Mathieu Belezi: Attaquer la terre et le soleil

 Mathieu Belezi: Attaquer la terre et le soleil

En formidabel god bog der sidder i én længe efter man har læst den. Attaquer la terre et le soleil fortæller historien om en håndfuld bosættere og soldater fanget i det glemte helvede af algierske kolonisering i det nittende århundrede. Med en tragisk skønhed, gennem en kvindes og en soldats stemmer, får vi indblik og en følelse af den galskab, det helvede, som denne kolonisering var.

Bogen har to fortællere, der skiftes til at berette uafhængigt af hinanden. Den første er Séraphine, der sammen med sin mand, sine tre børn og sin søster ankommer til Algeriet i begyndelsen af ​​Frankrigs kolonisering af landet i årene 1830-1840. I slutningen af ​​deres besværlige rejse finder bosætterne på trods af løfter om guld og grønne skove kun småstenene af et utaknemmeligt land, som de bliver nødt til at forsøge at udnytte under forfærdelige forhold: mudder og kulde om vinteren, hedebølger om sommeren; snavset og koleraepidemierne, som ødelægger dem i deres elendige kaserne af planker; manglen på alt og frygten, der griber dem, mellem arabiske angreb, plyndringer, hornede hugorme og ørkenløver,

Den anden fortæller er en soldat, der befinder sig i en eskadron af franske soldater der skal "pacificere" de erobrede områder uden anden strategi end at plyndre, voldtage og gennemføre totale massakrer.

Det er virkeligt skildret med de nødvendige ord og på en måde der fremstiller kolonisationen på den værst tænkelige måde.Ultrarealistisk maleri af rædsler med en uovertruffen effektivitet. Denne roman fortæller i en tone, der med faktuelle beskrivelser, fordømmer koloniseringens modbydelige realiteter. Her kommer europæere til de ukultiverede indfødte med en nedladenhed og uden menneskelig forståelse.

Efter at have læst denne bog falder man ikke mere for de alt for skønne fortællinger om kolonisation, hvor det så end måtte være. 160 sider der ryster én.

LE TRIPODE (01/09/2022)

Louise Mey: La deuxième femme

 Louise Mey: La deuxième femme

En roman der er uhyggelig som en krimi-roman, men meget mere på et realistisk plan omkring et samfundsmæssigt problem..

Den anden kone er den kone der kommer efter. Hun hedder Sandra, og kommer ind i en helt speciel situation, da hun ser en mand, der græder i fjernsynet på grund af sin forsvundne kone. Hun betages af ham, går med på en eftersøgning af den forsvundne, og det ender faktisk med at de flytter sammen.

Indtil den dag, hvor den, der var den første, som skulle være forblevet den eneste kvinde, dukker op igen, hvor Sandra er på vej til at blive et nyt offer for en meget autoritær mand.

Sandrine er den anden kone, en datter, som ikke var elsket af sin far. Slået, ydmyget lykkedes det Sandrine at tage afsted, for at skabe sit eget liv, men Sandrine kan ikke lide sig selv. Hun vil komme tættere på en mand, en "grædende mand", som sørger over sin første kone, der forsvandt, mens hun løb i skoven. Han græder, fordi han står alene med sin lille Mathias. Så som en gøgeunge smutter Sandrine ind i reden, ind i deres hus, hun bliver den anden kone. Hun vil tage sig af den lille og hendes mand, den grædende mand. Ah, ja, hun vil passe godt på dem. Sådan en mand er nødvendigvis rar, ikke som hendes far.

Men hvad sker der med den anden kvinde, når den første, hustruen, den rigtige mor, bliver fundet i live? Sandrine føler sig i fare, truet, vil hun miste alt?

En meget stærk beskrivelse af hovedpersonen, men også manden, den første kone og svigerforældrene spiller ind. Vil ikke afsløre for meget, men vold mod kvinder bliver behandlet på en særdeles kraftfuld måde og via Sandrine, der kæmper sine mange kampe. Vi er i Sandrines hoved: hvad kan hun overse, hvad vil hun acceptere?

