Boris Bergmann: Minotaure

 Boris Bergmann: Minotaure

Bogen er blandt de sidste otte udvalgte til årets Prix Goncourt, men jeg er nu ikke specielt begejstret for den. Det er en af disse selvbiografier, der får lagt et litterært net henover sig og i dette tilfælde den græske mytologi. Det er enormt flot skrevet med et yderst udviklet litterært sprog, men det overskygger indholdet for meget. Måske fordi der ikke er så meget.

Som 23-årig gør forfatteren sig klar til at overraske sin far, som han aldrig har mødt, i hans psykiatripraksis. Beslutningen er taget: Han skal for første gang møde sin biologiske far. Hans mor besluttede at få et barn alene. Da hun er medlem af AIDS-foreningen, voksede han op omgivet af en lang række »bøsser« (og syge) fædre. Det er ikke et tomrum, han skal udfylde, men en anerkendelse af sin eksistens: at påtvinge den fraværende far en realitet.

Første del af bogen handler om dette møde og konsekvenserne af det.

Den næstsidste del er en dialog mellem ham og hans kæreste, der er meget syg og har brug for en ny nyre. Skal han nu stikke af som sin egen far eller skal han undersøge, om han kan give hende en af sine nyrer? Det skal jeg ikke afsløre, men klart melde ud, at det er langt den bedste del af bogen.

Det er med blandede følelser at jeg må omtale denne bog, men nu må vi jo se, om den skal have en Goncourt. Personligt stemmer jeg ikke for.

19/08/2026
Albin Michel  

Sonja Devilliers: Le fabuleux piano

 Sonja Devilliers: Le fabuleux piano

Endnu en bog om 2. Verdenskrig og jødeforfølgelserne i Paris, men her er der lagt endnu et lag på i disse forfærdelige beretninger: nazisternes enorme beslaglæggelser af klaverer, musikinstrumenter, noder og bøger. Alt sammen under "Opération meubles", hvor man samlede tyvekosterne i store lagre efter at have tømt jødernes forladte lejligheder. Næste etape var at transportere værdierne i store godsvogne til Tyskland.

Sonia Devillers første undersøgelse er skæbnen for et enestående instrument: et Erard-flygel nr. 2 i palisander (serienummer 68037), der i januar 1892 blev købt af Wilhelm Enoch, den berømte franske musikforlægger (der blandt andet udgav Ravel og Prévert). Dette koncertflygel, familiens stolthed, blev stjålet af tyskerne i 1943 fra hans søn, Daniel Enochs, lejlighed. Det er aldrig blevet fundet.

Denne undersøgelse knyttes sammen med en personlig familiehistorie. Hun sætter denne nazistiske plyndring i sammenhæng med det smertefulde minde om det Bechstein-klaver, som hendes jødiske bedstemor blev tvunget til at efterlade, da hun flygtede fra det kommunistiske Rumænien i 1961.

 Den grundige og meget detaljerede dokumentariske research er et tungt bevis for den umenneskelighed der blev fremvist. Ikke alene sendte man jøderne i tog til koncentrationslejrene, men med andre tog sendte man samtidig alle deres personlige ting og familieminder. Afsløringer som ikke har været behandlet før.

Men Sonia Devillers forstår samtidig at få givet os to parallelle historier smukt fortalt kombineret med en ægte sans for fortælling. Det er en ubarmhjertig og rørende bog, hvis nødvendige afsløringer fuldt ud retfærdiggør udvælgelsen til Goncourt-prisen.

27/08/2026
Robert Laffont  

Manuel Kassiala Domingos: Né deux fois

 Manuel Kassiala Domingos: Né deux fois

Endnu en lille beretning om en vanskelig flugt fra Demokratiske Republik Congo over Angola og videre til Frankrig, hvor fortælleren slår sig ned i Lyon. I en hård kamp får han kæmpet sig frem til en tilværelse med en uddannelse, et job, en kone og to børn. Alt i alt en vellykket sejr,

»Født to gange: Fra barndommens stilhed til genopbygningens lys« er Manuel Kassiala Domingos’ selvbiografi, udgivet på forlaget Éditions Vérone. Værket er et vidnesbyrd om eksil, usynlige traumer og modstandsdygtighed over for modgang.

Manuel blev født i Kinshasa, i et land præget af fattigdom, ustabilitet og krig, og voksede meget tidligt op med sult, stilhed og savn. Mellem at klare sig på egen hånd og drømme om andre steder bevarer han håbet om et bedre liv.

Som 18-årig forlader han alt for at rejse til Europa. Uden penge og uden fast holdepunkt gennemlever han trængsler, kolde nætter, ydmygelser, frygt og ensomhed. Båret af en mors kærlighed, troen og en usædvanlig beslutsomhed forvandler han lidt efter lidt sine prøvelser til indre styrke. 

Dette ægte vidnesbyrd, der er både rørende og inspirerende, giver et indblik i eksil, genopbygning og kampen hos en mand, der nægtede at opgive sin skæbne trods livets prøvelser.

Bogen sætter fokus på barndomstraumer og understreger vigtigheden af at bryde tavsheden for at kunne helbredes. Forfatteren fremstår som en »formidler af erindringer«, et vidne, der skal skabe opmærksomhed om de ofte oversete eller dehumaniserede realiteter ved ulovlig indvandring og integration. Det er en bog skrevet især til hans børn.

Bogen er på ca 100 sider og er bestemt ikke et afgørende litterært værk, dertil er fortællingen for overfladisk og uden væsentlige detaljer. Men som et vidnesbyrd om en mand der kæmper er den god at læse. De korte kapitler med præcise overskrifter gør den let at læse.

