Joy Majdalani: Jessica seule dans une chambre

 Joy Majdalani: Jessica seule dans une chambre

En noget åbenhjertig og velkonstrueret bog om kvindelist og en svag mand, der bliver et objekt som to forskellige kvinder, der bearbejder ham efter deres lyst.

Ved første øjekast har Jessica og Louise kun én ting til fælles: Justin. De elsker begge denne mand, men på forskellige tidspunkter.

Louise boede med Justin i seks år, men forlod ham for et år siden, fordi hun ikke kunne udholde hans sløvhed og vanestyrede liv. 

Jessica var i begyndelsen af tyverne, da hun møder hun Justin. Hun bor på et 16 m2 stort værelse og kan ikke holde ud at være alene, så en datingside var hendes sidste mulighed en fredag aften. Her møder hun Justin.

Jessica bemærker en form for tristhed i ham, så hun har en plan om at trænge ind i hans sind.  Hun gør alt for at forføre og tilfredsstille ham. Hun forelsker sig og fortsætter med at opbygge sin umodne personlighed sammen med Justin.

Dramaet opstår, da Jessica opdager, at Justin stadig sender små beskeder til Louise. Voldsom jalousi blandet med had og betagelse, der forøges da de to kvinder mødes via en flok af Justins venner.

Det udvikler sig i en retning, som vender op og ned på mange ting og overrasker læseren, især slutningen.

Kampen mellem de to kvinder føres elegant på mange niveauer og med stor dygtighed i beskrivelser af to kvinders kamp med deres jalousi, smålighed, løgne og bedrag. Bogen virker meget underbygget i de to personligheders ægthed og åbenhed. Et trekantsdrama, hvor manden blot er en tom skabelon.

Underholdende og skarp læsning.

Grasset (28/08/2024)

Yasmina Khadra: Coeur-d'Amande

 Yasmina Khadra: Coeur-d'Amande

Har tidligere læst gode romaner af Yasmina Khader f.eks. "Le sel de tous les oublies", så det var med stor spænding, at jeg åbnede denne historie, der starter på Montmarte.

Det er en historie om en dværg, Coeur-d'Amande, der i trediverne og bor ved foden af Sacré-Coeur sammen med sin »Mamie«, som han forguder. Det var hende, den tidligere fransklærer, der opfostrede ham, da hans mor havde afvist ham på grund af hans handicap. 

Coeur-d'Amande er Nestors kælenavn i dette arbejderkvarter, hvor alle kender alle. Da bedstemor begynder at blive ramt af Alzheimer, står Nestor  uden job og spekulerer på, hvordan han skal komme videre. Han giver ikke op takket være sin usvigelige optimisme i en verden, hvor det er lettere at have ondt af os selv end at se på vores held.

Sideløbende med dette beskæftiger forfatteren sig også med smukke venskaber, by-land. sygdom, invaliditet, homoseksualitet, alderdomshjem... ja der er nok at tage fat på.

Bogens første del er langt den bedste, for der følger vi livet på Montmartre blandt fattige og med et sprogligt potpourri. Efterhånden som handlingen skrider frem og bliver placeret i en lille by i Provence, har Khadra lidt svært ved at holde sammen på bogen.

Mialet Barrault (21/08/2024) 

Maylis de Kerangal: Jour de ressac

 Maylis de Kerangal: Jour de ressac

Endnu en prægtig bog, der er blandt emnerne til årets Goncourt.

Fortælleren er en 49-årig kvinde, der arbejder som oplæser og som stemme ved synkronisering af fremmedsprogede film. 

Efter et telefonopkald bliver fortælleren, der bor i Paris, næste dag kaldt til politistationen i Le Havre »i en sag, der vedrører hende«. Man har fundet et lig af en mand på stranden og i hans lomme ligger en seddel med hendes telefonnummer. 

Hun bliver helt slået ud af dette totale chok og overraskelse.

Hun tilbragte sin barndom i denne havneby, men har ingen tilknytning til den mere og har ikke været der i mange år.

Det bliver ikke nogen krimihistorie, men en skildring af glimt i hendes barndom og ungdom i Le Havre, der næsten er en person i bogen. Hun har svært ved at holde styr på sig selv, hvornår er det hende og hvornår er det en dubbleant? Hendes nuværende arbejde bliver til en søgen i hendes egen mere eller mindre glemte fortid.

Hendes ophold i Le Havre bliver er overraskende og smertefuldt besøg; en rejse i fortidens fodspor kombineret med introspektion af hendes nuværende liv som dobbeltgænger, hustru og mor.

Sproget, der er rigt og flydende, er smukt og gribende og vidunderligt præcist. Det er et ekstremt rigt, detaljeret og præcist sprog. Intet ord er for meget, ingen falsk tone, alt er perfekt kontrolleret for at give teksten mulighed for at udfolde sin fulde suggestive kraft.

Vil ikke komme nærmere ind på forløbet, men kan sige, at der er vidunderlige afsnit med beskrivelser af bl.a. et spil billard, bombningen af Le Havre i 1944 og obduktion af en mand uden hoved. Der er meget at komme omkring.

Måske ikke min absolutte favorit til årets Goncourt, men en meget velsrevet og varieret bog om et liv og en by.

Gallimard (15/08/2024

Abdellah Taïa: Le Bastion des larmes

 Abdellah Taïa: Le Bastion des larmes

På dansk har Forlaget Arvids allerede udsendt danske oversættelser af seks af Abdellah Taïas romaner, som jeg har anmeldt på Fransklisten, bl.a. den seneste "I lyset fra dig", der er tilegnet hans mor Malika.

Taïas nye roman, der er på listen til åprets Prix Goncourt, er en naturlig efterfølger til denne.

Da hans mor dør, vender Youssef, der er marokkansk lærer, og har levet i eksil i Frankrig i et kvart århundrede, tilbage til sin hjemby Salé på sine søstres opfordring for at sælge moderens lejlighed. Den har været centrum for Youssefs opvækst med 6 storesøstre, en storebror og en lillebror!

