Caroline Ducey: La prédation

 Caroline Ducey: La prédation

Det er ikke nogen roman, men en historie fra det virkelige liv om en ung og naiv skuespillerinde, der bliver offer for en kvindelig filminstruktørs magt og selvpromovering.

Caroline Ducey er skuespiller. I denne gribende beretning ser hun tilbage på optagelserne til filmen Romance, instrueret af Catherine Breillat, og dens efterspil.

Bogen præsenteres med et citat fra bogen:

»Femogtyve års tavshed, femogtyve år, hvor jeg blev forhindret i at tale på grund af en manglende evne til at forstå mig og en afvisning af at høre mig. Så gav jeg mig selv mundkurv på af stolthed og fornægtelse af, at jeg var et offer - så jeg ikke skulle dø. Da #MeToo-bevægelsen kom, og folk begyndte at tale, blev min stemme afvist, fordi den risikerede at underminere troværdigheden af andre kvinders stemmer. Fordi jeg anklager en kvinde, en anmelderrost kvinde og oven i købet et feministisk ikon."

Caroline Ducey er en fransk skuespillerinde, der er kendt for sine dristige og ofte kontroversielle roller. Uden for Frankrig er hun nok mest kendt for sin rolle i Catherine Breillats film "Romance" fra 1999. Denne film skabte en del debat på grund af sine eksplicitte scener og udforskning af seksualitet.

Mange har rost filmens dristighed og vilje til at udforske et tabuiseret emne som kvindelig seksualitet på en ærlig og ufiltreret måde. Filmen er blevet hyldet for sin visuelle poesi og for at give kvinder en stærk og selvsikker stemme. Andre har kritiseret filmen for at være pornografisk og for at objektivisere kvinder. De mener, at filmens fokus på seksuelle handlinger går på bekostning af dybere karakterudvikling og tematiske nuancer.

Caroline Ducey har nu i mange år forsøgt at fortrænge en scene i filmen, som hun mener var voldtægt af hende og med Breillats viden. Bogen er bygget op med en præsentation af hendes familie og opvækst, hendes karriere som skuespiller og hendes forsøg på at fortrænge det der skete under optagelsen af Romance og Breillats nedgøring af hende. 

Efter filmen sker der ikke umiddelbart noget, og gennem en hektisk liv og stoffer forsøger hun at glemme, men bliver reddet på stregen af familie og venner.

Bogen er en lang anklage mod Breillat og den mandsdominerede filmverden, hvor Breillat som kvinde bruger mændenes våben. Ducey bliver et bytte der skal jages og nedlægges (deraf bogens titel), hvilke psykologiske og fysiske konsekvenser det får, bekymrer Breillat sig ikke om.

Det er en barsk historie, men meget oplysende og ærlig at læse og prøve at forstå. Prædatorerne er ikke nødvendigvis alle mænd, men er en opfattelse af de svage som et naturligt bytte.

Et kort, men væsentligt indlæg i debatten om kvindens stilling.

Albin Michel (28/08/2024)

Monia Aljalis: L'extase

 Monia Aljalis: L'extase

En romandebutant, født i forstadskvarter ved Paris, men har tilbragt en del af sin ungdom i Tunis

Bogen er en dag i en ung kvindes liv i Paris. Hun hedder Leyla og er fra en familie med marokkanske rødder. I løbet af en bestemt dag vandrer Leyla febrilsk rundt i Paris' gader, er hos sin læge og sin psykiater, på barer, klubber og ved Seinens bredder, hvor hun møder mennesker på kanten af samfundet, men også sine venner og forbipasserende elskere. 

Denne unge kvinde har identitets problemer, føler sig hverken herfra eller derfra, er splittet mellem en traditionel arabisk-muslimsk familie og en besnærende seksuel søgen. Leyla nægter at vælge mellem samfundets påbud og hævder vredt sin frihed, men søger løsninger via tro - ikke tro og nægter at tage et almindeligt arbejde.

Værket skiller sig ud ved sin dristige skrift, der kombinerer poesi og vulgaritet for at give en rå, realistisk vision af livet i Paris. Heltinden Leyla legemliggør denne moderne vandring. Mona Aljalis skriver om vanskelighederne ved at leve med en dobbeltkultur, især når man er kvinde, men hun taler også om vanskelighederne ved at finde sin plads, når man står over for den fremherskende racisme.

Ikke en roman, der tiltaler mig meget, slet ikke med indholdet der er for tilfældigt og ikke byder på meget. Der er gode sekvenser med beskrivelser, små skæbner. Der er forsøg på sproglige og digteriske indgange, men det skulle have været andet end en skriveøvelse.

Seuil (19/08/2024)

 

Christian Astolfi: L'œil de la perdrix

 Christian Astolfi: L'œil de la perdrix

Rose er et hittebarn efterladt i en lille landsby på Korsika i 1903. Hun bliver mor som 16-årig, gift med en lokal hyrdem der er 20 år ældre. De forlader en dag Korsika til fordel for Toulon, en beslutning, der bliver truffet af hendes mand, som er overbevist om, at de vil få et bedre liv der. 

En morgen i 1957 møder Rose Farida, som for nylig er flyttet ind i Toulons slumkvarter. Farida kommer fra Algeriet med tre børn, efter at manden to år før har søgt arbejde i Frankrig. 

Dengang var kvinders arbejde helliget husarbejdet. Rose har ikke meget socialt liv og kan hverken læse eller skrive, selv om hun er blevet klar over, at »sproget kunne sætte mig på sidelinjen af verden for altid«.

