Sarah Maeght: C'est où, le nord

Sarah Maeght er fransklærer på et collège i Paris, og denne roman er hendes debutroman udsendt i foråret 2016.

En sprudlende roman om de unge, de tyveårige i nutidens Frankrig med deres problemer med kærlighed, sex, berusende midler, familier i opløsning, men skrevet med et moderne og utvunget sprog, der er præget af nye ord, slang og de sociale medier.

Ella er lærer på en katolsk skole med elever, der svarer til 6.-7. klasse, bestemt ikke nemme. Hun er kommet fra det nordlige Frankrig og er flyttet til Paris med skolekæresten Viktor. Forholdet går imidlertid i stykker, da Victor flytter hjem. Ella vil ikke opgive Paris og sit nye liv der, og vi får nogle muntre skildringer af hendes skole- og sexliv i samspil med nogle gode venner og skildringer af Paris.

I handlingen er der også indlagt en lille krimi, der hun i sit skab får små pakker med ødelagte santoner!

Der er en sikkert billede af en ung rodløs kvinde, der ikke helt ved, hvor hun skal hen, men det er dejlig uprætentiøs skildring.

God debut roman, spændende hvad Sarah Maeght kan udvikle sig til.

Alin Michel, 2016

Jean Echenoz: Au piano

En lidt ældre roman (fra 2003) af Jean Echenoz, men det gør den ikke ringere!

Allerede i starten af bogen får vi at vide at hovedpersonen, den berømte pianist Max, skal dø en voldsom død om 22 dage.

Max bryder sig ikke om at optræde for publikum, og hans impressario har hyret Bernie til at holde øje med ham før en koncert. Max må ikke drikke for meget, han skalk narres ind på koncertstedet og skal nærmest skubbes ind på scenen. Når først Max er gået igang med at spille, kører det bedre for ham, for han har det ligesom i fingrene.

Max bor i et hus med sin søster, har en gammel drøm om en pige, Rose, som han blev meget forelsket i under sine studier, men inden det blev til noget mellem dem, flyttede hun. Max har altså en drøm om at finde Rose, mens musikken er blevet et erhverv.

Bogen er i tre dele (satser), hvor vi starter på jorden, derefter i himlen og tredje sats er atter på jorden men med en ny identitet.

Jeg vil ikke afsløre for meget, for at læse bogen er som at høre et stykke musik som man selv skal identificere sig med og leve sammen med. Hvad der der galt med Max ? Hvorfor søger han efter Rose eller andre kvinder? Hvad er himmel og helvede?

Der er virkelig meget at tage fat på i denne glimrende roman, hvor det meste af handlingen foregår i Paris, men vi er også et smut i en himmel, der ligner et hospital, og i Sydamerika.

Les Editions de Minuit, 2003

Édith Rébillon: 49 ans et demi

Dette er den første bog fra Édith Rebillons hånd og den er nok især henvendt til folk, der på en eller anden måde er gået ned psykisk eller fysisk og som savner noget at hive sig op på igen.

Bogen handler om Victoire, der bor i Bretagne. Hun har en mand der er voldelig mod hende, og for at beskytte sig selv og datteren beslutter hun sig for at blive skilt. Det går ikke helt nemt, da manden bor i nærheden og truer hende, så da hun får mulighed for at få et ledende job i finanssektoren i Paris, slår hun til.

Vi følger nu hendes kamp, hvor hun alene skal klare et arbejde som leder, sørge for datteren og i øvrigt selv sørge for alt. Men hun er tapper og kæmper, selv om hun jo ikke er helt ung mere.

Der kommer nedture og problemer med forhold til andre mænd, men bogen ender nogenlunde godt, og hun har nu fundet sig selv på en ny måde.

Bogen synes skrevet mest for kvinder og om deres problemer med at tro på sig selv og overvinde de modgange der altid viser sig, men hendes overvejelser og tanker om livet og samfundet i al almindelighed kan bestemt også være godt at læse for mænd.

