Jean-Louis Fournier: Merci qui ? Merci mon chien

 

Jean-Louis Fournier: Merci qui ? Merci mon chien

Dejlig lille bog af Jean-Louis Fournier, måske mest egnet for dyrevenner, men de vil uden tvivl give ham ret i mange af de ting, han siger.

Jean-Louis Fournier har skrevet bogen sammen med sin kat Artdéco, og de to kommer rundt om mange emner omkring dyr. Det kan være sig mishandling af dyr på mange måder, efterladelse af dyr når man tager på ferie, nedslagtning og mange andre grusomheder som vi mennesker udsætter dyr for, og ofte uden at gøre os det selv klart.

Forfatteren siger, at vi måske ofte siger undskyld til dyr for de ting som vi kan komme til at gøre, men siger vi nogensinde tak! Det er noget ganske forsømt, selv om en hund f.eks. kan være en uendelig glæde og ledsager for mange.

Jean-Louis Fournier formulerer sig med kærlighed og humor. Fordømmelser ligger ikke i første plan, men skjuler sig under hans fornøjelige formuleringer.

Han skriver en række breve til forskellige dyr. Her er et eksempel:

ÉCRIRE À UN CHIEN QUI VIENTD’ÊTRE ABANDONNÉ

 

 Cher Chien,

 J’aime bien mes semblables, mais pas tous. Parfois j’ai honte.

 J’ai appris que tu venais d’être abandonné par un salaud qui partait en vacances.

 Cent mille abandons chaque année. La France détient le record des salauds

Han kan undertiden være så træt af at være et menneske, at han beder dyrlægen om at give sig en indspjøtning, så han kan blive et dyr. Det kommer der nogle sjove overvejelser om, da dyrlægen spørger ham, hvilket dyr han vil være.

Der er megen humor og kærlighed til dyr og nogle gode råd til mennesker om at opføre sig ordentlig og værdsætte dyr noget mere. Samtidig er tingene undertiden stillet på hovedet, så vi pludselig kan se tingene fra en anden side.

Underholdende og god læsning.

Éditeur : BUCHET-CHASTEL (15/10/2020)

Nathacha Appanah (Auteur) Bastien Quignon (Dessinateur) Gaël Henry (Dessinateur) : Tropique de la violence

 
Nathacha Appanah (Auteur) Bastien Quignon (Dessinateur) Gaël Henry (Dessinateur) : Tropique de la violence

I 2016 omtalte jeg Appanahs bog af samme titel, og i 2020 anmeldte jeg den danske oversættelse. Det er derfor ekstra spændende nu at have fået tegneserieudgaven af historien i mine hænder.

Det er en dejlig stor udgave i ca A4-format med en kraftig indbinding og på 150 sider + 6 sider med skitser fra tegnerens ophold på Mayotte.

Der er ikke store ændringer i historiens forløb,  men volden er (heldigvis) tonet lidt ned. Som ny fortæller introduceres hunden Bosco, og det er faktisk en rigtig god ide, som giver ekstra dramatik i Moïses opgør med Bruce.

Gaël Henry der er tegneren rammer særdeles godt i tegningerne af hovedpersonerne. Han fanger de konflikter der er imellem Moïse og Bruce og giver dem begge en række udtryk, der giver dem liv og viser hvad mange ord beskriver. 

Selv om man aldrig har været på Mayotte, får man en god fornemmelse for øens geografi, skønhed, men også slumkvartererne. De temaer, som bogen har, er fint bevaret: bådflygtninge, de unges håbløshed, de ansvarliges venden ryggen til problemerne, vold, men også kærlighed (Marie-Moïse) mm

Vi må ikke glemme Bastien Quignon, der har farvelagt tegningerne. Det understøtter historien fuldt ud.

En meget flot brug af tegneserien, der her giver den tragiske historie et ekstra lag.

Editions Sarbacane, 2019

Jean Teulé: Crénom Baudelaire !

 

Jean Teulé: Crénom Baudelaire !

Jean Teulé skriver bøger der river sløret bort fra opfattelser som man kunne have af f.eks. Charles Baudelaire. For nylig læste jeg historien om Héloïse og Abelard, der bestemt var en ny version, og i denne nye bog om Baudelaire bliver der også rokket ved en del ting.

Der er ingen tvivl om, at Baudelaire er en af Frankrigs største digtere, der revolutionerede fransk digtning, men han var åbenbart en meget ubehagelig fyr, der trådte på alle omkring sig, var outreret i sin påklædning og i sit sexualliv, falsk og på stoffer en stor del af tiden. Han fik tidligt pådraget sig syfilis, som gjorde det af med ham i en alder af 46 år.

I Teulés bog trænger vi ind i Baudelaires person og følger ham fra barn, hvor han er en rigtig mordreng, men hans følelser for hende ændres kraftigt, da hun gifter sig på ny. Herefter bliver Baudelaires liv præget af oprør og opgør med det pænere borgerskab. Han elsker det grimme, det onde, prostituerede og alt hvad hans mor og nye mand står for. En dandy der nærmest er datidens punker.

