Laurent Mauvignier: La maison vide

 Laurent Mauvignier: La maison vide

En moppedreg på 750 sider, som jeg har fornøjet mig med i den sidste uges tid, for det tager tid at læse den, hver side rummer noget af en historie og Mauvigniers måde at skrive på er fascinerende og ny for måden at skrive erindringer på.

I starten får vi at vide: "I 1976 genåbnede min far det hus, han havde arvet efter sin mor, og som havde stået tomt i tyve år." Det bliver indgangen til at fortælle eller digte om det liv, som huset har rummet.

I dette hushar der boet tre generationer fra 1880'erne til 1950'erne, fra oldeforældrene til fortællerens far. Laurent Mauvignier opstiller deres slægtstræ og forsøger at forstå sin fars selvmord, da han kun var 16 år.

Forfatteren finder af et fotoalbum, hvor forfatterens bedstemor Marguerites ansigt er slettet og ødelagt. Men hvad er forklaringen?

Nogle få minder og brudstykker af det, der blev sagt, hjælper ham med at stykke deres historie sammen.

To krige går gennem disse generationer. Når mændene drager i krig, vender de tilbage ødelagte, mens kvinderne forsøger at frigøre sig fra den plads, de altid har været tildelt.

Det hele begynder med hans oldemor Marie-Ernestine Chichery og hendes møde med Florentin Carbanel. Han er hendes musiklærer og åndelige vejleder. Hun er dygtig til at spille klaver og drømmer om at komme ind på konservatoriet.

Hendes tiltrækning af denne raffinerede mand med sikker smag overvælder hende. Han introducerer hende til Zola, Maupassant og åbner hendes øjne for Dreyfus-affæren. Da hendes far tvinger hende til at gifte sig med en jævn mand, »gik alt i opløsning, blev til aske«.

Hendes drøm om at blive koncertpianist brister.

Uden at ville genfortælle alt, kan jeg kun sige, at vi føres gennem en voldsom historie med krig og kærlighed, familiestridigheder, kvindens forsøg på frigørelse og det hele serveret med et vue over Frankrigs historie og samfund i perioden.

Med sin præcise og frie skrivestil udforsker Laurent Mauvignier personerne og analyserer dem. Han sporer de svagheder, der ryster dem, peger på den sociale determinisme, der er årsag til så mange uligheder, overførslen af vold mod kvinder samt de forbrydelser, der skyldes arv. 

Samtidig er han ikke bange or at inddrage læseren i sit værk, han forklarer, at han er med til at forklare fortiden somme tider uden at have klare fakts men med sin digteristiske frihed. 

En meget stor roman, der på mesterlig vis blander efterforskning i familieforhold og fiktion.

En af favoritterne til årets Goncourt

Éditions de Minuit (28/08/2025)

  

Hella Feki: Une reine sans royaume

 Hella Feki: Une reine sans royaume

En af de mere specielle bøger jeg har læst længe, men bestemt spændende og givende. En historie meget tæt på de faktiske forhold om den sidste dronning af Madagaskar.

I sin sidste tid i Algeriet skriver Razafindrahety, bedre kendt under navnet Hendes Majestæt Ranavalona III, sine erindringer.

Hun var dronning af Madagaskar indtil 1897, hvor hun så sit rige forsvinde under den franske kolonisering. Hun blev deporteret til La Réunion og derefter forvist til Alger, hvor hun nu måtte bære den dystre titel »Madagaskars sidste dronning«. Ifølge historien døde hun i Alger i 1917 i en alder af 56 år, offer for lungeproblemer, der i romanen forværres af hendes forbrug af skråtobak.

Hella Feki benytter lejligheden til at give et overblik over kvinders plads i en tid, hvor deres stemme bliver uhørlige, og hvor de alt for ofte er henvist til ubetydelige roller. Her er der mange kvindelige portrætter, Ranavalona og hendes omgivelser inkarnerer skønhed, intellekt og modstand i en kontekst af begyndende frigørelse. Hun nævner skiftevis Myriam Harry, vinder af den første Femina-pris, den egyptiske prinsesse Nazli og Lella Beya Qmar, Beys hustru. Indflydelsesrige, belæste kvinder, der både fortæller om deres forhold til mænd og til de franske kolonister.

Gennem sin bog bliver Hella Feki historiker med en fortælling, der er både roman og dokumentar, og som hylder disse kvinder fra kolonitiden, men også Ranavalona, ved at gengive hendes privatliv med stringens og følelse.

Det er på mange måder en bog/roman der åbner for forhold og en kultur, som vi ikke nødvendigvis ved så meget om. Her er chancen for at blive klogere!

J.-C. Lattès (20/08/2025)

Laurent Gaudé: Zem

 Laurent Gaudé: Zem

Vi får her en fortsættelse af den dystre Chien 51, som mman bør læse for at få det fulde udbytte af romanen og romanens hovedperson.

Zem Sparak er blevet livvagt for Golan Barsok: manden bag de store projekter i Magnapole. Der er ikke sket store ændringer i detultraliberale samfund fra Chien 51, men man har dog umiddelbart lavet nogle forandringer og forsøger at smukkesere Magnapole. Det er dog stadigvæk en verden hvor kynisme og vold hersker.

