Serge Joncour: Nature humaine

 Serge Joncour: Nature humaine

Det her er virkelig en fantastisk god bog, lad mig side det med det samme! Den griber én fra start til slut og er at billede af udviklingen i Frankrig fra 70'erne til årtusindskiftet.

Bogen er bygget op i store afsnit: 1976-1981, 1986, 1991, 1996, mens den omkranses af kapitler fra julen 1999. Der er ikke tale om en dag til dag handling, men om nogle sammenhængende dage i en periode af betydning for bogens personer og især for hovedpersonen Alexandre. Men det er oftest knyttet sammen med store begivenheder i samfundet f.eks. Mitterrands valg til præsiden i 1981 og de store naturkatastrofer i 1999.

Det er mageløst flettet sammen og viser os en udvikling af samfund og personer i de 25 år, den strækker sig over, men den peger også helt klart hen til nogle store temaer i dag med forbrugersamfundet, den grønne bevægelse, kvindernes frigørelse, land-by og hermed natur og den menneskelige natur.

Hovedpersonen Alexandre er født på en større gård, der ligger ret øde højt i landskabet i området le Lot i det sydvestlige Frankrig. Han er født i 1961.

I det første afsnit fra den 23. december 1999 bliver vi ført lige ind i sagen, men det er lidt svært at forstå, hvorfor Alexandre er helt i alene i det mørke hus, roder med mørtel og brændstof. Det er først i de sidste kapitler at gåden afsløres, så Joncour forstår at holde os fast.

Det er naturen og menneskets behandling af den, der er det store tema, men det virker stærkest når det er knyttet til personer som Alexandre, hans forældre og den gamle oprører, der er deres nabo. Det er land mod by og tradition mod nytænkning. Støvede små veje mod motorveje, det lokale samfund mod handel på tværs af alle grænser.

Men der er også en anden kamp som den udspilles i bogens kærlighedshistorie. Alexandre bliver forelsket i Constanza, en tysk studerende. Hun vil gøre noget for verden, men Alexandre vil gøre noget for den verden der er omkring ham. Hun vil rejse rundt i verden, han vil blive på gården.Det er et kærlighedsforhold beskrevet med stor ømhed.

Der er simpelt hen så meget i denne roman, at man bør læse den mange gange. Hvilket jeg hermed opfordrer til.

Flammarion, august 2020

Camille Laurens: Fille

 Camille Laurens: Fille

Bogen starter så at sige med den kommende fortællers fødsel en gang i 50'erne. Man ved altså ikke noget om barnets køn, og skuffes ret meget, da det kun er "une fille", som man allerede har i en storesøster. Denne skuffelse over, at det ikke blev en dreng forfølger Laurence, pigen" nærmest resten af hendes dage.

Vi følger hende i opvæksten, i skolen og i studierne, - ofte fortalt meget rammende og med humor - for det er ikke let bare at være en pige. Der er ikke de samme rettigheder og mændene er dem altid overlegne.

Laurence bliver gift, men hendes graviditet ender med et dødfødt drengebarn. Det havde jo ellers kunnet rette op på hendes stilling i familien. Hun får senere en datter, der faktisk er mere end dreng end en pige. Slutningen skal ikke røbes her, men er nok et chok for hele familien.

Det er en interessant bog, fordi den trods alt viser en udvikling af kvindens rolle i Frankrig i de sidste 50 år, og den tager selvfølgelig også aktuelle emner som me-too og sexisme op. Det er et opgør med den stærkt patriarkalske familie, men det har også sine omkostninger.

Bliver måske lidt for langtrukken, men er skrevet godt og levende, for det meste set fra fortællerens synsvinkel, men også et afsnit, hvor hun skildres udefra.

De nærmeste familiemedlemmer er godt beskrevet og er levende billeder på almindelige franskmænd. Oplagt til at debattere væsentlige emner i dag både hvad angår kvinder, men også det moderne menneske som sådan.

Gallimard, marts 2020

Hadrien Bels: Cinq dans tes yeux

 

Hadrien Bels: Cinq dans tes yeux

Herlig og underholdende roman fra kvarteret Le Panier, der ligger ved den gamle havn i Marseille.

Fortælleren, som de andre kalder Stress, mindes kvarteret da han var ung i 90'erne, og hvor han sammen med vennerne Ichem, Kassim, Djamel og Ange satte sit præg på kvarteret. Han er den eneste der er lyshudet og som bor i selve kvarteret. De andre er mørkere i huden og kommer fra Korsika, Comorerne eller Magreb-landene. Kvarteret blev oprindeligt til med først italienske fremmedarbejdere, men blev senere præget af nye invandrere fra fattigere dele af Frankrig og Nordafrika.

