Sorj Chalandon: Enfant de salaud

 Sorj Chalandon: Enfant de salaud

Det foreløbig bedste bud på årets Goncourt 2021, som jeg har læst. En forunderlig blandig af personlige oplevelser i forfatterens liv og en reportage som journalist fra retssagen mod Klaus Barbie i Lyon i maj 1987.

Bogen åbner meget stærkt med en skildring af forfatterens næsten angst for at nærme sig et hjem for børn lidt udenfor Lyon, der i 1944 blev offer for gestapos aktiviteter. Hjemmet var nemlig et gemmested for jødiske børn. Alle børn og seks voksne blev sendt til koncentrationslejre. Kun en overlevede!

Denne skildring åbner i sin rædsel for en historie om fortælleren og hans forholod til sin tyranniske far. Fortælleren er nu 35 år, men har aldrig rigtigt fået svar på hvad faderen lavede under besættelsen. Faderen fortæller gerne vidt og bredt, men fortælleren tør aldrig spørge sin far direkte om det.

Han er uforudsigelig, denne far. Voldelig, finurlig. Nogle siger endda, at han er skør. I lang tid fyldte han sin søn med sine bedrifter som modstandsmand, indtil barnets bedstefar mistede besindelsen. "Un jour, grand-père m’a dit que j’étais un enfant de salaud." "Le salaud, c’est le père qui m’a trahi.". Med denne udmelding fra bedstefaderen kan man godt forstå, at barnet får problemer, men det er først nu, at han begynder at gøre sig klar til en kamp. 

I maj 1987, da retssagen mod den nazistiske forbryder Klaus Barbie åbnede i Lyon, erfarer sønnen, der dækker retssagen som journalist, at hans fars sagsakter ligger i en juridisk afdelingens arkiver i Nordfrankrig. Her får fortælleren lidt mere konkret at vide om faderens liv end de løgne han hidtil har hørt. Faderen har hidtil været i stand til at narre alle, selv sin egen søn, men nu skal han til at forklare sine løgne. Eller hvad?

På samme tid skal Klaus Barbie også forklare sine løgne, der bliver vist tilbage af nogle voldsomme vidnesudsagn, der bestemt ikke dækker over hans sadistiske og uhyrlige væsen.

Barbie bliver nødt til at stå til ansvar for sine forbrydelser. Faderen bliver nødt til at forklare sine løgne og romanen fortæller om disse krige parallelt. Fortalt af en søn og af en journalist.

Det er et mesterværk med dybe rødder i en periode som Frankrig endnu ikke har fået tilstrækkelig selverkendelse om. Hvem var det bl.a. der afslørede børnehjemmet til Gestapo? Hvem var helte og hvem var skurke? Historien om fortællerens far er et glimrende indlæg i den debat.

Éditeur : GRASSET (18/08/2021)

 Christine Angot: Le voyage dans l'Est

En roman, et vidnesbyrd om incest, der udspringer direkte fra forfatterens eget liv, som hun tidligere har skildret i flere af sine romaner.

Christine er tretten år, da hun endelig møder sin far Pierre Angot i Strasbourg. Han arbejder i Europarådet som oversætter på højt niveau (han hævder at tale tredive sprog). Desværre kommer dette møde slet ikke til at blive som hun forestillede sig, da hendes far ikke ser hende som sin datter, men nærmere en slave som han kan udsætte for seksuelle krav, med andre ord incest, for det er hans datter. Denne incest vil fortsætte i lang tid, for Christine, fortvivlet, er ude af stand til at gøre en ende på det. 

Det er en meget stærk bog, som efterlader læseren forbløffet og fortørnet. Christine Angot forklarer med stor klarhed og finesse karakteren af ​​incest, som ikke kun er seksuel, men involverer hele offerets person: « Vous ne vous rendez pas compte, de ce que ça fait d'avoir un père qui refuse que vous soyez sa fille. Pour vous, l'inceste, c'est juste un truc sexuel. Vous ne comprenez pas. Vous ne comprenez pas. » Hvis en far efter 13 år endelig vil se sin datter, er det ikke for at optage hende i sin familien, men for at udnytte, tingsliggøre og underkaste hende.

I bogen graver hun i de grå områder i disse perioder og skildrer sine forskellige reaktioner. Hun undersøger sit traume for at forsøge bedre at forstå reaktioner eller rettere fraværet af reaktion fra dem, der står hende nær, og for at undersøge grundlaget for dette sår så intimt og så dybt. Alt dette fortælles i en meget neutral stil og uden forhåbninger. Der inddrages også en dagbog, som hun ellers har gemt langt væk, for den rummer nogle meget sårbare områder. Hendes eneste umiddelbare reaktion var at tie, at glemme, være ligeglad, skjule sine følelser, kaste sig ud i ligegyldige seksuelle kontakter.

