Sophie Astrabie: Le secret de Jeanne

 Sophie Astrabie: Le secret de Jeanne

En dejlig og velskrevet roman, der virkelig sætter læseren på prøve for at følge de små afsløringer af en hemmelighed, der først afsløres til sidst.

Romanen begynder med Alexandra, en ung kvinde i Paris i 2013. Alexandra troede, at hendes far havde været død i sytten år, men nu får hun at vide, at han lige er død. Hun finder ud af, at hendes far ikke døde det år, hvor hun troede, han forsvandt, og hun vil finde endnu flere mystiske nøgler gennem romanen.

Den anden kvinde, der tager ordet, Nicole, fortæller os om sin ungdom i 1973 med sin søster Claudine, som var deres mors yndling. Hun beskytter sin søster i et dramatisk øjeblik. Vi møder hende igen i slutningen efter hendes ret begivenhedsrige liv.

Den tredje kvinde, der tager ordet, Jeanne, som hemmeligheden stammer fra, spiller den vigtigste rolle, selvom romanens sider er ligeligt fordelt mellem de tre. Hendes fortælling begynder i 1938 på landet, på sine forældres gård, hvor hun passer gæs. Hun tager til Paris for at finde arbejde som stuepige i et hus. Det er et helt andet arbejde, hun finder.

Det er med andre ord en historie der strækker sig over tre generation, hvor det er de tre kvinder der er centrum og med de tre følger vi den historiske udvikling og på sin vis kvindernes frigørelse. De te kvinder er strålende portrætteret og fanger læseren.

Sophie Astrabie udforsker familiens hemmeligheder, disse tavsheder, der videregives som usynlige arv, og stiller spørgsmålstegn ved kvinders plads i et samfund, hvor kærlighed, modstandsdygtighed og smerte blandes sammen uden altid at blive udtrykt.

Det er næsten tre bøger i en og et indblik i at kvinders liv er under udvikling gennem generationerne.

Flammarion (14/05/2025)

Céline Cléber: Douce France

 Céline Cléber: Douce France

Som omslagsbilledet viser, er det bestemt ikke sådan, at man forestiller sig Douce France, men denne skildring der kan kaldes en form for dystopi, er måske ikke helt utænkelig? Forfatteren til bogen, der gemmer sig bag et pseudonym, er en højt placeret embedsmand med adgang til de højeste niveauer, så man kan nok godt have lidt tillid til hans skildringer.

Det er en roman om en kommende borgerkrig i Frankrig. Det hele begynder en sommeraften, da en kaldæisk præst af ukendte årsager bliver skudt af en ophidset ung mand fra Bagneux, der har tilknytning til islamisterne. Morderen blev straks anholdt af BAC, men under interventionen bliver et barn dødeligt såret. Indenrigsministeren holder et møde på Place Beauvau for at berolige gemytterne, men den følgende nat er der uroligheder i forstæderne: brændende skraldespande, udbrændte biler, mursten kastet mod politibiler ...

Vi kender allerede fortsættelsen, men denne gang udvikler det sig til noget nær en regulær borgerkrig. Handlingen begynder med en banal nyhedshistorie, men det udløser spændinger mellem indvandrere, der ender med at samle sig for at invadere Paris og de store byer og skyde med skarpt mod politiet og den indfødte befolkning. Hundredvis af døde og tusindvis af sårede ligger spredt på fortovene. 

Hvad skal der nu ske? Ja, det bliver en hektisk uge, hvor vi følger møder i alle kredse og instanser. Gennem nogle få centrale personer, der ønsker at gribe ind og en præsident der er en fredens mand og for usikker, skabes et klima og en tilstand, der viser hele statens svagheder. Skal republikken bukke under og terroristerne overtage magten. Det er spændende og kuldegysende læsning, som virker så tæt på virkeligheden.

En fortælling, der skildrer de stærke spændinger mellem de forskellige statslige organer, administrationen, politiet, efterretningstjenesten... Og dens bureaukratiske rivaliseringer, politiske forhandlinger under pres, valgkampagneberegninger og andre afvigelser og modbydelige komplotter. Forfatteren afslører mange institutionelle svagheder og giver os et levende og spændende resumé af den femte republiks skrøbeligheder. 

Personerne er fiktive, men gennem visse portrætter tegner der sig et billede af virkelige personer, især blandt regeringsmedlemmerne. Forfatteren lægger stor vægt på sine personers personligheder og deres relationer/interaktioner. Personerne er mere komplekse, end man umiddelbart skulle tro. Der er dem, der udnytter systemets svagheder for at holde spændingen på sit højeste, samtidig med at de udnævner sig selv til ofre for systemet. Dem, der skal vælge mellem deres professionelle forpligtelser og deres overbevisninger. Og så er der hele den politiske kreds, der langsomt men sikkert lægger kortene på bordet, uden nogensinde at miste synet af mulighederne for at fremme deres karriere. Der er langt fra politikerkredse til manden på gaden.

En til tider skræmmende fiktion, en relevant, dygtig og klar analyse, der forklarer os, hvordan et splittet samfund på få dage kan styrtes ud i generelt kaos og en brand med dramatiske konsekvenser. Cléber holder os et frygtindgydende spejl op for vores kollektive og individuelle svagheder og opfordrer os til at være yderst årvågne som borgere. 

Meget stort informationsmateriale om staten og de forskellige tjenesters opbygning. En guldgrube af oplysninger, som gør bogen ekstra værdifuld.

