Jean-Christophe Grangé: Le passager

En moppedreng på 750 sider der fastholder sin læser, når man først er fanget - og det varer ikke længe.

Det starter ellers ret fredeligt med skildringen af en psykiater ved et hospital i Bordeaux, Mathias Freire, der modtager en patient med hukommelsestab. Manden har en telefonbog og en skruenøgle med blod på! 
Samtidig finder man et lig af en narkoman, død af en overdosis, men man har trukket et udhulet tyrehoved ned over hans hoved. En ung politikommisær Anaïs Chatelet skal tage sig af sagen.

Der sker selvfølgelig det, at de to sager knyttes sammen, men samtidig opstår der et mærkeligt bånd mellem Mathias og Anaïs.

Romanens tema er identitet, forsvunden identitel og folk der pludselig kan skifte fra en identitet til en anden og fuldstændig fortrænge sin fortid. Mathias rummer f.eks. flere personer.

Det er en uhyre velkomponeret historie, selv om den undertiden måske bliver lidt for opfindsom. Man jonglerer mellem græsk mytologi, Freud, Jung og moderne psykologi. Der er de højere magter i form af staten og militæret og efterretningsvæsenet. Vi kommer også godt rundt i Frankrig - Bordeaux, Marseille og Paris med afslutning i La Rochelle under den store storm.

Hæsblæsende historie, men dygtigt skrevet og komponeret. Måske skulle jeg læse en bog mere af ham!



Albin Michel, 2011

Robert Cottar: Les calandriers

I Frankrig har der i mange år været en tradition med, at det lokale postbud hvert år til jul solgte kalendere på sin rute. Prisen var ikke fast, men overladt til køberen at bestemme. Overskuddet var en lille indtægt for postbudet som en slags nytårtsgave. Traditionen fortsætter stadigvæk, men måske i mindre omfang.

"Bob le facteur" fortæller om sine oplevelser i denne bog. Den foregår i en lille by Gonneville-la-Mallet og i landet omkring. Det er ikke langt fra Étretat.

Bob fortæller om de forskellige typer kalendere han sælger og hvem der skal have hvad. Vi får på den måde en række korte historier om de lokale. Vi får ofte præsenteret deres bolig, deres levemåde og en række lokale typer, det være sig landmanden, butiksindehaveren, kromanden, sømanden,  slotsherren etc.

Vi kommer virkelig området rundt og alt er fortalt i en munter tone, selv om det ofte dækker over personlige skæbner, fattigdom og postbudet som den eneste kontakt. 

Forfatteren har en fantastisk evne til at observere og gengive et lille samfund, der sikkert er typisk for la France profonde.

Gennemgående godt fortalt med gode og mindre interessante historier, men bestemt værd at læse.



Éditions de l'Olivier, 2019

Camille Laurens: Dans ces bras-là

Fik ved et tilfælde fat i denne lidt ældre udgivelse, men det blev ikke en god oplevelse.

En kvinde vil fortælle alt om manden, det være sig bedstefar, far, mand, søn, elskere psykolog etc. Mændene bliver skildret af fortælleren og en hovedperson Camille i en opsamling som er svær at overskue.

Ideen er måske god nok, men resultatet er meget intetsigende, specielt de mange opremsninger. 

Virker som en lang maraton, som man må kæmpe sig igennem.

Bestemt ikke anbefalelsesværdig.


Gallimard, 2002

Hélène Vasquez: Je veux toucher les nuages

Altid spændende at læse en roman af en ny lovende forfatter, somme tider bliver det kun til et værk, men lad os håbe, at Hélène Vasquez fortsætter, for hendes første roman er virkelig god.

Historien er ret speciel, og jeg skal ikke afsløre for meget her, men udgangspunktet er Alice og hendes verden. Alice er perfektionist og bruger altid sin fornuft, selv om hun dog har haft en periode med spiritisme. Da hun var barn, tog hendes forældre sig af en pige, Louise, hvis mor var død og hvis far ikke kunne tage sig af hende. De to piger vokser op sammen som søstre.

Louise forlader dog familien, da hun er myndig og roder sig ud i et liv med stoffer. Hendes fyr dør under et trip, og da Louise er kommet på afvænning afsløres det, at hun er gravid. Hun flytter nu tilbage til Alice og hendes familie, hun får et barn, men hun rammes af en kraftig cancer og dør. Alice får tilkendt forældreretten.

Dette er så bare begyndelsen på bogen, der nu udfolder en indviklet, men spændende historie, der holder læseren fast. Vi får også et lag tilføjet, da vi kan følge den afdøde Louise og hendes tilværelse i skyerne. Bogen titel går nemlig på, at hendes barn vil bruge sin gynge til at gynge så højt, at hun kan nå skyerne, hvor hendes mor er.

Der er alt hvad hjertet kan begære af mystik og overnaturlige hændelser, men også en historie om et barn der har mistet sin forældre. Hvordan kan det komme gennem livet?

