Jean-Paul Dubois: Prends soin de moi

 Jean-Paul Dubois: Prends soin de moi

En genudgivelse af en roman fra 1993 af Jean-Paul Dubois som er værd at læse. Den er ikke på niveau med hans Goncourt-roman fra 2019 (Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon) som var et sandt mesterværk.

Det er som i mange af hans andre bøger en beretning om en mand, der har svært ved at forholde sig til sig selv og til andre. 

Bogens hovedperson er Paul Osterman, der er i fyrrerne og har haft gode indtægter fra sin forlagskarriere, men nu vil han koble fra og som europæer i eksil i USA trække sig tilbage. Han bor i en lejlighed nær havet ved San Francisco.

Men er han virkelig sikker på, at han vil finde noget, der falder i hans smag? Det er som i mange af Dubois' andre bøger en beretning om en mand, der har svært ved at forholde sig til sig selv og til andre. Han vil helst ikke have for mange bekymringer, er tilfreds med at sidde eller køre i sin lille sportsvogn. Kvinder har han store problemer med men han tiltrækkes alligevel. 

Hans forhold til kvinder er som hans forhold til sig selv: usammenhængende, ustabil, afbrudt af tragedier, som læseren ikke altid kan tage helt alvorligt. På den anden side kræver det et sjældent talent at samle på ydmygelser og samtidig forblive fuldstændig ubekymret, en typisk moderne anti-helt som vi også møder i andre af Dubois' romaner.

Det er specielt Julia og Rebecca som er de to kvinder i hans univers. Julia er et beregnende og lidt koldt væsen, der gerne dyrker sex som var det et opvarmningsprogram til ekstrem-sport, der efterlader Paul noget kvæstet, mens Rebecca er en meget mystisk og uberegnelig kvinde, der nærmest holder Paul som en slave. Men han er fascineret af hende. Julia vil have et barn, men det er ikke lige Pauls kop te.

I bogens indledning sidder Paul i fødeafdelingens ventesal. Vi ved ikke, om Paul er kommende far eller ledsager, vi ved ikke, hvem der skal føde, men ventetiden giver ham mulighed for at se tilbage på sine tidligere år. Han tænker tilbage på sine forældre, der begge døde af en hjerneblødning. Han føler sig syg og frygter at ende som dem og har mest lyst til at flygte. En lidt speciel måde at vente på en fødsel. 

Bogen afslører selvfølgelig grunden til hans nedtrykthed, og Jean-Paul Dubois bruger elegant sort humor og kynisme i sin latterliggørelse af Pauls uforståenhed over for livet og hans depression.

Editions de l'Olivier (08/11/2024)

Bernard Minier: Les Chats et 14 Histoires Mystérieuses Diaboliques Cruelles

 Bernard Minier: Les Chats et 14 Histoires Mystérieuses Diaboliques Cruelles

På siden med omtale af bogen skriver man: "To unge par, der er afhængige af makaber turisme, børn, der konfronteres med deres værtsfamilies grusomhed, en tv-vært, der er parat til at gøre hvad som helst for at øge sine seertal, dyr, der pludselig er befriet fra mennesker, en præst, der er for god til at være sand, katte med mærkelige hensigter, en flyver fra Første Verdenskrig, der konfronteres med et primitivt og perverst væsen ...

Femten uforglemmelige noveller, der er lige så skræmmende, som de er fortryllende, om kærlighed og galskab, død og hævn, grådighed og jalousi, løgne og mørke.

Det kan faktisk ikke siges bedre, og jeg kan kun sige at jeg har læst de femten i en stemning af forfærdelse, nysgerrighed og totalt fascineret af Bernard Miniers opfindsomhed, fantasi og interesse for det grusomme og mærkelige hos mennesker.

Nogle af historierne er små thrillere, mens andre sejler gennem meget forskellige verdener og tidspunkter. Science-Fiction, thriller, brevroman og mange andre genrer. Nogle er mere engagerede eller har det sjovt med skrivemåden og stemninger. Alt sammen i mørke atmosfærer, der lader karaktererne og deres følelser skinne igennem.

En af mine favoritterne er  »Les Chats«, en brevroman, der foregår i 1940. Når siderne vendes, indfanges vi i en gotisk, angstfremkaldende atmosfære, som er beundringsværdigt vellykket. En kat der først er sky, kommer efterhånden tættere på og  flere følger efter. En historie, der er både psykologisk og skræmmende, og hvor forfatteren på glimrende vis destillerer tvivlens gift i vores sind, helt frem til den absolut geniale punchline.

Jeg vil ikke sige, at der er noget for enhver smag, men der er en række virkelige gode noveller skrevet med en funklende pen.

Velegnet til læsning på de mørke vinterdage,

Pocket (10/10/2024)

Laure Boutault: La robe du Lutetia

 Laure Boutault: La robe du Lutétia

En ret spændende og omfangsrig bog, der fik en pris fra Femme Actuelle i 2021. Hvis du kan lide familiehemmeligheder, kan jeg anbefale den.

Titlen henviser til det store hotel i Paris, Le Lutetia, der under 2. Verdenskrig var nazisternes til holdssted. Men ellers har det altid været store kunstneres og indflydelsesrige personers hotel. I denne roman er det også et særdeles vigtigt sted, for det er her, at kærligheden mellem Lisette og Charles bryder løs.

Den smukke og dramatiske kærlighedshistorie under den tyske besættelse starter i Paris, men udspilles ellers mest i en afsidesliggende landsby i Cevennerne. Da deres bedstemor Lisette dør, opdager to søstre en kjole, som de aldrig har set før, og som opbevares under lås og slå. (den kjole som Lisette havde på til ballet i Lutetia). Fascineret går de i gang med at undersøge sagen og rejser tilbage i tiden for at afdække uudtalte hemmeligheder, som vil påvirke hele landsbyen.

