Saturday, March 27, 2021

Frédérique Clémençon: Les méduses

 

Frédérique Clémençon: Les méduses


Hvis man tror, at det er en roman man er startet på, bliver man hurtigt klogere efter første fortælling, og dog, for Frédérique Clémençon er i stand til at flette de forskellige historier sammen til en enhed.

Den første historie er farvet af nostalgi, for vi møder Hélène Laurentin og hendes søn Paul, der er vendt tilbage til det sted, hvor de tidligere holdt ferie, da Marc, mand og far, stadig var i live. Han var omkommet der ved en tragisk bilulykke. Det år havde de opgivet at svømme på grund af de tusindvis af vandmænd, der skyllede op på stranden ved Loire-flodens udmunding.

Hélène der er sygeplejerske på et hospital er endnu ikke vendt tilbage til sin stilling i skadestuen.

Hospitalet bliver på en måde stedet, der tager pulsen på vores liv fra fødsel til død. Det er også en afspejling af vores samfund og dets spredte territorier, hvor vi mødes og ses lidt. Det er på dette hospital i den sydlige del af Loire, at Hélène, Ilan, Claire, Samir og et par andre arbejder og ofte kommer.

Det er på det sted, hvor vores liv afsløres som det mest skrøbelige, men også det mest levende, at de vil finde sig selv. Personerne vender tilbage i forskellige sammenhænge og på forskellige datoer, men deres historier flettes sammen og efterlader os med billeder af livets skrøbelighed, hvor der ikke skal meget til for at ændre alt. Fælles for alle er dog deres kampvilje og viljen til at hjælpe andre.

Frédérique Clémençon fortæller deres krydsede rejseplaner på et sprog, der svarer til hendes karakterer, af seriøs og fortryllende skønhed. Det er en bog der giver meget stof til eftertanke og som rykker i ens følelser.

Kan absolut anbefales.


Éditeur : FLAMMARION (15/01/2020)

Fatou Diome: De quoi aimer vivre

 

Fatou Diome: De quoi aimer vivre


Fatou Diome er født i Senegal og har allerede en lang karriere som forfatter. Men efter nogle års pause udsender hun nu en novellesamling.

Der er en lang række noveller, korte som lange, hvor mange har selvbiografiske træk, men der er også en lang række personer og genstande som hun skriver ud fra.

En speciel genstand er f.eks. Edith Piafs kjole, som hun lader få hovedrollen i en af novellerne. Der er en dejlig novelle om den arbejdsløse mand, der klæder sig smukt på hver morgen for at gøre indtryk på ekspeditricen, men han får aldrig talt til hende. Dog sker der noget en dag...

Der er mange små historier om forhold der ikke helt fungerer, men også andre der erstattes af drømme. De skæve typer er der også plads til.

Nogle noveller tager også udgangspunkt i hendes familie, og der er en god novelle om hendes bedstefar. Vi kommer også lidt omkring geografisk i novellerne fra Strasbourg til Congo.

Hun skriver med et rigt billedsprog, der undertiden bliver lidt for voldsomt og får historien til at glide i baggrunden.

Men alt i alt et dejligt udvalg med mange facetter.


Éditeur : ALBIN MICHEL (03/03/2021)


Monday, March 15, 2021

Sophie Tal Men: Va où le vent te berce

 Sophie Tal Men: Va où le vent te berce


Sophie Tal Men hører til de forfattere, som jeg vender tilbage til, når jeg skal læse en velskrevet roman (se tidligere omtaler af hendes bøger), der handler om almindelige mennesker i Bretagne. 

Hun har altid en kærlighedshistorie som det centrale, men det bliver krydret med skildringer af Bretagne og har en gruppe personer som vi finder i alle bøgerne. En gruppe af læger og hospitalspersonale især.

Anna er ung læge, der har oplevet en tragedie i Argentina, hvor hun var flyttet til med en kæreste. Vi møder hende hvor hun vender tilbage til sit barndomsland: Bretagne. Hun slår sig ned i Brest, hvor en del af hendes gamle venner og familie bor. Hun kommer dog ikke tilbage alene ...

Den anden hovedperson er Gabriel, hvis barndom sammen med hans lillebror har været grusom. Hans mor blev dræbt af en voldelig far. De to børn blev adopteret og fik en fin opvækst, men der er ar, der ikke er helet. Gabriel har brug for at genopbygge sig selv, og han bliver lokket til at arbejde for en forening, der arbejder med hospitaler. Den består af at vugge nyfødte for at berolige dem og give mødrene lidt aflastning.

Gabriel kommer dog til at vugge andre end de nyfødte...

En god historie med gode personskildringer og især de to hovedpersoners kamp for at finde sig selv og klare dagens strabadser. Afspejler mange menneskers dagligdag, men fokuserer ikke kun på de negative sider. Den viser hvad sammenhold, kammeratskab og åbenhed kan bringe.


