Dominique Barbéris: Un dimanche à Ville-d'Avray

En historie om to søstre, der i barndommen fik de kedelige søndage til at gå med at drømme sig tilbage i romanverdenen hos Jane Eyre og andre romantiske skildringer. Søstrene holdes sig meget for sig selv, drømmer og spiller teaterstykker som de selv opfinder.

Fortælleren er som voksen flyttet til Paris, mens søsteren, Claire Marie, bor i forstaden Ville d'Avray. Hun er gift med Christian, der er læge, og de har en datter. Fortælleren er gift med Luc, der ikke er særlig vild med Marie Claire, der altid gemmer sig i en form for slør og har svært ved at interessere sig oprigtigt for andre. Hun er fjern.

En søndag eftermiddag tager fortælleren ud til Claire Marie, der er alene hjemme.

En almindelig kedelig søndag i et dødt pænt villakvarter, men pludselig begynder Claire Marie at åbne sig og fortæller om et mærkeligt forhold, hun har haft til en fremmed mand.

Meget antydes kun, men vi kan følge Marie Claire i hendes spørgsmål både til sig selv og til søsteren: Har du ikke tænkt på at gøre noget andet? Dette andet er et brud på de faste mønstre, de har i deres liv, glemme moder- og husmoderrollen og følge drømmen.

Der er ikke meget handling i romanen, men vi får skildret et miljø med lighed med hvad man kan finde hos Simenon og Modiano. Det er et par fine kvindeportrætter, der viser, at pigernes drømme måske ikke bare kan glemmes.

Kort, men interessant roman fyldt med mystik, stemninger og beskrivelser af natur og villaveje.

Arléa, september 2019

Jean-Paul Dubois: Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon

En usædvanlig bog på mange måder, både hvad angår historien, men også med, at der omtales danske steder, undertiden citeres på dansk og endelig er hovedpersonen Paul søn af Johanes Hansen født i Skagen.

Det danske er dog ikke altid korrekt og navnet Johanes kan vel heller ikke være dansk, men det er da lige meget, for bogen har allerede en god succes og er blandt de sidste ni i udvælgelsen til at blive årets Prix Goncourt.

I starten præsenterer hovedpersonen og fortælleren Paul sig: han sidder i fængsel i Montréal, idømt en straf på 2 år. Vi får dog først at vide hvorfor i bogens sidste kapitler, så det holder jeg hemmeligt.

Hans far Johanes stammer fra en fiskerfamilie i Skagen, men han valgte at blive præst. Han får senere et embede i Toulouse, hvor han møder Pauls mor. De gifter sig og får Paul. Moderen er en rigtig 1968-type, hun har en lille art cinema, hvor hun introducerer de nye smalle film og holder diskussions-aftner med en flok meget venstreorienterede. Far og moderen vokser fra hinanden, og faderen forlader dem og flytter til Canada. Da Paul bliver lidt ældre, flytter han også til Canada og opsøger faderen, der er præst i en mineby med asbest-miner. 

Vi får en udførlig beretning om faderens liv og skæbne, ofte fortalt med både humor og medfølelse. Moderen hører vi ikke meget om, men hun udlever sin trang til oprør mod det forstenede samfund.

Paul er selvfølgelig præget af sin opvækst, men han vil være en mand, man kan stole på, men som man også må respektere for hvad han kan. Han bliver varmemester og altmuligmand i Montréal i et kompleks med 67 ret velhavende folk, ofte ældre og enker. 

Alt synes således at udvikle sig godt og i løbet af 20 år i komplekset får han kontakt til alle og bliver mere end en tekniker, hans sørger også for beboernes sjæl. Hans får også en kone og en hund.

Det går godt til det kommer en ny bestyrer!

Mens vi langsomt får hans historie skildret, er der indskud med hans liv i den 6m2 store/lille celle, som han deler med en stor fyr, der er Hell Angels og fylder som 1½. Det er virkelig nogle specielle forhold, og det er skrevet med både megen humor og alvor, for undertiden dukker der emner op, som kan få de kolde masker til at smelte.

Der er meget mere at fortælle om indholdet, da det trods alt er en bog på 250 tætskrevne sider, men lad mig nøjes med at sige, at vi kommer tæt på personerne og forstår, hvordan ro og harmoni kan ødelægges af få ting og få mennesker. Så længe folk respekterer hinanden og bekymrer sig for hinanden, som det sker i starten i komplekset, der kan ses som et billedet på samfundet, så er der idyl, men når regnedrengen overtager styringen går det galt.

En vidunderlig bog, der har mange svinkeærinder bl.a. til Skagen, skrevet på en umiddelbar fortællende måde med mange spring, med et væld af detaljer, sindsstemninger fra hele skalaen og en fortæller hvis livsholdning og etik man må beundre.

Godt bud på årets Goncourt.