For de to kvinder er dette møde et vindue, der åbner sig mod en ny horisont, og i den følgende tid bliver møder mellem to eksilerede kvinder et højdepunkt. Hver især fra et hjørne af Frankrig på den anden side af havet, men den ene betragtes som mere fransk end den anden. Et dybt venskab udvikler sig mellem de to kvinder og ændrer deres liv. 

Rose får selvtillid og lærer at læse og skrive sammen med Farida. Rose engagerer sig politisk, som frivillig, og som det varme og solidariske menneske hun er, vil hun handle og ikke kun tale. Krigen i Algeriet åbner Roses øjne for kvinders situation og inspirerer hende til at engagere sig mere i at kæmpe for retfærdighed.  

Den historiske kontekst  i 1950'erne for denne roman er fascinerende. Gennem disse to kvinders liv og de dramaer, de oplever, tegnes et billede af denne urolige periode, dens kompleksitet og dens gråzoner.

Det er en smuk historie om venskab, frigørelse, møder, rødder, familie, eksil, historie, krigen i Algeriet.... Den er både øm og hårdtslående, social og humanistisk. Der er stor oprigtighed i denne historie, og man kan mærke forfatterens dybe respekt for disse almindelige, men modige kvinder, som han giver værdighed og synlighed tilbage. 

Velskrevet og enkel i sin ægthed. En perle!

Le bruit du monde (22/08/2024) 

Mélissa Da Costa: Tenir debout

 Mélissa Da Costa: Tenir debout

Læste fornylig "La Doublure" af Mélissa Da Costa, og den optog mig meget, så det var naturligt at kaste mig over "Tenir debout", som er hendes bidrag til årets rentrée littéraire.

Det er en helt andet type bog, men bestemt værd at læse. Vi følger skiftevis set gennem 60 kapitler et par,  Éléonore og François. Et lidt specielt par der konfronteres med livets dramaer og svinger mellem ubetinget kærlighed og had, lykke og fortvivlelse, lidelse og ødelæggende smerte.

De to hovedpersoner er François, 42 år, en teaterskuespiller med en næsten magnetisk kraft på publikum, som er vildt forelsket i Léo (Eléonore), 24 år, som studerer teater og arbejder som ouvreuse på det teater, hvor Léo optræder. Léo er også vildt forelsket i François. De skal flytte sammen om seks dage, lejekontrakten er underskrevet, og François har pakket sine tasker for at forlade sin kone, Isabelle. 

Men deres liv og forhold bliver vendt på hovedet, da han på sin scooter bliver ramt af en bus på vej til en prøve og mister brugen af sine ben. Han bliver lammet og bliver tvunget til at indstille sig på et nyt liv. Det vil ændre alt i François' og Léos liv. Det kan sætte spørgsmålstegn ved deres forhold, men det kan også styrke det.

Eléonores drøm om et liv i kærlighed med den næste tyve år ældre mand bliver også svært truet, for det er første gang deres forhold bliver sat på prøve.

Bogen afvikler en lang ræke spørgsmål som de to bliver stillet overfor: Hvordan vil de hver især håndtere forandringen? Hvem vil håndtere det bedst? Vil deres rejse sammen fortsætte? Vil de gå hver til sit? Vil de stå sammen og holde sig oprejste? Begge to? Begge på samme tid?

Det er en stærk bog om handicap og parforhold, som vi i den grad kommer omkring fra alle vinkler. Vil ikke afsløre mere af handlingen, men kan love en intensiv afsløring af de inderste lag i hovedpersonerne, men også med et godt hold af bipersoner. 

Det er en bog der taler til vores følelser, den er ekstremt velkonstrueret, med en flydende stil, meget velobserverede og velbeskrevede situationer. Den griber sin læser og holder én fanget.

Det er en roman på 600 sider, men uden tyngde eller overflødighed. Læs den!

Albin Michel (14/08/2024)

Amélie Nothomb: L'impossible retour

 Amélie Nothomb: L'impossible retour

Så er årets Amélie Nothomb på bordet, og indholdet er denne gang atter Japan og om en tur med hendes veninde fotografen Pep. Herlig læsning som de andre af hendes bøger der foregår i Japan.

Pep har vundet en rejse til Japan, og hvem kunne være bedre guide end Amélie Nothomb. Hun ser dog ikke sig selv som guide, er faktisk bange for at forlade Paris, for afrejser har været hendes største problem, siden hun skulle forlade Japan, da hendes far var blevet ambassadør i Kina. Kina omtaler hun som helvede, mens Japan med hendes Nounou er paradisisk. Denne bog markerer hendes tilbagevenden til Japan efter mere end et årtis adskillelse.

Turen er på elleve dage med ophold i Kyoto og Tokyo, to byer der repræsenterer det gamle og det moderne. Amélie fortæller os om Japan i dag og i går. Fra hendes barndom over hendes ophold i 20-22 årsalderen med arbejde og en kæreste og et ophold for 12 år siden, da et tv-selskab ville lave en film om hendes forhold til Japan.

Hun er som sagt nervøs fra starten af, men Pep siger til hende, at hun ikke må være nostalgisk, hun skal leve i nuet. Det er svært for Amélie Nothomb, og bogen bliver på mange måder den perfekte lejlighed til at gøre status over sit liv. Hun er utro mod champagne for at genopdage den gode smag af matcha-te og japansk whisky og tidligere tiders traditioner. Især da hun kommer til Tokyo, begynder hun at sætte  spørgsmålstegn ved det nye japanske liv, som er så forskelligt fra det Japan, hun engang kendte.

Hun genfinder det japanske sprog og kultur og kan ikke som Pep, der går ind på et herretoilet for at tisse. Amélie Nothomb må stå i kø til dametoilettet. I Japan er der regler og traditioner som ikke må brydes.