Éditeur : ALBIN MICHEL (26/02/2020)



Wednesday, March 10, 2021

Philippe Labro: J’irais nager dans plus de rivières

 

Philippe Labro: J’irais nager dans plus de rivières


Philippe Labro er født i 1936, men har en medfødt lyst og kraft til at skrive, og denne bog er nok ikke hans testamente, men trods alt et vue over hans liv. Han har haft flere nederlag og nedbrud, men har hver gang kommet ud af det og videre med livet, som han elsker og ikke bare vil sige farvel til.

Philippe Labro elsker citater fra kendte mennesker til at krydre sine fortællinger med, og vi får et stort udvalg, som i sig selv er værd at læse bogen for. Han giver personlige biografier om  f.eks. Johnny Hallyday, Serge Gainsbourg og Romain Gary, der viser os sider af dem, som ikke før har været kendt.

Philippe Labro har også været filminstruktør, så der er også meget stof omkring film, filmskabere og filmkunstnere. Det kan være Melville, Belmondo og Luchini. Et sjovt kapitel om Jacques Prévert der mødes med Picasso på en strand i Sydfrankrig.

Der er kapitler om hans familie og især storebroderen som han i hele sit liv har set op til. Men det er ikke kun om mænd, der er også et kapitel om berømte franske kvinder som han beundrer. Han har opholdt sig i USA i længere tid, så vi får også meget om amerikansk kultur.

Det er en bog, der kan læses som en beretning om de seneste 75 år men også en personlig livsglæde og evne til at se store og små ting i samfund og natur. Vigtigst er kærligheden.

En bog som man kan blive meget klogere af at læse, for Philippe Labro giver os gennem sine reflektioner et helt livs visdom.


Éditeur : GALLIMARD (01/10/2020)


Friday, February 26, 2021

Olivier Adam: Tout peut s'oublier

 Olivier Adam: Tout peut s'oublier


Olivier Adam har hentet titlen i Jacques Brels "Ne me quitte pas", men som sangen antyder forlader hun ham og det samme sker i Olivier Adams nyeste bog, der på skift foregår i Bretagne og i Japan.

Adam har tidligere brugt Japn i sine bøger, og her får vi igen en smuk, men bitter beskrivelse af det smukke land. En tom lejlighed: det er det, Nathan finder, da han kommer for at hente sin lille dreng hos sin ekskone Jun. Meget hurtigt må han indse: Jun er vendt tilbage til Japan, sit hjemland, med deres søn Leo, der er fem år.

Han forstår ikke og gribes af panik: hvordan finder han dem igen. Han første forsøg ender blindt, og selv om han har hyret en detektiv, varer det længe, inden han forsøger igen. Problemet er den japanske lov, der ikke giver rettigheder til forældredeling, og deres politifolk er ikke ret blødsødne!

I Bretagne har han en lille biograf, der nærmest kan karakteriseres som en art cinema, men det går rundt. Nathan er en mand, der ikke er særlig udadvendt, snarere det modsatte, en drømmertype, der allerede har været ude for, at en kone forlader ham. Jun har han mødt i Japan, de har giftet sig og hun er flyttet til Frankrig. Nathan har ikke rigtigt forstået, at Jun ikke mere har følt sig tilpas i ægteskabet, men han flygter fra konfrontationer.

Sammen med Nathans historie kører der en historie med hans overbo Lise, der er fraskilt som Nathan. Hendes søn er blevet Blackbloc-medlem og frasagt sin familie, så hun har også mistet en søn.

Det er en rammende fortælling om forældres pludselig oplevelse af at have mistet et barn på hver sin måde, men det handler også om to kulturer der kolliderer. Japan er meget smukt skildret, men synes at have et middelalderagtigt retssystem. På den anden side lægger Adam ikke fingerene imellem, når han skildrer franskmændene. De lever slet ikke op til det billede som andre kan have af Frankrig som en kulturnation og frihed-lighed-broderskab. De er ofte nedladende overfor fremmede, storskrydende og uden medfølelse. Han kommer også ind på politivold og les gilets jaunes.

Det er på mange måde et lidt dystert billede, som Adam har af sin samtid. Hans mandlige hovedpersonerne er indelukkede og forstår ikke rigtigt, hvad der foregår.

Meget smukt spil mellem Bretagne og Kyota som åbner historien til et større perspektiv. Adam skriver og komponerer sine romaner til næsten fuldkommenhed. 

En bog man ikke lægger fra sig, når først man er startet på den!