Editions de l'Olivier, august 2019

Jean-Christophe Rufin: Les trois femmes du consul

Som kom fortsættelsen på Jean-Christophe Rufins krimihistorier med konsul Aurel. Den første hed Le suspendu du Conakry 

Hovedpersonen er konsulen Aurel Timescu, der er født i Rumænien. Hvordan han er blevet fransk konsul i Afrika, er en historie for sig selv, men hans situation er denne, at han er stort set blevet frataget sine forpligtelser, og det passer ham fint. Han hader at bo der på grund af varmen, men klæder sig alligevel i store frakker etc. En meget særegen person, der ikke er særlig vellidt, og som er en enspænder, der holder sig for sig selv.

I denne bog er han flyttet til Mozambique og hovedstaden Maputo, så vi får nogle fine indtryk fra dette land også.

Historien tager udgangspunkt i et mord på en ikke særligt elsket fransk hotelvært. En morgen bliver han fundet i sin swimmingpool, og der er tegn på vold. Han har en fransk kone, som han ikke har levet sammen med i mange år. Hun er lige kommet til Maputo og bor på hotellet, så det er nærliggende at tro, at det er hende, der er den skyldige, for der er ikke andre gæster på hotellet og vagtmanden har ikke set andre.

Det bliver Aurels opgave at tage ud til hende i fængslet, og her starter forviklingerne så. Aurel kan ikke lide sit arbejde og vil helst ikke lave noget, men er der krimisager, så vågner han op.

Denne historie med de tre koner er ganske spændende, og den er skrevet i en let og flydende stil, men har ikke helt de dybder som tidligere bøger. Der er dog noget kritik af de politiske forhold og de tidligere kolonimagters forsøg på at slå mønt på de afrikanske stater.

Bedre end første bind, men ikke uundværlig.

Cécile Coulon: Une bête au paradis

Jeg var meget begestret for Cécile Coulons Trois saisons d'orage og denne nye roman er helt på højde med denne, endda bedre.

Historie er om to kvinder, en bedstemor Émilienne og et barnebarn Blanche. Blanche mistede sine forældre som 5-årig. De blev dræbt i en bilulykke tæt ved familiegården Le Paradis. Émilienne, der styrer gården, må nu tage sig af Blanche og hendes yngre bror Gabriel. Hun får hjælp af Louis, der kommer fra et voldspræget hjem.

Vi følger Blanche, da hun som 17-årig bliver forelsket i en skolekammerat Alexandre. Deres første seksuelle samvær foregår mens der slagtes grise i gården nedenfor vinduet. Det bliver en fest i blod.

Vi bliver omhyggeligt indført i gårdens liv med den hårde og følelseskolde Émilienne som bestyrer. Med hård hånd opdrager hun børnene, og Louis bliver behandlet på samme måde: han skal arbejde og ellers ikke blande sig. En del af familien bliver han aldrig. Han nærer dog nogle følelser for Blanche, men hun afviser ham klart.

Der er lagt op til et græsk drama med spillet mellem de nævnte personer og gården og landet som deltager sættes i gang. Kun Gabriel holdes lidt udenfor, da han har forskanset sig i en drømmeverden efter forældrenes død.

Bogen er fantastisk godt skrevet. Hvert kapitel har en titel i form af et verbum: protéger, construire, grandir, venger, vivre etc., og handlingen følger nøje dette verbum. Stramt komponeret, med et persongalleri der bliver minutiøst beskrevet og en tiltagende uhygge og tegn på en kommende katastrofe. Vi skal jo lære dyret i paradis at kende.

Bogen har allerede fået en pris og den fortjener mange flere. Det bliver spændende at følge denne unge forfatter fremover.

L'Iconoclaste, august 2019

Patrick Modiano: Encre sympathique

Selv om det er roman nummer 29 fra Modianos hånd, har han stadigvæk krammet på sine læsere. Vi der kender hans univers genkender mange detaljer i romanen, men alligevel formår han os holde os fast og fascinere os med hans helt personlige stil.

Bogens titel henviser til en slags blæk som er usynlig til der tilføres et bestemt produkt til at få den frem, og da Modiano jo arbejder med erindring og glemsel som sine hovedelementer, får vi undertiden lidt hjælp ved at den skjulte tekst afsløres.

Jean Eyben er fortælleren, der starter med at fortælle om, at han som 20-årig tog et job hos en detektiv ved navn Hutte, og om en opgave han fik med at opspore en vis Noëlle Lefebvre. Hutte har lavet lidt eftersøgning, men gider ikke mere at udforske den. Det må Jean gøre. Han får et chartek med lidt oplysninger.

