra hinanden.
I 2017 opdager man en bil på bunden af en sø i landsbyen, hvor de tre voksede op. Virginie, en journalist med en gådefuld fortid, dækker begivenheden. Lidt efter lidt afslører hun de ekstraordinære bånd, der forener disse tre barndomsvenner. Hvad er de blevet? Hvad er forholdet mellem dette vrag og deres venskabshistorie?
Gennem et meget gribende og ubarmhjertigt plot, der indeholder alt fra kærlighed, had, venskab og uvenskab kastes vi ind i hjertet af ungdomsårene, i den tid der følger efter den første ungdom og som adskiller de tre.
Det er en roman om en generation, der voksede op i 80erne og halvfemserne med den tids musik og aktuelle problemer. Den fortsætter til vores nutid hvor mange ting har forandret sig, men den er positiv i sin indstilling. De tre personer er glimrende billeder på forskellige unge, deres sociale lag, deres drømme og endelig deres tilværelse som den tegner sig i fremtiden.
Mange timers læsning, men et samlet godt indtryk og en kilde at øse i om de senest 40 år i Frankrig.
No comments:
Post a Comment