Det, hun oplevede, er ubeskriveligt, og alligevel formår hun endelig at sætte ord på det på en meget mere direkte og eksplicit måde end i sine tidligere bøger. Det er ikke specielt de seksuelle handlinger, der fortælles om, men om arten af ​​det forhold, hun havde til denne mand med utrolig egoisme, der går så langt som at fortælle hende, at hun var heldig at opleve det. Hvis hun begyndte at skrive, var det takket være ham. 

Det er en fascinerende bog, som kan læses på én gang, men det efterlader en med dybt ubehag, især nu hvor mange andre incest-sager og misbrug af børn og unge er kommet frem. Det kan ikke blot afvises, men skal afdækkes og stoppes. Men det synes at være umuligt for offeret at skride til en anmeldelse, så omgivelserne skal være vågne.

Éditeur : FLAMMARION (18/08/2021) 

Astérix et le griffon

 Astérix et le griffon

Endnu et pragtalbum med Jean-Yves Ferri og Didier Conrad på tekst og billede for femte gang.

Vores helte kommer på en ekspedition til det østlige Europa, hvor der er koldt og underligt.

Befolkningen er et matriarkat, hvor kvinderne er krigere og mændene går hjemme i landsbyen.

Astérix, Obélix, Panoramix er blevet tilkaldt af den lokale druide, da romerne truer landet. De vil hente et fabeldyr "le griffon" til Cæsar. I spidsen for ekspeditionen står Terrinconnus, der er geograf og som i øvrigt ligner Houellebeck. Romerne har nemlig taget en af de kvindelige krigere til fange. Hun hedder Kalachnikovna, og navnet siger jo lidt om hende.

Det er en sprudlende fantasi der navngiver personer som Cèkankondine og Fakenius for blot at nævne et par stykker. Bogen er faktisk ret morsom og også lidt anderledes med henvisninger til både covid, Houellebeck, overtro og sjove ordspil og navne.

Skal den ikke finde plads blandt de 38 andre? Min gør i hvert fald!

Udgivet 21. oktober 2021

David Diop: La porte du voyage sans retour

 David Diop: La porte du voyage sans retour

En fantastisk god roman, der i starten lader læseren undre sig lidt over, hvad det her er for noget, for derefter at gribe os i et voldsomt drama med perspektiver til vores nutid til trods for at romanen foregår i 1700- og 1800-tallet.

"La porte du voyage sans retour" er tilnavnet til øen Gorée i Senegal, hvor millioner af afrikanere blev sejlet bort i tiden med sort slavehandel.

Inspireret af  ​​Michel Adanson, fransk naturforsker (1727-1806), skriver David Diop om hans ophold der i tiden omkring 1750. Han var kommet til Senegal for at studere den lokale flora. Som botaniker værner han om drømmen om at etablere et universelt leksikon i et århundrede, hvor oplysningstiden starter. 

Da han hører historien om en ung afrikansk kvinde, der er blevet solgt til slaveri, og som har  formået at flygte og finde tilflugt et sted på grænsen til det senegalesiske land, ændres hans rejse og hans skæbne sig til en søgen efter denne tabte kvinde, der efterlader sig tusind spor og lige så mange legender.

Alt er vellykket i denne roman. Startende med at konfrontere oplysningstidens idealer med slaveriets virkelighed. Trængslerne for den helt unge Adanson i Senegal har minder om Voltaire, især når han siger « il fallait donc que nous continuions à manger du sucre imprégné de leur sang», en klar hentydning til Voltaires Candide. 

Adanson opdager Senegal med alle sanser vakt og uden fordomme. Han anser det for nyttigt at lære Wolof for at kunne tale med lokalbefolkningen, fordi « leur langue est la clef qui m'a permis de comprendre que les Nègres ont cultivé d'autres richesses que celles que nous poursuivons juchés sur nos bateaux ».Han mener, at man skal afskaffe slaveri, idet han forstår, at afrikanernes formodede mindreværd kun er en illusion for at legitimere slavehandlen.

Romanens skildring af forholdet mellem Adanson og negerpigen Maram udvikler sig til et stort dramatisk epos med mindelser om myten om Orfeus og Eurydike i dette samfund, hvor den hvide mand ser sig som erobrer og hvor de indfødte er uden kultur.

Det er en meget stærk skildring og vi kommer dybt ind i negrenes liv og samfund og bliver belært om de værdier de besidder.

Romanen kan stærkt anbefales.

Éditeur : SEUIL (19/08/2021)

 

Dany Laferrière: Sur la route avec Basho

 Dany Laferrière: Sur la route avec Basho

Et nyt tegnet skrevet værk af Dany Laferière, hvor han nu er nået til det tredje. Desværre er formatet noget mindre end ved det sidste og det er lidt ærgerligt, da det er rene kunstværker vi præsenteres for gennem hans tegninger.

Bashô, den japanske munke-digter fra det 18. århundrede, en af forfatterens konstante inspirationer. Basho rejste rundt i Japan og fordybede sig ofte i detaljer.

