Marion Brunet: Nos armes

 Marion Brunet: Nos armes

Som bogens omslag fortæller, så er det virkelig en en hjerteskærende roman, der tager udgangspunkt i det stærkt venstreorienterede miljø i Paris i 1990'erne.

Det hele begynder med et dyk ned i 1990'ernes yderliggående venstrefløj. Set fra bogens nutid er det for 25 år siden.

Mano, Axelle, Paola, Charly, Nacer og Jicé er oprørske aktivister, der kommer fra forskellige baggrunde, men som er forenet om en indlysende kendsgerning: brugen af vold bliver uundgåelig som svar på statens vold. Det skete naturligt, gradvist: brugen af magt er uundgåelig i et uretfærdigt, korrupt samfund, der er rådnet helt ind til marven. Fjenden er først og fremmest politiet, derefter fascisterne.

Mano, der er den ene af bogens hovedpersoner, er lige blevet fyret fra den bar, hvor hun arbejder som bartender. Gruppen overfalder chefen og stjæler kassen. Nacer havde taget en pistol med, hvilket skræmte livet af alle, men i sidste ende hjalp det faktisk.

Gruppen får blod på tanden og planlægger at ramme kapitalen og samtidig få midler til at fortsætte kampen. Det er en ungdom i oprør, tørstende efter retfærdighed. Oprørske til marven og klar til kamp. De vil udligne ulighederne, konfrontere og vælte den siddende magt. Det er dog ikke alle i gruppen der vil være med til at bruge våben.

Deres plan bliver at lave et røveri mod Crédit Municipal. Men her går det galt, det ender endda i et blodbad. Axelle bliver pågrebet, men Mano formår at slippe væk.

De to kvinder Axelle og Mano er blevet lidenskabeligt forelskede under deres oplevelser i kampen mod politiet… Romanen bliver nu en lang fremragende fortælling. Vi bliver i skiftende kapitler over en periode på 25 år vidner til at følge med i Axelles lange fængselsstraf og Manos radikale valg.

Marion Brunet er meget stærk i den psykologiske skildring af personerne, der er fuld af nuancer og skiftende facetter. Det er et portræt af en flok utilpassede unge i 90'erne og en form for belysning af årsagerne.

Vigtige temaer er venskab og kærlighed, kampen mod det etablerede magtapparat, fængsel, selvransagelse, forholdet til familien og kvindens nye plads.

»Nos armes« er en roman, der rammer læseren lige i plet– en roman om kærlighed og had, vrede og savn, skyldfølelse og trofasthed.

For mig er det en absolut favorit, både på grund af historiens originalitet og kvaliteten af Marion Brunets skrivestil.

29/01/2025
Le Livre de Poche 

Armel Job: Le Testament du Diable

 Armel Job: Le Testament du Diable

Den nye roman fra ham, som Amélie Nothomb kalder »den bedste nulevende fransktalende forfatter i Belgien«. Stor ros fra hende, der efter min mening af den bedste. Har ikke tidligere læst nogen af hans romaner, men blev bestemt ikke skuffet ved læsningen af Le testament du diable, der er djævelsk godt skrevet..

Romanen tager fat på en borgerlig familie der tilsyneladende fungerer godt, men da François Lebel den 14. august 1990 i en alder af 65 år dør midt under træning i en romaskine, starter løjerne. Han var en respekteret direktør for den lokale avis, enkemand og far til fire børn, og han efterlader sig et billede af en retskaffen, til tider hård, men elsket mand samt en familiearv, der tilsyneladende er uden skavanker. Indtil Fanny, hans unge partner 35 år, dukker op, overbevist om, at Au Bon Bec, den restaurant, hun drev takket være ham, bør tilfalde hende.

Arv er ofte et tabubelagt og kompliceret emne, når der ikke findes noget skriftligt dokument. Det gør der ikke her, indtil man tilfældigvis falder over et godt gemt dokument. Så starter kampen mellem de fire søskende indbyrdes og den unge Fanny. Vi ser den egoistiske, der ikke vil dele; hende, der vil købe sig et sommerhus; den solidariske og empatiske; den ubeslutsomme, der ikke vil lægge sig fast…

 Denne roman fanger med sin stramme fortællestil de mange facetter af personerne, der er perfekt uddybet, samt de talrige vendinger, der hele tiden holder spændingen i live, for ikke at glemme de forskellige humoristiske indslag, der præger historien. "Le bourgogne l’avait mis dans des dispositions particulièrement bienveillantes" kan være et eksempel på karakteristikken af advokaten. Han har fuldstændig styr på fortællingens rytme og indfletter med finurlighed subtile vendinger og vildspor, der forvirrer læseren og får ham til at tvivle.

Dejlig oplevelse, skal bestemt have læst flere af hans bøger.

26/02/2026
Robert Laffont 

 

Sophie Demange: Les Bouchères

 Sophie Demange: Les Bouchères

Ret utraditionel bog der både er en skildring af et erhverv men også et portræt af tre usædvanlige kvinder, der trods en ødelagt barndom kæmper sig op undertiden med ret specielle midler.

