Jean-Baptiste Andrea: Veiller sur elle

 Jean-Baptiste Andrea: Veiller sur elle

Jean-Baptiste Andrea er en glimrende romanforfatter  of hans nyeste værk Veiller sur elle lever fuldstændigt op til de forventninger som jeg havde til hans nyeste roman ved la rentrée littéraire. Han har allerede fået FNACs pris for årets roman og måske venter der mere.

Bogen starter i 1986 i et italiensk kloster, hvor en mand ligger på sit dødsleje. Michelangelo Vitaliani, med tilnavnet Mimo, har boet sammen med munkene i 40 år for at Veiller sur elle.

Dette er hans seneste værk, en statue af udefinerbar magt, som forstyrrer alle dem, der ser på den.

Men hvad er hemmeligheden bag denne statue?

Mimo der er dværg og som har været stum i klostret om sit liv og sin fortid fortæller eller rettere genoplever i sit indre, hvad han har gået igennem. Det er en magesløs historie. 

En historie om Mimo og om Viola, der er modsætninger. Han kommer fra et meget fattigt miljø og er blevet forladt af sin mor. Faderen har lært ham lidt om billedhugning, men han dør under 1. Verdenskrig. Men Mmo har magi og geni i sig. 

Men så er der Viola, en pige fra en god familie, dem, der har magt og penge. Hun lever dog i en spændetrøje, på et tidspunkt, hvor kvinder ikke kan forestille sig at forlade deres sociale underkastelse.

Alt modarbejder dem, intet skulle få dem til at mødes. Og alligevel vil et bånd så usikkert som det er ubrydeligt binde dem. Paradoks af en historie, der overskrider kærligheden, som en rød tråd, der vil krydse årtier og to krige.

Dette menneskelige eventyr begynder ved begyndelsen af ​​det 20. århundrede, i et italienske landdistrikt, og fortsætter indtil 1980'erne i Vatikanets mysterier. Hvordan vil en stakkels lille billedhugger blive et af de største talenter, verden nogensinde har kendt, og hvordan formår en kvinde med en klar skæbne at påtvinge omgivelserne sin egen natur?

Når vi taler om genialitet og magi, er det to ord, der passer perfekt til Jean-Baptiste Andreas prosa. Hans pen og hans måde at forme karakterer på rører virkelig det sublime. Vi får en tur gennem historien i Italien i det 20. århundrede og samtidig en kunstnerisk rejse i litteratur.

Er absolut en bog (ca 600 sider) man ikke slipper, når først man er startet på den.

L' ICONOCLASTE (17/08/2023)

Amélie Nothomb: Psychopompe

 Amélie Nothomb: Psychopompe

Årets romanudgivelse fra Amélie Nothomb og bestemt en af hendes bedste. Den er på kun 162 sider, men med et indhold, hvor ikke et ord er overflødigt, og hvor man i den grad kan nyde det litterære franske sprog.

Det er igen ne selvbiografisk historie, der afslutter hendes foreløbige "trilogi" med: Premier sang (om hendes far, Gud), Soif (om Jesus, sønnen) og så her Helligånden der som psykopomp ledsager de døde og hjælper dem til at krydse over til det hinsides. Psykopompen er ofte repræsenteret af en fugl, den hvide due f.eks., og Amélie siger selv, at hun er en fugl.

I Psychopompe fortæller Amélie Nothomb om den skønhed, som er legemliggjort i fugle, hendes livslange lidenskab, der startede, da hun var barn. Hun forsøger at øve sig på at flyve, men da det ikke lykkes, hvis hun skal blive en fugl, bliver det på en anden måde. Men hvordan?

Vi bliver nu vidner til fødslen af ​​en forfatter. Med omhyggeligt udvalgte ord roser Amélie dem: fuglene, de vigtigste psykopompier i mytologier, leder hende til at afsløre, hvad der udgør hende, det mest intime i hende, det er hendes behov for at skrive, som hun sammenligner med en flyvning, en styrkeprøve, som skal fornyes hver dag, hvis hun ikke skal falde ned.

« Écrire, c'est voler »

En roman der absolut kan anbefales, hvis man vil søge ind i Amélie Nothombs liv og tanker.

ALBIN MICHEL (23/08/2023)

Jérôme Aumont: Un empêchement

 Jérôme Aumont: Un empêchement

En debutroman i dette års udgivelser i la rentrée littéraire, hvor der altid er mange der udgiver deres første roman. Således også Jérôme Aumont, der er født i Caen i 1972.

Gennem tre historier fortæller denne roman den komplekse rejse mellem forsagelse, tvivl og begær. De tre "fortællere" er Mathieu, Xavier og Marie.

Mathieu er en teenager, der efter en vis tøven påtager sig sin homoseksualitet, hvilket forårsager chikane i skolen, men han ved, hvordan han skal være ufølsom over for det. Men efterhånden som han bliver voksen, beslutter han at sætte denne orientering i bero, for at "blive hetero", for at få det borgerlige liv, han ønsker. Han gifter sig med Marie, og de får snart datteren Jeanne. Deres professionelle liv optager dem enormt, til skade for deres liv som par og forældre.