Denne rejse finder sted i maj 2023, lige efter at Covid-indespærringen er blevet ophævet og bliver til en intim rejse spækket med sjove anekdoter (Pep viser sig at være lidt af en karakter, allergisk over for støvmider og respekterer kun sine egne regler). De to ser på templer, spiser japansk mad, drikker sig fulde og går på kanin-café. Ja der er ustyrligt mange sjove beskrivelser, men også en beretning om det smukke og spændende Japan. Hun elsker det land, men kunne altså ikke leve der, som hun i sin ungdom planlagde.

Amélie Nothombs sprog og stil udfolder sig, hendes henvisninger til litteratur og filosofi højner niveauet i hendes tanker. En rigtig god, men meget kort bog (162 sider), der ikke er en roman men er rejseberetning både konkret og i hendes liv, tanker og følelser.

Kan virkelig anbefales!

Albin Michel (21/08/2024)

Gaël Faye: Jacaranda

 Gaël Faye: Jacaranda

Otte år efter den store succes med "Petit Pays" kan vi nu læse Gaêl Fayes nye roman, der bringer os tilbage til Rwanda og giver os et historisk overblik gennem skildringer fra fire generationer.

Romanen starter med at fortælle om Milan der går i sjette klasse i Versailles. Han ser en dag på tv nogle frygtelige billeder fra hutuernes folkemord på tutsierne i Rwanda. Hans mor, en rwandisk kvinde gift med en franskmand, har boet i Paris-området i tyve år og har aldrig fortalt ham sin historie. Men mediernes dækning af folkedrabet rejser spørgsmål i den unge drengs sind om hans oprindelse.

Milan er 12 år i 1994, og en dag præsenterer moderen ham for Claude, der er hans nevø. Han har fået et alvorligt sår i hovedet under hutuernes folkemord på tutsierne. Milan bliver knyttet til Claude som en bror, men Claude vender tilbage til Rwanda uden Milans viden. Han finder ham igen 4 år senere, da hans mor tager ham med til Rwanda; han opdager en bedstemor og landet, hvor han har sine rødder. 

På trods af moderen, der er kold og hård og tavs overfor sønnen, tager Milan, der bliver voksen, de følgende år flere gange tilbage til Rwanda og bliver efterhånden integreret i livet i Kigali og forstår efterhånden, hvad der sket i mødet med sin familie og dens historie.

Da Milan ankom til Rwanda, vidste han intet om landets historie. Tabuet omkring den politiske situation og folkedrabet er enormt. Ingen vil tale om det og nægter at svare på spørgsmål, selv Milans mor fortæller aldrig noget. Milans læretid er formet af de huller, som hans omgivelser har efterladt, og han får dog nogle vidnesbyrd der udgør en intim og dybt bevægende skildring i en handling der strækker sig over 26 år. Et forsøg på at forstå en familiehistorie, som afslører landets forfærdelige historie i baggrunden.

Fiktionen er en vigtig del af romanen og med en handling der overrasker og uddyber Milans udvikling i samværet med Claude, Sartre der er en særling der tager sig af de forældreløse børn, bedstemoderen og en af moderens veninder og hendes datter. Uden nogensinde at forsømme historien om Milan og diverse personer tilbyder Gaël Faye en meget lærerig bog om begivenheder i Rwanda. Forfatteren udforsker tutsi-folkemordets koloniale rødder, sporer dets politiske og religiøse historie og ser på eftervirkningerne og de traumer, som befolkningen har lidt under. 

Jacaranda er udgivet for at markere 30-året for folkedrabet i Rwanda og det er en gribende bog, som gennem fiktion og samfundshistorie er særdeles vigtig. Denne bog skildrer behovet for at videregive sprog, historie og kultur, så et folk, der er blevet knust og massakreret, kan overleve. Det skal ikke glemmes i en dyb tavshed.

Jeg vil ikke gå i detajer om Milans liv i Rwanda for det er en kroget og indviklet udvikling i stærke relationer, der får den unge dreng og senere unge mand til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv i mødet med sin familie. Det er ikke en nem vej, men hans udholdenhed viser at man skal være klar til at forstå for at kunne holde af og elske rigtigt.

Teksten indeholder mange dialoger, men har også en litterær og poetisk side der kan tendere mod talesprog. Faye vil også give os et billede af det uendeligt smukke land, og titlen Jacaranda, der er et palisandertræ med uendeligt mange violetfarvede blomster kan forstås som en metafor på Rwanda og Milans udvikling.

En stor oplevelse at læse, men også med en gru over hvad mennesker kan udfolde af ondskab og umenneskelighed. Hvordan kan det nogensinde tilgives?

Grasset (14/08/2024)

Claire Berest: Artifices

 Claire Berest: Artifices

Dette er en korroman med fire stemmer med hver sin identitet. Det er også en undersøgelse for at finde frem til ophavsmanden til ekstreme kunstneriske forestillinger, der udføres ulovligt om natten på museer i Paris ved hjælp af kunstværker.

Abel er en højt estimeret politimand af den barske, ensomme type, der pludselig bliver suspenderet efter et anonymt tip. Han kan ikke selv forklare det. Camille, hans kollega, forsøger at finde ud af, hvad der foregår, men konfronteret med Abels stædige tavshed går hun i en anden retning og støder på et problem, der er knyttet til fortiden.

Samtidig bliver vi ført ind i samtidskunstens verden med den mystiske kunstner Milas performancekunst. Hun forbliver anonym for publikum, men hendes advokat tager sig af både omtale og reklame for hendes flygtige, men ofte tvivlsomme værker, som i øvrigt indbringer millioner af euro hos Sotheby's eller Christie's.

