Natasha Appanah: Le ciel par-dessus le toit

En kort, men mættet historie om et familieforhold af de mere usædvanlige samt en række af de temaer, som vi også mødte i "Tropique de la violence" fra 2016. Det er samtidig en meget poetisk bog, der med sine beskrivelse viser frem til den himmel der er over taget. Titlen er et citat fra Verlaine.

En voksen dreng Loup er på vej til varetægtsfænglet. Han har taget sin mors bil og kørt 600 km, uden kørekort og erfaring er han nær blevet skyldig i en alvorlig ulykke. Politiet fanger ham ved bilen. Sådan starter bogen og vi skal nu en lang tur tilbage i tiden for at kunne forstå, hvad der er sket. 

Søsteren han vil besøge er Paloma, der er 28 år. Hun forlod for 10 år siden moderen Phénix og lovede Loup at hente ham på et tidspunkt. De tre boede på et afsiden sted, hvor moderen driver en forretning med reservedele til biler. Hun er en følelseskold mor, der ikke viser børnene megen kærlighed og vil ikke vise følelser overhovedet. Hun er meget selvstændig og stædig, men også meget smuk med sine mange tatoveringer.

Vi må så tilbage i Phénix' barndom for måske at forstå hvorfor, men det vil jeg ikke afsløre her.

Historien er fantastisk godt fortalt og komponeret. Der er intet overflødigt, hvert eneste ord fører os til en forståelse af, hvordan en familie kan falde sammen, og måske også genopstå.

Loup er en lidt verdensfjern dreng, der bliver udsat for fængslet forvaring af ham. Han forsøger at drømme sig bort, men kun ved at gemme og glemme sit hjerte, sine følelser. På den måde ligner han moderen og søsteren. Verden kan være så hård at overleve i, at det er det eneste forsvar.

Bogen handler i høj grad om, hvordan man glemmer at hjælpe "ces gens-là, les pauvres, les réfugiés, les sans paroles, les mères célibataires, les alcooliques, les drogués, les moins que rien, les chutés, les tombés, les mal nés, les accidentés,". Men også om hvordan had kan mødes med kærlighed og grimhed med skønhed.

Et lille mesterværk, der straks griber én.

Gallimard, august 2019

Amélie Nothomb: Soif

Amélie Nothombs årlige roman er nu udgivet, og selv om man kender hendes trang til at drikke champagne, så er det en helt anden slags tørst, der er tale om her: det er nemlig Jesus der fortæller!

Hvad vi før har læst om i evangelierne, bliver nu fortalt af Jesus selv: retssagen imod ham, korsfæstelsen og genopstandelsen. Jesus er i Amélie Nothombs beretning en ganske almindelig mand, der har ja ja til noget, som han ikke selv helt forstår.

Det specielle i denne fortælling er, at Jesus ikke bliver korsfæstet med det samme, men har en nat i fængsel, hvor han med angst venter på morgendagen. I løbet af denne nat forsøger han at få styr på sit liv med mirakler, som han ikke selv regner for noget, hans kødelige forhold til Marie-Magdelene og hans tanker om sit virke.

I Jesu fortælling får vi en ny version, og nogle apostle bliver sat på plads, men det centrale er, hvordan Jesus kan frigøre sig fra sin krop, for i modsætning til sin far har han oplevet livet gennem en krop. I modsætning til sult har man mæthed, men en modsætning til tørst har vi ingen ord for en modsætning. Tørsten kan når den er stærk nok give en oplevelse af Gud.

"Il y a des gens qui pensent ne pas être des mystiques. Ils se trompent. Il suffit d’avoir crevé de soif un moment pour accéder à ce statut. Et l’instant ineffable où l’assoiffé porte à ses lèvres un gobelet d’eau, c’est Dieu."

Den kærlighed man føler ved indtagelsen af det bæger vand er Gud, ikke billedligt talt, men bogstaveligt i følge udtalelserne fra Jesus. Han siger, at der er tre aktiviteter, der kræver en krop: at føle tørst, at føle kærlighed og at dø.

Der er mange spekulationer, men fortalt af en jævn mand, der gerne vil vise, at Je suis celui qui arrive à éprouver cet amour pour tout ce qui existe. C’est cela, être le Christ.

Bogen er skrevet med Amélie Nothombs sædvanlige vid, belæsthed, humor, provokerende udtalelser, men det er måske lidt søgt i dette tilfælde. Der er ikke tale om blasfemi, men en skriveøvelse i at trække Jeus ned på et menneskeligt plan. En ide der måske kan lægge en dæmper på fanatisme.

