Salomé Berlemont-Gilles: Le premier qui tombera

Salomé Berlemont-Gilles: Le premier qui tombera

Dette er en fantastisk første roman af Salomé Berlemont-Gilles!

Bogen starter sidst i 1950'erne i Conakry i Guyana med en lille familie, hvor faderen er kendt som "Kirurgen". De bor tæt ved havet og er en del af overklassen. Men Guyanas selvstændighed og indførelsen af et diktatorisk styre under Sékou Touré tvinger befolkningsgruppen af Peul/Fulani-folket til at flygte. De har forsøgt at modstå Sékou Touré uden held.

Hovedpersonen Hadami er på det tidspunkt 11 år og han er den ældste i søskendeflokken. Allerede som barn har han en følelse af sit ansvar for familien og samtidig er hans moderens foretrukne blandt de efterhånden 5 søskende.

Ankomsten til Frankrig ændrer totalt deres liv, og vi følger specielt Hadamis nedbrydelse som menneske og ansvarlig for familien. Det er en lang og pinefuld historie, hvor Hamadi langsomt ender som dranker, og hvor han som 50 årig af sine søskende tvangindlægges.

Der er mange mindre pæne sider af det franske samfunds modtagelse af indvandrere, som skildres i bogen i en grundig og veldokumenteret beskrivelse af livet i forstæderne. Her er hverdagen vold, stoffer, prostitution og kriminalitet. Folk uden midler, der ikke kan stå imod.

Hadami får en slags boderskab med fire andre unge, men det er en sej periode for at blive optaget. Det kræver, at han består flere grusomme prøver, men trods alt holder broderskabet sammen. Det samme gør dele af familien også, selv om de alle har deres trængsler og nederlag. Skal det lykkes for dem at få ham på benene igen med tvangsindlæggelsen? 

Det skal jeg ikke afsløre her, men læs bogen for det er et fantastisk dokument over en lille families flugt og forsøg på optagelse i det franske samfund. Man kan samtidig fundere over, hvor de ville være blevet modtaget i Danmark.

I denne stærke første roman fortæller Salomé Berlemont-Gilles om de første halvtreds år i en følsom lille drengs liv, der hurtigt forstår at frihed, lighed, broderskab er løgne der er indskrevet på forsiden af ​​bygningerne i den franske republik. 

Éditeur : GRASSET (29/01/2020)

Olivier Adam: Les roches rouges

Olivier Adam: Les roches rouges

Olivier Adam har her skrevet en roman, der er rettet mod de unge, en slags ungdomsroman, men den er fuldt på højde med hans romaner for voksne.

Antoine er en ung mand på 18 år, der er droppet ud af gymnasiet, bor hjemme hos forældrene i et forstadskvarter, drikker og tager stoffer og synes at blive mere og mere afsporet. På arbejdsformidlingen møder han en ung mor Leïla, 23 år, der er blevet mor som 18-årig. 

De fatter sympati for hinanden og Leïla har virkelig brug for én at snakke med, for hendes mand Max, der er 13 år ældre end hende har udviklet sig til en rigtig tyran, der ikke tillader Leïla noget, slår hende og behandler hende som en ting. Barnet tager han sig heller ikke meget af. Max er også med i nogle lyssky affærer.

Leïla og Antoine går i seng med hinanden og der udvikler sig et varmt forhold, der er ved at få Antoine op af dyndet. Men nu opdager Max hvad der er sket og dramaet sætter i gang. Det bliver meget dramatisk at følge, men udgangen skal ikke afsløres her.

Det er en meget intens skildring af de unge og deres problemer, arbejdsløshed, vold i ægteskabet, narkoproblemer og et miljø der virker betændt. Olivier Adam er en mester i at fortælle om det på en særdeles realistisk måde. Han er god til at beskrive de unges følelser og stemninger. En del af bogen er således i form af Leïlas dagbog, der flettes med beretningen om deres liv.

Meget fornem ungdomsbog der kun kan anbefales.

Éditeur : R-JEUNES ADULTES (28/05/2020)

Jean-Christophe Rufin: Le Flambeur de la Caspienne

Jean-Christophe Rufin: Le Flambeur de la Caspienne

Jean-Christophe Rufin fortsætter sin serie med beretningen om den ikke så velsete konsul Aurel Timescu, der selv om han er født i Rumænien er blevet en del af det franske ambassadesystem.

I de to forrige værker var han to steder i Afrika, men nu er han sendt til Baku, hovedstaden i Asarbajan. Det er en stort skifte, men Rufin formår igen at fortælle en god historie og giver os samtidig en god baggrund for forståelsen af landets sociale forhold, kultur, geografi og historie. Alt er meget grundigt dokumenteret.