Jean Eyben tager jobbet, da han så måske kan få stof fra hverdagen til en kommende karriere som forfatter. Han beholder kun jobbet et par måneder, men tager charteket med sin. Næsten 30 år senere begynder Jean Eyben at skrive en bog om sine oplevelser i forbindelse med sagen, for Noëlle Lefebvre har ligget som et refrain i hans underbevidsthed og undertiden har han tilføjet noget mere til undersøgelsen.

Som i en typisk Modiano-fortælling føres vi rundt i Paris, ofte ved nattetide, møder nogle ubestemmelig personer, der har et vist kendskab til Noëlle Lefebvre. Nogle vil gerne fortælle, mens andre synes at ville gemme på en hemmelighed. Vi kommer også til Annecy, hvor hun har gået i en skole som Jean også har gået i.

Vi følger Jean i hans proces med at skrive bogen, hvor de sidetal han nævner, passer med den bog vi sidder med. Der er mange udfald med refleksioner over minder, glemsel, manglende indsats, huller i hukommelsen, der kan få ham til at tvivle på hvem han er. Han er heller ikke længere sikker på om man faktisk kan tro på de vidner, han har fundet. Er minder noget objektivt eller kan de tage magten fra en og fordreje historien?

Han har ikke selv skrevet noter eller dagbøger. Som ung troede han, at intet ville gå tabt af hvad han havde oplevet - "J'étais trop jeune pour savoir qu'à partir d'un certain moment vous butez sur des trous de la mémoire." (p. 64).

Mod bogens slutning skifter vi pludselig fortæller - det er ikke mere et "je", men et "elle" - det giver anledning til overvejelser over, om det er tekst skrevet med det usynlige blæk, der dukker frem? Vi er pludselig i Rom, en by som altid har en lidt mystisk klang hos Modiano, en by hvor man søger hen for at glemme eller for at starte på ny.

Jeg vil dog ikke afsløre mere, men det er en usædvanlig slutning på en roman af Modiano.

Det er igen et mesterværk, som jeg kunne filosofere over længe endnu, men lad det være et råd om at få den anskaffet og få den læst!

Gallimard, oktober 2019

Hubert Mingarelli: La terre invisible

Endnu en bemærkelsesværdig bog fra Hubert Mingarelli, der jo allerede har fået flere bøger oversat til dansk.

Denne roman, der er blandt de udtagne til årets Goncourt, er bestemt en usædvanlig og god bog.

Historien foregår i Tyskland i 1945 efter krigens afslutning. En engelsk fotograf, der bl.a. har været med de engelske tropper inde i en kz-lejr, kan ikke få sig selv til at forlade Tyskland. Det rumler hele tiden i ham, at det er utroligt, at man kunne tillade disse lejre.

Han får lov til at låne en bil og en ung chauffør til at tage lidt rundt for at fotografere almindelige tyske familier, måske for at skabe sig et andet billede end det mareridt fra kz-lejren der forfølger ham.

Den unge chauffør har ikke været med i krigen, men indkaldt lige efter, så han hånes af de andre soldater. Han har også en forhistorie, som han ikke gerne taler om.

I denne roadmovie med de to personer skildres deres møder med forskellige mennesker, deres reaktioner, deres uforståenhed og møde med det fremmede. Samtidig er der smukke beskrivelser af en enestående natur, hvor modsætningen mellem menneske og natur træder frem.

Bogen er skrevet i meget korte sætninger, korte passager og med indblik i de to personers indbyrdes forhold. Hvem skjuler hvad for hvem? Hvad er det egentlig for en tur? Er det en indvielsesfortælling til bedre at forstå andre?

Indtryk, mystik, skygger - vi får aldrig helt nogle klare svar, og det er bogens styrke, at vi selv skal arbejde videre og forsøge at danne os vores eget billede af dette samfund, der lige er brudt sammen.

En bog der fortjener en af årets priser.

Buchet-Chastel, august 2019

Marie Darrieussecq: La mer à l'envers

Rose har fået en tur på et krydstogtskib foræret af sin mor. Hun har sine to børn med og trænger i høj grad til lidt afslapning, da hun er meget stresset. På turen der foregår i Middelhavet, samler de en flok bådflygtninge op. Dette kommer til at markere Rose på afgørende vis.

Rose er terapeut og psykolog, men har svært ved at finde mening i at behandle de samme gang på gang uden større virkning. Hun har problemer med sin mand, ejendomsmægler, der har et stort alkoholforbrug. Børnene har hun det heller ikke nemt med, især sønnen Gabriel der er fordybet i sin mobiltelefon. Datteren er ret uselvstændig og har behov for en mor, men Rose overlader det ofte til Gabriel at se efter hende.

Da skibet har taget flygningene op, går Rose ned for at se dem. Her skal hun skræve henover et lig, men bliver umiddelbart til trukket af en ung mand fra Niger, Younès.  Rose skaffer dem kaffe, og da Younès beder hende om en telefon, stjæler Rose sønnens telefon og giver den til Younès. Den kommer til at skabe et bånd, som holder dem knyttet sammen senere, da Rose og børnene er tilbage i Paris.