Anne og Stacey mødes på slagteruddannelsen, og der opstår hurtigt et tæt venskab mellem dem, som styrkes af, at de er de eneste to kvinder på årgangen. Anne beslutter sig for at overtage sin fars slagterforretning efter hans død og ansætter Stacey. De får selskab af Michèle og danner en uadskillelig trio, der blandt andet er forbundet af deres fortid; alle har været udsat for vold fra mænd. Da en række fremtrædende personer begynder at forsvinde, kommer de i beboernes søgelys, og Nour, en journalist der er forelsket i Anne, tager sagen op...

Men pas på, det er ikke hvilken som helst slagterbutik! En slagterbutik med et nyt udtryk, uden skel, piftet op, hvor både kødets kvalitet og den menneskelige kontakt er i højsædet. Men selv i det 21. århundrede er tre kvindelige slagtere mistænkeligt, helt klart mistænkeligt. Og når mændene begynder at forsvinde i kvarteret, giver det hurtigt anledning til sladder…

Det er en engageret og skør debutroman, hvor kvinderne tager hævn for år med patriarkat, ydmygelser, mishandling og forbrydelser. Både i slagterbutikkerne og udenfor er spillereglerne ændret. Det er tydeligt, at nogle mænd ikke har forstået det.

 »Les Bouchères« af Sophie Demange er en feministisk roman, der er lige så blodig som den er slagkraftig. Med en blanding af sort humor, satire og hævn vender forfatteren rollerne på hovedet med en foruroligende frimodighed.

En stor fornøjelse at læse denne blanding af gys, kærlighed og venskab og en fremvisning og fordømmelse af de gamle dyders klicheer.

Herligt!

23/01/2025
L' Iconoclaste  

Vanessa Caffin: Le corset

 Vanessa Caffin: Le corset

En af de bedre historier om familieskæbner, der præges af, at man ikke får sagt alt. Der er hemmeligheder der ligner fortrængninger. Forløbet i bogen strækker sig fra midten af 1800-tallet til slutningen af 1900-tallet.

I Vanessa Caffins »Le Corset« afsløres en familiehistorie lidt efter lidt, mellem det usagte og den usynlige arv. Et stramt korset… og hemmeligheder, der kvæler. Korsettet, der er designet til at forme kroppen, går her langt ud over sin funktion som beklædningsgenstand. Det bliver symbolet på et stift og moraliserende samfund, der i lang tid har hæmmet kvindernes frihed.

Romanen tager udgangspunkt i begravelsen af Jean Boige, fortællerens bedstefar. Meget hurtigt træder kvindelige skæbner frem, der er underlagt moral og religion: forladte gravide piger, mødre, der fornægter et uægte barn, bedstemødre, der tvinges til tavshed. En følsom roman om det, vi giver videre, selv uden at sige det. 

I centrum står Vilma, en ung kvinde, der er fanget i en sygdom med svigtende åndedræt, og som forsøger at forstå den lidelse, der hæmmer hende både fysisk og i hendes liv. Da hendes bedstefar på sit dødsleje hvisker en gådefuld sætning til hende, fornemmer Vilma, at hun har nøglen til sin lidelse. 

Hun bliver hos sin bedstemor i det store hus fuld af minder og gennemgår, sorterer og graver dokumenter, noter og fragmenter fra fortiden frem. Der er nok at tage fat på, da bedstemoren gemmer alt! Hver opdagelse løfter sløret for en længe skjult sandhed og afslører, hvordan gamle løgne har formet liv og forhindret luften i at cirkulere frit.

Man bliver grebet af denne søgen og afsløringen af kvindernes usle kår, selv om de synes at leve i solide borgerlige familier.

Meget velskrevet og bestemt værd at læse.

05/02/2026
Editions Héloïse d'Ormesson  

Marion Fritsch: L'école de la vie

 Marion Fritsch: L'école de la vie

De hedder Antoine, Inès, Adama, Clara, Rachid, Fanny og Marion.

De er sytten år gamle og de udgør »skraldespandsklassen«. Et sidste år på gymnasiet i forstaden, og måske en STMG-eksamen i udsigt. (En teknologisk gymnasial uddannelse med fokus på ledelse, økonomi, jura og marketing).

I denne første roman skrevet som en række prosadigte og frie vers får Marion Fritsch heldet med at give stemme til de drenge og piger, der har omgivet hende, til deres vitalitet, deres kampe, deres drømme.  Hun fortæller os om sine gymnasieår i 9.4 (Saint-Denis), »hvor hun kommer fra«.

Kapitlerne er øjebliksbilleder af livet, portrætter af hans klassekammerater, tynget af Eastpack-rygsække fyldt med usikkerhed, mishandling, tidlige graviditeter eller en seksuel orientering, de har svært ved at acceptere. Og af drømme, også.

Individer, der alle er forskellige, ofte stemplet af deres jævnaldrende, men som udgør en helhed: denne sammentømrede enhed, som lærerne kalder «klassegruppen», der griner af alt og især af sig selv. « Parfois on ne fait plus qu'un ».

