Pierre Lemaitre: Un avenir radieux

 Pierre Lemaitre: Un avenir radieux

Så nåede vi til tredje bind i denne serie og året er 1959. Der sker mange ting i familien Pelletier, og vi kommer hele familien rundt men hovedpersonen i denne bog er journalisten François.

François er begyndt at arbejde lidt med kamera og TV. En uventet tur for at dække en gruppe af forretningsfolks rejse til Tjekkoslovatien bliver til en krimi og spionhistorie med masser af overraskelser og en afsløring af forholdene bag jerntæppet.

Det er lidt svært at fortælle videre uden at afsløre for meget, men det er en medrivende bog, som det er svært at lægge fra sig. Vi får virkelig et billede af efterkrigstidens Europa og et billede af Les années glorieuses som venter.

Det er en fornøjelse at være tilbage hos familien Pelletier! Fortællingen er lige så fængslende som altid. Pierre Lemaitre skildrer en tid med en slående realisme: Mellem udviklingen af intensivt landbrug og den massive brug af pesticider, der dræber bierne, den kolde krig mellem de to blokke, der er en sand velsignelse for spionage, og risikoen for store ulykker i forbindelse med udviklingen af atomindustrien, kan vi så virkelig tale om en strålende fremtid?

Persongalleriet er bedsteforældrene Louis og Angèle der er kommet tilbage fra Libanon med deres barnebarn Colette, som var blevet holdt væk fra sin farlige mor, den forbløffende Geneviève, som er gift med deres ældste søn Jean. François, som er gift med Nine, er journalist. Hèlène, som er gift med Lambert, arbejder på en radiostation med et aften- og natprogram. Romanen begynder med en smuk familiescene, hvor vi hører nyt om alle disse personer.

Un avenir radieux af Pierre Lemaître fortæller os også om den intensive brug af pesticider, der udrydder bier, atomindustrien og den kolde krig. Det er alt sammen meget stærke emner, som Pierre Lemaître dygtigt blander ind i denne gribende familiehistorie. Philippe og Colette, to ulykkelige børn, der kæmper for at finde deres plads, er meget rørende. 

En mægtig saga udspillet med stor behændighed. Det er en bog man absolut skal læse, hvis man har læst de to foregående bind « Le grand monde » et « Le silence et la colère »

592 pages
Calmann-Lévy (21/01/2025)

Emma Becker: La Maison

 Emma Becker: La Maison

»La Maison« en roman der med god grund vakte opsigt i 2019, for det er en en autofiktion, der fortæller om de to år, forfatteren tilbringer som prostitueret på to bordeller i Berlin under pseudonymet Justine. Hun er taget fra Paris til Berlin, for bordeller er ikke forbudte i Tyskland og kan besøges uden at skulle betale bøder som i Frankrig.

Fortælleren Justine siger selv: Jeg har altid troet, at jeg skrev om mænd. Før jeg indså, at jeg kun skriver om kvinder. Om at være en. At skrive om ludere, som bliver betalt for at være kvinder, som virkelig er kvinder, som bare er det; at skrive om den absolutte nøgenhed i denne tilstand, er som at undersøge mit køn under et mikroskop. Og jeg føler den samme fascination som en laboratorietekniker, der kigger på de celler, der er afgørende for alle former for liv.

Emma Becker arbejdede i to et halvt år på to bordeller i Berlin: Le Manège, hvor hun arbejdede i 14 dage og La Maison, hvor hun blev i to et halvt år... det vil sige indtil den endelige lukning af etablissementet og starten på hendes graviditet.

Ud fra denne erfaring og dette arbejde, hvor hun i pauser tog fyldige notater, har hun skrevet en bog, en slags journalistisk, sociologisk, antropologisk og psykologisk undersøgelse, og i øvrigt et litterært værk, hvor anekdoter fra hendes egen erfaring, hendes arbejdskammeraters, husenes ledelse og kunderne er flettet sammen på en ikke-lineær måde.

Hendes historie er også en fin refleksion over begær, forhold mellem mænd og kvinder, hvad der kan drive en mand eller en kvinde ind i denne type betalte forhold, erhvervet som luder og de debatter, det fremkalder.

Det er ikke en lykkelig undskyldning for prostitution, men en meget personlig, velskrevet beretning (og alligevel er det ikke så let at tale om sex i 300 sider uden at forfalde til vulgaritet eller en form for monotoni), som læses med lidenskab.

Flammarion (21/08/2019)

Marie Vingtras: Les Âmes féroces

 Marie Vingtras: Les Âmes féroces

En meget velskrevet roman, der kunne være drejebog til en film. Mærkeligt nok foregår handlingen i en lille by i USA, men i princippet kunne det lige så godt have været i Frankrig.

Mercy er en lille by i USA med en befolkning på lige under 4.000. Det er et roligt sted, hvor der aldrig sker noget, hvor folk tror, de kender hinanden, men ved så lidt om sig selv, og hvor denne ro kunne skjule et opgør med fortiden....

Umiddelbart virker floden der løber gennem byen fredelig, men en dag byder den på en ubehagelig overraskelse: fundet af en livløs ung pige.

Romanen er bygget op omkring fire karakterer, der fortæller historien fra en række gensidigt oplysende synsvinkler. Opdelt i fire dele bevæger historien sig gennem fire årstider, hver med sin egen atmosfære og fortællestil. 

Det starter med den nye sherif, der er kvinde og lesbisk og bestemt ikke alles livret. Så er der Benjamin der er lærer, men som er lidt for glad for unge piger. Emmy der var den unge piges veninde og Seth der er pigens far.

