Samuel Benchetrit: Chroniques de l'asphalte

 Samuel Benchetrit: Chroniques de l'asphalte 

Endelig en fortsættelse af Benchetrits vidunderlige serie om livet i forstæderne i 80'erne. Vi har ventet på den i 12 år, så glæden ved at læse den er stor, og jeg kan straks sige, at den er på højde med de foregående tre bind om ikke bedre.

Gennem krønikerne følger vi de unge Karim, Daniel, Dédé, Samuel og de andre i den forstad i Champigny-sur-Marne, hvor Samuel voksede op. Vi får nogle fantastisk velfortalte historier om vennernes oplevelser f.eks.  ved opførelsen af ​​et moderne firetimerlangt danseshow som skolen har indlagt dem til, ved optagelsen af ​​Daniel Balavoines "Aziza"-klip hvor en fra forstaden får en rolle, ved Smaïns første one-man show...

En forsøger at lære et digt af Verlaine udenad takket være en speciel metode; en anden forsøger ved at lægge sin smag om at forføre en pige, der kun kan lide sangeren fra U2 Bono; én der er ender forsøger at se Canal+ uden en dekoder; en anden der bliver Rasta efter at have været en Skinhead... En meget farverig flokke unge.

Der er simpelt hen så mange sjove beskrivelser, og man morer sig vældigt ved læsningen af disse bittersøde erindringer fra en periode, hvor de unge nok var bundet til stedet, men deres fantasi og evne til at spille og efterligne de ting de ser på TV er fantastisk. Legepladser var der ikke men så kunne man jo snige sig ind til forhandleren af skrotbiler og fantasere sig til at være en helt i en kasseret bil.

Der er dog også en anden side af livet i forstæderne der skildres: mændenes hang til at slå koner og børn, brugen og salget af narkotika, alkoholisme, fattigdom, ensomhed etc.

Hvor er det dog en velskrevet, morsom, alvorlig og virkelig roman, der kan minde om Le Petit Nicolas, men her omsat til virkelige oplevelser og formuleret med stil og opfindsomhed uden lige.

Har du læst de tre første ved du godt hvad du skal læse, og har du ikke læst dem, kan du godt starte her.

GRASSET (05/04/2023)

Philippe Djian: Sans compter

 Philippe Djian: Sans compter

Har siden 37.2 le matin læst mange af Djians romaner, oftest med en positiv oplevelse, så jeg måtte lige have fat på hans seneste værk, der udkom for nylig. Der er en god blanding af nogle karakter-studier, en krimi og spillet mellem mænd og kvinder.

Nathan, fortælleren, journalist på l'Eveil, bor sammen med sin kone Sylvia og sin svigermor Gaby, avisens hovedaktionær og enke efter dens grundlægger. En magtfuld finanskoncern søger at erhverve jord til at bygge en forlystelsespark, et stykke jord der er ejet af Gaby. 

Hun nægter at sælge jorden, der kan bringe en formue til familien. Dette irriterer Richard Brunevigne, den lokale deputerede, der er med i koncernen, og han forsøger at få avisen til at gå konkurs som en slags hævn.

Denne historie bygges der videre på i bogen, men der er også en anden historie, der drejer sig om Nathan og de to kvinder i huset. Nathan har været udsat for en bilulykke, der har gjort ham impotent, så sex har han forsøgt at lægge til side. Han er dog tiltrukket af Gaby, der er en fremragende digter, men hun pirrer ham også. Denne historie udvikler sig ligeledes kombineret med to andre kvinders interesse for ham!

Detr handler også om Nathan og hans opfattelse af tilværelsen, hans egen såvel som samfundets. Der er adskillige skarpe vinkler her. Man ved aldrig om Nathan fortæller os alt eller om han fortier noget, på den måde er det som mange andre ting i bogen et opklaringsarbejde at læse hans beretning.

Som mange andre af Djians bøger er der lidt af hvert, men det er smukt sat sammen her. Som noget nyt: megen humor, en refleksion over alderdom, maskulinitet og arbejdslivet.

En god bog, kan anbefales

FLAMMARION (22/02/2023)

Françoise Bourdon: Le jardin des cyprès

 Françoise Bourdon: Le jardin des cyprès

Ni historier om kvinder, om modstandskraft, under Provences himmel...

