Yasmina Khadra: Khalil

Den 13. november indtraf de frygtelige terroristangreb i Paris, men for én af terroristerne virkede sprængladningen ikke, og han måtte flygte fra Stade de France uden at have udført sin handling. Det var Khalil.

Yasmina Khadra beskriver denne unge mand, født i Belgien og bor i kvarteret Molenbeek. Han har aldrig været i Paris, men vi følger ham i selskab med Driss, en ven som han har haft hele sin barndom i en bil sammen med to andre terrorister og chaufføren Ali. En mærkelig aften hvor han ved, at han skal slå til.

De fire skilles foran Stade de France, og Khalil siger farvel til sin ven. Han skal selv udløse sit selvmordbælte i RER efter kampen. Vi følger hans færden rundt i gaderne under kampen og hans beslutsomhed, da han stiger ind i toget. Han trykker på udløsningsknappen, men der sker intet! Han prøver flere gange, men stadig uden resultat.

Bogen handler så om, hvad der sker efter denne aften, for hvad sker der med hans tro og hans hengivenhed for de folk,der har sat ham igang, emiren og sheiken i Molenbeek. Han flygter fra Paris med hjælp fra Rayan, der henter ham i bil. Imidlertid fortæller han ikke Rayan sandheden, heller ikke til en søster, han bor hos nogle dage, for han har jo en hemmelighed han ikke må røbe.

Der er en dramatisk og intens fortsættelse af hans flugt og hjemkomst til Bruxelles, men det vil jeg ikke afsløre her. 

Khadras historie er ikke at gøre Khalil til en helt, men et forsøg på at afklare hans tanker og væremåde. Er han et produkt af manglende integration, dårlige skoleresultater, arbejdsløshed, desillusion og håbløshed ... Men han bliver støttet og hjulpet af "brødrene" og  optaget af imamens prædiken om jihad, så vejen bliver snart klar til at gøre ham til terrorist.

Hans liv var jo på en måde slut, da han stod ved Stade de France, men den manglende bombe får ham til at tvivle og giver ham grund til at vende sig mod sig selv og måske også mod sin iman og sin mission. Khadra skildrer denne indre kamp på bedste vis og kan på nogle områder få os til at få lidt medlidenhed med ham.

Bogens slutning med terrorangreb i Bruxelles holder os fast til det sidste.

Absolut værd at læse


Julliard, august 2018

Emilie de Turckheim: Le Prince à la petite tasse

Forfatteren Émilie de Turckheim fortæller i dagbogsnotater og små digte om hvordan hendes familie, der består af  Émilie, hendes mand Fabrice og de to drenge Marius og Noé, en dag beslutter at give en immigrant husly.

De har en lejlighed i det 5. arrondissement og har udsigt til Panthéon, så de er velstillede, spiser stort set kun vegetarmad, har ingen fjernsyn, opdrager deres børn til at være kreative og er altså en solid moderne familie.

De beslutter i fællesskab via SAMU social at tage imod Reza, der  som 12-årig er flygtet fra Afghanistan. Han er nu 19 år.

Man kunne måske tro, at hun skriver denne bog for at vise deres store humanitære indsats, men man må tage hatten af for denne intellektuelle familie, der med stor nænsomhed, forståelse og samspil med Reza lever sammen i 9 måneder. Reza har et arbejde som rengøringsassistent og har derfor ikke absolut et behov for økonomisk hjælp, men til gengæld skal han lære sprog og en anden kultur.

Vi får serveret problemer og løsninger via små dagbogsnotater. Det er en skildring af helt almindelige foreteelser i en fransk familie, men pludselig bliver nogle almindelige ting svære at forklare for en fremmed. Samtidig udsender han nogle kulturelle signaler, som de så skal tyde.

Det er med stor forsigtighed at de spørger ind til hans liv, men lidt efter lidt får vi indtryk af en række rædsler, som han har været igennem. Han har ikke mere kontakt til sin familie og har svært ved at glemme de voldsomme ting, som han har gennemlevet.