Hjemkomsten sætter gang i en hel fortid, som Youssef har skubbet fra sig i en vrede mod søstrene, der ikke hjalp ham som den lille homoseksuelle bror, som alle var efter. Et had og en nag som han har svært ved at tilgive. Søstrene har altid holdt sammen og er også vrede på Youssef, der er gået i eksil, og den mindste bror der uden varsel med sin kone er flyttet til Sverige efter at have solgt indboet i moderens hus. Der er intet tilbage der kunne have rummet minder om moderen. Den ældste bror er totalt underlagt sin kone.

Temaer i Taïas romaner er altid omkring homoseksualitet, for at være homoseksuel i Marokko er umuligt medmindre man er en magtfuld mand som vennen Najib blev. Det er en roman om barndom ødelagt af mænd, der kan voldtage 7-årige. Men det er også en roman om kærlighed, Youssefs kærlighed til Najib, som han aldrig helt har glemt. Youssef taler med Najib, hans barndomsven og elsker, som han tager hen for at sørge over ved »Tårernes Bastion«.

Samfundet beskrives som hyklerisk: Magt og penge får folk til at glemme homoseksualitet, og det værste pædofile svineri begås af mænd, der er »respektable«, fordi de beder deres fem bønner om dagen og går i moskeen. Romanen løfter også sløret for den handel med stoffer og andet, der drives af den øverste militære ledelse. Forfatterens billede af Marokko er ret negativt og fortvivlet.

Forfatteren får os til at føle fortvivlelsen, ensomheden og behovet for hævn hos disse udstødte på en måde, der nogle gange er meget rå. Taïa udtrykker både sin kærlighed til den arabiske kultur og sit had til dette hykleriske samfund.

Historien er til tider gådefuld, men Abdellah Taïas måde at skrive på er helt unik. Smuk, stemningsfuld og rytmisk. Fortællingen skifter ofte til anden person, når Youssef taler med hovedpersonerne i sin historie i sine drømme, tanker, telefonsamtaler eller breve. Denne fortællestil er meget levende og fordybende.

Kan du tilgive dem, der har ødelagt dig, eller er hævn den eneste måde at overleve på? De er romanens store spørgsmål og et egentligt svar får man ikke.

Ikke min favorit til årets Goncourt, men bestemt værd at læse.

Julliard (22/08/2024) 

Kamel Daoud: Houris

Kamel Daoud: Houris 

Den nye bog fra Kamel Douad har fundet vej til årets udpegning af bøger til Prix Goncourt 2024, og jeg må med det samme sige, at det er en absolut favorit. En bog man ikke lige slipper, voldsom, uhyggelig, dramatisk og gribende.

Aube er en ung algerisk kvinde på 26 år, som er nødt til at huske og glemme borgerkrigen i 1990'erne, som hun selv gennemlevede. Hendes tragedie er markeret på hendes krop: et ar på halsen, et kunstigt smil fra øre til øre og ødelagte stemmebånd.  

Den 31. december 1999, da hendes hals blev skåret over, og hun blev efterladt som død af islamister, som den nat massakrerede tusind mennesker fra hendes landsby Had Chekala, herunder hendes far, mor og søster. Det var den sidste dag i krigen i 1990'erne mellem militæret og Guds skæggede mænd, mellem den algeriske regering og forskellige islamistiske grupper.

Hun er nu stum og drømmer om at få sin stemme igen.

Hun kan kun fortælle sin historie med sin indre stemme til datteren i sin mave. Men har hun ret til at beholde dette barn? Kan man give liv, når det næsten er blevet taget fra en? I et land, der har vedtaget love om at straffe enhver, der omtaler borgerkrigen, beslutter Aube at tage tilbage til sin fødeby, hvor det hele begyndte, og hvor de døde måske kan besvare hendes spørgsmål.

Hvor 1. del af bogen er hendes stumme beretning til den endnu ikke fødte datter, tager historien fart, da hun møder andre personer på sin vej, der også husker borgerkrigen, men som ikke tør tale til hvem som helst om det.

Kamel Daoud introducerer os også til det moderne algeriske samfund og kvinders status gennem den unge kvindes beskrivelse af sit liv i Oran. Man bliver chokeret og forfærdet over at se religionens plads i det algeriske samfund, en religion, der tvinger folk til at tro, og dens katastrofale indvirkning på kvinders frihed, retten til en krop og seksualitet.

Det er særdeles modigt og afslørende for nutidens Algeriet at åbne for denne "forbudte" borgerkrig og næsten ubærligt at læse om rædslerne og den "tilgivelse" af bødlerne som blev givet i 2005.

Barsk, barsk læsning - men læs den alligel!

Gallimard (15/08/2024)

ps. Bogen fik årets Goncourt

Thomas Clerc: Paris, musée du XXIe siècle - Le 18e arrondissement

Thomas Clerc: Paris, musée du XXIe siècle - Le 18e arrondissement 

Som ivrig Paris-farer siden 1968 måtte jeg selvfølgelig have fat i denne roman, der ovenikøbet er blandt kadidaterne til årets Prix Goncourt.

Det er en mammut-bog på 500 sider, der næsten alle er tætte beskrivelser uden afsnit og en stil der bringer alt ind.Bogen har dog nogle store afsnit med titler:

1. Rue Marc-Séguin

2. Mon quartier: La Chapelle

3. La Goutte-D'Or

4. Clignancourt et Montmartre

5. Les Grandes Carrières

Det 18. arrondissement har 425 gader, pladser, torve, veje, boligområder, haver, villaer, boulevarder, blindgyder og passager, som Thomas Clerc har sat sig for at udforske, siden han flyttede hertil for seks år siden.