Efter at have været gift i 20 år møder Mathieu tilfældigt Xavier ved en reception som Marie, der er blevet en kendt journalist og redaktør, har taget Mathieu med til. Der bliver straks kontakt mellem de to mænd, der efterhånden udvikles til en kærlighedshistorie. 

Fortalt fra de tre hovedpersoners synspunkt, bevæges man af disse tragiske kærlighedshistorier. Det er beretningen om de masker og de fængsler, som vi sætter os selv i måske for at holde os på afstand af vores dybeste ønsker.

Allerede i starten af romanen får vi at vide, at Xavier er omkommet i en eneulykke i sin bil i Mathieus historie om sit liv, Xavier taler fra sin tilstand som død om den måde Mathieu besatte ham, og Marie slutter bogen med sin beretning som karrierekvinden og den dårlige mor, der har været selvcentreret, men alligevel fuld af kærlighed til Mathieu.

Der er dybder i personernes tanker om, hvad der er sket, men det er svært at se forskellen i deres måde at berette på, måske er Maries del den bedste. Her fornemmer man journalisten. 

Dialogerne er noget tunge, men de alment menneskelige aspekter og enkelte filosofiske tanker kan bære romanen et stykke vej.

Fint nok startet, men bedre held næste gang. 

Parution le 17 août 2023 aux éditions Bourgois.

Sorj Chalandon: L'enragé

 Sorj Chalandon: L'enragé

Min start af bøger fra la rentrée littéraire 2023 blev denne fremragende roman af Sorj Chalandon, en grusom historie med baggrund i virkelige hændelser og et forløb og en skæbne som man næsten ikke kan tro på.

Chalandon skriver i forordet: "I 1977, mens jeg arbejdede på Libération, læste jeg, at det overvågede uddannelsescenter Belle-Ile-en-Mer skulle lukkes. Denne betegnelse dækkede faktisk over en straffekoloni for mindreårige. Mellem dets høje mure, hvor kommunarderne som de første var blevet tilbageholdt, havde man "genopdraget" fra 1880 og fremefter byernes småbøller, landets småkriminelle, men også de turbulente dovne elever, forladte og forældreløse børn, affald fra børnehjem.

De yngste var 12 år. Om aftenen den 27. august 1934 gjorde 56 børn oprør og gemte sig."

Nu starter en frygtelig jagt på de undslupne, hvor vagter, indbyggere på øen og turister håber på at få en bonus på 20 guldfrancs for hver undsluppet tilfangetaget. Som om disse børn var skadedyr. En jagt udødeliggjort i Jacques Préverts digt  "Chasse à l'enfant". Jacques Précert der i øvrigt optræder som person i bogen.

Hovedpersonen er Jules Bonneau kaldet la Teigne (plageånden), 13 år, og den16. maj 1927 bliver han spærret inde i straffekolonien Haute-Boulogne i Belle-Île-en-mer, en ø ved Bretagne. Hans mor har forladt familien, faderen er invalideret efter krigen og bedsteforældrene vil helst ikke vide af ham.

På anstalten vil bøllerne i uniform instruere dem, bringe dette ukrudt, dette utøj, det værste af menneskeheden og få dem til at blive ordentlige med fornærmelser, mishandling og piske og spark. Hvis de stritter imod og ikke adlyder er der en række torturagtige straffe. Måske ikke den bedste måde at opdrage på.

Jules Bonneau flygter og ender hos en fiskerfamilie der skjuler ham, men alle de andre bliver indfanget. Mere vil jeg ikke røbe om forløbet.

Vi hører ellers om vanskeligheden ved at overleve, familiens hemmeligheder, de stærke karakterer, der nogle gange modsætter sig hinanden, og sømændenes usvigelige solidaritet. Denne historie er forankret i historien; den spanske borgerkrig, nazismens opståen og Croix-de-Feu-bevægelsen i Frankrig.

Denne bog fortjener en af efterårets priser efter min mening, dels er emnet interessant og påtrængende dels er Chanlandons stil klar og kontant.

GRASSET (16/08/2023)

Fred Vargas: L'homme à l'envers

 Fred Vargas: L'homme à l'envers

Har nu læst den anden roman i værket med de fire første romaner med Adamsberg, og nummer to L'homme à l'envers er virkelig guf, måske fordi det varer længe, førend Adamsberg virkelig træder ind i historien.

Vi starter nemlig med nogle udflugter i le Mercantur i selskab med en canadier, der er specialist i bjørne, men som nu er faldet for de ulve, som man satte i i le Mercantour i 1990'erne. 

Det er faktisk ret belærende og spændende, men befolkningen og fåreopdrætterne går fra at være imod til at være grebet af hysteri, da et par flokke af får bliver angrebet. 

Det er ikke bare en almindelig ulv der er på færde, men en ulv med et enomt gab og tandsæt som man finder på de sønderrevne får og et første menneskeligt offer.

Overtro dukker op igen, et rygte spredes: det er ikke et dyr, det er en varulv...

Hvordan mon Adamsberg kommer ind i denne historie og møder sin gamle kæreste Camille, ja det må I hygge jer med. Jeg afslører ikke mere.