Aurel føler det umiddelbart ikke som en straf at være sedt til Baku, for den minder ham om Paris med sine kafeer og sine gamle kvarterer. Men alt får en brat ende, da han er kaldt til møde med ambassadøren. Denne er på forhånd meget sur over hans udnævnelse her og vil sørge for at han snarest vil blive sendt bort. Aurel får dog lidt støtte af den kvindelige konsul.

Stemningen på ambassaden er meget dyster ved Aurels ankomst. Chefen er noget tyrannisk og er præget af, at hans kone er afgået ved døden ved en ulykke. 

Her har vi så starten på Aurels virke. Ambassadørens kones død er lidt for mærkelig, for var det virkelig en ulykke?? Det skal jeg ikke afsløre her, men vi får en hæsblæsende tur gennem forfulgte kritiske journalister, en russisk mafia og de lette penge der er opstået ved den nye olieudvinding.

Aurel der er præget af sit behov for hvidvin, mærkelige beklædning og et musikalsk geni, der kan sætte ham i en for for trance og give ham nye impulser i eftersøgningen, ligner sig selv fra de forrige værker, men lidt ekstra bygges der på gennem hans kontakt til forskellige kvinder. En enkelt af dem er endda meget nærgående, så hvordan reagerer han på det?

Skrevet med et skarpt blik på Asarbajan, men også med en stor humor og en evne til at fortælle en god historie.

Flammarion, juni 2020

Tatiana de Rosnay: L'envers du décor et autres nouvelles

Tatiana de Rosnay: L'envers du décor et autres nouvelles

12 noveller samlet fra forskellige magasiner og blade, men med et fælles mål: at vise bagsiden af medaljen. Forsøge at skille sandt fra falsk og det ydre fra det indre.

Tatiana de Rosnay har visse gennemgående temaer og beskrivelser som hun kan bruge i forskellige sammenhænge og noveller f.eks. beskrivelsen af værelser med bøger, glæden ved at læse og læsning som flugt fra virkeligheden, men også som opbygning af en personlighed.

Novellen der har givet titlen til samlingen handler om en berømt skuespillerinde, der i sin berømthed har mistet lidt af sin fortid, der ikke er så fin som hun selv fortæller. En dag får hun en bog foræret som pludselig afslører hvem hun egentlig er. Et glimt fra fortiden som kan ryste hende i nutiden.

"Le Parfait" er historien om en svigermor der fuldstændig har taget magten over familien, svigerdatteren får dog sin hævn til sidst. Meget morsom historie.

Lidt i samme stil er novellen "Trouble-fête" hvor husmoderen tror at hun gør alt det rigtige for sin mand og sine børn, men hun har ikke helt selv styr på at hun er mere en tyran end en kærlig husmoder.

"Tête en long" er igen historien om den lille belæste pige, der dog har svært ved at forstå, hvad venner til familien kalder hende. De kalder hender nemlig Modigliani. Novellen afslører sammenhængen for hende.

Dette var kun tre af de tolv noveller i bogen, men de øvrige er bestemt også meget velskrevne og dejlige at læse. Tatiana de Rosnay behersker genren til fulde og ofte får slutningen en drejning som man ikke lige forventer.

Kan bestemt anbefales.

Pocket, marts 2020

Maylis Besserie: Le Tiers Temps

Maylis Besserie: Le Tiers Temps

En speciel debutroman, der tør tage fat på en slags selvbiografi af Samuel Beckett, irlænderen der forlod sit hjemlang og slog sig ned i Frankrig, hvor han fik stor succes med sine absurde teaterstykker f.eks. "Vi venter på Godot".

Le Tiers Temps er navnet på det plejehjem beliggende i det 14. arrondissement i Paris, hvor Beckett tilbragte sin sidste tid. Handingen udspilles fra Becketts ankomst i juli 1989 efter sin kone Suzannes død til han selv dør i december samme år.

Bogen består af Becketts (opdigtede) dagbog afbrudt af notater fra personalet og læger på stedet. Han skildrer i detaljer sit ophold på hjemmet, hvor man får en fornemmelse af et særdeles godt miljø og behandling, men samtidig får vi en række flashbacks til Becketts liv. Det er fra barndommen i Irland, fra samværet med kollegaen og forbilledet James Joyce, fra hans forhold til forældrene, hvor specielt hans mor skildres som ret gruelig. Der er selvfølgelig også erindringer om hans succes som forfatter, forholdet til hans udgiver og til forskellige kvinder.