I skyggen af rækken af ​​cypresser møder vi Isaure, Nathalie, Suzanne, Amandine, Natacha... Nogle har deres liv foran sig, andre har allerede levet meget. 

Alle søger mening i deres eksistens. Uanset om de kommer fra Congo, Île-de-France, Jura, har de nu valgt at bo i Provence. Ni kvinder, som finder fred i skyggen af ​​cypresserne i Provence efter dramaer i deres liv. De bliver nødt til at leve med deres hemmeligheder, indtil livet blotlægger deres hukommelse.

Vil folk omkring dem forstå deres valg? Historier om nye møder, med deres hukommelse opfrisket, deres accept af tiden, afsløringen af ​​en familiehemmelighed, søger de at hente den nødvendige styrke fra deres rødder til at genopbygge sig selv.

Bogen emmer af Provence og de enkelte noveller er alligevel personlige oplevelser. Måske lidt for melankolsk, måske lidt for konstrueret i nogle tilfælde.

PRESSES DE LA CITÉ (12/05/2022)

Tal Men Sophie: La promesse d'une île

 Tal Men Sophie: La promesse d'une île

Sophie Tal Men har altid betaget mig meget, da hun formår at give et sandt billede af Bretagne og dets befolkning gennem sine romaner, hvor personer ofte går igen, og hvor det er hospitals- og lægeverdenen der er udgangspunktet.

Sophie Tal Mens romaner ses ofte som feel-good-romaner. Men Sophie tager også fat på svære emner, temmelig komplicerede at fremmane, at afklare, at mestre, såsom sygdom, ensomhed, alkoholisme eller endda medicinske ørkener. Sophie dissekerer de forskellige temaer gennem komplekse, hemmelige og rørende karakterer.

I denne roman der for det meste foregår på øen Groix der med færge ligger ca tre kvarter fra havnen syd for Lorient. 

Bogens hovedperson Alexis, en ung akutlæge, der er totalt knust og traumatiseret af adskillige humanitære missioner, beslutter sig for at lægge sine kufferter fra sig for at hjælpe i et par uger. Alexis skal afløse Yann, øens praktiserende læge, som skal have en hofteoperation. Deres samarbejde er ikke så nemt, da Yann er en gammel stædig læge, der har lidt svært ved at finde sig tilrette med nye ting.

Men Alexis opdager øens vilde natur, dens charme, skønheden i landskaberne, men også indbyggerne: Olivia den mystiske kvinde og hendes yndige datter Rose, spasmageren Jo, der er en excentrisk person der hjælper i lægeklinikken og mange andre.

En god og velskrevet roman som de fleste af hendes tidligere bøger (se mine omtaler).

ALBIN MICHEL (01/03/2023)

13 à table

 13 à table

Som sædvanlig har jeg anskaffet mig "13 à table", for det første fordi det oftest er god litteratur for det andet fordi det går til et godt formål. 1 livre= 4 repas.

Der er ti forfattere bl.a. Françoise Bourdin, Karine Giebel, Agnès Martin-Lugand og Mbougar Sarr (Goncourt-vinderen 2021).

Opaven i år var at skrive om temaet "La planète et moi" og der er mange gode forslag til temaet blandt teksterne. Man har endda fået Thomas Pesquet (fransk astronaut) til at skrive lidt om sine oplevelser.

Bourdin skriver om økologi i form af en lille historie om et ældre ægtepar, hvor manden ikke orker ar luge mere. Hvad skal man så gribe til?

François d'Epenoux skriver om et interview med Donald Trump i forbindelse med hans valgkamp til næste præsidentvalg. Den er vældig godt skrevet og meget morsom. Det er nok samlingens bedste.

Karine Giebel er dog også stærk i sin beretning om de indfødte i Amazon der ser deres skove blive ryddet.

Ja, der er 10 forskellige indgangsvinkler i bogen, som alle bør anskaffe sig, for vi har vel alle vores lille planet samt den store som vi skal passe på.