Fortælleren af ​​denne nye historie rejser verden rundt i dag fra Amerika til Japan, og meget overrasker ham. Hvem ville være mistænksom over for en drømmer? Han drømmer slet ikke. Han beundrer de kvindelige forfattere, han læser, fra Jean Rhys til Zora Neale Hurston. 

Han husker voodoo -guderne. Han føler kærlighed over for en af ​​sine naboer, mens han opholder sig i New York. Stiliserede tegninger løber gennem teksten, som måske er drømmescener hos ​​denne fortæller "i denne ubarmhjertige verden". På rejse i den nutidige verden kan han kun bemærke, at truslen er overalt. 

Han tegner det, han ser, men skriver også ord for eksempel disse: «Black lives matter». «Un nègre est un homme et tout homme est un nègre» siger han i begyndelsen af ​​sin rejse. Så neger er demonstranterne i Hong Kong, som han ser kræve frihed. 

Men hans hensigt er ikke at ændre verden, siger han til os, «simplement d’y vivre». Og så forstår vi, at som Pavese sagde, at leve er et erhverv.

Heldigvis er der litteratur, jazz, elegante kvinder, caféer og blomster. Der er stadig solstråler.

En dejlig bog at have ved hånden og fordybe sig i tekst og tegninger.

Éditeur : GRASSET (13/10/2021)

Jean-Baptiste Del Amo: Le fils de l'homme

 Jean-Baptiste Del Amo: Le fils de l'homme

Romanen blev valgt til årets FNAC 2021. Selv om jeg var med i juryen, fik jeg ikke denne med i de 8 bøger, jeg skulle udtale mig om. Måske godt det samme for jeg er ikke specielt begejret for bogen.

Efter 6-7 års fravær dukker en mand op igen hos sin kone og deres unge søn, der nu er 9 år. Konen er både glad for at få ham hjem igen, men er også lidt bange. Manden tager dem hurtigt med til Les Roches, et gammelt hus isoleret i bjergene, hvor han selv voksede op med en hensynsløs far. Omgivet af vild natur ser mor og søn faderen forlænge sit greb om dem og vedtage mystiske love for deres nye eksistens.

Hjemsøgt af sin fortid, fortæret af jalousi, synker manden langsomt ind i galskab. Naturen vil ham det heller ikke godt, da et mægtigt uvejr ødelægger det mest af det, han har lavet Snart synes enhver tilbagevenden umulig. 

Et af temaerne hos Jean-Baptiste Del Amo er at undersøge temaet om overførsel af vold fra en generation til en anden og om den evige tragedie, der knytter sig mellem fædre og sønner.

Før den nutidige handling begynder, følger vi en lille forhistorisk stamme, der via jagt og fiskeri forsøger at overleve i et koldt og nådesløst klima. Det er det primitive liv, som de tre personer næsten også kommer til at leve i total isolation.

Der er storslåede og minutiøse naturskildringer og forsøg på at forstå og forklare de tre personers reaktioner og deres kamp for at overleve og deres kamp mod de andre, men det lykkes ikke altid.

Lidt blandede følelser omkring denne voldsomme og mørke roman.

Éditeur : GALLIMARD (19/08/2021)

Patrick Modiano: Chevreuse

 Patrick Modiano: Chevreuse

Så kom den nye roman af Patrick Modiano på gaden, og som trofast læser af hans værker, var det med sædvanlig spænding, at jeg begyndte på bogen.

Den kredser om alle de kendte temaer og afslører alligevel lidt mere end tidligere.

Chevreuse fortæller historien om en mand, Jean Bosman, der husker sine minder for halvtreds år siden, da han kom lidt sammen med Camille kendt som "Tête de mort". Han er romanforfatter og har ofte svært ved at skelne mellem virkelig og fantasi.

Patrick Modiano bruger altid den samme proces: minder, mærkelige og luskede karakterer, byen Paris ... og alligevel lykkes det hver gang at lave en anden roman af det.

Måske har Modiano aldrig været så tæt på Proust: ikke for formuleringen, men på denne helt særlige måde at fortælle - for at genopdage - hans tabte tid.

Chevreuse er historien om noget, der allerede er oplevet, transformeret af hukommelsen, og som kan ende på de sidste sider med løftet om et værk, netop det, vi læser.

Der arbejdes med at overlejre de tre faser i et liv: fjern barndom i Jouy-en-Josas (Yvelines) der skjuler en mærkelig hemmelighed; ungdommen i 1960'erne, hvor telefonnumre begyndte at have syv cifre og ikke længere et kvarternavn, så man kunne spore nummeret og endelig nutiden. Bosmans ser ud til at undersøge hele sit liv for at få fantomerne frem og udryddet.

Som sædvanlig er romanens slutning ikke klarere end begyndelsen. Det er en meget god Modiano, som jeg kun kan anbefale.

Éditeur : GALLIMARD (07/10/2021)

Isabelle de Courtivron: L'été où je suis devenue vieille

 

Isabelle de Courtivron: L'été où je suis devenue vieille

Isabelle de Courtivron fortæller om de omvæltninger der pludselig sker for hende den sommer hvor hun bliver 73 år.