Beretningen er skrevet med varme, humor, men også stor alvor. Den rammer ind i en række fordomme, som møder migranterne, men bliver slet ikke til en sød humanisme. 

Problemerne bliver skildret, når de er der, men mulighederne for at leve med andre kulturer og opleve deres rigdomme, får bestemt også en plads.

Bør straks oversættes og indgå i den danske debat.

Éditeur : CALMANN-LÉVY (16/08/2018)

Nina Bouraoui: Garçon manqué

En fantastisk god bog om en pige (forfatteren), der har en mor fra Bretagne og en far fra Algeriet, for selv om hun synes, hun rummer både det ene og det andet land i sig, så bliver hun alligevel aldrig accepteret hverken det ene eller det andet sted. Hun har faderens algierske ansigt, men moderens franske sprog. Racisme træffer hun i begge lande.

Forfortælleren Yasmina (=Nina) ville meget hellere have været en dreng, så hendes identitetskrise gælder altså både nationalitet og køn. 

Hun skildrer Alger i 1970'erne da hun vel er en 12-15 år. Hun har en god ven Amine, som for hende rummer Algeriet, men da han samtidig er meget feminin, er han også et modstykke til hendes maskulinitet. Hun bliver dog klar over faren ved at være en pige og teenager, da en mand er ved at ville voldtage hende.

Skildringen af hendes ferie hos bedstemoren i Bretagne er i en helt anden verden, hvor hun har lidt svært ved at forlade sin algierske baggrund.

Hun beskriver også, hvordan hendes far og mor mødte hinanden på universitetet i Rennes og de problemer, det medførte. Som en understrøm i hele fortællingen ligger hele den historie som Algeriet har været igennem fra Algierkrigen og de borgerkrigsagtige scener med massakren af kvinder af OAS-folkene mm. Krig og vold og utryghed, frygt for at vise sig.

Bogen er skrevet i meget korte sætninger, undertiden kun med et enkelt ord i en sætning. Det kan virke telegramagtigt, men udtrykker også problemerne med at se en sammenhæng, en enhed.

Bogen udmærker sig således ved at være både en personlig skæbne og udvikling, men også to nationers langsomme og måske forgæves forsøg på at kunne oprette et fællesskab på trods af den dystre fortid.

Stock, 2000

Isabelle Carré: Les Rêveurs

Isabelle Carré er en kendt skuespillerinde, der her har sin debut som forfatter. Det er ikke så meget en roman som en selvbiografi, der tager udgangspunkt i moderens skæbne.

Hendes mor bliver nemlig gemt væk i en lejlighed i Pantin, da hun er blevet gravid i en alder af sytten år. Hendes agtværdige familie ønsker ikke at beholde hende mere, da det kaster skam over dem.  

Vi følger moderen, først i hendes ensomhed, senere da hun får en mand og de lever et meget specielt liv med nu tre børn, hvor det er Isabelle, der fortæller om hvordan det var at være barn i 70'erne og 80'erne. Vi hører også om moderens sygdom og overfølsomhed, om faderen der er en rigtig kunstnertype, men som har fortrængt sin egentlige seksualitet

Der er mange små kapitler og oplevelser blandt med nutidige reflektioner, men der er ikke rigtig en kronologi. Som hun selv skriver i slutningen af bogen: Mon récit manque d’unité, ne respecte aucune chronologie, et ce désordre est peut-être à l’image de nos vies, en tout cas de la mienne, car il existe certainement des gens capables d’ordonner la leur.

Det er en beretning om at finde et fodfæste i livet efter en omtumlet barndom og ungdom, men det ville have været rart med lidt mere struktur. Her bliver vi blot vidner til mange scener og følelser, men nogle kunne vi måske godt have undværet.



Grasset 2018

Luc Fori: Maria Lesca

En moderne udgave af « Manon Lescaut » skrevet af l'abbé Prévost i 1730'erne. Den oprindelige Manon Lescaut-bog blev flere gange dømt til at blive brændt på grund af de meget frie indstillinger til datidens moral.