Hvordan kommer de to verdener nu til at hænge sammen? Det får vi lov til at forfølge gennem en nærmest krimiagtig historie med en række personer, der måske kan synes at være ganske almindelig, men hvis dybder rummer hemmeligheder og fortrængninger, der kan give sig udslag i stress, flugt fra virkeligheden og angst.

Det er et ret enkle plot med et lille antal personer. Selv om det hurtigt står klart, hvem der gemmer sig bag Mila, gør det ikke læseglæden mindre, for der venter os andre overraskelser, efterhånden som historien skrider frem. Ikke alle spørgsmål vil blive besvaret, og det er helt fint.

Titlen har en dobbeltbetydning, som vi først forstår til sidst, og som tilføjer en ekstra dimension til handlingen. Det går hurtigt op for os, at der er en skjult forbindelse mellem personerne, som bliver afsløret til sidst i et storslået fyrværkeri (feux d'artifices).

Stock (25/08/2021)

Ève Guerra: Rapatriement

 Ève Guerra: Rapatriement

 

En spændende debutroman fra Ève Guerra, hvis ansigt vi møder på bogens omslag.

Alle reagerer forskelligt på en nærtståendes død. For Annabella Morelli, der er bogens hovedperson, vil beskeden om hendes fars død, som hun allerede havde betragtet som død, være en stor omvæltning og en nyvurdering for den unge studerende fra Lyon.

Ève Guerras første roman, der er inspireret af hendes eget liv, er en stærk tekst, hvor spørgsmålet om hjemsendelse af hendes fars kiste vækker mange minder hos denne unge pige, der er født i Congo Brazzaville.

Annabella Morelli, 23 år, bor i Vieux Lyon, langt fra Congo-Brazzaville, hvor hun blev født. Hun er studerende, forelsket og drømmer om at blive digter. Hendes forældre er en fransk-italiensk arbejder i eksil i Afrika og en congolesisk landsbykvinde, som blev mor alt for tidligt.

Annabella husker sin barndom. men voksede hurtigt op i skyggen af sin far og hans udskejelser. Da hun hører om hans død i Afrika, bryder hendes verden sammen for anden gang. Stillet over for spørgsmålet om hjemsendelse af liget til Frankrig bliver et stort spørgsmål for denne unge studerende, der lever lidt uden kontakt med sig selv, familiehemmeligheder. Hun genopliver forsigtigt og sanseligt figuren af denne finurlige far, en far med en stemme af tobak og palmevin.

Hvad angår stilen bliver man meget overrasket i mødet med denne roman, hvor alle ideerne er rodet sammen (bogstaveligt talt), hvilket kræver stor koncentration. Men denne hvirvelvind af ideer giver historien en anden karakter end den, vi er vant til at læse, og minder mig om, hvor flygtige de ideer, vi kan få, er.

Vi møder en ny forfatter med et udfordrende brud på almindelig syntaks og en anderledes måde at fremføre tekst og dialog. Ret imponerende!

🏆 Prix Transfuge du meilleur premier roman français
🏆 Prix Goncourt du premier roman 2024

Helt fortjent !

 

Grasset (31/01/2024)

 

Valérie Tong Coung: Voltiges

 Valérie Tong Coung: Voltiges

Ny bog fra en af mine favoritforfattere, der denne gang leverer en stærk roman om Eddie, Nora og deres datter Leni, der lever et idyllisk familieliv, som er frugten af deres fars hårde arbejde. Nora, som er smykkedesigner, holder øje med sin datters strålende sportskarriere, som hun får hjælp til af sin træner Jonah. Alt synes at skulle være lykke og idyl for et velstillet ægtepar og deres dygtige datter.

Men den dag Eddie bliver forrådt af en forretningspartner og finder sig selv ruineret, falder alt fra hinanden...

Fordi intet forudbestemte denne mønsterfamilie til uro, for ulykken advarer sjældent om, hvornår den er ved at slå til. Eddie og Nora Bauer har alt, hvad de behøver for at få succes. En misundelsesværdig social position, et smukt hus. Og deres eneste datter Leni brillerer i den krævende tumbling-sport, nænsomt og sympatisk trænet af Jonah, en genial atlet. 

Eddie fortæller ikke om hvad der er sket og forsøger at bevare en facade, men begynder også at forpeste livet for kone og barn. Løgnene forgifter forholdet, indtil fundamentet for denne familie smuldrer på baggrund af klimaforandringer, der er lige så foruroligende, som de er skræmmende. Efterhånden som stemningen i familien forværres, sker der mærkelige ting: vilde dyr hjemsøger gaderne, brande æder sig ind på de nærliggende bakker, og voldsomme vindstød overrasker indbyggerne. 

I denne roman med fire stemmer (Eddie, Nora, Léni og Jonah) træder vi ind i familiens mikrokosmos. Et tæt sammentømret par, som tilsyneladende er uimodtagelige for alle kriser, kastes ud i kaos, og så er vi vidne til den langsomme nedstigning til helvede. Historien er minutiøst analyseret fra alle synsvinkler.

Det er en historie om forstillelse, om ting, der ikke bliver sagt, om hemmeligheder, der vejer for tungt. En kvælende atmosfære, der vil gå over i klimatiske omvæltninger. Det er en stærk roman, der griber læseren, så man må læse videre uden at slippe den.

Der hænger en trussel over familien Bauer og byen i en morbid og makaber kunstnerisk og religiøs ramme, som er ekstremt godt udnyttet.

Gallimard (14/03/2024)

Mélissa Da Costa: La Doublure

 Mélissa Da Costa: La Doublure

En mørk,sort og fortryllende roman hvor Mélissa da Costa viser os den mørke side af den menneskelige sjæl og begærets krumspring. Lidenskab, forstillelse, kontrol i historien om en giftig lidenskab.... Hvem manipulerer hvem? 