Editions du Toucan (05/03/2025)

 

Claude Vermot: Et frapper à mon coeur

 Claude Vermot: Et frapper à mon coeur

En lille kort novellesamling (80 sider) med fem forskellige tekster. Det store spørgsmål i teksterne er hvor langt kan absolut kærlighed føre? Interessant udgangspunkt som Claude Vermot illustrerer på bedste vis.

Vi får fem unikke kærlighedshistorier, hvor nogle tager udgangspunkt i faktiske begivenheder og en enkelt fører os tilbage i historien til Firenze. Der er f.eks. det ældre ægtepar, der forbereder sig på at tage afsked og tage afsted sammen. 

Der er den stakkels kvinde, der ligner en mand, kan hun mon skifte til et andet køn. Hvad stiller man op, når ens elskede dør af kræft, og man er ladt tilbage som elskerinde og må ikke engang deltage i begravelsen. Hun får dog en grusom ide...

Meget velskrevet og med en evne til at holde læseren fanget med sine mysterier og spændingskurver.. Glimrende afbildning og forståelse af hovedpersonerne, der skildres omhyggeligt og med psykologisk sans.

Les Presses Littéraires (10/03/2025)

Karine Giebel: J'aime votre peur

 Karine Giebel: J'aime votre peur

En lidt ældre novellesamling nu genudgivet på Pocket, og det er en god ide, for det er en bog der nok kan få det uhyggelige og blodige frem. Mørkt, dystert, og det, som hjernen ikke kan forestille sig, og som alligevel eksisterer. Hun udforsker menneskesjælen som ingen anden i et forfatterskab der oftest er krimier.

Samlingen har mange gode og velskrevne historier. Der er et stort udvalg af emner: had, forræderi, sygdom, ydmygelse, vold i hjemmet, manglende respekt for skikke, tortur, håb, fortvivlelse, elendighed, sociale forskelle der gør stor skade, alderdom, krig og mange andre. Og alt det får man i 14 noveller!

Med en karakteristisk skrivestil: rå, skarp, præcis. Korte, slagkraftige sætninger.

Masser af dialog. Spænding. Og en mørkhed, der kun overgås af hendes enorme talent.

Kvinder, mænd, børn – alle søger at undslippe det, der holder dem fanget: tvunget ægteskab, ufrivilligt ægteskab, økonomisk afhængighed, fysisk indespærring, væbnet konflikt, forskellighed, intolerance, chikane, alderdom.

Giebel kan tage os med til en mand der uretfærdigt dømt til en lang fængselsstraf planlægger sin hævn.

Eller et internationalt emne: I Brasilien dræber mænd hinanden i kampen om udnyttelsen eller forsvaret af naturressourcerne.

Eller kvinden der for at give sin søn et anstændigt liv er villig til alle kompromiser.

Vi møder også den voldelige ægtemand der er et ukontrollerbart uhyre. Og den unge mand der for ikke længere at være alene, sårbar og ubetydelig over for andre, har valgt at isolere sig fuldstændigt.

Det var kun et par eksempler, men læs selv denne pragtfulde samling af noveller.

Pocket (27/11/2025)

Olivier Adam: Et toute la vie devant nous

 Olivier Adam: Et toute la vie devant nous

 Et toute la vie devant nous (Og hele livet foran os) af Olivier Adam fortæller en historie, der udspiller sig over fyrre år, fra 1985 til 2025. Vi kender jo Olivier Adam som en forfatter, der er god til at fortælle en historie om få personer, der gemmer på en form for hemmelighed, som langsomt afdækkes. Det kommer også til at passe på hans nyeste roman.

Det er historien om tre venner, to drenge, Paul og Alex, og en pige, Sarah, som alle tre kommer fra samme sociale miljø og danner en uadskillelig  trio.

De mødes i et boligkvarter i en forstad til Paris, da de er ti år gamle. De har altså kendt hinanden siden barndommen, da en dramatisk begivenhed for evigt besegler deres venskab.

Deres historie, historien om deres tre livsbaner, fortælles af Paul og Sarah, der i en alder af omkring 50 år tager på en slags rejse tilbage til deres rødder, til de steder, hvor de mødte hinanden, og især til allée des Sycomores, gaden hvor de bor tæt på hinanden efter at være flyttet fra boligblokkene.

Udvekslingen er kronologisk tilrettelagt, men mærkværdigvis er det kun Paul og Sarah, der deltager. Hvad med Alex, den lidt aparte dreng og unge mand med kunstneriske evner? Det er en af bogens gåder som løses ved slutningen.

Deres liv har været med knuste drømme, og det usagte der kunne have ændret tingene. Vi ser også, hvordan samfundet har udviklet sig på flere områder, hvad enten det drejer sig om mænds adfærd, patriarkatets vægt, børneopdragelse, begrebet samtykke eller den måde, hvorpå seksuel orientering opfattes. 

Som det ofte er tilfældet med Olivier Adam, er romanen en anledning til at beskrive det samfund, som personerne lever i. Det gennemgående tema er forskellen i social klasse mellem de beskedne parcelhuse i forstæderne og de smukke huse, privatskolen kontra den offentlige skole. Han tager mange temaer og situationer op, som vi allerede har set i andre af hans værker, såsom klasseoverløberen, et lille barns død, konfliktfyldte relationer til forældre eller venner, det »perifere Frankrig«.

Denne rejse gennem tiderne er særligt interessant og giver mulighed for at få det intime og det kollektive til at spejles. Denne roman er en udforskning af, hvad venskab er, med den til tider uklare grænse mellem venskab og kærlighed, og er samtidig et smukt socialt freskomaleri.