Manon Lescaut er jo blevet gendigtet flere gange, omsat til opera og film, så det er måske lidt specielt at forsøge det en gang mere, men Luc Fori får alligevel held til at skrive en hæsblæsende roman omsat til aktuelle forhold.

Det er jo en historie om kærlighedens og begærets store magt over fornuften og det veletablerede. Denis Degris er navnet på den unge mand, der bliver så fascineret af Maria, en ung pige, som han møder på en banegård, at han siger farvel, til familie og venner for at følge hende.

Maria er overskøn, men har en tilbøjelighed for luksus og forbrug, så den unge mand må låne penge, snyde sig til penge og svigte en god ven Tib. 

Det er en historie om de slemme, Dédé og Maria, der gang på gange kommer i vanskeligheder, men som har held til de fleste gange at komme igennem ved at snyde deres naive og faste venner og familie.

Vi kommer langt omkring fra Paris, Monaco, London, men historien slutter i Guyana.

Bogen er sat op på samme måde som Manon Lescaut med en fortæller, der møder Dédé flere gange og får ham til at berette om sit eventyr.

Kan læses som en bog om moralsk forfald, men også om det moderne forfald, hvor penge tager magten og menneskene kun bliver brikker i det ende snyderi efter det andet.

IPAGINATION ÉDITIONS

2017

Claire Castillon: Ma Grande

Claire Castillon har en solid række værker bag sig og hendes nyeste er bestemt heller ike så ringe, som vi siger her i Nordjylland.

Bogen starter med, at fortælleren skriver, at han har slået sin kone ihjel. Han kan ikke lade være med at skrive om det, da det trods alt plager ham noget. Han kan selvfølgelig ikke opgive korrekte navne, adresser etc., for han er jo morder.

Vi får hele historien om, hvordan han forlader en kæreste for at flytte sammen med en ny, som han er faldet for med et brag. Hun er på overfladen tiltalende, sød, til at snakke med etc. Men under overfladen er hun den mest nedrige kælling, man kan forestille sig. 

Vi får en lang lang række af eksempler på hendes manipulationer med ham, hans venner, familie, sin egen familie etc. Man forstår ikke helt, hvordan et sådant forhold kan vare ved, men det skyldes måske en datter, som de får. 

Denne datter kan udmærket se, at hendes forældre ikke passer sammen, men hun skal jo også hytte sit eget skind, så hun skifter tit standpunkt. Moderen forsøger også at indoktrinere hende, men faderen spiller den altid flinke.

Det er virkelig historien om en mand der fornedres psykisk, nedslides af ondskabsfuldhed og alligevel er for vag til at reagere. På den anden side er konen så utiltalende og så pervers nedgørende, at den eneste udvej er at slå hende ihjel.

Bogen er skrevet i korte sætninger og en stil der kan ligne en umiddelbar enmandsberetning. Det er et parforhold skildret meget anderledes, for det er jo manden, det gårud over her! Til tider underholdende, til tider med stof til eftertanke.


Gallimard 2018

Laetitia Colombani: La Tresse

En bog fra 2017 der vakte opsigt og blev meget populær, så den måtte jeg lige læse.

Bogen handler om tre forskellige kvinder, der alle har et brændende ønske om frihed og selvstændighed. De vil frigøre sig fra de bånd, skikke og påbud, som på mange måder hindrer dem i at leve et rigtigt liv.

Smita er en ung kvinde der er kasteløs og af samme grund skal rengøre de bedrestilledes lokummer. Et arbejde hun har arvet fra sin mor. Hun vil ikke have at hendes datter ender som hende. Hun skal lære at læse og skrive, men det vil man ikke acceptere i hendes landsby. Hun må tage flugten, som vi følger hende på.

Guilia bor i Italien og arbejder på sin fars fabrik, hvor man har stor indsigt i at behandle menneskehår, farve det og lave det til parykker. Guilia får en vigtig rolle, da faderen bliver meget syg og senere dør. Hun er nu nødt til at overtage fabrikken, men har brug for en partner. Her viser der sig en mulighed, som er ret usædvanlig.