Les restaurants du coeur

Pocket november 2022

Halimata Fofana: À l'ombre de la cité Rimbaud

 Halimata Fofana: À l'ombre de la cité Rimbaud

En meget stærk roman der behandler tidligere tiders tabu-omne: omskæringen af piger. Nu bliver der for alvor åbnet for en forståelse og fordømmelse af denne barbariske skik.

Maya er den ældste af syv børn og bor med sin familie i en lille lejlighed i en HLM, cité Rimbaud. Hendes far og mor, der kommer fra Mali, har til hensigt at respektere traditioner. En kvinde er skabt til at tjene mænd, og der er ikke noget at diskutere. hvis ja, bliver det til tørre tærsk.

Hendes forældre er af malisk oprindelse, analfabeter og meget knyttet til deres rødder. Faderen er opvasker og moderen er husmor. Børnene følger efter hinanden, moderen er udmattet og ikke særlig tilgængelig. Men frem for alt er forældrene meget knyttet til Malis uddannelsesmodel, og for dem er det vigtigt at gøre piger til gode koner og gode mødre, som vil tjene deres mænd. Slag regner ned, forbud er talrige, selv i børnehavealderen er der ikke tale om, at små piger leger med drenge. 

Maya er meget knyttet til Machèle, hendes to år yngre søster, men har hun ringe forbindelse med sine andre brødre og søstre. Piger og drenge er opdraget forskelligt, piger har kun lektier og skal deltage meget aktivt i plejen af ​​husholdningen og de små, mens drenge allerede har mange rettigheder fra en tidlig alder.

I en alder af seks år oplever Maya sit største traume, under en ferie i Mali bliver hun omskåret. Hun forstår hurtigt, at det er hendes forældres vilje, og at hun må dæmpe sin smerte.

Bogen der er præget af forfatterens eget liv, viser Mayas kamp for at få forældrene og især moderen ud af den hovedsløse fortsættelse af gamle traditioner. Søsteren Machèle gør virkelig oprør mod forældrenes normer, får en kæreste og søger at finde sig selv. Sammen med Maya forsøger de som voksne at bekæmpe deres traumer og komme videre. Med deres oprør håber de at mindske antallet af de piger som kommer ud for det.

En stærk bog der er skrevet ikke i had til forældrene, men for at vise at man skal hjælpe dem med at komme videre og især kvinderne skal stå sammen i kampen.

LES EDITIONS DU ROCHER (24/08/2022)

Erich Maria Remarque: À l'ouest rien de nouveau

 

Erich Maria Remarque: À l'ouest rien de nouveau

Det er en bog der snart kan fejre sit 100-års jubilæum, da den blev udgivet i 1928, senere forbudt og brændt i 1933, men hvor er den dog aktuel, når man læser den i dag.

Min interesse blev vakt ved forordet af Patrick Modiano, der ganske rigtigt skriver: "Et af litteraturens privilegier er netop at bryde tavsheden, at sprænge skallen af ​​konformisme, ideologier og politiske løgne, at sige "jeg", i navnet på dem, der ikke har kunnet tale, eller som ingen ville høre"-

I bogen følger vi en af ​​disse unge tyske soldater, der ligesom forfatteren oplevede den store krigs prøvelser. Ikke mere forherligelse af krigen og våbnene, men dødens allestedsnærværelse og billedet af Apokalypsen. Skrevet i nutid, med en nøgternhed, der understreger frontens daglige rædsel og livet i skyttegravene, udfordrer denne roman os fra helvedes dyb, i den mest hjerteskærende intimitet.

Efter at have læst mange franske sodaters beretninger kan jeg kun sige, at der var ikke meget forskel på de to fronter. Soldater bliver gjort til slaver og dyr som de enevældige generaler flytter rundt på som skakbrikker. Der er millionvis af faldne, men tale fred er der ikke tale om. Antallet af unge der aldrig kom til at opleve en ungdom og som mister enhver tro på noget som helst er forfærdende.

En bog man bør læse!

Hervé Le Tellier: Assez parlé d'amour

 Hervé Le Tellier: Assez parlé d'amour

En roman af Hervé Le Tellier fra 2009 der bestemt er værd at læse selv om den ikke helt holder hans nuværende niveau. Den virker som et lille spil med faste karakterer, der skifter plads eller bliver på det oprindelige punkt.