Stress er nu blevet 40 år, er en lidt fortabt kunstner, der har en ide om at lave en film, der handler om hvordan det var i 1990'erne i bydelen. Nu er de gamle og forfaldne ejendomme revet ned og erstattet af moderne byggeri for det velstående unge borgerskab. Kvarterets tidligere befolkning er ekspederet ud til forstadskvartererne i det nordlige Marseille.

Der er egentlig ikke en rigtig handling i bogen, men en række scener, der viser hvordan det var dengang og hvordan det er nu. Stress har stadig lidt kontakt til hans tidligere venner, der er blevet til buschauffører, sikkerhedsvagter og narkotikahandlere.

Det er meget levende beskrevet i et fantastisk rigt sprog, der rummer slang og dialekter og de unge unges særlige sprog. Vi får en fortryllende beskrivelse af Marseille dengang og nu. Der er selvfølgelig en nostalgi efter den medmenneskelighed og sammenhold, som er lidt forsvunden nu. Stress er stolt af sine rødder. Personerne er meget rørende, det være sig hans venner eller endda hans mor, der er en sand kæmpe.

Virker som noget Bels selv har oplevet og det griber én med det samme. Virkelig en fornøjelse at læse.

Éditeur : L' ICONOCLASTE (19/08/2020)

Christophe Perruchas: Sept gingembres

 

Christophe Perruchas: Sept gingembres

Antoine er udadtil en lidt nedgørende chef, men en elskelig mand derhjemme. Han har dog en anden side som skørtejæger og kvindeforfører.

Gennem Antoines egen skildring får vi et portræt af en mand, som samfundet har skabt tusinder af i årevis. Han er ikke selv helt vidende om sin uhyrlighed, manglende respekt for kvinder, for han ser dem som objekter for sit begær, bruger dem, dømmer dem og tvivler aldrig på at opnå, hvad han vil. Desuden kender han alle tricks, og foragter kvinders forsøg på frigørelse og me-too-bevægelser.

Konstruktionen er meget elegant med kapitler med titlen "Dehors", "Dedans" og "Gingembres 1-7" og et stykke hen i historien vakler man mellem sympati og antipati. Skrevet meget præcist og med konkrete eksempler på samtaler, der virker meget afslørende.

Lidt svær at læse, men et voldsomt angreb på en mandetype, der måske er meget typisk. Bogens titel forklares i bogen.

Éditeur : EDITIONS DU ROUERGUE (01/04/2020)

Jean-René Van Der Plaetsen: Le Métier de mourir

 

Jean-René Van Der Plaetsen: Le Métier de mourir

En roman der handler om krig og overlevelse med udgangspunkt i tre dage hos en lille enhed der forsvarer Israel mod Hitzbolla i  Libanon.

En ung franskmand Favrier har meldt sig for at komme ud og se krigen på nærmere hold, og for at forstå hvorfor man kæmper for Israel. Han kobles sammen med Belleface, den erfarne professionelle soldat, der har levet under det mystiske pseudonym fra Fremmedlegionen. Der bliver vævet et stærkt bånd mellem de to mænd, et meget rørende far-søn-forhold.

Efter overvågning fra vagttårnet  patruljerne rundt i lejren og dens omgivelser, krydret med en svømmetur i en lille sø lever læseren så tæt som muligt på disse to mænds daglige liv. Langsomt lærer vi lidt efter lidt deres respektive liv igennem romanen. Bellefaces mystiske og urolige fortid fascinerer den unge Favrier, mens den Gamle, som franskmanden kalder ham, undrer sig over årsagerne til denne unge idealists engagement i den libanesiske milits.

Gennem deres diskussioner og deres tilståelser opdager vi deres hemmeligheder i dette kontrolpunkt, den sidste barriere mod Hizbollah før Israel.

Man bliver grebet af Bellefaces historie, der afslører en hård mand med flerårige ar, mens han forsøger at forstå, undertiden forgæves, motivationen hos den unge Favrier.

En intensiv skildring men samtidig en roman, der fortæller os om krigen, militæret, hvorfor dette valg, hvilke kampe fører de? Hvad skjuler deres engagement om dem? Hvordan lever de med truslen om død ved et terrorangreb?

Smuk skrevet og gribende læsning. Kan anbefales.

Grasset, august 2020

Victor Pouchet: Autoportrait en chevreuil

 

Victor Pouchet: Autoportrait en chevreuil

En bog der atter tager temaet far-søn op, men på en noget speciel måde. Hovedpersonerne er Elias, hans far og hans kæreste Avril. 