Evie er alene efter at have ventet tålmodigt på den mand, hun elskede i fem år, mens han sejlede jorden rundt og tilbage igen. Hun har ofret sit liv for ham, og alligevel forlader han hende. Hun har nøjes med småjobs og beslutter sig nu for at finde et mere indbringende arbejde. 

Så drevet af et behov for at komme væk fra Marseille, prøver hun at få et job på en yacht. I havnen møder hun Pierre Manan, som tilbyder hende et særligt job. Hans kone Clara er maler, og hun helliger sig helt sin kunst og lader de administrative opgaver ligge.

Pierre tilbyder hende 4.000 euros netto om måneden. og det overgår helt Evies fantasi.

De tager til den vidunderlige landsby Saint-Paul de Vence, hvor Clara og Pierre har eget hus med atelier til Clara. Clara kalder sig Calypso Montant og ønsker at leve anonymt, så Evie må fungere som hendes dubleant til ferniseringer, interviews, udstillinger og sociale arrangementer.

Kunstneren maler værker inspireret af den mørke romantik, og Evie må sætte sig ind i værker fra den tid og hele den dystre verden. Maleriets verden er Claras univers. Et maleri, der tilhører den mørke romantik, og som er gennemsyret af en makaber og foruroligende atmosfære. Man kan ikke lade være med at kigge på malerier af genrens mestre, som bliver beskrevet og forklaret i løbet af historien (Goya, Franz von Stuck, Paul Delaroche, John Collier). Parallellerne mellem visse malerier og de næsten sataniske forhold, der udvikler sig mellem personerne, bliver fremhævet. 

Denne roman er  kvælende. Vi ser faldgruberne, risiciene, det skråplan, som vores hovedperson Evie, der er så rørende naiv og uskyldig, er ved at begive sig ud på. Men vi kan ikke stoppe hende. Det er der ingen, der kan.

Mélissa Da Costa udforsker perfekt sjælens mørke, begærets fælde, pervers manipulation, giftige forhold, løgnens vægt, afhængighed.

Alt sammen på et morbidt og makabert kunstnerisk og kulturelt bagtæppe, som er ekstremt godt udnyttet.Det er en stor viden om kunst, malerkunst, litteratur, filosofi der kræves for at skrive sådan et værk, og Mélissa Da Costa har niveau til at gøre det. 

Virkelig en stærk roman med en dramatisk slutning, som jeg stærkt kan anbefale.

Le Livre de Poche (11/10/2023)

 

 

Georges Simenon: Maigret et le corps sans tête

 Georges Simenon: Maigret et le corps sans tête

Den foreløbig sidste i min lille læsning af Maigret-bøger og bestemt en af de bedste.

Maigret bliver tilkaldt, efter at pramdragere har fundet menneskelige rester i Canal St Martin. Det drejer sig om dele af en krop, kun hovedet mangler! En flot ramme for en historie der skildrer kvarteret og kanalens liv.

Maigret dømmer ikke, han forsøger at forstå, hvorfor en sådan forbrydelse blev begået. I sin efterforskning støder han på dommer Coméliau, en streng mand med en straffelov i stedet for et hjerte.

Modsætningen mellem de to mænd er åbenlys og meget repræsentativ for kommissærens sjæl: en humanistisk politimand, der berøres af sine medmenneskers nød, mens dommeren er ubarmhjertig med at lukke sagen og dømme de skyldige parter.

Da Maigret leder efter en café, hvorfra han kan foretage et telefonopkald fra en telefonboks, møder han ganske uvidende de personer, der bliver sagens hovedpersoner ...

Det er således tilfældigt, at Maigret ender i denne bistro på Quai de Valmy, tæt på Canal Saint-Martin.

Der udvikler sig et særligt forhold mellem kommissæren og barens ejer, "la femme Calas", en mærkelig kvinde, som er som fraværende fra sig selv og sine omgivelser, som drikker i hemmelighed, samler på elskere, og hvis mand angiveligt er på rejse til Poitou for at bestille hendes hvidvin. Hun svarer kun med korte svar, men Maigret finder endelig frem til sammenhængen med den hovedløse krop: Det er faktisk Omer Calas. Den mystiske kvindes mand.

Vi følger nu opdagelsens vej og specielt Maigrets forsøg på at forstå kvinden der fascinerer ham. Hun må gemme på et eller andet...

Denne roman, som blev skrevet i USA i 1955, beskæftiger sig endnu en gang med det menneskelige aspekt af en ellers ret beskidt politisag (fundet af en mands krop skåret i stykker) i en ramme af kvartererne omkring kanalen.

Omnibus, une collection des Presses de la Cité

Grégoire Delacourt: La liste 2 de mes envies

 Grégoire Delacourt: La liste 2 de mes envies 2

Ti år efter den fænomenale succes med La liste de mes envies (1,5 millioner solgte eksemplarer), en international bestseller oversat til 35 sprog og tilpasset til film og teater, fortsætter Grégoire Delacourt med sin udfordring med La liste 2 mes envies: Jocelyne fra Arras vender tilbage, endnu mere overraskende, morsom og rørende.

I  La liste de mes envies vandt Jocelyne 18 millioner euros, som hun nægtede at indløse. Efter forskellige hændelser har nu hun 15 tilbage og kun ét ønske: At bruge dem.

Historien er ret anderledes, fordi plottet udfolder sig med forskellige personer, der for de flestes vedkommende tilhører klubben af vinderne af store gevinster. Mange af dem går igennem en svær tid, da deres liv pludseligt bliver forandret. Jocelyne forbliver dog tro mod sig selv, og forbliver en positiv person, selv om hun har mistet en del af sin tiltro til andre.