Letlæst bog er på mange måde medrivende.

Fortuna Editions 2016

Eric-Emmanuel Schmitt: Ménage à trois

En lille novelle, der er en novelle fra samlingen "Les deux messieurs de Bruxelles". Ménage à trois udkom som en e-bog i marts 2016.

Grunden til at jeg faldt for den var at der optræder en dansker i den!

Handlingen starter i Wien hvor en ung kvinde, der nylig er blevet enke, ikke kan affinde sig med sin nye status, hun har problemer med økonomi, familie etc. Under en reception kommer hun dog i kontakt med en ambassadør fra Danmark, der synes, at være interesseret i hende. Måske ikke helt så meget i hende som i hendes afdøde mand.

Der følger nu nogle afsnit, hvor den afdøde beskrives indirekte af hende, mens danskeren erklærer, at han var et geni som musiker og komponist.

Ja, nu kan I jo prøve selv at tænke videre på hvem der mon er tale om.

Hurtigt læst, men meget fornøjelig. E-bogsudgaven fik jeg faktisk gratis.

Albin Michel, 2016 (2012)

Sophie Tal Men: Les Yeux couleur de pluie

En forfriskende debutroman udgivet under pseudonymet Sophie Tal Men af en fransk læge.

Hovedpersonen Marie-Lou stammer egentlig fra Savoyen og elsker sit bjergrige barndomshjem, men da hun skal tildeles en plads som lægeføl på et hospital, bliver hun sendt til den anden ende af Frankrig, nemlig til Bretagne, nærmere bestemt Brest.

Den gode Marie-Lou får trods begyndervanskeligheder skabt sig en vennekreds og falder efterhånden godt til, men der er en lidt mystisk Matthieu som hun tiltrækkes af. Det bliver der selvfølgelig en kærlighedshistorie ud af, men det bedste ved bogen er faktisk de meget præcise beskrivelser af livet på hospitalet.

Det er en kender der afslører en del af den skjulte verden på et hospital, de forskelige magtkampe, forholdet til kolleger og patienter. Marie-Lou er en følsom person, som må lære ikke at tage alt med hjem fra arbejdet. Det kan være svært, må hun erkende.

God og frisk skrevet roman, der bestemt er værd at læse. Skrevet i et let tilgængeligt fransk trods de medicinske og lægelige udtryk.

Albin Michel, 2016

Samuel Benchetrit: La nuit avec ma femme

Samuel Benchetrit er en af mine favoritforfattere, og jeg har allerede omtalt mange af hans bøger, senest Le Chien. I denne nye roman, der er en meget selvbiografisk roman, skriver han om sin ex-kone Marie Trintignant, der i 2003 blev tæsket ihjel af sangeren B. Cantat, som var den mand, som Marie havde forladt Samuel for. Inden da havde Marie og Samuel levet sammen i 8 år og fået en søn, der på mordtidspunktet kun var 5 år. Sagen blev og bliver stadig omtalt massivt i pressen.

Hvordan får Benchetrit så taget fat på den tragedie i sit liv, som han har holdt for sig selv så mange år efterhånden? Han tilbringer natten sammen med hende som var hun opstået fra de døde. Vi får gennem den skildring af deres nat, hvor de besøger steder og personer, som betød meget for dem, da de var sammen, men også de perioder hvor det gik mindre godt er med.

Foruden parret Marie - Samuel bliver der især fokuseret på sønnen: hvordan kan man fortælle et barn på 5 år, at han aldrig skal se eller høre sin mor mere? Vi følger begivenhederne den frygtelige nat, hvor Benchetrit bliver ringet op fra Vilnius i Litauen, hvor Marie er til filmoptagelser. Hvordan han hurtigt tager op til hende, følger kampen for at hun skal overleve til hun dør på et hospital i Paris.