De får hver deres afsnit, hvor de fortæller deres vinkel på historien. Elias fortæller sin historie på ca 100 sider, Avrils historie er en gengivelse af hendes dagbog, ca 40 sider, og faderens lange monolog de sidste 10 sider. Der er altså fra starten sat en vægtning af de tre dele.

I et lille indledende kapitel ligger den voksne Elias på en seng med kæresten Avril. Hun synes, at han er indelukket og ikke vil fortælle noget om sin fortid. Hun mener, at det skyldes hans barndom og opfordrer ham til at skrive det ned for at få det ud af kroppen. Brænde karavanen, siger hun, som sigøjnere gør, når en dør. Det er således det han gør i det følgende afsnit.

Hans mor er død, så det er faderen der opdrager ham, og det er på en meget speciel måde f.eks. opdrager han ham til at udholde smerte ved at holde ham nede i koldt vand. Først da Elias kommer i skole og hører, at de andre børn kalder hans far for en tosse, begynder der at gå noget op for ham. Han har ellers set meget op til ham.

Faderens store interesse er magnetiske bølger, han kan undertiden helbrede folk ved berøringer. Hans har en masse instrumenter og maskiner og synes også at være meget vidende. Han går op i magi og søger ud til bautastenene i Bretagne.  Senere får han en ny kone Céline, der også får en søn. Den nye søn er meget knyttet til faderen og i modsætning til Elias synes han at kunne overtage faderens interesser og evner.

Avril kommer heldigvis ind i billedet, men kan hun redde Elias. Det må I selv læse om.

Det er en ret fænglende historie om en mærkelig barndom, ensomhed og en tilflugt i drømme og billeder. Man bliver draget ind i en mærkelig verden, hvor også dyrene og naturen kommer til at spille en stor rolle. Lidt efter lidt kommer puslespillet til at falde på plads, efterhånden som man kommer igennem de tre vinkler på historien.

Finitude, august 2020

Dorothée Janin: L'Île de Jacob

 

Dorothée Janin: L'Île de Jacob

L'île de Jacob er et andet navn for Christmas Island, der er kendt for sin vidunderlige natur, men også for at huse illegale indvandrere til Australien, som øen hører under.

Fortælleren har boet på øen i sine ungdomsår, barn af en meget omsorgsfuld mor, men ved forældrenes skilsmisse, følger han faderen til øen.

Mange år senere møder han sin gamle veninde, Vicky, fra øen og de genkalder sig deres minder fra tiden på øen. Der kunne være starten på en lidt romantisk erindringsroman, men da vi får rullet historien ud, viser det sig at være en fortælling om ødelæggelse af såvel natur som mennesker.

Ødelæggelse af en ø ødelagt af mænd med en lugt opstået fra driften af en fosfatmine. Ødelæggelse af øens biodiversitet, øens kendte røde krabber forsvinder på grund af invasive myrer, der ødelægger alt. 

Nedbrydning af mennesket repræsenteret af fortællerens far og af Jacob, en ældre ven. Begge mænd vil, ligesom krabber, blive spist væk af et frygteligt rovdyr: druk og depression.

For fortælleren er det også skildringen af at blive voksen, tage ansvaret for sig selv i en verden, hvor ødelæggelse og pessimisme har overtaget.

En stærk roman med skildringen af voldsomme følelser i et mørkt og dystert perspektiv. Fremtidsudsigterne er ikke lyse og fortælleren må vel også bukke under på et tidspunkt, selv om han forsøger at flygte fra de traumer og den ø, der blev hans skæbne.

Mange dystre, men aktuelle temaer

Bogen er netop blevet tildelt Prix Littéraire 2020 Maison Rouge.

Fayard, august 2020

Grégoire Delacourt: Un jour viendra couleur d'orange

 

Grégoire Delacourt: Un jour viendra couleur d'orange

Grégoire Delacourt er en forfatter, hvis bøger jeg normalt sætter pris på, og hans nyeste er bestemt også værd at læse.

Bogen starter med de gule vestes (gilets jaunes) første demonstrationer og besættelser af rundkørsler.

Ved daggry en november formiddag i det nordlige Frankrig står en gruppe venner ved en rundkørsel og beslutter at besætte den. Blandt dem udtrykker Pierre, en deltidsvagt i et supermarked efter en afskedigelse, endelig en længe indeholdt vrede. Han bliver næsten den lokale leder.

Hans engagement og den voldsomme vrede ødelægger forholdet til hans kone, Louise, en palliativ sygeplejerske, og Geoffroy, deres tretten år gamle søn, en unik dreng, der altid har skræmt ham. En søn, der nægter at blive rørt, sorterer alt efter farve, tæller den nøjagtige længde af sine skridt og husker alt, hvad han læser, i stilhed. Da Pierre en lørdag morgen tvinger ham til at smide en Molotov-cocktail mod en offentlig bygning, smider Louise ham ud, udmattet af sin mands vold og fast besluttet på at beskytte Geoffroy.