Éditeur : FLAMMARION (06/01/2021)



Wednesday, February 24, 2021

Paris, lumières étrangères

 

Paris, Lumières étrangères


Mange er og har været tiltrukket af Paris, har gennemtravet byen på kryds og tværs og har fået deres specielle oplevelse af byen. Paris er mere end en by, det er på mange måder også en sindstilstand, en rejse i historie, kultur og årstider. Vi parisfarere har vores Paris, men vi ved, at der findes mange andre, og det får vi glimrende præsenteret i denne samling.

I denne novellesamling møder vi tyve forfattere fra mange andre steder og lande, der fortæller os en historie, hvor Paris spiller hovedrollen.

Med tekster af Chahla Chafiq, Amanda Devi, Sedef Ecer, Gauz, Khadi Hane, Luba Jurgenson, Katrina Kalda, Yanick Lahens, Fouad Laroui, Georgia Makhlouf, Eduardo Manet, Saber Mansouri, Arezki Metref, Naïri Nahapétian, Sonia Ristic, Andrea Salajova, Ryoko Sekiguchi, Shumona Sinha, Sami Tchak og Bernardo Toro der alle er skrevet på fransk, idet mange af forfatterne har opholdt sig i Paris i mange år. De er født i Afrika, Libanon, Chile, Cuba, Østeuropa, Rusland, Iran, Indien, Japan, Haiti, Mauritius og Tyrkiet.

Svært lige at give et overblik af de meget forskellige indtryk, som vi møder i novellerne, men det er fælles for mange af dem, at Paris har en magisk tiltrækning, og de har et kendskab til byen gennem litteratur og film, så da de endelig kommer til byen, bliver de overraskede over at det kendte også er ukendt. Gadenavnene og byens geografi kender de, men der er mere end det.

Mange skriver meget selvbiografisk, og det er spændende at læse om, hvordan de kan klare sig i Paris uden penge, men fælles for dem alle er, at de ikke vil give op. En stor del bor i Belleville, mens andre finder små værelser i Latinerkvarteret. Der er selvfølgelig en positiv stemning i mange af historierne, men sandelig også kraftige indslag om parisernes måde at modtage fremmede på. Hvordan det føles at være andenrangspersoner eller endda uønskede? Visse finder sammen med andre indvandrere og skaber deres egen lille verden.

Der er også mange der er flygtet fra deres hjemland, så de kan ikke undlade at inddrage problemerne hjemmefra, hvor familierne ofte er blevet sprængt og endt i mange forskellige lande. Nogle er med i oprørsbevægelser mod det hjemlige diktatur.

Men det der især samler de tyve forfattere, det er sproget, det er fransk. I Frankrig nyder forfattere nemlig en stor agtelse, og når de her bidrager ved at skrive deres historier på fransk, bliver de en del af en stor, smuk og væsentlig kultur og litteratur.

Kan bestemt anbefales at læse, især hvis Paris er en del af ens liv.



Éditeur : MAGELLAN ET CIE (31/03/2017)


Sunday, February 14, 2021

Anouk F.: Dans la rue de l'école

 

Anouk F.: Dans la rue de l'école


En dejlig social roman skrevet af en skolelærer, der er blevet kendt via sin blog (https://merci-maitresse.fr/) og en bog, der sammenfatter flere af hendes indlæg. 

I denne roman fra 2020 træder hun lidt ud af skolen, men ikke længere end til den gade hvor en skole ligger.
 
Bogen er bygget op over bestemte gadenumre i gaden, hvor der bor børn der går på skolen. Bogen har tre hovedafsnit: "Il, Elle", "Nous, Vous" og "Je, Tu", hvor det første afsnit er en præsentation af nogle opgange i forskellige ejendomme, deres beboere og de problemer der er. I anden del er vi tættere på at se de tidligere omtalte personer fungere i et gruppeforhold, fremkaldt af at et af børnene pludselig er væk og skal findes. I det sidste store afsnit er det hovedpersonerne, der fortæller hver deres historie efter dramaet.

Blandt de omtalte personer er der Richard, racist, alkoholiker, pusher mm; Karine, på nedtur med en søn hun ikke kan klare; Kamel, der opdrager sine to døtre alene, efter at hans kone blev indlagt på grund af psykiatriske lidelser; Julie, der ikke længere kan bære sit glatte og behagelige liv; Pitu, købmanden, der har boet i gaden hele sit liv og overtaget sin fars forretning og Marie, skoleinspektøren der er et samlingspunkt for gaden.

Anouk F. præsenterer mange sociale spørgsmål: social mangfoldighed, skolens rolle, små virksomheders overlevelse, vold mod kvinder, racisme; kvinde- og moderrollen; det moderne samfunds dyrkelse af egoet og fravalg af andre, og hun gør det med stor medmenneskelighed og ømhed for alle sine karakterer, selv de mindre sympatiske. Hun får os til at forstå, at de måske har oplevet brud og nedture i deres liv, eller at de skjuler deres følelser under en hård og usympatisk skal. I bogen er der en ekstraordinær begivenhed der afslører det gode i hver af os.