Der er i skildringen ikke antydning af flæberi, men derimod en erklæring om kærlighed og følelser på en gang tragiske og poetiske. Der er ingen tvivl om det savn, som Benchetrit stadig føler, men samtidig undlader han heller ikke at takke A., som han lever sammen med nu, og som har taget sig af sønnen. Det er ikke et erklæret had til B. Cantat, men han fremstilles som en flæber, som Benchetrit vil smadre fjæset på, hvis han skulle møde ham.

Der er mange temaer i bogen, men især pressen og dens behandling af sagen er stærkt kritiseret: aldrig kan man være alene med sorgen, der er altid de folk uden hoveder (fotograferne), der skal fange hvert sekund.

En meget stærk og gribende bog, en stor kærlighedserklæring til den afdøde, der står stærkt blandt de mange bøger i årets "rentrée". Bør absolut læses!

Plon, 2016

Amélie Nothomb: Riquet à la houppe

Årets Amélie Nothomb er som sædvanlig klar til "la rentrée littéraire", og hvor hun sidste år genskrev en Oscar Wilde-roman, vælger hun i år at give nyt liv til et gammelt eventyr af Perrault med samme titel.

Hovedpersonerne er Déodat og Trémière som vi følger i to parallelhistorier i starten, til de mødes over en flaske champagne og skaber sig en fremtid. Déodat er intelligent, men umådelig grim, mens Trémière er smuk, men lidt tom i hovedet. Vi hører om Déodat, der er udsat for skolekammeraternes vold og ondskab, men da han får en fugleklat i hovedet, ser han sig som udvalgt. Han får nu en enorm interesse for fugle. Senere i gymnasiet tiltrækker hans særegenhed pigerne, så her betyder hans udseende mindre. Han kan dog ikke finde den rigtige kærlighed. Hos Déodat har man ikke TV, og da han hos en kammerat har oplevet , hvilken forfladigelse af familielivet det medfører, vender han tilbage til bøgerne.

Trémières opvækst er ligeledes meget speciel. Hendes mor Rose har ikke tid til at tage sig af hende, så hun bliver sendt ud til bedstemoren, der indvier hende i mange ting. Trémière ender som fotomodel.

Nothomb kan få meget ud af dette par med temaer som lighed-forskellighed, syn på sig selv - andres syn på en, opdragelse, kærlighed, den moderne verden - natur, dybde - overfladiskhed. Hun rammer meget plet med disse overvejelser over det moderne menneskes trang til at vise det ydre og glemme de indre. Masken er ofte et dække over tomheden.

Men Nothomb har også en udviklet humor i skildringen blandet med sproglige iagttagelser og filosofiske diskussioner. Ja, det er en meget vellykket roman, der udnytter eventyrets genre blandet med en skarp kritik af vor tid.

Albin Michel, 2016

Corbeyran - Le Roux: 14-18 5. Le colosse d'ébène (février 1916)

Vi er nu nået til 5. bind af tegneserien om 1. Verdenskrig, og året er 1916. Den lille gruppe soldater, vi stadig følger, har haft en rolig perioden, men efter Ypres  og giftgas  dirigeres de nu til Verdun, hvor det store slag skal stå.

Der er med stor nøjagtighed skildret, hvorledes man sender soldater ud på må og få uden større planlægning. Samtidig får vi at vide, at tyskerne på én dag i april smider 1 million granater over de franske soldater. Maurice skriver hjem om det til Nini, der er ved at få et job på en våbenfabrik. Alles kamp mod alle.

En speciel drejning får historien, da Arsème finder ud af, at der er en trop af soldater fra Senegal, der er installeret i nærheden. Der er ingen grænser for racistiske udsagn, og en dyb splittelse opstår i gruppen. I virkeligheden er dette tema det centrale af den 5. udgivelse af 14-18, og man må sige, at temaet behandles med stor ærlighed og med tydelige henvisninger til nutiden.

Et godt album, som viser 1. Verdenskrig i et nyt perspektiv.

