Anne Sinclair: Passé composé
Selv om Anne Sinclair i sit forord fortæller, at hun ikke har syntes at memoirer fra hendes kolleger var noget der burde skrives, så er hun alligevel faldet i selv og heldigvis.
Anne Sinclair er nu 72 år, og hun har oplevet meget i sit liv såvel i offentligheden som privat. Hun gør det til en dyd at holde det intime for sig selv og har ikke nogen skjulte skandaler om f.eks. politikere som hun vil lægge frem, men det gør ikke bogen kedeligere.
Hun er egentlig født i New York, men da hun var tre år, flyttede hendes forældre tilbage til Frankrig. Hendes barndom og ungdom foregik i en meget beskyttet opvækst. Hendes mor var næsten for omsorgsfuld (hun er enebarn) og det var først sent, at Anne Sinclair kunne føre sit eget liv.
Hun blev journalist, kom til Europe 1 og senere havde hun på TF1 den berømte "7 sur 7", hvor hun modtog kendte personer, der skulle tale om ugens begivenheder. I 13 år var det en stor succes. Hun stoppede, dan hendes mand DSK blev finansminister.
Sagen om DSK og stuepigen i NY skriver hun om i kapitel 13, som hun kalder det umulige kapitel, for hun kan ikke skrive om det, da det i den grad vendte op og ned på hendes tilværelse. Det bliver alligevel et kapitel der skildrer hvor ubarmhjertig pressen kan være.
Bogen er spændende ved, at vi faktisk får Frankrigs historie beskrevet med begivenheder og vigtige personer fra sidst i 50'erne til i dag. Anne Sinclair er en meget dygtig journalist, og hun er særdeles god til at skrive om de ændringer der er sket stille og roligt gennem de sidste 50 år.
Samtidig er hun god til at fortælle om mødet med en række berømtheder, nogle beundrer hun andre giver hun ikke meget for. Sjovt at læse om.
Det er en meget velskrevet og læseværdig bog, som jeg kun kan anbefale at læse for at forstå en udvikling i tiden og komme nærmere på en ærlig og autentisk person.
No comments:
Post a Comment