Mathieu Palain: Sale gosse

Mathieu Palain: Sale gosse

En debutroman der er skrevet med stor intensitet og indfølelse. Mathieu Palain er uddannet journalist og han vil bl.a. skildre sin fars arbejde som socialrådgiver ved PJJ (Protection judiciaire de la jeunesse). Han lader sig indskrive i en gruppe, som han følger i 6 måneder.

Bogen følger Wilfried, der er søn af Louise, der får ham som ganske ung. Han bliver fjernet fra hende og bliver placeret hos en plejefamilie. Der går nu 15 år, hvor moderen ikke giver lyd fra sig, men da plejeforældrene vil adoptere ham, kommer hans mor atter ind i billedet, for hun skal jo høres.

Wilfried er en let antændelig dreng, der er hurtig til at bruge destruktiv vold. Han er god til at spille fodbold og kommer på et ophold hos kubben i Auxerre. Det starter lovende, men det får en brat ende, da Wilfried slår en modspiller ned. Wilfrieds far er afrikaner og moderen franskmand, så han bliver offer for racistiske udfald.

Hvordan klarer Wilfried så både at hans ægte mor dukker op og et farvel til den sport som han havde satset alt på?

Hans skæbne er ikke en af de nemmeste, men han følges af socialrådgiveren Nina, der selv har haft en hård opvækst i forstadskvarteret, men som efter en hård tid har besluttet sig for at tage sig af dem som hun kender fra sin barndom.

Det er en rigtig god beskrivelse af en del skæbner, og det gælder både de unge og de folk der forsøger at få dem på ret køl. Det er en række problemer, som man møder i forstæderne i dag, men skildret med en følsomhed og interesse, der gør bogen til endnu et nyt billede af forstæderne set indefra og med forståelse.

Forlaget L'Iconoclaste 2019

13 à table 2020

13 à table 2020

Årets udgave af "13 à table" der udgives for at støtte indsamlingen til Les Restaurants du Coeur, (1 bog = 4 måltider) har i år valgt at lade voyage (rejse) være det gennemgående tema. 

Listen af forfattere er ganske imponerende bl.a. Philippe BESSON • Michel BUSSI • Yasmina KHADRA • Agnès MARTIN-LUGAND • Véronique OVALDÉ • Romain PUÉRTOLAS og Leîla SLIMANI

Det er nok den bedste samling af korte noveller, som jeg har læst i denne serie, og de forskellige forfatteres indgangsvinkel til temaet er virkelig en oplevelse, for rejser kan være så meget.

Svært lige at vælge én favorit, så det bliver nok til to: 

Vi går tilbage i tiden med "Le dernier voyage de l'Impératrice" af Camille Pascal. Vi følger Hélène, der er mor til den første kristne romerske kejser , Konstantin den Store (ca 285-337 e. kr.), på hendes rejse til Jerusalem. Den er historisk underbygget, men fortalt intenst og med en skildring af en person der søger det ægte og oprindelige. 

Den anden er Leïla Slimanis "Je t'emmène" om rejsen til at blive så gammel, at man må forlade sit hjem og komme på et hjem. Svært for alle både den gamle og børnene. En smuk og følelsesfuld skildring.

Men som tidligere sagt: det er en virkelig gang guf. Skynd jer at købe den og støt et godt formål.



Pocket, november 2019

Sandrine Collette: Et toujours les forêts

Sandrine Collette: Et toujours les forêts

Corentin har fra sin barndom haft en krank skæbne, da ingen ville have ham. Hverken hans flygtede far eller især ikke hans mor, der gerne vil slippe af med ham. Han anbringer ham i familiepleje og til sidst hos sin bedstemor Augustine. Hun bor i et lille afsondret hus tæt ved skovene.

Corentin begynder senere at læse i Paris og sammen med vennerne isolerer de sig ofte i katakomberne. En dag indtræder den store katastrofe, alt brænder men Corentin overlever på mirakuløst vis, skjult i katakomberne. Da han vender tilbage til overfladen er alt ødelagt univers og alle er døde, nu er han alene.

Corentin møder næsten ingen og hans beslutter sig for at forsøge at vende hjem til Augustine.

Nu vil jeg ikke afsløre mere, men kan forsikre om, at det er spændende læsning. Kan hans enorme overlevelsestrang bære ham igennem. Kan han finde nogen andre? Er Augustine i live?