Historien starter med, at der bliver fundet en container med fem døde mennesker, der bærer spor af lidelse. Sammen med Salia Malberg vil Zemefterforske sagen. Hvad er der sket med disse mennesker? Hvem forsøger at mørklægge dette grufulde fund?

Det dystopiske univers er stadig lige så veludført og indeholder subtile advarsler til den civilisation, vi repræsenterer: vandmangel, biodiversitetens dyrebare værdi, de alvorlige konsekvenser af global opvarmning for fauna, flora og menneskeheden.

Men Gaudé overbeviser også med sine meget markante ekkoer af vores civilisationers svagheder: fristelsen til autokrati, tech-virksomhedernes vanvittige magt, manipulation af information over for mennesker, der gradvist mister deres kritiske sans...

Laurent Gaudé har også en interessant vision om kunstig intelligens.

Er der en lidt positiv åbning i slutning der udspiller sig i Grækenland som Zem flygtede fra for 30 år siden?

Læs endelige denne hæsblæsende roman som man ikke kan slippe.

Actes Sud (20/08/2025)

David Diop: Où s'adosse le ciel

 David Diop: Où s'adosse le ciel

En fantastisk ny bog af Davis Diop, der tager os med to parallelle rejser.

En odyssé fra det gamle Egypten til Senegal! I slutningen af det 19. århundrede afslutter Bilal Seck en pilgrimsrejse til Mekka, hvor han har været sammen med sin bedste ven, og gør sig klar til at vende tilbage til Saint-Louis i Senegal. En koleraepidemi hærger regionen, men Bilal overlever mirakuløst under det vantro blik fra en fransk læge, der forsøger at overtale ham til at give en blodprøve for at afsløre hemmeligheden bag hans immunitet.

Bilal er i virkeligheden bærer af fortidens sang, det sidste led i en mytologisk kæde, der fortæller om hans families odyssé, og det egyptiske folks flugt Denne lange søgen, der skildrer det egyptiske folks odyssé under Ptolemæer-dynastiets åg. Ledet af Ounifer, Osiris' ypperstepræst, der drømmer om at give sit folk frihed, må han føre folket mod vest, gennem ørkenerne og til det forjættede land, »der hvor himlen møder jorden...«.  

Bilal bærer på historien om sine 71 forfædre, der var vogtere af en hemmelighed. Han gentager uophørligt den myte, som hans familie har videregivet fra mund til mund: Bilal er en griot, vogter af den mundtlige tradition, på jagt efter sine rødder. En odyssé, der også bliver hans egen gennem hele Afrika, i dette mystiske folks fodspor.

David Diop inviterer os på en dobbelt rejse, ledet af to fortælletråde i to tidsaldre, der dog er forbundet gennem den overleverede fortælling.

Det er en rigtig fortælling og med en overbevisede fortæller. Vi kommer omkring en række skæbner og får vist mennesket fra de gode og de onde sider. Men fortællingen rummer også ønsket om forståelse af andre, ønsket om fred og tolerance.

Imponerende værk, der måske kan være lidt svær at tage fat på, men man fanges hurtigt i denne odyssse fra det gamle Egypten til et Afrika, der vil løsrive sig fra koloniherrerne.

Julliard (14/08/2025)

Franck Bouysse: Entre toutes

 Franck Bouysse: Entre toutes

Marie blev født i 1912 på en gård i Corrèze. Hun forlod aldrig stedet.

Franck Bouysse fortæller for en gangs skyld med en slående beskedenhed sin families historie og beviser her, at han er lige så talentfuld i fortællingen om det intime som i den romanagtige fresko. 

I Entre toutes skildrer Franck Bouysse livet for Marie og hendes mor Anna, to kvinder, som skæbnen havde sat i spidsen for deres gård, to kvinder, der blev frie mod deres vilje. For denne påtvungne frihed havde de hverken ønsket eller forudset, men de havde alligevel taget den til sig med en enestående styrke og værdighed. Deres liv var en tålmodig kamp, hvor intet nogensinde blev givet, intet nogensinde var givet.

Vi følger Marie, født i 1912 på en gård, som hun først forlader for at dø, dagen før sin 88-års fødselsdag. Hun gennemlever det 20. århundrede, langt fra alt det, der prægede det, bortset fra når det påførte hendes familie dramaer og sorg. Hendes far, der aldrig kom sig over første verdenskrig, begik selvmord, da hun var 5 år. Hun lever i symbiose med sin mor, Anna, med jorden og med naturen, indtil hun møder Clément fra nabogården. 

Den bevægende historie som starter ved dette møde skal ikke afsløres her, men vi får fortalt den med en omfattende forståelse for livet på landet under beskedne kår. Personerne skildres som de var på godt og ondt. Selv om det ikke er meget, det omgivende samfund betyder for dem, får forfatteren ofte lejlighed til at perspektivere og lægge en moderne synsvinkel ind over historien.

Bogen har den særlige egenskab, at den omhandler forfatterens bedstemor og oldemor. Her finder vi de temaer, der ligger ham på sinde: livet på landet, naturen, den krævende jord, det uendelige arbejde, manglen på fremtidsudsigter for kvinderne på gårdene. 

Det er fremstilling der griber læseren og den er dyrebar for at mindet om disse stærke kvinder ikke glemmes.