Man kommer tæt og grundigt ind på de tre hovedpersoner og det er romanens styrke, men Olivier Adam kunne have have strammet op, sparet lidt på de mere eller mindre politiske anskuelser og gjort det menneskelige til det centrale.

En jævn god roman, men ikke en af hans bedste.

Flammarion (20/08/2025)

 

Christophe Molmy: Brûlez tout

 Christophe Molmy: Brûlez tout

Så er Prix du Quai des Orfèvres 2026 på gaden, og det plejer at borge for god kvalitet. Det gør det også i år!

Christophe Molmy er chef for Brigade de Recherche et d’Intervention (BRI), også kendt som Brigade de l’antigang, i Paris. Han er specialist i organiseret kriminalitet, og det fornemmer og mærker man også i hans roman, der må have hentet inspiration i hans arbejde.

Den nat ødelægger en brand en parlamentsmedlems kontor. Den næste dag eksploderer en 5G-relæstation. Et par dage senere bliver en berømt essayist voldsomt overfaldet, og en advokat modtager dødstrusler. Hver gang er det samme krav og samme signatur: En mystisk gruppe spreder terror... og deler sine bedrifter på sociale medier, mens et chokeret Frankrig ser på.

Over for denne bølge af spektakulære forbrydelser kaster Sacha Letellier, en gammeldags politibetjent, sig ud i et kapløb med tiden. 

Jeg skal ikke røbe et meget mere, men kun sige, at det er en meget intens historie, som griber læseren og holder vedkommende fast. En god thriller med masser af action. En god læseoplevelse, men også ret skræmmende, fordi det hele virker plausibelt og måske endda forudsigeligt. 

Vi er dybt begravet i de sociale mediers verden og deres indflydelse på en stor del af befolkningen, og ikke kun de unge. Vi er vidne til en revolution, der er startet af en psykopat fra hans stue.

Skræmmende!!!

Fayard (05/11/2025)

13 à table 2026

 13 à table 2026

For 12. gang udkommer "13 à table", der giver 5 måltider for hver købt bog. Husk at få den købt, for det er til et godt formål og novellerne er skrevet af de bedste franske forfattere.

Årets tema er oplagt: Sikke en god idé! - Quelle bonne idée, som vi får bøjet i 13 udgaver, for udsagnet kan have både en positiv og negativ retning. Titlen er også tænkt for at fejre Restos du Coeurs 40 års jubilæum.

De fleste af teksterne er gode og velskrevne, så her er nogle udvalgte:

Philippe BESSON tager os med på en rejse sammen med en gruppe på fem venner, Manon, Louna, Enzo, Corentin og Jules, der begiver sig ud på eventyr i en grotte, men så kommer tidevandet... De begynder at spekulere over meningen med deres liv.

Sandrine COLLETTE leverer en trist historie, hvor penge som så ofte erstatter lykke.

Marthe har lige fået et barn, men hun beslutter at tage til hovedstaden for at blive amme og amme de riges nyfødte, mens hun efterlader sit eget spædbarn i sin fattige landsby. En god ide til at begynde med, men det har sine omkostninger, som hun forsøger at rette op på.

Lorraine FOUCHET inviterer os til frokost med veninderne, 15 år efter deres sidste møde... Auregane, Kaelig, Fragana og Sterenn har forandret sig meget... Hver især praler de af deres eget liv med en vis foragt for de andres... Et mærkeligt gensyn, der pludselig tager en ny drejning... 

Agnès MARTIN-LUGAND fører os ind i en historie om projekter og omskoling.

Sophia og Éric elsker hinanden, men Sophia, der er i halvtredserne, er ikke længere tilfreds med sit nuværende liv og har brug for forandring og nyt, så hun kaster sig ud i nye ideer for sin fremtid. Det betyder et andet liv.

Romain PUÉRTOLAS fortæller os en science fiction-historie, der er meget underholdende og overraskende. 

Hovedpersonen er ingen ringere end forfatteren selv, der er bange for døden og underskriver en kontrakt om kryonisering: han vil overleve, uanset hvad der sker, uanset hvordan, uanset hvornår.En voldsom udvikling og slutning.

Meget variation i teksterne og god læsning, der også ofte giver stof til eftertanke.

13 à table ! tome 12 sur 12

EAN : 9782266348942
264 pages
Pocket (06/11/2025) AUTRES EDITIONS

Sarah Chiche: Aimer

 Sarah Chiche: Aimer

En lidt vild historie der fortæller om kærlighed der ikke slukkes mellem to mennesker i vores fortravlede nutid, hvor der ikke altid er plads til følelser.

Schweiz, 1984. Den niårige Margaux kaster sig ud i det iskolde vand i Genèvesøen. Hendes klassekammerat Alexis ser forstenet til, mens hun synker ned. Drengens far Henri dykker ned og redder Margaux. Der opstår et stærkt bånd mellem de to børn. Men snart forsvinder Margaux på mystisk vis og efterlader Alexis med et tomrum, som intet kan udfylde.

Alexis og Margaux mødes tilfældigt igen 40 år senere i Paris. Begge har levet deres liv med mere eller mindre succes og fiaskoer, kærlighed og problemer, glæder og traumer.

Når de mødes igen, og de kun har halvdelen af livet foran sig, kan/vil de så genoptage deres historie, hvor de slap?

