Friday, May 07, 2021

Delphine de Vigan: Les enfants sont rois

 Delphine de Vigan: Les enfants sont rois


Ny bog af Delphine de Vigan, og den er straks blevet en af de mest solgte for øjeblikket. Delphine de Vigan har tidligere henrykket os med sine bøger, og den nye står bestemt også som et stækt og aktuelt indslag.

Med denne roman, der starter med Loft Story (Big Brother)-årene i 2001 og slutter i 2031, tager Delphine de Vigan fat på et svimlende emne: sociale netværk og deres afarter. Hun udforsker mesterligt et samfund, der kaster sig over kulten af ​​egoet, og hvor alt er iscenesat og solgt, endda familiens lykke. "Leve for at blive set, eller leve gennem stedfortræder", trist virkelighed i en hul verden.

Der er to kvindelige hovedpersoner i bogen Mélanie Claux og Clara Roussel. Som unge blev de begge fascineret af den første Loft Story i 2001 (Big Brother på dansk), for her så de pludselig en parallel verden, der lovede status og berømthed. Mélanie forsøger selv at komme med i sådan en udsendelse senere, men bliver ikke udvalgt. Men drømmen har hun med sig, da hun er flyttet fra provinsen til Paris. 
Mélanie bliver grebet af den verden, der findes på internettet, hvor folk kan fortælle om sig selv og deres familie. Ved at bygge et websted og på Instagram med sine to børn Sammy og Kimmy, der optræder i dagligdags situationer, får hun pludselig en stor fanskare. Hun tjener nu penge i stor stil via reklamer og fremvisning af produkter under børnenes udsendelser. Det bliver det helt store cirkus, hvor børnene skal optræde, svare på mails, deltage i fremvisninger etc. Kort sagt har de et fuldtidsjob og er isoleret fra andre børn.

Clara er en pige der helst vil være totalt anonym og en skygge, men hun drømmer om noget andet. Hun forlader også provinsen og kommer til Paris.Hun gør næsten et jurastudium færdigt, men springer så til en stilling ved politiet. Her er hun meget dygtig og avancerer højt i systemet. Hun har en kæreste, men vil ikke binde sig, så han forlader hende. Hun har sin karriere og bruger næsten al sin tid på det. Hun får respekt, og man ser op til hende.

Men de to skal jo mødes på et tidspunkt, hvor Kimmy er blevet kidnappet. Her træder politiet ind, men lidt i det skjulte, for kommer det frem i offetligheden at Kimmy er væk, vil folk går amok. Clara tager ud for at tale med Mélanie.

I bogen hedder det: ”Første gang Mélanie Claux og Clara Roussel mødtes, var Mélanie forbløffet over den autoritet, der kom fra en så lille kvinde, og Clara bemærkede Mélanies negle, deres lyserøde glitterlak, der glødede i mørket.” Ser ud som et barn ”tænkte den første, "hun ligner en dukke" tænkte den anden.
Selv i de mest forfærdelige dramaer er udseendet vigtigt. "

Hovedpersonerne er altså selv som børn, der er vokset op med de sociale netværk og kulten af egoet. Mélanie tror, at hendes børn gerne vil optræde og være kendte, men det er mest hende, der vil være det. Clara anede ikke, at denne parallelverden med børnene eksisterede. Hun er selv barn af et par 68'ere, der slæbte hende med overalt uden at tænke på, om hun nu var moden til det. Derfor er det måske, at hun vælger at blive en del af politiet, som hendes forældre hader. De forstyrrer jo deres demonstrationer og andre påfund.

Det er en vældig skildring af nutiden, godt bygget op med konkrete klip fra internet og nedskrevne politirapporter. Det er virkeligheden vi får, og det er isnende. Vi får både en thriller, et opråb og en pamflet og også en dystopi. Ved vi virkelig, os der selv aldrig er blevet voksne, hvordan vi behandler og beskytter børn i en alder med digitale platforme og sociale netværk?

Der kunne fortælles meget mere om bogen, men læs den nu selv. Det er en af årets bedste bøger efter min mening.

Éditeur : GALLIMARD (04/03/2021)


Édouard Louis: Combats et métamorphoses d'une femme

 Édouard Louis: Combats et métamorphoses d'une femme



En selvbiografisk fortælling om en mor/en kvinde, der berøves ungdommens frihed, møder brutale og alkoholiserede mænd, lever i absolut fattigdom og har problemer med sine børn. En barsk historie, der heldigvis på en måde ender godt.

Édouard Louis formulerer det selv således: Meget af sit liv levede min mor i fattigdom og nødvendighed, isoleret fra det hele, knust og undertiden endda ydmyget af mandlig vold. Hendes eksistens syntes altid at være begrænset af denne dobbelte dominans, klassedominering og det, der var knyttet til hendes tilstand som kvinde. Men en dag, i en alder af femogfyrre, gjorde hun oprør mod dette liv, hun flygtede og lidt efter lidt etablerede hun sin frihed. Denne bog er historien om denne metamorfose.

Bogen er meget velskrevet og spændende ved den måde vi dels får moderens historie men samtidig også indblik i Édouards tilværelse som homoseksuel.
Der er præcise beskrivelser af livet i hjemmet med den alkoholiske far, men moderen har allerede været gift før med en mand der ligeledes var tyrannisk og alkoholiker. Hun får de to første børn, førend hun er 20 år og er således bundet til hjemmet. Det bliver ikke meget bedre, da hun får Édouard med mand nummer to. Det er desuden et hjem, hvor man lever på fattigdomsgrænsen.