Vi får gennem mange stemmer, selv fra den nyligt afdøde Lisette, en interessant historie med flere interessante karakterer. Vi følger dem over to perioder: fra 1920'erne til slutningen af Anden Verdenskrig og derefter til i dag. Afsløringerne om både fortid og nutid følger hinanden, og der bliver på mange måder vendt op og ned på landsbyens selvforståelse og afsløret ting, som man har "glemt" eller hos personerne fortrængt. Begrebet venskab bliver også taget op, for hvad er det egentlig?

Laure Boutault udforsker de sociale brud og gennem historien om Lisette viser romanen, hvor svært det er at overskride sin baggrund, selv gennem uddannelse og professionel succes. Jalousi, forræderi og kærlighedens umulighed gør dette portræt af en kvinde, der er splittet mellem sine ambitioner og sine rødder, endnu mere komplekst. Romanen sætter også spørgsmålstegn ved historiens rolle i opbygningen af individuelle og kollektive identiteter.

Fortælleteknikken kunne nok have været bedre og mere sammenhængende, men vi får gennem de mange stemmer mange overraskende brud og vendinger i forståelsen af hovedpersonen Lisette og de mange bipersoner. Endelig er det en virkelig fin beskrivelse og sammenligning af udviklingen af samfundet dengang og nu.

Let læselig og kan anbefales.

Les Nouveaux Auteurs (03/06/2021)

Mathieu Palain: Les hommes manquent de courage

 Mathieu Palain: Les hommes manquent de courage

Omtalte for nogle år siden hans første bog "Sale Gosse", som jeg syntes vældigt godt om, så da jeg så hans nyeste bog omtalt, måtte jeg have læst den. Blev slet ikke skuffet, men imponeret over at en god journalist også er i stand til at levere et værk der velskrevet svæver med faktualitet og fiktion.

Mathieu Palain fortæller i et interview i Le Parisien om hvordan bogen blev til. Til »Les Hommes manquent de courage« blev han en dag ringet op af en kvinde, som betroede ham, at hendes liv var ved at glide hende af hænde, at hun ikke længere kunne klare sin 15-årige teenager. De mødes og han beder hende om at fortælle ham sin historie.  "Da bogen udkom, var jeg bange for, at hun ville føle sig forrådt af tekstens voldsomhed." Men hun ringede til ham og sagde: "Det er vanvittigt, det er mig, den her bog". Han havde svært ved at skjule sine følelser.  

For det første er bogen ekstremt velskrevet. Palain giver Jessie en stemme og en tone, en rytme og en specificitet, som passer perfekt til hendes karakter.

Jessies liv er ved at glide hende af hænde. Hun kan ikke længere klare Marco, hendes 15-årige søn. Hver eneste diskussion løber løbsk: råben, flugt. Jessie har det svært. Hun er treogfyrre og matematiklærer. Hun har to børn, Marco på femten og Nora på fire år, fra to forskellige fædre. Hun bor sammen med Jalil, Noras far. Han er tidligere migrant og flygtede fra Tunesien og sin velhavende familie. Denne weekend byder de hans familie velkommen i deres lille parisiske hjem.

Jessie er hos sin frisør og fortæller ham, at Marco har været væk hjemmefra i tre dage. Der har tidligere været mange problemer med Marcos skolegang, så skolen har udstedt en IP (en bekymrende information). Jessie skal have en vurdering derhjemme af en socialrådgiver, og hun er bange for, at de vil tage hendes datter, Nora, fra hende og sætte hende i pleje. 

Marco har været væk i tre dage, da han om aftenen ringer til hende. Han er til en fest. På trods af familiesammenkomsten er Jessie nødt til at komme med det samme.

Nu sætter beretningen rigtigt igang og det er en barsk historie. Marco har rodet sig ud i en grim historie med sin kæreste Jade, da hun er helt bedøvet af alkohol. Jessie får hende kørt hjem, men kan ikke vende tilbage til familien og fortælle om hvad der er sket, for Marco vil næsten ikke sige noget.

Vi kommer nu ud på et road-trip der ender i Reims. Jessie taler meget. Vi møder hele hendes familie, genoplever hendes forfærdelige barndom og ungdom, lærer hendes elskere og hendes rigtige veninde Sophie at kende og opdager hendes optræden i usikre og uanstændige verdener.

Jessie er for første gang alene med sin søn, men hun ved ikke, hvordan hun skal få ham til at forstå, at de er de samme mennesker, mennesker der er følelsesmæssigt handicappet, mennesker, der ikke kan betro sig til hinanden, mennesker, der foretrækker at tie stille og fortrænge traumer.

En absolut sand social historie, der dissekerer forholdet mellem en teenager og hans mor, som har videregivet traumer til ham, som hun helst ville have undgået! Som har kæmpet for at overleve og forsøgt at beskytte ham. Skarpe og ægte ord om overførsel af sår, vold mod kvinder, slægtskab, hemmeligheder og forsøg på at søge noget positivt alligevel.

Læs den!

L' Iconoclaste (22/08/2024)

Kaouther Adami: Au vent mauvais

 Kaouther Adami: Au vent mauvais

Bogen er en slags familiesaga, der foregår i Algeriet fra 1922-1992, og som inddrager udviklingen både i Europa og i Algeriet i perioden gennem nogle få hovedpersoner.

I begyndelsen af 1920'erne vokser tre børn op i en lille landsby i det østlige Algeriet, i landsbyen El Zahra. Tarek og Saïd, hvis venskab synes uforgængeligt, skilles, da de bliver teenagere. Den intellektuelle Saïd, som kommer fra en rig familie, rejser væk for at studere, mens den generte og diskrete Tarek bliver i landsbyen og bliver fårehyrde. De er begge hemmeligt forelskede i Leïla, og det bliver deres skæbne.. 