Der er med andre ord lagt op til en række dramatiske hændelser i det følgende. Vi får bl.a. introduceret Djamila, der som araberpige udsættes for mobning ligesom Geoffroy, der er den mærkelige. Det bliver til et bånd mellem de to, og de søger ofte ud i skoven, hvor de møder Hagop, der lærer dem om naturen.

Men mange truer deres lykke, og vil Pierre fortsætte sin kamp? Det bliver til en handlingsmættet historie, afbrudt af beskrivelser af natur og flere kærlighedsforhold.

Bogens kapitler har næsten alle en titel med en farve. Konstruktionen er virkelig et mesterværk og stilen er sikker. Forskellige aktuelle temaer behandles i denne roman som udsathed, sociale kampe, retten til at dø med værdighed, religion, det grønne samfund, men også og fremfor alt kærlighed, opofrelse  og frihed.

Kan stærkt anbefales.

Grasset, 2020

Alice Zéniter: Comme un empire dans un empire

 

Alice Zéniter: Comme un empire dans un empire

Forventningen til en ny roman er stor efter den fantastiske L'Art de perdre. Ved hendes optråden i Aarhus, spurgte jeg hende om hendes næste roman, og hun svarede, at det var noget helt andet, og det må jeg da også sige.

Det er et spørgmål, om det er en roman eller en skildring af det moderne Frankrig med alle dets problemer.

Bogen er opdelt i følgende afsnit:

1. Introduction Survols biographiques

2. Développement 1^er décembre 2018-17 mars 2019

3. Suspension Huis clos

4. Dénouement

Hovedpersonerne er Antoine og L. I første afsnit får vi deres forhistorie, dernæst en skildring af den angivne tid, hvor L's kæreste Élias bliver fængslet. De to bruger nemlig deres tid på at hacke diverse firmaer og institutioner.

Antoine er ansat som "assistant parlémentaire", men føler ikke helt, at han kan følger politikerens ideer, efter at han har overværet en lørdag med les gilets jaunes. L føler sig forfulgt og søger ly hos Antoine.

Sidste afsnit foregår i Bretagne, hvor L oplever naturen og et liv uden Internet.

Der er en lille handling, men mest af alt er det skildringen af at være derude (i det offentlige) eller være derinde (i nettet hvor friheden er umiddelbar). 

Vi får ellers præsenteret alle de ting, som man taler om i Frankrig: politikerlede, de gule veste, forstæderne og deres problemer, de voldsramte kvinder, de svage og udstødte, seksualitet og de almindelige borgere, der har svært ved at tilpasse sig et samfund i stor forandring.

Zéniter skriver godt og er utroligt veldokumenteret, så hendes fortid som journalist fornægter sig ikke. Slutninen af bogen synes jeg er lidt letkøbt, men der er vel heller ikke nogen, der kan spå om fremtiden.

Flammarion, udkommet 19. august 2020

Olivier Chantraine: De beaux restes

Olivier Chantraine: De beaux restes

En dejlig og kort roman, der handler om en gruppe 70-årige, der lige har mistet deres ven Robert.

De er 10 venner, der har fulgt hinanden i mange år, men da Robert har været en slags anfører for gruppen, bliver slaget hårdt.

De følger dog traditionen og tager sammen til deres ø (Korsika), hvor de har deres sommerhuse ved kysten i en afsides egn. Vi følger dem i deres tætte samvær med middage, badning, småskænderier og en del alkohol. Selvfølgelig går tiden langsommere, deres kroppe er ikke så kønne og stærke som før, erindringerne om Robert svæver over deres hoveder, men ønsket om at være sammen og have en god tid er stadig til stede.

En bog om  langvarigt venskab mellem en flok, der har haft større eller mindre held med deres liv, men som holder sammen trods deres forskelligheder. Alderdommen kommer lidt bag på dem, men ligger i baghovedet. Dog er der stadigvæk smukke rester, og livet skal leves.

Velskrevet med en humoristisk og let tone. Endelig en bog, der ikke kun handler om ungdommen!

Gallimard, 2020

 

            Amélie Nothomb: Les Aérostats

Årets roman af Amélie Nothomb udkom den 19. august som en slags start på la rentrée littéraire. Det har i mange år været en fast bestanddel af min læsning og i år er Amélie Nothomb helt på toppen. En fornøjelse at læse denne korte, men tætte roman.