Den sidste kvinde er Sarah fra Canada. Hun er en meget kendt og god advokat, der lever for sit job og sin karriere, hvor hun allerede er nået langt. Hun får brystkræft og mister sin position. Hun er dog stærk nok til at ville kæmpe sig tilbage i protest mod den madsverden hun arbejder i.

Disse tre skæbner flettes sammen i løbet af romanen, hvor vi skiftevis følger deres kamp. De mødes aldrig, men det eneste der fører dem sammen er "håret", la tresse, men jeg skal ikke afsløre hvordan.

En meget medrivende bog og samtidig barsk, når den afslører de umenneskelige forhold, der findes i de tre lande, hvor den foregår. Selv om Sarah er velstillet, er hendes skæbne på mange måder lige så hård som Smitas.

Laetitia Colombani skrives godt og varieret. Der er en solid baggrundsviden om de tre personers forhold og den er konkret beskrevet uden for meget føleri. 

En god bog.

Grasset, 2017

Julie de Lestrange: Danser, encore

Her er så fortsættelsen til Hier encore, c'était l'été, hvor vi er nået længere frem i tiden. Hovedpersonerne er nået ud over første ungdom, er blevet 30 år og har fået ansvar og børn.

Det gælder dog ikke Marco og Anouk, der stadig har svært ved at leve sammen med andre i et forhold. Flere af dem har forladt Frankrig til fordel for London og Singapour. Verden er blevet større.

Der er alle sorger og glæder, som almindelige mennesker kan møde. Der er samtidig henvisning til konkrete begivenheder som attentatet på Charlie Hebdo, der er med til at fjerne den ungdommelige naivitet og uskyld. Bjælkehytten er stadigvæk et samlingspunkt, men da bedsteforældrene er bort, tales der om salg. Læs selv hvad det ender med.

Bogen er lidt kortere end første bind, men jeg synes faktisk, at det styrker den. Forfatteren har fået styr på sin fortælleform, der er kortfattet men uden at glemme vigtige detaljer. Der er et godt flow, der holder en fast.

Titlen henviser til en sang af Calogero, hvor man opfordres til at komme videre, ikke lade sig slå ned af sorg, ulykkelig kærlighed, slægtninges død etc. Vi har kun et liv, så lad os leve det, men samtidig ikke bare skøjte hen over det.

Håber næsten at der kommer et tredje bind!

Éditeur : MAZARINE (04/10/2017)

Julie de Lestrange: Hier encore, c'était l'été

I denne beretning om to familier over tre generationer er der mange personer, så forfatteren har også givet os et stamtræ i begyndelsen, men hvor det kan være lidt svært at holde de forskellige personer ude fra hinanden, bliver det lettere, da vi især kommer til at følge børnebørnene fra deres opvækst og ungdom .

To familier bygger efter 2. Verdenskrig to bjælkehytter i Alperne og kommer til at kende hinanden. Det er familierne Fresnais og Lefèvre, der faktisk også bor tæt ved hinanden i Paris. Ferierne tilbringes i hytterne og der opstår et varmt venskab mellem dem.

Vi kommer hurtigt gennem de to første generationer og bogen koncentrerer sig så om de respektive børn: Guillaume, Marco og Sophie fra den ene familie og Alexandre og Anouk fra den anden.

Det er børn, der udvikler sig i alle retninger, men de er vel samtidig karakteristiske for perioden fra 2000 og frem.

Vældig godt skrevet og efterhånden som man får lidt styr på personer, ser man frem til næste afsnit, hvor de omtales.

Bestilte straks fortsættelsen, da jeg havde læst dette bind.

Éditeur : FERYANE (15/09/2016)

Patrick Chamoiseau/Michel Le Bris: Osons la fraternité

Patrick Chamoiseau/Michel Le Bris har taget et godt initiativ for at få 30 forfattere til at vise deres støtte til "les migrants". Indtægterne fra bogen bliver givet til Gisti (Groupe d’information et de soutien aux immigrés).

Der er mange kendte navne blandt bidragsyderne bl.a. J.M.G Le Clezio og Boualem Sansal for blot at nævne et par stykker. 