Det er en mand der ved, at det snart er slut, og hans ser frem til det, da han forstår, at hans krop ikke kan mere, men hans ånd fejler intet. Han sætter sig hver aften ved sit bord og skriver, tænker på hvordan han kan udtrykke sig på engelsk og fransk og søger ind i sprogenes verden.

Det er en ganske vellykket roman, der åbner for et forfatterskab på en ny måde, for Beckett ender næsten som de rodløse og vildfarne personer, som vi møder i hans stykker. Han elsker at lade sig falde og i sin fantasi bliver han til Buster Keaton. Denne skuespiller, der ikke udtrykker følelser med sit stenansigt, men blot lader sig føre med i en verden af farlige men ikke sammenhængende situationer. Livet er ikke noget man kan beregne på forhånd, det kommer ofte til at blive noget helt andet.

Vældig godt skrevet, og det er en bog man ikke lægger fra sig. Meget lovende debut

Gallimard, februar 2020

Régine Robin: Ces lampes qu'on a oublié d'éteindre

Régine Robin: Ces lampes qu'on a oublié d'éteindre

Régine Robin-Maire (født Rivka Ajzersztejn), født i Paris i 1939, er Quebec-forfatter, historiker, oversætter og sociolog af fransk oprindelse. Uddannet fra Sorbonne i geografi (1962) og i historie (1963), men emigrerer i 1977 til Canada. Her bliver hun professor ved Université du Québec i Montréal.

Hun har skrævet en række bøger historie, sociologi og litteratur, så en bog om Modiano blev udgivet i 2019.

Régine Robin tager fat på en række hovedtemaer i Modianos forfatterskab med en utrolig skarphed og afdækker flere nye lag i Modianos forfatterskab. Hendes specielle indgangsvinkel et Modianos jødiske arv og hans forhold til hans jødiske far. Régine Robin opleve selv og barn "la rafle", hvor jøderne blev samlet og deporteret. Hun undgik det, da hendes mor gemte sig med hende, men som hos Modiano er besættelsestiden, identitet, hukommelse, minder og glemsel, ting hun kan tage fat på i beskrivelsen af Modianos forfatterskab,

Der bliver taget fat på det uklare budskab som Modianos forfatterskab udsender, men også en gennemgang af Modianos samarbejde med Louis Malle og filmen Lacombe Lucien bliver taget frem med eksempler på antisemitisme i Frankrig.

En meget vigtig bog til forståelsen af Modianos verden.

Udgivet i Canada 2019

Collection : Liberté grande

Boréal 

Mathieu Palain: Sale gosse

Mathieu Palain: Sale gosse

En debutroman der er skrevet med stor intensitet og indfølelse. Mathieu Palain er uddannet journalist og han vil bl.a. skildre sin fars arbejde som socialrådgiver ved PJJ (Protection judiciaire de la jeunesse). Han lader sig indskrive i en gruppe, som han følger i 6 måneder.

Bogen følger Wilfried, der er søn af Louise, der får ham som ganske ung. Han bliver fjernet fra hende og bliver placeret hos en plejefamilie. Der går nu 15 år, hvor moderen ikke giver lyd fra sig, men da plejeforældrene vil adoptere ham, kommer hans mor atter ind i billedet, for hun skal jo høres.

Wilfried er en let antændelig dreng, der er hurtig til at bruge destruktiv vold. Han er god til at spille fodbold og kommer på et ophold hos kubben i Auxerre. Det starter lovende, men det får en brat ende, da Wilfried slår en modspiller ned. Wilfrieds far er afrikaner og moderen franskmand, så han bliver offer for racistiske udfald.

Hvordan klarer Wilfried så både at hans ægte mor dukker op og et farvel til den sport som han havde satset alt på?

Hans skæbne er ikke en af de nemmeste, men han følges af socialrådgiveren Nina, der selv har haft en hård opvækst i forstadskvarteret, men som efter en hård tid har besluttet sig for at tage sig af dem som hun kender fra sin barndom.

Det er en rigtig god beskrivelse af en del skæbner, og det gælder både de unge og de folk der forsøger at få dem på ret køl. Det er en række problemer, som man møder i forstæderne i dag, men skildret med en følsomhed og interesse, der gør bogen til endnu et nyt billede af forstæderne set indefra og med forståelse.

Forlaget L'Iconoclaste 2019

13 à table 2020

13 à table 2020

Årets udgave af "13 à table" der udgives for at støtte indsamlingen til Les Restaurants du Coeur, (1 bog = 4 måltider) har i år valgt at lade voyage (rejse) være det gennemgående tema. 