Romanen skildrer parallelt de to personers udvikling og tegner samtidig et samfundsbillede af disse 40 år, hvor der er tale om højfinans og kapitalisme og deres giftige forbindelser til medicinalindustrien, en skandale om overudskrivning af opioider, fordi det er rentabelt, og fordi det er ligegyldigt, om det forårsager afhængighed. Folk føler nødvendigheden af konstant at præstere og bevare facaden, især den succesrige.

Sarah Chiche har en speciel måde at flette det intime sammen med det sociale. Aimer er ikke kun en roman om et par, det er først og fremmest en social og generationsmæssig fortælling, der stiller spørgsmålstegn ved vores tids udsvævelser – sundhedskrise, elitenes moralske fallit, nutidens ensomhed. Historien om Alexis og Margaux bliver det prisme, gennem hvilket vi opdager en verden, der er ved at miste sine pejlemærker, hvor kærligheden er det eneste pejlemærke, der er tilbage.

En ganske udmærket roman selv om den ofte er lidt usammenhængende og specielt slutningen burde være droppet.

Julliard (21/08/2025)

Caroline Lamarche: Le bel obscur

 Caroline Lamarche: Le bel obscur

Blandt de sidste fire udvalgte til årets Goncourt, og det er sandelig et godt valg, for det er en roman med det bedste man kan finde blandt moderne litteratur med en nytænkning af romanformen.

Mens fortælleren forsøger at opklare skæbnen for en forfader (fra for ca. 150 år siden), der blev forvist af sin familie, genoptager kvinden historien om sit eget liv. Det viser sig hurtigt, at sammenstillingen af de to skæbner ikke er helt tilfældig og at de på en måde spejler hinanden.

Caroline Lamarche forsøger at forstå, hvorfor hendes forfader Edmond er forsvundet fra familiens stamtræ, og begynder derfor at undersøge sin slægtning, der har efterladt så få spor.

Da hun opdager hans homoseksualitet, som i begyndelsen af det 19. århundrede gjorde denne mand til en udstødt, opdager hun hans mystiske død i 1865, kun 30 år gammel, og søger at rehabilitere ham.

Men denne forskning bringer hende tilbage til sit eget liv som mor, forfatter og kone til en homoseksuel mand. Konfronteret med en intim situation, der mildest talt er forvirrende, søger fortælleren omkring sig efter personer, hun kan klamre sig til, fortællinger, der kan give hende indsigt, og ord, der kan beskrive det, hun oplever. 

Men der er endnu ikke dannet grupper med heteroseksuelle kvinder der er gift med en homoseksuel mand. Hun søger i litteraturen og giver mange eksempler, men det hjælper hende ikke i hendes situation. Hun vil i første omgang ikke søge skilsmisse, men leve i et åbent forhold, men det bliver sværere med årene. Den eneste hjælp og trøst består af at skrive og at kaste sig over Edmonds skæbne.

Selvom der mangler en egentlig handling i helheden, tegner romanen et portræt af en kvinde, der er både stærk og sårbar, på jagt efter sig selv. Fortælleren inddrager os i sine refleksioner og introspektioner. Til tider bliver læseren til lytteren, og vi læser om denne kvindes liv på en anden måde.

Det er skrevet med neutralitet og elegance, så det er op til hver enkelt at danne sig sin egen mening. Skrivestilen er sober og elegant, veksler den mellem introspektive passager og symbolske scener. Den delikate skrivestil, der er fyldt med litterære referencer, skrider frem i korte refleksioner, der bevæger sig frem og tilbage mellem det 19. og 21. århundrede, og tegner med små, lette, men bestemte strøg et intimt portræt af en forfatterinde, der åbner for sig selv.

Der er meget mere at sige om romanen, men læs den nu hellere selv, for den har en dybde og en usædvanlighed, man sjældent finder.

Seuil (22/08/2025)

Astérix en Lusitanie

 Astérix en Lusitanie

Så er årets Astérix på banen, og jeg kan kun sige, at jeg har moret mig kosteligt ved læsningen. Det er album nr. 41.

En smuk forårsdag ankommer en fremmed til landsbyen. Han kommer fra Lusitania (Portugal), det solrige land vest for Hispania, som også er underlagt Rom. Denne tidligere slave, som vi møder i  Domaine des dieux , er kommet for at bede vores ukuelige gallere om hjælp, da han kender til den magiske driks kraftfulde virkning. Nu må vi se om det virker i Lusitania

Man kan kun elske det andet album af Fabcaro og Didier Conrad, der indeholder utallige eksempler på den portugisiske saudade  (en stærk og vemodig nostalgi, men samtidig glæden ved minderne), kritik af kapitalismen, pensionsreform og tydelige links til vor tid med smukke og kraftfulde tegninger.

Man smiler hele vejen igennem, ordspil og morsomme situationer følger hinanden i hurtig rækkefølge. Personernes navne er som sædvanlig meget opfindsomme. Det er virkelig et fremragende album, hvor helten måske snarere er Obélix end Astérix.

Hachette (23/10/2025)

Yanick LAHENS: Passagères de nuit

 Yanick LAHENS: Passagères de nuit 

Endelig en forfatter fra Haïti der er indstillet til Goncourt 2025 i andet valg. Yanick Lahens har allerede en lang og glorværdig karriere bag sig og indtager en ledende plads i haïtiansk litteratur.

I denne nye roman, som om den er revet ud af hendes kaotiske hverdag i Port-au-Prince, hylder Yanick Lahens med håb og modstand den slægt af kvinder, hun stammer fra. Den første af dem, Élizabeth Dubreuil, blev født omkring 1818 i New Orleans. Regina født fattig blandt de fattige i en lille landsby på den sydlige del af Haiti, er den anden kvinde, der også udfordrer skæbnen.