Måske ikke første valg til årets Goncourt, men en bog man kan blive klog på mennesker ved at læse.

Albin Michel (20/08/2025)

Nathacha Appanah: La Nuit au coeur

 Nathacha Appanah: La Nuit au coeur

Natacha Appanah er blevet en af mine yndlingsforfattere specielt med romanen Tropique de la violence, men denne nye udgivelse er på et niveau højere, og jeg ser den som en mulig Goncourt-vinder.

Hun er født på île Maurice i 1972, men flyttede til Frankrig i 1998. Hun har snart skrevet en snes roman. Flere af dem er omtalt på denne blog.

La nuit au cœur fletter tre historier sammen om kvinder, der er ofre for vold fra deres partnere. På grænsen mellem styrke og ydmyghed undersøger Nathacha Appanah det uudholdelige mysterium, som kvindemord i ægteskabet er, når den mørke nat tager kærlighedens plads. Det er et emne som adskillige kvindelige forfattere har skrevet om f.eks.  Neige Sinno, Camille Kouchner ou Vanessa Springora, men fremstillingen hos Appanah når et højdepunkt.

Af disse tre kvinder vil kun én overleve. Denne kvinde er forfatteren, Nathacha Appanah, som bruger sit talent til at fortælle sin historie og historierne om to andre kvinder, Chahinez og Emma, to kvinder, der blev myrdet af deres partnere. Hun giver os et hjerteskærende værk, der lyder som en overlevendes skrig, et skrig af uforståenhed over for disse mænd, der dræber, over for dette samfunds- og retssystem, der tillader, at disse kvinder bliver myrdet for at have levet.

Da Nathacha Appanah i 2021 får at vide, at Chahinez er blevet brændt levende af sin mand på gaden nær Bordeaux, kan hun ikke undgå at konfrontere sin egen historie om vold og også sin kusines, Emma, der blev dræbt af sin mand på Mauritius i 2000. Han kørte hende ned og smed hende i grøften. Appanah fortæller om sine seks forfærdelige år i hænderne på en mand, en kendt digter tredive ældre end hende. Han besætter hende og tager al selvstændighed fra hende samtidig med at udøver psykisk og fysisk vold på hende. Nu ca tredive år efter undersøger hun sagen med Chahinez for at rekonstruere den ondskabsfulde spiral, som Chahinez og Emma blev fanget i. Hun søger sandheden om disse kvinder på tværs af tid og hemmeligheder med de levendes ord og spøgelsernes hvisken. Hun vil sikre, at disse kvinder aldrig bliver glemt.

Det handler om magt, overlevelse og tilintetgørelse. Det handler om at gøre disse afskyelige handlinger til litteratur. Om dette system, der fører så mange kvinder til forsvinden og død i hænderne på deres ægtefæller. Det handler om at fortælle det ufortællelige, om at hylde, om at stå fast. 

Appanah har formået at samle de tre skæbner som eksempler på de uhyrligheder, som kvinder kan blive udsat for, men hun vil udvide det til alle kvinder der udsættes for vold og underkuelse. Det er på nogle måder et journalistisk arbejde, men det litterære styrer vekselvirkningen mellem de tre kvinder og forfatteren der ikke er bange for at fortælle om, hvor hun tvivler, har angst og er et evigt offer for sin fortid.

En voldsom bog, fuld af oprigtighed og ægthed, skrevet i en sublim prosa, som uden tvivl er en af perlerne i denne litterære sæson 2025. Læs bogen!

Gallimard (14/08/2025)

Sorj Chalandon: Le livre de Kells

 Sorj Chalandon: Le livre de Kells

Et af de store navne og mange gange tæt på den store Prix Goncourt skal det måske være i år? Han leverer i hvert fald en usædvanlig og personlig skildring af sin ungdom.

Sorj Chalandon fortæller om en episode i sit liv. Som 17-årig, efter at have forladt gymnasiet, Lyon og sin familie, ankommer han til Paris, hvor han i næsten et år oplever elendighed, livet på gaden, kulde og sult. Efter at være flygtet fra en racistisk og antisemitisk far, begynder han et nyt liv under navnet Kells, en reference til et irsk evangelie fra det 9. århundrede.

En flok godhjertede menesker får ham væk fra gaden, og sammen med dem opdager han et politisk engagement præget af solidaritet, væbnede kampe og håb, men også af fejltrin og blindhed. Indtil den brutale død af en af disse aktivister, Pierre Overney, får La Gauche Prolétarienne til at opløse sig selv som organisation.. Nogle kommer sig aldrig over det, andre søger en anden udvej for deres kamp. Det er tilfældet for forfatteren, der slutter sig til »Libération« i september 1973. 

Kells' bog er et personligt eventyr, men også historien om en engageret ungdom og en voldelig tid. Sorj Chalandon har ændret navne, nogle fakta og til tider rystet en for personlig tidslighed for at gøre det til en roman. 

Pragtfuld fusion  mellem fiktion og erindringer, der giver en ægte autobiografisk stemning, gengivet med oprigtighed og følelse. De behandlede temaer er stærke: udstødelse, engagement, politisk smerte. Romanen tager fat på vigtige emner (fattigdom, broderskab, ideologi, vold) i en konkret historisk sammenhæng (Gauche prolétarienne, væbnede kampe, Pierre Overneys død). Denne periode med politisk oprør er levende og veldokumenteret, uden at teksten er overfyldt med historiske referencer.