Vi kredser om spørgsmålet "Gør penge dig lykkelig?", og forfatteren giver os flere slående eksempler med den enkle, meget personlige stil og humoren, især i fodnoterne. Mange henvisninger til vores almindelige liv og dagligdag.

Der er måske ikke så meget nyt i forhold til første bind, men vi får et tættere forhold til Jocelyne gennem hendes forhold til hendes far og hendes børn. Hendes største styrke er hendes menneskelighed.

Har man læst bind 1, skal man også i gang med bind 2 om ikke andet så for at læse den overraskende epilog.

ALBIN MICHEL (17/04/2024)

Grégoire Delacourt: La liste de mes envies

 Grégoire Delacourt: La liste de mes envies

En stor succes fra 2012 som jeg lige genlæser inden jeg starter på nummer 2 der lige er udkommet.

I første bog møder vi Jocelyne og Jocelyn. Det er et almindeligt par i fyrrerne, som har levet et liv med små fornøjelser i mange år.

Hun har en lille garn- og manufakturhandel i Arras, mens han arbejder på Häagen-Dazs-fabrikken i samme by. Deres to børn er allerede kommet ud på arbejdsmarkedet, og deres drømme er lige så store som deres egne: en flot bil og et større tv til ham, hendes forretning og hendes blog om syning og strikning, som tiltrækker et stadigt voksende publikum.

Hun fortryder næsten ikke dette liv, som, selv om det ikke helt har levet op til hendes ungdommelige forventninger og har haft sin del af uheld, er endt med at virke tæt på opfyldelse.

En dag spiller Jocelyne, tilskyndet af sine frisørvenner, på Euro-millionen.

Da hun opdager, at hun har vundet jackpotten: atten millioner femhundrede og syvogfyrre tusind trehundrede og en euro og otteogtyve cent, beslutter hun sig for ikke at sige det til nogen og vente med at indløse checken, som meget vel kan vende op og ned på hele hendes stille liv, og som hun i sidste ende ikke rigtig har brug for.

Vi følger det videre eventyr...

La liste de mes envies er en velskrevet og overraskende roman om en kvinde, der sætter stor pris på det, hun har, og som ikke ville bytte det for noget i verden. En kvinde, der ved, hvad det enkle, ubesmykkede liv er værd.

Listen kommer bagefter, for hvem har ikke haft en liste i sit hjerte? Når man læser hendes liste, trækker man på smilebåndet, men samtidig må man beundre denne kvinde, der har en evne til at drømme, men også en snusfornuftig tilgang til sit liv.

For hvad ville man egentliug gøre hvis man vandt 18 millioner euros?

J.-C. LATTÈS (01/02/2012)

Georges Simenon: Maigret se trompe

 Georges Simenon: Maigret se trompe

Er ved at være gennem den stak Maigret-bøger, som jeg købte for nylig, og det har været en rigtig god oplevelse, for selv om bøgerne på nogle måder er lidt antikke, så afspejler de det franske samfund og dets udvikling. Simenon skriver blændende godt og persontegninger, miljøer og sammenspil er uhørt gode.

Endnu en Maigret i Paris i et mærkeligt miljø: En tidligere prostitueret bliver myrdet i en meget borgerlig bygning. Louise Filon, kendt som "Lulu", bliver fundet død i sin lejlighed med halvdelen af kraniet skudt væk. Efter hurtigt at have udelukket selvmord bliver det afsløret, at hun blev holdt af den berømte kirurg Etienne Gouin ... som bor i samme bygning. Hans kone, hans naboer, conciergen, alle kender til hans utroskab. Hendes elsker, Pierrot, kan også have en rolle at spille i dramaet... Louise har lige fortalt, at hun er gravid...

Etienne Gouin er en underlig mand i 60'erne, som er besat af sit job. Han er kold, fjern, hovmodig, selvtilstrækkelig, foragtelig, egoistisk og uhjælpsom, men også villig til at hjælpe uformuende. 

Og så alligevel er der fem kvinder der sørger for alt omkring ham, hver med sin egen grund og på sin egen måde, hvad enten det er kærlighed, økonomi eller had. Hans syn på kvinder er ikke kønt, for ham er kvinder ting og sådan behandler han dem.

Det kræver en vældig slutkonfrontation, før kommissæren endelig forstår ... selv om, som romanens titel antyder, "Maigret tager fejl", at sandheden ligger et andet sted.

En fremragende Maigret, hvor der opstår et vitriolisk portræt af en usigelig skiderik, som Simenon ofte vidste, hvordan man skulle skabe. 

Det er ikke den kriminelle gåde, men det dybe portræt af Gouin, som Maigret føler er en form for billede af ham selv. De ligner hinanden ,men Maigret har en evne til at omgås og respektere folk, som Gouin ikke har.

Omnibus, une collection des Presses de la Cité

Amina Damerdji: Bientôt les vivants

 Amina Damerdji: Bientôt les vivants

Det er en voldsom oplevelse at læse denne bog, hvor vi fra starten er placeret midt i den algierske borgerkrig i 1990'erne.

Algeriet, 1988. Efter de første optøjer, som blev brutalt nedkæmpet, viste den islamistiske bevægelse sin voksende magt. 

Den unge Selma bor i udkanten af Algier. Hendes eneste passion er ridning, som hun dyrker på et center ikke langt fra landsbyen Sidi Youcef, hvor en af borgerkrigens mest grusomme episoder fandt sted i 1997. Det er på denne tragiske baggrund, at Selma lærer at blive voksen, og i sit forhold til hesten og naturen finder hun en modgift mod den menneskelige vold. Selv om martyrdøden i landsbyen Sidi Youcef kaster et frygteligt lys over de forskellige karakterers livsbaner.