En lille kærlighedshistorie bliver der også plads til.

En god og bevægende bog. Velskrevet og velkomponeret.

Éditeur : LES NOUVEAUX AUTEURS (07/06/2018)

Fabienne Thomas: Inventer le jour

En junidag, nærmerte bestemt ved solhverv, drager Louis ud på en vandring til "Les Sources", der er det sted hvor hans nu afdøde kone Anna tilbragte sin barndom.

Anna er død efter en lang periode, hvor Alzheimer har overtaget hende mere og mere. I starten af sygdommen har hun ikke villet tale om det og Louis langt mindre. Det er først da deres to børn begynder at insistere, at Louis må se sandheden i øjnene.

Efter Annas død kan Louis ikke mere leve, for deres liv sammen har været hans omdrejningspunkt i tilværelsen. Der har selvfølgelig været svære perioder, specielt da de mister et barn, men Louis har behov for at trænge dybere ned i sig selv, har han elsket hende nok, har han fået vist det, har hun elsket ham? Har deres liv sammen været noget, han kan være lykkelig over.

Den junidag drager han således afsted over bjerge og vild natur på sin sidste rejse både bogstaveligt og i symbolsk betydning. En rejse til kilden, til det inderste, til en ny dag.

Bogen er skrevet i et poetisk sprog og med en stilfærdig fremstilling af Annas sygdom. Det er en aldrende persons tanker om liv, død og kærlighed, som han netop i sin ensomme rejse oplever gennem kontakten til naturen.

Det er en dyb bog, men selv om sygdom og død er emnet, bliver den ikke tragisk, for det er også en historie om den jordiske og den åndelige verden. Smukt skrevet med stor indlevelse.

Éditions Passiflore, 2015

Laetitia Colombani : Les victorieuses

Ny roman af Laetitis Colombani efter den store succes med "La Tresse" ,og  jeg må straks siger, at jeg synes, at det er en flot om ikke helt så god opfølgning.

Hovedpersonen er Solène, der har ofret alt for at få en karriere som advokat, men en dag får hun et chok, da en mand hun har forsvaret, men som alligevel bliver dømt, kaster sig ud over rækværk, falder ned og slår sig ihjel. Hun får et alvorligt burn-out og har i det hele taget svært ved at foretage sig noget som helst.

Hendes psykolog foreslår, at hun skal påtage sig noget frivilligt arbejde. Hun påtager sig et job som offentlig skriver i "Le Palais de la Femme", der tager sig af kvinder i nød og uden bolig. De kan få et værelse med bad og et lille køkken.

Vi følger nu Solène og hendes sejre og nederlag hos en række kvinder af forskellige nationaliteter, hvor hun får afprøvet sig selv, og hvor hun finder lag, som hun ikke var bevidst om.

Parallelt fortælles historie om Blanche Peyron, der i 1926 sammen med sin mand Albin, var med til at åbne "Le Palais de la Femme". Blanche Pyrons liv var også meget omtumlet, men hun går som ung ind i Frelsens Hær. Hun er en vidunderlig taler, der overbeviser folk om at støtte Frelsens Hær og gøre noget for de fattige og nødstedte. Hendes eget liv er en stadig kamp og opførelsen af "Le Palais de la Femme" bliver en enorm bedrift. Bygningen findes stadigvæk i rue Charonne og har stadigvæk samme formål.

Ved således at knytte en faktisk persons liv og virke sammen med den fiktive hovedpersons liv, åbner der sig nogle meget vide perspektiver specielt med hensyn til kvindefrigørelse og kvindekamp. men også en forskel mellem starten af det tyvende århundrede og det enogtyvende århundrede. Har mennesket udviklet sig? Er det blevet bedre og mere opmærksomme på næsten? Hvordan er kvindens stilling?

Der er to sejrrige i romanen/skildringen, men det bliver lidt anstrengt at køre de to historier samtidig. Det bliver let til adskilte episoder, hvor den store sammenhæng kan være svær at finde. Men til gengæld er der mange af disse episoder, der sidder lige i skabet.

Grasset, maj 2019

Philippe Lemaitre: Trois jours et une vie

Selv om historien strækker sig om en lang periode, næsten et helt liv, er der tre dage, der står stærkt markeret i Antoines liv.

Vi møder ham først som 12-årig. Han bor hos moderen i Beauval, en by omgivet af store skove. Hans far bor i Tyskland efter forældrenes skilsmisse. Antoine er selvfølgelig ramt af skilsmissen, har samtidig lidt svært ved at komme overens med byens andre drenge. Er forelsket i en pige, der i stedet ser op til borgmesterens søn. Borgmesteren Weisser styrer sikkert byen samtidig med, at han har en fabrik, der laver børnelegetøj i træ. Her arbejder mange fra byen.