Bogens titel henviser til et irsk evangeliebog fra det 9. århundrede, et middelalderligt illumineret manuskript, der betragtes som et af de smukkeste eksempler på vestlig religiøs kunst. Det er berømt for sine overdådige dekorationer, sin mystik og sin symbolske betydning. Som symbol på kulturel skønhed og identitetsforankring har forfatteren Sorj Chalandon ønsket at give sin roman en metaforisk dimension ved hjælp af dette manuskript, der repræsenterer søgen efter skønhed og mening i en verden, der er ødelagt af vold (personlig og politisk). Ligesom manuskriptet forsøger fortælleren at bevare noget helligt i sig selv på trods af kaoset i sin historie.

En bog der indeholder så meget, at det er svært at få alt med, men en oplevelse at læse for at forstå, hvad det var der skete i Frankrig i 1970'erne.

Kan stærk anbefales.

Grasset (13/08/2025)

Amélie Nothomb: Tant mieux

 Amélie Nothomb: Tant mieux

La rentrée littéraire starter også i år for mig med Amélie Nothombs nye bog. Hun leverer varen som sædvanligt, men i år er det hendes mor, der er i centrum. Vi følger hende nærmest hele hendes liv, men bogens store spørgsmål er hvordan var hun egentlig, holdt hun af sine børn og holdt de af hende? Hvordan er moderens rolle? Hvorfor elsker man sin mor? Der er ændring af nogle navne, men det er tæt på en mors selvbiografi, som Amélie Nothomb skriver.

Historien begynder i Belgien under Anden Verdenskrig. I sommerferien kommer hendes 6-årige søster Jacqueline og hun selv som 4-årige til deres bedstemødre. Jacqueline kommer til Bruges og Adrienne til sin mormor i Gent. Børnenes ønske om at være sammen lytter man ikke til. Adrienne ender hos en modbydelig, gnavpot og heks, der giver al sin kærlighed til sin kat. Hendes mormor giver hende en skål kaffe med mælk til morgenmad, ledsaget af sild i eddike. Adrienne kaster det hele op, men denne heks tvinger hende til at spise det. Det er starten på 2 måneders helvede.

Ja, det e rbllot starten på et liv med udfordringer, men Adrienne klarer det med en form for spaltet personlighed og en kommentar "Tant mieux" (så meget desto bedre), når det ser for sort ud. Et smukt portræt af en splittet kvinde, der er ude af stand til at føle skyld, forvirrende, altid ved siden af emnet, og som alligevel har elsket. Hendes søstre, hendes børn, hendes mand.

Vi følger hende i gymnasiet, som hun ikke kan klare ret godt, da hun er for meget i gang med andre ting. Læs selv om hendes ægteskab, skænderier, had mod katte etc. Der er virkelig meget interessant og overraskende stof om hende, men her vil jeg ikke afsløre mere.

Fra side 179 begynder Amélie Nothomb pludselig at tale i første person, og man forstår, at Adrienne er hendes mor, som hun elsker fuldstændigt, absolut og »vanvittigt«. Hun tager ordet for at afslutte bogen med en lang konklusion, der er hendes store kærlighedserklæring til sin mor, som hun måske ikke altid har forstået. Uden tvivl den mest interessante og mest personlige del af bogen.

Det er en rørende, fængslende hyldest og en skildring af en lang periode. Som sædvanlig hos Amélie Nothomb så er der både humor, kynisme og en elegant måde at skrive og fortælle på.

En af hendes bedste romaner.

Albin Michel (20/08/2025)

Audrey Brière: Mauvais Cœur

 Audrey Brière: Mauvais Cœur

1922. I en lille by i det nordlige Frankrig ligger Familistère, en kæmpe bygning af røde mursten, glas og stål, hvor de ansatte på Godin-støberierne og deres familier bor. Et unikt arbejderfællesskab, baseret på en humanistisk utopi. Men denne morgen findes deres lærerinde myrdet.

Dette familistère (et sted, hvor flere familier eller enkeltpersoner bor sammen i en slags fællesskab og finder det, de har brug for, i kooperative butikker) blev grundlagt i 1859 af industriherren Jean-Baptiste André Godin (ham med brændeovnene), inspireret af Charles Fouriers vilde utopi om falanstères(en fderation af selvforsynende landbrugskooperativer). 

Det er med andre ord en lille by, der har til formål at huse arbejderne fra Godin-fabrikkerne og deres familier og samtidig tilbyde dem kollektive tjenester, som deres sociale klasse ellers ikke ville have givet dem adgang til: et socialt palads med tre boligpavilloner, en vuggestue, en børnehave, en skole, kantiner, et vaskeri og endda en swimmingpool og et teater.

For nogle år siden var jeg på stedet og blev dybt imponeret over, hvad en utopisk socialist havde formået at skabe. Skulle I nogende komme i nærheden, så tag derhen!

Stedet er nu defineret, men her skal vi nu følge en voldsom historie fra 1922, der rummer mange mord, mærkelige personer i et miljø der ellers skulle være fredens og frihedens arnested.