Den sommer indså hun, at hun havde mistet fleksibiliteten, og at hun var løbet tør for damp hurtigere. Hans øjenlæge ordinerede grå stær. Hendes krop er slidt. Hun er pensionist, kæmper for at bruge Instagram eller Twitter. Hun overrakes ved hele tiden at se mennesker der er yngre end hende overalt. Hvad sker der med hende? Alder. Hun er blevet gammel.

Med sjælden oprigtighed præget af humor fortæller Isabelle de Courtivron om dette skift, som hun ikke så komme. Hun har altid levet som en fri kvinde og vendt ryggen til det konventionelle liv, der ventede hende. Uafhængig, rejsende, optaget af feminister i 1970'erne, professor i litteratur i USA. Pludselig sker der for første gang noget med hende, som hun ikke selv har valgt. Andres øjne sender hende tilbage til hendes alder.  

Isabelle de Courtivron leverer en intim, usminket historie, der måske især henvender sig til kvinder. Hun sætter spørgsmålstegn ved hvad der sker med kvinder der bliver ældre, i et samfund, hvor uligheder mellem mænd og kvinder udspilles i alle aldre. 

En fase i livet, som der ikke tales eller skrives meget om, så hun åbner nyt land. Det er ærlig snak krydret med beretninger fra hendes liv, men også de besværligheder der plager hende nu og som hun kæmper for at leve med.

Læs bogen før du bliver 73.

Éditeur : L' ICONOCLASTE (26/02/2020)

 

Isabelle Lortholary: Heureuse, ou presque

En lille novellesamling med 23 noveller, der måske nok er mest rettet mod kvinder, men kan alligevel sige noget generelt. Det er meget letlæste noveller med forskellige kvinder i forskellige perioder i deres liv.

Vi ser øjeblikke fra livet, som alle allerede er levet eller helt sikkert vil blive levet, skrevet med lethed og med en vis humor. Så vi møder alle slags kvinder: Moderen, der gerne vil have, at vi ser tilbage på hendes vej og ikke på datterens, pigen, der gerne vil dræbe sin mor, teenageren der misunder en tyveårig, frygten for ikke at elske sit barn, følelsen af ​​at den nyfødte baby er frygtelig grim. 

Det er en beretning om alle disse små øjeblikke, hvor vi levede og troede at være alene om at have gjort dette eller hint, at have følt disse ting; vi opdager derefter, at det ganske enkelt er forskellige passager i livet, som vi indser uden nødvendigvis at være opmærksom på dem.

Lille fornøjelig og velskrevet bog på mange måder.

Éditeur : J'AI LU (03/02/2010)

Philippe Djian: Double Nelson

 Philippe Djian: Double Nelson

En ny roman af Philippe Djian der i sin kendte stil fortæller en historie, der efterhånden bliver ret intens og som har nogle dramatiske omslag.

Det hele starter med en skilsmisse. Luc og Edith har levet et par måneder med intens kærlighed, indtil sidstnævntes erhverv - hun er en del af hærens særlige indsatsstyrker - invaderede deres daglige liv for meget. Men pludselig vender Edith tilbage og beder ham om at skjule hende derhjemme, for hendes mission er mislykket og hun skal arbejde i skjul.  

Luc har som forfatter også problemer med at få skrevet sin nye roman. Hans forlægger kræver hele tiden nye sider, men i den nye udvikling af forholdet kniber det med koncentrationen. Det gør det heller ikke bedre, at hans nye nabo Marc, der har indledt et forhold til Michèle, selv om han hellere ville have sin kone Iris tilbage.

Vi får således flere historier knyttet sammen, men det lykkes for Djian at holde styr på dem og give læseren nogle gys og nogle gode øjeblikke i læsningen.

Ikke den store litteratur, men en god Djian alligevel.

Éditeur : FLAMMARION (25/08/2021)

Anne Berest: La carte postale

 

Anne Berest: La carte postale

Mange bøger har jeg læst om jøderne og jødeforfølgelserne, men denne her nye bog af Anne Berest har på en måde ramt mig hårdt, specielt når vi tænker på alle de former for forfølgelser, vi efterhånden møder overalt, selv i lille fredelioge Danmark.

Fortælleren starter med: "Det var januar 2003. I vores postkasse, blandt de traditionelle lykønskningskort, lå et mærkeligt postkort. Det var ikke underskrevet, forfatteren havde ønsket at forblive anonym.

Opéra Garnier på den ene side og på den anden side fornavnene på min mors bedsteforældre, hendes tante og onkel, der døde i Auschwitz i 1942.

Tyve år senere besluttede jeg at finde ud af, hvem der sendte os dette postkort. Jeg gennemførte undersøgelsen ved hjælp af min mor. Ved at undersøge alle de hypoteser, der var åbne for mig. Ved hjælp af en privatdetektiv, en kriminolog, stillede jeg spørgsmål til indbyggerne i landsbyen, hvor min familie blev anholdt, jeg satte himmel og jord i bevægelse. Og det gav et resultat.