Det er en fantastisk enkel historie på overfladen, men der kommer sandelig meget frem efterhånden som historierne optrævles. En rigtig krimi, men også et studie i de menneskelige forhold og en provinsbys frygt for nyt med en indstilling fyldt med faste meninger og holdninger. De fire voldsomme sjæle får sandelig revet op i fordommene.

Virkelig en god og velskrevet bog i en meget spændende fremdrift.

Kan bestemt anbefales.

Editions de l'Olivier (19/08/2024)

Les vieux fourneaux 8 - Graines de voyous

 Les vieux fourneaux 8 - Graines de voyous

Endnu en tegneserie som jeg har fulgt fra starten for 10 år siden. 

Les Vieux Fourneaux fortæller historien om tre 70-årige, der har været venner siden barndommen: Antoine, Emile og Pierrot. De har hver har fulgt deres egen vej, men mødes stadigvæk på vej ind i nye problemer med ungdommens kraft. Der er allerede lavet to film om deres oplevelser, og specielt den første var meget vellykket.

Tegneseriemediet er dog det bedste. Livet flyder stadig i de tre gamles årer med fuld kraft. På trods af deres høje alder skyr de ingen midler for at komme videre med deres liv og løser problemer og stridigheder med humor, venskab og solidaritet.

Dette ottende bind fokuserer primært på 60-års jubilæet for Théâtre du loup en slip, men det introducerer også nye karakterer, som jeg ikke vil sige noget om for ikke at afsløre for meget. 

De tre gamle kæmper stadig mod den til tider absurde modernitet i vores verden, og klimaproblemer, barndomsminder og familieskænderier har stadig en plads i deres hverdag.

Jeg kunne virkelig godt lide begyndelsen, hvor Pierrot prøver at bestille en simpel kaffe hos en tjener, men han bliver bedt om at scanne koden og udfylde en hel række ting for at få en simpel bestilling. Men det skal virke!

De ældre generationer er ikke vant til denne form for bestilling, som bruger en satellit i rummet, hvor der før var en simpel menneskelig kontakt til udvekslingen. Det er er selvfølgelig humoristisk, men det taler virkelig til os og rummer en række spørgsmål, som vi burde stille os selv! Vi er alle ofre for denne ændring i samfundet på grund af det såkaldte fremskridt.

Det er et album, som altid er dejligt at læse, både på grund af den sjove, rørende og dynamiske historie og på grund af de farverige, detaljerede tegninger.

Graines de voyous er det ottende bind i den succesfulde (og med rette!) serie af Wilfrid Lupano (manuskript) og Paul Cauuet (illustrationer). 

Dargaud (08/11/2024) 

Lucky Luke: Un cowboy sous pression

 Lucky Luke: Un cowboy sous pression

Til årets julefornøjelser var der selvfølgelig det seneste album fra Lucky Luke, som jeg trofast har læst i mange år. Teksten er som i de foregående af Jul og tegninger af Achdé, et fremragende par der har givet ekstra meget godt stof til serien.

I starten af albummet møder vi en Lucky Luke, der har for meget at lave, altid skal han være på vagt, altid er der nye forbrydelser, så han får meget ondt i ryggen og føler sig skidt tilpas. Han vil søge læge og får at vide et der er en i New München. 

Stemningen er dyster i New-München, den lille landsby i Dakota, som blev grundlagt af tyske nybyggere. Hvad er årsagen? En ølmangel forårsaget af den generalstrejke, der har sat alle landets bryggerier i stå! 

Lægen har ellers ordineret hvile og ro til Lucky Luke, der er overanstrengt og stresset, men da indbyggerne i New München kalder ham til undsætning, må han rejse til Milwaukee, USA's ølhovedstad, for at lette spændingerne mellem marxistiske fagforeningsfolk og industribaroner. 

I Dakota er 70-80 % af befolkningen af germansk oprindelse. Oprindeligt havde de opnået monopol på ølbrygning i de nordlige stater, men nu stod kampen mellem de fagforeningsstærke arbejdere og en gammeldags autoritær styring.

Det er altså både en fin indføring i historien i USA om den industrielle uro, men også en særdeles livlig og sjov beretning, især da Dalton-brødrene også træder ind på scenen.

Det er et supergodt album, som jeg kun kalde anbefale!

Lucky Comics, november 2024

 

Céline Pennequin: On n'est pas tous des vieux cons

 Céline Pennequin: On n'est pas tous des vieux cons

En dejlig titel og en bog som handler om folk, der som mig er ved at være oppe i årene. Det er faktisk på en EHPAD, bolig for ældre, hvor bogen foregår. Modsat det billede der normalt eksisterer omkring alderdomshjem o. lign. i Frankrig som i DK, så er der her tale om et hjem, hvor der trives åbenhed, lydhørhed omkring de gamle, mange aktiviteter og specielt aktiviteter, hvor de gamle planlægger og udfører.

Der er også et godt køkken og en bar til aperitif, swimming-pool og parklignende omgivelser. Det er kort sagt et lille paradis før tid.

Men alle de folk der kommer har jo en fortid og et liv der ikke altid har været det bedste.

I denne roman hører vi historien om Marc, Marie, Cassandre, Juliette, Françoise og alle de andre beboere.

Efterhånden som siderne vendes, bevæger vi os fra latter til tårer, mens Céline Pennequin fortæller os om deres glæder og sorger og deres sår, der aldrig er helet.

Hun tager også fat på nogle svære og vigtige temaer, og det gør det til en meget bevægende læsning. I vil opleve deres daglige liv, men også opdage deres fortid. Fortid, som for nogle er fælles, og så har livets ting adskilt dem. Nogle gange på grund af misforståelser, andre gange på grund af spændinger.