Leïla bliver som 15-årig gift mod sin vilje med en af sin fars venner, men hun vover at forlade ham og vender tilbage til sine forældre med sin søn til almindelig misbilligelse i landsbyen.

Nu skal jeg ikke fortælle for meget mere om handlingen, der har adskillige højdepunkter og omsving.

Men som tidligere nævnt skildrer bogen Frankrigs kolonisering, 2.Verdenskrig, udsendelsen af mænd til fronten og den skammelige måde, hvorpå de senere bliver budt velkommen tilbage af franskmændene. Så følger krigen for algerisk uafhængighed og FLN's ankomst, Boumediennes statskup, emigration til byerne og endelig islamismens fremmarch og starten på borgerkrigen i sommeren 1992, der indleder det katastrofale »sorte årti«. 

Gennem Leïlas, Tareks og Saïds liv fortæller forfatteren os om Algeriet, Frankrig, Italien, kolonisering, krig, familie, forræderi og litteratur, da netop Saïd udgiver en bog med titlen "Leïla", der får følger for hovedpersonerne.

Det er mageløst velkonstrueret og skildringen af personerne er med respekt og følelse. En alternativ måde at skildre Algeriets historie på og med et positivt syn på fremtiden.

Bestemt værd at læse! Måske som optakt til årets Goncourt "Houris" af Kamel Daoud

Seuil (19/08/2022)

 

Carole Martinez: Du Domaine des Murmures

 Carole Martinez: Du Domaine des Murmures

Har læst mange bøger, der har været med i årets Goncourt-bøger, så her er en der i 2011 fik Goncourt - Lycéens

Året er 1187. Esclarmonde, en ung pige på 15 år, skal giftes med en ung herre, Lothaire, som hendes far har valgt.

På sin bryllupsdag nægter den unge Esclarmonde at sige »ja« til den skandaliserede bryllupsfest og skærer sit ene øre af. Hun ønsker, at hendes løfte om at ofre sig selv til Gud skal respekteres, imod sin fars ønske, herren på Domaine des Murmures.

Hun blev muret inde med kun en lille åbning mellem tremmer til at modtage sin mad og det allermest nødvendige. Et lille rum, hvor hun skal sove på jorden i noget halm, koldt og fugtigt.  I det mindste slipper hun for den triste skæbne at tilhøre en mand, hun ikke selv har valgt.

Hun bliver voldtaget i skoven kort tid før hun bliver lukket inde i en celle ved siden af slottets kapel, hvor den eneste åbning til verden er et tildækket vindue. Efter nogle måneder i sin "grav" opdager hun, at hun er gravid. Hvem er mon voldtægtsmanden?

Nu er der så ellers lagt op til en historie og en rejse, der også fører os til Det Hellige Land. En rejse, der er både mystisk og kødelig, på kanten af en drøm. Vi kommer ind i pigens unikke verden, drømmende og grusom, fuld af fængslende sensualitet.

Denne fantastiske fortælling fylder læseren med forundring og fortryllelse. Mellem siderne vandrer en grøn kæmpekvinde med fantastiske kurver og et grusomt spøgelse af en hvid hest. Vi indvies i folketro og myter og møder nogle kvinder, der ikke vil lade sig kue af mændene.

Herlig bog og selv om det er mere end tusind år siden den foregår, kan vi sagtens lære meget af den.

Gallimard (01/08/2011)

 

Rebecca Lighieri: Le club des enfants perdus

 Rebecca Lighieri: Le club des enfants perdus

Barnet i historien er Miranda, der er datter af et berømt skuespillerpar, Armand og Birke. Hun har lidt af psykiske problemer siden barndommen. Hendes historie fortælles i første del af hendes far og derefter af Miranda selv. 

Bogen starter med intime portrætter af en familie gennem faderen, Armand. Armand er gift med Birke, der er tysker af fødsel, men har tilegnet sig det franske sprog. Hendes barndom med forældre på narko, der ikke tager sig af hverken Birke eller hendes bror. Hendes opvækst har gjort hende lidt hård i filten men har en stor fysisk skønhed, der tiltrækker øjet. Hun er altid i et konkurrende spil med Armand og er hurtig til at vække både beundring og irritation. Hun har et meget kompliceret forhold til sin datter.

Armand er en egocentrisk mand, der har sin egen vision af kærlighed og begær, af forhold, familie og sin profession som skuespiller. Han er altid er hurtig til at kræve mere, og han udmærker sig ved sin livlighed og humor. Han er blevet et stort navn som skuespiller, men forsøger at huske på Miranda, men det besværliggøres mere og mere af Mirandas manglende evne til at integrere og forbinde sig fuldt ud med verden omkring hende.

I Mirandas del i denne bog møder vi en ung pige, der føler sig dybt fortabt og misforstået. Hun er udstyret med unikke, overnaturlige kræfter og er præget af en kompleks familiehistorie, der har isoleret hende fra andre.

Hendes liv er en søgen efter identitet i et liv, hvor hun lærer at acceptere sine sårbarheder og finde ind til sig selv igen, men helbredt bliver hun ikke. Hvorkan hun finde mening i et ofte fjendtligt miljø, hvor hun har alt for få holdepunkter og reelle kontakter.

De to dele af bogen supplerer hinanden, men Mirandals del virker for ustrukturet og usammenhængende og forsøgt skrevet i et sprog med stor brug af slang. Armands beretning er derimod langt bedre skrevet og struktureret.

Måske er antallet af fortabte børn, disse hypersensitive unge mennesker, som er ekstremt klare over livets absurditet og har svært ved at finde lykken i en verden af sult, krig og nød, vokset. Det er et helt klart tema i bogen, men behandlingen af emnet drukner lidt. En skam.