20/07/2026

Éditions Vérone

Ananda Devi: Chronique d'un royaume perdu

 Ananda Devi: Chronique d'un royaume perdu

Roman om Ile Maurice (Mauritius) en østat ca 900 km øst for Madagascar. Øen var under fransk herredømme fra 1715 og ca 100 år frem, derefter overtog englænderne øen, der blev selvstændig i 1968. Det franske sprog har fint overlevet og fungerer på øen med kreolsk og engelsk.

Anandi Devi er født på Ile Maurice og har skrevet en del bøger på fransk. Hun er uddannet antropolog, og det har taget fyrre år, før en mundtlig beretning, som Ananda Devi indsamlede under sit ph.d.-arbejde, er gennemgået en forvandling til en roman. Takket være den magiske realisme træder den lokale anekdote i baggrunden og forvandler en lille kystlandsby til en mytologisk og tidløs »verden-landsby«.

Romanen begynder omkring 1860, i tiden omkring slaveriets ophør på Mauritius. I centrum står plantagefamilien Dumontais og især forbindelsen mellem den hvide fru Dumontais og den sorte slave Vieux Bouc.

De får tre børn, som udadtil tilhører den hvide Dumontais-familie: Sydney, Mylène og Raymond. Men deres biologiske far er Vieux Bouc. Han har desuden to sorte sønner med en slavekvinde. De fem børn er altså beslægtede gennem den samme far, men opdelt af kolonialismens racehierarki.

Da sandheden bliver tydelig, bliver de fem unge mennesker udstødt. De flygter mod den sydøstlige del af øen og finder et næsten uberørt område ved havet: Le Bouchon. Det er her, romanens egentlige eventyr begynder.

Le Bouchon bliver et miniaturebillede af Mauritius der historisk er skabt af forskellige befolkninger, migrationer, kolonisering, slaveri, kontraktarbejde og kulturelle blandinger. Romanen underminerer forestillingen om "rene" identiteter. De mennesker, der i det koloniale system bliver klassificeret som forskellige, viser sig allerede fra begyndelsen at være forbundet gennem blod. Devi bruger altså familien som en måde at skrive kolonihistorien om på

Vieux Bouc er en af romanens vigtigste figurer, fordi han efter sin fysiske forsvinden fortsætter med at eksistere næsten som en mytologisk kraft. Det betyder, at slaveriets historie ikke kan afsluttes blot ved, at slaveriet juridisk afskaffes. Den lever videre i efterkommerne.

Devis ide med at skrive romanen som en magisk realisme må skyldes at hun ikke mener at den officielle historiske virkelighed ikke er tilstrækkelig. Davi griber også fat i de dødes erindringer, skammen ved at være slave, begæret efter mere magt, den nedarvede vold og de historier, der aldrig blev skrevet ned. Det overnaturlige bliver derfor en slags alternativ historisk arkiv.

Le Bouchon er forsøget på at skabe et samfund uden for den koloniale orden, men det lykkes kun delvist. Det tabte kongerige er derfor også drømmen om et samfund, hvor mennesker kan leve uden vold og hierarki. Det fysiske kongerige forsvinder, men overlever som fortælling. Det er pointen hos fortælleren: kongeriget bliver ved med at leve, fordi nogen fortæller om det!  Historie bliver til til myte.

Romanen er dybt forunderlig. De døde våger fortsat over de levende, dyrene synes til tider at forstå menneskene, visioner forudsiger fremtiden, og selve naturen synes at være udstyret med en vilje. Denne fantasi giver Ananda Devi mulighed for at skildre de minder, overbevisninger og sår, der gennemsyrer hendes historie. Båret af en sprudlende fantasi og en meget fri skrivestil er *Chronique d’un royaume perdu* en familiesaga, en historisk fortælling, et eventyr og en refleksion over det, der forbinder mennesker. De uforglemmelige karakterer forvandler et lille område på Mauritius til en verden i sig selv.

Stor oplevelse at læse denne roman, der også er blandt emnerne til årets Goncourt.

19/08/2026
Grasset 

Patrick Modiano: L'Éléphant

 Patrick Modiano: L'Éléphant

I dag udkom Patrick Modianos nye roman, den er ikke lang ca. 100 sider, den indeholder alt det Modiano som man kan ønske sig, men den bevæger sig også videre i hans søgen. Det er næsten er modsætningen til hans seneste roman La Danseuse, hvor hovedpersonerne næsten frigør sig fra tyngdekraften, denne bogs titel siger alt, specielt når man læser slutningen, hvor elefanten falder tungt på fortovet.

Et klip fra bogen: »Den aften rettede han sin kikkert mod de fire vinduer i bygningen på avenuen, hvor Yvonne Beulaigne og fru Thouvenin boede. Disse fire vinduer var oplyste. Yvonne Beulaignes lille værelse var tomt, ligesom stuen og spisestuen i fru Thouvenins lejlighed. Klokken var ni om aftenen. Tiden gik. Yvonne Beulaigne og fru Thouvenin kom ikke tilbage. Van Walle begyndte til sidst at tro, at han aldrig mere ville se dem bag disse ruder. Og hvad mente Yvonne Beulaigne egentlig, da hun hentydede til en vanskelig periode i sit liv?“

Hovedpersonen Van Walle arbejder for forlaget Éditions du Sablier. Han korrekturlæser, oversætter og skriver boganmeldelser. Han går sjældent rundt i Paris og har nærmest forskanset sig i kvarteret omkring Les Invalides. Til Hornbacher den yngre, der råder ham til at skrive sine erindringer, svarer han: »Men jeg kan slet ikke huske noget længere.« 

Det er her, romanen for alvor begynder, for godt nok har han smidt alle sine notesbøger væk, isoleret sig uden venner eller bekendte, han vil glemme og lider af hukommelsestab. Men forlæggeren giver ham en kikkert, og det passer ham fint, for han er en betragter. Han betragter nogle vinduer overfor, men derved vender punkter fra hans fortid tilbage. Fortiden kan han ikke slippe af med, der er især gader og cafeer i Paris, ansigter fra fortiden, men også lyde og natur.