Temaer som vold, giftige forhold, Alzheimer, mongolbørn og afhængighed af f.eks. stoffer tages op, så vi får også et billede af det samfund som de gamle er vokset op i og som har præget dem.

Céline Pennequin siger selv, at hun har villet skrive om sammenholdet, de positive kræfter og den menneskelighed, som måske er blevet holdt nede i deres liv af forskellige grunde. Her smider de stille og roligt maskerne, så vi kan aflæse deres sande væsen.

Hvis I er på udkig efter en fornøjelig feelgood-roman, kan jeg varmt anbefale denne bog.

Nombre7 Editions (01/10/2024) 

Jean-Paul Dubois: Prends soin de moi

 Jean-Paul Dubois: Prends soin de moi

En genudgivelse af en roman fra 1993 af Jean-Paul Dubois som er værd at læse. Den er ikke på niveau med hans Goncourt-roman fra 2019 (Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon) som var et sandt mesterværk.

Det er som i mange af hans andre bøger en beretning om en mand, der har svært ved at forholde sig til sig selv og til andre. 

Bogens hovedperson er Paul Osterman, der er i fyrrerne og har haft gode indtægter fra sin forlagskarriere, men nu vil han koble fra og som europæer i eksil i USA trække sig tilbage. Han bor i en lejlighed nær havet ved San Francisco.

Men er han virkelig sikker på, at han vil finde noget, der falder i hans smag? Det er som i mange af Dubois' andre bøger en beretning om en mand, der har svært ved at forholde sig til sig selv og til andre. Han vil helst ikke have for mange bekymringer, er tilfreds med at sidde eller køre i sin lille sportsvogn. Kvinder har han store problemer med men han tiltrækkes alligevel. 

Hans forhold til kvinder er som hans forhold til sig selv: usammenhængende, ustabil, afbrudt af tragedier, som læseren ikke altid kan tage helt alvorligt. På den anden side kræver det et sjældent talent at samle på ydmygelser og samtidig forblive fuldstændig ubekymret, en typisk moderne anti-helt som vi også møder i andre af Dubois' romaner.

Det er specielt Julia og Rebecca som er de to kvinder i hans univers. Julia er et beregnende og lidt koldt væsen, der gerne dyrker sex som var det et opvarmningsprogram til ekstrem-sport, der efterlader Paul noget kvæstet, mens Rebecca er en meget mystisk og uberegnelig kvinde, der nærmest holder Paul som en slave. Men han er fascineret af hende. Julia vil have et barn, men det er ikke lige Pauls kop te.

I bogens indledning sidder Paul i fødeafdelingens ventesal. Vi ved ikke, om Paul er kommende far eller ledsager, vi ved ikke, hvem der skal føde, men ventetiden giver ham mulighed for at se tilbage på sine tidligere år. Han tænker tilbage på sine forældre, der begge døde af en hjerneblødning. Han føler sig syg og frygter at ende som dem og har mest lyst til at flygte. En lidt speciel måde at vente på en fødsel. 

Bogen afslører selvfølgelig grunden til hans nedtrykthed, og Jean-Paul Dubois bruger elegant sort humor og kynisme i sin latterliggørelse af Pauls uforståenhed over for livet og hans depression.

Editions de l'Olivier (08/11/2024)

Bernard Minier: Les Chats et 14 Histoires Mystérieuses Diaboliques Cruelles

 Bernard Minier: Les Chats et 14 Histoires Mystérieuses Diaboliques Cruelles

På siden med omtale af bogen skriver man: "To unge par, der er afhængige af makaber turisme, børn, der konfronteres med deres værtsfamilies grusomhed, en tv-vært, der er parat til at gøre hvad som helst for at øge sine seertal, dyr, der pludselig er befriet fra mennesker, en præst, der er for god til at være sand, katte med mærkelige hensigter, en flyver fra Første Verdenskrig, der konfronteres med et primitivt og perverst væsen ...

Femten uforglemmelige noveller, der er lige så skræmmende, som de er fortryllende, om kærlighed og galskab, død og hævn, grådighed og jalousi, løgne og mørke.

Det kan faktisk ikke siges bedre, og jeg kan kun sige at jeg har læst de femten i en stemning af forfærdelse, nysgerrighed og totalt fascineret af Bernard Miniers opfindsomhed, fantasi og interesse for det grusomme og mærkelige hos mennesker.

Nogle af historierne er små thrillere, mens andre sejler gennem meget forskellige verdener og tidspunkter. Science-Fiction, thriller, brevroman og mange andre genrer. Nogle er mere engagerede eller har det sjovt med skrivemåden og stemninger. Alt sammen i mørke atmosfærer, der lader karaktererne og deres følelser skinne igennem.

En af mine favoritterne er  »Les Chats«, en brevroman, der foregår i 1940. Når siderne vendes, indfanges vi i en gotisk, angstfremkaldende atmosfære, som er beundringsværdigt vellykket. En kat der først er sky, kommer efterhånden tættere på og  flere følger efter. En historie, der er både psykologisk og skræmmende, og hvor forfatteren på glimrende vis destillerer tvivlens gift i vores sind, helt frem til den absolut geniale punchline.

Jeg vil ikke sige, at der er noget for enhver smag, men der er en række virkelige gode noveller skrevet med en funklende pen.