Denne undersøgelse bragte mig hundrede år tilbage. Jeg genopdagede Rabinovich-familiens voldsomme skæbne, deres flugt fra Rusland, deres rejse til Letland og derefter til Palæstina. Og endelig deres ankomst til Paris, med krigen og dens katastrofe.

Jeg forsøgte at forstå, hvordan min bedstemor Myriam var den eneste, der slap for deportering. Og opklare mysterierne, der omgav hendes to bryllupper.  

Denne bog er på samme tid en undersøgelse, romanen om mine forfædre og en indledende søgen efter betydningen af ​​ordet "jøde" i et sekulært liv."

Det er en gennemarbejdet og kommenteret beretning, der afslører de hadefulde sider af mennesker og datidens samfund. Men hadet findes endnu og det er let af finde en syndebuk. Det er gribende, spændende, rørende og afslørende. Hvordan kunne jøderne dog være så naive, at de ikke bare forlod Europa? Var det fordi de i virkeligheden var gode solide borgere, der ikke ville forråde deres land.

Kan stærkt opfordre til at læse denne mursten på 500 sider, der aldrig synes at være for mange.

Éditeur : GRASSET (18/08/2021)

Lolia Hassaine: Soleil amer

 Lolia Hassaine: Soleil amer

En alvorlig roman, der skildrer forholdene for indvandrere fra Algeriet fra 1950'erne til i dag.

I slutningen af ​​1950'erne, i Aurès-regionen i Algeriet, opfostrer Naja sine tre døtre alene siden hendes mand Saïd blev rekrutteret til at arbejde i Frankrig. Et par år senere, efter at være blevet faglært, formår han at bringe sin familie til Paris -regionen. Naja bliver gravid, men deres levevilkår tillader ikke parret at overveje at beholde barnet. Det viser sig endda at være tvillinger. 

De bortadopterer den ene dreng til en af Najas franske veninder og så starter historien om to familier med forskellige vilkår. Får det en indflydelse på tvillingebørnene?

Immigranter fra Algeriet og racismen, de stod over for; vanskeligheden ved at være sig selv for dem, der bliver udlændinge uden for deres land, men som også bliver det i deres oprindelsesland;  kvinders meget vanskelige forhold og traditionens vægt, der tynger dem, men også deres ekstraordinære solidaritet; den desillusion, der tog fat i 1970'erne, i slutningen af ​​efterkrigstiden, med arbejdsløshed og mangel på boliger i billige boliger som baggrund. Det er centrale temaer i bogen.

Soleil amer fortæller alt dette gennem den storslåede historie, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, om Naja, denne algeriske kvinde, der kom i 1960'erne for at slutte sig til sin mand Saïd, en arbejder i bilindustrien. Om hendes tre døtre, Maryam, Sonia og Nour, derefter hendes søn Amir og dennes "fætter" Daniel.

Historien krydser ved successive indslag årene 1960, 1970 og 1980 med sin andel af glæder og grusomme dramaer.

Det er en historie fortalt med nogle eksemplariske personer, men alligevel en generel beskrivelse af nogle forhold, som stadig gør det svært for immigranterne at få den plads, som de fortjener.

Integrationen af ​​befolkninger er det hotte emne; hun behandler det med ægthed og med fakta. Hun forklarer ikke, men viser, at det er afhængigt af historien. Der er intensitet, kultur, sandhed.

En virkelig stærk bog, som bør læses af alle der følger integrationen i Frankrig.

Éditeur : GALLIMARD (19/08/2021)

Renaud Dély: Le grand saut

 Renaud Dély: Le grand saut

Som medlem af Fnacs jury for at finde årets roman fik jeg fem bøger tilsendt. Denne bog der er en krydsning af sportjournalistik og roman med en blanding af faktion og fiktion, blev min favorit.

En fortælling om stangspringeren Pierre Quinon, der vandt guld ved Olympiaden i Los Angeles i 1984, var den første over 6 meter, men som ikke kunne bære berømtheden selv om han ærgerrigt søgte at kæmpe mod sig selv, endte han sit liv ved at springe fra et vindue i 2011.

Mens vi følger Pierre Quinons liv fra hans barndom, møder vi fortælleren der som barn fulgte Pierre Quinon på fjernsynet og så hans triumf. Fortælleren er meget optaget af sport, han føler næsten at han fik medaljen og følger derefter Pierre Quinon som fan. Bedriften får ham til et øjeblik at glemme sin mors åndenød i det næste værelse.

Imidlertid…

På trods af en mørkere ungdom vil barnet bygge sit liv.

To livsbaner, to eksistenser, fortalt med stor indlevelse og forståelse. Viser væsentlige sider af sportens guldside, men også af bagsiderne. Det er dog også bedrifter der kan inspirere andre til at yde noget ekstra for at komme videre fra en bundet og trist skæbne. 

En vigtig bog i diskussionen om sport i vor tid.