Vinduerne bliver grænsen mellem fortid og nutid, men det er ikke en fortid han lige kan gribe, vinduer kan også forvrænge. Men kort sagt: Van Walle nægter sin fortid, han observerer andre og fortiden vender tilbage gennem dem. Van Walle har ingen pålidelig hukommelse at kontrollere sig selv med. Derfor bliver Yvonne, Mme Thouvenin og de andre mennesker ikke bare personer. De bliver mulige versioner af hans egen fortid

L'Élephant ender ikke med en klassisk afsløring, hvor mysteriet om Yvonne og de andre pludselig bliver forklaret. Forlæggerens forslag om at skrive sine erindringer tager han imod, men han skriver om en mand der iagttager andre gennem deres vinduer med sin kikkert. 

Vi får altså forklaringen i bogen og i bogen vi læser. Romanen flytter sig mod skrivningen og Van Walles observation af andre, fører til genkendelse og erindring, der så bliver til fortælling og litteratur.

Der er meget mere i bogen, men læs den selv. Et yppygt værk af den nu 80-årige Nobelprivinder.

01/10/2026
Gallimard  

Anne Godard: Nous aussi

 Anne Godard: Nous aussi

En spændende og dybdeborende roman, der fra at være en beskrivelse af normer, vaner og samvær i en borgerlig familie, der bor i en blok i Latinerkvarteret og om sommeren i et større hus på landet som kaldes "Slottet".

Det helt specielle stilistiske fortællertræk er, at bogen er fortalt gennem et "on" :

"Man er en del af en stor familie. Man ved, at man er privilegerede. Man bor sammen i vores lejlighedskompleks i centrum af Paris, og om sommeren mødes man i vores hus i bjergene. Man synes, det er helt normalt. Det er vores hjem, det er vores, det er til os. Man ligner hinanden, man sammenligner os, man konfronterer hinanden, man forlader ikke hinanden, man smelter sammen, man tilhører hinanden. Man ved ikke, hvordan man siger »jeg«, det har man ikke brug for, for man er »os«."

Alt synes at gå fint i klanen, der føler sig bedre end alle andre, men en klan kan også blive et åg, for hvordan kan man slippe ud at et man tog blive til et jeg? Men en klan kan også lægge et slør af fortielse omkring ting og personer, der bryder den indlærte moral og opførsel i en pæn katolsk borgerlig familie. Er man anderledes skal det skjules.

Da børnene er ved at være voksne, revner familien først ved et selvmord og senere ved afsløringer af incest.

Det er intensivt fortalt, hvor det lidt efter lidt går op for læseren, at det er meget alvorlige ting, der er foregået, og som kun vanskeligt når frem til overfladen gennem flere forsøg.

En roman der er et sociologisk værk afslører en dyb uro, som en fordybende og svimlende oplevelse på grund af sin samfundsmæssige kontekst, hvor lagene bliver skrællet af et efter et.

Fortællestilen er næsten forheksende, hvor læseren drives med først i en glad stemning, men senere kommer splittelsen og opgøret.

Ikke uden chance for at bliver året Gocourt

19/08/2026
Actes Sud 

Luc Corlouër: La Tragédie du plus beau modèle de Paris

 Luc Corlouër: La Tragédie du plus beau modèle de Paris

Som nævnt i min omtale af  Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel, så bør man læse en bog mere for at få et bedre billede af den myrdede Louise Cansot.

 Luc Corlouër er historieentusiast og forsker ved Nationalarkivet, arkiverne i Côtes d’Armor og Hærens Arkiv. Han har forfattet adskillige artikler, der er blevet offentliggjort i tidsskrifter om Første Verdenskrig og Bretagnes historie. Bretagne er hans store interesse og da Louise Cansot blev født i en lille bretonsk by Tréguier, kaster han sig over en fremdragelse af materiale omkring hende og hendes opvækst. Perioden er så fra hendes fødsel i 1920, opvækst i landsbyen og hendes karriere i Paris, som hun tog til som 16-årig.

Hvem er denne smukke, unge kvinde, der blev myrdet i Paris, september 1949.? Politiet identificerer hurtigt Louise Cansot, der blev kendt som den smukkeste model i Montparnasse! Lise, hendes kunstnernavn, skiftede fra det ene job til det andet; hun havde poseret for snesevis af malere, og hendes ansigt og krop var blevet gengivet på utallige lærreder. Hun ville gerne blive berømt og troede, at hun var på vej mod berømmelse; kunstnerne havde allerede givet hende tilnavnet »Pigen med de hundrede portrætter«. 

Men under krigen, da malerne var taget sydpå, blev hun i Paris og endte i fattigdom. Hun blev dog i hovedstaden, optrådte på Folies-Bergère og vendte sig derefter mod filmverdenen, hvor hun medvirkede som statist i flere film. Indtil den dag i september, hvor hendes lig blev fundet på den mørke Quai de Javel. 

Sideløbende med udgivelsen af romanen »L’inconnue du Quai de Javel« af Philippe Jaenada har Luc Corlouër, der brænder for bretonske historier og fotografier, samlet tegninger, billeder, fotografier, malerier, dokumenter, breve og avisartikler, så læseren kan genfinde og identificere i »Tragedien om Paris’ smukkeste model« – eksklusive oplysninger om Lise Cansots liv, den unge kvinde fra Tréguier...