Der er sikkert en del selvbiografisk stof i skildring af den unge studerende, Ange, 19 år, der læser filologi på et universitet i Bruxelles. Hun bor sammen med en meget nøjeregnende og autoritær pige, der er et par år ældre.

Ange mangler penge og får et job som hjælpelærer til den 16-årige dreng Pi, der efter faderens udsagn lider af dyslexi (ordblindhed). Ange får ham hurtigt kureret, for det som en egentlig lider af er ensomhed og pubertetsproblemer. Læsningen er værker af Stendhal, Homer, Kafka m.fl., og hurtigt får vi en række spændende diskussioner af bøgerne mellem de to. Læsning af litteratur kan få unge til at opleve noget, som kan få dem til at glemme ensomhed og dagligdags problemer og sprænge rammerne.

Ange bliver lidt betaget af den meget intellektuelle Pi, men føler ikke meget for hans forældre. Faderen ønsker at dominere totalt, men Pi har gennemskuet ham og moderen med.

Der sker mange andre ting i Anges liv bl.a. at hendes lærer på 50 år erklærer hende sin kærlighed.

Det er et spændende forsvar for litteratur og læsning sammen med skildringen af to unge, bundet af deres ensomhed og mangel af venner på vej til at blive voksne.

Amélie Nothombs stil med et sprudlende sprog, levende replikker, spidse humor og oplæg til debat er atter hendes store styrke i denne bog, som i adskillige af de tidligere.

Kan anbefales!

Albin Michel, august 2020

Leïla Slimani: Le pays des autres

Leïla Slimani: Le pays des autres

Første bind af Slimanis trilogi om Marokko i tiden efter 2. Verdenskrig, og i sandhed en trilogi der lægger stort ud.

Det er perioden 1946-1956 som dækkes i første bind, og det skulle være inspireret af Leïla Slimanis bedsteforældres liv. 

Mathilde er en ung lidt oprørsk pige fra det bedre borgerskab i Alsace. Hun bliver forelsket og gift med Amine, der har kæmpet på franskmændenes side i 2. Verdenskrig. For Mathilde opfattes det som starten på et eventyr à la Karen Blixen, men da de installerer sig langt ude på landet ved byen Meknès, går det efterhånden op for hende, at de kulturelle, religiøse og opdragelsesmæssige forskelle er meget store.

Mathilde forsøger at bevare sin frigørelse og selvstændighed, men det er svært med en mand, der ikke er særlig udadvendt men indelukket og uden at kunne vise sine følelser.

Deres første barn Aïcha er meget begavet og bliver sendt på en skole i byen, men hendes lod at være en blanding af en fransk kvinde og marokkansk mand giver anledning til at klassekammeraterne ser ned på hende og driller hende.

Leïla Slimane giver en fantastisk god skildring af hovedpersonerne og deres nærmeste. Vi følger dem i deres kamp for at skaffe sig en tilværelse på trods af store afsavn og fattigdom. Mathilde og Amine har begge deres stolthed og de accepterer efterhånden at de skal leve og kæmpe sammen. Samtidig får vi også en skildring af Marokko under fransk protektorat og den voksende uro og krav om selvstændighed.

Der er mange episoder og små fortællinger undervejs, så vi får således en familiesaga i alle dens faser. Meget spændende at læse videre om deres skæbne i næste bind.

En særdeles bemærkelsesværdig bog!

Éditeur : GALLIMARD (05/03/2020)

Emmanuel Bove: Mes amis

Emmanuel Bove: Mes amis

Emmanuel Boves debutroman fra 1924 er endelig faldet i mine hænder, og jeg må sige, at det er en debut med stor gennemslagskraft.

Hovedpersonen Victor Bâton er en mand der er blevet invalideret i sin ene hånd i 1. Verdenskrig. Han lever nu af en beskeden pension i et forstadskvarteret Montrouge. Han er alene og ensom, driver rundt i Paris i en søgen efter et venskab eller et kærlighedsforhold. Men det er svært for ham at finde det, da folk ofte kun tænker på sig selv eller har svært ved at spørge ind til hans historie.

I en række nærmest novelleagtige små historier følger vi hans utrættelige søgen, der trods nederlag ikke får ham ned med nakken.

Henri Billard er den første som vi hører om. Han er sympatisk og gavmild, men vil også låne penge og har en kæreste som Victor bliver varm på. Der er sømanden Neveu der vil begå selvmord, men Victors ensomhed får ham dog ikke med på den ide. Der er rigmanden Lacaze der gerne vil hjælpe fattige, men det går også i vasken.