At forankre en kriminalhistorie i en virkelig historisk kontekst og samtidig udnytte et autentisk særpræg: det er det største trumfkort i Audrey Brières anden roman.

Det er i denne idylliske ramme, at man finder liget af en venlig skolelærerinde, og administrator-direktør Gabriel Saint-Simon er nødt til at tilkalde myndighederne. Kriminalinspektør Matthias Lavau finder ved siden af liget et lille stykke papir med ordene »Jeg tilgiver dig«. Han opdager også, at et nyligt selvmord skal omklassificeres til mord, og på gerningsstedet venter den samme besked på vores politimand. Efterforskningen tager fart, da den smukke Esther, Matthias' ekskæreste og ekskollega, dukker op i familistère og forbinder de to forbrydelser med tre andre, der fandt sted to år tidligere i Paris.

En bog der er svær at lægge fra sig, for den har alt: en indviklet historie, sære personer, gammel kærlighed og så i de helt specielle rammer.

Kan bestemt anbefales, men den er ikke for sarte sjæle.

Seuil (07/02/2025)

Isabelle Lagarrigue: C'est l'histoire d'un amour

 Isabelle Lagarrigue: C'est l'histoire d'un amour

Nytårsaften 1993. Charlie møder Côme. Hun bor i Paris og danser for at glemme sin mor, der svigter hende. Charlie vokser op i Bretagne og ser film for at komme tættere på sin fraværende far. De er 14 år og har hele livet foran sig. 

År senere får begivenheder dem til at dykke ned i deres minder. Hvert valg er afgørende. Har Charlie og Côme truffet de rigtige valg? Og hvad ville vi have gjort i deres sted? Gennem vekslende epoker fortæller Isabelle Lagarrigue historien om en usædvanlig kærlighed. 

Fra 1993 til 2026 inviterer Isabelle Lagarrigue os i en lige så original som flydende og meget relevant fortælling til at stifte bekendtskab med Charlie, Côme, Agnès, Adam, Jo, Garance... og alle de andre. Man fornemmer den kærlighed, hun nærer til sine figurer, den præcision, hun søger i hver af deres følelser, det liv, hun indgyder dem.

Romanens opbygning, hvor Charlie og Cômes stemmer veksler, giver os deres reaktioner på hvert vigtigt skridt i deres forhold. Man bliver utålmodig og får lyst til at trænge ind i bogen for at sige til dem, at de skal komme i gang, holde op med at tøve og bare leve deres kærlighed, for tiden går, og de går glip af dyrebare øjeblikke, der aldrig kommer tilbage.

Denne roman handler også om overgangen fra barndom til ungdom og videre til voksenlivet. Det er tiden, der flyver afsted, afstande, der opstår, bånd, der holder eller forandres.

Til sidst, hvis du kan lide livshistorier, smukke og rørende kærlighedshistorier, må du ikke gå glip af denne roman!

Editions Récamier (07/05/2025)

 

 

Jean-Christophe Rufin: Un été avec Alexandre Dumas

 Jean-Christophe Rufin: Un été avec Alexandre Dumas

En række af fyrre fem-minutters udsendelser på France Inter er blevet til en fantastisk god og oplysende bog skrevet af én af mine yndlingsforfattere Jean-Christophe Rufin.

Alexandre Dumas havde et begivenhedsrigt liv (født 1802 som Hugo), delvis på grund af sin farverige, fantasifulde og spontane personlighed. Han kendte to kejsere, tre konger og lige så mange revolutioner, rigdom og fattigdom, lidt for mange elskerinder, rejste meget og var vidne til, undertiden på første parket, sin tids omvæltninger. Alt dette får Rufin fortalt i korte og præcise kapitler med et stort vid og med en varm form for humor og beundring af denne store person.

Dumas skrev uendeligt meget i næsten alle genrer, men han efterod sig to kæmpeværker, som altid vil være blandt de største litterære værker. Hvem kender ikke Greven af Monte-Christo og De tre musketerer? Har man måske ikke læste bøgerne, så har man set mindst en af filmatiseringerne, der vælter frem med de store stjerner.

Jean-Christophe Rufin er en perfekt fortæller, der morer sig over Dumas' fejltrin, og læseren morer sig med ham. Han leverer en meget smuk, inspirerende og fængslende tekst. Han skjuler ikke sin beundring for Dumas, som er et forbillede for ham. 

Vi får uendeligt mange oplysninger om hans liv, men det er skildret levende med en hurtig og sprælsk pen.

Virkelig en bog man bør læse inden man igen læser de to store værker, men der er også omtale af en del andre bøger af Dumas, som man godt kunne få lyst til at læse.

Vil man hellere høre om Dumas, kan man på Radio France finde de udsendelser der er baggrund for bogen.

Éditions des Équateurs (07/05/2025)

Amélie Baumann: Un autre été

 Amélie Baumann: Un nouvel été

17-årige Chloé tager sin mor Alice med til den baskiske kyst for at fejre hendes 40-års fødselsdag. Hun har planer om at tage hende med til hendes barndomshjem. Alice er aldrig vendt tilbage til sin barndomsby, hvor hendes livs »dramaer« udspillede sig.

I et forsøg på at feje denne tunge fortid under tæppet foretrækker Alice at se fremad og give al sin kærlighed til sin teenage-datter Chloé.