Det er faktisk en fremragende belysning af en tragisk skæbne, men som samtidig sammen med Jaenadas roman giver os et indgående kendskab til perioden, kunstnerlivet på Montparnasse og en dyster skildring af kvindernes vilkår. 

Bliver I grebet af romanen, så skynd jer at få fat på denne bog.

19/08/2026
Editions Le Cormoran  

Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel

 Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel

En meget speciel og ret mærkelig bog, meget lang men med særdeles spændende afsnit. I en ofte humoristisk stil fortæller Philippe Jaenada sin historie om et mord. Den 6. september 1949 blev en ung kvinde fundet død på Quai de Javel i Paris, uden taske eller sko, tydeligvis hastigt påklædt og efterladt der af sin morder. Hun blev identificeret dagen efter: Det var Louise Cansot, den mest efterspurgte model blandt malerne på Montparnasse. Det er altså en konkret sag som Jaenada tager fat på.

Men Jaenadas eget liv indgår også med hans ønske om at leve op til forbillede Maigret.  Han forsøger at skildre opklaringsarbejdet men med parenteser og sidespring, med en usædvanlig livlighed, der hele tiden springer frem og tilbage. Selv i det dramatiske glemmer han aldrig ironi og skildrer sig selv, sit ægteskab, sit liv på cafeer og barer. Mens han bevarer sin karakteristiske stil og sine selvbiografiske anekdoter, udfører han et omfattende arkivforskningsarbejde, der afslører meget omkring den myrdede Louise Cansot.

Jaenada er ikke bare ude på at løse en cold case, for bag offeret for en kriminalnyhed og de få linjer, som en voldelig død altid risikerer at reducere et liv til, søger han ihærdigt efter et menneske. Louise Cansot er ikke blot en ung kvinde, der blev myrdet den 6. september 1949: hun havde en barndom, pårørende, ønsker, vaner, modsætninger, frygt og en måde at være til i verden på. Jaenada forsøger at genfinde alt dette, eller i det mindste det, der stadig kan genfindes.

Han har også fået uventet hjælp fra forfatteren Luc Corlouër, der faktisk har skrevet en bog om Louise Cansot, som der dog ikke er aftagere af blandt forlagene. De to taler sammen om projektet og Jaenada skal gennemgå politiets arkiver mm, men Luc Corlouër udvider de meget omfattende samlinger af Louise Cansots barndom, ungdom og professionnelle arbejder som model for en række kendte malere på Montparnasse. Han udgiver faktisk en bog samtidig med Jaenadas. Denne vil jeg senere skrive om.

Jeg vil ikke gå ind i detaljer fra bogen, for den er simpelt hen for voldsom og indholdsrig, men vi dykker ned i en tid, hvor kvinder ofte blev reduceret til deres kroppe, ja, endda til deres bryster og deres skønhed. Jaenada giver ikke op, men søger ydmygt hjælp hos kommissær Maigret i en spændende efterforskning og et dygtigt udtænkt plot – Cansot-sagen viser sig meget hurtigt at være fængslende. 

En storslået fortælling, fuld af humor, ømhed, diskret feminisme og humanisme. Et meget velunderbygget efterforskningsarbejde, en smuk roman, der endelig giver Louise Cansot den værdighed og sandhed, hun havde brug for, men som hendes samtid ikke gav hende.

Prix Goncourt 2026 - ikke umuligt.

12/08/2026
Flammarion  

Lilia Hassaine: Je

 Lilia Hassaine: Je

En speciel roman hvor forfatteren Lilia Hasseine låner en person fra Charlotte Brontës roman Jane Eyre, hvor vi møder et oprør mod victorianismen og dens puritanske moral. Jane Eyre  forelsker sig i godsejeren Edward Rochester, men godset gemmer på mørke og uhyggelige hemmeligheder, herunder at Rochesters sindssyge kone er lukket inde på loftet.

Det er denne indespærrede kvinde, som Lilia Hassaine udfolder i sin roman med en frodig fantasi. Den litterære klassiker bliver til en fortælling af stor poetisk skønhed. Fortællingen er skrevet med en udsøgt og inspireret pen, der blander brevform, kærlighedsepos og ægteskabelig efterforskning. En fortælling set fra Berthas synsvinkel, hvis rigtige fornavn er Antoinette. En kontrast af livsformer i henholdsvis Jamaica og England.

Via Berths/Antoinettes notater får vi en gribende skildring, fra hendes barndom på Jamaica over hendes første forlovelse til mødet med Rochester, der gør hende til sin ejendom i et forhold præget af dominans, kontrol og vold.

Det er en voldsom bekendelse Ud over den litterære dialog fremstår romanen som en særdeles ubarmhjertig klinisk undersøgelse af den psykologiske nedbrydning i parforholdet. Forfatteren dissekerer med kirurgisk præcision de forskellige faser i den ægteskabelige isolation og viser, hvordan fratagelsen begynder med, at Antoinette eget navn udviskes til fordel for navnet Bertha, som anses for at være mere i overensstemmelse med engelske skikke.

Bogens titel er et klart signal, for Antoinette må jo søge for at forstå hvem hun er og hvordan man har kunnet berøve hende for alt hendes materielle gods og hele hendes personligheden og psyke. Det er stærk læsning.

Bogen har et gammeldags engelske miljø som baggrund, men Antoinettes fortælling er fuldt ud moderne med sine mange problemstillinger der ligner vores tid. Romanen udforsker en mørk epoke præget af store forandringer, herunder især afskaffelsen af slaveri. Spændende afsnit lige fra beskrivelsen af Jamaica med sin frodige vegetation til forholdet mellem herrer og slaver.  

