Cécile Coulon: Noir volcan

 Cécile Coulon: Noir volcan

Det er specielt Cécile Coulons romaner, der her grebet mig, men hendes poesi er bestemt også værd at beskæftige sig med, så jeg er starten på dem og er overhovedet ikke blevet skuffet snarere tvætimod.

Noir volcan er en digtsamling, der er befriende og jordnær. Den er en del af en forbløffende fornyelse inden for poesien.

Som hun selv siger, skriver Cécile Coulon med hverdagsord, med ord fra hele livet. Hendes digte handler udelukkende om hverdagen: kærlighed, død, lidenskab, brud, alderdom, kærlighed, der svinder, rødvin, belote-spil, det hjem, man forlader med vemod, og de kære sovende vulkaner, der præger hendes forfatterskab. Hun bor jo i Clermont-Ferrand.

For hende er de mest ubetydelige situationer (som at drikke en øl efter en arbejdsdag), de mest almindelige mennesker (den fraskilte halvtredsårige) og de mest hverdagsagtige landskaber  en anledning til poesi. Cécile er en datter af jorden, en kvinde af sin region, og alle hendes digte besætter uden videre læseren, som hendes romaner.

Her er tre eksempler i en digtsamling der fortjener at blive læst og levet.

Écrire un poème, c’est découper en soi un morceau de silence
Trempé de honte et d’inquiétude, puis on le fait sécher
Sur une branche longue ou sur un fil tendu
Entre deux maisons hautes,
Le vent souffle dessus, le soleil l’entortille
Et quand il est bien sec on l’offre à ceux qui savent
Qu’un poète est à la fois une vieillard et une jeune fille.

« Alors ce soir mon amour 
Je t'écris le plus long des poèmes
J'ouvre mon coeur, mes mains, mes jambes et toute mon âme
J'ouvre grand mon désir et mes dernières flammes,
Alors ce soir mon amour je t'écris que je t'aime.

Comment faire pour cesser,
une bonne fois pour toutes,
d’abîmer la douceur ?

06/02/2020
Le Castor Astral / Poche/Poésie  

 

Yasmina Khadra: Le prieur de Bethleem

 Yasmina Khadra: Le prieur de Bethleem

En meget voldsom oplevelse at læse om forholdene i Gaza set fra indbyggernes side.

Bogen starter dog et helt andet sted. En forlægger fra Paris bliver bortført under mystiske omstændigheder. Han holdes fanget i et lille rum og opdager, at hans bortfører har forelagt ham et manuskript, som han har afvist. Forfatteren, en palæstinensisk munk, der har været udsat for vold, insisterer på, at hans beretning skal blive kendt af alle, og at den gennem ham skal fortælle om tragedien i et land fyldt med tårer og blod. 

Munken vil tvinge forlæggeren til at høre hele historien, der er gennemgående tragisk, blodig og umenneskelig i en lille palæstinensisk landsby, hvor han mistede sine forældre og blev optaget i en anden familie. I starten er alt rimeligt roligt og fredeligt, men det varer ikke længe. 

Men hvorfor tvinger munken forlæggeren til at høre historien og hvorfor har han afvist at læse den. Ja, det er det historien langsomt afslører.

Gennem figuren Wahid fortæller Yasmina Khadra os om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Forfatteren fører os ind i Det Hellige Lands omskiftelige historie.Han minder os også om, at mennesker længe har levet fredeligt side om side i et land, der kun ønsker én ting: at se mennesker, der er lykkelige og fredelige.

Det er en smuk tekst, en historie der foregår i Historien, der udspiller sig i Mellemøsten.

Det er simpelt hen en bog der skal læses!

04/03/2026
Flammarion / Littérature française  

Gisèle Pelicot: Et la joie de vivre

 Gisèle Pelicot: Et la joie de vivre

Alle hørt og læst om voldtægterne i Mazan og om uhyret Dominique Pélicot, men vi har allesammen også set denne værdige 70-årige kvinde med de runde solbriller på billederne ved indgangen til retssalen, journalisternes reportager. Historien er ikke bare voldsom men også sand om en seksuel forbryder, der voldtog sin kone og lod 51 mænd voldtage hende i løbet af 10 år...

Bemærkelsesværdigt er det at Gisèle Pelicot ikke ønskede lukkede døre ved den fire måneder lange retssag, men kæmpede sig igennem uanede ydmygelser og kom ud med løftet pande efter domsafsigelser af de 51 mænd.

I denne bog får vi hendes beskrivelse af historien, selv om hun heldigvis var bedøvet under voldtægterne og ikke husker noget om dem.

Allerede fra de første sider slår bogen en med sin enkelhed. Tonen er aldrig dramatisk eller anklagende: det er tonen fra en kvinde, der søger at forstå, at sætte ord på det, der syntes uudsigeligt. Gisèle Pelicot fortæller om det pludselige brud, chokket og den lange vej tilbage til sig selv. 

 Gisèle Pélicot ser tilbage på hele sit liv fra barndommen til i dag. Hun fortæller om sine forældre, sin mors død og sin svigermors kølighed. Hun fortæller om sit møde med Dominique, en kærlig og genert mand, som hun altid har beskyttet og elsket. Hun nævner den foragt, hendes svigerfar vækkede i hende. Hun taler om sine børn, sine børnebørn, de huse, hvor familien har boet, sin karriere og den kaotiske karriere hos den mand, der delte hendes liv. Dette vidnesbyrd er hendes sandhed, og hun fortjernes alles respekt for det.