God læsning.

VIVIANE HAMY (15/06/2017

Manu Causse: Bien trop petit

 Manu Causse: Bien trop petit

Det her er en bog, som jeg havde læst om, at den efter ordre fra Indenrigsministeriet kun kan sælges til personer over 18 på grund af eksplicitte sexscener. 

Jeg ville gerne selv se, hvad der kunne være chokerende for unge mennesker i samme alder som hovedpersonen, dvs. 15 år gammel. Efter at have læst bogen er der efter min mening ingenting, der burde være for forbudt for de unge. Bogen indgår i en serie rettet mod unge over 15 år.

I denne roman indser historiens helt, Grégoire, efter nedsættende kommentarer fra kammeraterne i omklædningsrummet, at størrelsen på hans penis næppe er til hans fordel. Han er overbevist om, at hans kærligheds- og sexliv er afbrudt, før det overhovedet begynder.

For at overvinde sin frustration skriver han en fiktion, eventyrene om den modige Max Egrogire og den smukke Chloé Rembrandt. Heri indgår der flere passager af samtykkede kærlighedsscener.

Grégoire kan ikke længere bære bemærkningerne og øgenavnene, som er ren ​​chikane og mobning, og beslutter sig for ikke at gå til timer mere. Hans forældre, psykologer, diskuterer meget med ham, men han skjuler problemet for dem. Han tager tilflugt i online-skrivning og får en kontakt til en Kika.

Uden at være en stor roman er forholdet til hans forældre godt beskrevet, ligesom den chikane og mobning, han udsættes for.  Det er et øjebliksbillede af en almindelig teenager i overgangen fra barn til voksen. Udvekslingerne  af mails med  med Kika, hvis identitet han ikke kender, er spændende og interessante og kan måske få ham videre i hans udvikling.

EDITIONS THIERRY MAGNIER (21/09/2022)

 

Fred Vargas: Les premières enquêtes d'Adamsberg

 Fred Vargas: Les premières enquêtes d'Adamsberg

4 romaner i 1: Opdag eller genfind kommissær Adamsbergs første undersøgelser!

Samlet for første gang i en unik samlerpakke inviterer Éditions Viviane Hamy dig til at opdage eller genopdage de første undersøgelser af den berømte kommissær Adamsberg, Fred Vargas uforglemmelige karakter. Denne pakke indeholder: L'Homme aux cercles bleus - L'Homme à l'envers - Pars vite et reviens tard - Sous les vents de Neptune.

Nu da jeg har fået værket vil jeg efterhånden læse om Adamsbergs meriter og starter med den første første bind af serien:  L'homme aux cercles bleus.

Kommisær Jean-Baptiste Adamsberg, for nylig overflyttet til Paris fra den sydvestlige del af Frankrig, og i denne hitorie skal vi præsenteres for ham. En mærkelig mand, til stede uden at være helt til stede, med særlige metoder eller rettere fravær af metode, som i sidste ende viser sig at være effektiv! Vi møder også Danglard, hans næstkommanderende, enlig far til 5 børn og en bevidst alkoholiker, men med ekstraordinær intelligens og kultur.

Kort om historien: Om natten i Paris tegner en mand cirkler med blåt kridt og placerer forskellige forladte genstande i midten. Uden for cirklerne en sætning, altid den samme: "Victor, mauvais sort, que fais-tu dehors?"  Dette kunne passe for en "excentrikers" arbejde, bortset fra at flere lig dukker op lidt efter lidt. Nu begynder Adamsberg og Dangland at efterforske denne mærkelige affære.

Mere vil jeg ikke afsløre, men det bliver en spændende opgave med mange finter. Samtidig får vi et godt indblik i de flste af de folk som han kommer til at arbejde sammen med i Paris.

Lidt tung i starten og måske lidt for besynderlige parenteser i bogen, men gennemgående god.

VIVIANE HAMY (15/06/2017)

Valérie Fayolle: KM 930

 Valérie Fayolle: KM 930

Det er Valérie Fayolles første roman, og den er ganske vellykket både hvad angår indhold og form.

Først følger vi Lisa og Raphaël, et ungt forelsket par, der tager den blå vej (route N7) på en tur. Et bevægende roadtrip som er optakt til det egentlige roadtrip, der følger 20 år senere.

Her tager Lisa samme rute i sin gamle Alfa Romeo. En tur hun føler behov for som en sidste gang med sin bil. I løbet af disse kilometer vender hun tilbage til de samme steder, som hun besøgte for to årtier siden.

Det er en pilgrimsrejse, for hun tager af sted for at gøre søge ind i sig selv i dette afgørende øjeblik i hendes liv. Hun må slutte fred med sin fortid, gøre status over sine følelser. Minder kommer tilbage blandet med glæder og sorger. En sidste tur er nødvendig for at starte en anden. En snoet rejseplan, som en vej, der vil tvinge hendes hjerte til at overgive sig, til at frigøre sig selv, men som også vil give hende mulighed for at forstå vejen til sin fremtid.

Disse lidt abstrakte begreber foldes ud i en række konkrete steder, oplevelser og møde med en række spændende personer. For det er så sandelig både en indre og en ydre rejse.