Lilia Hassaine formår at skildre den smertefulde splittelse, der følger med at blive revet væk fra sig selv og sit hjemland. 

En roman der er på den første Goncourt 2026-liste. Den har bestemt en god chance!

20/08/2026
Gallimard 

Jean-Yves Jouannais: Une forêt

 Jean-Yves Jouannais: Une forêt

En mærkelig bog som jeg egentlig ikke har haft nemt ved at læse, for man kommer ikke nogen vegne, det er cirkler omkring det samme emne og synker dybere ned. Men måske er det netop bogens ide, hvordan kan man komme videre?

Under de store retssager, der havde til formål at udrydde nazismen fra det tyske offentlige liv, blev Jacob Michael Lenz, advokat og kaptajn i den amerikanske hær, indkaldt af en domstol i forbindelse med en usædvanlig sag. Mainater, en slags beostære, talende fugle, der yngler i en skov i Bremen, har lært at synge nazistiske hymner og videregiver dem til deres unger.

Teksten foregår i perioden 1947-48, og vi får gennem Lenz' mange spadsereture i området en beskrivelse af en totalt ødelagt by, Bremen og havnen ved Bremerhaven. Det er mismodigt, sørgeligt, gråt og præget af ruiner af forskellig art, for selv de overlevende virker også som ruiner. Elendigheden midt i ruinerne med »ruinernes kvinder«, der var dømt til at rydde murbrokkerne med de bare hænder som tegn på lydighed mod den nazistiske ideologi

Ud over det tragikomiske i metaforen om mainaterne, der lærer nazisternes hymne, er fortællingen meget oplysende om denne periode med »genopbygning« i efterkrigstidens Tyskland, hvor tyskere dømte andre tyskere. En decideret lempelig og ineffektiv denazificeringsproces, overvåget af de militære besættelsesmyndigheder, der i dette tilfælde forsvarer fuglene.

Teksten rører både ved det absurde og i en proces, der minder os om Kafka, og ved filosofien: Den behandler nemlig emner som skyld, erindring, ideologisk arv og den måde, hvorpå institutionerne efter krigen arbejder for at sikre erstatning og genopbygning af landet.

I form af en fabel eller et eventyr fører denne tekst os ind i en dyb refleksion, hvor kaptajnen lader sig rive med af legen for at flygte fra sin kedsomhed og sin indre tomhed. Det drejer sig om ansvar, erindring, retfærdighed og om denne mærkelige menneskelige tendens til at ville finde mening der, hvor der måske ikke er nogen.

Mellem virkelighed og fortælling er *Une forêt* en refleksion over ansvar og historie.

Bogen er på den første liste til årets Goncourt 2026.

02/01/2026
Albin Michel  

Véronique Ovaldé: Vivre sans bonheur et n’en point dépérir

 Véronique Ovaldé: Vivre sans bonheur et n’en point dépérir 

Ny bog af Véronique Ovaldé, hvis titel er et citat fra Colette. Det er en bog om hendes mor, men ikke for at fortælle om en lykkelig eller ulykkelig barndom, men for at fortælle om en kvinde, der kun har været en skygge i store dele af sit liv.

En kvinde, der er fanget i et ulykkeligt ægteskab under en jaloux, tyrannisk og voldelig mands herredømme. En kvinde, der alligevel fortsætter med at kæmpe sig frem, holde hovedet højt og bøje ryggen i et forsøg på at beskytte sine to døtre mod deres fars raserianfald og brutalitet.

Hun hører til disse kvinder, der blev født før Anden Verdenskrig og var fuldstændig underlagt deres ægtemænd. De var møbelkvinder, husmødre, kvinder, der levede i et lukket samfund, som de slet ikke kunne undslippe. Ægtemanden bestemte om de måtte arbejde. Ud af deres underkastelse opstod deres døtres frigørelse.

Så i en stor del af bogen udfylder hun hullerne. Hun forestiller sig, hvad hendes mor som barn tænkte, så på, følte, hvordan hun vaskede sit hår, eller hvad hun legede med. Nogle gange, midt i en fuldstændig rekonstrueret scene, præciserer hun pludselig, at hun ikke ved, om den lille pige holdt en dukke eller en gryde. 

I en fortællestil der er bemærkelsesværdigt mesterligt udført, formidler på fortrinlig vis de illusioner, de skuffede håb og de opgivelser, der præger denne kvindes liv. Hun åbner nye veje, antyder muligheder og skitserer udveje, før hun pludselig lukker dem igen. Netop når man tror, man ser et lyspunkt, fører hun os tilbage til en mørkere virkelighed.  

Et rørende portræt af en mor, der aldrig rigtig har oplevet lykke, men som alligevel har fortsat med at kæmpe sig fremad. Gennem en fortælling fuld af omveje og forestillede muligheder skildrer teksten både de liv, der er blevet levet, og de, der kunne have været.

Véronique Ovaldé hylder disse kvinder fra en generation, der ofte blev nægtet lykke og frihed. En smertefuld roman, der til tider er svær at læse, men dybt følsom, båret af en meget krævende skrivestil og en refleksion over, hvad piger skylder deres mødres frigørelse.

Som moderne mandlig læser bliver man let rystet over kvindernes vilkår for bare 50 år siden, det er forhåbentligt blevet bedre, også i Frankrig.

19/08/2026
Flammarion  

 

Thélyson Orélien: C'était ça ou mourir

  Thélyson Orélien: C'était ça ou mourir  

Romanen er blevet udnævnt til årets "roman événement", og efter at have læst den eller snarere slugt den kan jeg kun givet forlaget ret. Det her er en sensationel roman af flere grunde: den handler om flygtninge og migranter, men set fra migranternes side, men samtidig er det en roman, der er fortalt i et enkelt men præcist og sprudlende sprog med både humor og poesi. Den griber læseren med en forbløffende og forførende  fortælleteknik.