Antoine kan ikke lide sin nabo, der virker truende og ond, specielt da han skyder sin hund Ulysse, som Antoine ellers er meget sammen med. Naboens søn Remi, der er 6 år, er betaget af Antoine og er en dag med, da Antoine alene bygger sig en hytte oppe i et træ et fjernt sted i skoven.

En aften er Remi væk. Man eftersøger ham i flere dage, men finder ham ikke. Man ser det næsten som en fordømmelse af byen, der kort efter rammes af et voldsomt uvejr, der nærmest smadrer byen.

Dette er ligesom starten på en hæsblæsende historie, hvor vi i tre perioder (1999, 2011, 2015) følger Antoine og hans udvikling.

En særdeles velkonstrueret krimihistorie, der samtidig er en afsløring af dybe lagt i mennesket. Kan man myrde uden at føle skyld? Kan man ofre sig for en anden? Kan man finde tilgivelse? Samtig er det beskrivelsen af livets i en landsby med alle de underforståede regler og skikke og nogle familiers styrke i forhold til andre. Det er også en fortælling om at være barn/ung i et miljø, der ikke umiddelbart er forståeligt for dem.

Mesterlig roman med en uventet slutning, der får lagt de brikker på plads, som kan have undret en undervejs!

Albin Michel 2016

Yasmina Khadra: L'outrage fait à Sarah Ikker

Ny roman fra Yasmina Khadra der udgives som bind 1, og det er man faktisk meget glad for at opdage, når man når slutningen, for handlingen og bogen i sig selv kan næsten ikke være bekendt allerede at være slut.

Politiinspektør Driss har været væk en del dage, og da hans kolleger endelig finder ham på et billigt hotel, stangdrukken og med en luder, må der en forklaring til: En nat han kommer hjem, finder han sin kone Sarah bundet på sin seng, med hovedet nedad, kneblet og nøgen. Han ser hende lige og bliver så slået ned bagfra. Da han kommer til sig selv, forsøger han at drukne sorgen.

Fpr Driss er det i høj grad hans ære der er besudlet, for hvordan kan han vise sig med en kone der er blevet voldtaget? Hun kommer fra en velstående familie og gennem forskellige flash-backs får vi skildret deres første møde og Driss' karriere.

Driss vil finde den skyldige, og opfører sig som om han er mere et offer end konen er. Han er i det hele taget meget ubehagelig over for Sarah og andre. Hun er dybt fortvivlet og trøstes af sin veninde Narimène, der siger, at mænd ofte hævner sig på deres koner, når der er noget mændene ikke kan klare. "Un couple, ce n'est jamais un mari et une épouse. Un couple, c'est une mère et un enfant gâté."

Der er dejligt mange af den slags replikker og beskrivelser i bogen.

Der er en fin skildring af forholdet mellem mænd og kvinder, autoritet og underkastelse i politiverdenen. Desuden er de poetiske afsnit med den magiske natur ved Tanger en fornøjelse at læse som afbrud på en ellers spændende handlingstråd.

Ser meget frem til at læse næste bind.

Julliard, 2019

Marie Gauthier: Court vêtue

En debutroman, der har fået "Prix Goncourt du premier roman", og det er sandelig et godt valg, for det er en helt speciel roman med en lidt hemmelighedsfuld og mystisk tone, selv om den foregår i helt realistiske omgivelser. Noget er virkelighed, men andet er drøm og ønsker. Noget er knyttet til tanken andet til kroppen.

Hovedpersonerne er Félix, 14 år, der på grund af skolevanskeligheder er på et midlertidigt arbejde i en anden kommunes vejarbejdsafdeling. Hans chef har altid en smøg i kæften og er ofte på bar og halvfuld. Han har en datter Gil(berte), der laver mad til de to, og arbejder i er lille supermarke. De bor sammen i et stort hus nær landevejen.

Félix arbejder godt og får skabt sig en tilværelse, men han er tiltrukket af Gil uden rigtigt at forstå hvordan. Hun tager sig af ham som en lillebror, men ser ikke i starten, at han er ved at udvikle sig til en rigtig mand.

Gil er en megt køn og tiltrækkende ung pige  på 16 år, der vækker alle mænds interesse, og hun er ikke smålig med at give sig hen. Hun har et sært forhold til sin krop, som hun føler skal bruges.

Landsbyen er umådeligt kedelig, sommervarmen er næsten uudholdelig, Gil vil leve og Félix vil prøve at forstå sine følelser for Gil, så det er en sand udviklingshistorie. Vi ser kontrasten mellem de unge og de gamle, satheden og søgen efter den sande kærlighed i et spil, der har de forskellige personer som afsender.

Der er en søgen og et krav, men det er ikke altid nemt at forene dem.

En meget flot debutroman, spændende at se, hvad det kan udvikle sig til.