Skrivestilen, der er klar og behersket, afviser enhver form for selvmedlidenhed i smerten; den prioriterer tværtimod klarsyn og værdighed, hvilket giver teksten en følelsesmæssig styrke, der er så meget desto mere gribende.

Det er en bog og et vidnesbyrd som alle burde læse, for vi er nået videre end de gamle patriarkalske livsformer og ægteskaber, som Gisèle Pelicot voksede op med, og som hun naivt troede på. På trods af økonomiske problemer forsøgte hun hele tiden at holde sammen om familien trods de nederdrægtige mænd der styrede det hele.

I sandhed en beretning alle burde læse!

17/02/2026
Flammarion / Documents, témoignages  

Emma Becker: Le Mal Joli

 Emma Becker: Le Mal Joli

Nyeste bog fra Emma Becker, hvis bog om "La Maison" var den seneste jeg har læst. Den handlede om hendes liv som prostitueret i Berlin. I den bog var synsvinklen et sted mellem selvbiografisk fiktion, roman og selvbiografi.

Denne vinkel bruges også i denne nye bog, men ikke helt så elegant og velkomponeret.

Emma Becker fortæller historien om Emma Becker, en 35-årig forfatter, gift og mor til to børn, der forelsker sig i en forfatter med et aristokratisk navn, der er tolv år ældre end hende, selv samboende og familiefar.

Hun skriver om kærligheden, samtidig med at hun lever den: »Jeg er i gang med at skrive en bog om det. Jeg vil gerne beskrive faserne i denne forgiftning, for det er præcis det, man skal kalde det. Lidenskab er en forgiftning af hjernen.«

Emma taler om forfatteren og skriveprocessen, som hun bruger til at forsøge at bevare kontrollen over en lidenskab, der er uden kontrol.

Hvor længe kan man holde til to former for ubetinget kærlighed? Hvor længe kan en kvinde leve splittet mellem en lidenskabelig forelskelse og en ubetinget kærlighed til sine børn?

Emma Becker skriver lige ud om sine følelser, sine tvivl og en samvittighedsnag ved at svigte sine små børn og mand. Men hun lægger heller ikke fingrene imellem, når hun skildrer det sexliv der er tændt mellem hende og den mandlige forfatter. Sexskildringer tæt på porno.

Der er helt klart mange gode passager i bogen, specielt da hun får familien fra Australien på besøg i sommerferien og må skilles fra sin elskede. Der er også relevante sider om det at være forfatter og hvad forfatterskabet betyder.

Men bogen er alt for lang, for den bliver gentagende og uden en egentlig udvikling.

27/08/2025
J'ai lu / Littérature  

Sophie Tal Men: Malgré tout ce qui nous sépare

 Sophie Tal Men: Malgré tout ce qui nous sépare

Endnu en dejlig bog fra Sophie Tal Men, der ved siden af sit arbejde som neurolog finder tid til at skrive bøger, der foregår i Bretagne. Denne gang bliver tiden skruet tilbage til 2. Verdenskrig og foregår for det mest på øen Groix, der af forskellige forsvarsmæssige grunde forbliver i Tysklands befæstelse efter befrielsen i 1944. Groix ligger udenfor Lorient, der var Tysklands store krigshavn.

Vi starter i 1944. Rose er jordemoder på øen Groix og plejer så godt hun kan, kvinder og børn, der er blevet ofre for krigen. Hendes liv vendes på hovedet, da hendes hjem bliver beslaglagt for at huse to officerer. Rose mærker sine overbevisninger vakle i dette hus, hvor hvert blik virker som en trussel, og hvor skæbner knyttes sammen for altid.

Allerede fra første kapitel fanger forfatteren os med sin pen og med Rose, som man hurtigt bliver meget knyttet til. En dristig, modig, følsom og hengiven ung kvinde. Veninde, datter, erstatningsmor.

Andre personer i denne roman, lille Simonne, Aimé, Joseph, lige så rørende som Rose. 

I et efterord fortæller Tal Men, at historien i denne roman er inspireret fra det virkelige liv, som en gammel dame en dag fortalte forfatteren.

Det er på samme tid en skildring af de barske forhold under krigen på en lille ø som nærmest er afskåret fra verden, prægtige naturbeskrivelser, en række små personlige og dramatiske historier og så endelig en kærlighedshistorie, da Rose bliver forelsket i en tysker, nærmere bestemt fra Alsace!

Gå endelig igang, det er ikke den højere litteratur, men en velskrevet bog alligevel.

25/02/2026
Albin Michel  

Michel Houellebecq//Frédéric Lo: Souvenez-vous de l'homme

 Michel Houellebecq//Frédéric Lo: Souvenez-vous de l'homme

Sammen med den seneste digtsamling udsender Houellebecq en cd med musik af Frédéric Lo. Den indeholder tolv digte som Houellebecq fremsiger med dæmpet stemme og med fuld kontrol over rytmen i den fortættede musikalske ledsagelse.

Det er en samling hvor ca halvdelen af digtene er hentet fra den nye samling, mens resten er hentet fra tidligere samlinger. Det er en science-fictionagtig fremstilling af det vestlige menneskes og kulturs dødskamp. Mennesket er ramt af apati, livstræthed og en dødelige udmattelse. Den "L'ancienne voie romaine" er endt i flugtens "autoroute". En art i sin sidste fase, hærget af krig og hungersnød, snart erstattet af maskiner. 

Det er ikke megen hjælp at hente, måske en tro på at en frelser vil dukke op: "Nous attendons pourtant le sauveur impensable". Trøsten søges i erindringen af barndommen der forlængst er slut.