Albin Michel, august 2019

Olivier Adam: Une partie de badminton

Olivier Adams nye roman er ikke en sportsroman, men henter sin titel i denne strofe: « la vie est un putain de sport de rue et non une partie de badminton" . Med andre ord er det ikke en let leg, men en sand mængde af problemer, der rammer forfatteren Paul Lerner.

Han skriver faktisk ikke længere bøger, for efter en tid med stor succes er interessen for ham forsvundet. Oprindeligt flyttede han fra Bretagne til Paris for at dyrke sin karriere der, men efter fem år vender han tilbage til en by nær Saint Malo med sin kone Sarah og datteren Manon og sønnen Clement.

Paul er 45 år og har fået et job som journalist på en lille lokal avis, han skriver petitstof, har et alkoholproblem. Selv om han tænker meget på sit liv og situation, og erkender, at han ikke er én der samler venner omkring sig. Han er afvisende og hård, men samtidig med et følsomt sind, som han holder nede.

Det er et meget udførligt portræt af en mand, der ikke vil i konflikt, som flygter, når problemerne viser sig. Han flygter på mange måder både fra sin fortid, sin nutid og sin fremtid.

Hans ægteskab knirker, han er ved at blive rodet ind i en politisk konflikt i byen, bliver via sin kone inddraget i problemer omkring en gruppe migranter, ja der er meget mere bl.a. en kvinde der hævder at hun er hans søster.

Man får meget for pengene i denne roman, men smukkest af alt er skildringerne af Bretagnes kyster, det ustadige vejr og de omskiftelige himmel. Det er en fin baggrund for en skildring af et moderne menneskes liv i et Frankrig med alle dets følsomme konflikter..

Værd at læse!

Flammarion, august 2019

Kaouther Adimi: Les petits de Décembre

En ny roman af Kaouther Adimi, der som hendes forrige roman "Nos richesses", er en stor oplevelse at læse.

I denne bog får vi igen en skildring af Algeriet fra Algierkrigen til vore dage, men pakket ind i en historie om nogle unge, der vil beholde deres fodboldbane.

Historien udspilles i et kvarter "cité de 11-Décembre, i en kommune vest for Alger, Dely Brahim. Det er boliger bygget til militærfolk. Der er dog også en del unge, som bliver meget fortørnede, da to kendte generaler vil bygge huse på det område, som byens unge bruger til at være sammen på.

I første omgang er det de lidt ældre unge, der kommer op at toppes med generalerne, så meget, at én af dem bliver anholdt. Sagen bliver dog dysset hen, men nu tager de unge på 8-10 år sagen i deres hænder: de bygger en lille lejr og besætter området.

Der bliver ballade på alle sider, men børnene holder sammen og vil ikke give sig. Bevægelsen ledes af Inès, Jamyl et Mahdi, der er uadskillige venner.

Der er nogle dejlige beskrivelser af de unge og deres vilje og selvstændighed, deres fordømmelse af de voksnes uretfærdighed og manglende forståelse for de unge. Der er dog enkelte som frihedskæmperen Adila fra Algier-krigen, der er på børnenes side. Vi får hendes historie fortalt gennem hendes dagbog.

De fleste andre voksne er bange, bange for at miste deres få fortrin, for at blive ugleset af systemet og fængslet uden grund. Man siger ikke en general imod. Det er den generation der oplevede den mørke tid i 90'erne med de mange terrorhandlinger og hærens overtagelse af magten med politistatsmetoder.

Kaouther Adimi er ikke bange for at afsløre nutidens problemer i Algeriet: korruption, magtmisbrug, mm. Historien om børnenes oprør viser, hvordan man kan sætte spørgsmålstegn til et system. Det peger hen mod de unges generation der modsætter sig Bouteflika femte præsidentperiode. De protesterer stadigvæk hver uge for reformer af samfundet. Foreløbig har de allerede fået taget hul på ændringer.

Adimi skriver godt og indlevende og kommer rundt om emnet med udvikling af Algeriet som det centrale underliggende emner.

Hvad fodbold angår, må vi jo heller ikke glemme, at Algeriets blev Champions d'Afrique i år!

Meget anbefalelsesværdig bog, der nok skal få priser i år.