Hans forhold til mulatten Jeanne Duval er central i hans digtning, for hun bliver hans elskerinde og muse som hans "soleil noir". Det er nogle vældige scener de har, men de finder altid sammen igen, og Baudelaire tager sig faktisk af hende, da hun bliver syg. Det er den eneste kærlige handling i hans liv.

Teulé kan fortælle, og undlader ikke sine sidebemærkninger til læseren. Der er uden tvivl smurt grundigt på i nogle tilfælde, men alt i alt virker det sammenhængende på de over 400 sider, som skildringen strækker sig over.

Men vi får også en skildring af Paris, der er i gang med Haussmanns store omlægninger, og vi møder en række af tidens kunstnere Flaubert, Manet, Gauthier, brødrene Goncourt, Nadar og mange flere bla. de folk der turde udgive hans digte. De er et smukt tillæg til skildringen af Baudelaire.

I bogen er der også indflettet en del af Baudelaires digte, hvor de ofte kommer som hans reaktion på nogle oplevelser. En dag fortæller hans mor ham, at Mariette, deres husholderske og barnepige er død, men hun har glemt at fortælle ham det. Herefter skriver han "La servante au grand coeur.." 

En bog der har lært mig meget, den er morsom, sprudlende, sørgmodig og med en eksplosion af følelser hos hovedpersonen, der er den sande kunstner.

Meget anbefalelseværdig.

Éditeur : MIALET BARRAULT (07/10/2020)

Frédéric Beigbeder: L'homme qui pleure de rire

 

Frédéric Beigbeder: L'homme qui pleure de rire

Beigbeder leverer her en autofiction, der samler op på hans mange ansigter gennem de sidste 40 år. Han har altid været en forfatter, jeg har læst med stor interesse somme tider skuffet eller væmmet, men oftest med stor fornøjelse. Hans seneste værk er bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Beigbeders alter ego hedder Octave Parango og vi har allerede mødt ham i to tidligere romaner. I 99 francs arbejdede han i reklamebranchen i 1990'erne og i Au secours pardon var det modebranchen i 2000'erne. I L'homme qui pleure de rire har han fået et job som satiriker og underholder kl. 8:55 torsdag morgen på den største nationale public service radiostation.

Octave Parangos trilogi slutter serien om nutidige fremmedgørelser: Efter reklamens tyranni og derefter kvindelig skønhed som handelsvare går Frédéric Beigbeder løs på latterens diktatur. Hvorfor kan man aldrig nøjes med seriøse emner, men altid pakke det ind med spøg og underholdning? Beigbeder rammer plet med sin satire af ​​vores underholdningssamfund. En politiker f.eks. kan ikke bare tale seriøst om sine politiske ideer, nej han skal med ind i lavpandede underholdningsprogrammer, for bliver han ikke hørt og set, bliver han jo ikke valgt.

Parango møder ind på sit job i radioen en morgen, men han har ikke noget manuskript og siger ikke meget der kan bruges, så han bliver faktisk fyret i selve udsendelsen. En flot start på en bog.

Efter dette indledende kapitel vender vi tilbage til at følge Parango fra aftenen før fra kl. 20 til vi når frem til fyringen. Parango gennemtrawler det 8. arrondissement med dets barer,værtshuse og natklubber som Crazy Horse. Samme dag er de gule veste på Champs-Élysées, og han ser deres hærgen. Han har altid tidligere været provokatør og dekadent, men her ser han folk der er nået til grænsen.

Der kommer mange gode iagttagelser og overvejelser over tiden fra 1990 til 2020, og Parango er nu en der har haft sin storhedstid, men hvad var den værd? I time efter time og mere og mere beruset og på stoffer får vi nogle sandheder at høre.

På en måde får Parango (og Beigbeder) gjort op med sin fortid og ser med andre øjne på verden nu. Har han og hans sorgløshed været med til at ødelægge verden? Er der noget at stille op for hans børn og børnebørn?

Mange relevante temaer bliver taget op med en skarp pen, en sprudlende humor og satire, men samtidig meget provokerende.

En god bog at starte 2021 med.

Éditeur : GRASSET (02/01/2020)

Véronique Olmi: La Nuit en vérité

 

Véronique Olmi: La Nuit en vérité

Historien om en ung dreng Enzo, der er blevet alt for tyk og stor, og hans mor Liouba, en ung mor på "endnu ikke tredive", der opdrager sin 12-årige søn alene. 

Hun sørger for en stor herskabelig lejlighed nær rue de Rivoli, hvor ejerne er kunsthandlere og kun sjældent er i lejligheden. Hun lider lidt af rengøringsvanvid og har en arbejdsuge på 35 timer. Enzo og hans mor bor i et lille værelse der.

Enzo går på et collège i dette velhavende kvarter, men han bliver ikke accepteret af klassekammeraterne og er konstant offer for deres mobning, der til sidst udvikler sig voldsomt.