Gallimard, 2019

Virginie Grimaldi: Quand vos souvenirs viendront danser

Ny bog fra Virginie Grimaldi som bestemt er hendes hidtil bedste. Den er gennemkomponeret, skrevet i et let og sammenhængende sprog og så tager den både sjove og muntre emner op, men også meget alvorlige som sygdom og en død, der nærmer sig med hastige skridt.

Historien udspilles som udgangspunkt  i en lille gade "Impasse des Colibris", hvor en flok unge flyttede ind for mere end tres år siden. Der er nu kan seks af dem tilbage, og de har tilbragt disse mange år i gaden med deres unge kærlighed, børn og børnebørn. Ikke alt har været fryd og gammen, ja der har endda været alvorlige hændelser, men nu finde de sidste gamle sammen, for gaden trues med at blive nedlagt for at give plads til en skole.

På opfordring fra et barnebarn begynder den 83-årige Marceline at skrive om begivenhederne, krydret med klip fra hendes dagbøger. Vi får således et langt indblik i personernes fortid også med vekslende klip fra gamle dage til nutiden.

De gamle slår sig sammen for at ændre borgmesterens og byrådets beslutning gennem forskellige happenings og aktioner. Der bliver endda lavet en lille video med en sang, som snart gør dem berømte på nettet, så berømte at de får stor opbakning og bliver kendte via TV. Denne skilding er både morsom og rørende.

De lidt mere dystre sider er beskrivelsen af Marceline og hendes mand, Anatole. De har haft et meget anstrengt forhold til deres datter, som er flyttet til USA. I deres alderdom tvinger sygdom Anatole til at sidde i kørestol og Marceline frygter Alzheimer-sygdommen og går til undersøgelser, som hun hemmeligholder.

De andre personers skæbner skildres ligeledes indgående, så det er en lille gade vi kommer til at kende på godt og ondt, men det er fortalt med en varme og forståelse, så man bliver oprigtigt optaget af dem.

En virkelig god bog at læse, for det er dagligdagsting, som kunne passe på mange mennesker. Samtidig er det er en skildring af de store forandringer der er sket i Frankrig og andre steder siden slutningen af 50'erne.

Fayard, 2019

Fred Vargas: Un lieu incertain

Den gode Adamsberg kommer noget omkring i denne spændende krimi på mere end en måde. Først er han i London med Danglard og den unge Estalère til et kollokvium, men uhyggen breder sig, da de ved et besøg ved kirkegården Highgate, se 11 sko med afskårne fødder!!

Nå det lader de engelsk politi klare, men ved hjemkomsten møder de endnu en forfærdelig massakre: en person er blevet skåret op i småstykker, simpelt hen skilt totalt fra hinanden i et voldsomt blodbad.

Ja, I tror mig næppe, men det fører til, at Adamsberg skal en tur til Serbien, for der er et spor der peget mod vampyrer!

Ja, handlingen er fantastisk skruet sammen og gys på gys følger hinanden. Men det er god læsning for Fred Vargas skriver glimrende og har nye facetter til sine gennemgående personer.

Bogen blev slugt forholdsvis hurtigt, da man ikke kan lægge den fra sig.

Flammarion, 2018

Philippe Djian: Les inéquitables

Jeg har læst mange af Djians romaner siden 37.2 le matin. I en periode faldt niveauet en del, men hans seneste romaner er faktisk vældig godt skrevet med et specielt persongalleri.

I denne roman der foregår i en havneby er hovedpersonerne Diana og Marc. Dianas mand er blevet myrdet under omstændigheder, som vi ikke helt får at vide. Hun lider meget under det, forsøger flere selvmord og er blevet lettere invalideret, hun er ca 50 år. Marc der er hendes mands lillebror er ca 20 år yngre. Han flytter ind i hendes hus for at støtte hende.

Dramaet starter da Marc finder tre pakker kokain der er skyllet ind på stranden. Han giver den ene til Joël, Dianas bror, som han arbejder lidt for. Han har åbenbart de rette forbindelser, bl.a. borgmesterens søn, Serge, der også er gode venner med politiet. Nogle unge narkohandlere uden form for moral kommer på banen.

Denne del af historien får et barsk forløb. Det er en rigtiog roman noir

Samtidig er der et indviklet spil med venskab, kærlighed og sex mellem Diana, Serge, hans kone, Joël og hans kone, Marc og en gammel veninde til Diana, Denise.

Historien er fint fortalt med mange løse ender, som læseren selv skal føje sammen. Personerne ved godt, at de ikke alle er af den bedste slags, men de forsøger at nærme sig sandheden om sig selv og de andre. Det giver dybe sår og flere dødsfald.

Djian har bestemt fat på noget væsentligt i nutidens samfund: hvem kan man egentlig stole på, ikke engang sig selv?

Gallimard, 2019

Jean Teulé: Entrez dans la danse

Denne helt specielle bog bygger på nogle hændelser, der forekom i Strasbourg i juli 1518. Der opstod en slags epidemi, hvor folk begyndte at danse. De dansede nærmest uafbrudt i to måneder og folk faldt om og døde af det.