Det er virkelig et studie i et menneske, hvor rædslen og angsten har taget over i denne post-dommedag, men det er skrevet i en meget neddæmpet stil, der faktisk får det til at virke voldsommere.

Andre har skrevet om emnet, men Sandrine Collette har sin egen måde at skrive om det. En virkelig perle, der nok skal blive belønnet med diverse priser.!

JC Lattès, februar 2020

Jean Teulé: Héloïse, ouille !

Jean Teulé: Héloïse, ouille !

Har før læst gode bøger af Jean Teulé, så da jeg fik øje på denne her, måtte jeg hellere se at få ajourført historien om Héloïse og Abelard.

 Héloïse og Abelard er to berømte elskende fra middelalderen. Deres historie er en myte om umulig kærlighed.

Héloïse, en 16-årig pige, og Pierre Abélard, hendes lærer, der var en lærd matematiker, blev forelskede, men Heloises onkel nægter dog, at de kan leve sammen. For at kunne leve denne kærlighed tvinges Héloïse, gravid, derefter til at flygte med Abelard. De gifter sig og Héloïse går i kloster, så Abelard kan blive munk. Men onkelen beordrer sine tjenere til at forfølge Abelard, og de kastrerer den uheldige Abelard. 

De slipper dog aldrig hinanden og skriver sammen til Abélards død. Senere bliver de begravet sammen. I dag kan man se deres grav på Père Lachaise.

Teulé griber historien an på sin måde i et sprog fyldt med datidens gloser og et frisprog mellem de elskende der får et næsten pornografisk præg. Der spares heller ikke på beskrivelserne af deres seksuelle eksperimenter. Det minder på mange måder om Rabelais' Gargantua. Hvor man ikke nævner det i myten, hvor forholdet er meget åndeligt, får vi her historien om to kroppe der fortærer hinanden, men samtidig med en forvisning om at kærlighed ikke kun er ånd.

Det er roman på 350 sider, hvor især første del er saftig, men også meget morsom. Anden del efter adskillelsen bliver mest en skildring af deres prøvelser og kamp for at overleve.  Der er en meget smuk slutning, hvor de forenes.

Herligt fortællende i et frit sprog med humor og ironi, men også følsomhed. Teulé er ikke bange for at gøre nar af diverse gejtlige og andre af datidens lærde. Et nyt billede af datidens samfund.

Editions Julliard, 2015

J.M.G. Le Clézio: Chanson bretonne suivi de L'Enfant et la guerre

J.M.G. Le Clézio: Chanson bretonne suivi de L'Enfant et la guerre

Et par dejlige fortællinger fra fortidens bekymringsløse barndom og om gamle dage, hvor alt var anderledes.

Det er en selvbiografisk fortælling fra somrene i Bretagne, hvor drengene blev sluppet løs og nød at være i Bretagnes natur og i landbysamfundet. Her er det livet i den lille landsby Sainte-Marine, der skildres uden nostalgi, men med en bevidsthed om, at trods den truende krig var der her mulighed for at nyde livet simpelt og enkelt. 

Det er en hyldest til Bretagne, hvor Le Clézio flere gang bruger det bretonske sprog og begræder den skæbne det har fået. Hvor han kom til en lille fiskerby, er der nu store dele bebygget til turister. Folk fra Paris og andre steder indtager det om sommeren nu, hvor de to drenge (Le Clézio og hans bror) før kunne opleve naturen uden forstyrrelser. Markerne har ikke længere de mange hegn, men er lagt ud til storbrug.

Det er ikke uden bagtanke, at den første histoire, det første minde er Chanson Bretonne, for det er en hyldestsang. Den anden historie er Enfant et la guerre og her er tonen mere dyster og problemerne meget større. 

Le Clézio er født i Nice i 1940 og hans evne til at huske starter vel i krigens slutning, hvor der er  bombninger tæt ved det hus, hvor de bor, og alt forekommer berøvet en mening. Det er beskrivelsen af frygten og angsten og den evige mangel på mad. En barndom uden tryghed.

Men denne sidste del af bogen skulle selvfølgelig med, selv om han som barn ikke forstår hvad krigen er. Når man har læst erindringerne om tiden i Nice under krigen, fortstår man bedre glæden ved at tilbringe sommeren i Bretagne.

Et dejligt værk, der mere end normalt er bundet op til Le Clézios familie og hans opvækst.