Anna og Louise kunne være søstre, men kender ikke hinanden. De er gift, mødre, lykkelige. Næsten samme dag møder psykiateren Anna tilfældigt Yves, forfatteren, Louise, advokaten, møder også tilfældigt Annas psykolog, Thomas. De er i fyrrerne måske ved et vendepunkt i deres liv, da de pludselig bliver ramt af Amors pil. Men når man måske troede, at skæbnen var skrevet for evigt, betales lyst og frihed dyrt og kontant.

Historien er opdelt i meget korte kapitler, som hver især er helliget en eller to personer, og danner en sammenhængende helhed.

Formen er ret original: Hervé le Tellier vover at bruge overstregede sætninger, en udgave over flere spalter, endeløse fodnoter, gengivelser af dokumenter mv.

Han blander digte, en indkøbsseddel, en advokattale, en konference, en improvisation over et tema, en erindringsliste, en bog i bogen... og formår på en usædvanlig måde at lede læseren et godt stykke vej i denne lidt banale historie.

Et spil med ord, stemninger og former, der kan være sjov at læse.

J.-C. LATTÈS (26/08/2009)

Anne-Gaëlle Huon: Les Demoiselles

 Anne-Gaëlle Huon: Les Demoiselles

Helt enig i bedømmelsen "Absolument formidable", for det er en god og spændende bog med en fortælling om kvinders forhold i starten af forrige århundrede.

Rosa er en ung pige der i 1923 med sin søster Alma rejser fra Fago i Spanien til Frankrig.

Les Hirondelles er, hvad man kalder disse kvinder, der krydser grænsen i efteråret for at vende tilbage til foråret og risikerer døden på de stejle stier i Pyrenæerne.

Som de fleste tager Rosa og Alma turen for at forsøge at tjene nogle penge og dermed kunne tage sig af deres syge mor. Disse penge skal de tjene ved at arbejde som syersker på en espadrillefabrik i Baskerlandet.

For Rosa indebærer det et møde med frie, dannede og finurlige kvinder: "les Demoiselles.

De kommer til at markere hendes liv og ledsage hende i denne tid, hvor kvinder skulle kæmpe for at finde en plads på lige fod med mændene, men hvor alt også var muligt, og møder altid var fulde af løfter.

Vi følger Rosa igennem alle hendes mange både gode og dårlige oplevelselser og frigørelse, der fortælles som en slags erindringsbog. Der er virkelig kommet en meget spændende, oplysende og fantastisk historie ud af det.

Kan absolut anbefales!

LE LIVRE DE POCHE (03/03/2021)

Brigitte Giraud: L'amour est très surestimé

 Brigitte Giraud: L'amour est très surestimé

I 2022 fik Brigitte Giraud den store Goncourt, men allerede i 2007 fik hun en pris for en novellesamling, som jeg fik lyst til at læse. 

Det er nok en lidt speciel titel, men læsningen af de 11 stemmer, der fortæller om kærlighed og kærlighedens ophør, er en god oplevelse. Det er helt almindelige forhold, hvor folk bliver trætte af hinanden og dagligdagens krav og rutiner.

Men hvordan siger man det til sin partner, hvordan fortæller man børnene det, hvordan kommer man videre og hvad sker der med en når partneren dør?

Brigitte Giraud har et præcist sprog til at beskrive forholdene med. Det er ikke for følelsesladede beskrivelse, for følelserne gemmer sig under overfladen. En virkelig analyse og fremstilling af de situationer, som vi alle oplever en eller flere af i vores liv.

Især afsnittet om les veuves (enkerne) er i topklasse.

En bog der børe læses.

STOCK (21/03/2007)

 

Antoine Wauters: Le musée des contradictions

 

Antoine Wauters: Le musée des contradictions

Denne novellesamling blev i 2022 valgt til årets Goncourt for novelle, og det er sandelig også en meget speciel form for noveller vi bliver præsenteret for.

På 107 sider og 12 noveller fortæller Antoine Wauters, hvad der ligner 12 manifester, 12 oprørske diatriber, der opfordrer til oprør mod vores nuværende samfund, eller hvad det vil være i en alt for nær fremtid.