Marion Fritschs pen er rytmisk, oprigtig, præcis, til tider skarp og med en følsomhed, der ligger lige under overfladen. Forfatteren og digteren har formået at blande sin voksne stemme med stemmen fra den 17-årige pige, hun var dengang, for at se nærmere på det år, der har formet den, hun er i dag.

Hun lader os »se« og »opleve« de scener, der prægede dette mindeværdige sidste skoleår, der blev oplevet med en vis trang til at ›nyde‹ og »dele« en relativ sorgløshed, inden horisonten skiftede, og man mistede hinanden af syne... Men selv om hun er andetsteds nu siger hun alligevel: Jeg vil aldrig glemme noget/Fra min forstad.

Det er i den grad en bog, der har grebet mig og som minder om "Les gars de Villiers", hvor der også er tale om en gruppe der holder sammen og som i dag har fundet deres vej. 

Den her bog skal enhver underviser og også mange andre læse. Den er guld værd.

29/04/2026
Albin Michel

Følg hende på Instagram (https://www.instagram.com/unlivre_unehistoire_/)

Marion Fritsch: Les Fragments du Cœur

 Marion Fritsch: Les Fragments du Cœur

Har netop fået kendskab til en ny dejlig forfatter Marion Fritsch. Her er det hendes første digtsamling.

« J’ai aimé tout de nous et même le chagrin, je l’ai serré contre moi jusqu’à en faire de l’amour. »

I en tid, hvor kærlighedens sprog visner, hvordan kan man så genopfinde følelserne? I Les Fragments du cœur, hendes første bog, fortæller Marion Fritsch en kærlighedshistorie gennem de fire årstider, hvor hun starter med "L'automne". Det er et kærlighedsforhold til en anden kvinde, der løber gennem fire faser.

Først skriver hun om den dybt intense og glødende indledende lidenskab, da hun tilfældigvis møder den anden (vi får aldrig hendes navn). Derefter en ret rolig  periode (monotonien sætter ind) og til sidst den frygteligt smertefulde, fyldt af fortvivlelse og sorg (bruddet). 

Alt dette sker i efterårs- og vinterperioden, men forårsperioden og sommeren fortsætter med sorg, vrede, had, men til sidst også restitution, selvforståelse og tilgivelse.

Hun  beskriver med sit hjerte og sine følelser deres kærlighedsrejse og skildrer alle faser af en kærlighedshistorie, idet hun dvæler lidt længere ved bruddet, hvilket er det der gør mest ondt.

Denne digtsamling vil uden tvivl tale til mange af os, for det er en enkel historie som mange har oplevet, men som her bliver fortalt i en digtsamling, der bestemt er en oplevelse og genkendelse.  Det er en ny form for poesi med en rød tråd, ligesom i en roman.

Jeg kunne give mange gode eksempler, men det er bedre, at I selv læser den!

30/10/2024
Albin Michel  

Alice Renard: Peaux vives

 Alice Renard: Peaux vives

Alice Renard har udgivet en enkelt roman og Peaux vives er hendes første novellesamling udgivet i 2025 og udvalgt til at få Prix Goncourt de la nouvelle 2026.

I denne lille samling får vi ni noveller/tekster, ofte ret korte, hvor forfatteren giver os en række  personportrætter fra forskellige epoker, hvor personerne står over for forskellige situationer. 

Disse ni meget korte tekster tegner portrætter af mennesker, der står ved et vendepunkt, i det øjeblik, hvor alt ændrer sig. Fra Jeanne, bonden fra 1890, der giver afkald på sin ungdom, da hun nærmer sig de 35 år, til ingeniøren på passagerdampskibet France, der indser, at han er gået glip af livet som far.

Vi møder også den lille Camille, der ikke vil vokse op, og Martin, en dyretæmmer, der reflekterer over sin hverdag med dyrene.

Meget forskellige personer, miljøer og tidspunkter, men Alice Renard fanger dem præcist hvor der ved ved at ske noget afgørende i deres liv eller det tidspunkt hvor deres liv skal gøres op. Har de levet godt og nok eller hvad kan der gemme sig i dem af nederlag?

Alle novellerne er ledsaget af en tegning af forfatteren selv. »Hænderne, der er det gennemgående tema i hendes tegninger, symboliserer bevægelse og forvandling, som er kernen i hendes værk,« står der til sidst.

Meget varieret indhold med en skrivestil der er er enkel og præcis.

Kan anbefales!

09/10/2025
Editions Héloïse d'Ormesson 

Romain Lemire: Clément

 Romain Lemire: Clément

Romain Lemire, vinder af årets Goncourt-pris for bedste debutroman for »Clément«, der handler om incest i en tilsyneladende lykkelig familie. Forfatteren vender tilbage til denne vigtige fortælling for at kaste et klart blik på tavsheden og virkeligheden bag overgrebene.