Édouard kommer væk via sin dygtighed i skolen og forlader hjemmet uden at se sig tilbage. Forholdet til moderen er meget tvetydigt, men ved at fortælle om sin egen opførsel går det op for ham, at han også har været med til at nedgøre hende. 

Velskrevet og med en stor ægthed får vi historien om klasseskel, kvindens undertrykkelse, homoseksualitet og fattigdom på landet. Men der er heldigvis en anden tone i sidste afsnit, hvor moderen gør sig fri.

Kan anbefales.



Éditeur : SEUIL (01/04/2021)



Saturday, April 24, 2021

René Freigni: Les vivants au prix des morts

 

René Freigni: Les vivants au prix des morts


Har læst om René Freignis bøger flere gange og har haft denne liggende nogen tid, men jeg er da glad for at få taget hul på et spændende forfatterskab.

Efter en lidt voldsom ungdom, hvor han deserterede og levede under et andet navn i Tyrkiet i fem år, vendte han tilbage og arbejdede på et psykiatrisk hospital. Her blev der taget hul på karrieren som forfatter. Han bruger nu tid i fængslet i Aix-en-Provence til at afholde skriveværksteder.

Denne roman starter blidt i dagbogsform. Forfatteren René har lidt skrivebesvær, men beslutter sig til at skrive lidt løst og fast hver dag, Han bor hos kæresten Isabelle, en smuk og varm kvinde, der forstår ham. Hun er lærer i landsbyen.

Vi får dejlige og poetiske beskrivelser af hans traveture i baglandet og hans begejstring for naturen, men en dag ringer Kader, en tidligere elev på et af hans hold. Kader er atter sluppet ud af fængslet, første gang var det med en helikopter, og anses for at være meget koldblodig og særdeles farlig. Han har brug for at holde sig skjult.

René har en stor sympati for ham, da han tror, der er noget godt i ham, men tør han låne ham sin lejlighed? René beslutter sig for at hjælpe, men nu får historien fart, for Kader er ikke uden fjender i det betændte miljø, og det fører sammenstød, vold og endda mord med sig. 

René kommer ud i problemer, som han slet ikke troede var muligt ...

Historiens spænding holder en fast til det sidste, og udviklingen i historien er særdeles godt skruet sammen.

Freigni kommenterer steder, personer og handlinger undervejs, og hans bemærkning om, at det han bringer til fænglet er nøgler til en bedre forståelse af sig selv gennem læsning af litteratur og forsøg på selv at sætte ord på sin tilværelse, "Personne ne naît monstrueux, ce sont certains quartiers et les prisons qui nous rendent monstrueux. Je ne leur apporte aucune arme, je leur apporte des mots. Je leur apporte ce qu'ils n'ont jamais eu."

Det er en glimrende bog, så Freigni skal jeg læse noget mere af!


Éditeur : GALLIMARD (04/05/2017)


Tuesday, April 13, 2021

Jean-Christophe Rufin: La princesse au petit moi

 

Jean-Christophe Rufin: La princesse au petit moi


Jean-Christophe Rufin har tilføjet endnu en bog om Aurel Timescu, og vi er såles nået til nummer fire i rækken. Vi kender ham jo efterhånden godt den konsul/detektiv der ikke gider lave så meget på jobbet, men bliver fyr og flamme, når et mysterium skal løses.

Denne gang er det dog et lidt anderledes udgangspunkt, da Aurel bliver kaldt til lilleputstaten Starkenbach, der ligger i Alperne. (Staten er opfundet til lejligheden).

Det er en sag om Prins Rupert der er fortvivlet over, at hans kone er forsvundet uden at efterlade spor. Hun er landets leder, mens han er prince consort. Eftersøgningen skal foregå i det skjulte, da der er store spændinger mellem folket, parlementet og prinsessen. Historien om prinsessens vj til tronen er en helt lille historie i sig selv.

Vi føres nu fra Starkenbach via Paris og Korsika og tilbage til Starkenbach i selskab med psykoanalytikere, skurke, børnesoldater, lejesoldater ... En efterforskning fuld af risici ... Men lad os blive ved det for ikke at ødelægge spændingen ved at læse bogen, som det er svært at lægge fra sig.

Aurel Timescu er jo et godt selskab på trods af hans problemer med tøjet og en stor trang til at drikker Tokay, for under hans undseelige væsen gemmer der sig mange almenmenneskelige konflikter.

Bogen er på nogle måder kritisk og politisk bevidst, men er også fyldt med humor og et væld af mangeartede personer, som Rufin er en mester i at beskrive og udfolde. Beskrivelserne af bogens rammer er skarpe og præcise og efterlader læseren med en følkelse af at have været der.

Kan bestemt anbefales både til nye læsere af Aurel og selvfølgelig til alle der allerede kender ham.



Éditeur : FLAMMARION (07/04/2021)


Saturday, April 10, 2021

Sylvain Prudhomme: Les Orages

 

Sylvain Prudhomme: Les Orages


En dejlig novellesamling fra en forfatter hvis roman Sur les routes var en oplevelse at læse.
I denne nye udgivelse har han samlet 13 beretninger om mennesker, der på en eller anden måde oplever eller har oplevet noget der har ændret deres liv eller givet anledning til at se anderledes på tilværelsen, været en øjebliksoplevelse. Det har været som uvejr i det indre, men de fleste er i stand til at komme videre.