Denne bog er en total beskrivelse, der er resultatet af hans vandringer, afstikkere og notater, og den udelader ikke noget af det, byen lader dig se, høre og føle. Fra Montmartre til udkanten af ringvejen, fra lokale beboere til fortabte turister, fra caféer til mørke butikker, fra nat til dag, den tidligere forstad til Paris, oprørsk under Kommunen, holder aldrig op med at ændre udseende, hvis det da ikke er forfatteren selv, der omformer den, mens han rejser. Det 18. distrikt udfolder sig som et gigantisk lærred, og hver gade er et levende tableau.

Det er særdeles spændende læsning og viser hvor meget en bydel kan rumme. Han går på kryds og tværs i alle gaderne og laver en opgørelse over steder, kendte og mindre kendte, mere eller mindre mytiske fra film eller sange, for at give os et troværdigt, men subjektivt billede af dette parisiske arrondissement. Hans nysgerrighed er stor, men han ønsker også at være diskret og være betragter mere end deltager. Han holder sig dog ikke tilbage for at kritisere og fremvise uhyggelige og skandaløse forhold i bydelen.

Der er en del steder jeg skal se nærmere på ved mit næste besøg i Paris efter at have læst denne bog, der er for absolutte Paris-elskere.

Editions de Minuit (29/08/2024)

Ruben Barrouk: Tout le bruit du Guéliz

 Ruben Barrouk: Tout le bruit du Guéliz

En debutroiman der er blandt det første udvalg af romaner til årets Prix Goncourt, og selv om den er både velskrevet, har en intens historie om de sidste jøder i Marrakech, en fortælling om en række jødiske traditioner og en by der nu er helt arabisk, fanger den mig ikke helt.

I Marokko faldt den jødiske befolkning fra 200.000 i 1949 til 18.000 i 1977 og er nu nede på omkring 4.000. Marokkos historie er et enestående eksempel på jødisk-muslimsk sameksistens. I over to tusind år har jøderne i Marokko bidraget til landets kultur og arv. Den fælles historie mellem jøder og muslimer er præget af udveksling, forståelse og fælles traditioner. I dag er det fuldt ud erkendt, men de mange udvandringer til Israel, Frankrig, Canada m.fl. har gjort den jødiske del af befolkning til en meget spinkel del. Gennem jødeernes udvandring efter krigen i 1967, traditionerne og de familiebånd, der væves og opløses, skildrer forfatteren med rørende nøjagtighed oprindelsens rigdom og den kollektive erindrings kompleksitet.

I et kort referat af bogen kan man sige, at den handler om at en gammel kvinde plages af en mystisk støj dag og nat. Hun bor i Guéliz-distriktet i Marrakech. Bekymret forlader hendes datter og barnebarn Paris for at undersøge sagen. På stedet udspørger de bedstemoderen, sover i samme rum hende, men de hører intet, selv om hun siger, at hun stadig plages af den.

De tre personer prøver at følge fortidens spor først i Marrakech og den store jødiske kirkegård og i det gamle jødiske handelskvarter Mellah for at afværge glemslen. De tager også på en længere udflugt for at fortsætte med at bede til de helgener, der hviler på hellige steder. Romanen er fuld af anekdoter og minder om livet i fortiden og de traditioner som ikke er blevet videreført.  

Vi har tre forskellige synsvinkler på jødernes forsvinden: bedstemoderen der som den sidste vil bevare mindet om den gamle tid, datteren der har oplevet det i sin barndom og forsøger at genoplive det og endelig hendes søn, der er på vej væk fra traditioner og tiltrækkes af et moderne liv.

Romanen udmærker sig ved at skildre Marrakech med denne livlige og farverige bydel, og beskrivelserne er sanselige poetiske og vellykkede. Det er en levende by med dens smalle gader, dens markeder og dens indbyggere. Temaer som den evige jødes vandring, ensomhed, tiden der går og alt der forandres, eksil, pligten til at huske og respektere og videreføre traditioner. Der er nok at tage fat på, men den sikre skarhed i romanen savnes.

Albin Michel (21/08/2024)

Lidwine Van Lancker: Fracture(s)

 Lidwine Van Lancker: Fracture(s)

En debutroman, der bestemt rummer mange fine ting. 

Vi er et sted i Frankrig i enn by, klemt inde mellem en skov og marker, omkranset af en ringvej. Et arbejderkvarter med højhuse, et fjernt vedhæng til byen ovenover. Forskellen er grobund for socialt oprør og salg af stoffer. 

Arthur er 15 år.Han bor alene med sin mor, Sabine. Sabine ønsker det bedste for sit barn.

Hun indskriver ham på en privatskole. Arthur møder Côme, en solstrålefigur, som han drømmer om at være. Han vil gøre alt, hvad han kan, for at komme tættere på ham, for at blive accepteret ... for at komme tættere på Chloe, Cômes søster ... på denne perfekte familie, som lever et perfekt liv i deres perfekte hjem ...

Men det går slet ikke som Arthur forestiller sig det i sin drømmeverden. Han bliver mobbet, udnyttet som stikirenddreng af Côme, forholdet til moderen når et nulpunkt. Han kommer i kontakt med en gruppe der besætter en rundkørsel og det sætter ting igang for ham....

 Fracture(s) fortæller historien om et farligt venskab, om et socialt kvælertag, der sender den unge Arthur ud på et sidespor, en ung helt i en verden, der skræmmer ham.

Forfatteren udforsker på passende vis den vanskelige ungdomstid, hvor vi søger efter os selv, og hvor venskaber kan være lige så giftige, som de er destruktive. Men hun udforsker også de mange brud i vores samfund: social determinisme, nedbrydningen af den sociale rangstige, sociale bevægelser som Gilets Jaunes og klassekampen, uden nogensinde at forfalde til patos eller karikatur.

En social thriller, der holder én fast helt frem til den overraskende slutning.

En flot debut!