"Au bord de la longue rivière/Douce et profonde en son milieu/Nous nous séparons de nos dieux/Les enfants jouent dans la lumière."

En atmosfære af angst og fordærvelse, som Baudelaire ikke ville have fornægtet, ledsages majestætisk af komponisten og arrangøren Frédéric Lo. 

Med »Souvenez-vous de l'homme« tilbyder de os sammen en sort messe af melankoli.

Water Music, distribué par Modulor. 2026

Michel Houellebecsq: Combat toujours perdant

 Michel Houellebecq: Combat toujours perdant

Ny digtsamling fra Michel Houellebecq der er mørk og dyster, da den kamp der omtales i titlen er kampen mod døden. Den kamp kan kun tabes. På mange måder er det en videreskrivning af hans seneste roman "Anéantir", der kan oversættes med tilintetgøre eller udrydde.

Digtsamling er et studie i Houellebecqs egen kommende tilintergørelse, men rammer også meget videre. Er vi ikke ved at udrydde os selv, menneskeheden, naturen. Kan vi stadigvæk holde fanen højt i en verden med krig og en større overgivelse af magten til maskinerne, roboterne og AI.

Tonen i de fleste digte og prosatekster er dyster, melankolsk og ofte desillusioneret, hvilket også afspejles i titlerne: En attendant l'envahisseur (I ventetiden på angriberen), L'aube du dernier jour (Den sidste dags daggry) eller Au bout du bout (I sidste ende). Teksterne er ofte korte, rammende og lidt beske. På 64 sider samler han de korte tekster, både på vers og i prosa, der skiftevis er mørke, provokerende og melankolske.

En digtsamling, der blander eksistentiel alvor og bevidst trivialitet, hvor man genfinder temaer, der gennemsyrer hele hans værk: ensomhed, desillusionering, aldring og følelsen af forfald, både individuelt og kollektivt, men også hans lyst til sexualitet, der er ved at forsvinde med alderens skavanker.

Næstsidste digt lyder: Non, cette vie n'est pas suffisante, elle ne peut pas contenir la millième partie de nos rêves. (Nej, dette liv er ikke nok, det kan ikke rumme en tusindedel af vores drømme.) og det viser også, at Houellebecq fortsat lever, selv om han mener, at han er lidt for slidt til at leve til han er 96.

Houellebecq er lige fyldt 70 år, men han er stadigvæk på vej. En digtsamling der rammer én der er nået lidt længere.

64 pages
04/03/2026
Flammarion   

Laura Poggioli: Époque

 Laura Poggioli: Époque

En ny roman der tager fat på problemerne med vores forbrug af telefonen/smartphonen og medierne, der i den grad kan udvikle sig til en afhængighed. Noget der måske er mere og mere aktuelt for de unge, der ikke kan foretage sig noget bedre end leve på deres telefon. Den skal med alle steder og erstatter et liv med mennesker der er konkret til stede.

I en afhængighedsbehandling følger Lara det team, der behandler unge, der er afhængige af skærme. Der er Julien, en gymnasieelev, der har været ude af skolen i tre år, Lou, ni år, der tilbringer sine nætter på sin bærbare computer, eller Stefania, der er lammet af tanken om at forlade sit hjem.

Disse børns svagheder er for Lara et spejlbillede af hendes egne afhængigheder. I løbet af konsultationerne dukker hendes minder op igen. For fem år siden havde Lara en affære med sin læge. I nogle uger lod hun sig fange i en fælde af en frenetisk udveksling af beskeder og intime fotos. Indtil hun mistede kontrollen.

Det, der slår en i »Époque«, er den præcision, hvormed forfatteren skildrer svaghederne i vores hyperforbundne samfund, samtidig med at hun giver liv til rørende og realistiske karakterer, der er fanget i en hverdag præget af disse problemer. 

Det er derimod lidt svært at følge karakteren Lara, der også har været i et afhængighedsforhold og en utroskab trods hendes tre børn og en uhure forstående og tålmodig mand, som vi ellers ikke hører meget om.

Men bogen er trods alt endnu en afdækning af vor tids afhængighed af disse skærme der kan blive en for stor del af vores liv.

23/01/2025
L' Iconoclaste  

Patrice Gain: Seules les rivières

 Patrice Gain: Seules les rivières

Meget dramatisk roman der følger en ung pige gennem et liv fyldt med forhindringer, og hvor umiddelbare sejre hurtigt ændres til nederlag.

I Seules les rivières er det Cevennerne, der danner den storslåede kulisse for Jessicas lange flugt, efter at hun har forladt forstaden, familien og kæresten efter dennes sidste kriminelle overgreb. Hvor vil floderne i både konkret og overført betydning føre hende hen?

Jessica kunne ikke længere udholde en alkoholisk mor og en kæreste, der er fristet af alfonseri. Jess er kommet for tidligt ud af teenageårene til at blive konfronteret med den voksne verdens grusomhed, og som 16-årig rejser hun rundt på blafferture, bor i besatte huse, har småjobs og er involveret i narkohandel, møder venlige mennesker og kommer ud for farlige situationer.

 Men denne forfatters lysende poesi bringer os altid tilbage til flodernes bred lidt som ved magi. Bogens heltinde er rørende, skrøbelig og uforudsigelig. Lige så frygtindgydende og omvæltende, som dette element antyder. Men også smuk i sit forsøg på at genvinde sin frihed... 

Voldsom skæbne, men hvordan mon det går hende? Læs selv denne velskrevne bog.