Der er også flere forsøg på forhold til kvinder: krokonen Lucie som inviterer ham op til sig en enkelt gang, Blanche er sangerinde men det kikser også. Der er desuden alle de kvinder som han ser og forelsker sig i, uden at de interesserer sig for ham.

Det er en historie der fortæller om konkrete oplevelser, men lige så meget om Victors drømme og forestillinger om, hvordan det måske kunne være blevet. Han skuffes, men er i bund og grund en ærlig og solid type, lykken er blot ikke kommet hans vej.

Skrevet i korte sætninger, ofte med præcise beskrivelser af steder og personer. En særlig form for selvafsløring hos fortælleren spiller på om han vil give op eller fortsætte. På den måde føres vi gennem en skæbne i ensomhed i det moderne samfund, en skæbne som man også ville kunne træffe i dag.

Flot debutroman!

Flammarion

Gilles Legardinier: Une fois dans ma vie

Gilles Legardinier: Une fois dans ma vie

Gilles Legardinier er en meget læst og meget populær forfatter i Frankrig, så det er da på sin plads at få læst en af hans bøger.

Handlingen i bogen udspilles i et gammelt teater, der har nogle økonomiske problemer. 

Hovedpersonen er Eugénie der sammen med sin mand Victor bor i teatret, hvor hun er opsynshavende og han er teknisk medarbejder. De har en række gode venner som arbejder i teatret eller er frivillige.

Det er de tre kvinder Eugénie der er omkring 60 år og som er begyndt at spørge sig selv om sit livs indhold, nu hvor børnene er væk. Hendes nærmeste veninder er Céline, ca 40 år, fraskilt og elskerinde til en gift mand, og Juliette, en ung flagrende pige i 20erne, der synes at have mødt sit livs første store kærlighed.

Der er mange små historier i teatermiljøet med mange forskellige typer, men fælles for mange af dem er at finde meningen med livet, at finde at sammenhæng og et fællesskab.

Bogen er skrevet meget levende med gode portrætter og skildringer af teaterlivet, undertiden med humor og sjove indfald, men bogen bliver lidt for lang og lidt for gentagende. Nogle personer optræder for sporadisk og flere skæbner efterlades uden at vi får dem arbejdet færdige.

En god historie, men den trænger til at blive gennemarbejdet en gang mere og kortet ned.

Éditeur : J'AI LU (06/11/2019)

Salomé Berlemont-Gilles: Le premier qui tombera

Salomé Berlemont-Gilles: Le premier qui tombera

Dette er en fantastisk første roman af Salomé Berlemont-Gilles!

Bogen starter sidst i 1950'erne i Conakry i Guyana med en lille familie, hvor faderen er kendt som "Kirurgen". De bor tæt ved havet og er en del af overklassen. Men Guyanas selvstændighed og indførelsen af et diktatorisk styre under Sékou Touré tvinger befolkningsgruppen af Peul/Fulani-folket til at flygte. De har forsøgt at modstå Sékou Touré uden held.

Hovedpersonen Hadami er på det tidspunkt 11 år og han er den ældste i søskendeflokken. Allerede som barn har han en følelse af sit ansvar for familien og samtidig er hans moderens foretrukne blandt de efterhånden 5 søskende.

Ankomsten til Frankrig ændrer totalt deres liv, og vi følger specielt Hadamis nedbrydelse som menneske og ansvarlig for familien. Det er en lang og pinefuld historie, hvor Hamadi langsomt ender som dranker, og hvor han som 50 årig af sine søskende tvangindlægges.

Der er mange mindre pæne sider af det franske samfunds modtagelse af indvandrere, som skildres i bogen i en grundig og veldokumenteret beskrivelse af livet i forstæderne. Her er hverdagen vold, stoffer, prostitution og kriminalitet. Folk uden midler, der ikke kan stå imod.

Hadami får en slags boderskab med fire andre unge, men det er en sej periode for at blive optaget. Det kræver, at han består flere grusomme prøver, men trods alt holder broderskabet sammen. Det samme gør dele af familien også, selv om de alle har deres trængsler og nederlag. Skal det lykkes for dem at få ham på benene igen med tvangsindlæggelsen? 

Det skal jeg ikke afsløre her, men læs bogen for det er et fantastisk dokument over en lille families flugt og forsøg på optagelse i det franske samfund. Man kan samtidig fundere over, hvor de ville være blevet modtaget i Danmark.

I denne stærke første roman fortæller Salomé Berlemont-Gilles om de første halvtreds år i en følsom lille drengs liv, der hurtigt forstår at frihed, lighed, broderskab er løgne der er indskrevet på forsiden af ​​bygningerne i den franske republik. 