Alle har et forskelligt tema, den anden novelle fortæller om en gammel mands flugt, han kan ikke længere fordrage plejehjemmet, og lidt efter lidt skriver han en vidunderlig kærlighedserklæring til sin døde kone. 

Der er novellen med de unge, der har badeforbud, børn der bliver slået, bekymrede mødre, landbørn, marginaliserede, mobbede koner, alle dem, der ikke længere tror på dette samfund, som ikke lytter til dem, som fratager dem deres frihed. Alle råber deres vrede mod en person, dommer, præsident, forælder eller nabo.

Hver novelle fortæller en ny historie, hvert liv består nogle gange af mørke, rutine, men også spørgsmål, udfordringer og mange "modsigelser".

Antoine Wauters stil er meget fyldt med både vrede og poesi. Han overgiver ordet til sine personer og lader deres råb få ekstra kraft.

EDITIONS DU SOUS-SOL (04/03/2022)

J.M.G. Le Clézio: Avers

 J.M.G. Le Clézio: Avers

Otte noveller skrevet gennem årene, otte karakterer på jagt efter deres identitet (inklusiv et overvågningskamera i Paris).

 

Fællespunktet for alle disse historier er, at uønskede personer overlever i et moderne samfund, der ikke ønsker dem og dømmer dem til glemsel eller fysisk forsvinden. De beskedne helte i disse historier har ungdommen, smag for eventyr, latter og poesi på deres side. Vil de overleve i vores verden af ​​barske love, profitjagt og kantede og utilgængelige modernitet?

Det er med en følelse af ubehag, medskyld og en ubevidst følelse af mangel på indsats at man sidder efter at have læst novellerne. Hvad er det for en verden vi lever i? Hvorfor gør vi ikke oprør mod de forhold som nogle arbejder og lever i? Hvorfor er de magtfulde så følelseskolde?

Nogle af novellerne er skrevet for tyve eller tredive år siden, andre er nutidige, men uanset hvad så finder vi altid de uønskede fra alle tider og fra alle lande. Novellerne spreder sig over det meste af verden fra Paris til Ile Maurice og Amazon-skovene. Lidt specielt med et overvågningskamera der fortæller en historie, men også en usædvanlig ubehagelig slutning om indianerne der jages bort fra deres skove. De små "rotter" der benytter sig af kloakkerne for at tage en dag til USA er bestemt også værd at læse.

Le Clézio skriver som sædvanlig med sit melodiøse og undertiden poetiske sprog, og man betages gang på gang af hans præcise, men også usædvanlige måde at beskrive personer og omverden på. Emnerne er dystre, men forfatterens måde at skildre dem på er enestående.

GALLIMARD (02/02/2023)

 

 

Astérix: L'Empire du Milieu

 Astérix: L'Empire du Milieu

I anledning af Guillaume Canets nye film over en Astérix-historie er der blevet udgivet et album, der dels ligner de gamle albums dels er en slags resume af filmen.

Olivier Gay står for teksten efter filmens historie og Fabrice Tarrin står for tegningerne.

Bortset fra at historien udspilles i Kina har vi de sædvanlige ingredienser med kampen mod overmagten i Kina, der får hjælp af Julius Cæsar, vores helte der bliver lidt forelskede og nogle gevaldige slåskampe. 

Der er knapt så mange ordspil og sjove navne, men det skyldes selvfølgelig, at historien fortælles med store tegninger og ikke de sædvanlige små billeder.

Ikke specielt god historie, men der er da sikkert meget, der gør sig godt på film, så den må man jo hellere se ved lejlighed. Det er foreløbig blevet en stor publikumssucces i Frankrig.

Les Éditions Albert René, februar 2023

Laure de Rivières: La Belle Famille

Laure de Rivières: La Belle Famille

Skrevet af en debutant romanforfatter der viser at hun har håndværket og også en god historie der i følge forfatteren bygger på delvise faktiske begivenheder og personer.

Dette er historien om Manon, en ung 20-årig babysitter, hvis liv der bliver vendt fuldstændig op og ned på en aften i november 2002, da hun svarer på en annonce fra Leprince-familien med deres fem børn.