Franck Bouysse: Né d'aucune femme

En helt speciel roman med en hjertegribende dyster historie, der starter med at en fattig mand af nød må sælge den ældste af sine fire døtre, Rose, til en godsejer og hans mor, der bor på en afsides beboelse, hvor der ikke er adgang for fremmede.

Men hvordan får vi denne historie præsenteret? Byens præst Père Gabriel bliver under et skriftemål om at komme hen på et asyl for sindssyge og bede for en afdød. Under hendes nederdel er der nogle papirer som han bedes tage med sig i skjul. Det lykkes for ham og han begynder at læse Roses optegnelser, der er en fremstilling af hendes liv på godset.

Det er en grum fortælling og en slavetilværelse, hvor den eneste som hun har lidt tillid til at staldkarlen Edmond. Bogens titel og forsidebillede er bestemt også en vigtig del af bogen.

Roses beretning er sat sammen med tre andre stemmer: père Gabriels kommentarer og tanker, staldkarlen og hestepasseren Edmonds oplevelse af livet på godset og endelig Roses far der har store samvittighedskvaler.

Det er en vanvittig godt skrevet bog, hvor man følger en skæbne, der på grund af sin sociale status kan blive en kastebold. Det er en præst, der kæmper med at forstå hvordan mennesker kan være onde og samtidig har problemer med at stole på sin tro. Det er had, men også kærlighed, det er ondskab men også godhed. 

En sprogbrug og en fortælleevne af høj kvalitet. Bogen har allerede fået mange priser, og den fortjener flere

Manufacture des livres, januar 2019

Irène Némirovsky: Suite française

Denne suite er skrevet under 2. Verdenskrig og skulle have haft fire eller fem store afsnit, Irène Némirovsky forestillede sig en roman på 1000 sider, der fulgte udviklingen i 2. Verdenskrig set gennem forskellige personer, der på en måde repræsenterede det franske samfund. 

Ulykkeligvis endte det brat, da Irène Némirovsky blev pågrebet af det franske politi i juli 1942 og sendt til Auschwitch, hvor hun døde i august 1942.

De to første afdelinger af romanen var færdige og de blev gemt og senere overgivet til hendes to døtre, der fik den udgivet i 2004.

Første delTempête en juin handler om parisernes og andres flugt fra byen, da Hitlers hær nærmer sig. Det er alle de sociale lag, der er repræsenteret. Det er bestemt ikke en særlig positiv beskrivelse af de fleste, der blot tænker på sig selv, måske er det bedre borgerskab de værste.

Anden del Dolce foregår i en lille landsby, hvor en del af den tyske hær indkvarteres privat hos byens befolkning. På byens slot indkvarteres der dog ikke nogen, da ejeren er byens borgmester, der har gode forbindelser til tyskerne. Hos en anden af de store familier i byen indkvartres én af de ledende officerer.

Der opstår et forhold mellem ham og Lucille, hvis mand er i fangelejr i Tyskland. Mandens mor og svigermord til Lucille ser med et ondt øje på dette, og det giver anledning til diverse opgør. 

Der er en glimrende skildring af byen og dens befolkning og deres forhold til tyskerne i byen. Holdningen er blandet, men efterhånden bliver tyskerne en del af dagligdagen. Mange får økonomisk gevinst af deres tilstedeværelse.

Bogens er en nærmest minutiøs skildring af krigens første år, registreret som en film i forskellige sekvenser og med forskellige vinkler og klip. Vi følger forskellige personer i de to dele og får også et samspil mellem flere af dem.

Et mesterværk der desværre aldrig blev afsluttet.

Denoël 2004

Catherine Cusset: Un brillant avenir

Denne bog der i 2008 fik le Goncourt des Lycéens er en stor sag på mere end 500 sider, men det er også en lang og indviklet historie der fortælles.

Hovedpersonen Elena er en ung rumænsk pige, der oprindeligt kom fra Bessarabien. Vi hører om hendes opvækst og et ensomt liv til hun i 1958 møder Jacob, en ung jøde. 

Hendes forældre ønsker ikke at hun skal giftes med en jøde, men hun trodser dem. Vi følger Elenas og Jacobs kamp for at forlade Rumænien og via Israel kommer de til USA, hvor Elena nu kalder sig Helen.

Jacob er alt for Elena, og hun fortvivler, da han rammes af Alzheimer. De har en søn Alexandru, som vil giftes med en fransk pige Marie. Dette er både Elena og Jacob imod!