P.O.L. (22/08/2024)

Hélène Gaudy: Archipels

 Hélène Gaudy: Archipels 

Et af de sidste fire værker udtaget til årets Goncourt og bestemt på højde med de øvrige tre, men en helt anden type roman. Faktisk er det ikke umiddelbart en roman, men en datter der forsøger at tegne et portræt af sin far og skildre og prøve at forstå ham. Faderen lever stadigvæk og kan bruges som opslagsbog, problemet er bare, at han lider af hukommelsetab og har mange bare pletter i sin fortid.

Forfatterens ide og tilskyndelse til at fordybe sig i faderens fortid skyldes en opdagelse af en ø opkaldt efter hendes far, Isle Jean-Charles i Louisiana, en ø, der gradvist forsvinder under bølgerne. Faderen er som øen ved at forsvinde, er mere end firs år og har problemer med at gå.

Lidt underligt, at hun ikke synes at vide noget om hans og hendes mors fortid, men deres rejser og udfarenhed sluttede på en måde, da de fik et barn (forfatteren). Hendes far har altid været hemmelighedsfuld og diskret, men meget nysgerrig og engageret. Han var underviser, men også maler og digter, dyrker sociologi, politik og rejser til fjerne lande. Sporene fra disse interesser har han samlet i et atelier i Paris. Det rummer uendeligt mange objekter og ting, intet er blevet kasseret eller smidt ud. Forfatteren forstår, at han er atypisk og en spændende mand, der på nogle måder er blevet i barndommen.

I bogen følger vi forfatterens jagt ofte i diverse tilbageblik til bedstefaren og familien, i notesbøger og breve samt de feticher, der fylder hans atelier. Det er en lang vej og resultatet er måske en bedre forståelse af faderens udvikling, men måske mere en forståelse af hans livssyn og hans indre. Det er også en anskuelse af hvad det vil sige at blive gammel.

Hélène Gaudy skriver glimrende, poetisk, realistisk og med antenner i alle retninger. Det er en bog der kræver, at læseren forsøger at skabe den kronologi som Gaudy ikke giver os. Bogen handler også meget om hende og hendes selvforståelse og forfatterskab. Der er mange skønne passager, måske med et absolut højdepunkt mod slutningen af bogen.

Nu må vi så se om det er nok til en Prix Goncourt.

Editions de l'Olivier (19/08/2024)

Joy Majdalani: Jessica seule dans une chambre

 Joy Majdalani: Jessica seule dans une chambre

En noget åbenhjertig og velkonstrueret bog om kvindelist og en svag mand, der bliver et objekt som to forskellige kvinder, der bearbejder ham efter deres lyst.

Ved første øjekast har Jessica og Louise kun én ting til fælles: Justin. De elsker begge denne mand, men på forskellige tidspunkter.

Louise boede med Justin i seks år, men forlod ham for et år siden, fordi hun ikke kunne udholde hans sløvhed og vanestyrede liv. 

Jessica var i begyndelsen af tyverne, da hun møder hun Justin. Hun bor på et 16 m2 stort værelse og kan ikke holde ud at være alene, så en datingside var hendes sidste mulighed en fredag aften. Her møder hun Justin.

Jessica bemærker en form for tristhed i ham, så hun har en plan om at trænge ind i hans sind.  Hun gør alt for at forføre og tilfredsstille ham. Hun forelsker sig og fortsætter med at opbygge sin umodne personlighed sammen med Justin.

Dramaet opstår, da Jessica opdager, at Justin stadig sender små beskeder til Louise. Voldsom jalousi blandet med had og betagelse, der forøges da de to kvinder mødes via en flok af Justins venner.

Det udvikler sig i en retning, som vender op og ned på mange ting og overrasker læseren, især slutningen.

Kampen mellem de to kvinder føres elegant på mange niveauer og med stor dygtighed i beskrivelser af to kvinders kamp med deres jalousi, smålighed, løgne og bedrag. Bogen virker meget underbygget i de to personligheders ægthed og åbenhed. Et trekantsdrama, hvor manden blot er en tom skabelon.

Underholdende og skarp læsning.

Grasset (28/08/2024)

Yasmina Khadra: Coeur-d'Amande

 Yasmina Khadra: Coeur-d'Amande

Har tidligere læst gode romaner af Yasmina Khader f.eks. "Le sel de tous les oublies", så det var med stor spænding, at jeg åbnede denne historie, der starter på Montmarte.

Det er en historie om en dværg, Coeur-d'Amande, der i trediverne og bor ved foden af Sacré-Coeur sammen med sin »Mamie«, som han forguder. Det var hende, den tidligere fransklærer, der opfostrede ham, da hans mor havde afvist ham på grund af hans handicap. 

Coeur-d'Amande er Nestors kælenavn i dette arbejderkvarter, hvor alle kender alle. Da bedstemor begynder at blive ramt af Alzheimer, står Nestor  uden job og spekulerer på, hvordan han skal komme videre. Han giver ikke op takket være sin usvigelige optimisme i en verden, hvor det er lettere at have ondt af os selv end at se på vores held.

Sideløbende med dette beskæftiger forfatteren sig også med smukke venskaber, by-land. sygdom, invaliditet, homoseksualitet, alderdomshjem... ja der er nok at tage fat på.

Bogens første del er langt den bedste, for der følger vi livet på Montmartre blandt fattige og med et sprogligt potpourri. Efterhånden som handlingen skrider frem og bliver placeret i en lille by i Provence, har Khadra lidt svært ved at holde sammen på bogen.

Mialet Barrault (21/08/2024) 

Maylis de Kerangal: Jour de ressac

 Maylis de Kerangal: Jour de ressac

Endnu en prægtig bog, der er blandt emnerne til årets Goncourt.

Fortælleren er en 49-årig kvinde, der arbejder som oplæser og som stemme ved synkronisering af fremmedsprogede film. 