02/01/2026
Albin Michel  

J.M.G. Le Clézio: Trois Mexique

 J.M.G. Le Clézio: Trois Mexique

Ny bog fra Le Clézio der tager os med til Mexico på tre forskellige perioder og til tre forfattere som han sætter meget højt.

Digteren og nonnen søster Juana Inés de la Cruz (1651-1695), et ukendt geni og feminist før sin tid; forfatteren Juan Rulfo (1917-1986), den mytiske forfatter til romanen Pedro Páramo og en enkelt novellesamling, den egentlige opfinder af den magiske realisme; og Luis González y González (1925-2003), historiker fra sin fødeby, der ligger højt oppe i bjergene, og som er det første udtryk for det, der senere skulle blive mikrohistorien.

Le Clézio finder sin tilgang til de tre personer i den dybde, hvormed hver enkelt person skildres i sin kontekst og med sine modsætninger. Søster Juana fremstår som en oprører og feminist i sin kritik og flugt fra den koloniale kultur og søger gennem sit forfatterskab et skrøbeligt rum for frihed. På samme måde går analysen af Rulfos værk over mod den magiske realisme, hvor myten og erindringen er et svar på samtiden.

Luis González y González fremhæves gennem eksemplet med byen San José de Gracia, hvor han afslører en metode: fokus på lokale fortællinger og almindelige menneskers liv som grundlag for al historisk forståelse. 

Der er tale om en veldokumenteret fremstilling, der viser Le Clézios enorme viden og indsigt i Mexico. Han skriver blændende om de tre forfattere, og jeg har sjældent læst så god litteratur og sprog som kapitlet om "L'orage à SanJosé de Gracia, la fête à San Juan Nueva". Man føler sig løftet til nye højder af denne Nobelpristagers sprog og stil.

08/01/2026
Gallimard / Blanche

Delphine de Vigan: Je suis Romane Monnier

 Delphine de Vigan: Je suis Romane Monnier

En meget speciel historie der samtidig afslører vores enorme afhængighed af smartphones, Facebook, What's Up og hvad der ellers findes af digitale medier.

Delphine de Vigan har et meget skarpt blik på sin/vores nutid og analyserer, beskriver og bruger litteraturen til at sættr et spind op, som vi fanges i.

En af historierne, for der er flere der krydser hinanden, drejer sig om Thomas. En aften i en bar får han sin smartphone byttet ved en fejl, hvilket han opdager, da han vil tænde den, da han kommer hjem. Han kommer på sporet af en ung kvinde, der sad ved bordet ved siden af. Hun hedder Romane Monnier og via et bud giver hun ham hurtigt telefonen tilbage, men hun ikke ønsker at få sin egen tilbage. Hun giver ham endda sin PIN-kode, hvilket giver ham adgang til hele hendes liv: aftaler, noter, søvn, smag...

Thomas fårstår ikke rigtigt noget, men bliver fascineret af denne gestus og begynder at følge Romane digitale spor og fordyber sig efterhånden i den trediveårige kvindes liv. 

Hendes smartphone indeholder faktisk hendes liv, og Thomas begynder langsomt at åbne forskellige apps, billeder, lydoptagelse. Han vil forsøge at forstå hende og hendes motivationer for at udlevere sit liv.

En anden af historierne er Thomas' møde i en alder af tyve år med en spændende pige Pauline, der er meget selvstændig og som søger væk fra det stereotype liv. Hun forsvinder pludselig en dag, og han ser hende ikke mere. Men en dag dukker Paulines mor op og fortæller, at Pauline fik en datter efte deres møde, moderen kan ikke blive ved med at passe hende, da hun er dødssyg. En gentest viser at Thomas er faderen! Han må altså ind i en rolle som far for en pige på to år. Vi får i flere afsnit hans liv til datteren flytter hjemmefra, da hun er 18 år og Thomas nærmer sig de halvtreds.

Der er tale om to frivillige forsvindinger, der er tale om dramatiske dødsfald hos Thomas' og Romanes forældre, men hvad er sandheden, siger Ramone i sine optegnelser om sine forældres skilsmisse. Thomas kan på mange måder følge hende i hendes syn på omverdenen, hvor folk glor på deres skærme og smartphones hele tiden, i en grad så smartphonen tager mangten og nærmest fortærer dem.

Romane kommer mere og mere i tvivl om, hvad der er sandheden, for hun opdager, at mennesker er i stand til at omforme virkeligheden. Når de fortæller om en begivenhed eller oplevelse, bliver den aldrig fortalt på samme måde og med samme indhold. Romane registrerer og Thomas har nu adgang til det, for Romanen har åbenbart villet efterlade nogle spor, inden hun forsvinder.

Ja, der kan fortælles meget mere om bogen, men I skal selv læse den, for den handler meget om os.

Je suis Romane Monnier illustrerer på glimrende vis vores afhængighed af skærme og apps. Alle vores data (helbred, rejser, udgifter, interesser, meninger osv.) registreres og analyseres, undertiden uden vores viden. Pluselig kan den kunstige intelligens styre os.

Det er umuligt ikke at føle sig berørt af denne tekst, der stiller spørgsmålstegn ved vores brug af et objekt, som vi tror, vi har kontrol over, men som holder os fanget, bekymrede og afhængige. Heldigvis kan jeg huske tiden før smartphones og er ikke i den grad fanget af den, men jeg kan se på de yngre, at den er uundværlig, erstatter samtale og hindrer fordybelse. Livet bliver til rollespil og uden selvstændig identitet, der giver simpelt hen ikke mulighed for at gribe sandheden. 