Listen af forfattere er ganske imponerende bl.a. Philippe BESSON • Michel BUSSI • Yasmina KHADRA • Agnès MARTIN-LUGAND • Véronique OVALDÉ • Romain PUÉRTOLAS og Leîla SLIMANI

Det er nok den bedste samling af korte noveller, som jeg har læst i denne serie, og de forskellige forfatteres indgangsvinkel til temaet er virkelig en oplevelse, for rejser kan være så meget.

Svært lige at vælge én favorit, så det bliver nok til to: 

Vi går tilbage i tiden med "Le dernier voyage de l'Impératrice" af Camille Pascal. Vi følger Hélène, der er mor til den første kristne romerske kejser , Konstantin den Store (ca 285-337 e. kr.), på hendes rejse til Jerusalem. Den er historisk underbygget, men fortalt intenst og med en skildring af en person der søger det ægte og oprindelige. 

Den anden er Leïla Slimanis "Je t'emmène" om rejsen til at blive så gammel, at man må forlade sit hjem og komme på et hjem. Svært for alle både den gamle og børnene. En smuk og følelsesfuld skildring.

Men som tidligere sagt: det er en virkelig gang guf. Skynd jer at købe den og støt et godt formål.



Pocket, november 2019

Sandrine Collette: Et toujours les forêts

Sandrine Collette: Et toujours les forêts

Corentin har fra sin barndom haft en krank skæbne, da ingen ville have ham. Hverken hans flygtede far eller især ikke hans mor, der gerne vil slippe af med ham. Han anbringer ham i familiepleje og til sidst hos sin bedstemor Augustine. Hun bor i et lille afsondret hus tæt ved skovene.

Corentin begynder senere at læse i Paris og sammen med vennerne isolerer de sig ofte i katakomberne. En dag indtræder den store katastrofe, alt brænder men Corentin overlever på mirakuløst vis, skjult i katakomberne. Da han vender tilbage til overfladen er alt ødelagt univers og alle er døde, nu er han alene.

Corentin møder næsten ingen og hans beslutter sig for at forsøge at vende hjem til Augustine.

Nu vil jeg ikke afsløre mere, men kan forsikre om, at det er spændende læsning. Kan hans enorme overlevelsestrang bære ham igennem. Kan han finde nogen andre? Er Augustine i live?

Det er virkelig et studie i et menneske, hvor rædslen og angsten har taget over i denne post-dommedag, men det er skrevet i en meget neddæmpet stil, der faktisk får det til at virke voldsommere.

Andre har skrevet om emnet, men Sandrine Collette har sin egen måde at skrive om det. En virkelig perle, der nok skal blive belønnet med diverse priser.!

JC Lattès, februar 2020

Jean Teulé: Héloïse, ouille !

Jean Teulé: Héloïse, ouille !

Har før læst gode bøger af Jean Teulé, så da jeg fik øje på denne her, måtte jeg hellere se at få ajourført historien om Héloïse og Abelard.

 Héloïse og Abelard er to berømte elskende fra middelalderen. Deres historie er en myte om umulig kærlighed.

Héloïse, en 16-årig pige, og Pierre Abélard, hendes lærer, der var en lærd matematiker, blev forelskede, men Heloises onkel nægter dog, at de kan leve sammen. For at kunne leve denne kærlighed tvinges Héloïse, gravid, derefter til at flygte med Abelard. De gifter sig og Héloïse går i kloster, så Abelard kan blive munk. Men onkelen beordrer sine tjenere til at forfølge Abelard, og de kastrerer den uheldige Abelard. 

De slipper dog aldrig hinanden og skriver sammen til Abélards død. Senere bliver de begravet sammen. I dag kan man se deres grav på Père Lachaise.

Teulé griber historien an på sin måde i et sprog fyldt med datidens gloser og et frisprog mellem de elskende der får et næsten pornografisk præg. Der spares heller ikke på beskrivelserne af deres seksuelle eksperimenter. Det minder på mange måder om Rabelais' Gargantua. Hvor man ikke nævner det i myten, hvor forholdet er meget åndeligt, får vi her historien om to kroppe der fortærer hinanden, men samtidig med en forvisning om at kærlighed ikke kun er ånd.

Det er roman på 350 sider, hvor især første del er saftig, men også meget morsom. Anden del efter adskillelsen bliver mest en skildring af deres prøvelser og kamp for at overleve.  Der er en meget smuk slutning, hvor de forenes.

Herligt fortællende i et frit sprog med humor og ironi, men også følsomhed. Teulé er ikke bange for at gøre nar af diverse gejtlige og andre af datidens lærde. Et nyt billede af datidens samfund.

Editions Julliard, 2015

J.M.G. Le Clézio: Chanson bretonne suivi de L'Enfant et la guerre

J.M.G. Le Clézio: Chanson bretonne suivi de L'Enfant et la guerre

Et par dejlige fortællinger fra fortidens bekymringsløse barndom og om gamle dage, hvor alt var anderledes.