Éditeur : GRASSET (29/01/2020)

Olivier Adam: Les roches rouges

Olivier Adam: Les roches rouges

Olivier Adam har her skrevet en roman, der er rettet mod de unge, en slags ungdomsroman, men den er fuldt på højde med hans romaner for voksne.

Antoine er en ung mand på 18 år, der er droppet ud af gymnasiet, bor hjemme hos forældrene i et forstadskvarter, drikker og tager stoffer og synes at blive mere og mere afsporet. På arbejdsformidlingen møder han en ung mor Leïla, 23 år, der er blevet mor som 18-årig. 

De fatter sympati for hinanden og Leïla har virkelig brug for én at snakke med, for hendes mand Max, der er 13 år ældre end hende har udviklet sig til en rigtig tyran, der ikke tillader Leïla noget, slår hende og behandler hende som en ting. Barnet tager han sig heller ikke meget af. Max er også med i nogle lyssky affærer.

Leïla og Antoine går i seng med hinanden og der udvikler sig et varmt forhold, der er ved at få Antoine op af dyndet. Men nu opdager Max hvad der er sket og dramaet sætter i gang. Det bliver meget dramatisk at følge, men udgangen skal ikke afsløres her.

Det er en meget intens skildring af de unge og deres problemer, arbejdsløshed, vold i ægteskabet, narkoproblemer og et miljø der virker betændt. Olivier Adam er en mester i at fortælle om det på en særdeles realistisk måde. Han er god til at beskrive de unges følelser og stemninger. En del af bogen er således i form af Leïlas dagbog, der flettes med beretningen om deres liv.

Meget fornem ungdomsbog der kun kan anbefales.

Éditeur : R-JEUNES ADULTES (28/05/2020)

Jean-Christophe Rufin: Le Flambeur de la Caspienne

Jean-Christophe Rufin: Le Flambeur de la Caspienne

Jean-Christophe Rufin fortsætter sin serie med beretningen om den ikke så velsete konsul Aurel Timescu, der selv om han er født i Rumænien er blevet en del af det franske ambassadesystem.

I de to forrige værker var han to steder i Afrika, men nu er han sendt til Baku, hovedstaden i Asarbajan. Det er en stort skifte, men Rufin formår igen at fortælle en god historie og giver os samtidig en god baggrund for forståelsen af landets sociale forhold, kultur, geografi og historie. Alt er meget grundigt dokumenteret.

Aurel føler det umiddelbart ikke som en straf at være sedt til Baku, for den minder ham om Paris med sine kafeer og sine gamle kvarterer. Men alt får en brat ende, da han er kaldt til møde med ambassadøren. Denne er på forhånd meget sur over hans udnævnelse her og vil sørge for at han snarest vil blive sendt bort. Aurel får dog lidt støtte af den kvindelige konsul.

Stemningen på ambassaden er meget dyster ved Aurels ankomst. Chefen er noget tyrannisk og er præget af, at hans kone er afgået ved døden ved en ulykke. 

Her har vi så starten på Aurels virke. Ambassadørens kones død er lidt for mærkelig, for var det virkelig en ulykke?? Det skal jeg ikke afsløre her, men vi får en hæsblæsende tur gennem forfulgte kritiske journalister, en russisk mafia og de lette penge der er opstået ved den nye olieudvinding.

Aurel der er præget af sit behov for hvidvin, mærkelige beklædning og et musikalsk geni, der kan sætte ham i en for for trance og give ham nye impulser i eftersøgningen, ligner sig selv fra de forrige værker, men lidt ekstra bygges der på gennem hans kontakt til forskellige kvinder. En enkelt af dem er endda meget nærgående, så hvordan reagerer han på det?

Skrevet med et skarpt blik på Asarbajan, men også med en stor humor og en evne til at fortælle en god historie.

Flammarion, juni 2020

Tatiana de Rosnay: L'envers du décor et autres nouvelles

Tatiana de Rosnay: L'envers du décor et autres nouvelles

12 noveller samlet fra forskellige magasiner og blade, men med et fælles mål: at vise bagsiden af medaljen. Forsøge at skille sandt fra falsk og det ydre fra det indre.

Tatiana de Rosnay har visse gennemgående temaer og beskrivelser som hun kan bruge i forskellige sammenhænge og noveller f.eks. beskrivelsen af værelser med bøger, glæden ved at læse og læsning som flugt fra virkeligheden, men også som opbygning af en personlighed.

Novellen der har givet titlen til samlingen handler om en berømt skuespillerinde, der i sin berømthed har mistet lidt af sin fortid, der ikke er så fin som hun selv fortæller. En dag får hun en bog foræret som pludselig afslører hvem hun egentlig er. Et glimt fra fortiden som kan ryste hende i nutiden.