LIVRES AGITES (22/08/2024)

Sandrine Collette: Madelaine avant l'aube

 Sandrine Collette: Madelaine avant l'aube

Ny roman af Sandrine Collette, der må være blandt favoritterne til en pris i år. Har tidligere været meget begejstret for Et toujours les forêts og On était des loups og hendes nye bog arbejder videre med temaer som natur, drifter, overlevelse tilsat en snert af oprør.

Hvor? Hvornår? Det ved vi ikke. Og vi kommer ikke til at vide det. Hvis man tror, det er et eventyr, så bliver man chokeret, for det er en lang fortælling om rædsler, lidelser og hemmeligheder. 

Prologen er en forsmag på tragedien, og den opbygger fra starten en spænding, som bliver ved med at vokse og gennemsyre hele romanen.

I en landsby langt ude på landet lever, eller rettere overlever, beboerne på tre gårde: Rose, den gamle healer, som har taget hunden Bran til sig. Bran er fortælleren i de to første dele, Eugène med sin kone Aelis og deres tre sønner, Léon med sin kone Ambre, Aelis' tvillingesøster. 

Da der dukker en ensom lille vild pige op, som stjæler mad for ikke at sulte ihjel, beslutter Ambre, som ikke selv har børn, at tage hende til sig som sin egen datter. Mændene driver landbrug og bliver udnyttet af deres herrer, familien D'Ambroisie, som ejer jorden, og kvinderne bliver ustraffet voldtaget af familiens søn.

Sandrine Collette skildrer livet for bønder og tiggere, der er underlagt umenneskelige herrer, men også en vild natur, der ikke skåner dem. Beskrivelserne af det opslidende arbejde på landet er så levende, at man næsten kan mærke smerten i ryggen, de ømme skuldre og de forfrosne fingre.

Mændene accepterer deres skæbne med fatalisme, som om intet kunne ændres, og rollefordelingen er uforanderlig.

Det er Madelaine, den lille pige, der bringer et pust af oprør, som fører til tragedie. Hun er den, der gør oprør. Hun er den, der ikke underkaster sig, som udfordrer den etablerede orden med en dyriskhed og styrke, som gradvist vil få de andre karakterer til at indse, at deres elendighed ikke er uundgåelig.

Vil ikke afsløre mere om denne voldsomme fortælling, men læs den, for den vil gøre et uudsletteligt indtryk på dig.  og er skrevet i et fortættet og levende sprog.

J.-C. Lattès (21/08/2024)

Nagui Zinet: Une trajectoire

 Nagui Zinet: Une trajectoire

NAGUI ZINET er tredive år gammel og har skrevet en debutroman om en tabertype med skær af Simenon og flere amerikanske forfattere i historien.

   Der er flere indpakninger omkring den centrale del af roman, der er en slags dagbog skrevet af drankeren og løgneren N. I en prolog med titlen Patrick Dewaere får vi et første billede af en dranker, der har problemer med parforhold, ydmygelse og en form for ensomhed og skyhed.

Efter prologen kommer der et kapitel med Guyader der er undersøgelsesdommer. Han skal bl.a. tage sig af en sag om en ung mand N. der måske har slået en lidt ældre kæreste ihjel. Guyader er for nylig blevet skilt, er ensom, led ved sit arbejde og afhængig af alkohol. Han er dog opdaget af den unge mands dagbøger, som man har fundet på nettet. Det er for ham spændende læsning: "Et spind af løgne og delirium, hvor det nogle gange er lykkedes at holde fast i sandheden."

Nu er vi så fremme ved N.'s optegnelser. Han er en tragisk og sort figur, der er klar over at han har haft en ulykkelig barndom, men som mangler modet til at ændre sit liv i retning af en mere misundelsesværdig skæbne. Han er fanget i et spind af alkoholisme og nyder faktisk sin fornedrelse. Han vil gerne være gal og original for at slippe for hverdagens banalitet. Han spiller skuespil for sig selv og for andre, så man ender med at tvivle på, hvad han siger. Læs selv om hans skæbne som han selv skildrer den.

En lovende debutroman, som kan læses i ét stræk. En slagkraftig, præcis tekst uden for mange fyldord, den går direkte til sagen og overlader det til læseren at bygge en forestilling om denne N. op. Er han et eksempel på mange af nutidens unge, der har svært ved at finde stabilitet i tilværelsen i det moderne samfund og dets krav. Dommeren Guyader og N., dommer og anklagede med samme problemer, men ikke samme status.

Spændende ny forfatter med en debut som forfatter der tegner godt.

ÉDITIONS JOËLLE LOSFELD  29 08/2024

Caroline Ducey: La prédation

 Caroline Ducey: La prédation

Det er ikke nogen roman, men en historie fra det virkelige liv om en ung og naiv skuespillerinde, der bliver offer for en kvindelig filminstruktørs magt og selvpromovering.

Caroline Ducey er skuespiller. I denne gribende beretning ser hun tilbage på optagelserne til filmen Romance, instrueret af Catherine Breillat, og dens efterspil.

Bogen præsenteres med et citat fra bogen:

»Femogtyve års tavshed, femogtyve år, hvor jeg blev forhindret i at tale på grund af en manglende evne til at forstå mig og en afvisning af at høre mig. Så gav jeg mig selv mundkurv på af stolthed og fornægtelse af, at jeg var et offer - så jeg ikke skulle dø. Da #MeToo-bevægelsen kom, og folk begyndte at tale, blev min stemme afvist, fordi den risikerede at underminere troværdigheden af andre kvinders stemmer. Fordi jeg anklager en kvinde, en anmelderrost kvinde og oven i købet et feministisk ikon."

Caroline Ducey er en fransk skuespillerinde, der er kendt for sine dristige og ofte kontroversielle roller. Uden for Frankrig er hun nok mest kendt for sin rolle i Catherine Breillats film "Romance" fra 1999. Denne film skabte en del debat på grund af sine eksplicitte scener og udforskning af seksualitet.