Det er en blufærdig roman, en roman om løfter, om gal kærlighed, om glemsel, om liv og død og mange andre ting. Utroligt hvad Valérie Fayolle har beriget sin roman med. En flydende, følsom og poetisk pen, som hun også smykker med sangtekster og digte.

Den bør få en pris!

PLON (02/03/2023)

Anne-Gaëlle Huon: Ce que les étoiles doivent à la nuit

 Anne-Gaëlle Huon: Ce que les étoiles doivent à la nuit

Vi genfinder universet i Anne-Gaëlles foregående roman, Les Demoiselles, som vi læste med stor fornøjelse. I denne roman er det gennem historien om Liz i dag (2020) og Balthazars historie, der begynder i 1951.

Tiderne blandes skifvis i kapitlerne og griber os for bedre at få os til at møde disse smukke skæbner, dette kultursammenstød, i et stort brag af pander og gryder, der kolliderer.

De små sammenstød blander sig med køkkenredskaberne, latteren med tårerne, som et flot fyrværkeri. Farverige og uforglemmelige karakterer, rytme og følelser præger en uforglemmelig rejse i dette Baskerland med tusinde farver!

Vi kommer på mange måder gennem det tyvende århundrede på godt og ondt, men det er gennem beskrivelserne af et stort persongalleri og dette så smukke Baskerland, at vi gribes uimodståeligt. Desuden er det en stor glæde at møde en del af personerne fra Les Demoiselles og får nogle historier fortalt færdigt.

Undertiden kan man have lidt svært ved at placere de enkelte småhistorier i en sammenhæng, men jeg skal love for, at Anne-Gaëlle Huon mestrer at føje trådene sammen.

Lidt efter lidt, fra bog til bog, bygger Anne-Gaëlle Huon et univers, der uden at tage unødvendige omveje rammer læserens hjerte som disse stjerner i natten.

Bogen kan sagtens læses uden at kende Les Demoiselles, men umiddelbart vil jeg foreslå, at man læser den først,

LE LIVRE DE POCHE (20/04/2022)

Gilles Marchand: Le soldat désaccordé

 Gilles Marchand: Le soldat désaccordé

En meget anderledes bog om 1. Verdenskrig set fra en desillusioneret soldats

side.

Vi får en gennemgående kærlighedshistoire fortalt af en soldat fra krigen. Han mistede en hånd, men blev brugt som chauffør. Vores veteran overlever ved at søge efter de savnede efter anmodning fra deres familier, og det er hans levebrød efter krigen. Hvad han egentlig ikke havde regnet med, var, at han ville vie mere end ti år af sit liv til historien om Émile Joplain.

Lucie og Émile er de unge elskende, der bliver skilt, da krigen bryder ud. Problemet er også, at hun er fra det daværende tyske Alsace. Men Émile vender aldrig tilbage til familiens hjem. Hvad blev der af ham? Hans mor, den rige enke Joplain, er overbevist om, at han ikke er død og vil hyre vores fortæller til at finde ham.

Fortælleren beretter også om hans år mellem de to krige, ham fra hvem krigen berøvede hans fremtid og kæreste. Denne blodige krig kommer konstant tilbage i hans liv, den slipper ham aldrig.

Hvordan transformerer man en krigshistorie til en fortælling gennemsyret af poesi og kombineret med en slags politiundersøgelse? Det er alt det magiske ved ordenes magt, som Gilles Marchand har. Og alligevel er krigen der, fremkaldt uden slør i al sin rædsel. Émile er digter og hans poesi gennemsyrer også værket frem til den overraskende slutning.

Sproget er opfindsomt, rigt og gennemarbejdet.  Det er en overraskende god bog, som jeg kun kan anbefale.

AUX FORGES DE VULCAIN (19/08/2022)

Véronique Olmi: Les Evasions particulières

 Véronique Olmi: Les Evasions particulières

En familiesaga med tre søstre, født i en beskeden katolsk familie i Aix-en-Provence. Sabine, den ældste, drømmer om et liv som kunstner i Paris; Hélène, den næstyngste, vokser op mellem sin onkel og tante, borgerlig fra Neuilly-sur-Seine, og hendes forældre, simple mennesker; Mariette, den yngste, lærer hemmelighederne i familien og stilheden i en blændende og grusom verden.

Fra de fattige halvtredsere tager historien fart efter maj 68 til den store nat den 10. maj 1981. I 1970 ser vi dette foranderlige franske samfund, hvor kvinder frigøres, mens mænd mister orienteringen. De tre søstre vil på hver deres måde finde ud af, hvordan de kan leve deres eget liv, et stærkt liv, langt fra moral, uddannelse eller barndommens religion.

I syv dele bekræfter romanen Véronique Olmis forfatterskab. Den kan nogle steder virke lidt langtrukken, men jeg vil alligevel nødigt undvære for meget af de 560 sider..

Denne bog tiltalte mig nok også, fordi den fortæller en del af historien, som jeg selv har oplevet. Man kan gense disse år med deres store politiske og sociale begivenheder. Man husker demonstrationerne for liberaliseringen af ​​abort, støtten til bønderne i Larzac og Jean-Paul Sartres begravelse og meget mere som bogen beretter om..