Det er en selvbiografisk fortælling fra somrene i Bretagne, hvor drengene blev sluppet løs og nød at være i Bretagnes natur og i landbysamfundet. Her er det livet i den lille landsby Sainte-Marine, der skildres uden nostalgi, men med en bevidsthed om, at trods den truende krig var der her mulighed for at nyde livet simpelt og enkelt. 

Det er en hyldest til Bretagne, hvor Le Clézio flere gang bruger det bretonske sprog og begræder den skæbne det har fået. Hvor han kom til en lille fiskerby, er der nu store dele bebygget til turister. Folk fra Paris og andre steder indtager det om sommeren nu, hvor de to drenge (Le Clézio og hans bror) før kunne opleve naturen uden forstyrrelser. Markerne har ikke længere de mange hegn, men er lagt ud til storbrug.

Det er ikke uden bagtanke, at den første histoire, det første minde er Chanson Bretonne, for det er en hyldestsang. Den anden historie er Enfant et la guerre og her er tonen mere dyster og problemerne meget større. 

Le Clézio er født i Nice i 1940 og hans evne til at huske starter vel i krigens slutning, hvor der er  bombninger tæt ved det hus, hvor de bor, og alt forekommer berøvet en mening. Det er beskrivelsen af frygten og angsten og den evige mangel på mad. En barndom uden tryghed.

Men denne sidste del af bogen skulle selvfølgelig med, selv om han som barn ikke forstår hvad krigen er. Når man har læst erindringerne om tiden i Nice under krigen, fortstår man bedre glæden ved at tilbringe sommeren i Bretagne.

Et dejligt værk, der mere end normalt er bundet op til Le Clézios familie og hans opvækst.

Bør absolut læses.

Gallimard, marts 2020

Charles Sitzenstuhl: La Golf blanche

Charles Sitzenstuhl: La Golf blanche

En debutroman om en søns forsøg på at leve sammen med en tyrannisk far.

Det er en ganske almindelig familie: Moren er en lærer, der tager rundt i Alsace alt efter de vikariater hun får. Faderen er teknisk leder i en fabrik der fremstiller køkkener. De har to børn: Charles, den ældste og en lille pige, Flora. De bor i en villa i et roligt kvarter i Sélestat, en mellemstor by på grænsen mellem Bas og Haut-Rhin. Man skulle tro, at de har alt, eller næsten alt, til at være lykkelig.

Men faderens bil er en stor hvid Golf, og den bliver et symbol på en voldsom og destruktiv person, der fejer alt andet til side både fysisk og psykisk. Med en næsten sadistisk trang ydmyger og nedværdiger han sin kone og dernæst Charles, som han slet ikke synes er værdig til at være hans søn. Altid får han at vide, at han ikke er god nok til hverken det ene eller det andet. Faderen er tysker og slår ofte over i tysk, når han vil være endnu mere grusom.

Vi følger udvikling gennem flere år fra Charles er seks år til han er tretten: så kommer opgøret. Historien tager form af skildringer af det daglige liv. Som alle andre middelklassefamilier renoverer de deres hus, tager på vandreture eller tager til en sø for at bade. De deltager regelmæssigt i familiens måltider og faderen motionerer.

Der er ingen tvivl om, at romanen er ret selvbiografisk og fortæller om en søn, der på en måde beundrer og ser op til sin far, men hans kærlighed bliver ikke gengældt og ændrer sig derfor til had.

Ganske godt skrevet, for spændingen holdes oppe med faderens stadig stigende nervesammenbrud og grusomheder. Undertiden bliver det lidt for barsk.

Gallimard, januar 2020

Collectif: Des mots par la fenêtre

Collectif: Des mots par la fenêtre

Editis-gruppen, der samler adskillige og prestigefyldte forlag, oprettede et projekt på rekordtid, der samler 64 korte tekster af lige så prestigefyldte forfattere.

Alt overskud vil blive doneret til Hôpital de Paris-Hôpitaux de France Foundation.

Der er alt i disse tekster på et par sider. Noveller, poesi mm... Tekster der taler om indeslutning eller tværtimod om flugt. Rejse gennem følelser og ord.

Der er en dejlig samling tekster, meget godt klaret, med gode historier og for en god sag!

Når man ser på forfatterlisten, er der store navne som Françoise BOURDIN, Michel BUSSI, Yasmina KHADRA, Erik ORSENNA  og Tatiana de ROSNAY, men også en række mindre kendte. 