Men kan man virkelig blomstre og skabe sig et liv uden at have konfronteret visse sandheder?

I byen møder Alice sine tre bedste veninder, som hun forlod uden forklaring. Mellem følelser og skyldfølelse forsøger Alice at hele sine gamle sår.

En roman med to tidsplaner, mellem i dag og for tyve år siden. En ode til urokkelig venskab! De fire veninder er alle charmerende, hver på sin måde, og vi følger dem i deres teenageår. Chloé, på trods af sine 16 år, er meget moden og forsøger at hjælpe sin mor med at komme videre, så hun endelig kan lægge sine dæmoner bag sig. Skal man flygte for at glemme, eller skal man konfrontere fortiden for bedre at kunne komme videre?

Det er hele pointen med denne smukke bog, der er fyldt med ømhed og følelser. En roman, der tilsyneladende er enkel, men som skjuler tunge hemmeligheder og dybt begravede dramaer. Langsomt føres vi ind til et meget voldsomt opgør i et ellers tilsyneladende lykkeligt ægteskab.

Venskab, drama og kampen for at blive sig selv på trods af ydre kvindeundertrykkende forhold. 

Forfatterens tredje bog er karakteriseret ved en fængslende, følsom og flydende pen.

En god bog til sommerlæsning.

Calmann-Lévy (02/04/2025)

Laurent Gaudé: Même si le monde meurt ou le tout grand voyage

 Laurent Gaudé: Même si le monde meurt ou le tout grand voyage

I en dystopisk fremtid har forskere annonceret verdens undergang. 17. august, kl. 17:58: Det er datoen og klokkeslættet for verdens og livets ophør. Med en deadline der nærmer sig, er menneskeheden grebet af en trang til at leve sine sidste øjeblikke fuldt ud.

Forfatteren præsenterer os her for forskellige stemmer, der synger om deres sidste øjeblikke: kvinden i jakkesæt, lægen, den gravide mor, den travle mand, den forladte mand, der dræber, den gamle mand, den gamle kvinde osv. I hastværket kæmper hver enkelt for at få det sidste ud af livet og bestræber sig på at opfylde sin skæbne. Det er kaos. 

Midt i det kaos, som denne forudsigelse har skabt, venter en kvinde et barn, der ikke vil blive født. Hun føler sig nu presset til at føde barnet, så det kan leve et helt liv på kun få dage. Dette barn følger vi i dets hurtige opvækst.

En bog på halvtreds sider, der er godt sammensat, læst med intens opmærksomhed og efterlader, som et ekko, billeder af vores ufuldkomne og måske på forhånd tabte liv. 

Når man lukker bogen, spørger man sig selv: Hvad ville vi gøre?

Actes Sud (15/11/2023)

Ode Helie: Là où refleurissent les roses

 Ode Helie: Là où refleurissent les roses

En af disse feel good romaner, men bestemt værd at slappe af med. Vi får kontrasten mellem Paris og en landsby, ensomhed og fællesskab, slave og selvstændig og en dejlig kærlighedshistorie oveni.

Med en vellykket karriere i Paris, en perfekt kæreste og velordnede planer troede Adélie, at hun havde alt, hvad hun behøvede for at være lykkelig. Men da et uventet brud og en overraskende arv bringer hende tilbage til Valfleury, den lille landsby hvor hun voksede op, vendes hendes verden på hovedet. I det konditori, hun har arvet efter sin bedstemor, genopdager hun glæden ved de enkle ting i livet og kunsten at tage det roligt.

Man bliver betaget af den lille landsby Valfleury, hvor livet er så dejligt. Det er lidt af en drømmelandsby (især i disse tider!).  

Det er forfatterens første bog, men jeg kunne godt lide hendes stil, der er flydende, tilgængelig og poetisk på samme tid.

En dejlig feel-good-roman, man lukker bogen med et smil og et let hjerte! 

Éditions du Flair 2025 

20/03/2025

Giuliano da Empoli: Le mage du Kremlin

 Giuliano da Empoli: Le mage du Kremlin

En lidt speciel roman, som jeg ikke har haft helt lyst til at læse, da den foregår i Rusland, men det var en fejl, for det har været en meget givende oplevelse at læse bogen.

Bogen der er skrevet med mange konkrete henvisninger til historiske begivenheder er bygget op som et interview med en magiske person. Han var kendt som »Kremls tryllekunstner«. Den gådefulde Vadim Baranov var sceneinstruktør og derefter producent af reality-tv-shows, før han blev Putins éminence grise, kendt som tsaren.

Le mage du Kremlin blev færdiggjort i januar 2021, et år før invasionen af Ukraine, og giver en slående genlyd af aktuelle geopolitiske begivenheder, belyser dem med uforsonlig klarhed, giver læseren en foruroligende fornemmelse af at være inde i Putins hoved og bevæger sig mod en forståelse, om end delvis, af den statsmand, der har stået i spidsen for Rusland siden 1999.

Det er en fortrinlig beskrivelse af nogle helt konkrete politiske beslutninger, nogle psykologiske afsløringer af vigtige begivenheders udvikling. Det er ikke kun om Rusland, men om hele verdens skæbne. Det er stærk læsning.