Efter et telefonopkald bliver fortælleren, der bor i Paris, næste dag kaldt til politistationen i Le Havre »i en sag, der vedrører hende«. Man har fundet et lig af en mand på stranden og i hans lomme ligger en seddel med hendes telefonnummer. 

Hun bliver helt slået ud af dette totale chok og overraskelse.

Hun tilbragte sin barndom i denne havneby, men har ingen tilknytning til den mere og har ikke været der i mange år.

Det bliver ikke nogen krimihistorie, men en skildring af glimt i hendes barndom og ungdom i Le Havre, der næsten er en person i bogen. Hun har svært ved at holde styr på sig selv, hvornår er det hende og hvornår er det en dubbleant? Hendes nuværende arbejde bliver til en søgen i hendes egen mere eller mindre glemte fortid.

Hendes ophold i Le Havre bliver er overraskende og smertefuldt besøg; en rejse i fortidens fodspor kombineret med introspektion af hendes nuværende liv som dobbeltgænger, hustru og mor.

Sproget, der er rigt og flydende, er smukt og gribende og vidunderligt præcist. Det er et ekstremt rigt, detaljeret og præcist sprog. Intet ord er for meget, ingen falsk tone, alt er perfekt kontrolleret for at give teksten mulighed for at udfolde sin fulde suggestive kraft.

Vil ikke komme nærmere ind på forløbet, men kan sige, at der er vidunderlige afsnit med beskrivelser af bl.a. et spil billard, bombningen af Le Havre i 1944 og obduktion af en mand uden hoved. Der er meget at komme omkring.

Måske ikke min absolutte favorit til årets Goncourt, men en meget velsrevet og varieret bog om et liv og en by.

Gallimard (15/08/2024

Abdellah Taïa: Le Bastion des larmes

 Abdellah Taïa: Le Bastion des larmes

På dansk har Forlaget Arvids allerede udsendt danske oversættelser af seks af Abdellah Taïas romaner, som jeg har anmeldt på Fransklisten, bl.a. den seneste "I lyset fra dig", der er tilegnet hans mor Malika.

Taïas nye roman, der er på listen til åprets Prix Goncourt, er en naturlig efterfølger til denne.

Da hans mor dør, vender Youssef, der er marokkansk lærer, og har levet i eksil i Frankrig i et kvart århundrede, tilbage til sin hjemby Salé på sine søstres opfordring for at sælge moderens lejlighed. Den har været centrum for Youssefs opvækst med 6 storesøstre, en storebror og en lillebror!

Hjemkomsten sætter gang i en hel fortid, som Youssef har skubbet fra sig i en vrede mod søstrene, der ikke hjalp ham som den lille homoseksuelle bror, som alle var efter. Et had og en nag som han har svært ved at tilgive. Søstrene har altid holdt sammen og er også vrede på Youssef, der er gået i eksil, og den mindste bror der uden varsel med sin kone er flyttet til Sverige efter at have solgt indboet i moderens hus. Der er intet tilbage der kunne have rummet minder om moderen. Den ældste bror er totalt underlagt sin kone.

Temaer i Taïas romaner er altid omkring homoseksualitet, for at være homoseksuel i Marokko er umuligt medmindre man er en magtfuld mand som vennen Najib blev. Det er en roman om barndom ødelagt af mænd, der kan voldtage 7-årige. Men det er også en roman om kærlighed, Youssefs kærlighed til Najib, som han aldrig helt har glemt. Youssef taler med Najib, hans barndomsven og elsker, som han tager hen for at sørge over ved »Tårernes Bastion«.

Samfundet beskrives som hyklerisk: Magt og penge får folk til at glemme homoseksualitet, og det værste pædofile svineri begås af mænd, der er »respektable«, fordi de beder deres fem bønner om dagen og går i moskeen. Romanen løfter også sløret for den handel med stoffer og andet, der drives af den øverste militære ledelse. Forfatterens billede af Marokko er ret negativt og fortvivlet.

Forfatteren får os til at føle fortvivlelsen, ensomheden og behovet for hævn hos disse udstødte på en måde, der nogle gange er meget rå. Taïa udtrykker både sin kærlighed til den arabiske kultur og sit had til dette hykleriske samfund.

Historien er til tider gådefuld, men Abdellah Taïas måde at skrive på er helt unik. Smuk, stemningsfuld og rytmisk. Fortællingen skifter ofte til anden person, når Youssef taler med hovedpersonerne i sin historie i sine drømme, tanker, telefonsamtaler eller breve. Denne fortællestil er meget levende og fordybende.

Kan du tilgive dem, der har ødelagt dig, eller er hævn den eneste måde at overleve på? De er romanens store spørgsmål og et egentligt svar får man ikke.

Ikke min favorit til årets Goncourt, men bestemt værd at læse.

Julliard (22/08/2024) 

Kamel Daoud: Houris

Kamel Daoud: Houris 

Den nye bog fra Kamel Douad har fundet vej til årets udpegning af bøger til Prix Goncourt 2024, og jeg må med det samme sige, at det er en absolut favorit. En bog man ikke lige slipper, voldsom, uhyggelig, dramatisk og gribende.

Aube er en ung algerisk kvinde på 26 år, som er nødt til at huske og glemme borgerkrigen i 1990'erne, som hun selv gennemlevede. Hendes tragedie er markeret på hendes krop: et ar på halsen, et kunstigt smil fra øre til øre og ødelagte stemmebånd.  

Den 31. december 1999, da hendes hals blev skåret over, og hun blev efterladt som død af islamister, som den nat massakrerede tusind mennesker fra hendes landsby Had Chekala, herunder hendes far, mor og søster. Det var den sidste dag i krigen i 1990'erne mellem militæret og Guds skæggede mænd, mellem den algeriske regering og forskellige islamistiske grupper.

Hun er nu stum og drømmer om at få sin stemme igen.