Venstrefløjens fremgang til magten med denne eksplosive og håbefulde glæde på en bestemt 10. maj 1981. Den langsomme bevidsthed om behovet for at tage sig af planeten med dens natur og dyr.

Bestemt værd at læse.

ALBIN MICHEL (19/08/2020)

Mathieu Belezi: Attaquer la terre et le soleil

 Mathieu Belezi: Attaquer la terre et le soleil

En formidabel god bog der sidder i én længe efter man har læst den. Attaquer la terre et le soleil fortæller historien om en håndfuld bosættere og soldater fanget i det glemte helvede af algierske kolonisering i det nittende århundrede. Med en tragisk skønhed, gennem en kvindes og en soldats stemmer, får vi indblik og en følelse af den galskab, det helvede, som denne kolonisering var.

Bogen har to fortællere, der skiftes til at berette uafhængigt af hinanden. Den første er Séraphine, der sammen med sin mand, sine tre børn og sin søster ankommer til Algeriet i begyndelsen af ​​Frankrigs kolonisering af landet i årene 1830-1840. I slutningen af ​​deres besværlige rejse finder bosætterne på trods af løfter om guld og grønne skove kun småstenene af et utaknemmeligt land, som de bliver nødt til at forsøge at udnytte under forfærdelige forhold: mudder og kulde om vinteren, hedebølger om sommeren; snavset og koleraepidemierne, som ødelægger dem i deres elendige kaserne af planker; manglen på alt og frygten, der griber dem, mellem arabiske angreb, plyndringer, hornede hugorme og ørkenløver,

Den anden fortæller er en soldat, der befinder sig i en eskadron af franske soldater der skal "pacificere" de erobrede områder uden anden strategi end at plyndre, voldtage og gennemføre totale massakrer.

Det er virkeligt skildret med de nødvendige ord og på en måde der fremstiller kolonisationen på den værst tænkelige måde.Ultrarealistisk maleri af rædsler med en uovertruffen effektivitet. Denne roman fortæller i en tone, der med faktuelle beskrivelser, fordømmer koloniseringens modbydelige realiteter. Her kommer europæere til de ukultiverede indfødte med en nedladenhed og uden menneskelig forståelse.

Efter at have læst denne bog falder man ikke mere for de alt for skønne fortællinger om kolonisation, hvor det så end måtte være. 160 sider der ryster én.

LE TRIPODE (01/09/2022)

Louise Mey: La deuxième femme

 Louise Mey: La deuxième femme

En roman der er uhyggelig som en krimi-roman, men meget mere på et realistisk plan omkring et samfundsmæssigt problem..

Den anden kone er den kone der kommer efter. Hun hedder Sandra, og kommer ind i en helt speciel situation, da hun ser en mand, der græder i fjernsynet på grund af sin forsvundne kone. Hun betages af ham, går med på en eftersøgning af den forsvundne, og det ender faktisk med at de flytter sammen.

Indtil den dag, hvor den, der var den første, som skulle være forblevet den eneste kvinde, dukker op igen, hvor Sandra er på vej til at blive et nyt offer for en meget autoritær mand.

Sandrine er den anden kone, en datter, som ikke var elsket af sin far. Slået, ydmyget lykkedes det Sandrine at tage afsted, for at skabe sit eget liv, men Sandrine kan ikke lide sig selv. Hun vil komme tættere på en mand, en "grædende mand", som sørger over sin første kone, der forsvandt, mens hun løb i skoven. Han græder, fordi han står alene med sin lille Mathias. Så som en gøgeunge smutter Sandrine ind i reden, ind i deres hus, hun bliver den anden kone. Hun vil tage sig af den lille og hendes mand, den grædende mand. Ah, ja, hun vil passe godt på dem. Sådan en mand er nødvendigvis rar, ikke som hendes far.

Men hvad sker der med den anden kvinde, når den første, hustruen, den rigtige mor, bliver fundet i live? Sandrine føler sig i fare, truet, vil hun miste alt?

En meget stærk beskrivelse af hovedpersonen, men også manden, den første kone og svigerforældrene spiller ind. Vil ikke afsløre for meget, men vold mod kvinder bliver behandlet på en særdeles kraftfuld måde og via Sandrine, der kæmper sine mange kampe. Vi er i Sandrines hoved: hvad kan hun overse, hvad vil hun acceptere?

En barsk roman hvis spændingen stiger langsomt, og i begyndelsen kan virke lidt lang, men pludselig befinder vi os i nettet af en ekstrem, uudholdelig psykologisk spænding.

LE MASQUE (15/01/2020)

Fred Vargas: Sur la dalle

 Fred Vargas: Sur la dalle

Så kom bind 10 endelig om Commissaire Jean-Baptiste Adamsberg, og selv om ventetiden har været lang (6 år), så er bogen ventetiden værd!

Bogen starter i Paris men skifter hurtigt over til at foregå i en mindre by i Bretagne, Louviec; hvor Adamsberg i øvrigt har et godt forhold til kommisær Mathieu, der arbejder i området.