Enzo ved ikke, hvem der er hans far, og Liouba vil ikke fortælle noget. På et tidspunkt får Enzo en slags åndelig kontakt til en soldat fra 1. Verdenskrig, hvis familie har boet i lejligheden. Historien køres derefter ud i den retning og Enzo får derved en indsigt i hans egen families historie.

Centralt i romanen er forholdet mellem mor og søn, to eksistenser der på mange måder er afvist af samfundet.Den kærlighed, der findes mellem Liouba og Enzo, er ofte akavet og tilbageholdt, men den er stærk og rørende. Enzo viser meget ømhed, delikatesse og kærlighed over for sin mor. Hun har det på samme måde, men der skal nogle alvorlige ændringer til at de begge får bygget en ny identitet op og møder hinanden på ny.

En stærk historie om mobning, modning og opdragelse, men også om sociale skel og problemer som indvandrer. Slutningen er nok lidt for speciel for at den virker sandsynlig, men er smuk på mange måder.

Éditeur : ALBIN MICHEL (21/08/2013)

Philippe Claudel: Fantaisie allemande

 

Philippe Claudel: Fantaisie allemande

Philippe Claudel har her valgt at samstille fem noveller, der foregår i Tyskland i løbet af den 20. århundrede. Novellernes titler er følgende: Ein Mann, Sex und Linden, Irma Grese, Gnadentod, Die Kleine.

Det er mørke noveller, der undertiden bygger på historiske kilder. Gnadentod er betegnelsen som Hitler brugte, da han udryddede psykisk syge og andre sygelige. Der var jo ingen grund til at de skulle leve!

Ein Mann handler om en soldat der er deserteret i 1. Verdenskrig, han er overladt til sig selv og prøver at skjule sig. En nat ser han et skur, som han vil gemme sig i. Han går ind og vi får en grusom slutning på historien. Vi finder ham faktisk senere i historien om Die Kleine, en ung pige der er blevet reddet fra en massegrav. Hun har mistet håret og taler ikke. Hun forsøger at holde fast på fortiden ved at gemme det i et psykisk lommetørklæde. En uhyggelig historie efterhånden som der kommer flere og flere erindringer frem. Hvad er drøm og hvad er virkelighed?

I Sex und Linden er det en 90-årig der husker tilbage til en oplevelse i sin ungdom, hvor han var til en Haydn-koncert i det fri. Et minde som han ardrig har talt om til nogen. I denne novelle, der nok er den mest positive følger vi hans beretning om sit liv og med mindet om oplevelsen ved koncerten med den brune kvinde er han parat til at forlade livet. 

I Irma Grese er det en ung pige, der helst vil danse, men som bliver sat til at passe en gammel mand, tidligere SSer. Han får noget tilbage af de grusomheder som han selv stod for som soldat.

Novellerne er kædet sammen bl.a. ved navnene hvor der i alle historierne er en Victor, men er det den samme eller samme type? Nogle af novellerne er skrevet i korte sætninger, næsten uden bisætningen, men den sidste er mere poetisk og kunstfærdigt skrevet.

Philippe Claudel er en mester i at fortælle, så det stiller krav til læseren om selv at gå ind og skabe de sammenhænge, som ofte kun antydes.

En fremragende novellesamling.

Éditeur : STOCK (23/09/2020)

Laurent Petitmangin: Ce qu'il faut de nuit

 

Laurent Petitmangin: Ce qu'il faut de nuit

En debutroman der virkelig rammer hårdt ind i sin skildring af en far, der arbejder ved jernbanen SNCF, og som først mister sin kone og senere har problemer med specielt den ældste af sine to sønner.

Handlingen foregår i det nordøstlige Frankrig i nærheden af Metz. Faderen, der er fortælleren, beretter ganske nøgternt om sit liv og om de store sorger, han har oplevet. Først et godt ægteskab og et par drenge, som han elsker at dele fodbold- og andre oplevelser med. På arbejdet er han aktiv i socialistpartiet, men sammenholdet er efterhånden gledet ud.

Da konen bliver ramt af kræft og bliver indlagt, følger en lang og smertefuld tid, hvor han og drengene sidder tavse ved hendes seng på hospitalet. Sammen kommer de dog gennem dagligdagen, men de har svært ved at tale om det.

Senere bliver Fus, som den ældste søn kaldes, fordi han går så meget op i fodbold og selv spiller på et hold, lidt forsømmelig med skolen og kan ikke komme videre i uddannelsessystemet. Han får dog et arbejde. Den yngste søn, Gillou, klarer sig bedre og ender med at studere i Paris.

Det synes således egentligt at gå fint, men Fus kommer ind i en gruppe højreorienterede FN-unge, og faderen nægter at tale med ham. Den yngste søn Gillou forsøger at få samværet til at fungere alligevel, for de tre holder alle meget af hinanden, men fortælleren kan ikke løse op for sine frustrationer, og Fus er tilfældigt endt i den gruppe.