Hun kan kun fortælle sin historie med sin indre stemme til datteren i sin mave. Men har hun ret til at beholde dette barn? Kan man give liv, når det næsten er blevet taget fra en? I et land, der har vedtaget love om at straffe enhver, der omtaler borgerkrigen, beslutter Aube at tage tilbage til sin fødeby, hvor det hele begyndte, og hvor de døde måske kan besvare hendes spørgsmål.

Hvor 1. del af bogen er hendes stumme beretning til den endnu ikke fødte datter, tager historien fart, da hun møder andre personer på sin vej, der også husker borgerkrigen, men som ikke tør tale til hvem som helst om det.

Kamel Daoud introducerer os også til det moderne algeriske samfund og kvinders status gennem den unge kvindes beskrivelse af sit liv i Oran. Man bliver chokeret og forfærdet over at se religionens plads i det algeriske samfund, en religion, der tvinger folk til at tro, og dens katastrofale indvirkning på kvinders frihed, retten til en krop og seksualitet.

Det er særdeles modigt og afslørende for nutidens Algeriet at åbne for denne "forbudte" borgerkrig og næsten ubærligt at læse om rædslerne og den "tilgivelse" af bødlerne som blev givet i 2005.

Barsk, barsk læsning - men læs den alligel!

Gallimard (15/08/2024)

ps. Bogen fik årets Goncourt

Thomas Clerc: Paris, musée du XXIe siècle - Le 18e arrondissement

Thomas Clerc: Paris, musée du XXIe siècle - Le 18e arrondissement 

Som ivrig Paris-farer siden 1968 måtte jeg selvfølgelig have fat i denne roman, der ovenikøbet er blandt kadidaterne til årets Prix Goncourt.

Det er en mammut-bog på 500 sider, der næsten alle er tætte beskrivelser uden afsnit og en stil der bringer alt ind.Bogen har dog nogle store afsnit med titler:

1. Rue Marc-Séguin

2. Mon quartier: La Chapelle

3. La Goutte-D'Or

4. Clignancourt et Montmartre

5. Les Grandes Carrières

Det 18. arrondissement har 425 gader, pladser, torve, veje, boligområder, haver, villaer, boulevarder, blindgyder og passager, som Thomas Clerc har sat sig for at udforske, siden han flyttede hertil for seks år siden.

Denne bog er en total beskrivelse, der er resultatet af hans vandringer, afstikkere og notater, og den udelader ikke noget af det, byen lader dig se, høre og føle. Fra Montmartre til udkanten af ringvejen, fra lokale beboere til fortabte turister, fra caféer til mørke butikker, fra nat til dag, den tidligere forstad til Paris, oprørsk under Kommunen, holder aldrig op med at ændre udseende, hvis det da ikke er forfatteren selv, der omformer den, mens han rejser. Det 18. distrikt udfolder sig som et gigantisk lærred, og hver gade er et levende tableau.

Det er særdeles spændende læsning og viser hvor meget en bydel kan rumme. Han går på kryds og tværs i alle gaderne og laver en opgørelse over steder, kendte og mindre kendte, mere eller mindre mytiske fra film eller sange, for at give os et troværdigt, men subjektivt billede af dette parisiske arrondissement. Hans nysgerrighed er stor, men han ønsker også at være diskret og være betragter mere end deltager. Han holder sig dog ikke tilbage for at kritisere og fremvise uhyggelige og skandaløse forhold i bydelen.

Der er en del steder jeg skal se nærmere på ved mit næste besøg i Paris efter at have læst denne bog, der er for absolutte Paris-elskere.

Editions de Minuit (29/08/2024)

Ruben Barrouk: Tout le bruit du Guéliz

 Ruben Barrouk: Tout le bruit du Guéliz

En debutroiman der er blandt det første udvalg af romaner til årets Prix Goncourt, og selv om den er både velskrevet, har en intens historie om de sidste jøder i Marrakech, en fortælling om en række jødiske traditioner og en by der nu er helt arabisk, fanger den mig ikke helt.

I Marokko faldt den jødiske befolkning fra 200.000 i 1949 til 18.000 i 1977 og er nu nede på omkring 4.000. Marokkos historie er et enestående eksempel på jødisk-muslimsk sameksistens. I over to tusind år har jøderne i Marokko bidraget til landets kultur og arv. Den fælles historie mellem jøder og muslimer er præget af udveksling, forståelse og fælles traditioner. I dag er det fuldt ud erkendt, men de mange udvandringer til Israel, Frankrig, Canada m.fl. har gjort den jødiske del af befolkning til en meget spinkel del. Gennem jødeernes udvandring efter krigen i 1967, traditionerne og de familiebånd, der væves og opløses, skildrer forfatteren med rørende nøjagtighed oprindelsens rigdom og den kollektive erindrings kompleksitet.

I et kort referat af bogen kan man sige, at den handler om at en gammel kvinde plages af en mystisk støj dag og nat. Hun bor i Guéliz-distriktet i Marrakech. Bekymret forlader hendes datter og barnebarn Paris for at undersøge sagen. På stedet udspørger de bedstemoderen, sover i samme rum hende, men de hører intet, selv om hun siger, at hun stadig plages af den.

De tre personer prøver at følge fortidens spor først i Marrakech og den store jødiske kirkegård og i det gamle jødiske handelskvarter Mellah for at afværge glemslen. De tager også på en længere udflugt for at fortsætte med at bede til de helgener, der hviler på hellige steder. Romanen er fuld af anekdoter og minder om livet i fortiden og de traditioner som ikke er blevet videreført.  

Vi har tre forskellige synsvinkler på jødernes forsvinden: bedstemoderen der som den sidste vil bevare mindet om den gamle tid, datteren der har oplevet det i sin barndom og forsøger at genoplive det og endelig hendes søn, der er på vej væk fra traditioner og tiltrækkes af et moderne liv.