En meget velskrevet roman der trods nogle afsnit med tomgang formår at gribe sin læser. En bog der stiller børnene i første række uden at glemme forældrene og skolen.

Éditeur : LE CHERCHE MIDI (13/02/2020)



Wednesday, February 10, 2021

Nina Bouraoui: Otages

Nina Bouraoui: Otages



Bogen udspringer af et teaterstykke som Nina Bouraoui skrev i 2015, men hun har nu arbejdet videre på det og givet det form af en roman, selv om det er en kvindes enetale afbrudt af enkelte afsnit med mandsstemmer. Man kan således sagtens opleve det som en monolog af en kvinde, der har været præget af sin fortid, har evnet at lukke af for sig selv og leve på mændenes præmisser og krav.

Handlingen sættes brat i gang med Sylvie Meyer, 53 år, der fortæller, at hendes mand for et år siden har sagt, at nu går han. Hun accepterer det sådan set uden protest, for hun vil ikke være blødsøden og desuden har deres ægteskab ikke fungeret de seneste år. Hun tager sig af deres to drenge og har et ansvarfuldt job på en gummifabrik.

Mandens forsvinden opvejes fuldt ud af hendes arbejde, hvor hun har en lille afdeling af kvindelige arbejdere under sig. Hendes forhold til dem er gensidig sympati og tillid, men en dag bedes chefen, Victor Andrieu, om at lave en liste over de medarbejdere, der skal fyres ved en kommende fyringsrunde.

Der knækker efterhånden noget i Sylvie, der fortæller at hun egentlig har haft et godt liv og haft respekt for sig selv, men nu er tråden brudt. Hun taler også flere gange om vold, men udskyder at fortælle os, hvad der er kilden til det.

En dag drager hun så pludselig afsted uden mål og med og...

Fortsættelsen må I læse jer til, men den er værd at kaste sig over.

Alt i alt bliver det en glimrende skildring af en kvinde, der kæmper mod det gamle kvindebillede, forsøger at skabe sig en ny identitet og være ansvarlig, men der er mange faktorer imod hende, så når hun det?

Det er en vældig godt skrevet roman og med klip fra mange kvinders dagligdag og spillet mellem ansat og fabriksarbejder.

Kan anbefales.


Éditeur : J.-C. LATTÈS (02/01/2020)

Sunday, February 07, 2021

Nesrine Slaoui: Illégitimes

 

Nesrine Slaoui: Illégitimes


En debutroman fra Nesrine Slaoui der minder mere om en beretning om hendes eget og hendes families liv end om en roman. Der er ikke meget fiktion, men en beretning om en ung pige der frigør sig fra et arbejder- og indvandrermiljø i Apt for at tage en uddannelse på Science-PO i Paris.

Hun er ihærdig i skolen og i studierne og opnår meget fine resultater, men hendes problem er at hendes forældre er fra Marokko, og hun bliver derfor aldrig anset for at være en legitim franskmand, og hun bliver ofte mobbet. Hun er mørk i huden og hun er kvinde, så der er mange racistiske og sexistiske udfald mod hende både før og nu.

Det er interessant at følge hendes kamp, og man må umiddelbart føle sympati for hende, for det er et sejt træk der skal til, førend en invandrer kan føle sig som en legitim del af det franske samfund og ikke blive anset for at være anderledes.

Hun indser også selv, at hendes drømme må lide nederlag og måske var det heller ikke nogen drøm at blive pariserinde.

Bogen bliver på mange måder et fortvivlet råb og et hævnskrift, og det er slag mod lidt af hvert, men uden andet håb end at andre unge indvandrere kan se, at det kan lykkes at løsrive sig fra de sociale lag, men at det ikke altid er nok.

En lidt rodet bog, men med mange gode øjebliksbilleder, skildrin af forældre og bedsteforældre og med interessante indblik i en families historie.



Éditeur : FAYARD (06/01/2021)
 





Thursday, February 04, 2021

Philippe Claudel: Un monde de fous !

 

Philippe Claudel: Un monde de fous !


En god bog med nogle af Philippe Claudels småtekster og kronikker de senere ord bl.a. i ugeavisen Le Un.

Der er meget forskelligt stof fra digte og debatstof til små noveller og tekster skrevet til et bestemt tema i Le Un. Det er alle stærke og skarpe tekster, der på hver sin måde tager fat på nutiden. 

Vi er som titlen siger alle blevet skøre og har forlængst lagt forholdet til andre bag os. Det er egoismen, frygten, selvforherligelsen der har erstattet en humanisme og et demokratiske samfund, som vi kendte før. Der er ikke længere tid til at overveje og vente, nej vi skal have det serveret her og nu ellers er præsidenten og politikerne uduelige.