Det er altså en roman med kraftige spændinger mellem børn og forældre, mellem forskellige kulturer og en beskrivelse af tiden efter 2. Verdenskrig til nutiden.

Bogen er ikke skrevet kronologisk, men med afsnit blandet mellem forskellige tidsperioder. Det er en udtænkt konstruktion, der giver os et tættere og tættere billede af de fire hovedpersoner samtidig med at deres baggrund skildres.

Meget god at læse og skrevet i en medrivende stil, hvor man ikke altid ved, hvordan man skal forholde sig til personernes handlinger. Det er kulturer, religioner og menneskers stræben og omsorg, ofte for voldsom, som vi får skildret i en realistisk roman

Kan anbefales.

Gallimard, 2008

Alice Zeniter: Juste avant l'oubli

Efter med stor begejstring at have læst og anmeldt den danske oversættelse af Alice Zeniters "Kunsten at miste", fik jeg lyst til at læse ét af hendes tidligere værker, og valget faldt på "Juste avant l'oubli" fra 2015.

Historien er her en helt anden, idet den handler om en afdød forfatter, der efter sigende havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra klipperne på en ø i Hebriderne, hvor han leve afsondret. Forfatteren er Galwin Donnell, og han skrev nogle meget berømte kriminalromaner. Hans sidste værk mangler dog det sidste kapitel, men det gør ikke bogen mindre interessant, synes hans læsere. Hvert tredje år samles en gruppe litteraturforskere på øen i en uge for at diskutere hans forfatterskab. Øen beboes ellers kun af en vagt.

Émilie er en ung kvinde, der efter at være startet som gymnasielærer, hellere vil forske og hun vil skrive om Galwin Donnell. Hun bliver inviteret til øen. Senere kommer hendes kæreste Franck, der er sygeplejerske.

Vi bliver nu vidner til de meget selvoptagne litteraturforskeres møder og samvær, men samtidig følger vi kærlighedshistorien mellem Émilie og Franck, der møder en del vanskeligheder. Endelig kommer øens vagt til at spille en stor rolle. Mere vil jeg ikke afsløre her.

Selv om Galwin Donnell er en fiktiv forfatter, som Alice Zeniter har opfundet, fremstilles hans forfatterskab i mindste detalje med fodnoter, foredrag, henvisninger etc, så man faktisk tror at han har eksisteret. Forskerne har travlt med at undersøge hans litteratur, men også ham selv for at forstå hans bøger, men i den underliggende historie, der næsten er formet som en krimi, får vi en helt anden sandhed at høre. Mesterligt fortalt.

En både morsom og tragisk historie, en kærlighedshistorie hvor de to næsten ikke mere kan nå hinanden, da de er revet ud af deres hverdag.

Bogen kan måske godt virke som et eksperiment med genrer som pasticher, krimiroman, kærlighedshistorie og litteraturforskning, men det er meget vellykket.

Flammarion, 2015

Jean-Christophe Grangé: Le passager

En moppedreng på 750 sider der fastholder sin læser, når man først er fanget - og det varer ikke længe.

Det starter ellers ret fredeligt med skildringen af en psykiater ved et hospital i Bordeaux, Mathias Freire, der modtager en patient med hukommelsestab. Manden har en telefonbog og en skruenøgle med blod på! 
Samtidig finder man et lig af en narkoman, død af en overdosis, men man har trukket et udhulet tyrehoved ned over hans hoved. En ung politikommisær Anaïs Chatelet skal tage sig af sagen.

Der sker selvfølgelig det, at de to sager knyttes sammen, men samtidig opstår der et mærkeligt bånd mellem Mathias og Anaïs.

Romanens tema er identitet, forsvunden identitel og folk der pludselig kan skifte fra en identitet til en anden og fuldstændig fortrænge sin fortid. Mathias rummer f.eks. flere personer.

Det er en uhyre velkomponeret historie, selv om den undertiden måske bliver lidt for opfindsom. Man jonglerer mellem græsk mytologi, Freud, Jung og moderne psykologi. Der er de højere magter i form af staten og militæret og efterretningsvæsenet. Vi kommer også godt rundt i Frankrig - Bordeaux, Marseille og Paris med afslutning i La Rochelle under den store storm.

Hæsblæsende historie, men dygtigt skrevet og komponeret. Måske skulle jeg læse en bog mere af ham!