En barsk roman hvis spændingen stiger langsomt, og i begyndelsen kan virke lidt lang, men pludselig befinder vi os i nettet af en ekstrem, uudholdelig psykologisk spænding.

LE MASQUE (15/01/2020)

Fred Vargas: Sur la dalle

 Fred Vargas: Sur la dalle

Så kom bind 10 endelig om Commissaire Jean-Baptiste Adamsberg, og selv om ventetiden har været lang (6 år), så er bogen ventetiden værd!

Bogen starter i Paris men skifter hurtigt over til at foregå i en mindre by i Bretagne, Louviec; hvor Adamsberg i øvrigt har et godt forhold til kommisær Mathieu, der arbejder i området.

Vi bliver vidner til en indviklet efterforskning à la Vargas, hvor detaljerne florerer, hvor Adamsbergs sind vil tænke sig godt om for at opdage, hvem der er morderen, der huserer i Louviec. 

Der er gode, indtagende og farverige karakterer, som kommissær Mathieu og som Chateaubriand, der kun vil én ting, at blive ladt i fred, for han ligner på en prik den berømte Chateaubriand fra starten af 1800-tallet. Johann, kroejeren med et stort hjerte, der står for maden til Adamsberg-holdet under efterforskningen, er en sand perle.

Undersøgelse, der går rundt i cirkler, som laver mange sidespring, før man kender resultatet. Vi må vente på, at de små bobler, der sniger sig ind i Adamsbergs hjerne, har tid til at bane vej.

Der er små hints igennem bogen til morderens identitet, men jeg var først rigtigt på sporet 50 sider før bogen sluttede.

En god sommerferie læsning, hvis man kan lide den specielle Adamsberg og hans hold.

FLAMMARION (17/05/2023)

Annie Ernaux: Les années

 Annie Ernaux: Les années

Har efter lidt besvær fået læst mig igennem dette værk af Annie Ernaux fra 2008. En bog på ca 250 sider der forsøger at skildre en lang periode i hendes liv, samtidig med at det giver en slags oversigt over Frankrigs historie og udvikling krydret med internationale begivenheder.

Gennem billeder og minder om begivenheder, ord og ting, får Annie Ernaux os til at mærke årenes forløb, fra efterkrigstiden til i dag (ca 2007). Samtidig indskriver den tilværelsen i en ny form for selvbiografi, upersonlig og kollektiv.

Annie Ernaux forklarer selv, hvad det er hun vil med denne bog: « Ecrire une sorte de destin de femme, qui ferait ressentir le passage du temps en elle et hors d'elle, dans l'Histoire, un roman total. Ce sera un récit glissant, dévorant le présent au fur et à mesure jusqu'à la dernière image d'une vie » . Det er med andre ord ikke hendes selvbiografi, men en biografi om en kvinde i den lange periode.

Teksten bliver ofte meget upersonlig, opremsende, næsten klinisk, men der kommer dog lidt ud mellem sidebenene set fra hendes venstreorienterede synsvinkel. Undertiden lidt humor, men mere sarkasme.

Det er imponerende hvad hun kan grave frem fra hukommelsen og søgen efter diverse produkter, skikke, musik, film fra hele perioden, men det er ikke for alvor interessant. Bogen bliver simpelt hen for lang og burde have fanget noget mere centralt end alle afskygninger af et samfund/en kvinde i dets udvikling.

Det er bestemt ikke hendes bedste bog.

GALLIMARD (07/02/2008)

Virginie Grimaldi: Les possibles

Virginie Grimaldi: Les possibles

Endnu en lille sommerlæsningsbog fra Virginie Grimaldi. Førsteudgaven er fra 2021.

Fortælleren er Juliane, 39, der får vendt op og ned på sit liv, da hendes særegne fars hus er brænder ned, og han kommer til at bo hos hende. Hun har sønnen Charlie og manden Gaëtan.

Jean, hendes far, er en lidt excentriske natur, en gammel 68er af sind og opførsel, men da hans lidt underlige opførsel bliver for meget, begynder de at få mistanke om, at han har en begyndende Alzheimer. Han er dog kun 67 år og på hospitalet får han en test.