En normal familie ved første blik. Faderen, Thierry katolsk fundamentalist og fra en borgerlig familie med en masse charme. Han indser hurtigt, at denne unge kvinde med gylden hud bliver væsentlig for ham. Men hurtigt ser vi hans ustadige karakter.

Manon lærer de 5 børn at kende, og som hun næsten øjeblikkeligt bliver knyttet til, og hun bringer fornyelse og glæde midt i det kaos, hun ser efter moderens pludselige død.

Manon, betaget af denne mand Thierry, bukker under for hans charmerende væsen og som blot 20 årig påtager hun sig rollen som mor og fuldstændig hengiven følgesvend.

Desværre er der kærlighedshistorier, der ikke altid dufter af roser, og det vil denne unge kvinde hurtigt forstå og det sker på hendes egen bekostning. Jeg overlader til jer at følge hendes historie i denne "smukke" familie.

Der er en god karikatur af ​​den borgerlige familie med Thierrys mor, denne fuldstændig afskyelige kvinde, i spidsen. Religion er også afbildet i en mere arkaisk version. Men vi finder også positive mennesker og en ungdom der er på vej mod den rigtige voksenverden.

Laure de Rivières fortæller i små kapitler via de forskellige personer og kun i starten brydes kronologien. Flot arbejde!

FLAMMARION (04/05/2022)

Philippe Claudel: Crépuscule

 Philippe Claudel: Crépuscule

Ny roman af Philippe Claudel der hører til mine favoritforfattere. Det nye værk minder en del om tidligere værker som f.eks. Le rapport de Brodeck. Det er en mørk og dyster bog, der måske skal læses som menneskets vej til natten/døden.

Handlingen foregår omkring 1910 i en lille by langt ude på landet. Det er i Kejserriget (Østrig-Ungarn ?) og alt styres oppefra.

Der er en enkelt politimand Nourio med en hjælper. Han har nogle voldsomme seksuelle drifter og har fem børn der nærmest er kommet til verden med en hvert år. Konen er ved at opgive alt, for hun skal blot stå model til hans lyster. 

Men en dag bliver præsten fundet død. Hans hoved knust af en sten. Hvad er det for en forbrydelse? Hvem kunne bebrejde denne præst i et land, hvor kristne og muslimer altid har levet i harmoni? Hvad skal man gøre, hvem man skal anklage, og hvem skal hindre at dette mord vil føre til kriminelle handlinger og grusomheder mellem naboer? Det er lige noget for Nourio, fordi  « c’était fabuleux pour lui d’avoir une pareille affaire, dans ce lieu abandonné de toute fantaisie, de tout grain de sable, roulé dans l’ordinaire des jours ».

Nourio har en hjælper Baraj, der måske ikke er særlig klog og meget fåmælt, men han er et ærligt menneske. Et andet godt menneske er pigen Lemia (12 år) der fandt præsten. Hun tænder politimanden, men søger hjælp hos Baraj.

Selv om forholdet mellem de to religioner altid har været godt, rettes befolkningens had mod denne lille gruppe og så kører historien.

Nourio er en sammensat person: en figur af stabilitet og stringens, men også tvetydig og mindre pålidelig, når man opdager de dæmoner, der besætter ham. Han er også karriereorienteret og klar til at sælge sin sjæl for en forfremmelse. På et tidspunkt opdager han til sin forbløffelse, at han selv kun er en marionetdukke styret af de notabiliteter, han troede at være en del af.

Der er mange flere temaer i bogen, men det afgørende må være at det er en fortælling om vores nyere historie. Vi er vidne til skabelsen af ​​sandhed, officiel eller effektiv sandhed, som det kaldes i romanen, det der passer til en større verden og først og fremmest til magthaverne. De magthavere som former historien til deres fordel, og ved sin tavshed udvisker massakrerne på minoritetssamfund, der ofte bliver brugt som syndebukke.

Philippe Claudel har et sprogligt udtryk og en ordrigdom, der kan få en til at bryde ud i jubel. Denne lidt kriminalagtige roman med vægten på samtidige problemer og opfattelsen/oplevelsen af liv og død, hvor vi alle på et tidspunkt når til skumringen, er en meget vægtig bog.