Éditeur : J.-C. LATTÈS (18/08/2021)

Frédéric Verger: Sur les toits

 Frédéric Verger: Sur les toits

En storslået roman, der foregår i Marseille i 1942-43.

Helen er en engelsk sangerinde, der optræder i Frankrig uden større succes. Hun har været gift to gange med franskmænd og har to børn: sønnen, der fortæller historien og datteren Liola, der er 6 år.

De bor i et lille rum højt oppe med udsigt over tagene. Helen rammes af en svær sygdom, og da hun skal på hospitalet, er hun bange for, at de to børn skal anbringes. Helen får sønnen til at love at tage sig af sin lillesøster Liola ved at søge tilflugt på taget.

Udstyret med en grammofon, deres mors eneste grammofonplade og deres guldfinke Lélio kommer de nu til at leve et hårdt liv på tagene. De har ingen penge eller mad, så sulten plager dem. Snart kommer de i kontakt med en flok sølle, men afslappede og glade børn, der lever af plyndring og svindel for at overleve og undslippe de razziaer, der er organiseret af La Tuyaudière, kommissær med ansvar for at rense byen for disse elendige. 

Børnene styres af et par lidt ældre unge, George og Maccia, der forsøger at give dem en tålelig tilværelse. Vi følger nu dette eventyrlige liv bestående af mere eller mindre lykkelige møder, tilfældige og skrøbelige mirakler, en verden oplevet med en barnlig uskyld der mødes med livets barskeste sider. Et blomstrende persongalleri der bl.a. består af en tidligere gendarm, en kvindelig teaterleder, en irsk maler etc.

Det er virkelig en eventyrlig læsning, hvor hvert lille kapitel indeholder et lille resume f.eks. "Goethe à Marseille. L'étrange Giorgio. Qui était Mac." Det er samtidig en skildring af tyskernes nedrivning af "Le Panier-kvarteret" ved havnen i Marseille, sønnens forelskelse i pigen Stella, den fortsatte søgen efter moderen etc.

En virkelig smuk og intens roman, der holder fast på sin læser. Kan stækt anbefales.

Cécile Coulon: Seule en sa demeure

 Cécile Coulon: Seule en sa demeure

Med stor fornøjelse har jeg læst de to seneste romaner af Cécile Coulon Une bête au Paradis og Trois saisons d'orage, så det var med stor spænding, at jeg kastede mig over hendes nyeste roman, og jeg blev ikke skuffet. Slet ikke, snarere tværtimod. Hun har igen skrevet en roman om de store kræfter i livet, om mennesket og naturen og om alle de ting der ligger begravet og gemt væk, men som er med til at bestemme livet for mange.

Roman foregår i 1800-tallet, hvor vi følger den uskyldige unge pige Aimée, der er kommet i giftealderen. Hun er blevet opdraget sammen med sin fætter og har ikke haft megen kontakt til andre. En rig mand Candre Marchère gifter sig med hende efter de har lært hinanden at kende lidt, og de bosætter sig i Domaine de la Forêt d'Or. Det er et isoleret liv og hurtigt støder hun på stilheden fra den velhavende godsejer i Jura-bjergene. Tjenestepigen, Henria, har stor mangt, da hun faktisk har opdraget Candre fra han som 6-årig mistede sin mor sammen med sin egen søn Angelin.

Candre har tidligere var gift med Aleth, men hun døde af tuberkulose efter 6 måneder. Aimée forsøger at forstå stedets historie, men finder hurtigt ud af, at man ikke har fortalt hende hele sandheden. Indtil den dag, hvor Emeline, der kommer for at give fløjtetimer, knuser denne lukkede verden.

Når man læser Cécile Coulon, er man ikke i tvivl om, at der er noget der rører på sig under den rolige overflade, og det er også tilfældet i denne bog, hvor familie, lidenskab, kærlighed, natur, dyr, liv og død træder ind og pludselig kommer frem for Aimée. En grusom historie, der alligevel får begravet alle de voldsomme begivenheder igen.

Cécile Coulons forfatterskab er storslået, hendes stil er flydende og fyldt med et overraskende billedsprog. I et poetisk sprog er denne tekst som sædvanlig fremragende skrevet og konstrueret. Hun beskriver skoven for os som en karakter i sig selv, der fører os på afveje og gradvist lader spændingen stige. Vi føres ind i en mystisk verden, hvor de få men meget specielle personer langsomt afdækkes for os. Der er nok at tolke på.

Hvis forbrydelserne er begravet under brombærrankerne, hvis skoven og det uudtalte omslutter huset i sort, tilbyder Cécile Coulon med "Seule en sa demeure" ikke blot en poetisk historie, men en sand spændingsroman.

Bør læses!

Éditeur : L' ICONOCLASTE (19/08/2021)

Amélie Nothomb: Premier Sang

 

Amélie Nothomb: Premier Sang

Startskudet til årets Rentrée Littéraire bliver normalt skudt i gang af en ny roman af Amélie Nothomb, og det er også tilfældet i år, hvor hun udgiver sin roman nummer 30. Romanen er ganske kort, under 100 sider og rummer mange elementer fra hendes fars Patricks liv. Faderen som døde sidste år i marts. På grund af coronaen kunne Amélie Nothomb ikke deltage i begravelsen, og det ramte hende hårdt.