Ulykkerne tilspidses yderlige, da Fus og hans kæreste bliver overfaldet af en gruppe unge, da de deler Le Pen-papirer rundt i postkasser.

Nu vil jeg ikke afsløre mere om, hvad der sket, men det er meget dramatisk og viser meget om forholdet mellem de tre.

Det er en roman om en familie uden mor, en familie der har svært ved at tale om tingene, en familie der rummer stor kærlighed mellem de tre. Der er politiske undertoner i bogen, men som det ofte er tilfældets i området, så er det håbløshed og opgivenhed der præger de unge, hvis de ikke kan komme væk.

Det er temaer som kærlighed, tilgivelse, sorg og glæde, der beskriver et liv. Hvor meget kan vi selv styre det og ændre på den retning det har taget.

En fremragende bog, der allerede har fået flere priser.

Éditeur : LA MANUFACTURE DE LIVRES (20/08/2020)

Lola Lafon: Chavirer

 

Lola Lafon: Chavirer

Chavirer betyder at kæntre eller figurativt at kuldsejle, og det er hvad en række unge piger/børn gør i denne næsten dokumentariske skildring af udnyttelse af mindreårige.

Lola Lafon leverer et skrapt eksempel på afsløringer af, hvordan man stiltiende har accepteret, at unge piger er blevet misbrugt.

For Cléo der er 13 år og som bor i Fontenay-sous-bois i et kedeligt forstadsbyliv, er det ikke svært at drømme om at blive en berømt danser. En dag møder hun Cathy, der arbejder for Galatée, et legatfond, der vil støtte unge i deres projekter og drømme. Cléo og hendes forældre er begejstrede, og Cathy indvier Cléo i kunst og kultur, tager hende med på restaurant, giver hende gaver. 

Cléo bliver indstillet, men skal nu godkendes af juryen. Hun deltager sammen med andre helt unge i en frokost med aldrende mænd, Cathy er ikke til stede, og det viser sig at være en fælde, da mændene bliver mere og mere påtrængende. Efter et par frokoster får hun afslag, men Cathy tilbyder hende et samarbejde.

Historien starter midt i 1980'erne med den 13-årige Cléo, der efter skuffelsen tjener lidt på at opspore nye talenter. Hvad der egentligt foregår ved de frokoster, fortæller hun intet om til hverken forældre eller andre unge. Cléo fortsætter dog sit liv som danser, først i en gruppe som danser i TV til Michel Druckers udsendelser, senere i en variété a la Moulin Rouge.

Romanen er ikke fortalt kronologisk, for vi får tidligt at vide, at der er startet en undersøgelse af Galatée 25 år efter, da man finder billeder af 400 unge på en computer. Et par unge journalister planlægger at lave en film om det og begynder at opsøge nogle af pigerne.

Der er det journalistiske og dokumentariske blik på de unge pigers skæbne, men blandt de piger vi får noget at vide om, er det i høj grad emner som skam, nederlag, tavshed, skyldfølelse, tilgivelse, men også stolthed og gåpåmod der kommer frem.

Bogen kan ses som et indlæg i meetoo-debatten, men synes at fjerne fokus fra de liderlige gamle mænd til en fremstilling af de helt unge pigers reaktioner. De lever i en drøm om at blive berømte og vil ofre alt for det. De støttes af venner og forældre, og når det så går galt, fejes alt ind under gulvtæppet. Det er ikke mere noget man snakker om i familien!

Vældig god og velskrevet roman, selv om kom kompositionen stiller krav til læseren. Der er mange personer, og nogle kunne vi måske godt have undværet, men det er nogle helt relevante indblik i pigernes drømme og senere konkrete liv.

Éditeur : ACTES SUD (19/08/2020)

David Foenkinos: La famille Martin

 

David Foenkinos: La famille Martin

En ny bog af Foenkinos plejer at være en fornøjelse, og det er La Famille Martin også.

Fortælleren er en forfatter, der lider af skrivebesvær. Han har skrevet mange romaner, men er gået i stå, måske også fordi hans kone har forladt ham.

Han får dog den ide, at nu vil han ikke længere skrive fiktion, han vil gå ned på gaden og den første han møder, vil han få til at fortælle om sit liv. Det bliver en ældre dame Madeleine Tricot, enke med to døtre, hvor den ene er rejst til udlandet. Den anden Valérie er gift, har to børn og hun tager sig af moderen.

Det lyder jo lidt kedeligt og også meget almindeligt bare ved efternavnet Martin.

Det viser sig dog, at der pludselig åbner sig en masse spalter i de forskellige personers små betroelser, der nærmest sprænger forfatterens første indtryk. Madeleine har arbejdet hos Chanel og har mange oplevelser med Lagerfeldt, Valérie er midt i en krise, da ægteskabet er gået i stå skal de skilles? Hendes mand har en chef der chikanerer personalet, børnene er unge i teenagerkrisen og sådan bliver der ved med at dukke nye personer og ting op.