Mange har rost filmens dristighed og vilje til at udforske et tabuiseret emne som kvindelig seksualitet på en ærlig og ufiltreret måde. Filmen er blevet hyldet for sin visuelle poesi og for at give kvinder en stærk og selvsikker stemme. Andre har kritiseret filmen for at være pornografisk og for at objektivisere kvinder. De mener, at filmens fokus på seksuelle handlinger går på bekostning af dybere karakterudvikling og tematiske nuancer.

Caroline Ducey har nu i mange år forsøgt at fortrænge en scene i filmen, som hun mener var voldtægt af hende og med Breillats viden. Bogen er bygget op med en præsentation af hendes familie og opvækst, hendes karriere som skuespiller og hendes forsøg på at fortrænge det der skete under optagelsen af Romance og Breillats nedgøring af hende. 

Efter filmen sker der ikke umiddelbart noget, og gennem en hektisk liv og stoffer forsøger hun at glemme, men bliver reddet på stregen af familie og venner.

Bogen er en lang anklage mod Breillat og den mandsdominerede filmverden, hvor Breillat som kvinde bruger mændenes våben. Ducey bliver et bytte der skal jages og nedlægges (deraf bogens titel), hvilke psykologiske og fysiske konsekvenser det får, bekymrer Breillat sig ikke om.

Det er en barsk historie, men meget oplysende og ærlig at læse og prøve at forstå. Prædatorerne er ikke nødvendigvis alle mænd, men er en opfattelse af de svage som et naturligt bytte.

Et kort, men væsentligt indlæg i debatten om kvindens stilling.

Albin Michel (28/08/2024)

Monia Aljalis: L'extase

 Monia Aljalis: L'extase

En romandebutant, født i forstadskvarter ved Paris, men har tilbragt en del af sin ungdom i Tunis

Bogen er en dag i en ung kvindes liv i Paris. Hun hedder Leyla og er fra en familie med marokkanske rødder. I løbet af en bestemt dag vandrer Leyla febrilsk rundt i Paris' gader, er hos sin læge og sin psykiater, på barer, klubber og ved Seinens bredder, hvor hun møder mennesker på kanten af samfundet, men også sine venner og forbipasserende elskere. 

Denne unge kvinde har identitets problemer, føler sig hverken herfra eller derfra, er splittet mellem en traditionel arabisk-muslimsk familie og en besnærende seksuel søgen. Leyla nægter at vælge mellem samfundets påbud og hævder vredt sin frihed, men søger løsninger via tro - ikke tro og nægter at tage et almindeligt arbejde.

Værket skiller sig ud ved sin dristige skrift, der kombinerer poesi og vulgaritet for at give en rå, realistisk vision af livet i Paris. Heltinden Leyla legemliggør denne moderne vandring. Mona Aljalis skriver om vanskelighederne ved at leve med en dobbeltkultur, især når man er kvinde, men hun taler også om vanskelighederne ved at finde sin plads, når man står over for den fremherskende racisme.

Ikke en roman, der tiltaler mig meget, slet ikke med indholdet der er for tilfældigt og ikke byder på meget. Der er gode sekvenser med beskrivelser, små skæbner. Der er forsøg på sproglige og digteriske indgange, men det skulle have været andet end en skriveøvelse.

Seuil (19/08/2024)

 

Christian Astolfi: L'œil de la perdrix

 Christian Astolfi: L'œil de la perdrix

Rose er et hittebarn efterladt i en lille landsby på Korsika i 1903. Hun bliver mor som 16-årig, gift med en lokal hyrdem der er 20 år ældre. De forlader en dag Korsika til fordel for Toulon, en beslutning, der bliver truffet af hendes mand, som er overbevist om, at de vil få et bedre liv der. 

En morgen i 1957 møder Rose Farida, som for nylig er flyttet ind i Toulons slumkvarter. Farida kommer fra Algeriet med tre børn, efter at manden to år før har søgt arbejde i Frankrig. 

Dengang var kvinders arbejde helliget husarbejdet. Rose har ikke meget socialt liv og kan hverken læse eller skrive, selv om hun er blevet klar over, at »sproget kunne sætte mig på sidelinjen af verden for altid«.

For de to kvinder er dette møde et vindue, der åbner sig mod en ny horisont, og i den følgende tid bliver møder mellem to eksilerede kvinder et højdepunkt. Hver især fra et hjørne af Frankrig på den anden side af havet, men den ene betragtes som mere fransk end den anden. Et dybt venskab udvikler sig mellem de to kvinder og ændrer deres liv. 

Rose får selvtillid og lærer at læse og skrive sammen med Farida. Rose engagerer sig politisk, som frivillig, og som det varme og solidariske menneske hun er, vil hun handle og ikke kun tale. Krigen i Algeriet åbner Roses øjne for kvinders situation og inspirerer hende til at engagere sig mere i at kæmpe for retfærdighed.  

Den historiske kontekst  i 1950'erne for denne roman er fascinerende. Gennem disse to kvinders liv og de dramaer, de oplever, tegnes et billede af denne urolige periode, dens kompleksitet og dens gråzoner.

Det er en smuk historie om venskab, frigørelse, møder, rødder, familie, eksil, historie, krigen i Algeriet.... Den er både øm og hårdtslående, social og humanistisk. Der er stor oprigtighed i denne historie, og man kan mærke forfatterens dybe respekt for disse almindelige, men modige kvinder, som han giver værdighed og synlighed tilbage. 

Velskrevet og enkel i sin ægthed. En perle!

Le bruit du monde (22/08/2024) 

Mélissa Da Costa: Tenir debout

 Mélissa Da Costa: Tenir debout

Læste fornylig "La Doublure" af Mélissa Da Costa, og den optog mig meget, så det var naturligt at kaste mig over "Tenir debout", som er hendes bidrag til årets rentrée littéraire.

Det er en helt andet type bog, men bestemt værd at læse. Vi følger skiftevis set gennem 60 kapitler et par,  Éléonore og François. Et lidt specielt par der konfronteres med livets dramaer og svinger mellem ubetinget kærlighed og had, lykke og fortvivlelse, lidelse og ødelæggende smerte.

