Wednesday, October 12, 2016



Amélie Nothomb: Riquet à la houppe




Årets Amélie Nothomb er som sædvanlig klar til "la rentrée littéraire", og hvor hun sidste år genskrev en Oscar Wilde-roman, vælger hun i år at give nyt liv til et gammelt eventyr af Perrault med samme titel.


Hovedpersonerne er Déodat og Trémière som vi følger i to parallelhistorier i starten, til de mødes over en flaske champagne og skaber sig en fremtid. Déodat er intelligent, men umådelig grim, mens Trémière er smuk, men lidt tom i hovedet. Vi hører om Déodat, der er udsat for skolekammeraternes vold og ondskab, men da han får en fugleklat i hovedet, ser han sig som udvalgt. Han får nu en enorm interesse for fugle. Senere i gymnasiet tiltrækker hans særegenhed pigerne, så her betyder hans udseende mindre. Han kan dog ikke finde den rigtige kærlighed. Hos Déodat har man ikke TV, og da han hos en kammerat har oplevet , hvilken forfladigelse af familielivet det medfører, vender han tilbage til bøgerne.
Trémières opvækst er ligeledes meget speciel. Hendes mor Rose har ikke tid til at tage sig af hende, så hun bliver sendt ud til bedstemoren, der indvier hende i mange ting. Trémière ender som fotomodel.

Nothomb kan få meget ud af dette par med temaer som lighed-forskellighed, syn på sig selv - andres syn på en, opdragelse, kærlighed, den moderne verden - natur, dybde - overfladiskhed. Hun rammer meget plet med disse overvejelser over det moderne menneskes trang til at vise det ydre og glemme de indre. Masken er ofte et dække over tomheden.

Men Nothomb har også en udviklet humor i skildringen blandet med sproglige iagttagelser og filosofiske diskussioner. Ja, det er en meget vellykket roman, der udnytter eventyrets genre blandet med en skarp kritik af vor tid.

Albin Michel, 2016

No comments:

Corbeyran/Le Roux: La lune en héritage (Novembre 1918) Så kom 10. og sidste bind af tegneserien om 14-18, som jeg har læst med stor ...