Der er således mange historier, der skal kædes sammen og fortælleren beretter om dem, efterhånden som han møder dem, men romanen er alligevel komponeret med nogle ubekendte, som man som læser gerne vil have styr på. Desuden er der en fortælling om hans forhold til konen, der har forladt ham. Skal deres forhold genoptages?

Foenkinos spiller med mange bolde og med stor dygtighed, men måske er der nogle bolde, der ikke helt bliver grebet og måske bliver det lidt for smart.

Bedøm det selv, for man kan godt få nogle timers fornøjelser med læsning og nikke genkende til en række situationer, som man selv har oplevet.

Éditeur : GALLIMARD (01/10/2020)

Marie-Hélène Lafon: Histoire du fils

 

Marie-Hélène Lafon: Histoire du fils

Marie-Hélène Lafons nyeste roman blev for nylig kåret til Prix Renaudot 2020, og det er i høj grad fortjent. Tidligere har jeg omtalt flere af hendes bøger (skriv Lafon i søgefeltet th) og en novellesamling der fik en Goncourt-pris for årets novellesamling.

Det er en forfatter som jeg sætter meget højt. Hun skriver meget om forholdene på landet, i Cantal især, og har en evne til at fortælle en historie og skildre mennesker, så man kommer helt tæt på. Hendes sprog er desuden gennemarbejdet og smukt.

I årets roman er det historien om André, der ikke kender sin far og kun sparsomt ser sin mor Gabrielle, der har overladt sønnen til sin søster Hélène og hendes mand Léon. De bor i Figeac og Gabrielle flytter til Paris.

Vi får i starten af bogen at vide, hvordan André er frugten af et forhold mellem Gabrielle og en meget yngre ung mand Paul Lachalme. Hun er sygeplejerske, han er på kostskole på et gymnasium og kommer fra en fin familie. På trods af aldersforskellene finder de sammen, men holder det skjult.

Bogen er ikke kronologisk bygget, men alle kapitler har en dato som titel. De dækker tiden fra 1908 til 2008 og følger tre generationer og to familier. Opbygningen er genial, for vi må efterhånden selv prøve at få stykket historien sammen om sønnen André der ikke har en far. Vi får dog afsløret mere og mere også omkring hvad der skete med Pauls tvillingebror Armand i 1908.

Vi kommer rundt i Frankrig fra Figeac, Aurillac, landbyen Chanterelle i Cantal og endelig til Paris, men skildringen af familien er først og fremmest en historie om livet på landet, i provinsen, i kontrast til storbyen som Gabrielle kommer til at repræsentere i sin gådefulde fremtoning og sit mystiske og skjulte væsen.

For André er det et indre sår, at han ikke ved, hvem der er hans far. Gabrielle fortæller ham det, da André bliver gift med Juliette. Men formår han at give sig til kende over for ham? Det må I selv læse om. 

Det handler på mange måder om at turde se både frem og tilbage. Det kan give sorger at se tilbage, men også en tomhed, hvis man kun projicerer sig fremad. Fortrængninger er ikke altid af det gode. Mesterligt fremstillet i bogen.

Kan stærkt anbefales!

Éditeur : BUCHET-CHASTEL (20/08/2020)

James Noël: Belle merveille

 

James Noël: Belle merveille

Spændende roman fra en haïtiansk forfatter, der normalt er kendt for sine digte. Men her er hans første roman fra 2017.

Udgangspunktet er den frygtelige katastrofe omkring jordskælvet den 12. januar 2010, der krævede 300000 døde og lige så mange sårede samt et land der var totalt smadret mange steder.

Fortælleren Bernard var den eneste overlevende i den gade, hvor han befandt sig på det uheldsvangre tidspunkt for jordskælvet. Han mister enhver fornemmelse og forklaring men reddes af Amore, en ung pige fra en ONG-bevægelse. Hun skaffer ham på et hjem for psykiske lidelser, og der opstår et kærlighedsforhold mellem dem. 

Senere overtaler hun ham til at tage med hende til Italien og i flyet får vi i meget spredt fægtning hans fortrængninger og oplevelser fra jordskælvet og tiden efter.

Roman er en kærlighedshistorie mellem Bernard og Amore, men samtidig en barsk skildring af forholdene omkring jordskælvet og udnyttelsen af de mange midler der blev stillet til rådighed.

Det var alle andre end de trængte folk i Haïti, der nød godt af hjælpen. En barsk historie.

At James Noël er digter kan man se i hans ret usammenhægende og ustrukturerede flash-backs, men det hænger nøje sammen med Bernards sindstilstand.

Der er mange smukke skildringer af kærlighedsforholdet der redder Bernard, og bogen er præget af hans sindstilstand og følelser. Samtidig får vi en slags øjenvidnebeskrivelse af forholdene under og efter jordskælvet, som er uhørt præcise.