De to hovedpersoner er François, 42 år, en teaterskuespiller med en næsten magnetisk kraft på publikum, som er vildt forelsket i Léo (Eléonore), 24 år, som studerer teater og arbejder som ouvreuse på det teater, hvor Léo optræder. Léo er også vildt forelsket i François. De skal flytte sammen om seks dage, lejekontrakten er underskrevet, og François har pakket sine tasker for at forlade sin kone, Isabelle. 

Men deres liv og forhold bliver vendt på hovedet, da han på sin scooter bliver ramt af en bus på vej til en prøve og mister brugen af sine ben. Han bliver lammet og bliver tvunget til at indstille sig på et nyt liv. Det vil ændre alt i François' og Léos liv. Det kan sætte spørgsmålstegn ved deres forhold, men det kan også styrke det.

Eléonores drøm om et liv i kærlighed med den næste tyve år ældre mand bliver også svært truet, for det er første gang deres forhold bliver sat på prøve.

Bogen afvikler en lang ræke spørgsmål som de to bliver stillet overfor: Hvordan vil de hver især håndtere forandringen? Hvem vil håndtere det bedst? Vil deres rejse sammen fortsætte? Vil de gå hver til sit? Vil de stå sammen og holde sig oprejste? Begge to? Begge på samme tid?

Det er en stærk bog om handicap og parforhold, som vi i den grad kommer omkring fra alle vinkler. Vil ikke afsløre mere af handlingen, men kan love en intensiv afsløring af de inderste lag i hovedpersonerne, men også med et godt hold af bipersoner. 

Det er en bog der taler til vores følelser, den er ekstremt velkonstrueret, med en flydende stil, meget velobserverede og velbeskrevede situationer. Den griber sin læser og holder én fanget.

Det er en roman på 600 sider, men uden tyngde eller overflødighed. Læs den!

Albin Michel (14/08/2024)

Amélie Nothomb: L'impossible retour

 Amélie Nothomb: L'impossible retour

Så er årets Amélie Nothomb på bordet, og indholdet er denne gang atter Japan og om en tur med hendes veninde fotografen Pep. Herlig læsning som de andre af hendes bøger der foregår i Japan.

Pep har vundet en rejse til Japan, og hvem kunne være bedre guide end Amélie Nothomb. Hun ser dog ikke sig selv som guide, er faktisk bange for at forlade Paris, for afrejser har været hendes største problem, siden hun skulle forlade Japan, da hendes far var blevet ambassadør i Kina. Kina omtaler hun som helvede, mens Japan med hendes Nounou er paradisisk. Denne bog markerer hendes tilbagevenden til Japan efter mere end et årtis adskillelse.

Turen er på elleve dage med ophold i Kyoto og Tokyo, to byer der repræsenterer det gamle og det moderne. Amélie fortæller os om Japan i dag og i går. Fra hendes barndom over hendes ophold i 20-22 årsalderen med arbejde og en kæreste og et ophold for 12 år siden, da et tv-selskab ville lave en film om hendes forhold til Japan.

Hun er som sagt nervøs fra starten af, men Pep siger til hende, at hun ikke må være nostalgisk, hun skal leve i nuet. Det er svært for Amélie Nothomb, og bogen bliver på mange måder den perfekte lejlighed til at gøre status over sit liv. Hun er utro mod champagne for at genopdage den gode smag af matcha-te og japansk whisky og tidligere tiders traditioner. Især da hun kommer til Tokyo, begynder hun at sætte  spørgsmålstegn ved det nye japanske liv, som er så forskelligt fra det Japan, hun engang kendte.

Hun genfinder det japanske sprog og kultur og kan ikke som Pep, der går ind på et herretoilet for at tisse. Amélie Nothomb må stå i kø til dametoilettet. I Japan er der regler og traditioner som ikke må brydes.

Denne rejse finder sted i maj 2023, lige efter at Covid-indespærringen er blevet ophævet og bliver til en intim rejse spækket med sjove anekdoter (Pep viser sig at være lidt af en karakter, allergisk over for støvmider og respekterer kun sine egne regler). De to ser på templer, spiser japansk mad, drikker sig fulde og går på kanin-café. Ja der er ustyrligt mange sjove beskrivelser, men også en beretning om det smukke og spændende Japan. Hun elsker det land, men kunne altså ikke leve der, som hun i sin ungdom planlagde.

Amélie Nothombs sprog og stil udfolder sig, hendes henvisninger til litteratur og filosofi højner niveauet i hendes tanker. En rigtig god, men meget kort bog (162 sider), der ikke er en roman men er rejseberetning både konkret og i hendes liv, tanker og følelser.

Kan virkelig anbefales!

Albin Michel (21/08/2024)

Gaël Faye: Jacaranda

 Gaël Faye: Jacaranda

Otte år efter den store succes med "Petit Pays" kan vi nu læse Gaêl Fayes nye roman, der bringer os tilbage til Rwanda og giver os et historisk overblik gennem skildringer fra fire generationer.

Romanen starter med at fortælle om Milan der går i sjette klasse i Versailles. Han ser en dag på tv nogle frygtelige billeder fra hutuernes folkemord på tutsierne i Rwanda. Hans mor, en rwandisk kvinde gift med en franskmand, har boet i Paris-området i tyve år og har aldrig fortalt ham sin historie. Men mediernes dækning af folkedrabet rejser spørgsmål i den unge drengs sind om hans oprindelse.

Milan er 12 år i 1994, og en dag præsenterer moderen ham for Claude, der er hans nevø. Han har fået et alvorligt sår i hovedet under hutuernes folkemord på tutsierne. Milan bliver knyttet til Claude som en bror, men Claude vender tilbage til Rwanda uden Milans viden. Han finder ham igen 4 år senere, da hans mor tager ham med til Rwanda; han opdager en bedstemor og landet, hvor han har sine rødder. 