Delcourt, 2016

Nina Bouraoui: Beaux Rivages

Nina Bouraoui har allerede udgivet flere romaner, og hendes nyeste "Beaux Rivages" er blandt de mest omtalte i årets rentrée littéraire.

Titlen lyder måske romantisk og blid, men historien er mere barsk, for den handler om et brud: Efter et forhold der har varet 8 år meddeler Adrian foirtælleren A., at han har fundet en anden.

Deres historie har ellers været meget speciel, da de bor hver for sig , han i Zurich, hun i Paris. Han er kunsthandlerne, hun lægger stemmer til film. De har mødt hinanden, da de var midt i trediverne, har ingen børn, men har haft en fantastisk tid sammen med rejser, oplevelser, kærlighed etc.

Det er klart, at det for fortælleren er et enormt chok, for hun troede på, at det skulle vare ved, men nu er hun nødt til se situationen i øjnene. Hun har voldsomme nedture, taber sig, sover ikke, men fortsætter med sit arbejde som den eneste trøst.

I starten søger hun oplysninger om "den anden", finder ud af at hun har en blog, hvor hun faktisk indirekte udfordrer og nedgør fortælleren. Først da fortælleren kommer til en psykolog, begynder der at komme lidt hold på hende, for der gemmer sig andre ting i hendes fortid, som gør dette nye tab ekstra kraftigt.

Historien er fortalt i et levende og detaljeret sprog med tætte analyser af fortællerens sindstilstand. Et kapitel er med replikker, det er hvor Adrian skal forklare sig - det er vældig godt skrevet. Der bliver også plads til mange mere eller mindre filosofiske indslag omkring lykke, kærlighed, ensomhed og nutidens moderne kommunikationsmidler.

Bogen siges at være skrevet for alle, der har oplevet en kærestesorg, dels for at hjælpe til at analysere den, men også at komme over den og videre i livet. Det er jo i sig selv en smuk tanke.

JC Lattès, august 2016

Leïla Slimani: Chanson douce

For et par år siden omtalte vi Leïla Slimanis debutroman "L'Ogre dans le jardin", som viste gode takter, men som ikke var helt vellykket, men med sin nye roman "Douce chanson" viser hun virkelig hvad hun kan!

Bogens titel er titlen på en børnesang (Une chanson douce), som stadig synges for de små, men romanen lægger stærkt ud med "Le bébé est mort.... La petite, elle, était encore vivante quand les secours sont arrivés. Elle s’est battue comme un fauve." Hun dør dog på hospitalet. Tilbage er deres barnepige Louise (nounou), der har forsøgt at tage livet af sig, hun overlever.

Selv om vi egentlig kender slutningen, er bogen alligevel særdeles spændende, for hvad er forklaringen på denne grusomme handling? Myriam og Paul er et ungt par i Paris. I starten er Myriam hjemmegående, men hun får tilbudt et specialt job, som hun ikke kan sige nej til. Hun er også interesseret i at gøre karriere, så de beslutter at hyre en barnepige. Det bliver Louise, en kvinde på ca 50, der hurtigt får børnenes tillid, og som efterhånden laver alt i huset, er disponibel til enhver tid. Men de to forældre bliver undertiden lidt nervøse og mistænkelige, for Louise har magten over børnene. Undertiden kan de heller ikke underlade at gøre opmærksomme på, at de er arbejdsgivere og hun er ansat på kort tid måske.

Mens vi følger udviklingen i familien afsløres Louises fortid også i små bidder, så vi bliver bedre og bedre rustet i dette psykologiske drama. Jeg skal ikke afsløre mere, men Louise bliver efterhånden mere og mere sær, og isolererer sig i forhold til alle andre end familien.