Der er ingen grænser for, hvad folk kan fornøje sig med på nettet, se på afhugne hoveder som i teksten "Gnofrane" om en ung dreng, der skal hugge hovedet af en ikke-troende, mens det bliver omhyggeligt filmet og lagt på YouTube. I "Baignade interdite" fornøjer en mand sig med at gå ned og sætte sig på stranden hver dag for at se på de bådflygtningen som omkommer netop her hver dag. At hjælpe dem kunne han ikke forestille sig.

Der er en stærk tekst om retfærdighed og livet i fængler, men også om en dagligdagen under coronaen med teksten om "Papa télétravaille", der i øvrigt også er ret morsom. Der er en lille fremtidsfortælling der viderefører Me-too, for her bliver en mand arresteret fordi han ser på en pige og endda smiler til hende! Det skulle have været aftalt og underskrevet, inden han kunne gå så langt. Den sidste tekst "Le voisin" fik det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Masser af provokerende stof, men skrevet med Claudels sædvanlige smukke måde at skrive og berette på.

Bør absolut læses



Éditeur : L'AUBE (22/10/2020)


Monday, February 01, 2021

Gauz: Black Manoo

 

Gauz: Black Manoo


En meget speciel og utraditionnel roman som jeg har haft stor fornøjelse ved at læse.

Gauz er Patrick Armand-Gbaka Bredes forfatternavnet. Hen blev født i 1971 i Abidjan i Elfenbenskysten. Han har en master i bio-kemi, men arbejder nu med film, journalistik og som forfatter. Har boet i Paris, men er nu vendt tilbage til Elfenbenskysten. Har skrevet flere prisbelønnede romaner, men dette er den første, men ikke den sidste jeg har læst af ham.

Black Manoo ankommer til Paris med et forfalsket forretningsvisum. Han vandrer rundt i Belleville i et højrødt antræk, som hans kultur byder ham som nytilkommen. Gennem ham møder vi et helt galleri af figurer: indvandrere som ham, folk uden papirer og bolig, forhandlere og forbrugere af stoffer, ejeren af en hemmelig bar, gamle oprørere, musikere og endda en mand fra Auvergne.

Black Manoo var stofmisbruger i Abidjan og møder en tidligere pusher i Paris. Denne ven sørger for at han bliver rimelig stoffri, selv om han lever af at sælge. Det er i sig selv en sjov historie. 

Vi er i Belleville i 1990'erne og alle disse små historier og oplevelser bliver fortalt med Black Manoos sprudlende sprog, der har et stort repertoire af slang fra Afrika og en række betegnelse for diverse folk og grupper: "tlenteulos" kaldes de kinesiske prostituerede (de har svært ved at udtale -r-), en poulet bicyclette er en kylling opdrættet i det fri, om et af børnene: Le plus grand est en seconde « arabes-et-noirs », comme on désigne les classes de lycées professionnels.
Det er simpelt hen en hylende morsom beskrivelse af forholdene, selv om det er livet i besætterhuse og andre forfaldne bygninger.

I en række korte kapitler svinger det mellem fresker om afrikansk indvandring og en radioskopi af Belleville. Black Manoo har og videregiver et blik, der overskrider spørgsmålet om hudfarve for at fortælle det usete. Vi føler bag alt dette en skarp tunge, fuld af humor med en stil af glædelig opfindsomhed. Pariserne og franskmændene får en skrap behandling, hvor racisme og udnyttelse er hovedemnerne.

Black Manoos filosofi er, at man ikke skal give op, det er altid muligt at komme op og komme videre. Hans rejse er værd at tage med på.

En vidunderlig bog!

Éditeur : LE NOUVEL ATTILA (28/08/2020)

Laurent Gaudé: Paris, mille vies

 

Laurent Gaudé: Paris, mille vies


En kort (80 sider) men meget intens bog om Paris, om liv og død, om alle der har gået rundt i Paris på et eller andet tidspunkt.

Bogen starter med forfatterens fortælling om, at han møder en lidt mærkelig mand, da han kommer ud fra Gare de Montparnasse, der stiller ham spørgsmålet: Hvem er du? Det får ham til at begynde at tænke på sit liv, alt imens han opsøger steder i Paris, som har betydet meget for ham. Først til kvarteret nær Cimetière Montparnasse hvor han boede som barn. Her er også den gade hvor hans far ved at uheld faldt ned fra 6. sal.

En detaljeret tur rundt i latinerkvarteret. Skikkelsen fra banegården er hele tiden lidt foran ham og følger ham på vej. Det bliver med hidtoriske tilbageblik til f.eks. 2. Verdenskrig ved Place Denfert-Rochereau og Boulevard Saint-Michel, hvor han se marmorpladerne med navne på de modstandsfolk der blev dræbt i 1944.