På trods af moderen, der er kold og hård og tavs overfor sønnen, tager Milan, der bliver voksen, de følgende år flere gange tilbage til Rwanda og bliver efterhånden integreret i livet i Kigali og forstår efterhånden, hvad der sket i mødet med sin familie og dens historie.

Da Milan ankom til Rwanda, vidste han intet om landets historie. Tabuet omkring den politiske situation og folkedrabet er enormt. Ingen vil tale om det og nægter at svare på spørgsmål, selv Milans mor fortæller aldrig noget. Milans læretid er formet af de huller, som hans omgivelser har efterladt, og han får dog nogle vidnesbyrd der udgør en intim og dybt bevægende skildring i en handling der strækker sig over 26 år. Et forsøg på at forstå en familiehistorie, som afslører landets forfærdelige historie i baggrunden.

Fiktionen er en vigtig del af romanen og med en handling der overrasker og uddyber Milans udvikling i samværet med Claude, Sartre der er en særling der tager sig af de forældreløse børn, bedstemoderen og en af moderens veninder og hendes datter. Uden nogensinde at forsømme historien om Milan og diverse personer tilbyder Gaël Faye en meget lærerig bog om begivenheder i Rwanda. Forfatteren udforsker tutsi-folkemordets koloniale rødder, sporer dets politiske og religiøse historie og ser på eftervirkningerne og de traumer, som befolkningen har lidt under. 

Jacaranda er udgivet for at markere 30-året for folkedrabet i Rwanda og det er en gribende bog, som gennem fiktion og samfundshistorie er særdeles vigtig. Denne bog skildrer behovet for at videregive sprog, historie og kultur, så et folk, der er blevet knust og massakreret, kan overleve. Det skal ikke glemmes i en dyb tavshed.

Jeg vil ikke gå i detajer om Milans liv i Rwanda for det er en kroget og indviklet udvikling i stærke relationer, der får den unge dreng og senere unge mand til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv i mødet med sin familie. Det er ikke en nem vej, men hans udholdenhed viser at man skal være klar til at forstå for at kunne holde af og elske rigtigt.

Teksten indeholder mange dialoger, men har også en litterær og poetisk side der kan tendere mod talesprog. Faye vil også give os et billede af det uendeligt smukke land, og titlen Jacaranda, der er et palisandertræ med uendeligt mange violetfarvede blomster kan forstås som en metafor på Rwanda og Milans udvikling.

En stor oplevelse at læse, men også med en gru over hvad mennesker kan udfolde af ondskab og umenneskelighed. Hvordan kan det nogensinde tilgives?

Grasset (14/08/2024)

Claire Berest: Artifices

 Claire Berest: Artifices

Dette er en korroman med fire stemmer med hver sin identitet. Det er også en undersøgelse for at finde frem til ophavsmanden til ekstreme kunstneriske forestillinger, der udføres ulovligt om natten på museer i Paris ved hjælp af kunstværker.

Abel er en højt estimeret politimand af den barske, ensomme type, der pludselig bliver suspenderet efter et anonymt tip. Han kan ikke selv forklare det. Camille, hans kollega, forsøger at finde ud af, hvad der foregår, men konfronteret med Abels stædige tavshed går hun i en anden retning og støder på et problem, der er knyttet til fortiden.

Samtidig bliver vi ført ind i samtidskunstens verden med den mystiske kunstner Milas performancekunst. Hun forbliver anonym for publikum, men hendes advokat tager sig af både omtale og reklame for hendes flygtige, men ofte tvivlsomme værker, som i øvrigt indbringer millioner af euro hos Sotheby's eller Christie's.

Hvordan kommer de to verdener nu til at hænge sammen? Det får vi lov til at forfølge gennem en nærmest krimiagtig historie med en række personer, der måske kan synes at være ganske almindelig, men hvis dybder rummer hemmeligheder og fortrængninger, der kan give sig udslag i stress, flugt fra virkeligheden og angst.

Det er et ret enkle plot med et lille antal personer. Selv om det hurtigt står klart, hvem der gemmer sig bag Mila, gør det ikke læseglæden mindre, for der venter os andre overraskelser, efterhånden som historien skrider frem. Ikke alle spørgsmål vil blive besvaret, og det er helt fint.

Titlen har en dobbeltbetydning, som vi først forstår til sidst, og som tilføjer en ekstra dimension til handlingen. Det går hurtigt op for os, at der er en skjult forbindelse mellem personerne, som bliver afsløret til sidst i et storslået fyrværkeri (feux d'artifices).

Stock (25/08/2021)

Ève Guerra: Rapatriement

 Ève Guerra: Rapatriement

 

En spændende debutroman fra Ève Guerra, hvis ansigt vi møder på bogens omslag.

Alle reagerer forskelligt på en nærtståendes død. For Annabella Morelli, der er bogens hovedperson, vil beskeden om hendes fars død, som hun allerede havde betragtet som død, være en stor omvæltning og en nyvurdering for den unge studerende fra Lyon.

Ève Guerras første roman, der er inspireret af hendes eget liv, er en stærk tekst, hvor spørgsmålet om hjemsendelse af hendes fars kiste vækker mange minder hos denne unge pige, der er født i Congo Brazzaville.

Annabella Morelli, 23 år, bor i Vieux Lyon, langt fra Congo-Brazzaville, hvor hun blev født. Hun er studerende, forelsket og drømmer om at blive digter. Hendes forældre er en fransk-italiensk arbejder i eksil i Afrika og en congolesisk landsbykvinde, som blev mor alt for tidligt.

Annabella husker sin barndom. men voksede hurtigt op i skyggen af sin far og hans udskejelser. Da hun hører om hans død i Afrika, bryder hendes verden sammen for anden gang. Stillet over for spørgsmålet om hjemsendelse af liget til Frankrig bliver et stort spørgsmål for denne unge studerende, der lever lidt uden kontakt med sig selv, familiehemmeligheder. Hun genopliver forsigtigt og sanseligt figuren af denne finurlige far, en far med en stemme af tobak og palmevin.