Uden at fortælle den videre historie kan det dog afsløres, at Younès ringer, når han er i nød og Rose hjælper ham.

Bogen handler selvfølgelig om flygtningeproblemet, men fra en anden synsvinkel. Hvem kan egentlig kaldes en helt? Er Roses indsats ikke mere et forsøg på at ændre sit liv, der synes at være noget forkrampet. Skal hun skilles, flytte, ændre på sig selv eller verden? Hvordan kan man stille noget op i en verden, hvor der ikke er nogen sikkerhed overhovedet? Hvor værdierne falder fra hinanden og der ingen holdepunkter er.

Især første del på krydstogtskibet er glimrende skrevet. Utilpasheden ved at færdes på dette kapitalismens højborg og så mødet med død og elendighed. Det er ikke et føleri, men nøgternt beskrevet, endda med nogle helt groteske og humoristiske indslag. Desværre holder hele romanen ikke samme niveau, men den er aktuel og vedkommende.

Kan bestemt anbefales som et indlæg i et moderne menneskes utilpashed.

P.O.L. , august 2019

Karine Tuil: Les choses humaines

Ægteparret Jean og Claire er et par, der har været forgyldt med succes. Han er 70 år, mens hun er i halvtredserne og har startet sin karriere som journalist under hans vinger. Han er stjerne i et debatprogram i TV, og sammen er de feteret i ugebladene. De lever ikke sammen som et egentligt par, men er det på overfladen. Jean har en elskerinde, og Claire flytter sammen med Adam for at skabe sig en ny tilværelse. 

Der er dog én ting de har fælles, og det er sønnen Alexandre, der altid har været lidt i vejen for forældrenes karrierer. Han er på mange måder blevet pacet frem i skolen og synes at have en karriere foran sig, da han er blevet optaget på Stanford.

Bogen starter med at præsentere disse personer ret udførligt i fire kapitler, men først derefter sætter handlingen rigtigt i gang: Alexandre bliver anklaget for voldtægt af én af Adams døtre, Mila!

Resten af bogen handler om forhør og retssagen, der afdækker personerne fuldkommen. 

Det er retssystemets ubønhørlige afsløringer og umenneskelige måde at tilintetgøre en persons identitet og selvværd. Det gælder både den anklagede og pigen der anklager, men også forældre og pårørende.

Det er en skarp skildring, der kunne passe på mange af de retssager, som man læser om i aviserne, men den er samtidig en afsløring af de kræfter, der kan drive folk ud i noget, som kan være både skidt og godt, nemlig sex og begær. Bliver man fanget af dette, kan man let ofre familien, kone og børn. Det moderne samfund opfordrer næsten til at enhver er sig selv nærmest.

Det der giver position er at være mand, er man også rig og kendt, har man magt. Claire forsøger at sætte sig ud over dette og være på kvindesagens side, men kommer i en dobbeltrolle som journalist og mor til en voldtægtsanklaget søn. Jean klarer det bedre, da han altid har levet et dobbeltliv, han mener ikke, at han har gjort noget forkert i opdragelsen af sønnen.

En stærk roman, der tager helt nutidige problemer op, som måske i første omgang kan synes lette og uden dybde, men som pludselig kan styrte hele verdener sammen.

Kan absolut anbefales.

Gallimard, august 2019

Aurélie Champagne: Zébu Boy

E meget speciel og spændende bog, virkelig en overraskelse fra en forfatter der i sin familie har rødder til Madagascar. Datter af en far fra Madagascar som hun aldrig har set, får hende til at tage til øen for at søge sine rødder. Gennem flere år har hun skrevet noveller, men nu får vi altså lov til at få en roman om Madagascar.

Bogens hovedperson er Ambila, den smukke Ambila, faderens stolthed, der tager til Frankrig i 1939 for at forsvare det "Store Frankrig". Han overlever kampene, bliver efter krigen sat i en lejr og kommer først i 1946 tilbage til Madagascar. Ingen løn, ingen hæder og med mange mistede illusioner om at de Gaulle vil gøre Madagascar uafhængig.

Der er en oprørsstemning der ulmer på øen og i 1947 kommer det til et egentligt oprør. Det nedkæmpes dog, og man mener, at der er 30000 døde. Den 29. marts er officiel sørgedag i Madagascar, men oprøret og den brutale nedkæmpning er på mange måde et tabu som ikke omtales hverken på øen eller i Frankrig.

Men hvordan får man så disse historiske fakta omformet til en historie? Ja, det er faktisk lykkedes for Aurélie Champagne. Vi følger nemlig Ambila, der forsøger at kæmpe sig op igen, han er en rigtig survivor-type, et karaktertræk der også hjalp ham gennem krigen.