Vi får nogle beskrivelser af forholdene i Strasbourg på det tidspunkt, hvor der var tørke, mangel på mad, meteoritnedslag nær byen og den tyrkiske hær, der nærmede sig. Der var ingen mad, og folk begyndte at spise deres egne børn, samlede afføring fra de spedalske op og spiste det og spiste i det hele taget alt, der kunne minde om føde.

Vi følger i bogen parret Enneline og Melchior, hvor Enneline efter at have smidt sin baby i floden, for ikke at blive fristet til at spise det som naboerne gør, pludselig går ud på gaden og giver sig til at slå en rytme og danse. Først er alle forargede, men lidt efter lidt følger andre efter og epidemien breder sig. Melchior bevarer hovedet koldt og prøver at redde Enneline fra hendes vanvid.

Der er mange kræfter i gang for at standse dette vanvid. Borgmesteren prøver, men må til sidst overgive opgaven til de gejstlige, der sidder på alle de fødevarer der findes, godt gemt af vejen og til salg for høje priser. Den katolske kirke er på dette tidspunkt truet af Martin Luthers opslag, så der er der også en fare.

Bogen er skrevet i en meget præcis og detaljeret skildring af sulten, nøden, udskejelserne og samfundets reaktion. Der er de store sociale skel, der skildres, som et af onderne. Det er samtidig fyldt med nutidige begreber og henvisninger, ofte i en let humoristisk tone f.eks. når han kalder det historiens første rave party.

En voldsom bog, men bestemt værd at læse.

Editions Julliard, 2018

Jean-Christophe Rufin: 

Les sept mariages d'Edgar et  Ludmilla

Alt begynder i Ukraine, hvor Edgar er på en speciel rejse i URSS i 1958. Et land der ellers var lukket for fremmede. I en lille landsby sidder den unge Ludmilla, nøgen, oppe i et træ! Hun synes at være byens skøre pige, men hendes blik fanger Edgars og der opstår en kontakt på tværs af sprog og sociale skel. 

Senere lykkes det for Edgar at hente Ludmilla til Paris efter deres første giftemål.

Vi følger nu de to gennem deres op- og nedture, skilsmisser og giftemål gennem den sidste halvdel af det tyvende århundrede. Det er en historie om enorm succes for Ludmilla som operasanger og for Edgar som forretningsmand - ja det er med konkrete personer i tankerne som Maria Callas og Bernard Tapie. Der er også enorme nedture, der styrter dem fra at være berømtheder til at miste alt.

Det er en lang historie fortalt af deres svigersøn, der har opsøgt alle, der har kunnet bidrage til at udrede deres liv. De får nemlig en enkelt datter i deres samliv.

En historie om kærlighed, der modsvarer vor tids hurtige skilsmisser og at leve i nutiden uden interesse for en sammenhængende tilværelse.Interessant at læse om tiden i dette lys.

Er måske lidt for langtrukken, men har en livsvisdom, som det er vigtigt at møde. I et efterord skriver Rufin om sit eget liv, der har bidraget til romanens tilblivelse.

Gallimard, 2019

Agnès Martin-Lugand: Une évidence

Som den foregående omtalte bog foregår historien i denne historie også i Bretagne, nærmere bestemt Saint-Malo, og Normandiet. Der er åbenbart en speciel atmosfære i Bretagne, der tiltrækker en del forfattere, men det er en sag som må undersøges senere.

Hovedpersonen i Agnès Martin-Lugands nye roman hedder Reine, men er hun nu en rigtig dronning? Hun har ikke nogen konge,for hun har opdraget sin søn, Noé, selv, og faderen bliver fremstillet for sønnen som en der har svigtet. Efter en lidt hård tid bliver Reine meget optaget af sit arbejde for Paul i deres reklamebureau. Paul tager sig af Noé som en slags far, men der er kun et arbejdsforhold mellem Reine og Paul.

Alt går således godt, til Noé er i en alder hvor han skal op til studentereksamen og senere flytte. Reine bliver sat på et job, hvor hun skal til Saint-Malo, men nu begynder problemerne, for én af ejerne i det firma, som hun skal arbejde for, er hendes gamle kæreste Nicolas, far til Noé.

Hvad stiller man op, når ens tilværelse bygger på en form for løgn? Hvordan kan hun forklare sin søn det? og hele familien? En afsløring udefra er på vej, så det er en selvfølgelighed, évidence, at hun gør bedst i selv at fortælle sandheden. 

Reine bliver, før hun møder Nicolas, også forelsket i hans partner, så historien bliver noget indviklet.

Jeg kan afsløre, at forviklingerne ikke bliver mindre fra det punkt, men lad nu det ligge.