Albin Michel, 2011

Robert Cottar: Les calandriers

I Frankrig har der i mange år været en tradition med, at det lokale postbud hvert år til jul solgte kalendere på sin rute. Prisen var ikke fast, men overladt til køberen at bestemme. Overskuddet var en lille indtægt for postbudet som en slags nytårtsgave. Traditionen fortsætter stadigvæk, men måske i mindre omfang.

"Bob le facteur" fortæller om sine oplevelser i denne bog. Den foregår i en lille by Gonneville-la-Mallet og i landet omkring. Det er ikke langt fra Étretat.

Bob fortæller om de forskellige typer kalendere han sælger og hvem der skal have hvad. Vi får på den måde en række korte historier om de lokale. Vi får ofte præsenteret deres bolig, deres levemåde og en række lokale typer, det være sig landmanden, butiksindehaveren, kromanden, sømanden,  slotsherren etc.

Vi kommer virkelig området rundt og alt er fortalt i en munter tone, selv om det ofte dækker over personlige skæbner, fattigdom og postbudet som den eneste kontakt. 

Forfatteren har en fantastisk evne til at observere og gengive et lille samfund, der sikkert er typisk for la France profonde.

Gennemgående godt fortalt med gode og mindre interessante historier, men bestemt værd at læse.



Éditions de l'Olivier, 2019

Camille Laurens: Dans ces bras-là

Fik ved et tilfælde fat i denne lidt ældre udgivelse, men det blev ikke en god oplevelse.

En kvinde vil fortælle alt om manden, det være sig bedstefar, far, mand, søn, elskere psykolog etc. Mændene bliver skildret af fortælleren og en hovedperson Camille i en opsamling som er svær at overskue.

Ideen er måske god nok, men resultatet er meget intetsigende, specielt de mange opremsninger. 

Virker som en lang maraton, som man må kæmpe sig igennem.

Bestemt ikke anbefalelsesværdig.


Gallimard, 2002

Hélène Vasquez: Je veux toucher les nuages

Altid spændende at læse en roman af en ny lovende forfatter, somme tider bliver det kun til et værk, men lad os håbe, at Hélène Vasquez fortsætter, for hendes første roman er virkelig god.

Historien er ret speciel, og jeg skal ikke afsløre for meget her, men udgangspunktet er Alice og hendes verden. Alice er perfektionist og bruger altid sin fornuft, selv om hun dog har haft en periode med spiritisme. Da hun var barn, tog hendes forældre sig af en pige, Louise, hvis mor var død og hvis far ikke kunne tage sig af hende. De to piger vokser op sammen som søstre.

Louise forlader dog familien, da hun er myndig og roder sig ud i et liv med stoffer. Hendes fyr dør under et trip, og da Louise er kommet på afvænning afsløres det, at hun er gravid. Hun flytter nu tilbage til Alice og hendes familie, hun får et barn, men hun rammes af en kraftig cancer og dør. Alice får tilkendt forældreretten.

Dette er så bare begyndelsen på bogen, der nu udfolder en indviklet, men spændende historie, der holder læseren fast. Vi får også et lag tilføjet, da vi kan følge den afdøde Louise og hendes tilværelse i skyerne. Bogen titel går nemlig på, at hendes barn vil bruge sin gynge til at gynge så højt, at hun kan nå skyerne, hvor hendes mor er.

Der er alt hvad hjertet kan begære af mystik og overnaturlige hændelser, men også en historie om et barn der har mistet sin forældre. Hvordan kan det komme gennem livet?

En lille kærlighedshistorie bliver der også plads til.

En god og bevægende bog. Velskrevet og velkomponeret.

Éditeur : LES NOUVEAUX AUTEURS (07/06/2018)

Fabienne Thomas: Inventer le jour

En junidag, nærmerte bestemt ved solhverv, drager Louis ud på en vandring til "Les Sources", der er det sted hvor hans nu afdøde kone Anna tilbragte sin barndom.

Anna er død efter en lang periode, hvor Alzheimer har overtaget hende mere og mere. I starten af sygdommen har hun ikke villet tale om det og Louis langt mindre. Det er først da deres to børn begynder at insistere, at Louis må se sandheden i øjnene.

Efter Annas død kan Louis ikke mere leve, for deres liv sammen har været hans omdrejningspunkt i tilværelsen. Der har selvfølgelig været svære perioder, specielt da de mister et barn, men Louis har behov for at trænge dybere ned i sig selv, har han elsket hende nok, har han fået vist det, har hun elsket ham? Har deres liv sammen været noget, han kan være lykkelig over.