Romanen udmærker sig ved at skildre Marrakech med denne livlige og farverige bydel, og beskrivelserne er sanselige poetiske og vellykkede. Det er en levende by med dens smalle gader, dens markeder og dens indbyggere. Temaer som den evige jødes vandring, ensomhed, tiden der går og alt der forandres, eksil, pligten til at huske og respektere og videreføre traditioner. Der er nok at tage fat på, men den sikre skarhed i romanen savnes.

Albin Michel (21/08/2024)

Lidwine Van Lancker: Fracture(s)

 Lidwine Van Lancker: Fracture(s)

En debutroman, der bestemt rummer mange fine ting. 

Vi er et sted i Frankrig i enn by, klemt inde mellem en skov og marker, omkranset af en ringvej. Et arbejderkvarter med højhuse, et fjernt vedhæng til byen ovenover. Forskellen er grobund for socialt oprør og salg af stoffer. 

Arthur er 15 år.Han bor alene med sin mor, Sabine. Sabine ønsker det bedste for sit barn.

Hun indskriver ham på en privatskole. Arthur møder Côme, en solstrålefigur, som han drømmer om at være. Han vil gøre alt, hvad han kan, for at komme tættere på ham, for at blive accepteret ... for at komme tættere på Chloe, Cômes søster ... på denne perfekte familie, som lever et perfekt liv i deres perfekte hjem ...

Men det går slet ikke som Arthur forestiller sig det i sin drømmeverden. Han bliver mobbet, udnyttet som stikirenddreng af Côme, forholdet til moderen når et nulpunkt. Han kommer i kontakt med en gruppe der besætter en rundkørsel og det sætter ting igang for ham....

 Fracture(s) fortæller historien om et farligt venskab, om et socialt kvælertag, der sender den unge Arthur ud på et sidespor, en ung helt i en verden, der skræmmer ham.

Forfatteren udforsker på passende vis den vanskelige ungdomstid, hvor vi søger efter os selv, og hvor venskaber kan være lige så giftige, som de er destruktive. Men hun udforsker også de mange brud i vores samfund: social determinisme, nedbrydningen af den sociale rangstige, sociale bevægelser som Gilets Jaunes og klassekampen, uden nogensinde at forfalde til patos eller karikatur.

En social thriller, der holder én fast helt frem til den overraskende slutning.

En flot debut!

LIVRES AGITES (22/08/2024)

Sandrine Collette: Madelaine avant l'aube

 Sandrine Collette: Madelaine avant l'aube

Ny roman af Sandrine Collette, der må være blandt favoritterne til en pris i år. Har tidligere været meget begejstret for Et toujours les forêts og On était des loups og hendes nye bog arbejder videre med temaer som natur, drifter, overlevelse tilsat en snert af oprør.

Hvor? Hvornår? Det ved vi ikke. Og vi kommer ikke til at vide det. Hvis man tror, det er et eventyr, så bliver man chokeret, for det er en lang fortælling om rædsler, lidelser og hemmeligheder. 

Prologen er en forsmag på tragedien, og den opbygger fra starten en spænding, som bliver ved med at vokse og gennemsyre hele romanen.

I en landsby langt ude på landet lever, eller rettere overlever, beboerne på tre gårde: Rose, den gamle healer, som har taget hunden Bran til sig. Bran er fortælleren i de to første dele, Eugène med sin kone Aelis og deres tre sønner, Léon med sin kone Ambre, Aelis' tvillingesøster. 

Da der dukker en ensom lille vild pige op, som stjæler mad for ikke at sulte ihjel, beslutter Ambre, som ikke selv har børn, at tage hende til sig som sin egen datter. Mændene driver landbrug og bliver udnyttet af deres herrer, familien D'Ambroisie, som ejer jorden, og kvinderne bliver ustraffet voldtaget af familiens søn.

Sandrine Collette skildrer livet for bønder og tiggere, der er underlagt umenneskelige herrer, men også en vild natur, der ikke skåner dem. Beskrivelserne af det opslidende arbejde på landet er så levende, at man næsten kan mærke smerten i ryggen, de ømme skuldre og de forfrosne fingre.

Mændene accepterer deres skæbne med fatalisme, som om intet kunne ændres, og rollefordelingen er uforanderlig.

Det er Madelaine, den lille pige, der bringer et pust af oprør, som fører til tragedie. Hun er den, der gør oprør. Hun er den, der ikke underkaster sig, som udfordrer den etablerede orden med en dyriskhed og styrke, som gradvist vil få de andre karakterer til at indse, at deres elendighed ikke er uundgåelig.

Vil ikke afsløre mere om denne voldsomme fortælling, men læs den, for den vil gøre et uudsletteligt indtryk på dig.  og er skrevet i et fortættet og levende sprog.

J.-C. Lattès (21/08/2024)

Nagui Zinet: Une trajectoire

 Nagui Zinet: Une trajectoire

NAGUI ZINET er tredive år gammel og har skrevet en debutroman om en tabertype med skær af Simenon og flere amerikanske forfattere i historien.

   Der er flere indpakninger omkring den centrale del af roman, der er en slags dagbog skrevet af drankeren og løgneren N. I en prolog med titlen Patrick Dewaere får vi et første billede af en dranker, der har problemer med parforhold, ydmygelse og en form for ensomhed og skyhed.

Efter prologen kommer der et kapitel med Guyader der er undersøgelsesdommer. Han skal bl.a. tage sig af en sag om en ung mand N. der måske har slået en lidt ældre kæreste ihjel. Guyader er for nylig blevet skilt, er ensom, led ved sit arbejde og afhængig af alkohol. Han er dog opdaget af den unge mands dagbøger, som man har fundet på nettet. Det er for ham spændende læsning: "Et spind af løgne og delirium, hvor det nogle gange er lykkedes at holde fast i sandheden."