Bør absolut læses.

Gallimard, marts 2020

Charles Sitzenstuhl: La Golf blanche

Charles Sitzenstuhl: La Golf blanche

En debutroman om en søns forsøg på at leve sammen med en tyrannisk far.

Det er en ganske almindelig familie: Moren er en lærer, der tager rundt i Alsace alt efter de vikariater hun får. Faderen er teknisk leder i en fabrik der fremstiller køkkener. De har to børn: Charles, den ældste og en lille pige, Flora. De bor i en villa i et roligt kvarter i Sélestat, en mellemstor by på grænsen mellem Bas og Haut-Rhin. Man skulle tro, at de har alt, eller næsten alt, til at være lykkelig.

Men faderens bil er en stor hvid Golf, og den bliver et symbol på en voldsom og destruktiv person, der fejer alt andet til side både fysisk og psykisk. Med en næsten sadistisk trang ydmyger og nedværdiger han sin kone og dernæst Charles, som han slet ikke synes er værdig til at være hans søn. Altid får han at vide, at han ikke er god nok til hverken det ene eller det andet. Faderen er tysker og slår ofte over i tysk, når han vil være endnu mere grusom.

Vi følger udvikling gennem flere år fra Charles er seks år til han er tretten: så kommer opgøret. Historien tager form af skildringer af det daglige liv. Som alle andre middelklassefamilier renoverer de deres hus, tager på vandreture eller tager til en sø for at bade. De deltager regelmæssigt i familiens måltider og faderen motionerer.

Der er ingen tvivl om, at romanen er ret selvbiografisk og fortæller om en søn, der på en måde beundrer og ser op til sin far, men hans kærlighed bliver ikke gengældt og ændrer sig derfor til had.

Ganske godt skrevet, for spændingen holdes oppe med faderens stadig stigende nervesammenbrud og grusomheder. Undertiden bliver det lidt for barsk.

Gallimard, januar 2020

Collectif: Des mots par la fenêtre

Collectif: Des mots par la fenêtre

Editis-gruppen, der samler adskillige og prestigefyldte forlag, oprettede et projekt på rekordtid, der samler 64 korte tekster af lige så prestigefyldte forfattere.

Alt overskud vil blive doneret til Hôpital de Paris-Hôpitaux de France Foundation.

Der er alt i disse tekster på et par sider. Noveller, poesi mm... Tekster der taler om indeslutning eller tværtimod om flugt. Rejse gennem følelser og ord.

Der er en dejlig samling tekster, meget godt klaret, med gode historier og for en god sag!

Når man ser på forfatterlisten, er der store navne som Françoise BOURDIN, Michel BUSSI, Yasmina KHADRA, Erik ORSENNA  og Tatiana de ROSNAY, men også en række mindre kendte. 

Da teksterne ikke er så lange, kan man tage sig et par stykker ad gangen, for der er ofte grund til at reflektere lidt over de fremstillinger af frihed, flugt, indelukkethed og ansvar.

Man kan læse om astronauten der er indesluttet i sin raket der ikke har fulgt sin rette kurs men er på vej ud i det uendelige rum. Han drømmer om at vende tilbage til jorden. Der er historien om pigen, der føler sig fanget i en sommerlejr, og som drømmer om at se sin familie igen. Der er det unge par der sidder fast i en elevator med en stor kuffert, der ikke er deres, men som kan blive det.. Andre personer er låst i fortiden eller i en kultur, de drømmer om at undslippe ...

God samling som bør anskaffes

Pris 4,95 €

Yoan Smadja: J'ai cru qu'ils enlevaient toute trace de toi

Yoan Smadja: J'ai cru qu'ils enlevaient toute trace de toi

Bogen starter i begyndelsen af ​​april 1994, hvor Sacha, en fransk krigsjournalist, sendes til Sydafrika for at dække det næste præsidentvalg, det første siden apartheidens afslutning. Under en ulykke opdager hun ved et uheld en masse macheter, der er på vej til Rwanda. Hun ved ikke meget om Rwanda, men drevet af sit instinkt beslutter hun at rejse til landet med tusind bakker for at opdage lidt mere om dette land, der er rystet af "interetniske konflikter". 

