Cécile Coulon: Noir volcan

 Cécile Coulon: Noir volcan

Det er specielt Cécile Coulons romaner, der her grebet mig, men hendes poesi er bestemt også værd at beskæftige sig med, så jeg er starten på dem og er overhovedet ikke blevet skuffet snarere tvætimod.

Noir volcan er en digtsamling, der er befriende og jordnær. Den er en del af en forbløffende fornyelse inden for poesien.

Som hun selv siger, skriver Cécile Coulon med hverdagsord, med ord fra hele livet. Hendes digte handler udelukkende om hverdagen: kærlighed, død, lidenskab, brud, alderdom, kærlighed, der svinder, rødvin, belote-spil, det hjem, man forlader med vemod, og de kære sovende vulkaner, der præger hendes forfatterskab. Hun bor jo i Clermont-Ferrand.

For hende er de mest ubetydelige situationer (som at drikke en øl efter en arbejdsdag), de mest almindelige mennesker (den fraskilte halvtredsårige) og de mest hverdagsagtige landskaber  en anledning til poesi. Cécile er en datter af jorden, en kvinde af sin region, og alle hendes digte besætter uden videre læseren, som hendes romaner.

Her er tre eksempler i en digtsamling der fortjener at blive læst og levet.

Écrire un poème, c’est découper en soi un morceau de silence
Trempé de honte et d’inquiétude, puis on le fait sécher
Sur une branche longue ou sur un fil tendu
Entre deux maisons hautes,
Le vent souffle dessus, le soleil l’entortille
Et quand il est bien sec on l’offre à ceux qui savent
Qu’un poète est à la fois une vieillard et une jeune fille.

« Alors ce soir mon amour 
Je t'écris le plus long des poèmes
J'ouvre mon coeur, mes mains, mes jambes et toute mon âme
J'ouvre grand mon désir et mes dernières flammes,
Alors ce soir mon amour je t'écris que je t'aime.

Comment faire pour cesser,
une bonne fois pour toutes,
d’abîmer la douceur ?

06/02/2020
Le Castor Astral / Poche/Poésie