Gennem Baranovs historie beskriver forfatteren dygtigt en ubønhørlig spiral, som hjælper os med at forstå, hvad der er sket i Ukraine i løbet af de sidste par måneder. Tænk, at Giuliano da Empoli afsluttede sit manuskript i 2021, og at det, han skriver, er så aktuelt!

Det er virkelig en perfekt skrevet roman, og hele sider bør citeres. Man kan næsten læse den i apnø. Den er et must, hvis man vil forstå, hvad vores ledere er ude på, men for resten synes nedtællingen allerede at være godt i gang ...

Virkelig en flot debutroman!

Gallimard (14/04/2022)

Adèle Yon: Mon vrai nom est Elisabeth

 Adèle Yon: Mon vrai nom est Elisabeth

En bog/essay der behandler nogle frygtelige overgreb mod folk, især kvinder i 1950'erne, der blev frataget deres egne muligheder.

En forsker, som frygter, at hun er ved at blive skør, gennemfører en undersøgelse i et forsøg på at bryde tavsheden omkring sin oldemor Elisabeths sygdom, kendt som Betsy, som blev diagnosticeret med skizofreni i 1950'erne.

Meget original måde at tage fat på et tabu-område Denne hybridbog, der er halvt essay, halvt selvbiografi, halvt familie og videnskabelig undersøgelse, er både rørende og meget lærerig.

Hvem var Betsy? Hvorfor er familiekrøniken så vag og ikke udtømmende om hende? Medlemmerne af Adèle Yons (meget store og meget borgerlige) familie er tilbageholdende med at tale om denne oldemor født i 1916, som hjemsøger dem som et spøgelse: En principiel tilbageholdenhed med at tale om fortiden? Jo, selvfølgelig, men der lurer også en placering af skyld.

Elisabeth taler man ikke om i familien, et tabubelagt navn, der ikke udtales, eller med kælenavnet Betsy, indhyllet i en tavs families hemmeligheder. Hun var »gal«, blev diagnosticeret som skizofren og tvangsindlagt fra 1950 til 1967 på det psykiatriske hospital Fleury-les-Aubrais (Loiret), hvor hun fik elektriske stød og en frygtelig frontal lobotomi, der efterlod to huller i hver side af hendes kranie. En skræmmende tilstedeværelse, som altid har hjemsøgt psyken hos kvinderne i denne familie.

Det er en rystende boring ind i familien og især i Betsys skæbne. Det er det mandsdominede samfund, der kan tage beslutninger om behandlinger og indespærringer. Det er læger der anvender tvivlsomme behandlinger, men som dækker over hinanden.

Bogen er fremragende skrevet, da den dels har en funktion som en videnskabelig afhandling, men samtidig er meget tæt på forfatterens egne rædsler og frygt.

Kan absolut anbefales, men er ikke for svage sjæle.

Editions du sous-sol (06/02/2025)

Zineb Mekouar: La Poule et son cumin

 Zineb Mekouar: La Poule et son cumin

I sin første roman tager den fransk-marokkanske forfatter os med tilbage til sit hjemland for at følge skæbnen for to små piger, der er vokset op som søstre i et land, hvor mænd og traditioner stadig er konge.

Kenza, barnebarn af den tidligere guvernør i Casablanca, vokser op i en velhavende familie og bliver veninde med Fatiha, datter af Milouda, som er stuepige i familiens tjeneste. I løbet af årene støder de to piger dog gradvist på de barrierer, der adskiller deres baggrunde ... for forskellige til at krydse.

Mellem nutid, barndom og ungdom viser Fatiha og Kenza os den plads, de indtager i Marokko, i et samfund, der bestemmer deres uddannelses- og arbejdsforløb, deres rettigheder eller rettere deres mangel på rettigheder, deres forpligtelse til at bevare deres mødom indtil ægteskabet og derfor deres forbud mod at have sex, mens mænd chikanerer dem.

»La poule et son cumin« viser Marokko og alt det, der er mellem den klassiske dialekt og hverdagens ord. En verden, der er splittet mellem ambitioner og konventioner, frihed og kultur. Vi lyver, så længe vores ære er intakt. Skal jomfruhinden lappes sammen for at overholde lovene i en arkaisk, hyklerisk verden? For inderst inde er impulserne de samme, uanset om det er i Vesten eller Østen, og det samme er kærlighed og venskab, historier om svaghed og livet ind til benet.

En virkelig vekskrevet roman, der viser et andet Marokko end det man kender på overfladen. Flot analyse i en i øvrigt fint konstrueret roman.

Points (02/06/2023)

Philippe Manevy: La colline qui travaille

 Philippe Manevy: La colline qui travaille

En dejlig bog der for det meste foregår i og omkring Lyon. Det er en autofiktion, der fornyer genren familiekrønike og samtidig farves af en bittersød nostalgi.

Forfatteren fortæller historien om sin familie under tre republikker, fra 1872 til 2025. det er 4-5 generationer!

Forfatteren vælger bedsteforældrene på mødrene siden som fortællingens akse. Det er historierne omkring Alice og René. Det er ikke en kronologisk skildring, så et stamtræ gør det nemt at finde vej gennem flokken af onkler og fætre.

Alice, hans mormor, var væver af profession. Hun var en meget beslutsom bedstemor og blev galionsfigur for en arbejderbevægelse lige efter Front Populaires sejr. René, hendes mand, var også en engageret typograf og medlem af modstandsbevægelsen.