Her møder hun Daniel, en Tutsi-læge tilknyttet RPF (Front patriotique rwandais). Daniel er gift med Rose, en stum ung kvinde. Utrætteligt skriver Rose breve til sin mand for at fortælle ham om sit daglige liv i hans lange fravær. Hun og deres barn er beskyttet mod alt, ser det ud til for Daniel, da hans hus ligger på en grund tilhørende den franske ambassade. 

Men da Hutu-præsident Habyarimanas fly styrter ned i et attentat, eksploderer landet. I løbet af få timer begynder drabene på Tutsierne. Rose flygter, sønnen er væk og Rose kan ikke komme i kontakt med Daniel, og han kan ikke finde Rose. Sacha deltager i det rystende drama, hvor hun oplever rædslerne på tæt hold.

Der er ingen tvivl om at Smadja har dokumenteret sin roman grundigt, og vi får en række faktuelle oplysninger gennem historien.

Bogen er bygget op med skift mellem Roses breve og Sachas oplevelser og avisartikler. Det giver i virkeligheden et bedre billede af situationen end en rent journalistisk gennemgang. Vi føler til mindste del Roses enorme angst og frygt, men også Sachas mangel på ledetråde i det enorme kaos og rædsel, som hun og Daniel bevæger sig rundt i.

Det er en enormt velskrevet og velkomponeret roman, tæt på den frygtelige sandhed om rædslerne i Rwanda, men også med en indbygget spænding og budskab om, at man ikke må give afkald på menneskelighed og forståelse. 

Bogen er fuldt på højde med Gaël Faye: Petit Pays 

Pocket, februar 2020

Amin Maaluf: Les désorientés

Amin Maaluf: Les désorientés

Historikeren Adam bor i Paris og føler sig godt integreret i sit adoptivland, for han kommer egentlig fra et land i Mellemøsten, som han aldrig giver navnet på. Måske er det Libanon.

En dag ringer én af hans gamle venner, Mourad, til ham, for Mourad ligger på sit dødsleje og vil gerne have bilagt en strid mellem de to. Adam vender tilbage til sit hjemland for første gang i 25 år. Han har forladt landet i 1976 og skal nu tilbringer 16 dage der fra den 20. april til den 5. maj 2001.   

Han bliver nu konfronteret med nutiden i sit gamle land, og det står i skarp kontrast til mindet om ungdommens entusiasme og diskussionerne med en gruppe venner om idealer og deres planer for fremtiden.

Da Adam når frem, er Mourad død, men enken Tania vil gerne have at Adam forsøger at samle vennerne til en slags mindehøjtidelighed.

Adam kontakter vennerne og gennem breve, telefonopkald og direkte møder oprulles de fælles minder. Nogle har forladt deres fædreland og er flygtet fra krigen, andre forblev der, en enkelt greb til våben og én gik ind i religion.

Der er en række spændende beretninger, men det handler især om, hvordan de er blevet "désorienté". Intet er blevet som de forestillede sig som unge. Under sin søgen efter de gamle venner afsløres ting om dem, som er ukendte for Adam, selv hos hans bedste ven. For hvor godt kender man egentlig et andet menneske?

Mange emner og temaer tages op: krig, eksil, venskab, kærlighed, religion, forholdet mellem jøder og arabere, østen og vesten. Det er en sublim skildring af de sår som krige og fjendskab har lagt ind i en hel kultur. Skrevet i et vist mismod, for det er svært at se hvordan det vil kunne udvikle sig mod noget positivt.

Bogen udkom på Grasset i 2012, men er stdig aktuel og værd at læse.

Philippe Claudel: Meuse l'oubli

Philippe Claudel: Meuse l'oubli

Genlæsning af Philippe Claudels første roman udgivet i 1999, da jeg har fået en dedikeret udgave. 

Det var en dejlig oplevelse at genlæse denne poetiske og alligevel realistiske roman. 

Fortælleren har lige mistet sin elskede Paule, der kun var i trediverne. Hun har samlet ham op fra en tilværelse, hvor han var luderens søn. Hans mor skjuler ikke noget for ham, og han må ovenikøbet lukke de mange mænd ind. En dag stikker hun af med en rig mand og fortælleren må bo hos mormoren og i øvrigt klare sig selv.

Paule tager sig af ham, og de lever intenst sammen, men hun bliver syg og dør.

Hvordan skal man komme over det? Fortælleren tager til en lille by, Feil, ved floden Meuse og prøver at komme videre.

En smuk skildring af en kærlighed og af et lille samfund med almindelige mennesker, der på hver sin måde hjælper ham videre. Og endelig spiller floden en stor rolle.