Hans sygdom viser sig at være en progressiv mental degeneration.

Der er dog en lang periode, hvor det ikke er så alvorligt. Gaëtan er ret underholdt af den finurlige stedfar og Charlie er glad for denne spændende morfar. Julianes mor er vidne til alt dette på afstand, fordi de har været skilt i årevis.

Således er alle ingredienserne klar til at fortælle en både sjov og vemodig historie med diverse overraskende indslag.

Bogen bliver nok lidt for lang og slutter med en lidt mærkelig oplevelse hos Julianes søster i USA.

Ikke absolut en nødvendighed at læse, men er i perioder meget morsom, når faderen folder sig ud.

LE LIVRE DE POCHE 

 

Blaise Cendrars: J'ai tué suivi de J'ai saigné

 Blaise Cendrars: J'ai tué suivi de J'ai saigné

Fandt en gammel tekst af Blaise Cendrars om hans deltagelse i La Grande Guerre, og da det er en periode som interesserer mig meget, må jeg absolut læse denne udgave der er fra et schweizisk forlag.

Bogen består af to korte stykker : J'ai tué fra 1918 og det lidt lænegere J'ai saigné fra 1938.

J'ai tué er et direkte, foruroligende og rystende vidnesbyrd om dehumanisering af soldater i krigstiden, som får ret til at DRÆBE...for at overleve! Med en ubeskriveligt heftig sindstilstand forsøger Blaise Cendrars  at overleve. Under rydningen af en tysk skyttegrav hvor der stadigvæk er tyskere, er Cendrars udstyret med en kniv og kaster sig over en tysk soldat, han løber ind i. Han skærer nærmest hovedet af ham i sit raseri. 

På kun 12 sider får Cendrars faktisk alt med fra oplevelsen krigens umenneskelighed, skildrer det i korte sætninger, opremsende og som udråb, og først til sidst siger han "jeg" i stedet for "man".

J'ai saigné er som sagt fra 1938 tager en mere klassiske form af en selvbiografisk beretning, men som nok er en af ​​de mest gribende tekster, jeg har læst om La Grande Guerre.

Persongalleriet er særligt imponerende og dækker på få sider hele menneskehedens abscisseakse, fra det bedste til værste, med den beundringsværdige Adrienne P. og hendes overmenneskelige dedikation til at tjene de alvorligt kvæstede, på den anden side den beskidte general og læge fra Paris, der demonstrerer al sin viden, råt og ubarmhjertigt på en uheldig ung martyrsoldat, som han faktisk slår ihjel.

Et par barske historie som jeg kun kan opfordre til at læse, for ikke alene har Cendrars noget voldsomt at berette om, men han besidder også evnen til at berette om det med sit sprudlende og præcise sprog.

EDITIONS ZOÉ (06/03/2015) AUTRES EDITIONS

Brèves rencontres (tekstsamling)

 Brèves rencontres

Ti tekster af ni forskellige forfattere, der skulle skrive en lille tekst om et kort møde og samtidig læse det op på France Inter. Det kom der meget godt ud af, og teksterne kan stadigvæk høres som podcasts.

"Måske er det dette, et møde, livet fanget på et sekund. Et fatamorgana, en glans, som giver mulighed for, i et åndedræt, knap nok den tid det tager at glippe med øjenvipper med make-up, at få et glimt af sandheden, før den undslipper os for evigt." Monica Sabolo 

Ni store forfattere fortæller os om et møde, virkeligt eller imaginært. En samling tekster, hvor Ilona Gesmay, Romain Garys første forlovede, optræder sammen med Bonnie og Clyde. Hvor vi møderAndré Breton og Mme de Lafayette; hvor der skrives om venskaber med Jean Genet og Italo Calvino.

Der er mange glade eller ulykkelige møder - fordi vi alle kan opleve møder, som alle vidner om skønheden ved et møde, om dets del af tilfældigheder, om den åbenbaring, der følger af det, og ændrer et liv for altid. 

Nogle fortællinger er bedre end andre, mine favoritter er Nathacha Appanahs historie om Leonard Woolf der først får et ja tredje gang han frier til Virginia Stephen. Monica Sabolos beretning om Bonnie and Clyde, hvor hun afslører hvad der ligger bag myten.