Da teksterne ikke er så lange, kan man tage sig et par stykker ad gangen, for der er ofte grund til at reflektere lidt over de fremstillinger af frihed, flugt, indelukkethed og ansvar.

Man kan læse om astronauten der er indesluttet i sin raket der ikke har fulgt sin rette kurs men er på vej ud i det uendelige rum. Han drømmer om at vende tilbage til jorden. Der er historien om pigen, der føler sig fanget i en sommerlejr, og som drømmer om at se sin familie igen. Der er det unge par der sidder fast i en elevator med en stor kuffert, der ikke er deres, men som kan blive det.. Andre personer er låst i fortiden eller i en kultur, de drømmer om at undslippe ...

God samling som bør anskaffes

Pris 4,95 €

Yoan Smadja: J'ai cru qu'ils enlevaient toute trace de toi

Yoan Smadja: J'ai cru qu'ils enlevaient toute trace de toi

Bogen starter i begyndelsen af ​​april 1994, hvor Sacha, en fransk krigsjournalist, sendes til Sydafrika for at dække det næste præsidentvalg, det første siden apartheidens afslutning. Under en ulykke opdager hun ved et uheld en masse macheter, der er på vej til Rwanda. Hun ved ikke meget om Rwanda, men drevet af sit instinkt beslutter hun at rejse til landet med tusind bakker for at opdage lidt mere om dette land, der er rystet af "interetniske konflikter". 

Her møder hun Daniel, en Tutsi-læge tilknyttet RPF (Front patriotique rwandais). Daniel er gift med Rose, en stum ung kvinde. Utrætteligt skriver Rose breve til sin mand for at fortælle ham om sit daglige liv i hans lange fravær. Hun og deres barn er beskyttet mod alt, ser det ud til for Daniel, da hans hus ligger på en grund tilhørende den franske ambassade. 

Men da Hutu-præsident Habyarimanas fly styrter ned i et attentat, eksploderer landet. I løbet af få timer begynder drabene på Tutsierne. Rose flygter, sønnen er væk og Rose kan ikke komme i kontakt med Daniel, og han kan ikke finde Rose. Sacha deltager i det rystende drama, hvor hun oplever rædslerne på tæt hold.

Der er ingen tvivl om at Smadja har dokumenteret sin roman grundigt, og vi får en række faktuelle oplysninger gennem historien.

Bogen er bygget op med skift mellem Roses breve og Sachas oplevelser og avisartikler. Det giver i virkeligheden et bedre billede af situationen end en rent journalistisk gennemgang. Vi føler til mindste del Roses enorme angst og frygt, men også Sachas mangel på ledetråde i det enorme kaos og rædsel, som hun og Daniel bevæger sig rundt i.

Det er en enormt velskrevet og velkomponeret roman, tæt på den frygtelige sandhed om rædslerne i Rwanda, men også med en indbygget spænding og budskab om, at man ikke må give afkald på menneskelighed og forståelse. 

Bogen er fuldt på højde med Gaël Faye: Petit Pays 

Pocket, februar 2020

Amin Maaluf: Les désorientés

Amin Maaluf: Les désorientés

Historikeren Adam bor i Paris og føler sig godt integreret i sit adoptivland, for han kommer egentlig fra et land i Mellemøsten, som han aldrig giver navnet på. Måske er det Libanon.

En dag ringer én af hans gamle venner, Mourad, til ham, for Mourad ligger på sit dødsleje og vil gerne have bilagt en strid mellem de to. Adam vender tilbage til sit hjemland for første gang i 25 år. Han har forladt landet i 1976 og skal nu tilbringer 16 dage der fra den 20. april til den 5. maj 2001.   

Han bliver nu konfronteret med nutiden i sit gamle land, og det står i skarp kontrast til mindet om ungdommens entusiasme og diskussionerne med en gruppe venner om idealer og deres planer for fremtiden.

Da Adam når frem, er Mourad død, men enken Tania vil gerne have at Adam forsøger at samle vennerne til en slags mindehøjtidelighed.

Adam kontakter vennerne og gennem breve, telefonopkald og direkte møder oprulles de fælles minder. Nogle har forladt deres fædreland og er flygtet fra krigen, andre forblev der, en enkelt greb til våben og én gik ind i religion.

Der er en række spændende beretninger, men det handler især om, hvordan de er blevet "désorienté". Intet er blevet som de forestillede sig som unge. Under sin søgen efter de gamle venner afsløres ting om dem, som er ukendte for Adam, selv hos hans bedste ven. For hvor godt kender man egentlig et andet menneske?