God læsning og starten på et stort forfatterskab.

Gallimard

Patrick Modiano/Pierre Le-Tan: Memory Lane

Patrick Modiano/Pierre Le-Tan: Memory Lane

Romanen fra 1979 er genudgivet med Pierre Le-Tans meget karakteristiske tegninger og illustrationer til denne lille roman om en gruppes opståen og splittelse.

Fortælleren beretter med en vis nostalgi om en "lille gruppe" mennesker, han havde kendt for femten år siden, takket være en kontorkollega Georges Bellune, hvis navn går igen i andre romaner. Det er en lille uensartet gruppe, som fortælleren kommer ind i, og hvor han betragter dem lidt på sidelinjen, deltager i deres middage, udflugter og på ejendomme forskellige steder i Frankrig.

Han når dog aldrig til en klar forståelse af dem, da de alle har nogle sælsomme spor fra fortiden og er dølget i gåder. Det var dog en lykkelig tid på mange måder, men da han efter 15 år prøver at finde dem igen, får vi indblik i en række mennesker, hvis liv er ændret og ikke for alle til det bedre. Det gode tid er slut.

En rigtig typisk Modiano-historie, hvor det er nostalgi, gådefulde personer og livets luner, der skildres. Pierre Le-Tans tegninger har Modiano skevet tekst til, der ikke er taget ud fra bogens tekst. Det giver et ekstra løft.

Stock, 2020

Éliette Abécassis: Nos rendez-vous

Éliette Abécassis: Nos rendez-vous

Bogens omslagsbillede viser meget godt, hvad bogen handler om: vores forhastede handlinger eller mangel på handlinger, der kan føre os ud i fortvivlelse.

Amélie og Vincent mødes, da de er blevet indskrevet på La Sorbonne. De drikker kaffe på en café sammen med de andre nye studerende, men taler så godt sammen, at det fortsætter natten igennem. Ingen af dem tør dog tage det første skridt, selv om de hver især føler, at her er den rigtige. De aftaler dog at mødes senere på caféen. Amélie er bange og kommer for sent. Selv om hun kun kommer et par minutter efter at Vincent har ventet en time og lige er gået, er det ikke bare et møde, men et helt liv hun går glip af.

Romanen følger nu de to i en periode på 30 år, hvor de af og til ses, men der kommer stadig noget i vejen. De bliver nødt til at frigøre sig fra deres kæder for at tage ansvar for deres liv og ikke lade skæbnen bestemme for sig. De er bundet af både indre og ydre bånd som opdragelse og familie.

I det lange tidsrum romanen spænder over, får vi også nogle gode billeder på den udvikling der er sket siden 1990erne. Dengang læste man bøger, som man diskuterede med andre. Ofte forsvandt bekendtskaber ud af ens liv, for det var ikke så nemt at holde kontakt, når man flyttede eller rejste.

Nu har vi de sociale netværk, vi finder hinanden igen på nettet, salg af bøger er faldet, fordi folk stirrer på deres smartphones, så den gode samtale forsvinder.

Det er en meget velskrevet roman, der også har bud på, hvad der kan være galt i vores mangel på at udtrykke vores følelser og udleve vores liv. Der er gode beskrivelser af et begrænset antal personer, og bogen skildrer glimrende dagligdagen, men også drømmen, der ofte gemmes væk.

Éditeur : GRASSET (02/01/2020)

Betty Duhamel: Gare Saint-Lazare

Betty Duhamel: Gare Saint-Lazare

 

En bog som jeg har haft liggende et stykke tid. Første udgaven blev udgivet i 1976 og genudgivet i 2018. Grunden til at have anskaffet den er at den handler om Patrick Modiano i 1960erne. Dette bliver klaret antydet i beskrivelsen af den unge mand Nicolas, der bor på Quai de Conti.

Bogens hovedpersoner er Pauline der også er fortæller, Nicolas, Julie der er Paulines veninde og endelig den lidt ældre Martin.

I gymnasiet er Pauline og Nicolas venner. Nicolas drømmer om at blive forfatter og forbereder sin første bog. Pauline har en ven Julie, hvis far er playboy-akademiker. Julie vender tilbage fra Wien (Østrig), hvor hendes far underviste. Pauline og Nicolas er gode til at diskutere sammen, men de bliver aldrig rigtig kærester, for Nicolas indleder et forhold til Julie.