Thélyson Orélians første roman er allerede årets litterære fænomen i 2026. »C’était ça ou mourir« har erobret Québec og vil snart erobre hele verden med sin fortælling om Jonas Dorléons odysse.

Efter at hans kvarter i Port-au-Prince angrebet af en lokal bande er gået op i flammer, tager Jonas næsten intet med sig, da han forlader Haiti: et eksamensbevis, en notesbog med digte, et foto af sin mor. Et helt liv i en plastikpose fra Carrefour. Først søger han tilflugt i Den Dominikanske Republik, derefter i Brasilien og Mexico. 

Jonas krydser grænserne, f.eks. om bord på en overophedet bus, der kører time efter time uden at holde pause. Han kommer gennem en jungles dybe skove ved Panama på vej til USA. På hver etape dukker ansigter op, falder kroppe om, døde efterlades, men solidaritetsbånd knyttes og brydes igen. I håb om at nå frem til Canada og den lille familie, han har tilbage, befinder Jonas sig ved grænsen til USA, alene over for ICE-agenterne og en administration, der er parat til alt for at føre sin jagt på migranter. Afslutningen skal jeg ikke røbe.

Denne roman, der er lige så nutidig som universel, skildrer migration i nutiden — ikke som et begreb, men som en fysisk oplevelse: at gå, at være sulten, at komme til skade, at le af rædslen for ikke at give op.

Romanen indgår i en sammenhæng, hvor migrationsspørgsmålet indtager en central plads i den offentlige debat. Man taler ofte om migranter i form af tal, bølger eller kriser. Man siger: Der er for mange. Det koster dyrt. Men alt for ofte glemmer man at sige: Det er mennesker, mænd, kvinder, børn, navne, stemmer, med en historie, drømme og værdighed.

De, der klager over indvandringen, burde læse den. I Vesten forstår man ikke, hvor heldige vi er, og hvordan vores handlinger i høj grad har bidraget til det rod, man ser i lande som Haiti.

Det er en tekst, der både rører hjertet og åbner øjnene – en roman, der giver dem, som alt for ofte reduceres til det simple ord »migranter«, et ansigt, en stemme og værdighed tilbage.

Der bør indkøbes et eksemplar til medlemmerne af folketinget, når den danske oversættelse udgives, for der er nok ikke mange af dem, der kan læse den på fransk.

19/08/2026
Grasset  

Yannick Haenel: La solitude des professeurs est infinie

 Yannick Haenel: La solitude des professeurs est infinie

Yannich Haenel fortæller via hovedpersonen Jean Deichel om sine første år som underviser. I præsentationen af bogen hedder det:

Jean Deichel, en ung fransklærer, er i praktik på en skole i en forstad til Paris. Om natten bor han i en tennisklub i Deuil-la-Barre; om dagen opdager han både de udfordringer og de dybe glæder, som faget byder på, samt skolens vold og skønhed.

Jean er også en eventyrlysten digter, der er opsat på at finde lyset fra det »rigtige liv« midt i den mest grå hverdag: i virkelige eller drømte haver, ved bredden af en sø, under udflugter til Pompeji og Tarquinia, men frem for alt i den skrøbelige ynde ved en vellykket time. Mellem politisk virkelighed og eksistentielt mysterium er lærernes liv en roman.

Bogen er på den måde konkrete oplevelser i skolen men samtidig en digters søgen efter sig selv. Skoledelen er for mig det absolut bedste ved bogen. 

Jean er en lidt vild person med sine egne ideer om undervisning, selv om han aldrig rigtigt har prøvet at stå i situationen, men hans vigtigste pointe er, at eleven skal være i centrum. Men læreren skal være den der åbner døre for nye oplevelser og nye fordybelser i sprog og kultur. Litteratur er et middel.

Da Jean starter, får han at vide, at man aldrig skal smile til eleverne, men være aflukket og bestemmende. De passer slet ikke på Jean, og vi får mange eksempler på, at han lykkes med sine ideer. Da han efter et års pædagogikum, endelig bliver godkendt (man kan ikke afvise ham, da man mangler lærere), får han lejlighed til at fremføre sine ideer, der på mange måder er kætteriske mod det franske autoritative system.

Men skolerne i forstæderne er en umådelig mundfuld at klare, og sammen med Jean personlige og psykiske nedbrud betyder det hans farvel til undervisningen.

Jeans historie er meget mere end skolen, hans vilde ideer, løssluppenhed, forhold til kvinder er andre dele i en person der er splittet.

Har læst med fornøjelse hans introduktion til en første skoledag i en skole, hans kolleger og en verden, der er noget andet end studier, men jeg kan også lide hans grundtanke, at en lærer skal formidle, åbne for nye verdener og ikke lade sig kue af et system, der er alt andet end frihed. Friheden har han dog alene i klasseværelset, men ensomheden er voldsom.

20/08/2026
Gallimard  

Armel Job: La Cuisinière du Kaiser

 Armel Job: La Cuisinière du Kaiser

Endnu en bog af Armel Job, som jeg kommer til at holde mere og mere af som forfatter. I denne roman der tager udgangspunkt optegnelser om krigen i 1914-18, som den foregik i de belgiske Ardenner.

Det er på en måde en familiesaga (fra 1885 til 1929) om Magda, mor til otte børn, og som i 1918 lavede mad i toget til Kejser Wilhelm II. 