Bogens temaer er den fortravlede familie, der ikke har tid til børnene og deres opdragelse på grund af deres opslidende arbejde og karriereræs, det er historien om alle de (udenlandske) barnepiger som ansættes i løse jobs, ofte til en lav løn og slaveagtige forhold. Virkelig en pegefinger mod det moderne arbejdsmarked. Det er også historien om børn, der er overladt til sig selv, hvad en lærer også fortæller dem, men er det så forældrenes skyld eller hvad?

Historien kunne være taget som en artikel fra dagens aviser, og det er det, der gør bogen ekstra aktuel. Den er fortalt i en forholdsvis neutral berettende stemme, men den afslører i høj grad dagens vold, jalousi, magtkampe og et arbjedsmarked der lægger pres på alle.

En fantastisk god bog, som kun kan anbefales.

Gallimard, august 2016

Yasmina Reza: Babylone

Yasmina Reza er nok mest kendt som dramaturg og forfatter til en bog om Sarkozys valgkamp, hvor hun fulgte ham i et helt år, men nu er hun på banen med en roman, der foregår i nutidens Frankrig.

Fortælleren er Elizabeth, der arbejder på Pasteur-institutten i Paris. Hun er gift med Pierre. Elizabeth er i 60'erne, føler ligesom at livet er rullet forbi hende uden at hun egentlig har mærket det. Hendes mor er lige død, så det påvirker hende også.

For at få lidt mere liv i den lidt trivielle dagligdag beslutter hun, at hun vil holde en fest. Hun inviterer venner og bekendte, men også et ægtepar som bor på etagen over dem. Det er Jean-Lino, som Elizabeth ofte snakker lidt med, han er måske lidt grå i det, men rar. Hans kone Lydie er derimod udadvendt, farverig, hun synger jazz, spår om fremtiden og er meget optaget af dyrevelfærd.

Første del af bogen fortæller muntert om forberedelserne til festen, dernæst om festen, hvor Reza får lejlighed til skildre den overfladiske snak ved den slags fester, men hvor stemningen efterhånden stiger med indtagelsen af alkohol.

Men kort efter festens afslutning sent om natten slår vi over i en krimiagtig stil, for Jean-Lino kommer ned og fortæller, at han har slået Lydie ihjel! Jeg vil ikke røbe mere om handlingen her, men der er nogle voldsomme scener, både tragiske, groteske, men undertiden også morsomme, der holder én fast. Herligt skrevet.

Elizabeth er opslugt af billeder, bl.a. af en amerikansk fotograf, der fanger livets i stivnede øjeblikke. Elizabeth siger selv: "Certains jours, quand je me réveille, mon âge me saute à la gueule. Notre jeunesse est morte. Nous ne serons plus jamais jeunes. C’est ce jamais plus qui est vertigineux." I virkeligheden er det et af de vigtige temaer i bogen: Hvordan kan man fastholde det vigtigste? Hvordan kan billede, indhold og fotograf trække noget ud af livet og fastholde det. Elizabeth føler, at hun i Jean-Lino har fundet én der er ærlig og oprindelig sammenlignet med alle de andre, men samtidig fylder hun med billeder fra sin fortid, som hun ikke har været opmærksom på. Dette er en af bogens mere dunkle og filosofiske sider.

Bestemt værd at læse og kandidat til én af årets priser.

Flammarion 2016

Serge Joncour: Repose-toi sur moi

Første bog jeg har læst af denne forfatter, der har skrevet snart en snes romaner, og som nyder almindelig godt omdømme. "Repose-toi sur moi" er bestemt en roman, der fangede mig, og som holdt fast til den sluttede.

Bogen starter i to forskellige verdener: hos Aurore der er modeskaber, har sit eget lille selskab, en amerikansk mand, Richard, der er på vej frem, et par tvillingebørn og en teenagerdremg fra Richards første ægteskab. Aurore og Richard har det materielt særdeles godt, bor i en flot lejlighed i Marais-kvarteret, men har egentlig ikke meget liv sammen. De arbejder sent, og Richard er ofte bortrejst.