Romane skriver at: Snart vil vi ikke længere grine. Vi vil blive begravet under en strøm af billeder, historier og informationer, hvor vi ikke længere vil kunne skelne mellem sandhed og løgn. Snart vil vi ikke længere være i stand til at vide, om en stemme er menneskelig, om et foto er uberørt eller er blevet ændret, om billedet i en video er ægte eller er blevet genereret ud af ingenting.

Men som Niels Bohr sagde: Hvad er det modsatte af sandhed -- det er klarhed. Der kan ikke gives et endeligt svar, der skal graves dybere, og det er hvad Romane forsøger, og det smitter af på Thomas, der også gennemgår en afklaring.        

Traumer, svigt, forældrerollen, identitetssøgning, ensomhed, hvilke spor efterlader vi,  depression, selvudslettelse...  Delphine de Vigan holder sig som sædvanlig ikke tilbage i sine bøger med at stille evige og essentielle, intime spørgsmål.

Det er foreløbig den bedste af hendes bøger, jeg har læst.

15/01/2026
Gallimard / Blanche

Cécile Coulon: Le visage de la nuit

 Cécile Coulon: Le visage de la nuit

Ny roman fra Cécile Coulon der er en af mine yndlingsforfattere, hvis bøger jeg har omtalt flere gange (søg i bøgerne her i bloggen).

»Han var 7 år og hans ansigt var ødelagt.« Sådan begynder Le Visage de la nuit, hvor læseren genfinder barnet fra Cécile Coulons forrige roman (La langue des choses cachées), der blev reddet af en healer, men var blevet vansiret. 

Det er som den første roman med barnet en gyserhistorie der foregår i en forbandet landsby "Le Fond du Puits". Her skal vi vi til bunden i mennesket og se, hvordan man behandler og opfatter et menneske, der er kommet til at ligne et uhyre efter sin helbredelse.

Det er en roman om samfundets grusomhed, siger forfatteren:  »Hvad sker der, når man ikke lever op til sin families eller sin landsbys forventninger, når man træder ud af kredsen?«

Barnet bliver ganske vist fjernet fra andres blik af den præst, der tager sig af ham sammen med en blind gammel lærerinden. Men han vokser op og må gå ud om natten, når der ikke er nogen der kan se ham.

I Le Visage de la nuit udviskes grænserne mellem menneskekroppen og naturens ånd. Cécile Coulon, der ikke fornægter sin shamanistiske inspiration, ophæver grænserne mellem roman og poesi, og det giver romanen en styrke, autenticitet og lyrik, som er helt speciel for Cécile Coulon. Litteratur på højt niveau.

Drengen møder tilfældigt en nat en ung pige, og der opstår et tæt venskab mellem dem under de natlige møder. Det er et forhold, der svinger mellem begær og fascination, det hellige og det kødelige.

Men pigen har et problem: hun er storesøster til en dreng, der er så smuk at han fortryller alle der ser ham. Vi kan nu se at forskellen på de to drenge, men også ligheden, for de kan ikke accepteres af andre end nogle få.

Et moderne mørkt eventyr der dirieres af en suverøn forfatter, der leverer endnu en roman af meget høj karakter. En bemærkelsesværdig forfatter, der ikke skuffer.

08/01/2026
L' Iconoclaste  

Antonin Feurté: Lâcher les chiens

 Antonin Feurté: Lâcher les chiens

Første udgivelse fra en ung forfatter, der har meget at byde på både i skriveform som i indhold.

Handler om en vældig flugt i Pyrenæerne, frit inspireret af virkelige begivenheder.

I næsten ti år har Valère udført det beskidte arbejde i en fabrik for hundefoder. I kennelen renser han bure med testhunde for deres afføring mm under pres fra en uforsonlig chef.

På det seneste ved han, at han er truet: om natten patruljerer bevæbnede mænd omkring hans hus i den landsby, hvor han bor med sin kone og søn. For at beskytte sin familie anskaffer han sig udstyr og træner. Indtil den dag, hvor det uundgåelige sker.

Valère flygter med det eneste kompas, han har, nemlig et kort tegnet af hans far, en hyrde, der med beklagelse forlod bjergene. Langs de små bjergstier fører en rute til det forjættede land. Der, håber han, er et andet liv muligt. Men hvordan går det med flugten??

 Allerede fra de første sider sætter tempoet sig fast og slipper ikke læseren, båret af en meget flydende vekslen mellem nutiden, hvor flugten foregår, og tilbageblik, der giver fortællingen en reel dybde uden nogensinde at bryde fremdriften. Vi må trænge dybere ind i hovedpersonen og hans fortid for at begynde at forstå, hvad der driver ham.

Vidunderlige beskrivelser af Pyrenæernes natur, der afslører et dybt kendskab til stederne. For en debutroman er resultatet imponerende. Som kun 23-årig har forfatteren skrevet en meget vellykket tekst, der klart giver lyst til at følge hans litterære karriere.

08/01/2026
Editions Paulsen / La Grande Ourse  

 Pierre Lemaitre: Les belles promesses

Vi er så nået til fjerde og sidste bind af Pierre Lemaitres firebindsværk om de første tyve år efter 2. verdenskrig. Titlen er »Les Belles Promesses« , og med den titel viser forfatteren os allerede, at smukke løfter ikke altid går i opfyldelse.