Vandringen fortsætter gennem Paris til Gare de l'Est, hvor det er ved at blive dag, så han vender rundt og går tilbage. Undervejs har han inddraget Villon, Hugo, Rimbaud, Artaud og mange andre. Han ser også, at de millioner der har gået gennem Paris' gader gennem tiderne også fortjener at blive husket, men hvordan kan han hjælpe dem? Han kan skrive om den, for tekster kan fastholde dem. 

Men han ved også, at han selv skal dø engang, så hvordan skal han forholde sig til det? Han kommer til at tænke på la danse macabre, hvor skeletterne danser og på den måde opsluges af rusen og glemmer døden.

Men tanken om døden er også en ode til livet: lev fuldt ud, mens du stadigvæk kan med intensitet og dybde. Forlad ikke livet med noget tomt bagved dig.

Det er stærk og lyrisk-poetisk tekst med spor tilbage til alt det, som har skabt os, både den konkrete far, men også alle de digtere, helte og almindelige personer, der har givet Paris en fylde som enhver kan suge af.

En bog der sætter tanker i gang på en vandring gennem Paris


Éditeur : ACTES SUD (07/10/2020)


Monday, January 25, 2021

Anne Sinclair: La rafle des notables

 

Anne Sinclair: La rafle des notables


 En bog om en anden slags razzia (rafle) end dem vi er vant til at høre, hvor jøderne bliver overført til Drancy. Journalisten og forfatteren Anne Sinclair beretter om, hvad der skete for hendes farfar Leonce Schwarz under krigen. Hun har altid haft i baghovedet, at hun skulle have spurgt mere ind til det, men det blev ikke til noget.

Léonce Schwartz, der blev arresteret ved daggry den 12. december 1941, ligesom de 743 andre franske jøder, der blev arresteret den dag, - læger, advokater, soldater - og ført til Royallieu-lejren ved Compiègne, som de indsatte kaldte for  "lejren med langsom død". 

For at fortælle denne smertefulde historie har journalisten de få elementer indsamlet på familieniveau, "en familielegende, en utrolig flugt", så hun søger mere direkte vidner.

Det bliver en lang søgen for at belyse tragedien, hun undersøger og  konsulterer arkiverne , monografier, der er meget gribende vidnesbyrd fra andre internerede. Serge Klarsfeld er hende til stor hjælp.

Det er ret rystende læsning om de afskyelige forhold under fangeopholdet: kulde, sult, overbelægning, men også  om solidariteten mellem fangerne.

Léonce bliver alvorligt syg og bliver overført til Val-de-Grâce-hospitalet  i februar 1942. Her kommer han ud under gådefulde forhold, og dermed undslipper han overførslen til Auschwitz-lejren den 27. marts 1942. Anne Sinclair finder aldrig ud af, hvor bedsteforældrene har skjult sig under krigen, men han dør kort efter krigen af de mén som han havde pådraget sig.

Det er en grusom beretning om psykopatiske og sadistiske bødler, udslettelsen af ethvert selvværd hos fangerne og en langsom udsultning og nedbrydning.

En kort, men stærk beretning om en lejr, som ikke omtales så ofte.

Éditeur : GRASSET (18/03/2020)


Saturday, January 23, 2021

Jérôme Tubiana: Fragments de jeunesse

 

Jérôme Tubiana: Fragments de jeunesse


Som superlæser af Modiano gennem mange år skal der ikke meget til, førend man kaster sig over en bog, som måske kan være med til at afdække nogle af mysteriernene omkring personen Patrick Modiano.

Jérôme Tubiana giver os i sin bog væsentlige ting fra Modianos barndom som ikke før har været kendt. Tubiana var skolekammerat med Modiano fra de begge var omkring 7 år i starten af 1950. Det var i kommuneskolen i rue du Pont-de-Lodi i det sjette arrondissement tæt ved deres respektive hjem tæt ved Seinen. Deres venskab fortsatte med diverse møder til slutningen af 60'erne, hvor deres veje ligesom skiltes.

Årene i kommuneskolen synes at have været den bedste del af Modianos barndom inden konflikterne med forældrene og anbringelsen på kostskoler. Han beskrives som en munter dreng med humor, og hans mor Luisa husker Tubiana specielt, for hun var altid meget venlig og imødekommende. 

Som barn var han i starten ikke helt klar over, at hans familie der var en velstillet borgerlig familie uden økonomiske problemer slet ikke var som Modianos hvor pengene var få og måtte tigges hos faderen. Faderen der i øvrigt boede i samme ejendom med sin nye kone. Der var også den store sorg efter lillebroderens Rudys død.

Tubiana skriver sin bog op mod Modianos mest selvbiografiske bog "Un pedigree", ikke for at modsige ham, men måske for at give et lidt bredere billede end et selvportræt kan give.

Der er mange interessante passager og kendte personer i bogen, og man bliver bestemt klogere omkring Modiano ved at læse den.