Bogen starter med, at den gamle dommer François Martin overdrager nogle familiedokumenter til en fætter, der er historiker, og som måske kan bruge dem til at skrive en artikel. Fortælleren modtager et gammelt foto, der er reddet fra en brand, samt et manuskript skrevet på tysk, hvis forfatter vi først får kendskab til ved fortællingens afslutning

Bogen bliver et smukt portræt af en kvinde med hendes styrker og svagheder. Alligevel er Magda en stærk og dominerende kvinde, der ikke lader sig trampe på. Men hun ved jo godt, at i hendes tid, mellem 1880 og 1920, var det mændene, der bestemte, især når man var gift.

Der er intet værre end at miste et barn. Magda vil forsøge at forstå, hvorfor hendes 14-årige søn Guillaume blev skudt af kejserens hær under invasionen af Belgien i 1914. Det fører til et møde med Kejser Wilhelm II, der opholder sig i Spa. 

Men sammen med Magdas liv følger hendes families hårde og til tider tragiske liv, hvor vi i den store historie får dybt kendskab til den lille historie i denne saga.

Armel Job leverer et imponerende værk, der griber læseren stille og roligt. Der er hele tiden noget nyt der afsløres om en familie, der siden 1. Verdenskrigs slutning har forsøgt at nedtone, omfortolke og senere helt glemme en meget voldsom hændelse fra 1914.

Det kan ikke skrives meget bedre.

20/02/2025
Robert Laffont  

Serge Joncour: Une histoire d'amours

 Serge Joncour: Une histoire d'amours

En dejlig roman om to kærlighedshistorier der spejler hinanden med 200 års afstand.

Franck og Léa er to parisere, der netop er flyttet ind i en gammel mølle i le Morvan. Léa arbejder stadig af og til i Paris. De lærer deres naboer, Joss og Kelly, at kende, som bor i portnerboligen ved det forladte Josserand-slot. 

Kelly og Franck er begge interesseret i ruinerne af slottet og især i »Chapelle des amants«, et sted, der er forbundet med en kærlighedshistorie fra det 19. århundrede. Det vækker Francks nysgerrighed, og han opdager kærlighedshistorien mellem Joséphine, datteren af baronen, der ejer slottet, og Rodolphe, en sundhedsofficer. Deres historie er centreret omkring 1824.

Franck og Kelly føler sig tiltrukket af hinanden. De har begge problemer i deres ægteskab: Joss lever lidt på kant med loven og er ofte brutal og voldelig. Léa har fortrudt, at hun har forladt Paris og kan ikke følge hverken Francks eller deres børn begejstring for den rige natur i området.

Det er imponerende, hvordan fortællingen er opbygget på tværs af to tidsplaner – to romaner i én – for de to historier spejler hinanden, svarer hinanden, og forfatteren har meget dygtigt vævet forbindelser mellem dem. Med to århundreder imellem er der rige resonanser.

Denne roman handler om to kærlighedshistorier (deraf »s'et« på et sted, hvor man ikke nødvendigvis forventer det), som giver hovedpersonerne mulighed for at åbenbare sig selv og være sig selv.

Slottet har et sydligt område, hvor naturen er utæmmet. Sumpene er en helt egen karakter: De er rammen om al krybskytteri og ulovlig handel, fordi de er svært tilgængelige; de er stedet, hvor hemmelige kærlighedsforhold udspiller sig; de er et frirum, hvor naturen ikke kan tæmmes, men de er også smittekilder til feber og sygdomme på grund af deres stillestående vand og de mange myg. De er allestedsnærværende i baggrunden i denne roman.

Selvom bogen er på næsten 400 sider, læser man den i ét stræk. Den er spændende, rørende og rummer meget om samfundets udvikling i løbet af de to hundrede år, men samtidig er der noget centralt menneskeligt som ikke forandres.

.

Denne sammenligning af forskellige epoker giver i øvrigt læseren mulighed for at stille sig selv spørgsmål ved at sammenligne vores nuværende rettigheder med de ældre og mere begrænsede rettigheder (især for kvinder). Udviklingen af lægevidenskaben er en vigtig del af historien.

En vældig roman, velskrevet og afsæt for mange tanker om før og nu.

19/08/2026
Albin Michel  

Amélie Nothomb: L'adolescence du perroquet

 Amélie Nothomb: L'adolescence du perroquet

Så starter vi på Rentrée littéraire 2026, og som sædvanlig åbner vi med årets Amélie Nothomb, der på mange måder er lidt utraditionel. Der er dels titlen, men også at det er en mandlig fortæller og så selvfølgelig, at bogens hovedperson er en papegøje!

I sin 35. roman fortæller Amélie Nothomb på 160 sider historien om Alban, en ugift mand i fyrrerne, der er radiokommentator hos France Inter. Fortælleren, der er en ubetinget elsker af Louvre, beslutter sig en dag, efter at have læst en annonce, for at adoptere en papegøje: en grå papegøje fra Gabon ved navn Jo. En fugl med en formidabel intelligens, som forfatteren kender godt, da hun har været passioneret af fugle af alle slags, siden hun var 11 år.

Denne nye bog markerer et brud. Den vender tilbage til det moderne, grusomme eventyr i stil med »Hygiène de l’assassin«. I »Papegøjens ungdomsår« skildrer forfatteren en grå papegøje fra Gabon midt i sin vanskelige ungdom. Men i modsætning til den menneskelige variant kan fuglens ungdom vare op til femten år. Men da Alban, bogens fortæller, indser det, er det for sent. 

Ved første blik på denne lille kugle med det uforholdsmæssigt store næb bliver han grebet af en ubetinget kærlighed. En hemmelig lidenskab, da den lille er født af en papegøje, som en nabo har anskaffet via smugleri, og som derfor ikke har nogen tilladelse. Hvis en dyrlæge afslører dens tilstedeværelse, vil den blive konfiskeret. Papegøjen hedder Jo, der jo kan være både hankøn og hunkøn.