Den junidag drager han således afsted over bjerge og vild natur på sin sidste rejse både bogstaveligt og i symbolsk betydning. En rejse til kilden, til det inderste, til en ny dag.

Bogen er skrevet i et poetisk sprog og med en stilfærdig fremstilling af Annas sygdom. Det er en aldrende persons tanker om liv, død og kærlighed, som han netop i sin ensomme rejse oplever gennem kontakten til naturen.

Det er en dyb bog, men selv om sygdom og død er emnet, bliver den ikke tragisk, for det er også en historie om den jordiske og den åndelige verden. Smukt skrevet med stor indlevelse.

Éditions Passiflore, 2015

Laetitia Colombani : Les victorieuses

Ny roman af Laetitis Colombani efter den store succes med "La Tresse" ,og  jeg må straks siger, at jeg synes, at det er en flot om ikke helt så god opfølgning.

Hovedpersonen er Solène, der har ofret alt for at få en karriere som advokat, men en dag får hun et chok, da en mand hun har forsvaret, men som alligevel bliver dømt, kaster sig ud over rækværk, falder ned og slår sig ihjel. Hun får et alvorligt burn-out og har i det hele taget svært ved at foretage sig noget som helst.

Hendes psykolog foreslår, at hun skal påtage sig noget frivilligt arbejde. Hun påtager sig et job som offentlig skriver i "Le Palais de la Femme", der tager sig af kvinder i nød og uden bolig. De kan få et værelse med bad og et lille køkken.

Vi følger nu Solène og hendes sejre og nederlag hos en række kvinder af forskellige nationaliteter, hvor hun får afprøvet sig selv, og hvor hun finder lag, som hun ikke var bevidst om.

Parallelt fortælles historie om Blanche Peyron, der i 1926 sammen med sin mand Albin, var med til at åbne "Le Palais de la Femme". Blanche Pyrons liv var også meget omtumlet, men hun går som ung ind i Frelsens Hær. Hun er en vidunderlig taler, der overbeviser folk om at støtte Frelsens Hær og gøre noget for de fattige og nødstedte. Hendes eget liv er en stadig kamp og opførelsen af "Le Palais de la Femme" bliver en enorm bedrift. Bygningen findes stadigvæk i rue Charonne og har stadigvæk samme formål.

Ved således at knytte en faktisk persons liv og virke sammen med den fiktive hovedpersons liv, åbner der sig nogle meget vide perspektiver specielt med hensyn til kvindefrigørelse og kvindekamp. men også en forskel mellem starten af det tyvende århundrede og det enogtyvende århundrede. Har mennesket udviklet sig? Er det blevet bedre og mere opmærksomme på næsten? Hvordan er kvindens stilling?

Der er to sejrrige i romanen/skildringen, men det bliver lidt anstrengt at køre de to historier samtidig. Det bliver let til adskilte episoder, hvor den store sammenhæng kan være svær at finde. Men til gengæld er der mange af disse episoder, der sidder lige i skabet.

Grasset, maj 2019

Philippe Lemaitre: Trois jours et une vie

Selv om historien strækker sig om en lang periode, næsten et helt liv, er der tre dage, der står stærkt markeret i Antoines liv.

Vi møder ham først som 12-årig. Han bor hos moderen i Beauval, en by omgivet af store skove. Hans far bor i Tyskland efter forældrenes skilsmisse. Antoine er selvfølgelig ramt af skilsmissen, har samtidig lidt svært ved at komme overens med byens andre drenge. Er forelsket i en pige, der i stedet ser op til borgmesterens søn. Borgmesteren Weisser styrer sikkert byen samtidig med, at han har en fabrik, der laver børnelegetøj i træ. Her arbejder mange fra byen.

Antoine kan ikke lide sin nabo, der virker truende og ond, specielt da han skyder sin hund Ulysse, som Antoine ellers er meget sammen med. Naboens søn Remi, der er 6 år, er betaget af Antoine og er en dag med, da Antoine alene bygger sig en hytte oppe i et træ et fjernt sted i skoven.

En aften er Remi væk. Man eftersøger ham i flere dage, men finder ham ikke. Man ser det næsten som en fordømmelse af byen, der kort efter rammes af et voldsomt uvejr, der nærmest smadrer byen.

Dette er ligesom starten på en hæsblæsende historie, hvor vi i tre perioder (1999, 2011, 2015) følger Antoine og hans udvikling.