Vi bliver vidner til en indviklet efterforskning à la Vargas, hvor detaljerne florerer, hvor Adamsbergs sind vil tænke sig godt om for at opdage, hvem der er morderen, der huserer i Louviec. 

Der er gode, indtagende og farverige karakterer, som kommissær Mathieu og som Chateaubriand, der kun vil én ting, at blive ladt i fred, for han ligner på en prik den berømte Chateaubriand fra starten af 1800-tallet. Johann, kroejeren med et stort hjerte, der står for maden til Adamsberg-holdet under efterforskningen, er en sand perle.

Undersøgelse, der går rundt i cirkler, som laver mange sidespring, før man kender resultatet. Vi må vente på, at de små bobler, der sniger sig ind i Adamsbergs hjerne, har tid til at bane vej.

Der er små hints igennem bogen til morderens identitet, men jeg var først rigtigt på sporet 50 sider før bogen sluttede.

En god sommerferie læsning, hvis man kan lide den specielle Adamsberg og hans hold.

FLAMMARION (17/05/2023)

Annie Ernaux: Les années

 Annie Ernaux: Les années

Har efter lidt besvær fået læst mig igennem dette værk af Annie Ernaux fra 2008. En bog på ca 250 sider der forsøger at skildre en lang periode i hendes liv, samtidig med at det giver en slags oversigt over Frankrigs historie og udvikling krydret med internationale begivenheder.

Gennem billeder og minder om begivenheder, ord og ting, får Annie Ernaux os til at mærke årenes forløb, fra efterkrigstiden til i dag (ca 2007). Samtidig indskriver den tilværelsen i en ny form for selvbiografi, upersonlig og kollektiv.

Annie Ernaux forklarer selv, hvad det er hun vil med denne bog: « Ecrire une sorte de destin de femme, qui ferait ressentir le passage du temps en elle et hors d'elle, dans l'Histoire, un roman total. Ce sera un récit glissant, dévorant le présent au fur et à mesure jusqu'à la dernière image d'une vie » . Det er med andre ord ikke hendes selvbiografi, men en biografi om en kvinde i den lange periode.

Teksten bliver ofte meget upersonlig, opremsende, næsten klinisk, men der kommer dog lidt ud mellem sidebenene set fra hendes venstreorienterede synsvinkel. Undertiden lidt humor, men mere sarkasme.

Det er imponerende hvad hun kan grave frem fra hukommelsen og søgen efter diverse produkter, skikke, musik, film fra hele perioden, men det er ikke for alvor interessant. Bogen bliver simpelt hen for lang og burde have fanget noget mere centralt end alle afskygninger af et samfund/en kvinde i dets udvikling.

Det er bestemt ikke hendes bedste bog.

GALLIMARD (07/02/2008)

Virginie Grimaldi: Les possibles

Virginie Grimaldi: Les possibles

Endnu en lille sommerlæsningsbog fra Virginie Grimaldi. Førsteudgaven er fra 2021.

Fortælleren er Juliane, 39, der får vendt op og ned på sit liv, da hendes særegne fars hus er brænder ned, og han kommer til at bo hos hende. Hun har sønnen Charlie og manden Gaëtan.

Jean, hendes far, er en lidt excentriske natur, en gammel 68er af sind og opførsel, men da hans lidt underlige opførsel bliver for meget, begynder de at få mistanke om, at han har en begyndende Alzheimer. Han er dog kun 67 år og på hospitalet får han en test.

Hans sygdom viser sig at være en progressiv mental degeneration.

Der er dog en lang periode, hvor det ikke er så alvorligt. Gaëtan er ret underholdt af den finurlige stedfar og Charlie er glad for denne spændende morfar. Julianes mor er vidne til alt dette på afstand, fordi de har været skilt i årevis.

Således er alle ingredienserne klar til at fortælle en både sjov og vemodig historie med diverse overraskende indslag.

Bogen bliver nok lidt for lang og slutter med en lidt mærkelig oplevelse hos Julianes søster i USA.

Ikke absolut en nødvendighed at læse, men er i perioder meget morsom, når faderen folder sig ud.

LE LIVRE DE POCHE 

 

Blaise Cendrars: J'ai tué suivi de J'ai saigné

 Blaise Cendrars: J'ai tué suivi de J'ai saigné

Fandt en gammel tekst af Blaise Cendrars om hans deltagelse i La Grande Guerre, og da det er en periode som interesserer mig meget, må jeg absolut læse denne udgave der er fra et schweizisk forlag.

Bogen består af to korte stykker : J'ai tué fra 1918 og det lidt lænegere J'ai saigné fra 1938.

J'ai tué er et direkte, foruroligende og rystende vidnesbyrd om dehumanisering af soldater i krigstiden, som får ret til at DRÆBE...for at overleve! Med en ubeskriveligt heftig sindstilstand forsøger Blaise Cendrars  at overleve. Under rydningen af en tysk skyttegrav hvor der stadigvæk er tyskere, er Cendrars udstyret med en kniv og kaster sig over en tysk soldat, han løber ind i. Han skærer nærmest hovedet af ham i sit raseri. 

