Boris Bergmann: Minotaure

 Boris Bergmann: Minotaure

Bogen er blandt de sidste otte udvalgte til årets Prix Goncourt, men jeg er nu ikke specielt begejstret for den. Det er en af disse selvbiografier, der får lagt et litterært net henover sig og i dette tilfælde den græske mytologi. Det er enormt flot skrevet med et yderst udviklet litterært sprog, men det overskygger indholdet for meget. Måske fordi der ikke er så meget.

Som 23-årig gør forfatteren sig klar til at overraske sin far, som han aldrig har mødt, i hans psykiatripraksis. Beslutningen er taget: Han skal for første gang møde sin biologiske far. Hans mor besluttede at få et barn alene. Da hun er medlem af AIDS-foreningen, voksede han op omgivet af en lang række »bøsser« (og syge) fædre. Det er ikke et tomrum, han skal udfylde, men en anerkendelse af sin eksistens: at påtvinge den fraværende far en realitet.

Første del af bogen handler om dette møde og konsekvenserne af det.

Den næstsidste del er en dialog mellem ham og hans kæreste, der er meget syg og har brug for en ny nyre. Skal han nu stikke af som sin egen far eller skal han undersøge, om han kan give hende en af sine nyrer? Det skal jeg ikke afsløre, men klart melde ud, at det er langt den bedste del af bogen.

Det er med blandede følelser at jeg må omtale denne bog, men nu må vi jo se, om den skal have en Goncourt. Personligt stemmer jeg ikke for.

19/08/2026
Albin Michel