Romanen foregår i to perioder mellem 1750 og 1850. Første del i Santo Domingo og New Orleans, anden del i Haiti.

Elisabeth Dubreuil giver ikke op, da hun bliver udsat for to voldtægtsforsøg af en af sin fars venner. Hendes bedstemor, en tidligere slave, der var kommet fra Haiti med sin herre, som havde frigivet hende, bliver for hende et eksempel på stille modstand.

Bedstemoren introducerer Elisabeth til voodoo og hjælper hende med at flygte fra New Orleans til Port-au-Prince. Vi møder Elisabeth igen mange år senere, som mor til en mand, der krydser byen som befrier: general Leonard Corvaseau. Regina kobles på historien, da hun bliver Leonards elskerinde.

Der er mange oprivende ting i fortællingerne, Slaveri, psykisk og seksuel vold – disse kvinder er vidner til en epoke, og langt fra usynlige takket være deres mod. De er »Les passagères de nuit« (natpassagererne), der videregiver deres ønske om frigørelse og frihed til de kommende generationer. De trodser  det hårde liv under undertrykkelse af herren (og fruen) eller mænd med magt.

En vidanderlig og smukt skrevet bog på en historisk barsk baggrund, der endnu ikke har fået givet kvinderne den frihed og lighed, som de bør have. En bog som denne kan også være et angreb på urimelige forhold i dagens Haïti.

Skal den have Goncourt 2025? Vi får se...

Sabine Wespieser (28/08/2025)

Modiano/Mazzalai: 70 Bis - Entrée des artistes

 Modiano/Mazzalai: 70 Bis - Entrée des artistes

En lidt usædvanlig, men spændende bog hvor Patrick Modiano samarbejder med Christian Mazzalai for at fastholde en adresse på Montparnasse, som har set en række af de kendeste kunstnere fra perioden 1860 og ca 100 år frem passere.

I samarbejde får de to venner de dokumenter, de har fundet (Didot-Bottin-årbøger, småannoncer, avisartikler, fotos), til at tale og bringer figurer fra fortiden tilbage til live (maleren Jean-Léon Gérôme og hans abe Jacques, digteren Ezra Pound, føljetonforfatteren Xavier de Montepin, Robert Louis Stevenson, den amerikanske maler Janet Scuder, Camille Claudel, Rodin, Picasso, Brassaï). 

Ja det er stort set hele kunstnermiljøet både de franske og de udenlandske, især amerikanske kunstnere, som vi får derveret i små bidder med små historier og glemte detaljer. Dejligt med de store billedmateriale og udklip fra aviser mm.

Speciel bog, men læst med fornøjelse.

Gallimard (02/10/2025)

Paul Gasnier: La Collision

 Paul Gasnier: La Collision

En debutroman hvis vigtighed aflæses i, at den er med i anden runde af årets Goncout-pris. Mon den når videre, er jeg ikke helt sikker på, men lad os nu se.

I 2012 dør en kvinde pludseligt i Lyon, da hun bliver påkørt af en ung dreng på en motocrosscykel, der kører rundt i byen med 80 km/t og ovenikøbet kun på baghjulett.

Ti år senere er hendes søn, der stadig er plaget af tragedien, blevet journalist. Han observerer, hvordan denne type katastrofer dagligt bruges til at splitte samfundet og vende den ene del af offentligheden mod den anden. 

Vi får altså både den dybt personlige og intime historie om en lille familie der mister en mor, og den store historier om politiske partier, der bruger en ulykke forårsaget af en ung araber til at blæse til fremmedhad samtidig med at de skærper folks utryghed og evne til at se lidt videre.

Det er 10 år senere under et møde med det yderste højre, hvor han er til stede som reporter, at han indser, hvor meget nyhederne bliver udnyttet til at skaffe tilhængere. Og alligevel, som offer for en »kriminalitetshistorie«, afviser han disse forenklede forklaringer og beslutter sig for at forstå den virkelige årsag til dette familiedrama, denne kollision mellem to Frankrig, to forskellige skæbner, to udviklinger formet af samfundet, to familiehistorier, der, når de støder sammen, afslører tilstanden i Frankrig.

 Over for så megen uretfærdighed kunne Paul Gasnier have ladet sig rive med af had, tilsluttet sig et fascistisk parti og stillet sin hævntørst. Han vælger i stedet Gandhis visdom: at forstå, hvem der var hans mors morder, for at finde fred. 

Forfatteren giver os et indblik i retsvæsenets mekanismer og beskriver i detaljer den række af årsager (kedsomhed, stoffer, hybris m.m.), der får en ung indvandrer til at begå en forbrydelse og gentage den.

En af bogens store kvaliteter er de præcise betragtninger, der tålmodigt er udarbejdet gennem møder med den unge mands søster, advokaterne, dommeren, en politibetjent og socialarbejdere, så mange stemmer, der nuancerer, belyser og undertiden ryster forfatterens overbevisninger og nærer en tanke i bevægelse, smukt udtrykt, altid på jagt efter mening snarere end dom.

Et stort værk der er både journalistik, et vidnesbyrd, en politisk analyse og også litteratur.

Meget værd at læse!

Gallimard (14/08/2025)

Laurent Mauvignier: La maison vide

 Laurent Mauvignier: La maison vide

En moppedreg på 750 sider, som jeg har fornøjet mig med i den sidste uges tid, for det tager tid at læse den, hver side rummer noget af en historie og Mauvigniers måde at skrive på er fascinerende og ny for måden at skrive erindringer på.