En særdeles velkonstrueret krimihistorie, der samtidig er en afsløring af dybe lagt i mennesket. Kan man myrde uden at føle skyld? Kan man ofre sig for en anden? Kan man finde tilgivelse? Samtig er det beskrivelsen af livets i en landsby med alle de underforståede regler og skikke og nogle familiers styrke i forhold til andre. Det er også en fortælling om at være barn/ung i et miljø, der ikke umiddelbart er forståeligt for dem.

Mesterlig roman med en uventet slutning, der får lagt de brikker på plads, som kan have undret en undervejs!

Albin Michel 2016

Yasmina Khadra: L'outrage fait à Sarah Ikker

Ny roman fra Yasmina Khadra der udgives som bind 1, og det er man faktisk meget glad for at opdage, når man når slutningen, for handlingen og bogen i sig selv kan næsten ikke være bekendt allerede at være slut.

Politiinspektør Driss har været væk en del dage, og da hans kolleger endelig finder ham på et billigt hotel, stangdrukken og med en luder, må der en forklaring til: En nat han kommer hjem, finder han sin kone Sarah bundet på sin seng, med hovedet nedad, kneblet og nøgen. Han ser hende lige og bliver så slået ned bagfra. Da han kommer til sig selv, forsøger han at drukne sorgen.

Fpr Driss er det i høj grad hans ære der er besudlet, for hvordan kan han vise sig med en kone der er blevet voldtaget? Hun kommer fra en velstående familie og gennem forskellige flash-backs får vi skildret deres første møde og Driss' karriere.

Driss vil finde den skyldige, og opfører sig som om han er mere et offer end konen er. Han er i det hele taget meget ubehagelig over for Sarah og andre. Hun er dybt fortvivlet og trøstes af sin veninde Narimène, der siger, at mænd ofte hævner sig på deres koner, når der er noget mændene ikke kan klare. "Un couple, ce n'est jamais un mari et une épouse. Un couple, c'est une mère et un enfant gâté."

Der er dejligt mange af den slags replikker og beskrivelser i bogen.

Der er en fin skildring af forholdet mellem mænd og kvinder, autoritet og underkastelse i politiverdenen. Desuden er de poetiske afsnit med den magiske natur ved Tanger en fornøjelse at læse som afbrud på en ellers spændende handlingstråd.

Ser meget frem til at læse næste bind.

Julliard, 2019

Marie Gauthier: Court vêtue

En debutroman, der har fået "Prix Goncourt du premier roman", og det er sandelig et godt valg, for det er en helt speciel roman med en lidt hemmelighedsfuld og mystisk tone, selv om den foregår i helt realistiske omgivelser. Noget er virkelighed, men andet er drøm og ønsker. Noget er knyttet til tanken andet til kroppen.

Hovedpersonerne er Félix, 14 år, der på grund af skolevanskeligheder er på et midlertidigt arbejde i en anden kommunes vejarbejdsafdeling. Hans chef har altid en smøg i kæften og er ofte på bar og halvfuld. Han har en datter Gil(berte), der laver mad til de to, og arbejder i er lille supermarke. De bor sammen i et stort hus nær landevejen.

Félix arbejder godt og får skabt sig en tilværelse, men han er tiltrukket af Gil uden rigtigt at forstå hvordan. Hun tager sig af ham som en lillebror, men ser ikke i starten, at han er ved at udvikle sig til en rigtig mand.

Gil er en megt køn og tiltrækkende ung pige  på 16 år, der vækker alle mænds interesse, og hun er ikke smålig med at give sig hen. Hun har et sært forhold til sin krop, som hun føler skal bruges.

Landsbyen er umådeligt kedelig, sommervarmen er næsten uudholdelig, Gil vil leve og Félix vil prøve at forstå sine følelser for Gil, så det er en sand udviklingshistorie. Vi ser kontrasten mellem de unge og de gamle, satheden og søgen efter den sande kærlighed i et spil, der har de forskellige personer som afsender.

Der er en søgen og et krav, men det er ikke altid nemt at forene dem.

En meget flot debutroman, spændende at se, hvad det kan udvikle sig til.


Gallimard, 2019

Virginie Grimaldi: Quand vos souvenirs viendront danser

Ny bog fra Virginie Grimaldi som bestemt er hendes hidtil bedste. Den er gennemkomponeret, skrevet i et let og sammenhængende sprog og så tager den både sjove og muntre emner op, men også meget alvorlige som sygdom og en død, der nærmer sig med hastige skridt.