Den første novelle "Souvenir de lumière" er en meget stærk og storslået novelle, der bærer samlingens fælles tema. Fortælleren husker et møde, der markerede ham, så meget at han syv år efter søger en forklaring. "Lorsque j'ai rencontré Ehlmann, il était debout sur le bord de la route, sa voiture garée en catastrophe sur la bande d'arrêt d'urgence, feux de détresse allumés. J'ai vu qu'il souriait, que tout son visage était tordu de larmes et de rires à la fois, j'ai pensé qu'il était fou."  Ehlmann fortæller, at havde havde lige tilbragt mange dage på hospitalet hos sit barn der svævede mellem liv og død. På hospitalet møder fortælleren en sygeplejerske der kan huske sagen og kan uddybe den. Ehlmann har levet på en knivsæg, men til sidst får han at vide at barnet vil overleve.

Sylvain Prudhomme fortæller os om tidens forløb, kærlighed, sygdom, alderdom, sorg, livet der går, øjeblikke af nostalgi eller modstandsdygtighed. Hans historier ender aldrig på en dramatisk eller sensationel måde, men snarere i en form for tilfredshed, der føles godt, efter  tordenvejr vender roen tilbage.

Prudhomme har en stil med stor enkelhed og uden unødvendige dikkedarer til at fortælle enkle historier om almindelige mennesker. Der sniger sig dog poetiske passager og naturbeskrivelser ind, der giver historierne mere fylde. Alle noveller er særdeles gode, så gå endelig i gang!



Éditeur : GALLIMARD (07/01/2021)

Friday, April 09, 2021

Adeline Dieudonné: Kérozène

 

Adeline Dieudonné: Kérozène


Adeline Dieudonné havde en enorm succes med sin første roman La vraie vie, og det var særdeles fortjent. Når den næste roman følger, kan man frygte, at den ikke kan leve op til den første, men det er slet ikke tilfældet her.
Man kunne måske kalde det for en novellesamling, for den består hovedsageligt af en række personer, der ikke kender hinanden, men som alle har et eller andet skjult som bliver afsløret og som viser en form for fællesskab.

Klokken er 23.12 på en tankstation i Ardennerne og om 2 minutter vil alting ændre sig. Sådan starter bogen, men hvad der fremkalder ændringen afsløres først tilsidst. Det er en af de sædvanlige kedelige tankstationer med neonlys, halvsnavsede borde og stole og sommerens hede hviler over den.

Der er 12 personer, der har et ærinde på stationen der i aften bestyres af Juliette og hendes kollega Sébastien (der danner par med Mauricio). Der er Chelly, poledanserinde, Alika, filippinsk hushjælp, Joseph repræsentant, Victoire, mannequin, og Julie, der er gået fra sin mand, en falleret grevinde, en bedstemor der lever isoleret i naturen for blot lige at nævne et par stykker.

De er alle lidt sære personer eller som omgås mærkelige mennesker. I Juliettes familie har de f.eks. en lyserød gris som kæledyr, som manden der arbejder på et slagteri truer med at skære halsen over på. Men bagefter sover de sammen på sofaen. Julie er gift med en gynækolog, hvis pensionerede forældre også er gynækologer. Deres største fornøjelse er at give hende en gynækologisk undersøgelse efter søndagsmiddagen. Alika taler ikke fransk, men sendes nærmest rundt som en pakke mellem flere familier. Hun har en mand og børn som hun sender penge hjem til, men da hun også skal betale deres studier er der lange udsigter til at hun kan vende hjem. Antoine der taler med en sø og får besked om hvad han skal gøre af den. Ja, det er den ene fantastiske historie efter den anden. Hæsblæsende.

Vi præsenteres for mennesker der i deres historier nærmest fremstilles som drevet af dyriske drifter. En bedstemor der spiser kirsebær mens hun ser et par hore på et bord på en parkeringsplads. Hun spytter sten ud i samme tempo som manden bevæger sig på. Dyr er der i øvrigt mange af i bogen: den lyserøde gris, en hest, en liderlig delfin etc.

Hver person bliver helten i en historie,og mellem dem vil der undertiden opstå ligheder. En  bog til at grine og græde af eller græde af grin af om vores moderne liv. Som i sin første roman, La Vraie Vie, skildrer forfatteren skræmmende skæbner med humor og vildskab. Hun sparer os ikke for noget, Adeline Dieudonné: mord, sexscener, tårer og latter. Men bag latteren og den overfyldte opfindsomhed  vises den mørke klarhed. Kérozène sætter spørgsmålstegn ved betydningen af ​​eksistens og hudfletter det absurde i vores tid.

Hendes sprog er ligetil og præcist med nogle fantstiske vendinger og billeder, der kan få en til at bryde helt sammen. Her er lige et par eksempler: "Mauricio se sentait aussi inutile qu'un dildo dans la main d'un pape", "L'idée de rejoindre Nicolas la seduisait autant que la perspective d'un tête-à-tête avec un cadavre de phoque en décomposition", "Il devait ressembler à un teckel obèse besognant un ours malade."

En bog der kan anbefales varmt.


Éditeur : L' ICONOCLASTE (01/04/2021)


Sunday, April 04, 2021

Chris. L.P. Elliott: Un chihuahua dans la théière

 

Chris. L.P. Elliott: Un chihuahua dans la théière


En noget speciel debutroman, som jeg tilfældigvis blev opmærksom på via Les Francophones de Copenhague. Det er en roman der er betalt på forfatterens regning, men den kan allerede købes mange steder til en meget lav pris.