Det er historien om en lykkelig barndom i en selvbiografisk fortælling, hvor Clément Drelin vokser op i en kultiveret og kærlig familie – en barndom præget af venskab, drømme og forelskelse. Et portræt af hans kærlige og dannede familie, med en far, der er litteraturlærer, og en mor, der er forlægger, hvor alt ser ud til at gå på skinner i familien med 3 drenge og 1 pige. Men med alderen dukker en hemmelighed op, en forbrydelse, et drama, der gentager sig: incest.

Romain Lemire viser, hvordan vold kan skjule sig i de mest almindelige familiestrukturer, i tavsheden, det usagte og mekanismerne til at udviske sporene. En af bogens store styrker ligger i dens sprog. Stilen er enkel, flydende og uden unødvendige effekter, men gennemsyret af en konstant spænding og ofte tilsat en humoristisk vinkel især i barneårene. 

Hans fortælling er præcis, følsom og tilbageholdende; tonen er ikke kun et offers, men en krigers, der overrasker, rører og søger at bryde tabuer, men det er også en skrivestil, der stråler af håb ved at omdanne smerten til en kamp for at opnå det bedste for sig selv. Bogen er hele Cléments historie fra tidlig barndom, til han er næsten 50 år, den fortælles med ord, der passer til hans alder. 

Det er en bog der bryder mange tabuer, hvilket er vigtigt, men det er også en fortælling om en række personer og oplevelser, der fanger læserens opmærksomhed.

Kan stærkt anbefales!

09/04/2026
Le Cherche midi   

Marie Vareille: Nous qui avons connu Solange

 Marie Vareille: Nous qui avons connu Solange

Har tidligere været rimeligt begejstret for Marie Vareilles roman "Désenchantées", og hendes nye roman er bestemt også værd at læse, selv om den måske godt kunne være kortet lidt ned.

Det er historien om nogle stærke kvinder, der langt op i nutiden er begrænset af mændenes magt. Gennem fire generationer af stærke kvinders livsskæbner skildrer Marie Vareille den ekstraordinære udvikling, vores verden har gennemgået i løbet af det sidste århundrede, og minder os om, hvor meget vi skylder vores kvindelige forfædres udholdenhed og mod.

Handlingen drejer sig om Célestine, en bondekone fra Corrèze, der, født i 1917, går gennem århundredet med byrden af en mørk familiehemmelighed. I centrum af denne historie står hendes søster, der blev indlagt på en opdragelsesskole for såkaldt »afvigende« piger, og Jeanne, hvis skæbne er beseglet af denne indviklede slægtshistorie. Mere vil jeg ikke afsløre her, men lover, at der er en overvældende mængde af aktuelle temaer.

Fortællingen begynder med en rørende fortrolighed fra Célestine, der nu er mere end hundrede år gammel. Det landlige miljø i Sarégnac danner rammen om en barndom præget af hårdt arbejde og ønsket om frigørelse. Forfatteren fremhæver styrken hos disse ældre kvinder, der trods mændenes dominans og de sociale begrænsninger har formået at skabe deres egen vej. 

 Denne udforskning af familielivet foregår med en ømhed, der ikke udelukker ærlighed, og behandler på en subtil måde så centrale temaer som kvinders vilkår, retten til at bestemme over egen krop, frigørelse, respekt, at tale og lytte samt pigers opdragelse i et patriarkalsk samfund.

Der er nok at tage fat på og Marie Vareille styrer med stor behændighed forløbet, der griber læseren fra starten og aldrig slipper os. Med stor behændighed får hun læseren til ikke at slippe fortællingen for der er lagt mange uafklarede spørgsmål ind, som vi er ivrige efter at får besvaret.

Som tidligere nævnt kunne jeg godt have ønsket en lidt strammere komposition og måske udeladelse af vise afsnit. Men en god og stor oplevelse er det at læse værket.

11/03/2026
Flammarion /

Adeline Dieudonné: Dans la jungle

 Adeline Dieudonné: Dans la jungle

Ny bog fra den fantastisk gode belgiske forfatter Adéline Dieudonné, som vi husker fra f.eks. La vraie vie og andre fine romaner. Hun er produktiv og har en evne til at fortælle godt og intensivt ofte om aktuelle problemstillinger.

Allerede i første kapitel får vi slutningen på en skildring af et belgisk borgerligt ægteskabs sammenbrud. Vi får at vide at vide, at Arnaud begik selvmord, efter at han havde myrdet sin kone Aurélie og deres to børn. I de kommende kapitler kommer så historien fra dens begyndelse til dens opløsning. 

Bogens titel "Dans la jungle" får os vel ikke til at tænke på en pæn lille borgerlig by i nærheden af Bruxelles. Men det går efterhånden op for os i beretningen fra Aurélies og Arnauds møde til parrets etablering i en borgerlig hverdag. Mekanismen sætter sig i gang, snigende, uundgåelig. Læseren er vidne til Aurélies langsomme nedbrydning og Arnauds besiddende jalousi.

På en mærkelig måde bliver man grebet af historien, selv om man kender slutningen. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved de usynlige drivkræfter bag ægteskabelig dominans og psykologisk vold. Junglen findes bag de hvide murstensfacader på de velhavende småborgeres velstående huse, der signalerer familielykke.