I starten får vi at vide: "I 1976 genåbnede min far det hus, han havde arvet efter sin mor, og som havde stået tomt i tyve år." Det bliver indgangen til at fortælle eller digte om det liv, som huset har rummet.

I dette hushar der boet tre generationer fra 1880'erne til 1950'erne, fra oldeforældrene til fortællerens far. Laurent Mauvignier opstiller deres slægtstræ og forsøger at forstå sin fars selvmord, da han kun var 16 år.

Forfatteren finder af et fotoalbum, hvor forfatterens bedstemor Marguerites ansigt er slettet og ødelagt. Men hvad er forklaringen?

Nogle få minder og brudstykker af det, der blev sagt, hjælper ham med at stykke deres historie sammen.

To krige går gennem disse generationer. Når mændene drager i krig, vender de tilbage ødelagte, mens kvinderne forsøger at frigøre sig fra den plads, de altid har været tildelt.

Det hele begynder med hans oldemor Marie-Ernestine Chichery og hendes møde med Florentin Carbanel. Han er hendes musiklærer og åndelige vejleder. Hun er dygtig til at spille klaver og drømmer om at komme ind på konservatoriet.

Hendes tiltrækning af denne raffinerede mand med sikker smag overvælder hende. Han introducerer hende til Zola, Maupassant og åbner hendes øjne for Dreyfus-affæren. Da hendes far tvinger hende til at gifte sig med en jævn mand, »gik alt i opløsning, blev til aske«.

Hendes drøm om at blive koncertpianist brister.

Uden at ville genfortælle alt, kan jeg kun sige, at vi føres gennem en voldsom historie med krig og kærlighed, familiestridigheder, kvindens forsøg på frigørelse og det hele serveret med et vue over Frankrigs historie og samfund i perioden.

Med sin præcise og frie skrivestil udforsker Laurent Mauvignier personerne og analyserer dem. Han sporer de svagheder, der ryster dem, peger på den sociale determinisme, der er årsag til så mange uligheder, overførslen af vold mod kvinder samt de forbrydelser, der skyldes arv. 

Samtidig er han ikke bange or at inddrage læseren i sit værk, han forklarer, at han er med til at forklare fortiden somme tider uden at have klare fakts men med sin digteristiske frihed. 

En meget stor roman, der på mesterlig vis blander efterforskning i familieforhold og fiktion.

En af favoritterne til årets Goncourt

Éditions de Minuit (28/08/2025)

  

Hella Feki: Une reine sans royaume

 Hella Feki: Une reine sans royaume

En af de mere specielle bøger jeg har læst længe, men bestemt spændende og givende. En historie meget tæt på de faktiske forhold om den sidste dronning af Madagaskar.

I sin sidste tid i Algeriet skriver Razafindrahety, bedre kendt under navnet Hendes Majestæt Ranavalona III, sine erindringer.

Hun var dronning af Madagaskar indtil 1897, hvor hun så sit rige forsvinde under den franske kolonisering. Hun blev deporteret til La Réunion og derefter forvist til Alger, hvor hun nu måtte bære den dystre titel »Madagaskars sidste dronning«. Ifølge historien døde hun i Alger i 1917 i en alder af 56 år, offer for lungeproblemer, der i romanen forværres af hendes forbrug af skråtobak.

Hella Feki benytter lejligheden til at give et overblik over kvinders plads i en tid, hvor deres stemme bliver uhørlige, og hvor de alt for ofte er henvist til ubetydelige roller. Her er der mange kvindelige portrætter, Ranavalona og hendes omgivelser inkarnerer skønhed, intellekt og modstand i en kontekst af begyndende frigørelse. Hun nævner skiftevis Myriam Harry, vinder af den første Femina-pris, den egyptiske prinsesse Nazli og Lella Beya Qmar, Beys hustru. Indflydelsesrige, belæste kvinder, der både fortæller om deres forhold til mænd og til de franske kolonister.

Gennem sin bog bliver Hella Feki historiker med en fortælling, der er både roman og dokumentar, og som hylder disse kvinder fra kolonitiden, men også Ranavalona, ved at gengive hendes privatliv med stringens og følelse.

Det er på mange måder en bog/roman der åbner for forhold og en kultur, som vi ikke nødvendigvis ved så meget om. Her er chancen for at blive klogere!

J.-C. Lattès (20/08/2025)

Laurent Gaudé: Zem

 Laurent Gaudé: Zem

Vi får her en fortsættelse af den dystre Chien 51, som mman bør læse for at få det fulde udbytte af romanen og romanens hovedperson.

Zem Sparak er blevet livvagt for Golan Barsok: manden bag de store projekter i Magnapole. Der er ikke sket store ændringer i detultraliberale samfund fra Chien 51, men man har dog umiddelbart lavet nogle forandringer og forsøger at smukkesere Magnapole. Det er dog stadigvæk en verden hvor kynisme og vold hersker.

Historien starter med, at der bliver fundet en container med fem døde mennesker, der bærer spor af lidelse. Sammen med Salia Malberg vil Zemefterforske sagen. Hvad er der sket med disse mennesker? Hvem forsøger at mørklægge dette grufulde fund?

Det dystopiske univers er stadig lige så veludført og indeholder subtile advarsler til den civilisation, vi repræsenterer: vandmangel, biodiversitetens dyrebare værdi, de alvorlige konsekvenser af global opvarmning for fauna, flora og menneskeheden.

