Irène Frain: Un crime sans importance
Dette er ikke en roman, men en beretning, og en meget personlig beretning, der vedrører forfatteren selv, hendes forhold til sin familie, specielt hendes søster, men også en klarlæggelse af et samfund, hvor der er forbrydelser som man ikke regner for noget. For selv om det er gået ud over ubetydelige mennesker, har de en lige så stor sorg, som de store forbrydelser fra avisen. Hadet, følelsen af skyld og fortvivlelsen rammer alle.
Bogen starter med, at vi følger en begravelse for en 79-årig kvinde, der boede ca 25 km fra Paris i et lidt afsides beliggende hus. Hun er blevet overfaldet på bestialsk facon og har været i koma 7 dage, førend hun døde. Stemningen er trykkende og en dame skiller sig lidt ud fra de andre, hører hun til eller ej. Den afdødes sønner kontakter hende og lover at de skal ses senere.
Først efter begravelsen afslører Irène Frain, at hun er den fremmede dame, og at den myrdede er hendes ældste søster. Familien har hun i øvrigt ikke haft meget med at gøre, og hun er først blevet underretter efter søsterens død.
Bogen beskriver nu hendes forsøg på at få en forklaring, politiet har efter 14 måneder endnu ikke afleveret den endelige rapport, og retsvæsenet vil ikke tage tråden op. Men efter de 14 måneder i venten og mødt af en mur af tavshed begyndes Irène Frain at skrive den bog, som vi nu læser.
Det er en meget nøgtern beretning med alle de få facts som hun kan opspore. Hun beskriver også sine egne stemningsskift og langsomt får vi at vide, hvor hun ikke har besøgt sin søster i mange år, selv om søsteren var hendes store forbillede som barn.
Det er mageløst godt skrevet, det er vedrørende for det kan ramme enhver og det er en skarp pegefinger rettet mod politi og retsvæsen.
Bogen er stadigvæk med i Goncourt-løbet. Måske bliver det denne bog? Det vil ikke være uventet.
No comments:
Post a Comment