Velegnet til læsning på de mørke vinterdage,

Pocket (10/10/2024)

Laure Boutault: La robe du Lutetia

 Laure Boutault: La robe du Lutétia

En ret spændende og omfangsrig bog, der fik en pris fra Femme Actuelle i 2021. Hvis du kan lide familiehemmeligheder, kan jeg anbefale den.

Titlen henviser til det store hotel i Paris, Le Lutetia, der under 2. Verdenskrig var nazisternes til holdssted. Men ellers har det altid været store kunstneres og indflydelsesrige personers hotel. I denne roman er det også et særdeles vigtigt sted, for det er her, at kærligheden mellem Lisette og Charles bryder løs.

Den smukke og dramatiske kærlighedshistorie under den tyske besættelse starter i Paris, men udspilles ellers mest i en afsidesliggende landsby i Cevennerne. Da deres bedstemor Lisette dør, opdager to søstre en kjole, som de aldrig har set før, og som opbevares under lås og slå. (den kjole som Lisette havde på til ballet i Lutetia). Fascineret går de i gang med at undersøge sagen og rejser tilbage i tiden for at afdække uudtalte hemmeligheder, som vil påvirke hele landsbyen.

Vi får gennem mange stemmer, selv fra den nyligt afdøde Lisette, en interessant historie med flere interessante karakterer. Vi følger dem over to perioder: fra 1920'erne til slutningen af Anden Verdenskrig og derefter til i dag. Afsløringerne om både fortid og nutid følger hinanden, og der bliver på mange måder vendt op og ned på landsbyens selvforståelse og afsløret ting, som man har "glemt" eller hos personerne fortrængt. Begrebet venskab bliver også taget op, for hvad er det egentlig?

Laure Boutault udforsker de sociale brud og gennem historien om Lisette viser romanen, hvor svært det er at overskride sin baggrund, selv gennem uddannelse og professionel succes. Jalousi, forræderi og kærlighedens umulighed gør dette portræt af en kvinde, der er splittet mellem sine ambitioner og sine rødder, endnu mere komplekst. Romanen sætter også spørgsmålstegn ved historiens rolle i opbygningen af individuelle og kollektive identiteter.

Fortælleteknikken kunne nok have været bedre og mere sammenhængende, men vi får gennem de mange stemmer mange overraskende brud og vendinger i forståelsen af hovedpersonen Lisette og de mange bipersoner. Endelig er det en virkelig fin beskrivelse og sammenligning af udviklingen af samfundet dengang og nu.

Let læselig og kan anbefales.

Les Nouveaux Auteurs (03/06/2021)

Mathieu Palain: Les hommes manquent de courage

 Mathieu Palain: Les hommes manquent de courage

Omtalte for nogle år siden hans første bog "Sale Gosse", som jeg syntes vældigt godt om, så da jeg så hans nyeste bog omtalt, måtte jeg have læst den. Blev slet ikke skuffet, men imponeret over at en god journalist også er i stand til at levere et værk der velskrevet svæver med faktualitet og fiktion.

Mathieu Palain fortæller i et interview i Le Parisien om hvordan bogen blev til. Til »Les Hommes manquent de courage« blev han en dag ringet op af en kvinde, som betroede ham, at hendes liv var ved at glide hende af hænde, at hun ikke længere kunne klare sin 15-årige teenager. De mødes og han beder hende om at fortælle ham sin historie.  "Da bogen udkom, var jeg bange for, at hun ville føle sig forrådt af tekstens voldsomhed." Men hun ringede til ham og sagde: "Det er vanvittigt, det er mig, den her bog". Han havde svært ved at skjule sine følelser.  

For det første er bogen ekstremt velskrevet. Palain giver Jessie en stemme og en tone, en rytme og en specificitet, som passer perfekt til hendes karakter.

Jessies liv er ved at glide hende af hænde. Hun kan ikke længere klare Marco, hendes 15-årige søn. Hver eneste diskussion løber løbsk: råben, flugt. Jessie har det svært. Hun er treogfyrre og matematiklærer. Hun har to børn, Marco på femten og Nora på fire år, fra to forskellige fædre. Hun bor sammen med Jalil, Noras far. Han er tidligere migrant og flygtede fra Tunesien og sin velhavende familie. Denne weekend byder de hans familie velkommen i deres lille parisiske hjem.

Jessie er hos sin frisør og fortæller ham, at Marco har været væk hjemmefra i tre dage. Der har tidligere været mange problemer med Marcos skolegang, så skolen har udstedt en IP (en bekymrende information). Jessie skal have en vurdering derhjemme af en socialrådgiver, og hun er bange for, at de vil tage hendes datter, Nora, fra hende og sætte hende i pleje. 

Marco har været væk i tre dage, da han om aftenen ringer til hende. Han er til en fest. På trods af familiesammenkomsten er Jessie nødt til at komme med det samme.

Nu sætter beretningen rigtigt igang og det er en barsk historie. Marco har rodet sig ud i en grim historie med sin kæreste Jade, da hun er helt bedøvet af alkohol. Jessie får hende kørt hjem, men kan ikke vende tilbage til familien og fortælle om hvad der er sket, for Marco vil næsten ikke sige noget.

Vi kommer nu ud på et road-trip der ender i Reims. Jessie taler meget. Vi møder hele hendes familie, genoplever hendes forfærdelige barndom og ungdom, lærer hendes elskere og hendes rigtige veninde Sophie at kende og opdager hendes optræden i usikre og uanstændige verdener.

Jessie er for første gang alene med sin søn, men hun ved ikke, hvordan hun skal få ham til at forstå, at de er de samme mennesker, mennesker der er følelsesmæssigt handicappet, mennesker, der ikke kan betro sig til hinanden, mennesker, der foretrækker at tie stille og fortrænge traumer.