Der er mange skildringer af migranter, folk på flugt, folk der bliver tvunget væk og mange tragedier, umenneskelige forhold, men også håb og en fremtid i broderskab.

En del tekster er ikke litterære, men beretninger om myndigheders indgriben på godt og ondt. Der er også et manifest og en erklæring fra digtere, der ønsker en større del af broderskab og en fredeligere verden.

Ikke alle tekster er lige interessante, men der er mange guldklumper, der rammer plet i emnet. Hvad er der blevet af broderskabet og hvordan kan vi bygge det op igen. Hvorfor skal man gribe til handling og ikke blot være tilskuer.

Fremragende indlæg i debatten.

Philippe Rey, 2018

Hubert Haddad: Casting sauvage

Hubert Haddad har jeg ikke tidligere læst, men denne bog fik jeg tilfældigvis fat på, da den drejede sig om Paris, men et helt andet Paris end man venter.

Damya er en ung danserinde, der netop skulle til at have en hovedrolle i en ballet, da hun bliver såret ved terrorhandlingerne i november 2015. En aften hvor hun netop skulle have  møde en ung fyr, som hun er blevet forelsket i. Hun kan ikke mere danse, men må klare sig med små job.

Hun får en opgave med at finde statister til en filmatisering af Marguerite Duras roman La douleur, hvor instruktøren forlanger statister, der ligner de fanger der slap ud fra koncentrationslejrene efter krigen. Ideen er at hun kan finde dem i Paris blandt de boligløse, narkomaner, fattige etc. Hun skal finde 100 i alt.

Vi følger hende på hendes jagt, hvor hun selv synes, at hun bliver mere og mere usynlig og hendes håb om at genfinde fyren, hun skulle mødes med, svinder. Slutningen bliver alligevel ganske drastisk, men den vil jeg ikke røbe her.

Det er et fantastisk og på sin vis poetisk billede af Paris med mange mærkelige personer, som Damya kommer til at holde af. Som læser bliver man ført rundt i byen og i hendes lidt triste liv og skæbne, men det griber en.

Bogen er bestemt værd at læse

Zulma, 2018

Sophie Tal Men: De battre la chamade

Vi er nu nået til tredje bind og sidste? med historien om lægen Marie-Lou og hendes turnus i Bretagne.

Efter bind to "Entre mes doigts coule le sable" var der stadigvæk mange ubesvarede spørgsmål tilbage omkring Matthieu og hans familie. Hvor er hans far f.eks. blevet af? Han forlod familien, da Matthieu var en dreng, men kommer igen ind i billedet, da Matthieu får en lidt mærkelig besked fra ham fra La Réunion. 

Marie-Lou flytter fra Brest til Quimper og flytter ind i en slags kollektiv med andre læger på turnus. Hun får nye venner og bliver vel modtaget, men Matthieu bliver lagt lidt på is, da hun ikke kan få fat i ham og han giver ikke nyt fra sig.

Men en dag tager Matthieu hende med til sin fødeø, og alt synes at blive lykkeligt, dog tvinger familieproblemer  ham til at tage til La Réunion efter faderen. Vi får således også en række scener fra La Réunion.

Jeg vil ikke afsløre mere om handlingen, andet end at sige, at der er fuld tryk på tll det sidste, hvor vi kommer til Marie-Lous hjemegn tæt ved Grenoble.

Det er tre gode romaner, og det er en fornøjelse at genfinde de kendte personer og en række nye, der kommer til at få indflydelse på deres liv.

Velskrevet og behændigt sat op.

Albin Michel, 2018

Sophie Tal Men: Entre mes doigts coule le sable

 Efter en vellykket debutroman (se omtalen)  er Sophie Tal Men på banen igen med en fortsættelse af historien om Marie-Lou, der er udstationeret i Brest i sin lægeturnus. 

Hun har indledt et forhold til Matthieu, der også er læge i turnus, men han er bretoner af fødsel og lidt af en stenmand, når han skal vise sine følelser.