Éditeur : ZULMA (24/08/2017)

Un cowboy dans le coton & L'Oreille bouchée

 

Lucky Luke & Les vieux Fourneaux

Der er litteratur, men der er også tegneserier og et par af mine favoritter er lige udkommet med nye albums.

Lucky Luke er efter Morris' død blevet overtaget af Achidé og Jul, og de gør et formidabelt arbejde. De fanger personen Lucky Luke og hans forskellige modspillere som Dalton-brødrene og har også en god ny historie at fortælle hver gang.

Denne gang bliver Lucky Luke sendt ned til de rige sydstatsfolk med deres store palæer og en stor tilbøjelighed til at behandle de farvede som de slaver de var engang. Luke Luke tænker anderledes og vi får en god historie ud af det. 

Daltonbrødrene kommer af en eller anden grund også til sydstaterne og oplever sumpene i Louisiana. Et afsnit som jeg stadigvæk bliver næsten syg af grin af at læse.

Albummet kan absolut anbefales.

Det gælder også Lupanos og Cauuets sjette album i serien om Les Vieux Fourneaux, som godt kan læses som et enkelt hæfte, men som bestemt har bedre af at blive læst som et album i en serie. Der er for mange ting fra de tidligere albums som man skal vide for at få det fulde udbytte.

Historien her foregår ikke så meget i Paris som tidligere, men i Guyana. Det afholder dog ikke forfatterne fra en skarp kritik af forbruger- og det kapitalistiske system. Vi følger vore tre gamle helte i en gennemført og spændende historie, hvor det som i Lucky Luke er ideen at give det tilbage, som man har taget fra de indfødte.

Der er også temaer som økologi, beskyttelse af regnskoven og dens beboere og endelig aldersfascismen, som de tre helte kæmper imod med stort held.

Gode hæfter at læse i juleferien!

Lucky Comics og Dargaud, oktober/november 2020

Camille de Toledo: Thésée, sa nouvelle vie

 

Camille de Toledo: Thésée, sa nouvelle vie

Blandt de fire sidste udvalgte til årets Goncourt-pris og med gode chancer må jeg sige. Denne fortælling er bygget op omkring en form for slægtshistorie, der strækker sig hele vejen gennem det 20. årh.

Fortællingen starter med et chok for hovedpersonen Thésée, der får besked om, at hans bror har hængt sig. Thésée bliver tilkaldt til broderens lejlighed af sin far, der får skåret broderen ned, førend Thésée ankommer. Men billedet af ham hærger både forældrene og Thésée. Moderen dør året efter og faderen lidt senere. Tilbage står Thésée med to børn og et ønske om at slippe væk fra det hele. Han forlader byen i vest og tager til Tyskland til byen i øst.

Han flygter for at glemme, selv sit modersmål. Med sig har han tre papkasser med familiens efterladenskaber af tekster og billeder. I den første lange tid gemmer han dem væk, går til behandlinger af mange slags, men han frigør sig ikke fra det åg, der ligger på ham, for det er et åg han har arvet gennem familien.

Kasserne bliver åbnet og nu får vi historien om en jødisk slægt, der har haft selvmord, forfølgelser, kz-lejre, men også økonomisk succes og et ønske om at være "moderne" og ikke se tilbage. Men det bliver Thésée nu nødt til, hvis han som Theseus skal finde vej ud af labyrinten.

Jeg vil ikke afsløre for meget om indholdet, men blot fortælle, at Thésée mener, at der er tre måder at forholde sig til selvmord: glemme det og flygte fra at tænke på det, anse det for en handling foretaget af et frit menneske og endelig hans nye opfattelse: der ligger i alle menneskers krop en optagelse af familiens traumer, og det kan gå mange generationer tilbage. Da der har været flere selvmord i familien, ligger det som en mulighed, når det bliver for svært at finde ud af labyrinten i overført betydning.

Bogen er skrevet i en afveksling af poesi og prosa, og det giver den en fantastisk fylde og mangfoldighed. Hovedpersonens problemer forstærkes ved gentagelser af spørgsmålet "qui commet le meurtre d'un homme qui se tue ?" 

Men det er ikke kun et spørgsmål om en slægt, det er et generelt forsøg på at give et billede af Europa i nyere tid med to verdenskrige, økonomisk ned- og optider, kapitalisme og økologi, men hos individet er det familie, broderskab, sygdom, traumer, selvmord. Er vi på vej mod at slå os selv ihjel?

Et tung roman for den fortæller måske om nogle sandheder, men ofte forsøger at flygte fra.

Éditeur : VERDIER (20/08/2020)

Maël Renouard: L'Historiographe du royaume

 

Maël Renouard: L'Historiographe du royaume

En meget speciel roman/beretning om en person med tilknytning til sultanens og senere kongens hof i Marokko. Vi følger ham fra tiden med det franske protektorat, Marokkos selvstændighed i 1956 og op til to attentater mod Hassan II i starten af 1970'erne. I en form for efterskrift møder vi ham i Paris i 1999.