En absolut sand social historie, der dissekerer forholdet mellem en teenager og hans mor, som har videregivet traumer til ham, som hun helst ville have undgået! Som har kæmpet for at overleve og forsøgt at beskytte ham. Skarpe og ægte ord om overførsel af sår, vold mod kvinder, slægtskab, hemmeligheder og forsøg på at søge noget positivt alligevel.

Læs den!

L' Iconoclaste (22/08/2024)

Kaouther Adami: Au vent mauvais

 Kaouther Adami: Au vent mauvais

Bogen er en slags familiesaga, der foregår i Algeriet fra 1922-1992, og som inddrager udviklingen både i Europa og i Algeriet i perioden gennem nogle få hovedpersoner.

I begyndelsen af 1920'erne vokser tre børn op i en lille landsby i det østlige Algeriet, i landsbyen El Zahra. Tarek og Saïd, hvis venskab synes uforgængeligt, skilles, da de bliver teenagere. Den intellektuelle Saïd, som kommer fra en rig familie, rejser væk for at studere, mens den generte og diskrete Tarek bliver i landsbyen og bliver fårehyrde. De er begge hemmeligt forelskede i Leïla, og det bliver deres skæbne.. 

Leïla bliver som 15-årig gift mod sin vilje med en af sin fars venner, men hun vover at forlade ham og vender tilbage til sine forældre med sin søn til almindelig misbilligelse i landsbyen.

Nu skal jeg ikke fortælle for meget mere om handlingen, der har adskillige højdepunkter og omsving.

Men som tidligere nævnt skildrer bogen Frankrigs kolonisering, 2.Verdenskrig, udsendelsen af mænd til fronten og den skammelige måde, hvorpå de senere bliver budt velkommen tilbage af franskmændene. Så følger krigen for algerisk uafhængighed og FLN's ankomst, Boumediennes statskup, emigration til byerne og endelig islamismens fremmarch og starten på borgerkrigen i sommeren 1992, der indleder det katastrofale »sorte årti«. 

Gennem Leïlas, Tareks og Saïds liv fortæller forfatteren os om Algeriet, Frankrig, Italien, kolonisering, krig, familie, forræderi og litteratur, da netop Saïd udgiver en bog med titlen "Leïla", der får følger for hovedpersonerne.

Det er mageløst velkonstrueret og skildringen af personerne er med respekt og følelse. En alternativ måde at skildre Algeriets historie på og med et positivt syn på fremtiden.

Bestemt værd at læse! Måske som optakt til årets Goncourt "Houris" af Kamel Daoud

Seuil (19/08/2022)

 

Carole Martinez: Du Domaine des Murmures

 Carole Martinez: Du Domaine des Murmures

Har læst mange bøger, der har været med i årets Goncourt-bøger, så her er en der i 2011 fik Goncourt - Lycéens

Året er 1187. Esclarmonde, en ung pige på 15 år, skal giftes med en ung herre, Lothaire, som hendes far har valgt.

På sin bryllupsdag nægter den unge Esclarmonde at sige »ja« til den skandaliserede bryllupsfest og skærer sit ene øre af. Hun ønsker, at hendes løfte om at ofre sig selv til Gud skal respekteres, imod sin fars ønske, herren på Domaine des Murmures.

Hun blev muret inde med kun en lille åbning mellem tremmer til at modtage sin mad og det allermest nødvendige. Et lille rum, hvor hun skal sove på jorden i noget halm, koldt og fugtigt.  I det mindste slipper hun for den triste skæbne at tilhøre en mand, hun ikke selv har valgt.

Hun bliver voldtaget i skoven kort tid før hun bliver lukket inde i en celle ved siden af slottets kapel, hvor den eneste åbning til verden er et tildækket vindue. Efter nogle måneder i sin "grav" opdager hun, at hun er gravid. Hvem er mon voldtægtsmanden?

Nu er der så ellers lagt op til en historie og en rejse, der også fører os til Det Hellige Land. En rejse, der er både mystisk og kødelig, på kanten af en drøm. Vi kommer ind i pigens unikke verden, drømmende og grusom, fuld af fængslende sensualitet.

Denne fantastiske fortælling fylder læseren med forundring og fortryllelse. Mellem siderne vandrer en grøn kæmpekvinde med fantastiske kurver og et grusomt spøgelse af en hvid hest. Vi indvies i folketro og myter og møder nogle kvinder, der ikke vil lade sig kue af mændene.

Herlig bog og selv om det er mere end tusind år siden den foregår, kan vi sagtens lære meget af den.

Gallimard (01/08/2011)

 

Rebecca Lighieri: Le club des enfants perdus

 Rebecca Lighieri: Le club des enfants perdus

Barnet i historien er Miranda, der er datter af et berømt skuespillerpar, Armand og Birke. Hun har lidt af psykiske problemer siden barndommen. Hendes historie fortælles i første del af hendes far og derefter af Miranda selv. 

Bogen starter med intime portrætter af en familie gennem faderen, Armand. Armand er gift med Birke, der er tysker af fødsel, men har tilegnet sig det franske sprog. Hendes barndom med forældre på narko, der ikke tager sig af hverken Birke eller hendes bror. Hendes opvækst har gjort hende lidt hård i filten men har en stor fysisk skønhed, der tiltrækker øjet. Hun er altid i et konkurrende spil med Armand og er hurtig til at vække både beundring og irritation. Hun har et meget kompliceret forhold til sin datter.