Han bor i en lille landsby tæt ved store skove og befolkningen er meget optaget af amuletter og talismaner (aodys), tror på ånder og guder og oplever franskmændene som undertrykkere. De håber på, at amerikanerne kommer og befrier dem. Ambila vil købe 100 af disse talismaner hos en helbreder (ombiasy), for så kan han tjene på dem ved at sælge dem til landsbyens beboere.

Ambila skal tilbage og denne hjemrejse med en mand hvis kone har været ham utro med en hvis bliver til en slags indvielsesrejse og road trip gennem det land som han ikke har set længe og en rejse hvor han skal prøve at løse sin egen hårde skal op. 

Uheldigvis er oprøret ved at starte og Ambila bliver mod sin vilje involveret. Hvordan det videre går, vil jeg ikke afsløre.

Vi får præsenteret øens oprindelige beboere, deres tro, religion og kultur, men også deres lyst til at sige fra, at blive selvstændige, som de var engang.

Det er en glimrende anledning til at fordybe sig i sæder og skikke, sprog og kultur i Madagascar, hvis særprægede natur vi også bliver præsenteret for. Vi får indblik i deres legender, helte og konger, men også franskmændenes uhyrlige magtmisbrug med tydelige reminiscenser af nazisterne behandling af  modstandsfolk.

Bogen fortjener stor udbredelse og priser her i efteråret.

MONSIEUR TOUSSAINT LOUVERTURE, august 2019

Josselin Guillois: Louvre

En spændende førsteroman fra Josselin Guillois der tager udgangspunkt i redningen af kunstværkerne fra Louvre i 1939. Meget er historisk korrekt, men for at få en bedre historie ud af det er begivenhederne skildret ud fra tre kvinders dagbøger.

Manden i historien er museuminspektøren Jacques Jaujard, der tager beslutningen om at få de store værker gemt på forskellige slotte o. lign. I første omgang bliver det Chambord, men senere må værkerne flyttes videre.

Man kan på mange måder sige, at malerierne og statuer også fortæller deres historie samtidig, og det giver alle der har været på Louvre et ekstra pift at se dem blive flyttet fra deres sædvanlige pladser.

De tre kvinder der skriver dagbog er Marcelle, direktørens kone, Carmen, som direktøren er gudfar for, og Jeanne, der er direktørens elskerinde. De skriver om kvinders problemer og ønsker. 

Marcelle ønsker inderligt at blive gravid, men Jacques er hele tiden optaget, og hun er ved at være for gammel til at få et barn. Hun deler dog Jacques' optagethed af Louvre. Carmen er en pubertetspige, der ser sine bryster vokse og ser frem til at blive en rigtig kvinde. Hun er også meget optaget af kunst og har en stor viden. Jeanne er skuespillerinde, men har forladt faget i forbindelse med en illegal abort. Hun har et forhold til Jacques og kommer tættere på ham, da hun skal føre katalog over de værker som tyskerne beslaglægger fortrinsvis hos jøder.

Det er en stor og indviklet historie, viklet ind i virkelighedens historie, men de store emner er kunst, liv og død, samt ikke mindst kærlighed.

Meget velskrevet og bestemt emne for en af de mange priser.


Forlaget Seuil, august 2019

Natasha Appanah: Le ciel par-dessus le toit

En kort, men mættet historie om et familieforhold af de mere usædvanlige samt en række af de temaer, som vi også mødte i "Tropique de la violence" fra 2016. Det er samtidig en meget poetisk bog, der med sine beskrivelse viser frem til den himmel der er over taget. Titlen er et citat fra Verlaine.

En voksen dreng Loup er på vej til varetægtsfænglet. Han har taget sin mors bil og kørt 600 km, uden kørekort og erfaring er han nær blevet skyldig i en alvorlig ulykke. Politiet fanger ham ved bilen. Sådan starter bogen og vi skal nu en lang tur tilbage i tiden for at kunne forstå, hvad der er sket. 

Søsteren han vil besøge er Paloma, der er 28 år. Hun forlod for 10 år siden moderen Phénix og lovede Loup at hente ham på et tidspunkt. De tre boede på et afsiden sted, hvor moderen driver en forretning med reservedele til biler. Hun er en følelseskold mor, der ikke viser børnene megen kærlighed og vil ikke vise følelser overhovedet. Hun er meget selvstændig og stædig, men også meget smuk med sine mange tatoveringer.

Vi må så tilbage i Phénix' barndom for måske at forstå hvorfor, men det vil jeg ikke afsløre her.

Historien er fantastisk godt fortalt og komponeret. Der er intet overflødigt, hvert eneste ord fører os til en forståelse af, hvordan en familie kan falde sammen, og måske også genopstå.

Loup er en lidt verdensfjern dreng, der bliver udsat for fængslet forvaring af ham. Han forsøger at drømme sig bort, men kun ved at gemme og glemme sit hjerte, sine følelser. På den måde ligner han moderen og søsteren. Verden kan være så hård at overleve i, at det er det eneste forsvar.