Personen, der fortæller er Abderrahmane Eljarib, der trods ringe sociale kår, men via sin store kunnen i skolen kommer til at gå på Collège royal i samme klasse som den senere Hassan II.

Det skulle være en garanti for en senere placering i samfundet, men med Abderrahmanes beretning, kommer vi til at opleve, hvordan det at være i gunst eller ugunst kan betyde meget.

 

I en periode er Abderrahmane således næsten sendt i eksil fjernt fra hoffet, mens han senere får en rolle som kongedømmets historiker, dvs at han skal beskrive kongens gøren og laden  med tryk på det positive.

 

Abderrahmane Eljariber en person der er meget lærd og belæst, har studeret i Paris. Han føler, at hans skal være loyal mod kongen, og det overholder han næsten til punkt og prikke.

Bogen er interessant som en skildring af Marokkos historie, de forskellige grupper og om en konge der på den ene side gerne vil være nytænkende, men som samtidig bærer på en lang tradition, som han ikke vil svigte.

Hassan II er en despot, der er uudgrundelig for alle og som ingen tør sige imod. Han er lunefuld og ubarmhjertig mod sine fjender.

På mange måder interassant læsning, men nok lidt langtrukken trods adskillige gode og velfortalte episoder. Vi kommer ikke specielt tæt på Abderrahmane, men det er måske også hans rolle at være mere eller mindre selvudslettende.

Blandt de fire sidste om årets Goncourty, men ikke min favorit.

Éditeur : GRASSET (02/09/2020)

Hervé Le Tellier: L'Anomalie

 

Hervé Le Tellier: L'Anomalie

Virkelig en helt speciel roman, der fortæller en historie med hjælp fra mange forskellige genrer og med inddragelse af nutidens mest brugte medieformer som talkshows, film, musik etc.

Det hele starter med sætningen: Tuer quelqu’un, ça compte pour rien og fortsætter med at skildre lejemoderen Blakes liv og metoder. Næste kapitel er om forfatteren Victor Miesel, der mangler succes med sine bøger, men pludselig får han skrevet en tekst ned i et stræk og sender til sin forlægger. Derefter begår han selvmord. Der følger flere personer efter, som vi får karakteriseret grundigt. Men hvad har de tilfælles?

De var med et fly til USA, der kom ud i et massivt uvejr, og det kunne være endt som en katastrofe, men flyet kom dog ned. Det skete i marts 2021. Nu er vi i juni 2021, og et fly af samme slags og med de samme personer viser sig pludseligt. Flyet tvinges til en militærbase, og nu giver et forsker- og militærhold sig til at undersøge, hvad der er sket. Hvordan kan det samme menneske, der var i flyet i marts, nu være tilstede som en dublet og genganger i det nye fly. Hvordan kan flyet være identisk med det fly som man har i marts?

Det bliver virkelig til en vanvittig spændende afvikling i resten af bogen, hvor der bliver mulighed for at få afprøvet teorier på konkret materiale. Er det blot at det er en simulation, at vi er en simulation og hvor er Gud i denne sammenhæng? Hvad sker der, da man lader marts-folkene møde juni-folkene? Marts-folkene har levet i en periode hvor de nyligt ankommende ikke har.

Det er en virkelig gennemført bog, hvor vi møder alle slags mennesker, der kan siges at være typiske for store grupper, men også enere som forfatteren. Der er kærlighedshistorier, opgør i parforhold, forskere der er i tvivl, underholdningsindustrien der straks griber lejligheden. 

Hervé Le Tellier, der er matematiker og præsident for Oulipo (L'Ouvroir de littérature potentielle), har virkelig brugt sine talenter til at skabe en matematisk skarp struktur med inddragelse af alle væsentlige områder gennem de sidste 50 år. Samtidig har vi en leg med sproget og en forløsende humor i beskrivelserne, for det fleste ville nok blive bange for pludselig at stå ansigt til ansigt med sig selv, for hvem var man så.

Denne roman der ikke rigtigt kan klassificeres er et oplagt bud på årets Prix Goncourt

Éditeur : GALLIMARD (20/08/2020)

Jean-Pierre Martin: Mes fous

 

Jean-Pierre Martin: Mes fous

Sandor bliver hele tiden kontaktet af mere eller mindre skøre/gale personer, når han går på gaden. Han har efterhånden en lang række faste kontakter, som han kan snakke med om det der trykker dem. Han har en stor evne til at modtage og lytte, men undertiden føler han også, at han selv er en smule gal.

Efter at en række af hans skøre bekendte er skildret i små afsnit, når vi efterhånden frem til, hvad der er Santos' store problem: det er hans datter Constance der lider af en meget alvorlig schizofoniagtig psykisk sygdom. Undertiden er hun rolig og uden problemer, men når hun glemmer at tage sine piller og stikker af fra de psykiske hospitaler, hvor hun ofte er, bliver det helt galt.