Éditeur : L'HERBE ROUGE (29/10/2020)



Thursday, January 21, 2021

Sherine Soliman: Souleymane

 

Sherine Soliman: Souleymane


"Ved krydset mellem indvielsesroman, slam / rap og poesi er dette den allerførste fuldt rimede byroman; Det vil sige næsten 9000 rim for et byepos med et uforskammet vanvittigt tempo!", sådan præsenterer Sherine Soliman selv sin roman, der er et pragtfuldt stykke håndværk med en intens historie og handling.

Hovedpersonen er den 15-årige Souleymane, der er vild med rap, og som prøver at kæmpe sig gennem livet i 93 Saint-Denis, også betegnet som 9-3. Souleymane er en drømmertype, men virkeligheden er barsk. Han er ved at droppe skolen, fristelserne på gaden om at blive dealer, usikkerhed, slagsmål, bandekrig, racisme og mange andre barrierer møder ham i et postkolonialt samfund.

Souleymane har store problemer med en racistisk lærer, der har udset ham til at være sit yndlingsoffer. Souleymane bliver sendt bort, men får senere hjælp af sine kammerater og Abdelkader, der tager sig af de unge i kvarteret.

Det skal vise sig at være en god hjælp for Abdelkader har selv været en ung bandit, der efter et fænselsophold har ændret sig totalt. Han får også Soleyman til at gå til boksning, for på den måde at få slået frustrationerne ud.

Alt er dog ikke godt og vi følger videre Soleymans op- og nedture, som jeg ikke vil afsløre her.

Men det er en god og på mange måde anderledes måde at se problemerne på, for de barske forhold med politiets overgreb på uskyldige, hele nedgørelsen fra det offentliges side, racisme og islamofobi, for ikke at tale om de sociale kår og arbejdsløshed. En krudttønde!

272 sider og 9000 verslinjer, hvor der veksles fint med længden, næsten 10 sider med en oversigt over de forfattere og kendte personer der nævnes i bogen. Fantastisk!

Til sidst vil jeg lige give et par eksempler på hans rytme, metaforer og uventede rim:

Elle termine sa gueulante par un monumental "tchiiiiip"
Sorti tout droit du coeur car elle parlait avec ses tripes

- Voyons garcon ! Nous sommes des journalistes intègres et probes !
- Moi je crois que vous surfez sur la vague islamophobe.

Si ça se trouve, vous mentirez aussi sur ma capuche
Disant que c'est un voile et que nous sommes des tartuffes ?

Je te l'avais promis,
Je voulais des efforts,
Tu t'es bien ressaisi,
Tu as pris ton essor,
Ta chance, tu l'as saisie,
Et ton travail t'honore.
On décolle de Roissy:
Prépare bien ton passeport.

Aller faire des bêtises dehors avec la drogue,
Et ! Je vais te le battre comme un méchant bouledogue !

"Dans mon rêve le plus funk
Je me lève et je jump
Pour éclater un dunk
Sur la grosse tête à Trump !



Bogen er udgivet i december 2020 på Éditions Rimes

Mere information på https://www.souleymane-rimes.com/   og https://www.facebook.com/soliman.sherine


Tuesday, January 19, 2021

Camille Kouchner: La familia grande

 

Camille Kouchner: La familia grande



Det er vel nok en af de mest omtalte bøger for øjeblikket: Camille Kouchners bog om den incest som hendes tvillingebror blev udsat for i en alder af 14 år af sin stedfar. Det er selvfølgelig ekstra spændende for pressen, at hendes familie er så kendt. Faderen er Bernard Kouchner, moderen Évelyne Pisier, stedfaderen Olivier Duhamel.

Det er en voldsom historie der bliver afdækket for alle nu, for sagen har været kendt af mange i flere år, men Camille Kouchner har ikke villet offentliggøre det før nu, da Olivier Duhamel nu er beskyttet af forældelsesfristen.

Bogen starter med moderens død og begravelse, og allerede her mærker man spændingerne i den store familie, der er delt i to dele: Camille og hendes søskende og et par stykker mere og den store klan omkring Duhamel. Hans forklaring har nemlig været, at det har været en slags kærlighedsforhold, og at man ikke skulle ribbe op i det for ikke at bidrage til Évelynes depressioner.

Herefter følger beretningen om Camilles tilværelse fra hun er ca 8 år, forholdet til moderen og især bedstemoderen, der senere begår selvmord. Det er kvindens frihed og frihed i det hele taget der er temaet i en familie, hvor der diskuteres politik og samfund og hvor børnene høres, hvis de kan argumentere. Der lægges også megen vægt på at de får en stor uddannelse.