Vi følger Marie-Lou på neurokirurgisk og senere psykiatrisk afdeling og får derved stort kendskab til to forskellige måder at behandle sygdom på.

Kærlighedsforholdet har sine op- og nedture og Marie-Lou har heldigvis sine venner og værtshuset "Gobe.Mouches", der er kendt for sine specielle drikke.

Der er gode beskrivelser af livet på sygehuset både med de alvorlige tilfælde, men også med en mere generel beskrivelse af videreuddannelsen af læge.

Heldigvis er det ikke kun hospital, vi får også gode stemninger fra Bretagnes natur og kyst samt mange af de specielle ting som man kan opleve der.

Lever bestemt op til første bind.

Albin Michel 2017

Susie Morgenstern: Jacques a dit

Susie Morgenstern er især kendt for sine børne- og ungdomsbøger, men har også skrevet noveller til et voksent publikum og her en selvbiografisk roman om hendes liv med matematikeren Jacques Morgenstern. Hun er oprindeligt amerikaner, men flyttede, da hun var færdig med sine studier med sin mand til Nice, hvor hun stadigvæk bor.

Det er en vidunderlig skildring af to meget forskellige mennesker; han er den tavse og lidt strenge type, men samtidig umådeligt beskyttende og åben overfor andre. Hun er den impulsive, følelsesladede og kærlige type, så hvordan deres ægteskab kunne fungere, kan hun skrive meget om.

Det er også et møde mellem to forskellige kulturer, for Jacques giver Susie opgaver, f.eks. at gå på posthuset og indløse checks. Når man kender det seje franske bureaukrati, kan man godt forstå, at det kan være vanskeligt, når man ikke helt behersker sproget.

Vi får mange sjove episoder beskrevet med stor indfølelse og humor, men også deres sammenstød. Det centrale i bogen er deres køb af et højt beliggende hus i Nice, ja der er faktisk 300 trappetrin førend man er oppe. Men det lykkes for dem at få det indrettet, så der er rum til de to og deres tre piger

De er begge jøder og vi får gennem bogen et dybt kendskab til deres skikke og vaner og deres syn på jøders skæbne i al almindelighed. 

Det vigtigste er beskrivelsen af den uendelige kærlighed som holder dem sammen, men desværre dør Jacques i en forholdsvis ung alder. Susie Morgenstern har imidlertid fået sat et smukt minde om ham og deres kærlighed gennem denne bog.

Er bestemt værd at læse.

Bayard, 2015

Jean-Christophe Rufin: Un léopard sur le garrot : Chroniques d'un médecin nomade

Med denne bog fra 2008 skrevet da Rufin er blevet ambassadør i Senegal er en selvbiografisk fremstilling af de ting, der har drevet Rufin rundt i det meste af verden med en stærk vilje til at ville udrette noget for andre.

Han er uddannet som læge, måske fordi han så meget op til sin bedstefar, der også var læge. For Rufin er lægevidenskaben tættere knyttet til humanismen end til de eksakte videnskaber, og det får ham til at tage del i en del humanitært hjælpearbejde f.eks. gennem Médecins sans frontière og andre organisationer.

Det er interessant læsning, især hvis man har læst nogle af hans bøger og romaner, for vi får adgang til en række ting om udviklingen i de sidste 30-40 år ved at følge Rufin på hans vej.

En enestående person på mange måder, der ikke er bange for at erkende sine egne fejl, men som heller ikke udelader sine meninger om uddannelse, administration, magtmisbrug og menneskelighed.

God bog at læse.

Gallimard, 2008

Jean-Christophe Rufin: Katiba

Denne roman af Jean-Christophe Rufin er fra 2010 og har igen efterretnings-selskabet Providence som et væsentligt element.

Romanen foregår i Mauretanien og ørkenområderne omkring landet. Handlingen sættes i gang med mordet på fire italienske turister, og handlingen tillægges de al-Qaida grupper som befinder sig i området. Der er samtidig varsler om et planlagt attentat på en fremtrædende person fra Saudi-Arabien, der skal til reception på Quai d'Orsay. 