Den gode Santos er ellers far til tre sønner, der også er specielle hver især. Han er gift med Ysé, men de er lige blevet skilt, for de kan ikke klare presset fra problemerne med børnene og så samtidig holde et ægteskab gående. Santos holder også op med at arbejde for at prøve at finde et ståsted og for at kæmpe mod en truende depression.

Det er en bog der handler om at finde plads i et regelret samfund, når man nu er lidt anderledes. At søge at blive accepteret, selv om man ikke helt er som de andre.

En modig og følsom roman, hvor man følger Santos i hans enlige kamp.

Romanen var med iblandt de sidste otte bøger til Goncourt 2020, men blev siet fra til sidste runde.

Édition de L'Olivier, august 2020

Irène Frain: Un crime sans importance

 Irène Frain: Un crime sans importance

Dette er ikke en roman, men en beretning, og en meget personlig beretning, der vedrører forfatteren selv, hendes forhold til sin familie, specielt hendes søster, men også en klarlæggelse af et samfund, hvor der er forbrydelser som man ikke regner for noget. For selv om det er gået ud over ubetydelige mennesker, har de en lige så stor sorg, som de store forbrydelser fra avisen. Hadet, følelsen af skyld og fortvivlelsen rammer alle.

Bogen starter med, at vi følger en begravelse for en 79-årig kvinde, der boede ca 25 km fra Paris i et lidt afsides beliggende hus. Hun er blevet overfaldet på bestialsk facon og har været i koma 7 dage, førend hun døde. Stemningen er trykkende og en dame skiller sig lidt ud fra de andre, hører hun til eller ej. Den afdødes sønner kontakter hende og lover at de skal ses senere.

Først efter begravelsen afslører Irène Frain, at hun er den fremmede dame, og at den myrdede er hendes ældste søster. Familien har hun i øvrigt ikke haft meget med at gøre, og hun er først blevet underretter efter søsterens død.

Bogen beskriver nu hendes forsøg på at få en forklaring, politiet har efter 14 måneder endnu ikke afleveret den endelige rapport, og retsvæsenet vil ikke tage tråden op. Men efter de 14 måneder i venten og mødt af en mur af tavshed begyndes Irène Frain at skrive den bog, som vi nu læser.

Det er en meget nøgtern beretning med alle de få facts som hun kan opspore. Hun beskriver også sine egne stemningsskift og langsomt får vi at vide, hvor hun ikke har besøgt sin søster i mange år, selv om søsteren var hendes store forbillede som barn.

Det er mageløst godt skrevet, det er vedrørende for det kan ramme enhver og det er en skarp pegefinger rettet mod politi og retsvæsen.

Bogen er stadigvæk med i Goncourt-løbet. Måske bliver det denne bog? Det vil ikke være uventet.

Éditeur : SEUIL (20/08/2020)

Djaïla Amadou Amal: Les Impatientes

 Djaïla Amadou Amal: Les Impatientes

Bogen har fået en pris i 2019 og er indstillet i anden selektion til Prix Goncourt.

Bogen foregår i Cameroun i nogle velstillede familier der lever i polygami. Gennem skildringen af tre kvinders skæbne bliver vi vidner til et samfund, hvor mændene bestemmer alt. De kan have op til 4 koner, der ofte er hinandens fjender. Kvinderne lever ret isoleret indenfor mandens ejendom, og deres pligter består i at få børn, passe dem og i øvrigt stå til rådighed for manden.

Men det er ikke det eneste problem, for pigerne bestemmer ikke selv, hvem de skal giftes med og ofte bliver de bortgiftet i en ung alder, som i bogen her er 13 år.

Ramla og Hindou er halvsøstre. Ramla er meget intellektuel og er ved at tage en eksamen, så hun kan komme videre på universitetet. Hindou er kun et barn og er knyttet til sin mor. De bliver gift samme dag under stor gråd og ønsket om at slippe. Men deres bønner hjælper dem ikke, og deres fremtid er bestemt.

Hindou bliver gift med en ung fætter, der er på stoffer og undertiden ret så voldelig, for det er mandens opgave at opdrage kvinden. Hendes skæbne bliver barsk, for den slags holder man indenfor murene.

Ramla klarer sig lidt bedre i forholdet til en ældre mand, men bliver offer for hans første kones jalousi. Her får vi præsenteret alskens troldekunstner og råd fra diverse heksedoktorer. Skal det mon lykkes for førstehustruen at få Ramla ud af huset igen?

Læs selv om disse grufulde forhold for kvinder i et samfund, der hylder gamle traditioner med en streng religion og ingen agtelse for kvinden. At kvinderne så også tvinges til at bekæmpe hinanden, er en anden vinkel på undertrykkelsen.

Bogen skulle bygge på konkrete kilder og er skrevet i et meget direkte sprog, hvor der ikke skjules noget. Men vejen til ligestilling synes at være uendelig lang.

Kan anbefales.

Éditeur : COLLAS (04/09/2020)