Vi er i det sorte årti i begyndelsen af 1990'erne, som begyndte med optøjerne i oktober 1988, parlamentsvalget i december 1991, som blev vundet af FIS (Islamic Salvation Front), valgprocessen, som blev afbrudt af myndighederne, og fremkomsten af den ultravoldelige GIA (Armed Islamic Group).

Volden er overalt, i samfundet, men også i familierne, mellem venner og på arbejdspladsen. Familier flygter eller rives fra hinanden, som det er tilfældet mellem Selmas far, der er indædt modstander af islamisterne, og hendes onkel, Hicham, der støtter deres sag. Amina Damerdji viser os, hvordan den politiske situation påvirker hverdagslivet.

Amina Damerdji fortæller om begivenhederne under den algeriske borgerkrig i 1990'erne gennem en ung piges øjne. På den måde kombinerer hun en indvielsesroman med en historisk beretning. På en veldokumenteret baggrund giver forfatteren masser af plads til romanens kraft. Hendes karakterer bobler over af følelser, mens de kæmper med personlige og familiemæssige bekymringer og politiske begivenheder.

En stærk roman om en periode der ikke omtales ret ofte, men som giver baggrunden for nutidens Algeriet.

GALLIMARD (04/01/2024)

Georges Simenon: Maigret s'amuse

 Georges Simenon: Maigret s'amuse

Endnu en dejlig bog med Maigret der opklarer et mord, selv om han er på ferie! Han har været noget syg, så han tvinges til at holde ferie.

Maigret tager på ferie i Paris i august, da alle feriestederne til hans overraskelse allerede var fuldt booket i juni. Han kan ikke modstå fristelsen og følger i aviserne den kriminalsag, som hans underordnede og afløser, kommissær Janvier, efterforsker. 

Dagen starter på en café, hvor han læser morgenaviserne, derefter henter han Madame til dagens tur i Paris, ofte til steder der er knyttet til kriminalsagen. Han slentrer gennem Paris' gader fra bistro til bistro, fra restaurant til restaurant, ledsaget af Madame, hvis fødder snart gør ondt, så hun er nødt til at skifte sine høje hæle ud med flade sko.

Offeret er Dr. Javes kone. Dr. Jave ejer en lejligheden på den ene side og en praksis på den anden i en smuk bygning i et fashionabelt kvarter. Hans kunder er fra det bedre borgerskab og i øjeblikket er han på ferie i Cannes. Han havde overladt sin praksis til Dr. Négrel i en måned. To læger med et godt ry, men hvorfor finder man pludselig fru Jave sammenbøjet og død i et låst skab i klinikken??

Det er en frisk og livlig roman, som læseren hurtigt bliver grebet af, og på trods af det tragiske mord morer man sig også med kommisæren. Det er en af Simenons mest perfekte succeser, og her overbetoner han ikke, hvor det gør ondt, nemlig de mørke omstændigheder, der leder op til mordet. 

Spillet mellem Maigret og hans kone på deres ture rundt i Paris er kosteligt. Her står han og tripper efter frokosten og venter på, at madame Maigret skal vaske op, og han går næsten så langt som til at hjælpe hende ... men lad nu være, det er Simenon i 1957!

Stor fornøjelse at læse og opleve Paris i august 1957.

Omnibus, une collection des Presses de la Cité

Laure Manel: Cinq cœurs en sursis

 Laure Manel: Cinq cœurs en sursis

En ny roman af Laure Manel, som vi tidligere har skrevet om i "La délicatesse du homard" 

I hendes nye usædvanlige og lange roman hendler det om en familie,, der pludselig oplever, at politiet afhenter moderen Catherine en tidlig morgen. En tilsyneladende lykkelig, tæt sammenknyttet familie eksploderer, da moderen begår det uoprettelige. Alle reagerer forskelligt på det utænkelige: Catherines mor støtter og forsvarer hende ufravigeligt, og det samme gør hendes søn, Florian, som var 7 år på tidspunktet for tragedien. Hendes mand, Marc, giver til sidst op, da han opdager Catherines løgne og hendes forbrydelse. Hendes datter, som var 13 år på det tidspunkt, er opslugt af vrede og afviser hende. Hendes søster Nathalie, som hun var meget tæt knyttet til, forsøger med besvær at bevare båndet.

Vi følger denne plagede familie fra 2001, året for rædslen, til 2023 krydret med omtale af begivenheder i Frankrig og i verden som f.eks. covid.

Forfatteren giver skiftevis ordet til hvert af de fem hjerter på lånt tid i meget korte kapitler, der giver en vis rytme til teksten. Hun har også valgt forskellige udtryksformer: jeg-fortællinger for de voksne, dagbøger for Anaïs og breve fra Florian til hans mor. Vi kan ikke kun følge disse fem personers liv, men også de følelser, de gennemgår: fornægtelse, tvivl, chok, skam, vrede ... 

Catherine, som er fysisk fraværende fra romanens begyndelse, er ikke desto mindre den centrale person, som de andre fem familiemedlemmer er bygget op omkring/ ødelagt af/ søgende efter. Vi lærer hende kun at kende gennem de andre. Vi hører først hendes stemme i det sidste kapitel. 

Det centrale spørgsmål i denne roman er: Kender vi virkelig de mennesker, vi elsker? Svaret kan være svimlende, som denne roman illustrerer.

Gennem Catherines families øjne introducerer forfatteren os til rigsretten og fængslet. Hun vælger også ikke at fokusere på offerets families synspunkt, men på den modsatte familie, hvis smerte vi har en tendens til at minimere.