En sådan terroristhandling sætter sig selvfølgelig spor hos forskellige nationers efterretningstjenester, for det kan jo være tegn på en større udbredelse af terroristerne, og netop de punktangreb som stadig præger verden.

Sammen med denne uro præsenteres vi for Jasmine, der bliver en hovedperson sammen med Kader. De tos historier bliver langsomt rullet op gennem bogen, og vi får indblik i de to personers opvækst og udvikling. 

Spændende læsning, men samtidig en afdækning af de vilkår, der giver liv til al-Qaida.

Bogen er mere stramt opbygget end "Le parfum d'Adam" og beskrivelserne af ørkenen og landet er på højt niveau

Flammarion, 2010

Jean-Christophe Rufin: Le Parfum d'Adam

Er begyndt at læse nogle af Rufins tidligere romaner, da jeg mener, at han er en kvalitetsforfatter, som man bør kende. 

Romanen "Le Parfum d'Adam" er fra 2007 og er en rigtig thriller-roman med et overordnet emne omkring økologi og befolkningstilvæksten i verden. Er der plads til os alle og hvad kan man egentlig stille op?

Vi får præsenteret emnet via et ung kvinde Juliette, der bliver hyret til at slippe dyr løs fra et laboratorium, men samtidig skal hun tage en beholder med sig. Indholdet i denne beholder bliver en ledetråd gennem bogen, der samtidig er en afdækning af ekstreme økologister. Afsløringer kommer via et privat efterretningscenter "Providence", der udgøres af en flok mmeget ihærdige og specielle medarbejdere.

Der er helt klart en krimiintrige blandet med spionage, internationale grupper mm, men Rufin giver sig tid til at trække argumentation og holdninger frem.

En fyldig roman (700-800 sider), der måske til tider er lidt for omstændelig, men det er aktuelle emner og giver stof til eftertanke.

Flammarion, 2007

J.M.G. Le Clézio: Bitna, sous le ciel de Séoul

I sin nye bog tager Le Clézio os til Sydkorea, nærmere bestemt Séoul. Hovedpersonen er den unge pige Bitna, der er taget fra en lille fiskerby for at studere i storbyen. Hun er fattig og må i starten bo hos en tante og hendes ondskabsfulde datter.

Men hun flytter i sit eget kælderværelse og får en dag et job hos Salomé, der er en ung kvinde, der er uhelbredeligt syg. Birna begynder at fortælle hende sine egne opdigtede historier. Salomé betaler hende godt og sender ofte bud efter, når Bitna ikke kommer og fortæller videre.

Vi får en række historier f.eks. om manden med de to duer, om de to drager, om det bortførte barn og om den unge pige der bliver sangerinde. Umiddelbart er det selvstændige historier, men de kobles alligevel, for det er historier, der også handler om Bitnas og Salomés situation: om liv og død, om uvenskab og venskab, om egoisme og solidaritet. Ja, der er mange andre facetter også. Historier foregår også i Seoul og omegn, for Salomé vil høre noget, som hun kan forholde sig til.

Det er en utrolig spændende og velskrevet bog, hvor vi også oplever forfatteren/fortælleren som den der udvikler en lille detalje til en stor historie via sin evne til at søge dokumentation (her i den grundige beskrivelse af Seoul, de lokale skikke mm) og bruge fantasien. Historien er jo sand, selv om den er opfundet!

Igen en bog som man bør læse, for Le Clézio lever bestemt op til det bedste i hans forfatterskab.

Stock, marts 2018

David Foenkinos: Vers la beauté

Ny pragtfuld roman fra Foenkinos, der handler om at søge trøst gennem kunst både som betragter og som udøvende, hvis man har været udsat for voldsomme psykiske chok og traumer. 

Den ene af bogens hovedpersoner er Antoine Duris, der er lærer på Beaux-Arts i Lyon, en vellidt og meget arbejdsom lærer, der er meget opsat på at støtte de studerende på alle måder. 


"Il voulait être davantage complice avec ses élèves. Cela lui donnait même une raison d’être.. Il voulait être davantage complice avec ses élèves. Cela lui donnait même une raison d’être."