Hvordan kan en chihuahua være i en tekande ? Jo, hvis den er lille nok, kan det lade sig gøre, og den stakkels hund, som det går udover her, er en dværgchihuahua!

Det helt specielle ved bogen er, at den foregår i Ystad og på Bornholm, som vi får præsenteret på alle mulige måder i bogen. På forfatterens hjemmeside er der også adgang til en række smukke billeder fra øen. Virkelig bedre end en turistbrochure.

Det er en virkelig detektivhistorie anført af 4 gode venner, Karen og Poul og deres franske venner Agnès og hendes bror Jean. Historien starter med mordet på hunden, men det bliver slet ikke det eneste. Der er flere personer og hunde, som det går ud over.

Rammerne er som sagt Ystad og Bornholm, hvor man har årets store hundeudstilling og samtidig opsendelse af en raket med en hund. Et projekt der er udviklet af en forening af ruminteresserede Bornholm Space Agency. Andre grupper er gamle rockere på motorcykel, foreningen til beskyttelse af dyr og natur mm. Der er desuden en lang række specielle og mærkelige personer, som vi møder.

Det vil være synd at afsløre for meget, men der er virkelig gang i mange historier, der krydser hinanden, men som finder en løsning.

Det er nok en lidt for voldsom intrige, men ganske hyggelig at læse. Kan man ikke følge med i intrigerne, får man det skåret ud i pap efterhånden. Denne forklarende del kunne man godt skære bort og i det hele taget kunne bogen godt trænge til en opstramning.

Der er sproglige iagttagelser og gode legender fra Bornholm, men det undrer mig at man ikke kan finde et fransk ord for "la sommerhus".

Se også boegens hjemmeside


 Books on Demand GmbH 2021



Wednesday, March 31, 2021

Makan Fofana: La banlieue du Turfu

 

Makan Fofana: La banlieue du Turfu


En populærudgave at et universitetsspeciale omkring forstæderne i fremtiden (Turfu= Futur)

Makan Fofana er født og opvokset i forstæderne, og han lever der stadigvæk ,for han har et projekt omkring forstæderne i fremtiden, de skal udvikle en guldalder.

Han har været omkring Islam og følt sig tiltrukket, men da han først får smag for filosofiens verden, finder han en slags mening med tilværelsen. Hans foretrukne filosof er Nietzsche, men han henter sin inspiration fra mange andre steder f.eks. rapsangeren Boopa, Harry Potter, science fiction og popkultur,

Makan Fofana søger at gøre op med stereotyperne omkring forstæderne på nye og kreative måder. For at gøre dette forestiller han sig, at forstaden TURFU er et rum af forbindelser, skabt af en hybridkultur mellem forstad og verden, der udforsker forstæderne som et fjernt land og verden som en forstad.

Makan Fofana skabte dette projekt for med et filosofisk blik at se på de ofte triste og håbløse forstæder, som man oftest møder. I virkeligheden ser han ikke nogen løsning i, at folk bare vil væk fra forstæderne, stige op ad den sociale rangstige. Had og vrede fører ingen steder og samtig anklager han beboerene for deres konservatisme. Man kan lige lave lidt optøjer, men falder så tilbage i de gamle roller. Den måde dystopier eller nihilistisk rap fordømmer en fremtid på, før man overhovedet forestiller sig den.  

Han har en kunstnerisk og filosofisk vision, der blander flere forestillinger og billeder for at åbne op for miljøets muligheder, forstæderne skal mentalt fortrylle indbyggernes eksistens. Fofana har en tro på menneskets evne til at skabe, ofte ud fra kaos, men man skal rive sig løs, førend det kan lykkes.

Undertiden lidt svær og gentagende læsning, men med nye og spændende vinkler på forstæderne. Makan Fofana er grundlægger af Hypercube, et laboratorium, der udforsker "Turfu" gennem science fiction og popkultur. Udviklingen skal ske gennem udvekslinger og manges indsats. Der er et stort noteapparat til bogen. En flot indsats.



Éditeur : EDITIONS TANA (18/02/2021)




Saturday, March 27, 2021

Frédérique Clémençon: Les méduses

 

Frédérique Clémençon: Les méduses


Hvis man tror, at det er en roman man er startet på, bliver man hurtigt klogere efter første fortælling, og dog, for Frédérique Clémençon er i stand til at flette de forskellige historier sammen til en enhed.

Den første historie er farvet af nostalgi, for vi møder Hélène Laurentin og hendes søn Paul, der er vendt tilbage til det sted, hvor de tidligere holdt ferie, da Marc, mand og far, stadig var i live. Han var omkommet der ved en tragisk bilulykke. Det år havde de opgivet at svømme på grund af de tusindvis af vandmænd, der skyllede op på stranden ved Loire-flodens udmunding.

Hélène der er sygeplejerske på et hospital er endnu ikke vendt tilbage til sin stilling i skadestuen.

Hospitalet bliver på en måde stedet, der tager pulsen på vores liv fra fødsel til død. Det er også en afspejling af vores samfund og dets spredte territorier, hvor vi mødes og ses lidt. Det er på dette hospital i den sydlige del af Loire, at Hélène, Ilan, Claire, Samir og et par andre arbejder og ofte kommer.