Men Pauline giver ikke plads. Hun vil konstant komme mellem de to. Nicolas er faktisk kun interesseret i sin kommende bog og forholdene i Paris under 2. Verdenskrig.  

Senere skilles de tre, Nicolas bliver berømt, Julie gifter sig med en anden og Pauline flytter sammen med gymnasielæreren Martin, der en dag afslører en hemmelighed for hende.

Det er ikke nogen specielt velskrevet bog, og den kan virke lidt tung i sine replikker, men vi får da et portræt af Modiano som nok skal være troværdigt. Han er fjern, bruger folk lidt som brikker, men har alligevel en sans for at beskytte. 

Vi får også et billede af Frankrigs unge i 60'erne, hvor kommunisterne stod stærkt, mens ungdomsoprøret var på vej.

Forlaget l'Herne, 2018

Pierre Le-Tan: Paris de ma jeunesse

Pierre Le-Tan: Paris de ma jeunesse

En vidunderlig lille bog der første gang blev udgivet for ca 30 år siden, nu kommer den med lidt flere fortællinger og atter med forord af Patrick Modiano.

Pierre Le-Tan er søn af en vietnamesisk maler, der flyttede til Paris ved kejserens fald i Vietnam i 1930erne. Pierres far giftede sig med en fransk officers datter. På grund af faderens mange bekendtskaber med højtstående personer fra Vietnam voksede Pierre og hans bror op i et kunstnerisk miljø. 

Pierre Le-Tan blev en kendt tegner og forfatter og arbejdede flere gange sammen med Patrick Modiano bl.a. om bogen Memory Lane. Pierre Le-Tan døde i 2019.

I sin skildring af barndommen og ungdommen i Paris fortæller og tegner Pierre Le-Tan om forskellige gader og kvarterer i Paris, hvor han har haft sin gang. Somme tider slår han dørene op til huse, der fortæller historier om tiden i Vietnam før kejserens fald, om enorme rigdomme og en række skæbner, hvis liv pludselig blev forandret.

På mange måder skriver Le-Tan som Modiano om fortiden, men ikke med den samme baggrund. De har dog meget til fælles i et ønske om at fastholde mindet og ikke sænke det i glemslen.

Dejlige tegninger bidrager til at give os en oplevelse om de svundne tider, for hans ungdoms Paris er på mange måder forsvundet, men hans bog er med til at fastholde mindet.

For Paris-elskere er det et must.

Stock, 2019 

Philippe Delerm: L'Extase du selfie

Philippe Delerm: L'Extase du selfie

Philippe Delerms små bøger med iagttagelser i hverdagen fortalt i korte historier er efterhånden blevet en tilbagevendende fornøjelse at læse.

Sidste nye hedder "L'extase du selfie", og her har Delerm jo fat i noget, der ikke fandtes for få år siden, men som man nu er konstant vidne til, når man færdes på kendte og berømte steder eller på TV ser folk få taget selfies med berømtheder. Hvad er det dog der sker? Er egoismen blevet så stor, at den kun er en arm væk, resten er baggrund. Delerm skriver godt, morsomt og klogt om det.

Der er ca 40 små tekster, der alle drejer sig om vores ubevidste og bevidste bevægelser, og hvad de siger om os og vores tid. Det kan være at tage en frakke på, ryge e-cigaretter, få en tennisbold op i lommen med ketsjeren.

Bogen skal læses i små bidder, måske en enkelt eller to tekster at sove på, men niveauet er gennemgående højt med både store perler og mindre overbevisende tekster. Alt i alt er det dog værd at læse.

Éditeur : SEUIL (12/09/2019)

Anne-Sophie Stéfanini: Cette inconnue

Anne-Sophie Stéfanini: Cette inconnue 

En historie fortalt af fire personer, der foregår i Yaoundé i Cameroun og i Paris. Vi følger først en taxachauffør Ruben, der kun kører om natten. Han kender Yaoundé i alle detaljer, men synes hele tiden på eftersøgning af én. Det viser sig at være Catherine, der har været en slags mor for ham. 

Da han var barn legede han med Constance, der var Catherines barn. De var uadskillige, men da de var ni år, forsvandt Catherine pludseligt. Constance kommer derefter til sin bedstemor i Paris.