Agnès Martin-Lugand skriver godt og medrivende, og de følelsesmæssige udsving og personernes indbyrdes forhold bliver spændende som en krimi. Men måske lidt for opfindsom efter min mening. Der er ingen tvivl om at hun er meget god til at skildre de forskellige følelser og situationer, som Reine kommer ud i.

God læsning, også om Saint-Malo.

Editiosn Michel Lafon, 2019

Sophie Tal Men: Qui ne se plante pas ne pousse jamais

Med sin nye bog kommer Sophie Tal Men atter omkring læge- og hospitalsverdenen, men i et lidt andet lys end i de foregående værker. Desuden indvies i en chokoladeverden.

Vi har tre hovedpersoner, hvor Jacqueline, en 82-årig bedstemor, er samlingspunktet. Jacqueline er en særdeles aktiv og meget speciel person, der bliver ramt af en alvorlig sygdom. Hun ved, at det snart er slut, men hun har nogle ting, hun skal nå.

Det foregår omkring Margaux, hendes barnebarn, og Alexandre en slags "barnebarn" også. Margaux og Alexandre var som børn de bedste venner og legede hos Jacqueline, der bor i Cap Fréhel i Bretagne. 

Margaux er nu meget optaget, bor i Paris og rejser verden rundt for hendes fars chokoladeimperium. Chokoladeekspert og afhængig af at spise det, så meget at der i et ekstra afsnit af bogen er opskrifter.

Alexandre er næsten færdig med sin lægeuddannelse og arbejder hårdt på hospitalet. Han har en kæreste, der vil giftes og han tvinges nærmest ind i ægteskabet, men har det meget bedre med kolleger på deres fælles kollegium.

Hvordan får Jacqueline de to til at genoptage tråden og måske finde sammen igen, bliver bogens dramatiske linje.

Sophie Tal Men er god til at skildre sine personer, men kører nok historien lidt for langt ud. Vi kommer ellers rundt i verden: Bretagne, Paris, Cuba, Canada etc.

Der er væsentlige temaer i bogen som alderdom, forhold på hospitaler og plejehjem, gamle skikke og den nye verden, så på den måde bliver bogen relevant.

Editions Albin Michel, 2019.

Delphine de Vigan: Les Gratitudes

For et års tid siden udsendte Delphine de Vigan en kort roman med titlen "Les Loyautés" (se omtalen), og nu kommer anden del af trilogien om følelser. I "Les Gratitudes" er det vores evne til at udtrykke taknemmelighed, der er fokus på.

Bogen starter med at konstatere at vi siger "merci" mange gange om dagen, nok mere i Frankrig end i Danmark, men er det kun overfladisk? Husker vi at vise den dybe taknemmelighed, som vi føler for vi skylder nogle mennesker?

Aujourd’hui, une vieille dame que j’aimais est morte.

Je disais souvent : « Je lui dois énormément. » Ou : « Peut-être que sans elle, je ne serais plus là. »

Je disais : « Elle compte beaucoup pour moi. »

Compter, devoir, est-ce ainsi que se mesure la gratitude ?

Mais l’ai-je assez remerciée ? Ai-je suffisamment montré ma reconnaissance ? Ai-je été assez proche, assez présente, assez constante ?

Siger en af bogens tre vigtigste personer, Marie, i starten. Vi ved altså allerede nu, hvordan det skal gå med Michka, en ældre dame, som hun været knyttet meget til. Michka er en intelligent, kulturel og vidende persen, men hun må på plejehjem, da hun begynder at lide af afasi og glemsomhed. Hendes intelligens er ikke berørt, men ordene begynder at blive væk eller bliver erstattet af andre, så man må finde det rigtige selv.

Pendant quelques secondes, elle se perd dans ses pensées.

— Il faudrait pas vieillir. Mais bon, ça tombe bien que tu sois là, je voulais te dire que j’ai réfléchi, je préférerais une abréviation.

— Comment ça ?

— Pour mes obstèques. Une abréviation… quelques petits sandwiches et on n’en parle plus. Comme madame Crespin, il paraît que c’était très sympathique.

— Tu veux dire une incinération ?

— C’est ça. Mais au sermon, les sandwiches, pas au pâté.

— Au saumon ? Oui, bon, O.K., c’est noté, mais il n’y a pas d’urgence, tu sais, on n’est pas pressées.

Talepædagogen Jérôme tager sig af Michka og prøver at få hende til at holde fast i ordene, men han føler også noget specielt for hende, da hun rører ved noget hos ham, som han helst ikke vil have frem. Vi er nemlig vidne til, at ting fra fortiden dukker op, for der har været situationer, hvor vi ikke har fået udtrykt vores taknemmelighed over for bestemte personer, der måske er væk nu.

Alle tre hovedpersoner har nogle bestemte, som de skylder noget og det kommer frem i løbet af bogen.

Det er en meget følsom og vedkommende bog, der berører en række emner, som ellers holdes i baggrunden: at blive gammel, at blive syg, at leve på et plejehjem, at miste alt hvad man har kæmpet sig til, at lære at miste. Det er fortalt i et enkelt sprog med mange samtaler, ikke altid trist og alvorlig, men plads til humor og glæde.