Den anden verden er præsenteret ved Ludovic, der stammer fra Célé-dalen i det sydvestlige Frankrig, tidligere landmand, men har været nødt til at overlade gården til sin søster og hendes mand. Han er nu taget til Paris og har et job som inddrager af gæld hos folk der skylder til de små handlende. Han er stor og virker imponerende på folk. 1m 95 og 102 kg. Har tidligere været rugbyspiller, har mistet sin kone for tre år siden, hun døde af kræft. Han virker altid ligevægtig og lader sig normalt ikke rive med af følelser. Er meget isoleret i Paris, som han slet ikke kan lide.

Hvad bringer nu de to sammen? Det er såmænd to skader der bor i gården, hvor de to personer bor i hver sin side. Aurore i den rige side, Ludovic i den fattige og forfaldne del. Aurore er skrækslagen for skaderne, der har jaget hendes turtelduer væk. Ludovic får dem fjernet, og nu starter der et spil mellem de to, mere vil jeg ikke røbe her.

Joncour beskriver dagligdagen, den verden i Paris hvor folk ofte er fremmede for hinanden, bange for hinanden, de grådige spekulanter, de fattige der bliver ydmyget, men også hjælpsomhed, opofrelse og kærlighed. Ønsket om at flygte lidt bort fra virkeligheden, der kan blive lidt for barsk.

Det er skrevet med en utrolig fin beskrivelse af de forskellige karakterer og en virtuos komposition. Godt bud på én af årets priser.

Flammarion, 2016

Nathacha Appanah: Tropique de la violence

Nathacha Appanah er født på Île Maurice, men hendes nye og meget omtalte roman "Tropique de la violence" foregår på Mayotte, der rent faktisk er et fransk departement. (Læs selv videre her om Mayotte).

Som det flere gange siges i bogen er Mayotte en del af Frankrig og EU, men når man læser denne barske skildring om forældreløse unge på øen, et slumområde som de kalder "Gaza", forsvinder nogle af de forestillinger man måtte have om en paradisisk ø.

Bogens fem hovedpersoner er talerør i afsnit der veksler med hinanden, men som dog fører frem mod et klimaks i bogens sidste afsnit. De fem er Marie, sygeplejerske fra Paris, der flytter til Mayotte med sin mand, der stammer fra Afrika. De bliver skilt, men Marie tager sig af en lille dreng, der er kommet ind med en bådflygtning. Han hedder Moïse, og er speciel ved at hans ene øje er sort, det andet grønt. Bruce er tilnavnet på en bandeleder i Gaza, som tager sig af Moïse, da hans "mor" dør, da Moïse er 13 år. De to sidste stemmer tilhører Olivier, politibetjent og Stéphane, frivillig der arbejder med unge. Der er også en del af beboernes tro på ånder med, idet to af talerørerne er døde!

Nu vil jeg ikke afsløre for meget af handlingen, men hellere præsentere nogle af bogens temaer. Der er mange forældreløse unge fra de voksne flygtninge og migranter, der kommer fra nærtliggende øer, der ikke er franske. Hvis de evt. bliver opdaget, siger de, at de ingen børn har. Øen har således et enormt slumområde med flygtninge, migranter og andre illegale. Der er uendelig meget vold for at overleve, stoffer og alkohol for at glemme, økologiske problemer på grund af ophobning af snavs og skidt og en række politiske problemer, der "løses" ved at vende ryggen til dem.

Bogen er skrevet med de fem stemmer, der hver især har deres holdning. Sproget er præget dels af talesprog og det lokale sprog, men også af poetiske passager, hvor den positive side af øen skildres.

Det er skrap læsning, og hvis bare en del af det der fortælles er sandt, så kan jeg godt forstå, at man på øen frygter at øen er en krudttønde. Mit billede af øen er i hvert fald ændret totalt.

Bestemt et oplagt emne til én af årets store priser.

(30-9-2016)

Gallimard, 2016