På kun 12 sider får Cendrars faktisk alt med fra oplevelsen krigens umenneskelighed, skildrer det i korte sætninger, opremsende og som udråb, og først til sidst siger han "jeg" i stedet for "man".

J'ai saigné er som sagt fra 1938 tager en mere klassiske form af en selvbiografisk beretning, men som nok er en af ​​de mest gribende tekster, jeg har læst om La Grande Guerre.

Persongalleriet er særligt imponerende og dækker på få sider hele menneskehedens abscisseakse, fra det bedste til værste, med den beundringsværdige Adrienne P. og hendes overmenneskelige dedikation til at tjene de alvorligt kvæstede, på den anden side den beskidte general og læge fra Paris, der demonstrerer al sin viden, råt og ubarmhjertigt på en uheldig ung martyrsoldat, som han faktisk slår ihjel.

Et par barske historie som jeg kun kan opfordre til at læse, for ikke alene har Cendrars noget voldsomt at berette om, men han besidder også evnen til at berette om det med sit sprudlende og præcise sprog.

EDITIONS ZOÉ (06/03/2015) AUTRES EDITIONS

Brèves rencontres (tekstsamling)

 Brèves rencontres

Ti tekster af ni forskellige forfattere, der skulle skrive en lille tekst om et kort møde og samtidig læse det op på France Inter. Det kom der meget godt ud af, og teksterne kan stadigvæk høres som podcasts.

"Måske er det dette, et møde, livet fanget på et sekund. Et fatamorgana, en glans, som giver mulighed for, i et åndedræt, knap nok den tid det tager at glippe med øjenvipper med make-up, at få et glimt af sandheden, før den undslipper os for evigt." Monica Sabolo 

Ni store forfattere fortæller os om et møde, virkeligt eller imaginært. En samling tekster, hvor Ilona Gesmay, Romain Garys første forlovede, optræder sammen med Bonnie og Clyde. Hvor vi møderAndré Breton og Mme de Lafayette; hvor der skrives om venskaber med Jean Genet og Italo Calvino.

Der er mange glade eller ulykkelige møder - fordi vi alle kan opleve møder, som alle vidner om skønheden ved et møde, om dets del af tilfældigheder, om den åbenbaring, der følger af det, og ændrer et liv for altid. 

Nogle fortællinger er bedre end andre, mine favoritter er Nathacha Appanahs historie om Leonard Woolf der først får et ja tredje gang han frier til Virginia Stephen. Monica Sabolos beretning om Bonnie and Clyde, hvor hun afslører hvad der ligger bag myten.

Tahar Ben Jelloun beretter om sit venskab med Jean Genet, der afsløres som en meget beregnende og selvcentreret person, men som Tahar Ben Jelloun alligevel ikke svigter. 

En anden fantastisk historie er Philippe Lançons mærkelig tur til l'Ile de Beyle, hvor Fidel Castro har boet, men hvor en meget mystisk filmstjerne nu bor.

Der er virkelig god læsning at hente i denne bog, og vil du hellere lytte ligger de som sagt på www.radiofrance.fr

GALLIMARD (06/04/2023) AUTRES EDITIONS

Michel Houellebecq: Quelques mois dans ma vie: Octobre 22 - Mars 23

 Michel Houellebecq: Quelques mois dans ma vie: Octobre 22 - Mars 23

Sjældent har jeg læst en bog den dag den udkommer og samtidig have nået at omtale den !Usædvanligt at der allerede nu kommer en ny bog fra Houellebecq, men det er ikke en roman snarere et forsvarsskrift eller en dagbog om en række nederlag.

Som han skriver: "For første gang i mit liv følte jeg mig fuldstændigt behandlet som emnet for en dyrelivsdokumentar; det er svært for mig at glemme det øjeblik."

To emner behandles i bogen: For det første reaktionen på en samtale med Michel Onfray (der er fra den yderste højrefløj), hvor Houellebecq lidt uklart formulerer noget om muslimer, hvor han anklager dem for at være tyve og voldelige. Den jævne franskmand vil måske gribe til våben for at forsvare sig mod dem og skabe et « Bataclan à l’envers ». 

Der er blevet klaget fra Grande Mosquée de Paris over artiklen, og Houellebecq tager fat på at undskylde sine formuleringer og citerer først teksten og derefter sin omskrivning. Det er ikke hans mening at angrive alle muslimer og hans forudsigelser skal tages med et gran salt. Han undskylder for sine udtalelser.

Næste punkt er reklamerne for en porno-film hvor Houellebecq deltager. Han har forsøgt at få den forbudt men har tabt retssager i både Holland, hvor den er produceret, og i Frankrig.

Vi får nu Houellebecqs beretning om hvad der er sket i følge ham. Vi får historien om en hollandsk instruktør (kakerlakken), der er skyldig i sammen med sin kone (hugormen) at have lokket forfatteren til at deltage i optagelsen af erotiske scener med en ung kvindelig studerende, der angiveligt er fan af hans værk (Soen). 