Tahar Ben Jelloun beretter om sit venskab med Jean Genet, der afsløres som en meget beregnende og selvcentreret person, men som Tahar Ben Jelloun alligevel ikke svigter. 

En anden fantastisk historie er Philippe Lançons mærkelig tur til l'Ile de Beyle, hvor Fidel Castro har boet, men hvor en meget mystisk filmstjerne nu bor.

Der er virkelig god læsning at hente i denne bog, og vil du hellere lytte ligger de som sagt på www.radiofrance.fr

GALLIMARD (06/04/2023) AUTRES EDITIONS

Michel Houellebecq: Quelques mois dans ma vie: Octobre 22 - Mars 23

 Michel Houellebecq: Quelques mois dans ma vie: Octobre 22 - Mars 23

Sjældent har jeg læst en bog den dag den udkommer og samtidig have nået at omtale den !Usædvanligt at der allerede nu kommer en ny bog fra Houellebecq, men det er ikke en roman snarere et forsvarsskrift eller en dagbog om en række nederlag.

Som han skriver: "For første gang i mit liv følte jeg mig fuldstændigt behandlet som emnet for en dyrelivsdokumentar; det er svært for mig at glemme det øjeblik."

To emner behandles i bogen: For det første reaktionen på en samtale med Michel Onfray (der er fra den yderste højrefløj), hvor Houellebecq lidt uklart formulerer noget om muslimer, hvor han anklager dem for at være tyve og voldelige. Den jævne franskmand vil måske gribe til våben for at forsvare sig mod dem og skabe et « Bataclan à l’envers ». 

Der er blevet klaget fra Grande Mosquée de Paris over artiklen, og Houellebecq tager fat på at undskylde sine formuleringer og citerer først teksten og derefter sin omskrivning. Det er ikke hans mening at angrive alle muslimer og hans forudsigelser skal tages med et gran salt. Han undskylder for sine udtalelser.

Næste punkt er reklamerne for en porno-film hvor Houellebecq deltager. Han har forsøgt at få den forbudt men har tabt retssager i både Holland, hvor den er produceret, og i Frankrig.

Vi får nu Houellebecqs beretning om hvad der er sket i følge ham. Vi får historien om en hollandsk instruktør (kakerlakken), der er skyldig i sammen med sin kone (hugormen) at have lokket forfatteren til at deltage i optagelsen af erotiske scener med en ung kvindelig studerende, der angiveligt er fan af hans værk (Soen). 

Han holder sig ikke tilbage med detaljer og forekommer forbavsende naiv. Sex har altid været vigtigt for ham, men helst i forbindelse med kærlighed, skriver han. "nogle gange har (jeg) været i stand til at forsøge at beskrive kærlighed, et fænomen langt mere interessant end had", men hadet til dem, der har snydt ham, er han kommet over. Nu er der kun skammen tilbage, for det er det han føler. Han mener faktisk, at han er blevet voldtaget.

Det er et selvportræt, men sandelig også en skildring af tiden og med barske smæk til alle hans modstandere, det meste af pressen, politikere, domstolene etc. Han er på en måde slået ud og reagerer fysisk på det der sker i de måneder.

Der er mange steder i bogen der vil skabe vrede og diskussion, så det er i virkeligheden hans våben mod skammen: han gemmer sig ikke væk!

Læs den for at se en ny side af Houellebecq uden at hans evne til at skrive glemmes.

FLAMMARION (24/05/2023)

Étienne de Montety: La grande épreuve

 Étienne de Montety: La grande épreuve

Saint-Michel-kirken, i et kvarter i byen Brandes. Fader George Tellier older hmesse foran en lille gruppe nonner og et par trofaste kirkegængere. Pludselig dukker Daoud og Hicham, to mænd i djellaba op.

Denne start på bogen minder naturligvis om mordet på Fader Hamel i hans kirke i Saint-Étienne-du-Rouvray den 26. juli 2016, og det er denne grufulde begivenhed som Étienne de Montety meget dygtigt vil give et bredere perspektiv.