Disse to stærke personligheder, kærlige forældre til Martine, deres eneste datter og forfatterens mor, ønsker at give hende det bedste ...

Denne familiekrønike fører os gennem to verdenskrige, økonomiske kriser, de tredive glorværdige år og det tyvende århundredes håb og skuffelser. En levende hyldest til arbejderklassen....

Familiehistorien om det tyvende århundrede er mesterligt håndteret. Den er en ode til beskedne generationer, som gennemlevede deres århundrede med ære og gjorde deres yderste for at opdrage deres børn og sikre, at morgendagen bliver bedre end i dag. Den er skrevet med åbenhed, beskedenhed og følsomhed.

En bog som man bestemt kan blive grebet af.

Bogen har fået Le Prix France Télévisions

Le bruit du monde (02/01/2025)

Véronique Olmi: Bakhita

 Véronique Olmi: Bakhita

Endnu en bog af Véronique Olmi: Bakhita fra 2017. Det er ikke en rigtig roman, men alligevel. Det er skildring af en pige der gik fra at være slave til at blive helgeninde. Det er virkelig et usædvanligt liv og en person som man altid vil huske.

Bakhita blev født i Darfur omkring 1869. Hun var kun få år gammel, da hendes liv blev vendt på hovedet. Bortført af to mænd og solgt til muslimske slavehandlere kom Bakhita ind i en verden af vold og underkastelse, en verden af tvangsmarcher, tæsk, ydmygelser, tortur og mord - slavernes verden.

I dette sammenbrud af al normalitet og menneskelighed, fortabt blandt mængden af fanger, bliver Bakhita købt, solgt, altid slået og tortureret. Hun lever i en rasende verden, der fortærer hende. Trods grusomhederne i hendes opvækst er der en dag et håb. Efter seks års ulykke bliver den mand, der køber hende for femte gang, hendes redningsmand. Han er italiener, konsul i Khartoum, og han tager hende med tilbage til Italien.

Bakhita lærer katolicismen, slipper ud af sit slaveri og bliver ordenssøster i Canossa-søstrenes orden i Venedig

Bakhita fortalte selv om sit liv i en lille bog, der blev en stor succes, men i Olmis version af hendes selvbiografi får vi hende placeret i den historiske verden hun levede i. Vi Hun dør i 1947 og har således oplevet både første og anden verdenskrig, set Italien under Mussolino og hans fascistiske styre.

 Bakhitas historie er dybt bevægende og eksemplarisk. Den følsomme, kraftfulde skrivning formidler styrken og storheden hos denne enestående kvinde med hendes utrolige kampe, hendes ubeskrivelige evne til at tilpasse sig og hendes enorme evne til at elske i lyset af universel elendighed!

En så dybtgående roman, at den ikke vil gå i glemmebogen lige med det samme!

I denne indtrængende roman har Véronique Olmi fundet ordene til at formidle menneskehedens lidelse, rædsel og elendighed såvel som Bakhitas skønhed, velvilje og kærlighed - den modige og generøse ørkengazelle, der blev en helgen.

Albin Michel (23/08/2017)

Fnac - Roman - 2017

Véronique Olmi: J'aimais mieux quand c'était toi

 Véronique Olmi: J'aimais mieux quand c'était toi

En lidt ældre bog (fra 2015) fra Véronique Olmi, der i øvrigt har udgivet mange fantastisk gode bøger de senere år f.eks. Le Gosse.

 En kvinde, Nelly, på en bænk på Gare de l'Est midt om natten gennemgår de sidste 24 timer, der har bragt hende dertil. Nelly er hustru, mor og elskerinde. Nelly er også teaterskuespillerinde, som bruger hele sin dag på den rolle, hun spiller om aftenen: Moderen i Pirandellos Seks personer søger en forfatter.  

Nelly har i aften en stor teaterrolle, der venter på hende. Teatret er fyldt op. Men en mand i midten af femte række føles som et snit, et forræderi. Nelly finder styrken i sig selv til at fastholde sin karakter. Men hendes krop giver op. Forestillingen kæntrer, stykket bliver aflyst!

Mand på femte række forlod hende et par måneder tidligere. Hun elsker ham stadig, men forsøger at fortrænge ham, selv hans navn har hun fortrængt.

Nelly er først og fremmest et såret væsen, totalt ødelagt af sin kærlighed til en mand...

Risikoen i teatret for ikke at være god, for at skuffe publikum, kan forbindes med usikkerheden i et romantisk forhold, hvor lykken kan være flygtig. Man kan ikke undgå at blive rørt, vækket, rystet af denne kvindes skrøbelighed og af forfatteren Véronique Olmis  nøgterne skrivning.. Det er som skrig, som flasker i havet. Sætningerne er korte og slagkraftige. Kapitlerne følger hinanden som små scener. Hvilken vej, hvilket valg vil vise sig, når natten er forbi ?

Opbygningen og skrivningen af denne roman er bemærkelsesværdig. Vi bevæger os fra skuespillerindens følelser og erindringer om sin rolle til Nellys følelser og erindringer som hustru og mor.

En smuk teatralsk monolog om lidelse, nød, kærlighed og lidenskab. En smuk kvinderolle.

Albin Michel (02/01/2015)