Thursday, May 23, 2024

Natacha Appanah: Le dernier frère

 Natacha Appanah: Le dernier frère


En lidt ældre roman af Natacha Appanah fra 2007, men netop genudgivet og med god grund, som historien viser.

Denne bog er baseret på en historisk kendsgerning: interneringen af jøder, som blev fordrevet fra Palæstina af briterne i 1940 og deporteret til andre britiske kolonier, her Mauritius (l'Ile Maurice). Der blev de anbragt i det gamle Beau-Bassin-fængsels område. De blev der i 5 år under meget kummerlige forhold. Usunde forhold i fængslet, underernæring, sygdom, daglig vold - mange fanger kunne ikke modstå det.

Historien udspilles som erindringer om, hvad der skete for tres år siden. Fortælleren er Raj der med dyb sorg beretter om denne smertefulde episode, hvor han genbesøger sine minder og en følelse af skyld, som hjemsøger ham.

For tres år siden var Raj 9 år gammel og har oplevet smerten ved at miste sine to elskede brødre, Anil og Vinod, der blev skyllet væk foran ham af en mudderflod under voldsomt regnvejr. Siden denne tragedie har han levet alene med en kærlig mor og en voldelig, alkoholiseret far, som terroriserer og mobber dem. 

David er 10 år gammel og har et skrøbeligt helbred. Han er forældreløs fra Prag og en del af en konvoj af jødiske migranter, som er blevet fordrevet fra det forjættede land, hvor de søgte tilflugt. De to mødes i nærheden af Beau Bassin-fængslet, hvor Rajs far har fået job som vagt. De to børn mødes og opbygger et varmt venskab, men deres venskab trues af de ydre faktorer. Hvordan kan et par børn klare sig i denne grumme situation, hvor en tyfon smadrer alt omkring dem.

En roman om menneskets og naturens hårdhed, men også deres skønhed. Fortalt i store dele med et barns måde at skildre en barndom, der er ved at forsvinde. Men også fremlæggelsen af en række historiske minder, som man har forsøgt at skubbe til side og glemme.

En stærk og pragtfuldt skrevet bog.


EDITIONS DE L'OLIVIER (17/05/2024)



No comments:

Kamel Daoud: Houris

Kamel Daoud: Houris  Den nye bog fra Kamel Douad har fundet vej til årets udpegning af bøger til Prix Goncourt 2024, og jeg må med det samme...