Han holder sig ikke tilbage med detaljer og forekommer forbavsende naiv. Sex har altid været vigtigt for ham, men helst i forbindelse med kærlighed, skriver han. "nogle gange har (jeg) været i stand til at forsøge at beskrive kærlighed, et fænomen langt mere interessant end had", men hadet til dem, der har snydt ham, er han kommet over. Nu er der kun skammen tilbage, for det er det han føler. Han mener faktisk, at han er blevet voldtaget.

Det er et selvportræt, men sandelig også en skildring af tiden og med barske smæk til alle hans modstandere, det meste af pressen, politikere, domstolene etc. Han er på en måde slået ud og reagerer fysisk på det der sker i de måneder.

Der er mange steder i bogen der vil skabe vrede og diskussion, så det er i virkeligheden hans våben mod skammen: han gemmer sig ikke væk!

Læs den for at se en ny side af Houellebecq uden at hans evne til at skrive glemmes.

FLAMMARION (24/05/2023)

Étienne de Montety: La grande épreuve

 Étienne de Montety: La grande épreuve

Saint-Michel-kirken, i et kvarter i byen Brandes. Fader George Tellier older hmesse foran en lille gruppe nonner og et par trofaste kirkegængere. Pludselig dukker Daoud og Hicham, to mænd i djellaba op.

Denne start på bogen minder naturligvis om mordet på Fader Hamel i hans kirke i Saint-Étienne-du-Rouvray den 26. juli 2016, og det er denne grufulde begivenhed som Étienne de Montety meget dygtigt vil give et bredere perspektiv.

Romanens originalitet er at søge at rekonstruere rejsen for dramaets hovedaktører: David, et barn adopteret af en kristen familie, som vil blive oprøreren Daoud, konverteret til islam; Frédéric, barnebarn af en vietnamesisk migrant, et faderløst barn, der valgte politiet; Agnès, den frigjorte unge pige, som på uforklarlig vis valgte at blive nonne; Georges, læreren, der blev præst efter krigen i Algeriet; Hicham, småkriminel, oprørsk barn af en ret velintegreret marokkansk familie...

Nogle gange udtrykker en roman et samfunds utilpashed bedre end en tese. Dette er tilfældet med romanen af ​​Étienne de Montety, som Académie française havde den geniale idé at belønne.

En terrorist, "made in France", kommer ikke fra en spontan generation, men fra et miljø, der har stigmatiseret ham med fornærmelser og onde blikke. Men det er ikke nok til at frikende ham, bøddelen er ikke offer for egne oplevelser, det ville være for nemt. Personerne i denne roman træffer frie valg og har mange muligheder.

Forfatteren viser det godt ved at skildre to unges vej, der fører til radikalisering på grund af deres  identitetsproblemer.

Fremragende roman om et centralt emne og problem i Frankrig som i Danmark

GALLIMARD (26/05/2022)

Adeline Dieudonné: Reste

Adeline Dieudonné: Reste

Adeline Dieudonné er en belgisk forfatter der slog rigtigt igennem med romanen La vraie vie, og hun har netop udgivet en ny roman, der bestemt lever op til hendes tidligere succes.

Reste handler om fortællerens fortvivlede forsøg på at beholde sin elsker. I en hytte oppe i bjergene mødes kvinden (fortælleren) og hendes elsker M. i hemmelighed. De lever en rigtig parentes i tiden, da elskeren får et hjerteanfald og dør. Kvinden befinder sig alene med sin elskers livløse krop. Hun beslutter sig imod al logik og rationalitet at beholde kroppen for sig selv og ikke at fortælle det til nogen... Og for at overvinde smerten begynder hun at skrive breve til konen for at fortælle hende denne historie om utro kærlighed.

Vi følger hende på en tur på 6 dage, hvor hun kører rundt med M. i bjergene. Hvad der ikke sker af dramatiske, uhyggelige men også morsomme ting skal jeg ikke afsløre her, men jeg kan love jer, at I vil blive fanget af kvindens tanker og oplevelser. En meget original måde at reagere på den pludselige død af det menneske, du elsker over alt andet.

Den røde tråd i denne forbløffende roman er et pars liv. Nær elskerens kolde krop dukker fortiden op igen. Dem, der misbrugte hende, dem hun elskede, og alle disse mere eller mindre smukke møder indtil mødet med denne elsker, der fik hende til at blomstre. Dette forhold er så smukt, så normalt, så beroligende og fredeligt. Hun skylder ham nu den smukkeste hyldest, den smukkeste af begravelse.

 Vi får på en måde en lang monolog af en kvinde, der gør status over sit liv. Bogen er også rig på originale og dybsindige betragtninger om de store spørgsmål om menneskets eksistens: fødsel og død, kærlighed og par, kvinde og mand, flirt og troskab mv.

Desuden formår forfatteren ved at bruge et enkelt og til tider grænseoverskridende ordforråd at nå meget langt i sine skarpe refleksioner.

Jeg  opdagede Adeline Dieudonné med hendes roman La vraie vie, en mørk realistisk fortælling, der chokerede med sine karakterer, sin historie og sine rammer.

Med Reste finder vi denne blanding af mærkelighed, der flirter med fantasi og realisme. Kan absolut anbefales!

 

L' ICONOCLASTE (06/04/2023)