Mange emner og temaer tages op: krig, eksil, venskab, kærlighed, religion, forholdet mellem jøder og arabere, østen og vesten. Det er en sublim skildring af de sår som krige og fjendskab har lagt ind i en hel kultur. Skrevet i et vist mismod, for det er svært at se hvordan det vil kunne udvikle sig mod noget positivt.

Bogen udkom på Grasset i 2012, men er stdig aktuel og værd at læse.

Philippe Claudel: Meuse l'oubli

Philippe Claudel: Meuse l'oubli

Genlæsning af Philippe Claudels første roman udgivet i 1999, da jeg har fået en dedikeret udgave. 

Det var en dejlig oplevelse at genlæse denne poetiske og alligevel realistiske roman. 

Fortælleren har lige mistet sin elskede Paule, der kun var i trediverne. Hun har samlet ham op fra en tilværelse, hvor han var luderens søn. Hans mor skjuler ikke noget for ham, og han må ovenikøbet lukke de mange mænd ind. En dag stikker hun af med en rig mand og fortælleren må bo hos mormoren og i øvrigt klare sig selv.

Paule tager sig af ham, og de lever intenst sammen, men hun bliver syg og dør.

Hvordan skal man komme over det? Fortælleren tager til en lille by, Feil, ved floden Meuse og prøver at komme videre.

En smuk skildring af en kærlighed og af et lille samfund med almindelige mennesker, der på hver sin måde hjælper ham videre. Og endelig spiller floden en stor rolle.

God læsning og starten på et stort forfatterskab.

Gallimard

Patrick Modiano/Pierre Le-Tan: Memory Lane

Patrick Modiano/Pierre Le-Tan: Memory Lane

Romanen fra 1979 er genudgivet med Pierre Le-Tans meget karakteristiske tegninger og illustrationer til denne lille roman om en gruppes opståen og splittelse.

Fortælleren beretter med en vis nostalgi om en "lille gruppe" mennesker, han havde kendt for femten år siden, takket være en kontorkollega Georges Bellune, hvis navn går igen i andre romaner. Det er en lille uensartet gruppe, som fortælleren kommer ind i, og hvor han betragter dem lidt på sidelinjen, deltager i deres middage, udflugter og på ejendomme forskellige steder i Frankrig.

Han når dog aldrig til en klar forståelse af dem, da de alle har nogle sælsomme spor fra fortiden og er dølget i gåder. Det var dog en lykkelig tid på mange måder, men da han efter 15 år prøver at finde dem igen, får vi indblik i en række mennesker, hvis liv er ændret og ikke for alle til det bedre. Det gode tid er slut.

En rigtig typisk Modiano-historie, hvor det er nostalgi, gådefulde personer og livets luner, der skildres. Pierre Le-Tans tegninger har Modiano skevet tekst til, der ikke er taget ud fra bogens tekst. Det giver et ekstra løft.

Stock, 2020

Éliette Abécassis: Nos rendez-vous

Éliette Abécassis: Nos rendez-vous

Bogens omslagsbillede viser meget godt, hvad bogen handler om: vores forhastede handlinger eller mangel på handlinger, der kan føre os ud i fortvivlelse.

Amélie og Vincent mødes, da de er blevet indskrevet på La Sorbonne. De drikker kaffe på en café sammen med de andre nye studerende, men taler så godt sammen, at det fortsætter natten igennem. Ingen af dem tør dog tage det første skridt, selv om de hver især føler, at her er den rigtige. De aftaler dog at mødes senere på caféen. Amélie er bange og kommer for sent. Selv om hun kun kommer et par minutter efter at Vincent har ventet en time og lige er gået, er det ikke bare et møde, men et helt liv hun går glip af.

Romanen følger nu de to i en periode på 30 år, hvor de af og til ses, men der kommer stadig noget i vejen. De bliver nødt til at frigøre sig fra deres kæder for at tage ansvar for deres liv og ikke lade skæbnen bestemme for sig. De er bundet af både indre og ydre bånd som opdragelse og familie.

I det lange tidsrum romanen spænder over, får vi også nogle gode billeder på den udvikling der er sket siden 1990erne. Dengang læste man bøger, som man diskuterede med andre. Ofte forsvandt bekendtskaber ud af ens liv, for det var ikke så nemt at holde kontakt, når man flyttede eller rejste.

Nu har vi de sociale netværk, vi finder hinanden igen på nettet, salg af bøger er faldet, fordi folk stirrer på deres smartphones, så den gode samtale forsvinder.

Det er en meget velskrevet roman, der også har bud på, hvad der kan være galt i vores mangel på at udtrykke vores følelser og udleve vores liv. Der er gode beskrivelser af et begrænset antal personer, og bogen skildrer glimrende dagligdagen, men også drømmen, der ofte gemmes væk.