En resolut realistisk skrivestil i en tekst, der dissekerer mekanismerne bag et kvindemord og et dobbelt barnemord i hjertet af den belgiske middelklasse. Læseren bevæger sig fremad med tilbageholdt åndedrag, som hypnotiseret af denne nutidige tragedie.

Der er adskillige andre bøger om féminicide f.eks. « La Nuit au coeur » af Nathacha Appanah, men Dieudonné forbliver mere neutral. Hun er dog slagkraftig og uden dikkedarer rammer hun bare plet. Hun fortæller uden omsvøb, med en næsten klinisk præcision, og det er netop det, der gør denne tekst så stærk.

02/04/2026
L' Iconoclaste  

Pauline Clavière: Spécimen

 Pauline Clavière: Spécimen

Første af Pauline Clavières bøger jeg har læst, men jeg kan kun give ret i teksten på omslaget til bogen: Den her bog glemmer man ikke lige med det samme.

Hvorfor ikke?? Jo, den har et usædvanligt tema, en fortællestil der siger spar to og en roman på kanten af virkelighed og fiktion, der kører læseren rundt efter forgodtbefindende. Det er god litteratur!

I »Spécimen« handler det om blikket: det blik, vi retter mod den anden, den tynde grænse, der adskiller subjekt og objekt. Romanen dykker ned i hjertet af komplekse menneskelige relationer, samtidig med at den sætter spørgsmålstegn ved vores opfattelse af individer: hvordan vi observerer dem, analyserer dem og endda spærrer dem inde. 

På råd fra en veninde møder fortælleren Mina, en barnepige, som hun betror sin lille dreng Lucas til. Alt går rigtig godt, indtil den dag, hvor Mina beder hende om hjælp: Rafael, hendes 19-årige søn, er forsvundet, og hun har brug for hjælp, brug for at forstå denne søn, der er i konflikt med loven. Til det formål giver hun hende en notesbog, hvor den unge mand har skrevet sine tanker ned. Efterhånden som hun læser, opdager hun Rafaels følelser og oplevelser, nogle ret foruroligende tekster, der forstyrrer hende så meget desto mere, fordi de vækker minder om Laura, hendes bedste veninde, hvis pludselige forsvinden uden et ord fra den ene dag til den anden for 25 år siden stadig gør ondt i dag...

Så er der lagt op til indtil flere gåder der skal undersøges og som læser drages vi ind i dette virvar, der delvis afklares under retssagen mod Rafael, der anklages for pædofili.

Livet har ikke været nogen gave for Rafael. Præget af en barndom ødelagt af en voldelig far, stiller han sig i dag spørgsmålet om grænsen mellem uskyld og mørke: på hvilket præcist tidspunkt tog hans mørke side overhånd?

Gennem læsningen af Rafaels dagbog dykker fortælleren ned i et afgrundsdybt hav af minder. Den unge mands handlinger fungerer som et spejl, der bringer de traumer fra hendes egen barndom, som stadig hjemsøger hende, op til overfladen. Hun har et dybtfølt behov for at forstå, for at begribe, hvem Raphaël virkelig er.

Pauline Clavière præsenterer os for en uhyggelig roman, der tager fat på vor tids store tema: hvor langt vil vi gå for at beskytte vores børn, og mod hvem? Hendes ubarmhjertige handling fører os ind i et intimt og urovækkende Marseille, hvor hele samfundet er ved at gå i opløsning. 

11/03/2026
Grasset / Littérature Française 

Emmanuelle Richard: Première amoure

 Emmanuelle Richard: Première amoure

Ikke en bog der specielt har tiltalt mig, da mange af de ting som forfatteren fremfører både er rigtige men også forældede i forhold til de forhold mellem kønnene, som vi efterhånden har fået indarbejdet i de nordiske lande.

I krydsfeltet mellem selvbiografisk fortælling, poetiske fragmenter og personligt essay skildrer denne intime beretning den sentimentale, seksuelle og feministiske rejse for en generation af kvinder, der ikke længere vil underkaste sig. Den baner dog vejen for en mulig forsoning ved at skitsere figuren af en allieret feministisk mand, der modsætter sig enhver form for dominans. 

Efter flere års kærlighedsmæssig afholdenhed, trods et brændende ønske om at elske igen, møder en snart fyrreårige forfatterinde en af sine ivrige læsere under en oplæsning i en boghandel. Det er kærlighed ved første blik; hun gør alt for at finde ham igen. Da de begynder at udveksle beskeder via Instagram, indledes en magnetisk ventetid, før de ses igen, samt en kærlig samtale næret af ord og billeder fra indlagte stories. 

Kunne denne så begærlige, længe ventede fremmede blot være en luftspejling skabt af savn og fantasi? Mellem projektioner, tvivl og begejstring beskriver forfatteren mekanikken i det genfødte begær – ved at genbesøge sin egen kærlighedshistorie og sin rejse, tabet og genfødelsen af håbet, der har ført hende til dette sted, hvor det endelige sunde kærlighedsforhold er muligt. Lidt efter lidt påbegynder hun en genlæsning af sin følelsesmæssige og seksuelle historie og sin opvågnen til feminismen.