Denne forsvinden og livet før og efter fortælles på fire måder af de fire personer: Ruben, Constance, Rubens far Jean-Martial og endelig Catherines beskrivelse af, hvordan den dag hun forsvandt den 24. maj 1991 foregik.

Der er flere lag i historien, men de skal ligesom forties og skjules, bl.a. har Jean-Martial og Catherine været kærester i Paris, da de studerede. Jean-Martial var del af en oprørsbevægelse og tog tilbage til Cameroun, men Catherine vælger at tage derned 10 år senere for at bo i et hus ved siden af det hus, hvor Jean-Martial bor med sin kone.

Det er også i høj grad en bog om politik og oprørsbevægelser og et styre der hensynsløst nedslagter sine modstandere. Cameroun er et land der har været styret diktatorisk i årevis i et regime ledet af Paul Biya. Dette får vi belyst gennem bogens personer.

Ruben og Constance fortsætter deres sammenhold, men hun bor nu i Paris, hvor hun er nattevagt på et hotel. De taler sammen hver nat, når de er på arbejde, og Constance har enkelte gange været tilbage i Cameroun, men vil ikke vende tilbage som sin mor. De er stadigvæk uforstående overfor, hvad der skete med Catherine, men forsøger at komme videre.

En usædvanlig bog, der rummer mange spørgsmål om identitet, oprør, kærlighed og eksistens. Hvordan påvirker det et barn at moderen pludselig forsvinder? 

Velskrevet og vedkommende og åbner for nogle forhold, som man ikke har beskæftiget sig særlig meget med i Vesten. Kan stærkt anbefales.

Éditeur : GALLIMARD (09/01/2020)

Jean Echenoz: Vie de Gérard Fulmard

Jean Echenoz: Vie de Gérard Fulmard

Har tidligere omtalt en del af Echenoz' romaner, så det er spændende at gå i lag med hans nye bidrag. Blev bestemt ikke skuffet.

Hovedperson og fortæller er Gérard Fulmard, tidligere steward men nu arbejdsløs og en sand anti-helt.  Det er nemmere at citere ham selv: « Je ressemble à n'importe qui en moins bien. Taille au-dessous de la moyenne et poids au-dessus, physionomie sans grâce, études bornées à un brevet, vie sociale et revenus proche de rien, famille réduite à plus personne, je dispose de fort peu d'atouts, peu d'avantages ni de moyens. Encore heureux que j'aie pu rependre ces deux pièces et demie après le décès de ma mère, elles étaient locativement les siennes et je n'ai pas changé les meubles. ». Det er da ikke uden selvironi.

Her ser vi Echenoz' evne til at formidle og bruge det franske sprog. Der er et væld af personer, der får lignende portrætter. Fulmard nedsætter sig som privatdetektiv, men det er uden større held indtil han bliver hyret at et lille højreorienteret parti, der har problemer i ledelsen. Det udvikler sig i retning af en krimi, men det er kun et afsæt for Echenoz og hans skrivekunst. Fulmard optræder som den uheldige helt, der aldrig kan udføre de jobs han får.

Der er masser af sidespring og kommentarer og nogle usandsynlige indslag som f.eks. at en bolt fra en russisk satellit smadrer et indkøbscenter i Paris. Det er undertiden hylende morsomt at læse, og man ved aldrig hvor det drejer hen.

Foruden den sproglige fantasi og sproglige vendinger der kan næsten blive ordsprog, holder Echenoz sig heller ikke fra en vis sarkasme og ironi i sine beskrivelser af tidstypiske tegn.

Bestemt en roman der skal læses flere gange for at opleve dens rigdom, ikke hvad angår handling, men hvad angår sprog og stil især.

Éditeur : EDITIONS DE MINUIT (03/01/2020)

Abd Al Malik: Méchantes blessures

Abd Al Malik: Méchantes blessures

En ret usædvanlig roman, der snarere en en halvfilosofisk sociologisk fortælling om især Frankrig, men også USA og Europa.

Kamil, fortælleren, er en fransk, muslimsk sort rapper, der er taget til New York for at få ro til at skrive en roman. Men uheldigvis fordi han ledsager en ven, der har problemer, bliver han skudt på parkeringspladsen til en stripperklub. 

Men bedst som man tror, at romanen er slut, fortsætter han med at tale/skrive fra det hinsides. 

Her kommer vi gennem alle aktuelle emner: forstæderne, migranter, islamisme, kvinder, klimaet, sorte, politik og medierne.

