Emmanuel Bove: Mes amis

Emmanuel Bove: Mes amis

Emmanuel Boves debutroman fra 1924 er endelig faldet i mine hænder, og jeg må sige, at det er en debut med stor gennemslagskraft.

Hovedpersonen Victor Bâton er en mand der er blevet invalideret i sin ene hånd i 1. Verdenskrig. Han lever nu af en beskeden pension i et forstadskvarteret Montrouge. Han er alene og ensom, driver rundt i Paris i en søgen efter et venskab eller et kærlighedsforhold. Men det er svært for ham at finde det, da folk ofte kun tænker på sig selv eller har svært ved at spørge ind til hans historie.

I en række nærmest novelleagtige små historier følger vi hans utrættelige søgen, der trods nederlag ikke får ham ned med nakken.

Henri Billard er den første som vi hører om. Han er sympatisk og gavmild, men vil også låne penge og har en kæreste som Victor bliver varm på. Der er sømanden Neveu der vil begå selvmord, men Victors ensomhed får ham dog ikke med på den ide. Der er rigmanden Lacaze der gerne vil hjælpe fattige, men det går også i vasken.

Der er også flere forsøg på forhold til kvinder: krokonen Lucie som inviterer ham op til sig en enkelt gang, Blanche er sangerinde men det kikser også. Der er desuden alle de kvinder som han ser og forelsker sig i, uden at de interesserer sig for ham.

Det er en historie der fortæller om konkrete oplevelser, men lige så meget om Victors drømme og forestillinger om, hvordan det måske kunne være blevet. Han skuffes, men er i bund og grund en ærlig og solid type, lykken er blot ikke kommet hans vej.

Skrevet i korte sætninger, ofte med præcise beskrivelser af steder og personer. En særlig form for selvafsløring hos fortælleren spiller på om han vil give op eller fortsætte. På den måde føres vi gennem en skæbne i ensomhed i det moderne samfund, en skæbne som man også ville kunne træffe i dag.

Flot debutroman!

Flammarion