Hvad angår stilen bliver man meget overrasket i mødet med denne roman, hvor alle ideerne er rodet sammen (bogstaveligt talt), hvilket kræver stor koncentration. Men denne hvirvelvind af ideer giver historien en anden karakter end den, vi er vant til at læse, og minder mig om, hvor flygtige de ideer, vi kan få, er.

Vi møder en ny forfatter med et udfordrende brud på almindelig syntaks og en anderledes måde at fremføre tekst og dialog. Ret imponerende!

🏆 Prix Transfuge du meilleur premier roman français
🏆 Prix Goncourt du premier roman 2024

Helt fortjent !

 

Grasset (31/01/2024)

 

Valérie Tong Coung: Voltiges

 Valérie Tong Coung: Voltiges

Ny bog fra en af mine favoritforfattere, der denne gang leverer en stærk roman om Eddie, Nora og deres datter Leni, der lever et idyllisk familieliv, som er frugten af deres fars hårde arbejde. Nora, som er smykkedesigner, holder øje med sin datters strålende sportskarriere, som hun får hjælp til af sin træner Jonah. Alt synes at skulle være lykke og idyl for et velstillet ægtepar og deres dygtige datter.

Men den dag Eddie bliver forrådt af en forretningspartner og finder sig selv ruineret, falder alt fra hinanden...

Fordi intet forudbestemte denne mønsterfamilie til uro, for ulykken advarer sjældent om, hvornår den er ved at slå til. Eddie og Nora Bauer har alt, hvad de behøver for at få succes. En misundelsesværdig social position, et smukt hus. Og deres eneste datter Leni brillerer i den krævende tumbling-sport, nænsomt og sympatisk trænet af Jonah, en genial atlet. 

Eddie fortæller ikke om hvad der er sket og forsøger at bevare en facade, men begynder også at forpeste livet for kone og barn. Løgnene forgifter forholdet, indtil fundamentet for denne familie smuldrer på baggrund af klimaforandringer, der er lige så foruroligende, som de er skræmmende. Efterhånden som stemningen i familien forværres, sker der mærkelige ting: vilde dyr hjemsøger gaderne, brande æder sig ind på de nærliggende bakker, og voldsomme vindstød overrasker indbyggerne. 

I denne roman med fire stemmer (Eddie, Nora, Léni og Jonah) træder vi ind i familiens mikrokosmos. Et tæt sammentømret par, som tilsyneladende er uimodtagelige for alle kriser, kastes ud i kaos, og så er vi vidne til den langsomme nedstigning til helvede. Historien er minutiøst analyseret fra alle synsvinkler.

Det er en historie om forstillelse, om ting, der ikke bliver sagt, om hemmeligheder, der vejer for tungt. En kvælende atmosfære, der vil gå over i klimatiske omvæltninger. Det er en stærk roman, der griber læseren, så man må læse videre uden at slippe den.

Der hænger en trussel over familien Bauer og byen i en morbid og makaber kunstnerisk og religiøs ramme, som er ekstremt godt udnyttet.

Gallimard (14/03/2024)

Mélissa Da Costa: La Doublure

 Mélissa Da Costa: La Doublure

En mørk,sort og fortryllende roman hvor Mélissa da Costa viser os den mørke side af den menneskelige sjæl og begærets krumspring. Lidenskab, forstillelse, kontrol i historien om en giftig lidenskab.... Hvem manipulerer hvem? 

Evie er alene efter at have ventet tålmodigt på den mand, hun elskede i fem år, mens han sejlede jorden rundt og tilbage igen. Hun har ofret sit liv for ham, og alligevel forlader han hende. Hun har nøjes med småjobs og beslutter sig nu for at finde et mere indbringende arbejde. 

Så drevet af et behov for at komme væk fra Marseille, prøver hun at få et job på en yacht. I havnen møder hun Pierre Manan, som tilbyder hende et særligt job. Hans kone Clara er maler, og hun helliger sig helt sin kunst og lader de administrative opgaver ligge.

Pierre tilbyder hende 4.000 euros netto om måneden. og det overgår helt Evies fantasi.

De tager til den vidunderlige landsby Saint-Paul de Vence, hvor Clara og Pierre har eget hus med atelier til Clara. Clara kalder sig Calypso Montant og ønsker at leve anonymt, så Evie må fungere som hendes dubleant til ferniseringer, interviews, udstillinger og sociale arrangementer.

Kunstneren maler værker inspireret af den mørke romantik, og Evie må sætte sig ind i værker fra den tid og hele den dystre verden. Maleriets verden er Claras univers. Et maleri, der tilhører den mørke romantik, og som er gennemsyret af en makaber og foruroligende atmosfære. Man kan ikke lade være med at kigge på malerier af genrens mestre, som bliver beskrevet og forklaret i løbet af historien (Goya, Franz von Stuck, Paul Delaroche, John Collier). Parallellerne mellem visse malerier og de næsten sataniske forhold, der udvikler sig mellem personerne, bliver fremhævet. 

Denne roman er  kvælende. Vi ser faldgruberne, risiciene, det skråplan, som vores hovedperson Evie, der er så rørende naiv og uskyldig, er ved at begive sig ud på. Men vi kan ikke stoppe hende. Det er der ingen, der kan.

Mélissa Da Costa udforsker perfekt sjælens mørke, begærets fælde, pervers manipulation, giftige forhold, løgnens vægt, afhængighed.

Alt sammen på et morbidt og makabert kunstnerisk og kulturelt bagtæppe, som er ekstremt godt udnyttet.Det er en stor viden om kunst, malerkunst, litteratur, filosofi der kræves for at skrive sådan et værk, og Mélissa Da Costa har niveau til at gøre det. 

Virkelig en stærk roman med en dramatisk slutning, som jeg stærkt kan anbefale.

Le Livre de Poche (11/10/2023)