JC Lattès, 2019

David Foenkinos: Deux soeurs

Nyt familiedrama fra David Foenkinos der med Deux Soeurs giver os en næsten thrilleragtig historie om søstrene Mathilde og Agathe.

I starten er alting godt. Mathilde er gymnasielærer, der nyder sit job og har en stor status hos rektoren. Hun har været i forhold med Etienne i 5 år, og han har på deres sommerferie i Kroatien sagt, at nu skal de giftes og have børn. Søsteren Agathe er gift med Frédéric og de har datteren Lili. De er lidt fortravlede, men elsker hinanden.

Bomben falder, da Etienne efter nogle dage, hvor han har været lidt underlig, siger, at han vil forlade Mathilde. Forklaringen er, at hans gamle kæreste Iris efter et ophold i Australien er vendt tilbage. Etienne har mødt hende og den gamle kærlighed er blusset op igen.

Vi følger nu Mathilde i hendes totale nedtur, hvor Agathe træder til og tilbyder, at hun kan bo hos dem. Det er en lille lejlighed, men Mathilde flytter ind i Lilis værelse og kommer også til at fungere som barnepige. Mathilde begynder også at tale meget med Frédéric om hans arbejde, der ikke interesserer Agathe.

Så kan forviklingerne godt starte, men det skal jeg ikke afsløre. Bogen har en voldsom og uventet (?) slutning, kan jeg dog røbe. Man slipper ikke bogen, førend man kender denne.

Bogen er meget velskrevet, veldisponeret, så sagerne ses fra flere personers side. Vi ser, hvad der kan ske, når en passion pludselig bliver brudt. Hvor en person kan ændres totalt. En gang en elsket lærer, derefter en iskold og beregnende type, der ikke tager hensyn til andre.

Bogen er nok ikke Foenkinos' bedste, da man kan blive i tvivl om det er en karikatur, specielt i anden del,men man må alligevel indrømme, at han holder én fast med sin denne gang lidt mørke syn. Lidelse, afsavn, smerte bliver kun alt for godt belyst.

Gallimard, 2019

Marianne Maury Kaufmann: Varsovie - Les Lilas

Har tidligere med stor fornøjelse læst hendes noveller og en enkelt roman, så det var rart at se, at hun nu udsender en ny roman.

Bogens hovedperson er Francine, født Edda i Warszawa i 1939 i den jødiske ghetto. Vi får ikke meget at vide om hendes fortid, men får dog at vide, at hendes mor flygtede med hende fra en lejr og at de kom til Paris. Hun har en datter Roni og et barnebarn, hendes mand er død.

Meget af historien udspilles i busrute 96, hvis rute netop har givet titlen på bogen. Francine er en meget indadvendt person, ruger på mange ting, som hun gerne vil fortælle om, men hun bliver ofte kun til et "øre", der hører på andres lidelser. Hun er meget ensom, har svært ved at skabe kontakter, har ofte en grov måde at behandle andre folk på, men samtidig er hun meget opmærksom på små ting, der kan forklare meget. Vi får således et godt indblik i livet i en storby set indefra. Det er koldt, overfladisk og lykken synes at være forbeholdt de få.

En dag får hun øje på en person, Avril, som hun fatter sympati for, og som hun føler vil lytte til hende og give hende en eksistens. Historien udvikler sig dog lidt anderledes.

Forholdet til datter og barnebarn er meget fjernt, de ses næsten aldrig, ikke engang til jul. Bogen foregår i månederne op til jul, og her er ensomheden ofte størst for folk uden omgangskreds, familie eller venner.

Med mødet med Avril sker der meget med Francine, og bogens skildring af hendes udvikling er præcis og på samme tid dramatisk og latterlig. Der er igen de små ting, der bestemmer livets gang. 

En af hendes buschauffører siger til hende juleaften: Le pouvoir des petites choses est si grand. Car ce sont les petites choses qui restent. Sur le coup, on ne sait pas qu’elles vont rester. Ou plutôt, on ne sait pas lesquelles vont rester. Et faire buvard. À jamais. Seuls ces petits détails inscrits dans le buvard nous blessent, vous comprenez ?

En god bog, der nok får én til at se lidt anderledes på passagerne i en bus, metro eller fly. Måske gemmer der sig en sorg, en glæde i de personer, som man kun oplever som masker. Det kunne jo være, at man skulle prøve at række hånden ud?

Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (17/01/2019)

 

Véronique Ovaldé: Personne n'a peur des gens qui sourient

Et par af Véronique Ovaldés bøger er oversat til dansk, hvor jeg har anmeldt dem (se feks. Fransklisten), men denne er så ny, at oversættelsen må komme senere.