Det er på det sted, hvor vores liv afsløres som det mest skrøbelige, men også det mest levende, at de vil finde sig selv. Personerne vender tilbage i forskellige sammenhænge og på forskellige datoer, men deres historier flettes sammen og efterlader os med billeder af livets skrøbelighed, hvor der ikke skal meget til for at ændre alt. Fælles for alle er dog deres kampvilje og viljen til at hjælpe andre.

Frédérique Clémençon fortæller deres krydsede rejseplaner på et sprog, der svarer til hendes karakterer, af seriøs og fortryllende skønhed. Det er en bog der giver meget stof til eftertanke og som rykker i ens følelser.

Kan absolut anbefales.


Éditeur : FLAMMARION (15/01/2020)

Fatou Diome: De quoi aimer vivre

 

Fatou Diome: De quoi aimer vivre


Fatou Diome er født i Senegal og har allerede en lang karriere som forfatter. Men efter nogle års pause udsender hun nu en novellesamling.

Der er en lang række noveller, korte som lange, hvor mange har selvbiografiske træk, men der er også en lang række personer og genstande som hun skriver ud fra.

En speciel genstand er f.eks. Edith Piafs kjole, som hun lader få hovedrollen i en af novellerne. Der er en dejlig novelle om den arbejdsløse mand, der klæder sig smukt på hver morgen for at gøre indtryk på ekspeditricen, men han får aldrig talt til hende. Dog sker der noget en dag...

Der er mange små historier om forhold der ikke helt fungerer, men også andre der erstattes af drømme. De skæve typer er der også plads til.

Nogle noveller tager også udgangspunkt i hendes familie, og der er en god novelle om hendes bedstefar. Vi kommer også lidt omkring geografisk i novellerne fra Strasbourg til Congo.

Hun skriver med et rigt billedsprog, der undertiden bliver lidt for voldsomt og får historien til at glide i baggrunden.

Men alt i alt et dejligt udvalg med mange facetter.


Éditeur : ALBIN MICHEL (03/03/2021)


Monday, March 15, 2021

Sophie Tal Men: Va où le vent te berce

 Sophie Tal Men: Va où le vent te berce


Sophie Tal Men hører til de forfattere, som jeg vender tilbage til, når jeg skal læse en velskrevet roman (se tidligere omtaler af hendes bøger), der handler om almindelige mennesker i Bretagne. 

Hun har altid en kærlighedshistorie som det centrale, men det bliver krydret med skildringer af Bretagne og har en gruppe personer som vi finder i alle bøgerne. En gruppe af læger og hospitalspersonale især.

Anna er ung læge, der har oplevet en tragedie i Argentina, hvor hun var flyttet til med en kæreste. Vi møder hende hvor hun vender tilbage til sit barndomsland: Bretagne. Hun slår sig ned i Brest, hvor en del af hendes gamle venner og familie bor. Hun kommer dog ikke tilbage alene ...

Den anden hovedperson er Gabriel, hvis barndom sammen med hans lillebror har været grusom. Hans mor blev dræbt af en voldelig far. De to børn blev adopteret og fik en fin opvækst, men der er ar, der ikke er helet. Gabriel har brug for at genopbygge sig selv, og han bliver lokket til at arbejde for en forening, der arbejder med hospitaler. Den består af at vugge nyfødte for at berolige dem og give mødrene lidt aflastning.

Gabriel kommer dog til at vugge andre end de nyfødte...

En god historie med gode personskildringer og især de to hovedpersoners kamp for at finde sig selv og klare dagens strabadser. Afspejler mange menneskers dagligdag, men fokuserer ikke kun på de negative sider. Den viser hvad sammenhold, kammeratskab og åbenhed kan bringe.


Éditeur : ALBIN MICHEL (26/02/2020)



Wednesday, March 10, 2021

Philippe Labro: J’irais nager dans plus de rivières

 

Philippe Labro: J’irais nager dans plus de rivières


Philippe Labro er født i 1936, men har en medfødt lyst og kraft til at skrive, og denne bog er nok ikke hans testamente, men trods alt et vue over hans liv. Han har haft flere nederlag og nedbrud, men har hver gang kommet ud af det og videre med livet, som han elsker og ikke bare vil sige farvel til.

Philippe Labro elsker citater fra kendte mennesker til at krydre sine fortællinger med, og vi får et stort udvalg, som i sig selv er værd at læse bogen for. Han giver personlige biografier om  f.eks. Johnny Hallyday, Serge Gainsbourg og Romain Gary, der viser os sider af dem, som ikke før har været kendt.

Philippe Labro har også været filminstruktør, så der er også meget stof omkring film, filmskabere og filmkunstnere. Det kan være Melville, Belmondo og Luchini. Et sjovt kapitel om Jacques Prévert der mødes med Picasso på en strand i Sydfrankrig.

Der er kapitler om hans familie og især storebroderen som han i hele sit liv har set op til. Men det er ikke kun om mænd, der er også et kapitel om berømte franske kvinder som han beundrer. Han har opholdt sig i USA i længere tid, så vi får også meget om amerikansk kultur.

Det er en bog, der kan læses som en beretning om de seneste 75 år men også en personlig livsglæde og evne til at se store og små ting i samfund og natur. Vigtigst er kærligheden.

En bog som man kan blive meget klogere af at læse, for Philippe Labro giver os gennem sine reflektioner et helt livs visdom.