Tidens intime udfordringer kommer til udtryk gennem en lysende vandring, der afslører den heteroseksuelle forførelsespraksis i tiden efter MeToo og iscenesætter nye roller. Hvordan genopfinder kærligheden sig selv i handling? Hvordan går en handlekraftig kvindelighed til værks? Hvilke forholdsregler og sikkerhedsreflekser, men også hvilke åbenbaringer? Hvordan tør forfatteren om det seksuelle bruge et konkret sprog, som før har været et tabu for hende?

Denne lange kærlighedserklæring, fuld af poetisk spænding, viderefører i et meget nutidigt sprog traditionen for den kærlige elegi med et utal af citater fra mest kvindelige forfattere, transskriptioner fra Instagram, billeder og flash backs. 

Der er arbejdet stærkt på formen, men indholdet når ikke det niveau som forfatteren har håbet på.

05/03/2026
Julliard  

Christiana Moreau: Aux vents déraisonnables

 Christiana Moreau: Aux vents déraisonnables

En meget smuk og dramatisk historie om nogle unge i en lidt afsides egn af Belgien "Les Hautes Fagnes, der ligger tæt på grænsen til Tyskland. Særdeles spændende fortælling om et område, der sine germanske rødder er blevet tilknyttet såvel Belgien som Tyskland. Minder om forholdene i Alsace, men her er der en tiltrækning mod det tyske, der dog neddæmpes meget efter 2. Verdenskrig.

François, søn af en landarbejder hos familien Vogelhof, og Maria, datter af en gårdejer, har kendt hinanden siden deres tidligste barndom. Sammen har de udforsket alle stierne på Hautes Fagnes-højsletten, dette vilde og afsidesliggende område i Wallonien, i det østlige Belgien og tæt på den tyske grænse. 

Da den søde Lucie ankommer til gården for at bo hos sin kusine Maria, begynder mørke skyer at trække ind over vennernes smukke, ubekymrede samvær.

Men langt alvorligere trusler venter de unge mennesker. Krigen er erklæret, og området bliver annekteret af Hitler. François flygter til Liège for at undgå at blive indkaldt til Wehrmacht og slutter sig til modstandsbevægelsen, mens Maria bliver indrulleret i Reichsarbejdsdienst, som hun skal udføre i Tyskland. 

Men hvordan skal det nu gå de tre? Vil de gamle bånd holde eller er der en ny tid på vej? I Aux vents déraisonnables væver Christiana Moreau et rørende epos, hvor lidenskab, splittelse og erindringer flettes sammen. Hautes Fagnes er ikke blot en kulisse, men en karakter i sig selv, et tavst vidne til de fortabte sjæle, der forsøger at genopbygge sig selv på ruinerne.

En meget smuk roman, skrevet i et flydende sprog, der straks fører os ind i en smuk region med en rig historie. En unik, men alligevel universel fortælling, der tager fat på et kapitel af den store historie: denne region med de såkaldte »rédimés«-kantoner, hvor de tysktalende først blev belgiere, derefter tyskere, før de igen blev belgiere.

Meget meget spændende bekendtskab som jeg kun kan anbefale at læse.

28/02/2025
Empaj Editions  

 

Fred Vargas: Une unique lueur

 Fred Vargas: Une unique lueur

Vi er nået til den 11. roman i serien af Fred Vargas med kommissær Adamsberg, Une unique lueur indeholder alt det, vi elsker ved denne forfatter: kunsten at komme på afveje, usandsynlige forklaringer, vanvittige vendinger, et uændret team med en ny mand, en vikingekriger, ifølge hans overordnede, og i øvrigt flere lig.

En utrolig smuk kvinde bliver myrdet og efterladt på fortovet i Rue Monsieur le Prince med en buket akelejer som et budskab om perfekt og absolut kærlighed! En destruktiv, men også beundrende tilbedelse.

Handlingen, som ofte er svær at sammenfatte, er helt i Vargas’ ånd: original, forvirrende og frodig. Digteren Gérard de Nerval, Lauren Bacalls skønhed, en sort prins, et tårn, en havfrue, en guldfløjte, en vielsesring, en buket akelejer... Et usandsynligt, nærmest vanvittigt puslespil, der alligevel ender med at falde på plads.

Vi er på sporet af en seriemorder, der ved hvert mord iscenesætter en mærkelig forestilling, hvor han klæder sine sjældent smukke ofre i et specielt lidt gammeldags sæt tøj. Eftersøgningen fører os rundt i Paris med også til Los Angeles, hvor vi får nogle herlige beskrivelser af Adamsbergs oplevelser af amerikansk kultur.

 

Men nyd det nu, for allerede fra de første sider, med Adamsberg, Danglard, Veyrenc og Retancourt i centrum, vender de velkendte træk tilbage, og den forventede stemning sætter sig. En munter, sammentømret og skør flok, der er klar til alt for at beskytte deres kommissær og følge hans tankestrømme, blandt andet med god kaffe, croissanter og encyklopædisk viden. 