Bogen har en voldsom start idet Patrick fortæller om, at han skal henrettes. Han er kun 24 år og føler, at han aldrig har været tættere på livet. Vi hører ikke mere, men føres firetyve år tilbage. Alene foran sine bødler ser Patrick således sit liv passere foran sig, hvor vi gennem hovedpersonens jeg-fortælling får en beretning om hans opvækst, ungdom og begyndende karriere som diplomat.  

Som ambassadør har han ført lange taler for at få en gruppe gidseltagere til at løslade ham og de tilfangnetagne belgiske folk i det tidligere Belgisk Congo. Her står han over for sin fiasko og over for sin død. Et liv går væk, lavet af glæder og vrede, opdagelser og omvæltninger, forundring og møder omsider med kærligheden.

Patrick var kun få måneder gammel, da hans far dør ved en fejlagtig mineeksplosion. Hans mor tager sig ikke rigtigt af den lille, som hun overlader til sine forældre. De forkæler og beskytter ham så meget, at bedstefaren forlanger, at han skal ud til sin farfar, der bor i Ardennerne. Her kommer mødet med Nothomb-stammen, et arveligt aristokrati, en større flok børn der løber rundt i klude og dør af sult på Château du Pont d'Oye. Patrick oplever en ny side af livet og på trods af hårdheden i disse ophold i sine ferier udvikler det ham positivt.

Der er mange fantastiske passager i Patricks fortælling, der gør læsningen særdeles underholdende, rørende og oplysende om Nothomb-familien. Mange personlige sider som Amélie Nothomb lader Patrick fortælle selv, et vellykket litterært kunststykke.

En roman, der taler om slægtskab og sammenhæng, personers rødder, fravær og søgen efter faderen.

Bestemt en af de bedste romaner fra Amélie Nothombs side.

Éditeur : ALBIN MICHEL (18/08/2021)

Gauz: Debout-payé

 Gauz: Debout-payé

Har tidligere omtalt et par bøger af Gauz, Black Manoo og Paris, lumières étrangères, som begge er et par fantastiske bøger af en usædvanlig og en spændende forfatter, født i Elfenbenskysten. Hans egen historie er så speciel, at den uden tvivl har givet en del stof til hans bøger.

Debout-Payé er hans første roman fra 2014, men selv om den ikke hænger så godt sammen som de nyere værker, er det bestemt en morsom, men også meget kritisk roman om de sortes skæbne i Paris.

Debout-Payé er en roman om ​​tre personer: Ossiri, en ivoriansk studerende, der bliver vagtmand efter at være kommet som "sans-papiers" til Paris i 1990. Han bliver via venner indlogeret på et faldefærdigt hus, der oprindeligt var beregnet for afrikanske studerende.

Det arbejde de kan få er at være vagtmand enten ved butikker og forretninger eller på tomme industriområder. Arbejdet som vagt består jo i at man skal stå op hele dagen og ofte til sent om natten. Der er jo så tid til at betragte kunderne og det kommer der en række sjove sekvenser fra et tøjmagasin ved Bastille og Sephora på Chams-Elysées.

Studerende er der ikke mange tilbage af og huset er efterhånden blevet til en faldefærdig og usund ghetto. Her kommer Ossiri i kontakt med to andre fallerede studenter Ferdinand og Kassoum. Det er de tre personers liv bogen skildrer.

På samme tid, og uden at påstå at skrive immigrationshistorien i de sidste halvtreds år, giver Gauz os bare en kort og til tider bevidst reduceret historie med Ossiri, der forlader Abidjan til Paris som tyveårig, for at flytte væk fra helvede for at finde paradis. En historie om gensidig hjælp, squats og kollegiebyer, dagslange ansættelser og paradoksalt usikre permanente kontrakter, om muligheden for at finde integration, den eneste mulighed, man endelig ser for at komme ud af en verden af ​​gribbe, der lever af menneskers elendighed.

Dette er en politisk historie om en immigrant og hans syn på Frankrig. En satire med en social indignation og et skarpt blik på det overdrevne i den samtidige kommercielle verden.

Éditeur : NOUVEL ATTILA (28/08/2014)

Michel Onfray: L'art d'être Français

 Michel Onfray: L'art d'être Français

En lidt tung sag at læse for det drejer sig om filosofi, men det er skrevet som en introduktion i 12 breve om diverse emner til nutidens unge i en modstandsmanual til nye generationer.

Hvad skal man sige til unge på tyve i denne efterladte verden? Civilisationen bryder sammen, værdierne vendes, kulturen reduceres, bøger tæller mindre end skærme, skolen lærer ikke længere at tænke, men adlyder politisk korrekthed, familien eksploderer og bliver sammensat af egoister og narcissister der kræver deres rettigheder.