Éditeur : GALLIMARD (01/10/2020)


Friday, February 26, 2021

Olivier Adam: Tout peut s'oublier

 Olivier Adam: Tout peut s'oublier


Olivier Adam har hentet titlen i Jacques Brels "Ne me quitte pas", men som sangen antyder forlader hun ham og det samme sker i Olivier Adams nyeste bog, der på skift foregår i Bretagne og i Japan.

Adam har tidligere brugt Japn i sine bøger, og her får vi igen en smuk, men bitter beskrivelse af det smukke land. En tom lejlighed: det er det, Nathan finder, da han kommer for at hente sin lille dreng hos sin ekskone Jun. Meget hurtigt må han indse: Jun er vendt tilbage til Japan, sit hjemland, med deres søn Leo, der er fem år.

Han forstår ikke og gribes af panik: hvordan finder han dem igen. Han første forsøg ender blindt, og selv om han har hyret en detektiv, varer det længe, inden han forsøger igen. Problemet er den japanske lov, der ikke giver rettigheder til forældredeling, og deres politifolk er ikke ret blødsødne!

I Bretagne har han en lille biograf, der nærmest kan karakteriseres som en art cinema, men det går rundt. Nathan er en mand, der ikke er særlig udadvendt, snarere det modsatte, en drømmertype, der allerede har været ude for, at en kone forlader ham. Jun har han mødt i Japan, de har giftet sig og hun er flyttet til Frankrig. Nathan har ikke rigtigt forstået, at Jun ikke mere har følt sig tilpas i ægteskabet, men han flygter fra konfrontationer.

Sammen med Nathans historie kører der en historie med hans overbo Lise, der er fraskilt som Nathan. Hendes søn er blevet Blackbloc-medlem og frasagt sin familie, så hun har også mistet en søn.

Det er en rammende fortælling om forældres pludselig oplevelse af at have mistet et barn på hver sin måde, men det handler også om to kulturer der kolliderer. Japan er meget smukt skildret, men synes at have et middelalderagtigt retssystem. På den anden side lægger Adam ikke fingerene imellem, når han skildrer franskmændene. De lever slet ikke op til det billede som andre kan have af Frankrig som en kulturnation og frihed-lighed-broderskab. De er ofte nedladende overfor fremmede, storskrydende og uden medfølelse. Han kommer også ind på politivold og les gilets jaunes.

Det er på mange måde et lidt dystert billede, som Adam har af sin samtid. Hans mandlige hovedpersonerne er indelukkede og forstår ikke rigtigt, hvad der foregår.

Meget smukt spil mellem Bretagne og Kyota som åbner historien til et større perspektiv. Adam skriver og komponerer sine romaner til næsten fuldkommenhed. 

En bog man ikke lægger fra sig, når først man er startet på den!


Éditeur : FLAMMARION (06/01/2021)



Wednesday, February 24, 2021

Paris, lumières étrangères

 

Paris, Lumières étrangères


Mange er og har været tiltrukket af Paris, har gennemtravet byen på kryds og tværs og har fået deres specielle oplevelse af byen. Paris er mere end en by, det er på mange måder også en sindstilstand, en rejse i historie, kultur og årstider. Vi parisfarere har vores Paris, men vi ved, at der findes mange andre, og det får vi glimrende præsenteret i denne samling.

I denne novellesamling møder vi tyve forfattere fra mange andre steder og lande, der fortæller os en historie, hvor Paris spiller hovedrollen.

Med tekster af Chahla Chafiq, Amanda Devi, Sedef Ecer, Gauz, Khadi Hane, Luba Jurgenson, Katrina Kalda, Yanick Lahens, Fouad Laroui, Georgia Makhlouf, Eduardo Manet, Saber Mansouri, Arezki Metref, Naïri Nahapétian, Sonia Ristic, Andrea Salajova, Ryoko Sekiguchi, Shumona Sinha, Sami Tchak og Bernardo Toro der alle er skrevet på fransk, idet mange af forfatterne har opholdt sig i Paris i mange år. De er født i Afrika, Libanon, Chile, Cuba, Østeuropa, Rusland, Iran, Indien, Japan, Haiti, Mauritius og Tyrkiet.

Svært lige at give et overblik af de meget forskellige indtryk, som vi møder i novellerne, men det er fælles for mange af dem, at Paris har en magisk tiltrækning, og de har et kendskab til byen gennem litteratur og film, så da de endelig kommer til byen, bliver de overraskede over at det kendte også er ukendt. Gadenavnene og byens geografi kender de, men der er mere end det.

Mange skriver meget selvbiografisk, og det er spændende at læse om, hvordan de kan klare sig i Paris uden penge, men fælles for dem alle er, at de ikke vil give op. En stor del bor i Belleville, mens andre finder små værelser i Latinerkvarteret. Der er selvfølgelig en positiv stemning i mange af historierne, men sandelig også kraftige indslag om parisernes måde at modtage fremmede på. Hvordan det føles at være andenrangspersoner eller endda uønskede? Visse finder sammen med andre indvandrere og skaber deres egen lille verden.

Der er også mange der er flygtet fra deres hjemland, så de kan ikke undlade at inddrage problemerne hjemmefra, hvor familierne ofte er blevet sprængt og endt i mange forskellige lande. Nogle er med i oprørsbevægelser mod det hjemlige diktatur.

Men det der især samler de tyve forfattere, det er sproget, det er fransk. I Frankrig nyder forfattere nemlig en stor agtelse, og når de her bidrager ved at skrive deres historier på fransk, bliver de en del af en stor, smuk og væsentlig kultur og litteratur.