En fremragende udgave med den velkendte glæde ved de sædvanlige tågede sidespring, de langsomme og velsmagende dialoger, som kun Fred Vargas mestrer, og en fængslende efterforskning, der får os til at genopdage Nerval og hans poesi!

08/04/2026
Flammarion 

Jean-Christophe Rufin: La folie Sainte-Hélène

 Jean-Christophe Rufin: La folie Sainte-Hélène

Så kom syvende bind om Les énigmes de Laurel, le consul. Laurel bliver denne gang sendt til Sankt-Helena og bogens titel La folie Sainte-Hélène gengiver perfekt bogens indhold.

Det er jo øen langt væk fra alting, hvor den slagne Napoleon blev sendt hen i 1815. Han døde der i 1821.

Siden 1858 har 0,14 km ² af øen været et fransk oversøisk territorium. Øen er 16 km bred og 8 km lang, og har en befolkning på 3.924 indbyggere.

Vores konsul Aurel, der som oftest ikke falder ind i de konsulære roller, bliver her sendt til Sankt Helena, da den person der er konsul for det lille franske område pludselig er væk. Aurel skal altså for en gangs skyld tager sig af en virkelig krimi-sag. Men han må for alt i verden ikke overtræde områdets love og regler og holde sig gode venner med de engelske herrer over øen.

De engelske og franske indbyggere på øen hader hinanden for et godt ord.

Hvordan kan man forsvinde sporløst på en ø, der er forbundet med Sydafrika via et ugentligt fly, og hvor alle kender hinanden? Det er netop det, Aurel får til opgave at finde ud af.

Han indser hurtigt, at det ikke er nogen let opgave at repræsentere Frankrig på St. Helena. For Napoleon driver folk til vanvid. Minderne om ham vækker stadig voldsomme følelser. Den forsvundne konsul manglede ikke fjender blandt de kejsertilhængere, der kommer for at besøge stedet for hans eksil. Men hvem kunne have haft så meget imod ham, at de ville dræbe ham?

Uden hjælp fra en ung fransk kvinde, der er kommet til dette fjerne hjørne af verden for at uddrive sine spøgelser, ville Aurel have haft svært ved at finde ud af det.

Denne usædvanlige efterforskning bringer os i kontakt med ekstraordinære personer. Denne gang finder Aurel, til vores store glæde, en person, der er mere original end ham selv...

Rufin formår at skabe en atmosfære af håndgribelig spænding, hvor kejserens glorværdige fortid stadig spøger i folks bevidsthed. Napoleon-nostalgikere og ivrige modstandere mødes i et malerisk miljø, der dog er ladet med intense følelser.

Aurel er langt fra en klassisk efterforsker, men en sympatisk person, hvis tvivl og personlige refleksioner tilføjer en menneskelig dimension til handlingen. 

 Det er en stor fornøjelse at læse om den unikke atmosfære i Sankt Helena og den måde, Rufin blander historie og fiktion på. Hvis man ikke kendte noget til Sankt Helena før, forlader man romanen meget rigere.

01/04/2026
Calmann-Lévy / Suspense Crime  

Marie de Palet: L'enfant oublié

 Marie de Palet: L'enfant oublié

Tilfældigvis fik jeg en af Marie de Palets bøger mellem hænderne, og det var faktisk en god oplevelse. Hun er født i 1934, uddannet som lærer, men fik lyst til at skrive. Hun har skrevet et stort antal romaner og har nydt en stor opbakning. Mange af hendes bøger foregår i Lozère.

Romanens hovedperson er Charles, der er otte år, da de sociale myndigheder overdrager ham til Marceau og hans kone Jeannette, to gode bønder fra Lozère. På gården La Hibou ville Charles næsten være lykkelig, hvis han ikke hele tiden tænkte på sin mor. 

Han vokser op på gården, bliver forelsket i en forfløjen pige, bliver indkaldt som soldat til 2. verdenskrig, ender i en arbejdslejr. Selv om der viser sig mange muligheder efterhånden som han bliver voksen, søger han stadig at finde ud af, hvem hans forældre var...

Han ved intet om sin familie eller sine rødder, og det er først efter sin adoptivfars død, at han begiver sig ud på en rejse for at finde sin identitet. 

Han ved intet, men mange i omegnen synes at kende hemmeligheden, og lidt efter lidt løftes sløret. Men sandheden vil vise sig at være meget anderledes end den drøm, han havde skabt sig... 

Romanen er fyldt med naturbeskrivelser fra Lozère og skildringer af det hårde liv, som bønderne har. Livet i en lille isoleret landsby og den nødvendige omstilling efter krigens afslutning, hvor det moderne samfund venter.

03/05/2010
Editions De Borée / Terre de poche  

 

David Foenkinos: Je suis drôle

David Foenkinos: Je suis drôle 

Ny roman fra Foenkinos der trods titlen måske ikke er helt så sjov, snarere lidt trist og melankolsk.