Éditeur : GRASSET (02/01/2020)

Betty Duhamel: Gare Saint-Lazare

Betty Duhamel: Gare Saint-Lazare

 

En bog som jeg har haft liggende et stykke tid. Første udgaven blev udgivet i 1976 og genudgivet i 2018. Grunden til at have anskaffet den er at den handler om Patrick Modiano i 1960erne. Dette bliver klaret antydet i beskrivelsen af den unge mand Nicolas, der bor på Quai de Conti.

Bogens hovedpersoner er Pauline der også er fortæller, Nicolas, Julie der er Paulines veninde og endelig den lidt ældre Martin.

I gymnasiet er Pauline og Nicolas venner. Nicolas drømmer om at blive forfatter og forbereder sin første bog. Pauline har en ven Julie, hvis far er playboy-akademiker. Julie vender tilbage fra Wien (Østrig), hvor hendes far underviste. Pauline og Nicolas er gode til at diskutere sammen, men de bliver aldrig rigtig kærester, for Nicolas indleder et forhold til Julie.

Men Pauline giver ikke plads. Hun vil konstant komme mellem de to. Nicolas er faktisk kun interesseret i sin kommende bog og forholdene i Paris under 2. Verdenskrig.  

Senere skilles de tre, Nicolas bliver berømt, Julie gifter sig med en anden og Pauline flytter sammen med gymnasielæreren Martin, der en dag afslører en hemmelighed for hende.

Det er ikke nogen specielt velskrevet bog, og den kan virke lidt tung i sine replikker, men vi får da et portræt af Modiano som nok skal være troværdigt. Han er fjern, bruger folk lidt som brikker, men har alligevel en sans for at beskytte. 

Vi får også et billede af Frankrigs unge i 60'erne, hvor kommunisterne stod stærkt, mens ungdomsoprøret var på vej.

Forlaget l'Herne, 2018

Pierre Le-Tan: Paris de ma jeunesse

Pierre Le-Tan: Paris de ma jeunesse

En vidunderlig lille bog der første gang blev udgivet for ca 30 år siden, nu kommer den med lidt flere fortællinger og atter med forord af Patrick Modiano.

Pierre Le-Tan er søn af en vietnamesisk maler, der flyttede til Paris ved kejserens fald i Vietnam i 1930erne. Pierres far giftede sig med en fransk officers datter. På grund af faderens mange bekendtskaber med højtstående personer fra Vietnam voksede Pierre og hans bror op i et kunstnerisk miljø. 

Pierre Le-Tan blev en kendt tegner og forfatter og arbejdede flere gange sammen med Patrick Modiano bl.a. om bogen Memory Lane. Pierre Le-Tan døde i 2019.

I sin skildring af barndommen og ungdommen i Paris fortæller og tegner Pierre Le-Tan om forskellige gader og kvarterer i Paris, hvor han har haft sin gang. Somme tider slår han dørene op til huse, der fortæller historier om tiden i Vietnam før kejserens fald, om enorme rigdomme og en række skæbner, hvis liv pludselig blev forandret.

På mange måder skriver Le-Tan som Modiano om fortiden, men ikke med den samme baggrund. De har dog meget til fælles i et ønske om at fastholde mindet og ikke sænke det i glemslen.

Dejlige tegninger bidrager til at give os en oplevelse om de svundne tider, for hans ungdoms Paris er på mange måder forsvundet, men hans bog er med til at fastholde mindet.

For Paris-elskere er det et must.

Stock, 2019 

Philippe Delerm: L'Extase du selfie

Philippe Delerm: L'Extase du selfie

Philippe Delerms små bøger med iagttagelser i hverdagen fortalt i korte historier er efterhånden blevet en tilbagevendende fornøjelse at læse.

Sidste nye hedder "L'extase du selfie", og her har Delerm jo fat i noget, der ikke fandtes for få år siden, men som man nu er konstant vidne til, når man færdes på kendte og berømte steder eller på TV ser folk få taget selfies med berømtheder. Hvad er det dog der sker? Er egoismen blevet så stor, at den kun er en arm væk, resten er baggrund. Delerm skriver godt, morsomt og klogt om det.

Der er ca 40 små tekster, der alle drejer sig om vores ubevidste og bevidste bevægelser, og hvad de siger om os og vores tid. Det kan være at tage en frakke på, ryge e-cigaretter, få en tennisbold op i lommen med ketsjeren.

Bogen skal læses i små bidder, måske en enkelt eller to tekster at sove på, men niveauet er gennemgående højt med både store perler og mindre overbevisende tekster. Alt i alt er det dog værd at læse.

Éditeur : SEUIL (12/09/2019)