Kan bestemt anbefales at læse, især hvis Paris er en del af ens liv.



Éditeur : MAGELLAN ET CIE (31/03/2017)


Sunday, February 14, 2021

Anouk F.: Dans la rue de l'école

 

Anouk F.: Dans la rue de l'école


En dejlig social roman skrevet af en skolelærer, der er blevet kendt via sin blog (https://merci-maitresse.fr/) og en bog, der sammenfatter flere af hendes indlæg. 

I denne roman fra 2020 træder hun lidt ud af skolen, men ikke længere end til den gade hvor en skole ligger.
 
Bogen er bygget op over bestemte gadenumre i gaden, hvor der bor børn der går på skolen. Bogen har tre hovedafsnit: "Il, Elle", "Nous, Vous" og "Je, Tu", hvor det første afsnit er en præsentation af nogle opgange i forskellige ejendomme, deres beboere og de problemer der er. I anden del er vi tættere på at se de tidligere omtalte personer fungere i et gruppeforhold, fremkaldt af at et af børnene pludselig er væk og skal findes. I det sidste store afsnit er det hovedpersonerne, der fortæller hver deres historie efter dramaet.

Blandt de omtalte personer er der Richard, racist, alkoholiker, pusher mm; Karine, på nedtur med en søn hun ikke kan klare; Kamel, der opdrager sine to døtre alene, efter at hans kone blev indlagt på grund af psykiatriske lidelser; Julie, der ikke længere kan bære sit glatte og behagelige liv; Pitu, købmanden, der har boet i gaden hele sit liv og overtaget sin fars forretning og Marie, skoleinspektøren der er et samlingspunkt for gaden.

Anouk F. præsenterer mange sociale spørgsmål: social mangfoldighed, skolens rolle, små virksomheders overlevelse, vold mod kvinder, racisme; kvinde- og moderrollen; det moderne samfunds dyrkelse af egoet og fravalg af andre, og hun gør det med stor medmenneskelighed og ømhed for alle sine karakterer, selv de mindre sympatiske. Hun får os til at forstå, at de måske har oplevet brud og nedture i deres liv, eller at de skjuler deres følelser under en hård og usympatisk skal. I bogen er der en ekstraordinær begivenhed der afslører det gode i hver af os.

En meget velskrevet roman der trods nogle afsnit med tomgang formår at gribe sin læser. En bog der stiller børnene i første række uden at glemme forældrene og skolen.

Éditeur : LE CHERCHE MIDI (13/02/2020)



Wednesday, February 10, 2021

Nina Bouraoui: Otages

Nina Bouraoui: Otages



Bogen udspringer af et teaterstykke som Nina Bouraoui skrev i 2015, men hun har nu arbejdet videre på det og givet det form af en roman, selv om det er en kvindes enetale afbrudt af enkelte afsnit med mandsstemmer. Man kan således sagtens opleve det som en monolog af en kvinde, der har været præget af sin fortid, har evnet at lukke af for sig selv og leve på mændenes præmisser og krav.

Handlingen sættes brat i gang med Sylvie Meyer, 53 år, der fortæller, at hendes mand for et år siden har sagt, at nu går han. Hun accepterer det sådan set uden protest, for hun vil ikke være blødsøden og desuden har deres ægteskab ikke fungeret de seneste år. Hun tager sig af deres to drenge og har et ansvarfuldt job på en gummifabrik.

Mandens forsvinden opvejes fuldt ud af hendes arbejde, hvor hun har en lille afdeling af kvindelige arbejdere under sig. Hendes forhold til dem er gensidig sympati og tillid, men en dag bedes chefen, Victor Andrieu, om at lave en liste over de medarbejdere, der skal fyres ved en kommende fyringsrunde.

Der knækker efterhånden noget i Sylvie, der fortæller at hun egentlig har haft et godt liv og haft respekt for sig selv, men nu er tråden brudt. Hun taler også flere gange om vold, men udskyder at fortælle os, hvad der er kilden til det.

En dag drager hun så pludselig afsted uden mål og med og...

Fortsættelsen må I læse jer til, men den er værd at kaste sig over.

Alt i alt bliver det en glimrende skildring af en kvinde, der kæmper mod det gamle kvindebillede, forsøger at skabe sig en ny identitet og være ansvarlig, men der er mange faktorer imod hende, så når hun det?

Det er en vældig godt skrevet roman og med klip fra mange kvinders dagligdag og spillet mellem ansat og fabriksarbejder.

Kan anbefales.


Éditeur : J.-C. LATTÈS (02/01/2020)

Sunday, February 07, 2021

Nesrine Slaoui: Illégitimes

 

Nesrine Slaoui: Illégitimes


En debutroman fra Nesrine Slaoui der minder mere om en beretning om hendes eget og hendes families liv end om en roman. Der er ikke meget fiktion, men en beretning om en ung pige der frigør sig fra et arbejder- og indvandrermiljø i Apt for at tage en uddannelse på Science-PO i Paris.

Hun er ihærdig i skolen og i studierne og opnår meget fine resultater, men hendes problem er at hendes forældre er fra Marokko, og hun bliver derfor aldrig anset for at være en legitim franskmand, og hun bliver ofte mobbet. Hun er mørk i huden og hun er kvinde, så der er mange racistiske og sexistiske udfald mod hende både før og nu.