Nye pejlemærker dukker op, der modsiger de gamle: Racisme vender tilbage i en ny form for racisme, fallokrati under påskud af neo-feminisme, antisemitisme under dække af anti-zionisme, fascisme under dække af progressivisme, nihilisme under dække af nyfeminisme. modernitet, antisortisme og transhumanisme erstatter humanisme, mens begge arbejder for menneskets død, økologi er prydet med antikapitalistiske fjer, selvom det er kapitalens flagskib.

Onfray har skrevet en række breve til denne unge generation for at fortælle dem om vores tids kulturelle rødder: de har som emner: neo-feminisme, dekolonialisme, islamo-venstreisme, antifascisme,  creolization , antisemitisme, miljøisme, samtidskunst, transhumanisme, antisortisme.

Et af brevene forklarer, hvad kunsten at være fransk består af: først ikke at lade sig narre, derefter at hæve arven fra Montaignes kritiske skrifter, fra Descartes rationalisme, fra Rabelais hedonisme, ironien hos Voltaire, finessen hos Marivaux, Hugos politik.

Der er mange gode tanker og ideer der skal undersøges nærmere i denne skarpe kritik af fortid og samtid, men den er tung at læse.

Éditeur : ROBERT LAFFONT (12/05/2021)

Anne Sinclair: 21, rue la Boétie

 Anne Sinclair: 21, rue la Boétie

Det er nu den fjerde bog af Anne Sinclair, som jeg har læst for nylig, ikke fordi det er den store romankunst, men det er bøger skrevet af en journalist, der har haft en spændende familie, og som selv har et liv der har haft sine op- og nedture. Hun skriver i et enkelt og velformuleret sprog, og hun er meget omhyggelig med at opsøger kilder og krydstjekke sine oplysninger. Når hun ikke kan få alt belyst udefra, giver hun sine egne bud, men skjuler det ikke.

Det er den ældste af de bøger som jeg har læst af hende, og den er på en måde et grundlag for de næste bøger. Denne bog handler specielt om hendes morfar, Paul Rosenberg, berømt galleriejer i Paris og senere New York, der var ven med malere som Matisse, Picasso, Braque og Léger. Han var optændt af malerkunsten der kom frem i starten af det 20. århundrede som afløser for den store periode med impressionismen. Han vil føre de unge talenter frem og vise en undrende og ret afvisende samtid efter 1. Verdenskrig hvad det var der var stor kunst.

Efter en vanskelig periode i sit eget liv (DSK -affæren i 2011) fokuserer Anne Sinclair på sine rødder og skildrer hendes mors familie Rosenberg, bemærkelsesværdige parisiske jøder, sammen med sin morfar Paul, legendarisk kunsthandler og samler. Et familieeventyr rystet af den store historie med flugten til USA i 1940. Under krigen hvor tyskerne stjal hans malerier og beslaglagde hans ejendomme i Frankrig.

Mellem sin forskning i personlige arkiver og dokumentation af en æra genopliver Anne Sinclair de savnede med sine egne barndomsminder og denne nostalgi for at følge dem til de steder, der har set dem leve eller passere.

Vi får indsigt i diverse breve, følger jagten på de stjålne malerier og får skildret livet i Paris i mellemkrigstiden. Der bliver fortalt om personlige møder med bl.a. Picasso som Anne Sinclaire mødte som barn. Det er spændende!

Hvis man vil vide mere om nu meget berømte malere og kunstnere, er bogen et sjældent godt indslag.

Kan bestemt anbefales at læse.

Éditeur : GRASSET (01/03/2012)

 Adèle Bréau: Haute saison

Fra Provence i "Frangines" flytter vi nu til en ferieklub på den baskiske kyst i Anglet. Det er en af de billigere klubber, men beliggenheden er perfekt og personalet er oplagte til at møde de nye gæster, der kommer med forskellige forudsætninger.

Vi skal følge ferien for tre ensomme personer, der under andre omstændigheder aldrig ville have mødt hinanden. Men det bliver en historie om venskab og forløsning.

Matthias, en far, der er fuldstændig vildt engageret i sit arbejde, han er fraskilt og er afsted med to døtre. Chantal, en bedstemor, der ikke rigtig ligner en bedstemor, men tager på ferie med to børnebørn for at aflaste sin datter. Fanny, en storslået kvinde, der kæmper for ikke at lide under sit handicap, hun sidder i en rullestol. Hun er med sin mand og to børn, men forholdet går ikke særlig godt.

Alle har problemer med deres tilværelse, men samværet med de andre får efterhånden løst op for deres indre spændinger og problemer. Det går bestemt ikke gnidningsløst til, og vi får livet i alle dets former, (meget) nærhed, glæder, sorger, humor, alt sammen skrevet en en let og dejlig pen, der giver os en kærlige præsentation af de forskellige karakterer.

Sammen med "Frangines" er "Haute Saison" to vellykkede sommerferieromaner.

Éditeur : J.-C. LATTÈS (05/05/2021)