Men Gaudé overbeviser også med sine meget markante ekkoer af vores civilisationers svagheder: fristelsen til autokrati, tech-virksomhedernes vanvittige magt, manipulation af information over for mennesker, der gradvist mister deres kritiske sans...

Laurent Gaudé har også en interessant vision om kunstig intelligens.

Er der en lidt positiv åbning i slutning der udspiller sig i Grækenland som Zem flygtede fra for 30 år siden?

Læs endelige denne hæsblæsende roman som man ikke kan slippe.

Actes Sud (20/08/2025)

David Diop: Où s'adosse le ciel

 David Diop: Où s'adosse le ciel

En fantastisk ny bog af Davis Diop, der tager os med to parallelle rejser.

En odyssé fra det gamle Egypten til Senegal! I slutningen af det 19. århundrede afslutter Bilal Seck en pilgrimsrejse til Mekka, hvor han har været sammen med sin bedste ven, og gør sig klar til at vende tilbage til Saint-Louis i Senegal. En koleraepidemi hærger regionen, men Bilal overlever mirakuløst under det vantro blik fra en fransk læge, der forsøger at overtale ham til at give en blodprøve for at afsløre hemmeligheden bag hans immunitet.

Bilal er i virkeligheden bærer af fortidens sang, det sidste led i en mytologisk kæde, der fortæller om hans families odyssé, og det egyptiske folks flugt Denne lange søgen, der skildrer det egyptiske folks odyssé under Ptolemæer-dynastiets åg. Ledet af Ounifer, Osiris' ypperstepræst, der drømmer om at give sit folk frihed, må han føre folket mod vest, gennem ørkenerne og til det forjættede land, »der hvor himlen møder jorden...«.  

Bilal bærer på historien om sine 71 forfædre, der var vogtere af en hemmelighed. Han gentager uophørligt den myte, som hans familie har videregivet fra mund til mund: Bilal er en griot, vogter af den mundtlige tradition, på jagt efter sine rødder. En odyssé, der også bliver hans egen gennem hele Afrika, i dette mystiske folks fodspor.

David Diop inviterer os på en dobbelt rejse, ledet af to fortælletråde i to tidsaldre, der dog er forbundet gennem den overleverede fortælling.

Det er en rigtig fortælling og med en overbevisede fortæller. Vi kommer omkring en række skæbner og får vist mennesket fra de gode og de onde sider. Men fortællingen rummer også ønsket om forståelse af andre, ønsket om fred og tolerance.

Imponerende værk, der måske kan være lidt svær at tage fat på, men man fanges hurtigt i denne odyssse fra det gamle Egypten til et Afrika, der vil løsrive sig fra koloniherrerne.

Julliard (14/08/2025)

Franck Bouysse: Entre toutes

 Franck Bouysse: Entre toutes

Marie blev født i 1912 på en gård i Corrèze. Hun forlod aldrig stedet.

Franck Bouysse fortæller for en gangs skyld med en slående beskedenhed sin families historie og beviser her, at han er lige så talentfuld i fortællingen om det intime som i den romanagtige fresko. 

I Entre toutes skildrer Franck Bouysse livet for Marie og hendes mor Anna, to kvinder, som skæbnen havde sat i spidsen for deres gård, to kvinder, der blev frie mod deres vilje. For denne påtvungne frihed havde de hverken ønsket eller forudset, men de havde alligevel taget den til sig med en enestående styrke og værdighed. Deres liv var en tålmodig kamp, hvor intet nogensinde blev givet, intet nogensinde var givet.

Vi følger Marie, født i 1912 på en gård, som hun først forlader for at dø, dagen før sin 88-års fødselsdag. Hun gennemlever det 20. århundrede, langt fra alt det, der prægede det, bortset fra når det påførte hendes familie dramaer og sorg. Hendes far, der aldrig kom sig over første verdenskrig, begik selvmord, da hun var 5 år. Hun lever i symbiose med sin mor, Anna, med jorden og med naturen, indtil hun møder Clément fra nabogården. 

Den bevægende historie som starter ved dette møde skal ikke afsløres her, men vi får fortalt den med en omfattende forståelse for livet på landet under beskedne kår. Personerne skildres som de var på godt og ondt. Selv om det ikke er meget, det omgivende samfund betyder for dem, får forfatteren ofte lejlighed til at perspektivere og lægge en moderne synsvinkel ind over historien.

Bogen har den særlige egenskab, at den omhandler forfatterens bedstemor og oldemor. Her finder vi de temaer, der ligger ham på sinde: livet på landet, naturen, den krævende jord, det uendelige arbejde, manglen på fremtidsudsigter for kvinderne på gårdene. 

Det er fremstilling der griber læseren og den er dyrebar for at mindet om disse stærke kvinder ikke glemmes.

Måske ikke første valg til årets Goncourt, men en bog man kan blive klog på mennesker ved at læse.

Albin Michel (20/08/2025)

Nathacha Appanah: La Nuit au coeur

 Nathacha Appanah: La Nuit au coeur

Natacha Appanah er blevet en af mine yndlingsforfattere specielt med romanen Tropique de la violence, men denne nye udgivelse er på et niveau højere, og jeg ser den som en mulig Goncourt-vinder.

Hun er født på île Maurice i 1972, men flyttede til Frankrig i 1998. Hun har snart skrevet en snes roman. Flere af dem er omtalt på denne blog.