Det er interessant at følge hendes kamp, og man må umiddelbart føle sympati for hende, for det er et sejt træk der skal til, førend en invandrer kan føle sig som en legitim del af det franske samfund og ikke blive anset for at være anderledes.

Hun indser også selv, at hendes drømme må lide nederlag og måske var det heller ikke nogen drøm at blive pariserinde.

Bogen bliver på mange måder et fortvivlet råb og et hævnskrift, og det er slag mod lidt af hvert, men uden andet håb end at andre unge indvandrere kan se, at det kan lykkes at løsrive sig fra de sociale lag, men at det ikke altid er nok.

En lidt rodet bog, men med mange gode øjebliksbilleder, skildrin af forældre og bedsteforældre og med interessante indblik i en families historie.



Éditeur : FAYARD (06/01/2021)
 





Thursday, February 04, 2021

Philippe Claudel: Un monde de fous !

 

Philippe Claudel: Un monde de fous !


En god bog med nogle af Philippe Claudels småtekster og kronikker de senere ord bl.a. i ugeavisen Le Un.

Der er meget forskelligt stof fra digte og debatstof til små noveller og tekster skrevet til et bestemt tema i Le Un. Det er alle stærke og skarpe tekster, der på hver sin måde tager fat på nutiden. 

Vi er som titlen siger alle blevet skøre og har forlængst lagt forholdet til andre bag os. Det er egoismen, frygten, selvforherligelsen der har erstattet en humanisme og et demokratiske samfund, som vi kendte før. Der er ikke længere tid til at overveje og vente, nej vi skal have det serveret her og nu ellers er præsidenten og politikerne uduelige.

Der er ingen grænser for, hvad folk kan fornøje sig med på nettet, se på afhugne hoveder som i teksten "Gnofrane" om en ung dreng, der skal hugge hovedet af en ikke-troende, mens det bliver omhyggeligt filmet og lagt på YouTube. I "Baignade interdite" fornøjer en mand sig med at gå ned og sætte sig på stranden hver dag for at se på de bådflygtningen som omkommer netop her hver dag. At hjælpe dem kunne han ikke forestille sig.

Der er en stærk tekst om retfærdighed og livet i fængler, men også om en dagligdagen under coronaen med teksten om "Papa télétravaille", der i øvrigt også er ret morsom. Der er en lille fremtidsfortælling der viderefører Me-too, for her bliver en mand arresteret fordi han ser på en pige og endda smiler til hende! Det skulle have været aftalt og underskrevet, inden han kunne gå så langt. Den sidste tekst "Le voisin" fik det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Masser af provokerende stof, men skrevet med Claudels sædvanlige smukke måde at skrive og berette på.

Bør absolut læses



Éditeur : L'AUBE (22/10/2020)


Monday, February 01, 2021

Gauz: Black Manoo

 

Gauz: Black Manoo


En meget speciel og utraditionnel roman som jeg har haft stor fornøjelse ved at læse.

Gauz er Patrick Armand-Gbaka Bredes forfatternavnet. Hen blev født i 1971 i Abidjan i Elfenbenskysten. Han har en master i bio-kemi, men arbejder nu med film, journalistik og som forfatter. Har boet i Paris, men er nu vendt tilbage til Elfenbenskysten. Har skrevet flere prisbelønnede romaner, men dette er den første, men ikke den sidste jeg har læst af ham.

Black Manoo ankommer til Paris med et forfalsket forretningsvisum. Han vandrer rundt i Belleville i et højrødt antræk, som hans kultur byder ham som nytilkommen. Gennem ham møder vi et helt galleri af figurer: indvandrere som ham, folk uden papirer og bolig, forhandlere og forbrugere af stoffer, ejeren af en hemmelig bar, gamle oprørere, musikere og endda en mand fra Auvergne.

Black Manoo var stofmisbruger i Abidjan og møder en tidligere pusher i Paris. Denne ven sørger for at han bliver rimelig stoffri, selv om han lever af at sælge. Det er i sig selv en sjov historie. 

Vi er i Belleville i 1990'erne og alle disse små historier og oplevelser bliver fortalt med Black Manoos sprudlende sprog, der har et stort repertoire af slang fra Afrika og en række betegnelse for diverse folk og grupper: "tlenteulos" kaldes de kinesiske prostituerede (de har svært ved at udtale -r-), en poulet bicyclette er en kylling opdrættet i det fri, om et af børnene: Le plus grand est en seconde « arabes-et-noirs », comme on désigne les classes de lycées professionnels.
Det er simpelt hen en hylende morsom beskrivelse af forholdene, selv om det er livet i besætterhuse og andre forfaldne bygninger.

I en række korte kapitler svinger det mellem fresker om afrikansk indvandring og en radioskopi af Belleville. Black Manoo har og videregiver et blik, der overskrider spørgsmålet om hudfarve for at fortælle det usete. Vi føler bag alt dette en skarp tunge, fuld af humor med en stil af glædelig opfindsomhed. Pariserne og franskmændene får en skrap behandling, hvor racisme og udnyttelse er hovedemnerne.

Black Manoos filosofi er, at man ikke skal give op, det er altid muligt at komme op og komme videre. Hans rejse er værd at tage med på.

En vidunderlig bog!

Éditeur : LE NOUVEL ATTILA (28/08/2020)

Kamel Daoud: Houris

Kamel Daoud: Houris  Den nye bog fra Kamel Douad har fundet vej til årets udpegning af bøger til Prix Goncourt 2024, og jeg må med det samme...