Det er en roman om en kvinde, der pludselig tager afsted fra Vallenargue i det sydlige Frankrig med sine to piger for at gemme sig i Alsace. I starten ved vi ikke meget om, hvorfor hun gør det, men efterhånden bygges hovedpersonen Gloria op gennem flash-backs til barndom og ungdom, og vi får også et glimrende indblik i de to børn, hvor den ene er i teen-age-alderen, den anden noget yngre.

Men når vi er ca. midt henne i bogen, bliver historien til en thriller og krimi-roman, hvor vi får klarhed over nogle dødsfald og stadigvæk funderer noget over hovedpersonens karakter og motiver.

Mere vil jeg ikke afsløre, for roman bliver pludselig meget spændende.

Glorias liv har været meget specielt: hendes mor kunne ikke lide hende og stak af med en tandlæge, hendes far tager sig af hende, men dør af kræft. Hun arbejder på en bar, der ejes af én af faderens venner, hun møder Thomas, der bliver far til hendes to piger. Men der er noget eller nogen, hun er bange for. Der må vi vente med at få at vide.

Kapitlerne der skifter mellem nutid og fortid, giver en god rytme, for vi bliver for hvert blik i fortiden, klogere på hendes reaktioner i nutiden. Sproget er levende og velformuleret med nogle forfatterkommentarer i parentes undertiden, måske for at lette tonen lidt.

Gloria er en speciel person og alligevel som en moderne stærk kvinde, men selv om vi får mange sider af hende belyst, mangler vi måske alligevel lidt af nøglen til ændringer i hendes karakter efter den anden fødsel. 

Ikke helt så god som den foregående roman, men alligevel ok.

Flammarion, februar 2019

Théodore Bourdeau: Les petits garçons

En udviklkingsroman om to drenge der holder sammen i et venskab fra skolen til de er blevet "voksne" og omkring 30 år.

Bogen begynder og slutter med fortællerens bekendelse "Je suis né heureux", men selv om man er født til at være lykkelig, så kan der kommer mange hindringer i vejen for én.
Fortælleren er usikker på sig selv, får en opdragelse, hvor han har stor frihed til at gøre, hvad han vil. Han ved ikke rigtigt, hvad han vil være, da tiden er inde til at tage en beslutning. Han har også problemer med at finde den rigtige pige og har mange kærestesorger. Men efter flere forskellige nederlag bliver han journalist.

Vennen Grégoire derimod er i en familie, hvor man stræber højt og kæmper med tænderne bidt sammen for at nå den høje uddannelse og de høje job. Grégoire er en stræber, der ikke er i tvivl om sit eget værd. Han har én bestemt pige som sit mål, og hende bliver han også gift med.Socialt set er de ikke så forskellige, men hele mønstret for deres udvikling er meget forskellig.

De holder alligevel sammen og kan koble af ved at være sammen, når tiden tillader det. Deres videre forløb er meget forskellige, men det vil jeg ikke røbe her.

Historien foregår i Frankrig nu, selv om forfatteren kun antyder det, så kan vi hurtigt gennemskue det selv f.eks. valget af Macron og terrorist-angreb i N.Y. Man fornemmer også den hårde kamp på arbejdsmarkedet, sværheden ved at skabe reelle kontakter og forholdet til pigerne. 

Bogen er gennemgående godt fortalt, måske lidt for langtrukken og i nogle tilfælde for usikker omkring personkarakteristikkerne.Men som en debutroman kan den bestemt godtages.


Stock, januar 2019

Jean-Claude Grumberg: La plus précieuse des marchandises

Det er "un conte", et eventyr" og vi har også alle de træk, der er karakteristiske for et eventyr. Prinsen er faderen, der leder efter en forsvunden datter, hjælperne er et par og en mand, der bor dybt inde i en skov. Fjenderne er de folk, der vil udrydde jøderne, med andre ord nazisterne, for eventyret er en fortælling om, hvad der skete under 2. Verdenskrig i Frankrig.

Vi har et ungt par, der lige har fået tvillinger. De bliver ført til Drancy og sat på et tog. Undervejs får manden den ide at kaste den ene af tvillingerne ud af et åbent vindue, da toget kører gennem en skov. Hans kone vil ikke tale med ham mere, de skilles i lejren, men han overlever. I sit sind tror han stadigvæk på, at datteren har overlevet, og hans søgen starter.

Det er en historie, der har sin rod i en virkelig historie, men denne oversættelse til et eventyr giver den et ekstra sving, for er det ikke tale om menneskene generelt? Der er de gode og de onde i forskellige grader, men historiens forløb har vist, at ondskaben ikke kan udryddes. Ingen ide eller religion kan begrunde udryddelsen af hele eller dele af folk. Menneskeligheden kan for nogle undertiden erstattes af umenneskelighed, og det bør man kæmpe imod.

En lille og stærk historie fortalt i en medrivende stil, der giver meget stof til eftertanke.

Seuil, januar 2019