Historien handler om Gustave Bonsoir, en ung forældreløs dreng, der bliver adopteret af et charmerende ægtepar, og som opdager, at han har et så stort talent for komik, at han vil gøre det til sit erhverv. 

Men selv om han vil være komiker, ligger hans sande talent måske et andet sted. I sin iver efter at få andre til at smile mister Gustave lidt sig selv af syne. Mellem håb, fiaskoer og uventede vendinger bliver hans liv alt andet end det, han havde forestillet sig.

Foenkinos, en mester i at skabe balance mellem det komiske og det tragiske, fortæller os med stor følsomhed og melankoli om denne unge mands uventede og overraskende skæbne, hvilket gør ham både sympatisk og rørende.

Men han fortæller os også om vores mærkelige tid, om det kunstneriske kald, om angsten for fiasko, om frygten for andres blikke.

Ikke en af hans bedste romaner, men hans evne til at fortælle ofte med en humoristisk indgangsvinkel er også på plads i denne roman.

02/04/2026
Gallimard / Blanche   

 

Philippe Besson: "Arrête avec tes mensonges"

 Philippe Besson: "Arrête avec tes mensonges"

En roman af Philippe Besson fra 2017, som jeg ikke har fået skrevet om før, men det er en meget vigtig bog, for Philippe Besson blotlægger sig selv i denne roman. Uden dikkedarer. Med følelse og følsomhed fortæller han sin kærlighedshistorie med Thomas Andrieu, som han mødte, da han var 17 år.

Det var en næsten umulig kærlighedshistorie i 1980'ernes Frankrig, ikke mindst fordi Thomas ikke accepterer sin homoseksualitet (som han i øvrigt aldrig vil nævne ved navn), ikke mindst fordi aids hærger, og ikke mindst fordi denne historie i Thomas' øjne ikke kan vare ved. Et møde, lige så intenst som kortvarigt, som skaber et savn og en længsel hos Philippe Besson. Det er grundtemaet i mange af hans andre bøger.

Philippe Besson formår perfekt at gengive styrken i dette møde: de første fysiske følelser, der skildres på en afdæmpet måde, den uudholdelige ventetid mellem to møder, men også frustrationen over at skulle skjule denne historie, som Thomas, søn af bønder, der frygter andres dom, ønsker skal forblive hemmelig.

Selv om det er næsten 40 år siden der skete et brud, forfølger historien faktisk Philippe Besson, da han tilfældigt møder Thomas' søn Lucas. Bogens tre dele fra 1984, 2007 og 2016 giver os et udvidet billede af hele historien og dens konsekvenser.

Denne autentiske og let melankolske historie, der fortælles i en sober stil, griber en til sidst dybt, både på grund af det drama, den afslører, og på grund af fortællerens beherskede følelser. Den er skrevet i en rørende enkelhed og følelsesmæssige oprigtighed. 

Man har retten til at være sig selv og en modig afsløring, der forklarer, hvorfor visse temaer går igen i Philippe Bessons værker: tab, savn, svigt og vanskeligheden ved at være sig selv.

05/01/2017

Julliard 

Cécile Coulon: Noir volcan

 Cécile Coulon: Noir volcan

Det er specielt Cécile Coulons romaner, der her grebet mig, men hendes poesi er bestemt også værd at beskæftige sig med, så jeg er starten på dem og er overhovedet ikke blevet skuffet snarere tvætimod.

Noir volcan er en digtsamling, der er befriende og jordnær. Den er en del af en forbløffende fornyelse inden for poesien.

Som hun selv siger, skriver Cécile Coulon med hverdagsord, med ord fra hele livet. Hendes digte handler udelukkende om hverdagen: kærlighed, død, lidenskab, brud, alderdom, kærlighed, der svinder, rødvin, belote-spil, det hjem, man forlader med vemod, og de kære sovende vulkaner, der præger hendes forfatterskab. Hun bor jo i Clermont-Ferrand.

For hende er de mest ubetydelige situationer (som at drikke en øl efter en arbejdsdag), de mest almindelige mennesker (den fraskilte halvtredsårige) og de mest hverdagsagtige landskaber  en anledning til poesi. Cécile er en datter af jorden, en kvinde af sin region, og alle hendes digte besætter uden videre læseren, som hendes romaner.

Her er tre eksempler i en digtsamling der fortjener at blive læst og levet.

Écrire un poème, c’est découper en soi un morceau de silence
Trempé de honte et d’inquiétude, puis on le fait sécher
Sur une branche longue ou sur un fil tendu
Entre deux maisons hautes,
Le vent souffle dessus, le soleil l’entortille
Et quand il est bien sec on l’offre à ceux qui savent
Qu’un poète est à la fois une vieillard et une jeune fille.

« Alors ce soir mon amour 
Je t'écris le plus long des poèmes
J'ouvre mon coeur, mes mains, mes jambes et toute mon âme
J'ouvre grand mon désir et mes dernières flammes,
Alors ce soir mon amour je t'écris que je t'aime.

Comment faire pour cesser,
une bonne fois pour toutes,
d’abîmer la douceur ?

06/02/2020
Le Castor Astral / Poche/Poésie