Nu er vi så fremme ved N.'s optegnelser. Han er en tragisk og sort figur, der er klar over at han har haft en ulykkelig barndom, men som mangler modet til at ændre sit liv i retning af en mere misundelsesværdig skæbne. Han er fanget i et spind af alkoholisme og nyder faktisk sin fornedrelse. Han vil gerne være gal og original for at slippe for hverdagens banalitet. Han spiller skuespil for sig selv og for andre, så man ender med at tvivle på, hvad han siger. Læs selv om hans skæbne som han selv skildrer den.

En lovende debutroman, som kan læses i ét stræk. En slagkraftig, præcis tekst uden for mange fyldord, den går direkte til sagen og overlader det til læseren at bygge en forestilling om denne N. op. Er han et eksempel på mange af nutidens unge, der har svært ved at finde stabilitet i tilværelsen i det moderne samfund og dets krav. Dommeren Guyader og N., dommer og anklagede med samme problemer, men ikke samme status.

Spændende ny forfatter med en debut som forfatter der tegner godt.

ÉDITIONS JOËLLE LOSFELD  29 08/2024

Caroline Ducey: La prédation

 Caroline Ducey: La prédation

Det er ikke nogen roman, men en historie fra det virkelige liv om en ung og naiv skuespillerinde, der bliver offer for en kvindelig filminstruktørs magt og selvpromovering.

Caroline Ducey er skuespiller. I denne gribende beretning ser hun tilbage på optagelserne til filmen Romance, instrueret af Catherine Breillat, og dens efterspil.

Bogen præsenteres med et citat fra bogen:

»Femogtyve års tavshed, femogtyve år, hvor jeg blev forhindret i at tale på grund af en manglende evne til at forstå mig og en afvisning af at høre mig. Så gav jeg mig selv mundkurv på af stolthed og fornægtelse af, at jeg var et offer - så jeg ikke skulle dø. Da #MeToo-bevægelsen kom, og folk begyndte at tale, blev min stemme afvist, fordi den risikerede at underminere troværdigheden af andre kvinders stemmer. Fordi jeg anklager en kvinde, en anmelderrost kvinde og oven i købet et feministisk ikon."

Caroline Ducey er en fransk skuespillerinde, der er kendt for sine dristige og ofte kontroversielle roller. Uden for Frankrig er hun nok mest kendt for sin rolle i Catherine Breillats film "Romance" fra 1999. Denne film skabte en del debat på grund af sine eksplicitte scener og udforskning af seksualitet.

Mange har rost filmens dristighed og vilje til at udforske et tabuiseret emne som kvindelig seksualitet på en ærlig og ufiltreret måde. Filmen er blevet hyldet for sin visuelle poesi og for at give kvinder en stærk og selvsikker stemme. Andre har kritiseret filmen for at være pornografisk og for at objektivisere kvinder. De mener, at filmens fokus på seksuelle handlinger går på bekostning af dybere karakterudvikling og tematiske nuancer.

Caroline Ducey har nu i mange år forsøgt at fortrænge en scene i filmen, som hun mener var voldtægt af hende og med Breillats viden. Bogen er bygget op med en præsentation af hendes familie og opvækst, hendes karriere som skuespiller og hendes forsøg på at fortrænge det der skete under optagelsen af Romance og Breillats nedgøring af hende. 

Efter filmen sker der ikke umiddelbart noget, og gennem en hektisk liv og stoffer forsøger hun at glemme, men bliver reddet på stregen af familie og venner.

Bogen er en lang anklage mod Breillat og den mandsdominerede filmverden, hvor Breillat som kvinde bruger mændenes våben. Ducey bliver et bytte der skal jages og nedlægges (deraf bogens titel), hvilke psykologiske og fysiske konsekvenser det får, bekymrer Breillat sig ikke om.

Det er en barsk historie, men meget oplysende og ærlig at læse og prøve at forstå. Prædatorerne er ikke nødvendigvis alle mænd, men er en opfattelse af de svage som et naturligt bytte.

Et kort, men væsentligt indlæg i debatten om kvindens stilling.

Albin Michel (28/08/2024)

Monia Aljalis: L'extase

 Monia Aljalis: L'extase

En romandebutant, født i forstadskvarter ved Paris, men har tilbragt en del af sin ungdom i Tunis

Bogen er en dag i en ung kvindes liv i Paris. Hun hedder Leyla og er fra en familie med marokkanske rødder. I løbet af en bestemt dag vandrer Leyla febrilsk rundt i Paris' gader, er hos sin læge og sin psykiater, på barer, klubber og ved Seinens bredder, hvor hun møder mennesker på kanten af samfundet, men også sine venner og forbipasserende elskere. 

Denne unge kvinde har identitets problemer, føler sig hverken herfra eller derfra, er splittet mellem en traditionel arabisk-muslimsk familie og en besnærende seksuel søgen. Leyla nægter at vælge mellem samfundets påbud og hævder vredt sin frihed, men søger løsninger via tro - ikke tro og nægter at tage et almindeligt arbejde.

Værket skiller sig ud ved sin dristige skrift, der kombinerer poesi og vulgaritet for at give en rå, realistisk vision af livet i Paris. Heltinden Leyla legemliggør denne moderne vandring. Mona Aljalis skriver om vanskelighederne ved at leve med en dobbeltkultur, især når man er kvinde, men hun taler også om vanskelighederne ved at finde sin plads, når man står over for den fremherskende racisme.

Ikke en roman, der tiltaler mig meget, slet ikke med indholdet der er for tilfældigt og ikke byder på meget. Der er gode sekvenser med beskrivelser, små skæbner. Der er forsøg på sproglige og digteriske indgange, men det skulle have været andet end en skriveøvelse.

Seuil (19/08/2024)