Bogen handler i høj grad om, hvordan man glemmer at hjælpe "ces gens-là, les pauvres, les réfugiés, les sans paroles, les mères célibataires, les alcooliques, les drogués, les moins que rien, les chutés, les tombés, les mal nés, les accidentés,". Men også om hvordan had kan mødes med kærlighed og grimhed med skønhed.

Et lille mesterværk, der straks griber én.

Gallimard, august 2019

Amélie Nothomb: Soif

Amélie Nothombs årlige roman er nu udgivet, og selv om man kender hendes trang til at drikke champagne, så er det en helt anden slags tørst, der er tale om her: det er nemlig Jesus der fortæller!

Hvad vi før har læst om i evangelierne, bliver nu fortalt af Jesus selv: retssagen imod ham, korsfæstelsen og genopstandelsen. Jesus er i Amélie Nothombs beretning en ganske almindelig mand, der har ja ja til noget, som han ikke selv helt forstår.

Det specielle i denne fortælling er, at Jesus ikke bliver korsfæstet med det samme, men har en nat i fængsel, hvor han med angst venter på morgendagen. I løbet af denne nat forsøger han at få styr på sit liv med mirakler, som han ikke selv regner for noget, hans kødelige forhold til Marie-Magdelene og hans tanker om sit virke.

I Jesu fortælling får vi en ny version, og nogle apostle bliver sat på plads, men det centrale er, hvordan Jesus kan frigøre sig fra sin krop, for i modsætning til sin far har han oplevet livet gennem en krop. I modsætning til sult har man mæthed, men en modsætning til tørst har vi ingen ord for en modsætning. Tørsten kan når den er stærk nok give en oplevelse af Gud.

"Il y a des gens qui pensent ne pas être des mystiques. Ils se trompent. Il suffit d’avoir crevé de soif un moment pour accéder à ce statut. Et l’instant ineffable où l’assoiffé porte à ses lèvres un gobelet d’eau, c’est Dieu."

Den kærlighed man føler ved indtagelsen af det bæger vand er Gud, ikke billedligt talt, men bogstaveligt i følge udtalelserne fra Jesus. Han siger, at der er tre aktiviteter, der kræver en krop: at føle tørst, at føle kærlighed og at dø.

Der er mange spekulationer, men fortalt af en jævn mand, der gerne vil vise, at Je suis celui qui arrive à éprouver cet amour pour tout ce qui existe. C’est cela, être le Christ.

Bogen er skrevet med Amélie Nothombs sædvanlige vid, belæsthed, humor, provokerende udtalelser, men det er måske lidt søgt i dette tilfælde. Der er ikke tale om blasfemi, men en skriveøvelse i at trække Jeus ned på et menneskeligt plan. En ide der måske kan lægge en dæmper på fanatisme.

Albin Michel, august 2019

Olivier Adam: Une partie de badminton

Olivier Adams nye roman er ikke en sportsroman, men henter sin titel i denne strofe: « la vie est un putain de sport de rue et non une partie de badminton" . Med andre ord er det ikke en let leg, men en sand mængde af problemer, der rammer forfatteren Paul Lerner.

Han skriver faktisk ikke længere bøger, for efter en tid med stor succes er interessen for ham forsvundet. Oprindeligt flyttede han fra Bretagne til Paris for at dyrke sin karriere der, men efter fem år vender han tilbage til en by nær Saint Malo med sin kone Sarah og datteren Manon og sønnen Clement.

Paul er 45 år og har fået et job som journalist på en lille lokal avis, han skriver petitstof, har et alkoholproblem. Selv om han tænker meget på sit liv og situation, og erkender, at han ikke er én der samler venner omkring sig. Han er afvisende og hård, men samtidig med et følsomt sind, som han holder nede.

Det er et meget udførligt portræt af en mand, der ikke vil i konflikt, som flygter, når problemerne viser sig. Han flygter på mange måder både fra sin fortid, sin nutid og sin fremtid.

Hans ægteskab knirker, han er ved at blive rodet ind i en politisk konflikt i byen, bliver via sin kone inddraget i problemer omkring en gruppe migranter, ja der er meget mere bl.a. en kvinde der hævder at hun er hans søster.

Man får meget for pengene i denne roman, men smukkest af alt er skildringerne af Bretagnes kyster, det ustadige vejr og de omskiftelige himmel. Det er en fin baggrund for en skildring af et moderne menneskes liv i et Frankrig med alle dets følsomme konflikter..

Værd at læse!

Flammarion, august 2019

Kaouther Adimi: Les petits de Décembre

En ny roman af Kaouther Adimi, der som hendes forrige roman "Nos richesses", er en stor oplevelse at læse.