Romanens originalitet er at søge at rekonstruere rejsen for dramaets hovedaktører: David, et barn adopteret af en kristen familie, som vil blive oprøreren Daoud, konverteret til islam; Frédéric, barnebarn af en vietnamesisk migrant, et faderløst barn, der valgte politiet; Agnès, den frigjorte unge pige, som på uforklarlig vis valgte at blive nonne; Georges, læreren, der blev præst efter krigen i Algeriet; Hicham, småkriminel, oprørsk barn af en ret velintegreret marokkansk familie...

Nogle gange udtrykker en roman et samfunds utilpashed bedre end en tese. Dette er tilfældet med romanen af ​​Étienne de Montety, som Académie française havde den geniale idé at belønne.

En terrorist, "made in France", kommer ikke fra en spontan generation, men fra et miljø, der har stigmatiseret ham med fornærmelser og onde blikke. Men det er ikke nok til at frikende ham, bøddelen er ikke offer for egne oplevelser, det ville være for nemt. Personerne i denne roman træffer frie valg og har mange muligheder.

Forfatteren viser det godt ved at skildre to unges vej, der fører til radikalisering på grund af deres  identitetsproblemer.

Fremragende roman om et centralt emne og problem i Frankrig som i Danmark

GALLIMARD (26/05/2022)

Adeline Dieudonné: Reste

Adeline Dieudonné: Reste

Adeline Dieudonné er en belgisk forfatter der slog rigtigt igennem med romanen La vraie vie, og hun har netop udgivet en ny roman, der bestemt lever op til hendes tidligere succes.

Reste handler om fortællerens fortvivlede forsøg på at beholde sin elsker. I en hytte oppe i bjergene mødes kvinden (fortælleren) og hendes elsker M. i hemmelighed. De lever en rigtig parentes i tiden, da elskeren får et hjerteanfald og dør. Kvinden befinder sig alene med sin elskers livløse krop. Hun beslutter sig imod al logik og rationalitet at beholde kroppen for sig selv og ikke at fortælle det til nogen... Og for at overvinde smerten begynder hun at skrive breve til konen for at fortælle hende denne historie om utro kærlighed.

Vi følger hende på en tur på 6 dage, hvor hun kører rundt med M. i bjergene. Hvad der ikke sker af dramatiske, uhyggelige men også morsomme ting skal jeg ikke afsløre her, men jeg kan love jer, at I vil blive fanget af kvindens tanker og oplevelser. En meget original måde at reagere på den pludselige død af det menneske, du elsker over alt andet.

Den røde tråd i denne forbløffende roman er et pars liv. Nær elskerens kolde krop dukker fortiden op igen. Dem, der misbrugte hende, dem hun elskede, og alle disse mere eller mindre smukke møder indtil mødet med denne elsker, der fik hende til at blomstre. Dette forhold er så smukt, så normalt, så beroligende og fredeligt. Hun skylder ham nu den smukkeste hyldest, den smukkeste af begravelse.

 Vi får på en måde en lang monolog af en kvinde, der gør status over sit liv. Bogen er også rig på originale og dybsindige betragtninger om de store spørgsmål om menneskets eksistens: fødsel og død, kærlighed og par, kvinde og mand, flirt og troskab mv.

Desuden formår forfatteren ved at bruge et enkelt og til tider grænseoverskridende ordforråd at nå meget langt i sine skarpe refleksioner.

Jeg  opdagede Adeline Dieudonné med hendes roman La vraie vie, en mørk realistisk fortælling, der chokerede med sine karakterer, sin historie og sine rammer.

Med Reste finder vi denne blanding af mærkelighed, der flirter med fantasi og realisme. Kan absolut anbefales!

 

L' ICONOCLASTE (06/04/2023)

 

Virginie Grimaldi: Une belle vie

Virginie Grimaldi: Une belle vie

Virginie Grimaldi skriver mange bøger og hurtigt, men det har hun da også grund til at gøre, for hun er en af de allermest efterspurgte forfattere. Det litterære niveau er måske ikke det højeste, men hun kan godt fortælle en historie, hvor følelserne får frit spil, og hvor læseren på nogle punkter kan identificere sig med personerne. Det dagligdags liv tilsat lidt spænding spiller altid en stor rolle hos hende.