Det er utroligt som en hel familie kan blive straffet for andre medlemmers forbrydelser. For børnenes vedkommende bliver de aldrig mere accepteret i skolen og blandt venner. Først da de som voksne kan bryde ud og søge væk, har de en chance.

Bogen er velskrevet, men næsten 500 sider fokuseret udelukkende på karakterernes følelser og psykologi, er næsten for meget og med mange gentagelser. Tempoet er ikke hurtigt nok, og selv om Laure Manel forsøger at give bogen indgredieser og stil fra en kriminalroman er der næsten ingen handling. 

Ikke fem stjerner, men nok fire især for synsvinklen, skildringen af dagene i retten og børnenes seje og næsten ulidelig kamp på egen hånd.

MICHEL LAFON (28/03/2024)

Georges Simenon: Maigret hésite

 Georges Simenon: Maigret hésite

En dejlig lille roman fra 1968, hvor Maigret optræder i en befolkningsgruppe, som han ikke holder allermest af: det højere borgerskab.

Maigret modtager et anonymt brev, der fortæller ham, at der vil blive begået en forbrydelse i løbet af de næste par dage....

Men på en mærkelig måde gør afsenderen det let at gætte, hvor brevet kommer fra. Det kommer fra en advokat, der har specialiseret sig i søfartslovgivning og er lidenskabeligt optaget af artikel 64 i den gamle straffelov, som siger, at "Der er ingen forbrydelse eller overtrædelse, når den anklagede var sindssyg på tidspunktet for handlingen, eller når han blev tvunget til at handle med en kraft, han ikke kunne modstå".

Maigret undersøger Parendons hjem, en strålende advokat med en bemærkelsesværdig intelligens, som er fysisk svag og lille af vækst. Er han afsender af brevene, eller hans kone, eller hans børn, eller tjenestefolkene? Lidt efter lidt afsløres husets og parrets hemmeligheder. 

Maigret bliver konfronteret med en sag, der vil presse hans psykologiske finesse til det yderste i et miljø, som han ikke er vant til at færdes i, men vil det være nok til at forhindre mordet?

Dejlig læsning!

Omnibus, une collection des Presses de la Cité

Clara Héraut: Les Coquillages ne s'ouvrent qu'en été

 Clara Héraut: Les Coquillages ne s'ouvrent qu'en été

En dejlig sommerroman, hvor der under overfladen gemmer sig store problemer for en flok unge på ferie.

Denne roman handler om to søstre og deres lidt vaklende familie, som ikke længere kan kommunikere på hverken den ene eller den anden led. Det er især om, hvor svært det er at blive voksen, at vide, hvem man er, hvad man vil med sit liv, at forsøge at leve op til andres forventninger og samtidig være sig selv.

Romanen behandler også emner som mistrivsel, pres fra forældrene, venskab, at opdage sine seksuelle tilbøjeligheder og at komme overens med dem.

Léna og Phoebe er søstre, og hvert år tager de på ferie til den baskiske kyst med deres forældre i deres bedstemors hus. I år er noget helt særligt for de to søstre. Phoebe er lige blevet færdig med sit år på jurastudiet, så hun vil benytte lejligheden til at hvile ud og forsøge at jage den sorg væk, der har hængt over hendes hoved, men hvordan? Velvidende at Isaac i år ikke vil vente på hende uden for huset...

Lena der er 17 år er fast besluttet på at få mest muligt ud af sin sommer, inden hun tager til Australien i et år, selv om hun som altid skal skændes med sin mor. Hun har brug for det for at slippe af med minderne om Alix, hendes bedste veninde. 

Men begge er blevet såret, begge har haft problemer, og denne sommer vil være afslørende. Den indre stemme vil eksplodere, døre smækkes og tårer fældes. Måske til det bedre?

Clara Héraut gør et fremragende stykke arbejde med at skildre den uro, som unge voksne føler som følge af det sociale og akademiske pres, der lægges på dem, og hun tackler mental sundhed og spørgsmål om identitet på en meget præcis måde.

En ungdomsroman, men bestemt værd at læse af alle.

HACHETTE ROMANS (29/05/2024)

Georges Simenon: Maigret à Vichy

 Georges Simenon: Maigret à Vichy

Så blev der tid til en lille Simenon-tekst mere, der denne gang foregår i Vichy.

Teksten blev skrevet fra den 5. til 11. september 1967, umiddelbart efter en familieferie i Vichy. Forhåndsudgivelse i Le Figaro, 26 numre fra 2. december 1967 til 3. januar 1968. Simenon har i den grad fået skildret byen og dens kvarterer og kurstederne, så ferien har givet ham det perfekte sted til et helt uventet mord i en by, hvor man ellers prøver at forbedre sit helbred.

Maigret er på kur i Vichy, hvor Hélène Lange er blevet kvalt.  Selv om hun havde boet der i ni år, er der ingen, der ved noget om hende. Heller ikke, hvor de store pengesummer, hun modtog med jævne mellemrum, kom fra. En af Maigrets tidligere kriminalbetjente, Lecœur, som er blevet kommissær i Clermont-Ferrand, leder efterforskningen, som Maigret interesserer sig for, mens han fortsætter sin kur og sine gåture med sin kone. 

Offerets personlighed fascinerer Maigret og Lecœur, og vi følger deres forsøg på at trevle hendes liv op. Men som Maigret ofte tænker, giver ofrene nogle gange deres mordere en grund til deres handlinger.

Dette er Simenons karakteristiske stil med beskrivelser af den menneskelige natur og alle dens fejl, hvor han forsøger at forklare i stedet for at dømme.

Glimrende bog som man hurtigt bliver grebet af.

Omnibus, une collection des Presses de la Cité