Vi får virkelig indblik i en rig, intellektuel og borgerlig families liv, især når Camille Kouchner skildrer sommerferierne på det store landsted i Sanary. Her er man ofte nøgen, deltager i forskellige lege og dyrker i det hele taget friheden. Men selv om det er venner fra venstrefløjen har de alligevel tjenestefolk, som de behandler med en nedladende tone. Det er virkelig en afklædning af magthaverne og et forhold til børn der skal kysses på munden, der minder om pædofili.

Da Camille Kouchner får broderen til at fortælle, hvad der sker, bliver det til en lang periode med tavshed, skyldfølelse, mangel på selvværd og kamp for at få en tilværelse til at fungere. Det er egentlig først, da hun nu klart får formuleret og fremført, at hendes bror har været udsat for incest og voldtægt, at hun kan trække vejret. 

Hendes store problem har været, at hun faktisk har været meget glad for sin stedfar, så glad at hun har betragtet ham som sin far, da hendes rigtige far aldrig har haft tid til hende. Problemet for børnene er også, at deres mor har betydet så meget for dem, at de ikke har kunnet sige sandheden, og da det endelig sker, affærdiger hun dem.

Det er en voldsom bog på den måde, at vi kommer dybt ind i Camille Kouchners psykiske og til dels fysiske problemer med den skyldfølelse, det uhyre, der overfalder hende igennem så mange år. Hun har valgt ikke at kalde broderen ved hans rigtige navn, for han har aldrig villet og kunnet få sandheden frem og flygter og fortrænger det i stedet for.

Det er ikke en roman, men kunne godt være det. Det er derimod sandheden om den store familie, hvor man ikke vedkender sig nogen skam eller  fejl, men vil tie det bort og minimisere det.

Kan stærkt anbefales.

Éditeur : SEUIL (07/01/2021)




Sunday, January 17, 2021

Négar Djavadi: Arène

 

Négar Djavadi: Arène


Dette er Négar Djavadis anden bog, og desværre har jeg endnu ikke læst hendes første. Det må jeg sige efter at have læst denne dramatiske, aktuelle og velskrevne bog, der tager udgangspunkt i nogle udsatte kvarterer i Paris omkring Place Stalingrad og de østlige kvarterer.

Hun er født i Iran i 1969, men er med familien flygtet, da hun var 11 år. Hun er nu manuskriptforfatter, instruktør mm og har også udsendt nogle kortfilm. Hendes første bog fra 2016 fik stor succes, og det vil hendes nyeste sikkert også få.

Bogens hovedperson i en ellers stor skare af bipersoner er Benjamin Grossman, der er opvokset i det 10. arrondissement, hvor hans mor stadigvæk bor. Han har imidlertid sat sig det mål at komme væk og opbygge sig et nyt image. Det lykkes også for ham, da han bliver direktør for serieplatformen BeCurrent i Frankrig. Han skal dog flytte sit hovedkvarter til Dublin. Han er 35 år, gift med Ariane, der langt om længe er blevet gravid. Alt tegner sig derfor lyst for parret trods Benjamins store arbejdsbyrde.

Men som det ofte siges og vises i romanen, så skal der somme tider så lidt til for at alt kan forandres, både for personer og også for kvarterer, byer og lande.

Forholdet mellem Benjamin og hans mor er ikke så godt, og hans ser hende ikke ofte, men en aften tager han hen til hende i det 10. arrondissement. Hun ænser ham ikke rigtigt og fortæller ham, at han skal fjerne nogle ting fra hans gamle værelse, for hun har taget en flygtning til sig.

Benjamin går lige ind på en bar for at købe cigaretter, selv om han er holdt op med at ryge, og der mister han sin mobiltelefon. Han mistænker en mørkhudet ung mand, som han stødte ind i i baren... og så starter historien rigtigt og fører til alvorlige begivenheder. Disse begivenheder vil vedrøre betjente, migranter, muslimer, bandeopgør og alle indbyggerne i dette kvarter. Fra skæbne til skæbne skaber forfatteren spænding efter spænding. Historien viser også den store betydning af sociale netværk, der har overtaget de gamle tætte bånd imellem folk.

Verden er en arena, hvor alle er bundne, somme tider kan man være offer, somme tider bøddel, men man ved ikke hvornår og sikkerhed opnår man aldrig. Flere af personerne oplever at de kun er skabeloner uden indhold, for de er i den grad præget af medieverdenen, dygtige politiske rådgivere, nedarvede holdning etc. Identitet og identiteskrise er en vigtig del af bogens indhold.

Bortset fra lidt løse ender mod slutningen af bogen er det en brandgod og aktuel beskrivelse af nutidens problemer.



Éditeur : LIANA LÉVI (20/08/2020)








Kamel Daoud: Houris

Kamel Daoud: Houris  Den nye bog fra Kamel Douad har fundet vej til årets udpegning af bøger til Prix Goncourt 2024, og jeg må med det samme...