Første del af bogen er meget springende og rodet efter min mening, men der bliver mere hold på indholdet efter Kamils død.

Ikke en roman som jeg holder meget af, men der er dog nogle meget aktuelle kommentarer, en stor viden om kultur, hip-hop og musik i bred forstand. Sproget er undertiden lidt for forkrampet, men i løbet af bogen bliver det mere flydende.

Kender ikke forfatteren som rapper, men det må jeg se at råde bod på.

Éditeur : PLON (22/08/2019)

Pierre Lemaitre: Miroir de nos peines

Pierre Lemaitre: Miroir de nos peines

Vi er nu nået til tredje og sidste bind i Pierre Lemaitres trilogi om Frankrig i perioden 1914-1940, og han slutter med manér!

En lille pige Louise Belmont fik vi præsenteret i Au revoir là-haut, hvor hun legede med Édouard Péricourt i hans forslag til fantastiske masker, der skulle skjule hans ødelagte hoved. Louise er nu 30 år, hun bor i samme hus, hendes mor er død og hun har en stilling som lærer. I week-enden serverer hun på en nærliggende lille bistro. Kort sagt et lidt trælsomt liv, men nu kommer der til at ske ændringer! 

På restauranten er der en mærkelig gæst, fast gæst hver uge, og en dag tilbyder han Louise 10000 Francs, hvis han må se hende nøgen. Efter flere overvejelser indvilliger hun, men det får helt specielle følger, der får Louise til at søge svar på sin egen og sin mors fortid.

Det er juni 1940, og Frankrig er under pres fra Nazi-Tyskland, hvor invasionen starter gennem Ardennerne.

Der er mange personer i beretningen om Frankrigs opløsning i juni 1940, men der er specielt nogle personerne som vi følger parallelt. Det er matematiklæreren Gabriel og hans væbner Raoul, der er i hæren, men de ser deres afdeling smuldre og opløses, Fernand der er mobilgardist og Jules der er bistroejeren. Desuden en helt speciel person Désiré, der som en kamæleon optræder i forskellige roller, hvor han viser systemets svagheder og mangler, mens han samtidig snører alle. 

Det er en fantastisk skildring af flugten fra Paris i juni 1940, hærens og samfundets sammenbrud med alle skurkene, men også nogle helte. Det er berettet med stor elegance og overblik, men også med indslag der henviser til vores tid og problemer.

Tonen er som tidligere både alvorlig, men også fyldt med sort humor. Om alt er historisk korrekt ved jeg ikke, men der er så mange episoder og detaljer og kildelisten er omfattende, så man må formode, at Pieree Lemaitre har sin dækning i orden.

Det er litteratur på niveau med Balzacs romaner, afslørende og dybdeborende. Et billede af Frankrigs smerter, der ikke kun peger bagud, men også frem mod nutidens Frankrig.

Absolut i top.!

Éditeur : ALBIN MICHEL (02/01/2020)

Jean-Philippe Blondel: La grande escapade

En historie der starter dramatisk med en elev der hænger i en gesims med fare for at falde mange meter ned. Situationen er opstået i en leg blandt børn på 10-13 år i et skolemiljø, hvor børn og deres forældre der er lærere bor.

Tiden er 1970'erne hvor de gamle undervisningsformer med lærerens absolutte autoritet og undertiden sadistiske indfald var normen. Drenge og piger var adskilte, men det er nu slut i skolen her, hvor skolen rummer elever fra børnehave op til collège.

Det er en både morsom og også tragisk fortælling om børnenes opvækst, samvær og venskab, forholdet til deres forældre og deres trang til selvstændighed. Forældre møder vi på samme måde med deres fælles skole, men hvor nogle føler sig bedre end andre. En leder der føler sig presset af nye tider og nye undervisningsmetoder.

Blondel giver liv til den post 68-periode med de mange forandringer som det kom til at betyde både undervisningsmæssigt, men også socialt i form af kvindens frigørelse, nedbrydelsen af autoritet og andre tabuer, oplevelsen af frihed.

Det er en underholdende beskrivelse og historier med mange sjove episoder trukket ud fra virkeligheden og samtidig en skildring af de ændringer der blev dramatiske for nogle. Det er især børnenes overgang fra børn til en kommende voksentilværelse.

Kan absolut anbefales.

Buchet-Chastel, august 2019