Thursday, October 15, 2020

Djaïla Amadou Amal: Les Impatientes

 Djaïla Amadou Amal: Les Impatientes


Bogen har fået en pris i 2019 og er indstillet i anden selektion til Prix Goncourt.

Bogen foregår i Cameroun i nogle velstillede familier der lever i polygami. Gennem skildringen af tre kvinders skæbne bliver vi vidner til et samfund, hvor mændene bestemmer alt. De kan have op til 4 koner, der ofte er hinandens fjender. Kvinderne lever ret isoleret indenfor mandens ejendom, og deres pligter består i at få børn, passe dem og i øvrigt stå til rådighed for manden.

Men det er ikke det eneste problem, for pigerne bestemmer ikke selv, hvem de skal giftes med og ofte bliver de bortgiftet i en ung alder, som i bogen her er 13 år.

Ramla og Hindou er halvsøstre. Ramla er meget intellektuel og er ved at tage en eksamen, så hun kan komme videre på universitetet. Hindou er kun et barn og er knyttet til sin mor. De bliver gift samme dag under stor gråd og ønsket om at slippe. Men deres bønner hjælper dem ikke, og deres fremtid er bestemt.

Hindou bliver gift med en ung fætter, der er på stoffer og undertiden ret så voldelig, for det er mandens opgave at opdrage kvinden. Hendes skæbne bliver barsk, for den slags holder man indenfor murene.

Ramla klarer sig lidt bedre i forholdet til en ældre mand, men bliver offer for hans første kones jalousi. Her får vi præsenteret alskens troldekunstner og råd fra diverse heksedoktorer. Skal det mon lykkes for førstehustruen at få Ramla ud af huset igen?

Læs selv om disse grufulde forhold for kvinder i et samfund, der hylder gamle traditioner med en streng religion og ingen agtelse for kvinden. At kvinderne så også tvinges til at bekæmpe hinanden, er en anden vinkel på undertrykkelsen.

Bogen skulle bygge på konkrete kilder og er skrevet i et meget direkte sprog, hvor der ikke skjules noget. Men vejen til ligestilling synes at være uendelig lang.

Kan anbefales.

Éditeur : COLLAS (04/09/2020)



No comments:

Sophie Tal Men: Les Coeurs silencieux

 Sophie Tal Men: Les Coeurs silencieux En meget velskrevet ny roman fra Sophie Tal Men, hvor hun for en gangs skyld lader en del af handling...