Dette fjerde og sidste værk (»Le Grand Monde«, »Le Silence et la Colère« og »Un avenir radieux«) afslutter den fantastiske saga om familien Pelletier. Vi møder alle de charmerende (eller ikke så charmerende) personer fra de tidligere romaner: François, der står over for et frygteligt dilemma, den forfærdelige Geneviève (en uforglemmelig skurk, der endnu en gang overgår sig selv), lille Colette der mistrives hos sin mor, Philippe der er i pubertetsalderen med de problemer som det medfører og katten Joseph for blot at nævne nogle. Der introduceres også familien Ramos, der bliver et eksempel på de udnyttede.

September 1963: Jean Pelletier, kaldet Bouboule, kommer for sent til en ceremoni, han er blevet dagens helt og har reddet et spædbarn i en brændende bygning. På denne omvej til ceremonien for François' nye bog kommer han til en brændende bygning, hvor han hører en kvinde skrige. Han løber ind i bygningen og redder hendes barn, lille Michel.

Herefter drejer romanen sig om lille Michel og Jeans kone Geneviève, en forfærdelig kvinde! Hun tænker kun på at udnytte sin mands modige handling til egen fordel, for hun foragter sin mand lige så meget som sine børn, sin søster Thérèse og den stakkels kat Joseph, der forstår alt.

Det er udgangspunktet for romanen, som jeg vil helst fortælle så lidt som muligt om. Den skal læses som den thriller og saga den er...

Vi befinder os i begyndelsen af 1960'erne, hvor Paris er ved at blive forvandlet for at give plads til biler. Den parisiske ringvej skal bygges på bekostning af familier, der vil se deres bygninger blive revet ned. De fleste af dem har netop investeret alle deres opsparinger i lejligheder, der var ret komfortable i forhold til det, de vil blive tilbudt, når de bliver eksproprieret...

Presset øges på Jean, hans bror François efterforsker og stiller spørgsmål. Er det hans bror der har myrdet adskillige kvinder på bestialsk vis? Romanen ville næsten være en krimi, hvis den ikke var en del af et socialt freskomaleri om de glorværdige tredive år. Vi overværer familien Pelletiers skæbne, og forfatteren afslutter sin serie med en bitter refleksion over prisen for »fremskridt«.

Tonen er herligt ironisk, og sproget er som altid raffineret. Den er veldisponeret og vel dokumenteret. Men handlingen mangler desværre lidt mere spænding og kan ikke måle sig med de tidligere episoder, der var mere fængslende. Det er alligevel et monumentalt værk, og han lover at afslutte med tre bind mere om børnene i denne serie.

Calmann-Lévy (06/01/2026)

Marie-Hélène Lafon: Hors champ

 Marie-Hélène Lafon: Hors champ

En ny roman af Marie-HélEne Lafon der genoptager og til dels genbruger små tekster som han har udgivet i de senere. Hun forklarer selv, at det har været en lang proces med denne bog, så det har været nødvendigt at arbejde lidt i selvstændige afsnit, der så er blevet skrevet om og ind i det endelige værk.

»Hors champ« strækker sig over halvtreds år. Ti billeder, ti tidsstykker, løsrevne, udvalgte; læserne kommer ind i dem, nogle gange med Claire, andre gange med Gilles. Forfatteren veksler mellem disse synspunkter, altid i tredje person og gengiver en form for bevidsthedsstrøm og ikke altid med en logisk sammenhæng.

Gården ligger isoleret fra alt og alle. Det er faderens rige, hvor han giver sin vold frie tøjler. Claire er den ældste og det er for faderen en katastrofe. Hun skulle have været en dreng! Gilles er sønnen, ham der skal overtage gården, men han kan ikke leve op til faderens krav og der opstår en hadefuld atmosfære. Claire tager afsked med gården takket være sine studier, men vender ofte tilbage og bor et sted i nærheden, for jo ældre forældrene bliver, er der jo nogen der skal se til dem. Gilles bliver nok mest på grund af sin mor.

Det, jeg fandt mest slående, var egentlig den måde, bogen skaber sin egen horisont på: Den præsenterer ikke scener med et »budskab« for læseren, men lader læseren opleve konsekvenserne. Den får læseren til at føle, hvad det koster på lang sigt at blive. Og hvad det koster at gå. Og hvordan man i begge tilfælde må nøjes med resterne: resterne af kærlighed, resterne af vrede, resterne af ømhed, resterne af sætninger, man aldrig fik sagt. 

Boen giver os indirekte udviklingen inden for landbruget, forandringerne med øget pres, følelsen af at løbe efter en verden, der allerede har besluttet at overhale dig. De små franske landbrug  har længe været under pres og det er ikke sikkert, at deres protester bliver hørt.

Og det fantastiske ved titlen er, at »Hors champ« ikke kun er »det, man ikke ser«, men også alt det, man har lært ikke at se. Vold i hjemmet. Træthed, der klæber sig til huden. Social skam. Landsbyen, der ved besked og dømmer. Arbejdet, der slider på kroppen og efterlader en med en følelse af, at man ikke har ret til at klage, for man har jo et arbejde

Bogens slutning er voldsom og det er måske det der har fået Marie-Hélène Lafon til at bruge tid på at få bogen skrevet færdig.

Et mesterværk!

Buchet-Chastel (02/01/2026)

Sophie Astrabie: Le secret de Jeanne

 Sophie Astrabie: Le secret de Jeanne

En dejlig og velskrevet roman, der virkelig sætter læseren på prøve for at følge de små afsløringer af en hemmelighed, der først afsløres til sidst.