Historien udspilles som udgangspunkt  i en lille gade "Impasse des Colibris", hvor en flok unge flyttede ind for mere end tres år siden. Der er nu kan seks af dem tilbage, og de har tilbragt disse mange år i gaden med deres unge kærlighed, børn og børnebørn. Ikke alt har været fryd og gammen, ja der har endda været alvorlige hændelser, men nu finde de sidste gamle sammen, for gaden trues med at blive nedlagt for at give plads til en skole.

På opfordring fra et barnebarn begynder den 83-årige Marceline at skrive om begivenhederne, krydret med klip fra hendes dagbøger. Vi får således et langt indblik i personernes fortid også med vekslende klip fra gamle dage til nutiden.

De gamle slår sig sammen for at ændre borgmesterens og byrådets beslutning gennem forskellige happenings og aktioner. Der bliver endda lavet en lille video med en sang, som snart gør dem berømte på nettet, så berømte at de får stor opbakning og bliver kendte via TV. Denne skilding er både morsom og rørende.

De lidt mere dystre sider er beskrivelsen af Marceline og hendes mand, Anatole. De har haft et meget anstrengt forhold til deres datter, som er flyttet til USA. I deres alderdom tvinger sygdom Anatole til at sidde i kørestol og Marceline frygter Alzheimer-sygdommen og går til undersøgelser, som hun hemmeligholder.

De andre personers skæbner skildres ligeledes indgående, så det er en lille gade vi kommer til at kende på godt og ondt, men det er fortalt med en varme og forståelse, så man bliver oprigtigt optaget af dem.

En virkelig god bog at læse, for det er dagligdagsting, som kunne passe på mange mennesker. Samtidig er det er en skildring af de store forandringer der er sket i Frankrig og andre steder siden slutningen af 50'erne.

Fayard, 2019

Fred Vargas: Un lieu incertain

Den gode Adamsberg kommer noget omkring i denne spændende krimi på mere end en måde. Først er han i London med Danglard og den unge Estalère til et kollokvium, men uhyggen breder sig, da de ved et besøg ved kirkegården Highgate, se 11 sko med afskårne fødder!!

Nå det lader de engelsk politi klare, men ved hjemkomsten møder de endnu en forfærdelig massakre: en person er blevet skåret op i småstykker, simpelt hen skilt totalt fra hinanden i et voldsomt blodbad.

Ja, I tror mig næppe, men det fører til, at Adamsberg skal en tur til Serbien, for der er et spor der peget mod vampyrer!

Ja, handlingen er fantastisk skruet sammen og gys på gys følger hinanden. Men det er god læsning for Fred Vargas skriver glimrende og har nye facetter til sine gennemgående personer.

Bogen blev slugt forholdsvis hurtigt, da man ikke kan lægge den fra sig.

Flammarion, 2018

Philippe Djian: Les inéquitables

Jeg har læst mange af Djians romaner siden 37.2 le matin. I en periode faldt niveauet en del, men hans seneste romaner er faktisk vældig godt skrevet med et specielt persongalleri.

I denne roman der foregår i en havneby er hovedpersonerne Diana og Marc. Dianas mand er blevet myrdet under omstændigheder, som vi ikke helt får at vide. Hun lider meget under det, forsøger flere selvmord og er blevet lettere invalideret, hun er ca 50 år. Marc der er hendes mands lillebror er ca 20 år yngre. Han flytter ind i hendes hus for at støtte hende.

Dramaet starter da Marc finder tre pakker kokain der er skyllet ind på stranden. Han giver den ene til Joël, Dianas bror, som han arbejder lidt for. Han har åbenbart de rette forbindelser, bl.a. borgmesterens søn, Serge, der også er gode venner med politiet. Nogle unge narkohandlere uden form for moral kommer på banen.

Denne del af historien får et barsk forløb. Det er en rigtiog roman noir

Samtidig er der et indviklet spil med venskab, kærlighed og sex mellem Diana, Serge, hans kone, Joël og hans kone, Marc og en gammel veninde til Diana, Denise.

Historien er fint fortalt med mange løse ender, som læseren selv skal føje sammen. Personerne ved godt, at de ikke alle er af den bedste slags, men de forsøger at nærme sig sandheden om sig selv og de andre. Det giver dybe sår og flere dødsfald.

Djian har bestemt fat på noget væsentligt i nutidens samfund: hvem kan man egentlig stole på, ikke engang sig selv?

Gallimard, 2019