Agathe og Emma Delorme er søstre. De er vokset op sammen, men er alligevel meget forskellige. Agathe, den yngste, har manio-depressive træk. Hun er rodet og opfarende og tænker ikke altid på andre. Emma er den fornuftige og alvorlige, der våger over Agathe. Deres far dør ved en bilulykke, og moderen har svært ved at skabe en tryg familie.

Der er forskellige ting, der skiller søstrene i fem års uforklarlig tavshed, men Emma aftaler at mødes med Agathe i huset i Baskerlandet, hvor Mima, deres elskede bedstemor, boede. Stedet skal forlades og huset tømmes. Delorme-søstrene har en uge til at fortælle hinanden alt og råde bod på manglen på hinanden, inden de nye ejere kommer. Vil de være i stand til at rette op på fortiden?

Vi får skildret denne uge i alle detaljer, men den knytter samtidig an til bestemte dage i deres fortid, så vi får et samlet billede af dem og deres udvikling. En elegant sammenkædning af fortid og nutid. Der bliver selvfølgelig fundet gamle og gemte ting frem både i bedstemorens hus som i søstrenes og deres mors liv.

Som kapitlerne og historien skrider frem, skildrer Virginie Grimaldi bestemt Une belle vie, men det er også fyldt med forhindringer og smertefulde øjeblikke.

Når man læser "Une belle vie", forstår man hurtigt offentlighedens begejstring for Virginie Grimaldi. En ægte, menneskelig familieroman, hvor alle kan identificere sig. Hvem har aldrig haft skænderier med en bror eller en søster? Hvordan man husker fortiden med anekdoter?

Virginie Grimaldi bliver altid kategoriseret som en feel-good-romanforfatter, lidt overraskende, fordi hun også tager fat på mange mørke emner: sygdom, død, sorg, lidelse... helt sikkert med et strejf af humor i fremstillingen og en let og flydende pen, der gør det til en fin samtidsroman.

FLAMMARION (03/05/2023)

 

Dominique Fouchard: La Foire aux fiancés

Dominique Fouchard: La Foire aux fiancés

En meget interessant roman, der samtidig er et vigtigt historisk tilbageblik til tiden 1913 til 1924. Vi oplever krigen og dens rædsler på slagmarken, men også kvindernes kamp for at holde økonomien og familien sammen. Alt dette er fint skildret gennem beretningen om de to veninder Germaine og Louise.

Romanen starter dramatisk med at liget af Louise bliver fisket op af Seinen den 20. december 1924. Men hurtigt springer vi tilbage til oktober 2013, hvor Louise og Germaine, 9 år, mødes på skolebænken og bliver uadskillelige veninder. Dette dybe venskab gjorde det muligt for dem at overleve krigsårene og dele en passion for undervisning. Men Louise mister sin far i krigen i 1917, og Germaines venskab formår ikke at mildne Louises smerte og sorg. De bliver begge senere lærere på skoler i Montmartre.  

Denne historiske roman er en lille perle! Vi gennemlever den gennem de forskellige hovedpersoners opfattelse og forskelligt oplevede følelser og adfærd lige fra begejstring for fædrelandet til depression. Det er også interessant at følge disse karakterer over en længere periode for at se samfundets moralske og psykologiske tilstand. Ganske vist blander denne roman virkelighed og fiktion, men den giver et glimrende billede af denne turbulente tid.

Det centrale tema i "La foire aux fiancés" er egentlig ikke selve krigen, men dens konsekvenser. Den er nok slut på slagmarken, men ikke i sindet på de mænd, der har skabt den. Den ekstreme vold og den allestedsnærværende død ødelægger dem indefra. Da de vender tilbage, har de svært ved at finde deres plads i samfundet og i familien, ved at få normale forhold til dem, der ikke har gennemlevet helvede. De forskellige mandlige karakterer inkarnerer dette, der er så tungt at bære. 