Romanen begynder med Alexandra, en ung kvinde i Paris i 2013. Alexandra troede, at hendes far havde været død i sytten år, men nu får hun at vide, at han lige er død. Hun finder ud af, at hendes far ikke døde det år, hvor hun troede, han forsvandt, og hun vil finde endnu flere mystiske nøgler gennem romanen.

Den anden kvinde, der tager ordet, Nicole, fortæller os om sin ungdom i 1973 med sin søster Claudine, som var deres mors yndling. Hun beskytter sin søster i et dramatisk øjeblik. Vi møder hende igen i slutningen efter hendes ret begivenhedsrige liv.

Den tredje kvinde, der tager ordet, Jeanne, som hemmeligheden stammer fra, spiller den vigtigste rolle, selvom romanens sider er ligeligt fordelt mellem de tre. Hendes fortælling begynder i 1938 på landet, på sine forældres gård, hvor hun passer gæs. Hun tager til Paris for at finde arbejde som stuepige i et hus. Det er et helt andet arbejde, hun finder.

Det er med andre ord en historie der strækker sig over tre generation, hvor det er de tre kvinder der er centrum og med de tre følger vi den historiske udvikling og på sin vis kvindernes frigørelse. De te kvinder er strålende portrætteret og fanger læseren.

Sophie Astrabie udforsker familiens hemmeligheder, disse tavsheder, der videregives som usynlige arv, og stiller spørgsmålstegn ved kvinders plads i et samfund, hvor kærlighed, modstandsdygtighed og smerte blandes sammen uden altid at blive udtrykt.

Det er næsten tre bøger i en og et indblik i at kvinders liv er under udvikling gennem generationerne.

Flammarion (14/05/2025)

Céline Cléber: Douce France

 Céline Cléber: Douce France

Som omslagsbilledet viser, er det bestemt ikke sådan, at man forestiller sig Douce France, men denne skildring der kan kaldes en form for dystopi, er måske ikke helt utænkelig? Forfatteren til bogen, der gemmer sig bag et pseudonym, er en højt placeret embedsmand med adgang til de højeste niveauer, så man kan nok godt have lidt tillid til hans skildringer.

Det er en roman om en kommende borgerkrig i Frankrig. Det hele begynder en sommeraften, da en kaldæisk præst af ukendte årsager bliver skudt af en ophidset ung mand fra Bagneux, der har tilknytning til islamisterne. Morderen blev straks anholdt af BAC, men under interventionen bliver et barn dødeligt såret. Indenrigsministeren holder et møde på Place Beauvau for at berolige gemytterne, men den følgende nat er der uroligheder i forstæderne: brændende skraldespande, udbrændte biler, mursten kastet mod politibiler ...

Vi kender allerede fortsættelsen, men denne gang udvikler det sig til noget nær en regulær borgerkrig. Handlingen begynder med en banal nyhedshistorie, men det udløser spændinger mellem indvandrere, der ender med at samle sig for at invadere Paris og de store byer og skyde med skarpt mod politiet og den indfødte befolkning. Hundredvis af døde og tusindvis af sårede ligger spredt på fortovene. 

Hvad skal der nu ske? Ja, det bliver en hektisk uge, hvor vi følger møder i alle kredse og instanser. Gennem nogle få centrale personer, der ønsker at gribe ind og en præsident der er en fredens mand og for usikker, skabes et klima og en tilstand, der viser hele statens svagheder. Skal republikken bukke under og terroristerne overtage magten. Det er spændende og kuldegysende læsning, som virker så tæt på virkeligheden.

En fortælling, der skildrer de stærke spændinger mellem de forskellige statslige organer, administrationen, politiet, efterretningstjenesten... Og dens bureaukratiske rivaliseringer, politiske forhandlinger under pres, valgkampagneberegninger og andre afvigelser og modbydelige komplotter. Forfatteren afslører mange institutionelle svagheder og giver os et levende og spændende resumé af den femte republiks skrøbeligheder. 

Personerne er fiktive, men gennem visse portrætter tegner der sig et billede af virkelige personer, især blandt regeringsmedlemmerne. Forfatteren lægger stor vægt på sine personers personligheder og deres relationer/interaktioner. Personerne er mere komplekse, end man umiddelbart skulle tro. Der er dem, der udnytter systemets svagheder for at holde spændingen på sit højeste, samtidig med at de udnævner sig selv til ofre for systemet. Dem, der skal vælge mellem deres professionelle forpligtelser og deres overbevisninger. Og så er der hele den politiske kreds, der langsomt men sikkert lægger kortene på bordet, uden nogensinde at miste synet af mulighederne for at fremme deres karriere. Der er langt fra politikerkredse til manden på gaden.

En til tider skræmmende fiktion, en relevant, dygtig og klar analyse, der forklarer os, hvordan et splittet samfund på få dage kan styrtes ud i generelt kaos og en brand med dramatiske konsekvenser. Cléber holder os et frygtindgydende spejl op for vores kollektive og individuelle svagheder og opfordrer os til at være yderst årvågne som borgere. 

Meget stort informationsmateriale om staten og de forskellige tjenesters opbygning. En guldgrube af oplysninger, som gør bogen ekstra værdifuld.

Editions du Toucan (05/03/2025)

 

Claude Vermot: Et frapper à mon coeur

 Claude Vermot: Et frapper à mon coeur

En lille kort novellesamling (80 sider) med fem forskellige tekster. Det store spørgsmål i teksterne er hvor langt kan absolut kærlighed føre? Interessant udgangspunkt som Claude Vermot illustrerer på bedste vis.