Men pludselig forlader han sit job, tager til Paris og bliver opsynsmand i Musée d'Orsay. Han får et job i en sal, hvor han kan se på et billede malet af Modigliani, som han er ekspert i. Billedet forestiller Modiglianis muse. Antoine taler ofte til billedet, og vi får at vide, at hans kæreste gennem mange år har forladt ham. Er det mon skyld i at han har forladt alt?

En anden person, en ung pige Camilla, bliver introduceret i romanens anden del (af fire). Hun har svært ved at komme over en pubertetskrise, men bliver pludselig optaget af at male og tegne. Det er ved at overtage hende fuldstændigt, men der er ingen tvivl om, at hun har evner. Camilla bliver også ramt af voldsomme traumer på grund af en bestemt begivenhed, som jeg ikke vil afsløre her. Hun prøver at komme ovenpå igen. Det hjælper med et besøg på museer i Paris:

"Elle demanda à ses parents de passer quelques jours à Paris au lieu de filer directement vers la Bretagne. Ils ne pouvaient rien lui refuser ; ses envies étaient de la vie. Elle voulait tant revisiter les musées de la capitale, celui d’Orsay notamment. Ce second voyage fut un enchantement encore supérieur à celui de la première fois ; elle aurait voulu ne plus quitter les lieux, y passer tout l’été. Elle comprenait la puissance cicatrisante de la beauté. Face à un tableau, nous ne sommes pas jugés, l’échange est pur, l’œuvre semble comprendre notre douleur et nous console par le silence, elle demeure dans une éternité fixe et rassurante, son seul but est de vous combler par les ondes du beau. Les tristesses s’oublient avec Botticelli, les peurs s’atténuent avec Rembrandt, et les chagrins se réduisent avec Chagall."

De to skæbner knyttes sammen, og vi får en forklaring på Antoines handlinger. 

Det er et spændende forløb og tema. Kunsten der kan ændre folk og måske give dem håb. Men det er også en bog om at undervise, at være lærer, hvor der kan opstå en skizofreni i en person som privat og som lærer.

Der er mange andre stærke scener i bogen, ofte med små kommentarer fra forfatteren, og vi møder temaer fra "Charlotte" og Foenkinos tidligere roman. Men i denne roman har han absolut nået et toppunkt.

Bør læses!

Gallimard, 2018

Jean-Christophe Rufin: Le suspendu de Conakry

Jean-Christophe Rufin er ude med en ny bog, der denne gang foregår i Guinea, nærmere bestemt i hovedstaden Conacry.

Bogen fremtræder som en slags krimi-historie, hvor et mord skal opklares, men det særlige er noget mere de personer, der optræder i den, forholdene mellem de tidligere koloniherrer og den indfødte befolkning og en beskrivelse af et land, hvor alting ikke er som i Europa.

Hovedpersonen er konsulen Aurel Timescu, der er født i Rumænien. Hvordan han er blevet fransk konsul i Afrika, er en historie for sig selv, men hans situation er denne, at han er stort set blevet frataget sine forpligtelser. Han hader at bo der på grund af varmen, men klæder sig alligevel i store frakker etc. En meget særegen person, der ikke er særlig vellidt, og som er en enspænder, der holder sig for sig selv.

En morgen finder man en franskmand, myrdet og hejst op i masten på sin sejlbåd. Ambassadøren er bortrejst, så Aurel må tage over, men han påtager sig også at finde ud af sammenhængen. Egentlig er det ikke hans opgave, men nu hvor han endelig har et hverv, kaster han sig ud i det.

Mere vil jeg ikke afsløre, men vi ender med at få en løsning på gåden.

Det er ikke én af Rufins bedste bøger, og krimi-genren skulle han måske ikke have kastet sig så voldsomt over, for han skriver meget bedre om stedet, kulturen, de forskellige folk og folkeslag og forskellige interesser, der mødes. Det behøver han ikke et mord for at skrive om.

Bogen er dog velskrevet i store dele, men lidt udpenslet og forklarende ved mordets opklaring.

Flammarion, marts 2018