"Le Parfait" er historien om en svigermor der fuldstændig har taget magten over familien, svigerdatteren får dog sin hævn til sidst. Meget morsom historie.

Lidt i samme stil er novellen "Trouble-fête" hvor husmoderen tror at hun gør alt det rigtige for sin mand og sine børn, men hun har ikke helt selv styr på at hun er mere en tyran end en kærlig husmoder.

"Tête en long" er igen historien om den lille belæste pige, der dog har svært ved at forstå, hvad venner til familien kalder hende. De kalder hender nemlig Modigliani. Novellen afslører sammenhængen for hende.

Dette var kun tre af de tolv noveller i bogen, men de øvrige er bestemt også meget velskrevne og dejlige at læse. Tatiana de Rosnay behersker genren til fulde og ofte får slutningen en drejning som man ikke lige forventer.

Kan bestemt anbefales.

Pocket, marts 2020

Maylis Besserie: Le Tiers Temps

Maylis Besserie: Le Tiers Temps

En speciel debutroman, der tør tage fat på en slags selvbiografi af Samuel Beckett, irlænderen der forlod sit hjemlang og slog sig ned i Frankrig, hvor han fik stor succes med sine absurde teaterstykker f.eks. "Vi venter på Godot".

Le Tiers Temps er navnet på det plejehjem beliggende i det 14. arrondissement i Paris, hvor Beckett tilbragte sin sidste tid. Handingen udspilles fra Becketts ankomst i juli 1989 efter sin kone Suzannes død til han selv dør i december samme år.

Bogen består af Becketts (opdigtede) dagbog afbrudt af notater fra personalet og læger på stedet. Han skildrer i detaljer sit ophold på hjemmet, hvor man får en fornemmelse af et særdeles godt miljø og behandling, men samtidig får vi en række flashbacks til Becketts liv. Det er fra barndommen i Irland, fra samværet med kollegaen og forbilledet James Joyce, fra hans forhold til forældrene, hvor specielt hans mor skildres som ret gruelig. Der er selvfølgelig også erindringer om hans succes som forfatter, forholdet til hans udgiver og til forskellige kvinder.

Det er en mand der ved, at det snart er slut, og hans ser frem til det, da han forstår, at hans krop ikke kan mere, men hans ånd fejler intet. Han sætter sig hver aften ved sit bord og skriver, tænker på hvordan han kan udtrykke sig på engelsk og fransk og søger ind i sprogenes verden.

Det er en ganske vellykket roman, der åbner for et forfatterskab på en ny måde, for Beckett ender næsten som de rodløse og vildfarne personer, som vi møder i hans stykker. Han elsker at lade sig falde og i sin fantasi bliver han til Buster Keaton. Denne skuespiller, der ikke udtrykker følelser med sit stenansigt, men blot lader sig føre med i en verden af farlige men ikke sammenhængende situationer. Livet er ikke noget man kan beregne på forhånd, det kommer ofte til at blive noget helt andet.

Vældig godt skrevet, og det er en bog man ikke lægger fra sig. Meget lovende debut

Gallimard, februar 2020

Régine Robin: Ces lampes qu'on a oublié d'éteindre

Régine Robin: Ces lampes qu'on a oublié d'éteindre

Régine Robin-Maire (født Rivka Ajzersztejn), født i Paris i 1939, er Quebec-forfatter, historiker, oversætter og sociolog af fransk oprindelse. Uddannet fra Sorbonne i geografi (1962) og i historie (1963), men emigrerer i 1977 til Canada. Her bliver hun professor ved Université du Québec i Montréal.

Hun har skrævet en række bøger historie, sociologi og litteratur, så en bog om Modiano blev udgivet i 2019.

Régine Robin tager fat på en række hovedtemaer i Modianos forfatterskab med en utrolig skarphed og afdækker flere nye lag i Modianos forfatterskab. Hendes specielle indgangsvinkel et Modianos jødiske arv og hans forhold til hans jødiske far. Régine Robin opleve selv og barn "la rafle", hvor jøderne blev samlet og deporteret. Hun undgik det, da hendes mor gemte sig med hende, men som hos Modiano er besættelsestiden, identitet, hukommelse, minder og glemsel, ting hun kan tage fat på i beskrivelsen af Modianos forfatterskab,

Der bliver taget fat på det uklare budskab som Modianos forfatterskab udsender, men også en gennemgang af Modianos samarbejde med Louis Malle og filmen Lacombe Lucien bliver taget frem med eksempler på antisemitisme i Frankrig.

En meget vigtig bog til forståelsen af Modianos verden.

Udgivet i Canada 2019

Collection : Liberté grande

Boréal