I denne bog får vi igen en skildring af Algeriet fra Algierkrigen til vore dage, men pakket ind i en historie om nogle unge, der vil beholde deres fodboldbane.

Historien udspilles i et kvarter "cité de 11-Décembre, i en kommune vest for Alger, Dely Brahim. Det er boliger bygget til militærfolk. Der er dog også en del unge, som bliver meget fortørnede, da to kendte generaler vil bygge huse på det område, som byens unge bruger til at være sammen på.

I første omgang er det de lidt ældre unge, der kommer op at toppes med generalerne, så meget, at én af dem bliver anholdt. Sagen bliver dog dysset hen, men nu tager de unge på 8-10 år sagen i deres hænder: de bygger en lille lejr og besætter området.

Der bliver ballade på alle sider, men børnene holder sammen og vil ikke give sig. Bevægelsen ledes af Inès, Jamyl et Mahdi, der er uadskillige venner.

Der er nogle dejlige beskrivelser af de unge og deres vilje og selvstændighed, deres fordømmelse af de voksnes uretfærdighed og manglende forståelse for de unge. Der er dog enkelte som frihedskæmperen Adila fra Algier-krigen, der er på børnenes side. Vi får hendes historie fortalt gennem hendes dagbog.

De fleste andre voksne er bange, bange for at miste deres få fortrin, for at blive ugleset af systemet og fængslet uden grund. Man siger ikke en general imod. Det er den generation der oplevede den mørke tid i 90'erne med de mange terrorhandlinger og hærens overtagelse af magten med politistatsmetoder.

Kaouther Adimi er ikke bange for at afsløre nutidens problemer i Algeriet: korruption, magtmisbrug, mm. Historien om børnenes oprør viser, hvordan man kan sætte spørgsmålstegn til et system. Det peger hen mod de unges generation der modsætter sig Bouteflika femte præsidentperiode. De protesterer stadigvæk hver uge for reformer af samfundet. Foreløbig har de allerede fået taget hul på ændringer.

Adimi skriver godt og indlevende og kommer rundt om emnet med udvikling af Algeriet som det centrale underliggende emner.

Hvad fodbold angår, må vi jo heller ikke glemme, at Algeriets blev Champions d'Afrique i år!

Meget anbefalelsesværdig bog, der nok skal få priser i år.

Franck Bouysse: Né d'aucune femme

En helt speciel roman med en hjertegribende dyster historie, der starter med at en fattig mand af nød må sælge den ældste af sine fire døtre, Rose, til en godsejer og hans mor, der bor på en afsides beboelse, hvor der ikke er adgang for fremmede.

Men hvordan får vi denne historie præsenteret? Byens præst Père Gabriel bliver under et skriftemål om at komme hen på et asyl for sindssyge og bede for en afdød. Under hendes nederdel er der nogle papirer som han bedes tage med sig i skjul. Det lykkes for ham og han begynder at læse Roses optegnelser, der er en fremstilling af hendes liv på godset.

Det er en grum fortælling og en slavetilværelse, hvor den eneste som hun har lidt tillid til at staldkarlen Edmond. Bogens titel og forsidebillede er bestemt også en vigtig del af bogen.

Roses beretning er sat sammen med tre andre stemmer: père Gabriels kommentarer og tanker, staldkarlen og hestepasseren Edmonds oplevelse af livet på godset og endelig Roses far der har store samvittighedskvaler.

Det er en vanvittig godt skrevet bog, hvor man følger en skæbne, der på grund af sin sociale status kan blive en kastebold. Det er en præst, der kæmper med at forstå hvordan mennesker kan være onde og samtidig har problemer med at stole på sin tro. Det er had, men også kærlighed, det er ondskab men også godhed. 

En sprogbrug og en fortælleevne af høj kvalitet. Bogen har allerede fået mange priser, og den fortjener flere

Manufacture des livres, januar 2019

Irène Némirovsky: Suite française

Denne suite er skrevet under 2. Verdenskrig og skulle have haft fire eller fem store afsnit, Irène Némirovsky forestillede sig en roman på 1000 sider, der fulgte udviklingen i 2. Verdenskrig set gennem forskellige personer, der på en måde repræsenterede det franske samfund. 

Ulykkeligvis endte det brat, da Irène Némirovsky blev pågrebet af det franske politi i juli 1942 og sendt til Auschwitch, hvor hun døde i august 1942.

De to første afdelinger af romanen var færdige og de blev gemt og senere overgivet til hendes to døtre, der fik den udgivet i 2004.

Første delTempête en juin handler om parisernes og andres flugt fra byen, da Hitlers hær nærmer sig. Det er alle de sociale lag, der er repræsenteret. Det er bestemt ikke en særlig positiv beskrivelse af de fleste, der blot tænker på sig selv, måske er det bedre borgerskab de værste.