La nuit au cœur fletter tre historier sammen om kvinder, der er ofre for vold fra deres partnere. På grænsen mellem styrke og ydmyghed undersøger Nathacha Appanah det uudholdelige mysterium, som kvindemord i ægteskabet er, når den mørke nat tager kærlighedens plads. Det er et emne som adskillige kvindelige forfattere har skrevet om f.eks.  Neige Sinno, Camille Kouchner ou Vanessa Springora, men fremstillingen hos Appanah når et højdepunkt.

Af disse tre kvinder vil kun én overleve. Denne kvinde er forfatteren, Nathacha Appanah, som bruger sit talent til at fortælle sin historie og historierne om to andre kvinder, Chahinez og Emma, to kvinder, der blev myrdet af deres partnere. Hun giver os et hjerteskærende værk, der lyder som en overlevendes skrig, et skrig af uforståenhed over for disse mænd, der dræber, over for dette samfunds- og retssystem, der tillader, at disse kvinder bliver myrdet for at have levet.

Da Nathacha Appanah i 2021 får at vide, at Chahinez er blevet brændt levende af sin mand på gaden nær Bordeaux, kan hun ikke undgå at konfrontere sin egen historie om vold og også sin kusines, Emma, der blev dræbt af sin mand på Mauritius i 2000. Han kørte hende ned og smed hende i grøften. Appanah fortæller om sine seks forfærdelige år i hænderne på en mand, en kendt digter tredive ældre end hende. Han besætter hende og tager al selvstændighed fra hende samtidig med at udøver psykisk og fysisk vold på hende. Nu ca tredive år efter undersøger hun sagen med Chahinez for at rekonstruere den ondskabsfulde spiral, som Chahinez og Emma blev fanget i. Hun søger sandheden om disse kvinder på tværs af tid og hemmeligheder med de levendes ord og spøgelsernes hvisken. Hun vil sikre, at disse kvinder aldrig bliver glemt.

Det handler om magt, overlevelse og tilintetgørelse. Det handler om at gøre disse afskyelige handlinger til litteratur. Om dette system, der fører så mange kvinder til forsvinden og død i hænderne på deres ægtefæller. Det handler om at fortælle det ufortællelige, om at hylde, om at stå fast. 

Appanah har formået at samle de tre skæbner som eksempler på de uhyrligheder, som kvinder kan blive udsat for, men hun vil udvide det til alle kvinder der udsættes for vold og underkuelse. Det er på nogle måder et journalistisk arbejde, men det litterære styrer vekselvirkningen mellem de tre kvinder og forfatteren der ikke er bange for at fortælle om, hvor hun tvivler, har angst og er et evigt offer for sin fortid.

En voldsom bog, fuld af oprigtighed og ægthed, skrevet i en sublim prosa, som uden tvivl er en af perlerne i denne litterære sæson 2025. Læs bogen!

Gallimard (14/08/2025)

Sorj Chalandon: Le livre de Kells

 Sorj Chalandon: Le livre de Kells

Et af de store navne og mange gange tæt på den store Prix Goncourt skal det måske være i år? Han leverer i hvert fald en usædvanlig og personlig skildring af sin ungdom.

Sorj Chalandon fortæller om en episode i sit liv. Som 17-årig, efter at have forladt gymnasiet, Lyon og sin familie, ankommer han til Paris, hvor han i næsten et år oplever elendighed, livet på gaden, kulde og sult. Efter at være flygtet fra en racistisk og antisemitisk far, begynder han et nyt liv under navnet Kells, en reference til et irsk evangelie fra det 9. århundrede.

En flok godhjertede menesker får ham væk fra gaden, og sammen med dem opdager han et politisk engagement præget af solidaritet, væbnede kampe og håb, men også af fejltrin og blindhed. Indtil den brutale død af en af disse aktivister, Pierre Overney, får La Gauche Prolétarienne til at opløse sig selv som organisation.. Nogle kommer sig aldrig over det, andre søger en anden udvej for deres kamp. Det er tilfældet for forfatteren, der slutter sig til »Libération« i september 1973. 

Kells' bog er et personligt eventyr, men også historien om en engageret ungdom og en voldelig tid. Sorj Chalandon har ændret navne, nogle fakta og til tider rystet en for personlig tidslighed for at gøre det til en roman. 

Pragtfuld fusion  mellem fiktion og erindringer, der giver en ægte autobiografisk stemning, gengivet med oprigtighed og følelse. De behandlede temaer er stærke: udstødelse, engagement, politisk smerte. Romanen tager fat på vigtige emner (fattigdom, broderskab, ideologi, vold) i en konkret historisk sammenhæng (Gauche prolétarienne, væbnede kampe, Pierre Overneys død). Denne periode med politisk oprør er levende og veldokumenteret, uden at teksten er overfyldt med historiske referencer.

Bogens titel henviser til et irsk evangeliebog fra det 9. århundrede, et middelalderligt illumineret manuskript, der betragtes som et af de smukkeste eksempler på vestlig religiøs kunst. Det er berømt for sine overdådige dekorationer, sin mystik og sin symbolske betydning. Som symbol på kulturel skønhed og identitetsforankring har forfatteren Sorj Chalandon ønsket at give sin roman en metaforisk dimension ved hjælp af dette manuskript, der repræsenterer søgen efter skønhed og mening i en verden, der er ødelagt af vold (personlig og politisk). Ligesom manuskriptet forsøger fortælleren at bevare noget helligt i sig selv på trods af kaoset i sin historie.

En bog der indeholder så meget, at det er svært at få alt med, men en oplevelse at læse for at forstå, hvad det var der skete i Frankrig i 1970'erne.

Kan stærk anbefales.

Grasset (13/08/2025)