Wednesday, September 21, 2022

Sarah Jollien-Fardel: Sa préférée

 Sarah Jollien-Fardel: Sa préférée


Denne roman har allerede fået Prix FNAC, og måske er der mere på vej. Det ville være rart igen at kunne give Prix Goncourt til en schweizisk forfatter, for det er vel ikke sket Jacques Chessex fik prisen.

Sarah Jollien-Fardel blev født i 1971 og voksede op i en landsby i Hérens-distriktet i Valais. Hun boede i flere år i Lausanne, før hun slog sig ned i sin hjemegn med sin mand og to sønner. Blev journalist da hun var over tredive år gammel. Hun er nu chefredaktør for boghandelsmagasinet Aimer lire. De steder, hun kender og værdsætter, er hovedpunkterne i hendes første roman.

Det er en meget stærk førsteroman, hvor vold, vrede og overlevelse fletter sig sammen i en grad så tilgivelse ikke er mulig. Hovedpersonen er Jeanne, som vi med nogle kronologiske spring følger fra hun er barn til hun måske finder en ro og identitet efter hendes grusomme fars død.

Jeannes barndom er ikke som de andres, bebuder romanen "Sa préférée" i sine første linjer. I Valais-bjergene er barndommen og ungdommen bygget på vold og terror, orkestreret af en nådesløs far, og omverdenens totale mangel på at gribe ind, selv om de ved, hvad der foregår i familien. På landet tier man stille, selv lægen, der tilser Jeanne efter et af faderens overfald. 

Jeannes flugt fra hjemmet og til studier i Lausanne er en flugt for livet, overvældet af sin søsters selvmord og sin manglende evne til at lindre sin mors lidelser. Der er kun angsten dybt inde i hende.

Som voksen forsøger Jeanne på en eller anden måde at forankre sig i et nyt liv i Lausanne, mellem beroligende svømning i Genèvesøen og et par romantiske forhold. Men den grundlæggende vold, ligger som et jordskælv i hende, og kan bryde løs uden hun kan beherske det.

Det er en hård, bitter og bevægende tekst, som læses med en ubehagelig spænding, men  trods alt er der nogle lysende beskrivelser af Schweiz, og de kærlighedsforhold som Jeanne møder er fuld af ynde. Karaktererne, hovedsageligt kvindelige, er godt skildret, tonen er utrolig rigtig og velskrevet.

En voldsom oplevelse at læse denne roman, snyd ikke jer selv for det!


SABINE WESPIESER (25/08/2022)


No comments:

Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur

 Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur Hervé Le Tellier slog sit navn fast med Goncourt-prisen L'Anomalie i 2020, en lidt dyster fremtids...