Armand er en egocentrisk mand, der har sin egen vision af kærlighed og begær, af forhold, familie og sin profession som skuespiller. Han er altid er hurtig til at kræve mere, og han udmærker sig ved sin livlighed og humor. Han er blevet et stort navn som skuespiller, men forsøger at huske på Miranda, men det besværliggøres mere og mere af Mirandas manglende evne til at integrere og forbinde sig fuldt ud med verden omkring hende.

I Mirandas del i denne bog møder vi en ung pige, der føler sig dybt fortabt og misforstået. Hun er udstyret med unikke, overnaturlige kræfter og er præget af en kompleks familiehistorie, der har isoleret hende fra andre.

Hendes liv er en søgen efter identitet i et liv, hvor hun lærer at acceptere sine sårbarheder og finde ind til sig selv igen, men helbredt bliver hun ikke. Hvorkan hun finde mening i et ofte fjendtligt miljø, hvor hun har alt for få holdepunkter og reelle kontakter.

De to dele af bogen supplerer hinanden, men Mirandals del virker for ustrukturet og usammenhængende og forsøgt skrevet i et sprog med stor brug af slang. Armands beretning er derimod langt bedre skrevet og struktureret.

Måske er antallet af fortabte børn, disse hypersensitive unge mennesker, som er ekstremt klare over livets absurditet og har svært ved at finde lykken i en verden af sult, krig og nød, vokset. Det er et helt klart tema i bogen, men behandlingen af emnet drukner lidt. En skam.

P.O.L. (22/08/2024)

Hélène Gaudy: Archipels

 Hélène Gaudy: Archipels 

Et af de sidste fire værker udtaget til årets Goncourt og bestemt på højde med de øvrige tre, men en helt anden type roman. Faktisk er det ikke umiddelbart en roman, men en datter der forsøger at tegne et portræt af sin far og skildre og prøve at forstå ham. Faderen lever stadigvæk og kan bruges som opslagsbog, problemet er bare, at han lider af hukommelsetab og har mange bare pletter i sin fortid.

Forfatterens ide og tilskyndelse til at fordybe sig i faderens fortid skyldes en opdagelse af en ø opkaldt efter hendes far, Isle Jean-Charles i Louisiana, en ø, der gradvist forsvinder under bølgerne. Faderen er som øen ved at forsvinde, er mere end firs år og har problemer med at gå.

Lidt underligt, at hun ikke synes at vide noget om hans og hendes mors fortid, men deres rejser og udfarenhed sluttede på en måde, da de fik et barn (forfatteren). Hendes far har altid været hemmelighedsfuld og diskret, men meget nysgerrig og engageret. Han var underviser, men også maler og digter, dyrker sociologi, politik og rejser til fjerne lande. Sporene fra disse interesser har han samlet i et atelier i Paris. Det rummer uendeligt mange objekter og ting, intet er blevet kasseret eller smidt ud. Forfatteren forstår, at han er atypisk og en spændende mand, der på nogle måder er blevet i barndommen.

I bogen følger vi forfatterens jagt ofte i diverse tilbageblik til bedstefaren og familien, i notesbøger og breve samt de feticher, der fylder hans atelier. Det er en lang vej og resultatet er måske en bedre forståelse af faderens udvikling, men måske mere en forståelse af hans livssyn og hans indre. Det er også en anskuelse af hvad det vil sige at blive gammel.

Hélène Gaudy skriver glimrende, poetisk, realistisk og med antenner i alle retninger. Det er en bog der kræver, at læseren forsøger at skabe den kronologi som Gaudy ikke giver os. Bogen handler også meget om hende og hendes selvforståelse og forfatterskab. Der er mange skønne passager, måske med et absolut højdepunkt mod slutningen af bogen.

Nu må vi så se om det er nok til en Prix Goncourt.

Editions de l'Olivier (19/08/2024)

Joy Majdalani: Jessica seule dans une chambre

 Joy Majdalani: Jessica seule dans une chambre

En noget åbenhjertig og velkonstrueret bog om kvindelist og en svag mand, der bliver et objekt som to forskellige kvinder, der bearbejder ham efter deres lyst.

Ved første øjekast har Jessica og Louise kun én ting til fælles: Justin. De elsker begge denne mand, men på forskellige tidspunkter.

Louise boede med Justin i seks år, men forlod ham for et år siden, fordi hun ikke kunne udholde hans sløvhed og vanestyrede liv. 

Jessica var i begyndelsen af tyverne, da hun møder hun Justin. Hun bor på et 16 m2 stort værelse og kan ikke holde ud at være alene, så en datingside var hendes sidste mulighed en fredag aften. Her møder hun Justin.

Jessica bemærker en form for tristhed i ham, så hun har en plan om at trænge ind i hans sind.  Hun gør alt for at forføre og tilfredsstille ham. Hun forelsker sig og fortsætter med at opbygge sin umodne personlighed sammen med Justin.

Dramaet opstår, da Jessica opdager, at Justin stadig sender små beskeder til Louise. Voldsom jalousi blandet med had og betagelse, der forøges da de to kvinder mødes via en flok af Justins venner.

Det udvikler sig i en retning, som vender op og ned på mange ting og overrasker læseren, især slutningen.

Kampen mellem de to kvinder føres elegant på mange niveauer og med stor dygtighed i beskrivelser af to kvinders kamp med deres jalousi, smålighed, løgne og bedrag. Bogen virker meget underbygget i de to personligheders ægthed og åbenhed. Et trekantsdrama, hvor manden blot er en tom skabelon.

Underholdende og skarp læsning.