STOCK (04/01/2023)

Marie-Hélène Lafon: Sources

 Marie-Hélène Lafon: Sources

En ny lille roman fra Marie-Hélène Lafon, men trods de få sider er det en roman, der er mættet til bristepunkten Intet overflødigt.

Hun skriver præcist og enkelt, det går lige til sagen, uden viklinger eller dikkedarer, som hendes fødeegn le Cantal. Man mærker jorden, bitter og frugtbar på samme tid, oprigtig og hård, uden patos eller storslået tale.

Bogen falder i tre dele med hvert sit årstal: 1967, 1974 og 2021 og fortæller om et forlist ægteskab og tre børn, der søger deres ophav eller rettere kilder, forstået på flere plan.

1967 er året hvor kvinden er 30 år, hun har tre børn født med ca et års mellemrum med tre kejsersnit. Hun er på mange måder slidt op, har taget meget på og kan slet ikke se sig selv mere som den unge pige hun va,r da ægteskabet blev indgået. De har en pæn stor gård, men pligterne er for mange med tre små børn og en ægtemand der er voldelig, modbydelig og diktatorisk. Hun må finde ud af at komme ud af det. Men hvordan?

1974 er året hvor vi hører ægtemandens oplevelser. Han betaler for de to døtres studier, passer gården, men har svært ved at lægge fortiden bag sig. Har svært ved at se sig selv i øjnene.

2021. En af døtrene er på gården, der nu skal sælges, da faderen er død. Hvorfor er hun vendt tilbage og hvordan former fremtiden sig?

Det er en vidunderlig lille bog, der fortæller om nogle almindelige skæbner, der lever i en barsk, men også skøn natur. De har arvet familiens mønstre fra for længe siden, men nu er tiden kommet til at bryde det op.

Marie-Hélène Lafons måde at fortælle om disse skæbner er fantastisk, og denne roman giver os et nyt kapitel i et fremragende forfatterskab.

Læs hende!

BUCHET-CHASTEL (05/01/2023)

Eddy Mitchell/Ralph Meyer: Des Lilas à Belleville

Eddy Mitchell/Ralph Meyer: Des Lilas à Belleville 

Herlig og smuk bog om Belleville i 50'erne fortalt af Eddy Mitchell (= Claude Moine) og illustreret af Ralph Meyer.

Historien der er taget fra en roman af Eddy Mitchell fortæller om nogle dage i den 14-årige P'tit Claudes liv i Belleville, der i 50'erne var det yderste af Paris' nordøstlige kvarterer. Det grænsede op til de gamle forsvarsværker og et uopdyrket område med en bidonville og diverse grupper, der var forvist selve Paris.

Der er fantastisk mange fine detaljer om livet i Belleville og omegn fortalt i en lille historie om P'tit Claudes famille. Han er den yngste af fire søskende og elsker at læse tegneserier og gå i biografen for at se amerikanske film. En interesse som han deler med sin far. De lever under meget fattige kår, men har alligevel en tilværelse med et indhold.

Han er 14 år og har en voksende interesse for piger, men har aldrig en skilling. Med en kammerat bliver han en dag tilbudt et job for at skaffe sig nogle nemme penge. Vil ikke afsløre hvordan det ender.

Det er et Paris som der ikke er meget tilbage af, men går man en tur i Belleville, kan man stadigvæk mærke ldt af atmosfæren.

DARGAUD (04/11/2022)

Véronique Ovaldé: Fille en colère sur un banc de pierre

 Véronique Ovaldé: Fille en colère sur un banc de pierre

Det er en historie om en familie på en ø ud for Palermo på Sicilien. Fire søstre, født med et regelmæssigt mellemrum på to år, Violetta, Gilda, Aïda og Mimi lever under den barske autoritet af en far, der brænder for opera, og som ikke tolererer den mindste spøg fra sit afkom. 

Aïda, den tredje, har været væk fra sin familie i femten år og bor i Palermo. Et telefonopkald, der informerer hende om at hendes far er død, får hende til at vende tilbage til familiens ø, hvor fortiden og dens hemmeligheder snart vil dukke op igen.