Jo nøjes ikke med at gentage, den taler, forstår, »fløjter« melodier inspireret af Aretha Franklin og efterligner til perfektion alle mulige lyde, lige fra det »klik«, når den vil have Alban til at slukke lyset, til lyden af et toiletskyl for at vise sin misbilligelse. Efterhånden som den vokser op, bliver fortælleren mere og mere betaget af denne fugl, som han kun deler én fælles passion med: smagen for croissanter.

Men fuglen er grusom og hævngerrig og gengælder Albans kærlighed med had, for selv om han elsker fuglen, behøver det ikke at betyde, at den elsker ham. Den er upålidelig og lunefuld som unge i puberteten, og dens skrig af utilfredshed tvinger Alban ud af lejligheden om dagen. Imens raserer papegøjen hans hjem.

Det kommer der virkelig en historie ud af, som også drejer sig om Albans forhold til Louvre (kunst) og musik.

Her genfinder man Amélie Nothombs lette, absurde og ironiske tone i denne korte roman, der er skrevet som et eventyr med temaer som forældreroller, opdragelse, magt - afmagt, kærlighed som et offer der accepteres, vold kontra skønhed (kunst) og musik. Papegøjen kan glemme sin angst ved at synge som Alban kan glemme sin angst gennem sine ophold på Louvre.

Der kan siges meget mere om denne korte roman, der er sprudlende i sit sprog og med de mange små latterudbrud man får under læsningen.

Bestemt godkendt!

 

19/08/2026
Albin Michel  

 

Eliette Abécassis: Ruptures

 Eliette Abécassis: Ruptures

Denne novellesamling, der består af omkring tyve selvstændige noveller, udforsker en universel oplevelse, som alle på et eller andet tidspunkt kommer ud for: bruddet. Naturligvis i kærlighedslivet, men også i familien, blandt venner eller endda på et eksistentielt plan.

Forfatteren udviser stor fantasi og formår at undgå, at læseren nogensinde keder sig. Hendes historier er skiftevis morsomme, dramatiske og gådefulde, og nogle af dem fører os ind i en mere eller mindre nær fremtid. Disse historier tegner et ret dystert billede af fremtiden, især hvad angår menneskelige relationer.

At elske virker naturligt. At gå fra hinanden er derimod ofte en sand kamp. Det er ud fra denne tanke, at Eliette Abécassis bygger sin bog op.

Hver novelle skildrer en anden situation: en omhyggeligt iscenesat forsvinden, en skilsmisse på afstand, et virtuelt møde baseret på løgne, par, der ikke længere genkender hinanden, digitale svig eller glemte lidenskaber.

Forfatteren skriver ikke kun om kærlighedsbrud. Hun udforsker også brud i familien, venskaber, der smuldrer, og bånd, der langsomt løsnes, indtil de bliver uigenkendelige.

Denne mangfoldighed af situationer beriger fortællingen i høj grad. 

Der er manden der får et brev fra en tidligere kæreste som pludseligt har brudt med ham for tyve år siden og som beder ham om at undskyld. Han husker hende bare slet ikke. Der er også skilsmissen via Zoom eller de to ægtemænd der beslutter sig for at bytte koner for at slippe for dem. Der er virkelig et godt arsenal af spændende brud!

Værd at læse!

29/04/2026
Grasset  

Marie-Paule Istria: Sur qui tombe la nuit

 Marie-Paule Istria: Sur qui tombe la nuit

Foreløbig eneste bog fra denne forfatter, der ellers har en meget omfattende kulturel aktivitet. Hun er født i Algeriet, og det præger også hendes bog.

1952, Mondovi, Algeriet: Den ti måneder gamle Anna og hendes søster Line, der er lidt ældre, bliver taget til sig af deres bedsteforældre efter deres mors uforklarlige forsvinden. Tredive år senere dukker hun op igen, som et spøgelse, i Annas liv.

Anna er mor til tre børn, som hun opdrager så godt hun kan, med stor kærlighed, og det er der god grund til, for hun har aldrig haft status som »datter af«. Hendes eksmand Simon er netop gået bort, og sorgen og smerten vækker minder om en fortid, der var delt mellem to lande.

Anna tilbragte en del af sin barndom i Algeriet hos sine bedsteforældre, men blev derefter tvunget til at flytte til sin far i Frankrig for at undgå en usikker situation og en krig – en form for livsvigtig rodløshed.

2020, Paris. Anna står over for endnu et tab: hendes eksmand Simon. Omkring hende forsøger deres børn, Bastien, Laura og Manon, der nu er voksne, at komme over deres sorg, hver på sin måde. Det er da, at fortiden dukker op igen.

Vi følger Annas personlige oplevelser gennem hendes forskellige minder og personer, der bestemt ikke altid er hende særligt venligtsindede, men hun er en overlever, selv da hun rammes af kræft,

Et af romanens mest markante træk er den måde, hvorpå den fletter personlige skæbner sammen med den historiske kontekst.

Annas barndom udspiller sig i et Algeriet, der gradvist glider ind i en krigssituation. De politiske og sociale spændinger trænger sig ind i hverdagen, selv når børnene endnu ikke forstår dem.

Et fin måde at kombinere det personlige med det historiske, en det kniber med at holde tråden lige, da det også er en families historie, der er præget af andre problemer og tavsheder.

En følsom og dybt menneskelig skrivestil, men hun vil næsten for meget på en gang. Her kunne hun udmærket have delt det op i to-tre romaner.

12/03/2026
LIVRES AGITES