Grasset (28/08/2024)

Yasmina Khadra: Coeur-d'Amande

 Yasmina Khadra: Coeur-d'Amande

Har tidligere læst gode romaner af Yasmina Khader f.eks. "Le sel de tous les oublies", så det var med stor spænding, at jeg åbnede denne historie, der starter på Montmarte.

Det er en historie om en dværg, Coeur-d'Amande, der i trediverne og bor ved foden af Sacré-Coeur sammen med sin »Mamie«, som han forguder. Det var hende, den tidligere fransklærer, der opfostrede ham, da hans mor havde afvist ham på grund af hans handicap. 

Coeur-d'Amande er Nestors kælenavn i dette arbejderkvarter, hvor alle kender alle. Da bedstemor begynder at blive ramt af Alzheimer, står Nestor  uden job og spekulerer på, hvordan han skal komme videre. Han giver ikke op takket være sin usvigelige optimisme i en verden, hvor det er lettere at have ondt af os selv end at se på vores held.

Sideløbende med dette beskæftiger forfatteren sig også med smukke venskaber, by-land. sygdom, invaliditet, homoseksualitet, alderdomshjem... ja der er nok at tage fat på.

Bogens første del er langt den bedste, for der følger vi livet på Montmartre blandt fattige og med et sprogligt potpourri. Efterhånden som handlingen skrider frem og bliver placeret i en lille by i Provence, har Khadra lidt svært ved at holde sammen på bogen.

Mialet Barrault (21/08/2024) 

Maylis de Kerangal: Jour de ressac

 Maylis de Kerangal: Jour de ressac

Endnu en prægtig bog, der er blandt emnerne til årets Goncourt.

Fortælleren er en 49-årig kvinde, der arbejder som oplæser og som stemme ved synkronisering af fremmedsprogede film. 

Efter et telefonopkald bliver fortælleren, der bor i Paris, næste dag kaldt til politistationen i Le Havre »i en sag, der vedrører hende«. Man har fundet et lig af en mand på stranden og i hans lomme ligger en seddel med hendes telefonnummer. 

Hun bliver helt slået ud af dette totale chok og overraskelse.

Hun tilbragte sin barndom i denne havneby, men har ingen tilknytning til den mere og har ikke været der i mange år.

Det bliver ikke nogen krimihistorie, men en skildring af glimt i hendes barndom og ungdom i Le Havre, der næsten er en person i bogen. Hun har svært ved at holde styr på sig selv, hvornår er det hende og hvornår er det en dubbleant? Hendes nuværende arbejde bliver til en søgen i hendes egen mere eller mindre glemte fortid.

Hendes ophold i Le Havre bliver er overraskende og smertefuldt besøg; en rejse i fortidens fodspor kombineret med introspektion af hendes nuværende liv som dobbeltgænger, hustru og mor.

Sproget, der er rigt og flydende, er smukt og gribende og vidunderligt præcist. Det er et ekstremt rigt, detaljeret og præcist sprog. Intet ord er for meget, ingen falsk tone, alt er perfekt kontrolleret for at give teksten mulighed for at udfolde sin fulde suggestive kraft.

Vil ikke komme nærmere ind på forløbet, men kan sige, at der er vidunderlige afsnit med beskrivelser af bl.a. et spil billard, bombningen af Le Havre i 1944 og obduktion af en mand uden hoved. Der er meget at komme omkring.

Måske ikke min absolutte favorit til årets Goncourt, men en meget velsrevet og varieret bog om et liv og en by.

Gallimard (15/08/2024

Abdellah Taïa: Le Bastion des larmes

 Abdellah Taïa: Le Bastion des larmes

På dansk har Forlaget Arvids allerede udsendt danske oversættelser af seks af Abdellah Taïas romaner, som jeg har anmeldt på Fransklisten, bl.a. den seneste "I lyset fra dig", der er tilegnet hans mor Malika.

Taïas nye roman, der er på listen til åprets Prix Goncourt, er en naturlig efterfølger til denne.

Da hans mor dør, vender Youssef, der er marokkansk lærer, og har levet i eksil i Frankrig i et kvart århundrede, tilbage til sin hjemby Salé på sine søstres opfordring for at sælge moderens lejlighed. Den har været centrum for Youssefs opvækst med 6 storesøstre, en storebror og en lillebror!

Hjemkomsten sætter gang i en hel fortid, som Youssef har skubbet fra sig i en vrede mod søstrene, der ikke hjalp ham som den lille homoseksuelle bror, som alle var efter. Et had og en nag som han har svært ved at tilgive. Søstrene har altid holdt sammen og er også vrede på Youssef, der er gået i eksil, og den mindste bror der uden varsel med sin kone er flyttet til Sverige efter at have solgt indboet i moderens hus. Der er intet tilbage der kunne have rummet minder om moderen. Den ældste bror er totalt underlagt sin kone.

Temaer i Taïas romaner er altid omkring homoseksualitet, for at være homoseksuel i Marokko er umuligt medmindre man er en magtfuld mand som vennen Najib blev. Det er en roman om barndom ødelagt af mænd, der kan voldtage 7-årige. Men det er også en roman om kærlighed, Youssefs kærlighed til Najib, som han aldrig helt har glemt. Youssef taler med Najib, hans barndomsven og elsker, som han tager hen for at sørge over ved »Tårernes Bastion«.

Samfundet beskrives som hyklerisk: Magt og penge får folk til at glemme homoseksualitet, og det værste pædofile svineri begås af mænd, der er »respektable«, fordi de beder deres fem bønner om dagen og går i moskeen. Romanen løfter også sløret for den handel med stoffer og andet, der drives af den øverste militære ledelse. Forfatterens billede af Marokko er ret negativt og fortvivlet.