Véronique Ovaldé undersøger gennem historien om en familie, der er ramt af en mystisk tragedie, nøje de forhold, vi har til hinanden, og de uophørlige tilpasninger, som vi skal gøre for at leve vores liv. 

Hun holder os længe hen og afslører heller ikke helt, hvad der er sket, men vi får i hvert fald et scenarie med en hævner der vender tilbage og vender op og ned på mange ting.

Ikke den bedste roman jeg har læst af hende. Den er lidt gentagende og kører i ring for at nærme sig sit mål. Burde være strammet op.

FLAMMARION (04/01/2023)

Pierre Lemaitre: Le silence et la colère

 Pierre Lemaitre: Le silence et la colère

For et års tid siden fik vi første bind af Pierre Lemaitres trilogi om Les Trente Glorieuses, og nu får vi så næste bind i trilogien. Det er stadigvæk med stor begejstring, at vi læser hans bøger.

Familien Pelletier med forældrene Louis og Angèle , der har deres sæbefabrik i Libanon, den ældste søn Jean, der stdig er underkuet i ægteteskabet med Geneviève, Francois der er fremadstormende journalist på Journal du Soir men har problemer med den næsten døve kæreste Nine og endelig pressefotografen Hélène, der går i seng med redaktøren på Journal du Soir. Hun får et job som journalist og skal dække en historie med en landsby der skal vige for en stor dæmning.

Det er Frankrig i 1952 og vi får nogle glimrende skildringer af de sociale forhold, spændingerne mellem tiden før og efter krigen og kvindernes voksende trang til frigørelse. Det bliver alt sammen anskueliggjort gennem hovedpersonerne, hvor Hélène er den frembrusende, selvstændige kvinde, der dog løber ind i problemer, da hun bliver gravid og ønsker en abort. Det er det samme som en forbrydelse. Hendes artikler viser et buldrende samfund, der muligvis har glemt et menneskeligt aspekt og som ikke anser provinsen for noget.

Francois der har svært ved at forstå sin kæreste, hendes kleptomani, trang til at drikke og løgne om sin fortid. Samtidig åbner han for en gammel sag i sit forsøg på at skabe en fri presse. Det involverer også Jean. Han har store problemer med sine ideer om at skabe et stormagasin i  Paris, men viser sig at indholde mere end man umiddelbart skulle tro.

Det er en glimrende roman som man næsten ikke kan slippe, og vi kan kun vente på næste bind for at få lukket nogle af de løse tråde.

CALMANN-LÉVY (10/01/2023)

Yasmina Khader: Ce que le jour doit à la nuit

 Yasmina Khader: Ce que le jour doit à la nuit

Har haft fornøjelsen af endnu en pragtroman af Yasmina Khadra! Han tilbyder os her en stor roman om det koloniale Algeriet (mellem 1936 og 1962) men også tiden efter med de mørke år i 1990'erne - et voldsomt, lidenskabeligt og smertefuldt Algeriet - og kaster nyt lys, i et pragtfuldt sprog og med den generøsitet, som vi kender fra ham, den grusomme forskydning mellem to samfund der er forelsket i samme land.

Det er frem for alt en roman om kærlighed, venskab, at give sit ord, ære, kærlighed til sit land. En roman om kompleksiteten af ​​relationer mellem mennesker fra forskellige kulturer, og hvor alle er knyttet til deres fødested: Algeriet.

Over flere årtier følger vi Younes (omdøbt til Jonas af franskmændene) skæbne, han husker sit Algeriet før krigen, de barske vilkår som han voksede op under, den kærlige onkel der bragte ham op på et andet niveau i samfundet, de trofaste venner, nogle kærlighedsforhold og så alt det der opløste samfundet efter selvstændigheden.

En roman der beskæftiger sig med store eksistentielle spørgsmål men fortalt på en enkel måde, hvor vi gennem de enkelte personers skæbne nærmer os en forståelse af Algeriets problemer og helt universelle sandheder.

En lang beretning om at tage del eller holde sig på sidelinjen, men at træffe et valg slipper man aldrig for.

En stor roman med en stor del af universel visdom.

Bør læses!

POCKET (03/09/2009)