Vi får fem unikke kærlighedshistorier, hvor nogle tager udgangspunkt i faktiske begivenheder og en enkelt fører os tilbage i historien til Firenze. Der er f.eks. det ældre ægtepar, der forbereder sig på at tage afsked og tage afsted sammen. 

Der er den stakkels kvinde, der ligner en mand, kan hun mon skifte til et andet køn. Hvad stiller man op, når ens elskede dør af kræft, og man er ladt tilbage som elskerinde og må ikke engang deltage i begravelsen. Hun får dog en grusom ide...

Meget velskrevet og med en evne til at holde læseren fanget med sine mysterier og spændingskurver.. Glimrende afbildning og forståelse af hovedpersonerne, der skildres omhyggeligt og med psykologisk sans.

Les Presses Littéraires (10/03/2025)

Karine Giebel: J'aime votre peur

 Karine Giebel: J'aime votre peur

En lidt ældre novellesamling nu genudgivet på Pocket, og det er en god ide, for det er en bog der nok kan få det uhyggelige og blodige frem. Mørkt, dystert, og det, som hjernen ikke kan forestille sig, og som alligevel eksisterer. Hun udforsker menneskesjælen som ingen anden i et forfatterskab der oftest er krimier.

Samlingen har mange gode og velskrevne historier. Der er et stort udvalg af emner: had, forræderi, sygdom, ydmygelse, vold i hjemmet, manglende respekt for skikke, tortur, håb, fortvivlelse, elendighed, sociale forskelle der gør stor skade, alderdom, krig og mange andre. Og alt det får man i 14 noveller!

Med en karakteristisk skrivestil: rå, skarp, præcis. Korte, slagkraftige sætninger.

Masser af dialog. Spænding. Og en mørkhed, der kun overgås af hendes enorme talent.

Kvinder, mænd, børn – alle søger at undslippe det, der holder dem fanget: tvunget ægteskab, ufrivilligt ægteskab, økonomisk afhængighed, fysisk indespærring, væbnet konflikt, forskellighed, intolerance, chikane, alderdom.

Giebel kan tage os med til en mand der uretfærdigt dømt til en lang fængselsstraf planlægger sin hævn.

Eller et internationalt emne: I Brasilien dræber mænd hinanden i kampen om udnyttelsen eller forsvaret af naturressourcerne.

Eller kvinden der for at give sin søn et anstændigt liv er villig til alle kompromiser.

Vi møder også den voldelige ægtemand der er et ukontrollerbart uhyre. Og den unge mand der for ikke længere at være alene, sårbar og ubetydelig over for andre, har valgt at isolere sig fuldstændigt.

Det var kun et par eksempler, men læs selv denne pragtfulde samling af noveller.

Pocket (27/11/2025)

Olivier Adam: Et toute la vie devant nous

 Olivier Adam: Et toute la vie devant nous

 Et toute la vie devant nous (Og hele livet foran os) af Olivier Adam fortæller en historie, der udspiller sig over fyrre år, fra 1985 til 2025. Vi kender jo Olivier Adam som en forfatter, der er god til at fortælle en historie om få personer, der gemmer på en form for hemmelighed, som langsomt afdækkes. Det kommer også til at passe på hans nyeste roman.

Det er historien om tre venner, to drenge, Paul og Alex, og en pige, Sarah, som alle tre kommer fra samme sociale miljø og danner en uadskillelig  trio.

De mødes i et boligkvarter i en forstad til Paris, da de er ti år gamle. De har altså kendt hinanden siden barndommen, da en dramatisk begivenhed for evigt besegler deres venskab.

Deres historie, historien om deres tre livsbaner, fortælles af Paul og Sarah, der i en alder af omkring 50 år tager på en slags rejse tilbage til deres rødder, til de steder, hvor de mødte hinanden, og især til allée des Sycomores, gaden hvor de bor tæt på hinanden efter at være flyttet fra boligblokkene.

Udvekslingen er kronologisk tilrettelagt, men mærkværdigvis er det kun Paul og Sarah, der deltager. Hvad med Alex, den lidt aparte dreng og unge mand med kunstneriske evner? Det er en af bogens gåder som løses ved slutningen.

Deres liv har været med knuste drømme, og det usagte der kunne have ændret tingene. Vi ser også, hvordan samfundet har udviklet sig på flere områder, hvad enten det drejer sig om mænds adfærd, patriarkatets vægt, børneopdragelse, begrebet samtykke eller den måde, hvorpå seksuel orientering opfattes. 

Som det ofte er tilfældet med Olivier Adam, er romanen en anledning til at beskrive det samfund, som personerne lever i. Det gennemgående tema er forskellen i social klasse mellem de beskedne parcelhuse i forstæderne og de smukke huse, privatskolen kontra den offentlige skole. Han tager mange temaer og situationer op, som vi allerede har set i andre af hans værker, såsom klasseoverløberen, et lille barns død, konfliktfyldte relationer til forældre eller venner, det »perifere Frankrig«.

Denne rejse gennem tiderne er særligt interessant og giver mulighed for at få det intime og det kollektive til at spejles. Denne roman er en udforskning af, hvad venskab er, med den til tider uklare grænse mellem venskab og kærlighed, og er samtidig et smukt socialt freskomaleri.

Man kommer tæt og grundigt ind på de tre hovedpersoner og det er romanens styrke, men Olivier Adam kunne have have strammet op, sparet lidt på de mere eller mindre politiske anskuelser og gjort det menneskelige til det centrale.

En jævn god roman, men ikke en af hans bedste.

Flammarion (20/08/2025)