Forfatteren får os til at føle fortvivlelsen, ensomheden og behovet for hævn hos disse udstødte på en måde, der nogle gange er meget rå. Taïa udtrykker både sin kærlighed til den arabiske kultur og sit had til dette hykleriske samfund.

Historien er til tider gådefuld, men Abdellah Taïas måde at skrive på er helt unik. Smuk, stemningsfuld og rytmisk. Fortællingen skifter ofte til anden person, når Youssef taler med hovedpersonerne i sin historie i sine drømme, tanker, telefonsamtaler eller breve. Denne fortællestil er meget levende og fordybende.

Kan du tilgive dem, der har ødelagt dig, eller er hævn den eneste måde at overleve på? De er romanens store spørgsmål og et egentligt svar får man ikke.

Ikke min favorit til årets Goncourt, men bestemt værd at læse.

Julliard (22/08/2024) 

Kamel Daoud: Houris

Kamel Daoud: Houris 

Den nye bog fra Kamel Douad har fundet vej til årets udpegning af bøger til Prix Goncourt 2024, og jeg må med det samme sige, at det er en absolut favorit. En bog man ikke lige slipper, voldsom, uhyggelig, dramatisk og gribende.

Aube er en ung algerisk kvinde på 26 år, som er nødt til at huske og glemme borgerkrigen i 1990'erne, som hun selv gennemlevede. Hendes tragedie er markeret på hendes krop: et ar på halsen, et kunstigt smil fra øre til øre og ødelagte stemmebånd.  

Den 31. december 1999, da hendes hals blev skåret over, og hun blev efterladt som død af islamister, som den nat massakrerede tusind mennesker fra hendes landsby Had Chekala, herunder hendes far, mor og søster. Det var den sidste dag i krigen i 1990'erne mellem militæret og Guds skæggede mænd, mellem den algeriske regering og forskellige islamistiske grupper.

Hun er nu stum og drømmer om at få sin stemme igen.

Hun kan kun fortælle sin historie med sin indre stemme til datteren i sin mave. Men har hun ret til at beholde dette barn? Kan man give liv, når det næsten er blevet taget fra en? I et land, der har vedtaget love om at straffe enhver, der omtaler borgerkrigen, beslutter Aube at tage tilbage til sin fødeby, hvor det hele begyndte, og hvor de døde måske kan besvare hendes spørgsmål.

Hvor 1. del af bogen er hendes stumme beretning til den endnu ikke fødte datter, tager historien fart, da hun møder andre personer på sin vej, der også husker borgerkrigen, men som ikke tør tale til hvem som helst om det.

Kamel Daoud introducerer os også til det moderne algeriske samfund og kvinders status gennem den unge kvindes beskrivelse af sit liv i Oran. Man bliver chokeret og forfærdet over at se religionens plads i det algeriske samfund, en religion, der tvinger folk til at tro, og dens katastrofale indvirkning på kvinders frihed, retten til en krop og seksualitet.

Det er særdeles modigt og afslørende for nutidens Algeriet at åbne for denne "forbudte" borgerkrig og næsten ubærligt at læse om rædslerne og den "tilgivelse" af bødlerne som blev givet i 2005.

Barsk, barsk læsning - men læs den alligel!

Gallimard (15/08/2024)

ps. Bogen fik årets Goncourt

Thomas Clerc: Paris, musée du XXIe siècle - Le 18e arrondissement

Thomas Clerc: Paris, musée du XXIe siècle - Le 18e arrondissement 

Som ivrig Paris-farer siden 1968 måtte jeg selvfølgelig have fat i denne roman, der ovenikøbet er blandt kadidaterne til årets Prix Goncourt.

Det er en mammut-bog på 500 sider, der næsten alle er tætte beskrivelser uden afsnit og en stil der bringer alt ind.Bogen har dog nogle store afsnit med titler:

1. Rue Marc-Séguin

2. Mon quartier: La Chapelle

3. La Goutte-D'Or

4. Clignancourt et Montmartre

5. Les Grandes Carrières

Det 18. arrondissement har 425 gader, pladser, torve, veje, boligområder, haver, villaer, boulevarder, blindgyder og passager, som Thomas Clerc har sat sig for at udforske, siden han flyttede hertil for seks år siden.

Denne bog er en total beskrivelse, der er resultatet af hans vandringer, afstikkere og notater, og den udelader ikke noget af det, byen lader dig se, høre og føle. Fra Montmartre til udkanten af ringvejen, fra lokale beboere til fortabte turister, fra caféer til mørke butikker, fra nat til dag, den tidligere forstad til Paris, oprørsk under Kommunen, holder aldrig op med at ændre udseende, hvis det da ikke er forfatteren selv, der omformer den, mens han rejser. Det 18. distrikt udfolder sig som et gigantisk lærred, og hver gade er et levende tableau.

Det er særdeles spændende læsning og viser hvor meget en bydel kan rumme. Han går på kryds og tværs i alle gaderne og laver en opgørelse over steder, kendte og mindre kendte, mere eller mindre mytiske fra film eller sange, for at give os et troværdigt, men subjektivt billede af dette parisiske arrondissement. Hans nysgerrighed er stor, men han ønsker også at være diskret og være betragter mere end deltager. Han holder sig dog ikke tilbage for at kritisere og fremvise uhyggelige og skandaløse forhold i bydelen.

Der er en del steder jeg skal se nærmere på ved mit næste besøg i Paris efter at have læst denne bog, der er for absolutte Paris-elskere.

Editions de Minuit (29/08/2024)