Anden del Dolce foregår i en lille landsby, hvor en del af den tyske hær indkvarteres privat hos byens befolkning. På byens slot indkvarteres der dog ikke nogen, da ejeren er byens borgmester, der har gode forbindelser til tyskerne. Hos en anden af de store familier i byen indkvartres én af de ledende officerer.

Der opstår et forhold mellem ham og Lucille, hvis mand er i fangelejr i Tyskland. Mandens mor og svigermord til Lucille ser med et ondt øje på dette, og det giver anledning til diverse opgør. 

Der er en glimrende skildring af byen og dens befolkning og deres forhold til tyskerne i byen. Holdningen er blandet, men efterhånden bliver tyskerne en del af dagligdagen. Mange får økonomisk gevinst af deres tilstedeværelse.

Bogens er en nærmest minutiøs skildring af krigens første år, registreret som en film i forskellige sekvenser og med forskellige vinkler og klip. Vi følger forskellige personer i de to dele og får også et samspil mellem flere af dem.

Et mesterværk der desværre aldrig blev afsluttet.

Denoël 2004

Catherine Cusset: Un brillant avenir

Denne bog der i 2008 fik le Goncourt des Lycéens er en stor sag på mere end 500 sider, men det er også en lang og indviklet historie der fortælles.

Hovedpersonen Elena er en ung rumænsk pige, der oprindeligt kom fra Bessarabien. Vi hører om hendes opvækst og et ensomt liv til hun i 1958 møder Jacob, en ung jøde. 

Hendes forældre ønsker ikke at hun skal giftes med en jøde, men hun trodser dem. Vi følger Elenas og Jacobs kamp for at forlade Rumænien og via Israel kommer de til USA, hvor Elena nu kalder sig Helen.

Jacob er alt for Elena, og hun fortvivler, da han rammes af Alzheimer. De har en søn Alexandru, som vil giftes med en fransk pige Marie. Dette er både Elena og Jacob imod!

Det er altså en roman med kraftige spændinger mellem børn og forældre, mellem forskellige kulturer og en beskrivelse af tiden efter 2. Verdenskrig til nutiden.

Bogen er ikke skrevet kronologisk, men med afsnit blandet mellem forskellige tidsperioder. Det er en udtænkt konstruktion, der giver os et tættere og tættere billede af de fire hovedpersoner samtidig med at deres baggrund skildres.

Meget god at læse og skrevet i en medrivende stil, hvor man ikke altid ved, hvordan man skal forholde sig til personernes handlinger. Det er kulturer, religioner og menneskers stræben og omsorg, ofte for voldsom, som vi får skildret i en realistisk roman

Kan anbefales.

Gallimard, 2008

Alice Zeniter: Juste avant l'oubli

Efter med stor begejstring at have læst og anmeldt den danske oversættelse af Alice Zeniters "Kunsten at miste", fik jeg lyst til at læse ét af hendes tidligere værker, og valget faldt på "Juste avant l'oubli" fra 2015.

Historien er her en helt anden, idet den handler om en afdød forfatter, der efter sigende havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra klipperne på en ø i Hebriderne, hvor han leve afsondret. Forfatteren er Galwin Donnell, og han skrev nogle meget berømte kriminalromaner. Hans sidste værk mangler dog det sidste kapitel, men det gør ikke bogen mindre interessant, synes hans læsere. Hvert tredje år samles en gruppe litteraturforskere på øen i en uge for at diskutere hans forfatterskab. Øen beboes ellers kun af en vagt.

Émilie er en ung kvinde, der efter at være startet som gymnasielærer, hellere vil forske og hun vil skrive om Galwin Donnell. Hun bliver inviteret til øen. Senere kommer hendes kæreste Franck, der er sygeplejerske.

Vi bliver nu vidner til de meget selvoptagne litteraturforskeres møder og samvær, men samtidig følger vi kærlighedshistorien mellem Émilie og Franck, der møder en del vanskeligheder. Endelig kommer øens vagt til at spille en stor rolle. Mere vil jeg ikke afsløre her.

Selv om Galwin Donnell er en fiktiv forfatter, som Alice Zeniter har opfundet, fremstilles hans forfatterskab i mindste detalje med fodnoter, foredrag, henvisninger etc, så man faktisk tror at han har eksisteret. Forskerne har travlt med at undersøge hans litteratur, men også ham selv for at forstå hans bøger, men i den underliggende historie, der næsten er formet som en krimi, får vi en helt anden sandhed at høre. Mesterligt fortalt.

En både morsom og tragisk historie, en kærlighedshistorie hvor de to næsten ikke mere kan nå hinanden, da de er revet ud af deres hverdag.

Bogen kan måske godt virke som et eksperiment med genrer som pasticher, krimiroman, kærlighedshistorie og litteraturforskning, men det er meget vellykket.

Flammarion, 2015