De kvindelige karakterer beskriver på deres side status for kvinderne, som bliver sendt hjem til kødgryderne efter krigen, og som bliver nægtet stemmeret, selv om de blev bedt om at arbejde ved manglen på mænd. Vi ser kvinden i den private sfære men også og især i det offentlige. Som bogens titel antyder, så var der trods alt rift om at få en mand. Det skildres også ganske underholdende.

En god, oplysende og underholdende bog der er meget velskrevet. Kan stærkt anbefales.

EDITIONS LES ESCALES (13/04/2023)

 

Tahar Ben Jelloun: Les amants de Casablanca

 Tahar Ben Jelloun: Les amants de Casablanca

En lille let roman af Tahar Ben Jelloun der sætter en historie op om forelskelse, kærlighed, ægteskab og den pludselige lidenskab.

I Paris mødes Nabile og Lamia under deres studier. De bliver forelskede og vender hjem til Casablanca, hvor de begge har gode jobs: han er børnelæge og hun er farmaceut. De bygger et flot hus og har tre børn. Lamia har stor succes med at oprette fabrikker til salg af billige medicinpræparater og tjener meget mere end Nabile. Hun er ofte fraværende og tager sig ikke meget af børnene. 

Der går ti år og deres ægteskab er blevet et kedeligt trummerum, men en dag forelsker Lamia sig i Daniel, en playboy der samler på nye kvinder. Det får selvfølgelig nogle konsekvenser for deres ægteskab, men det skal jeg ikke fortælle her.

Bogen er bygget op omkring de to hovedpersoners beretninger og synspunkter, hvor man ser hvorledes ting kan opfattes forskelligt. Hvad betyder den første kærlighed, ægteskabets dødvande og det pludselige begær, hvor drifterne overstiger fornuften?

Det er en universel historie, men krydret af sit miljø. Den foregår i Marokko i de borgerlige kredse. I dette nye og moderne land, men med forfædres skikke, hvor hykleri er nyttigt, hvis man går ud over de de gængse regler for opførsel som f.eks. at bryde ægteskabet og blive forelsket i en anden mand.

Trods hvad man skulle tro, er romanen ikke en kærlighedshistorie i rosenvand. Andre aspekter af kærligheden, kløften mellem sociale klasser, traditioner i et patriarkalsk samfund eller de prøvelser, som en marokkansk kvinde skal udstå for at være mandens ligeværdige.

GALLIMARD (06/04/2023)

Samuel Benchetrit: Chroniques de l'asphalte

 Samuel Benchetrit: Chroniques de l'asphalte 

Endelig en fortsættelse af Benchetrits vidunderlige serie om livet i forstæderne i 80'erne. Vi har ventet på den i 12 år, så glæden ved at læse den er stor, og jeg kan straks sige, at den er på højde med de foregående tre bind om ikke bedre.

Gennem krønikerne følger vi de unge Karim, Daniel, Dédé, Samuel og de andre i den forstad i Champigny-sur-Marne, hvor Samuel voksede op. Vi får nogle fantastisk velfortalte historier om vennernes oplevelser f.eks.  ved opførelsen af ​​et moderne firetimerlangt danseshow som skolen har indlagt dem til, ved optagelsen af ​​Daniel Balavoines "Aziza"-klip hvor en fra forstaden får en rolle, ved Smaïns første one-man show...

En forsøger at lære et digt af Verlaine udenad takket være en speciel metode; en anden forsøger ved at lægge sin smag om at forføre en pige, der kun kan lide sangeren fra U2 Bono; én der er ender forsøger at se Canal+ uden en dekoder; en anden der bliver Rasta efter at have været en Skinhead... En meget farverig flokke unge.

Der er simpelt hen så mange sjove beskrivelser, og man morer sig vældigt ved læsningen af disse bittersøde erindringer fra en periode, hvor de unge nok var bundet til stedet, men deres fantasi og evne til at spille og efterligne de ting de ser på TV er fantastisk. Legepladser var der ikke men så kunne man jo snige sig ind til forhandleren af skrotbiler og fantasere sig til at være en helt i en kasseret bil.

Der er dog også en anden side af livet i forstæderne der skildres: mændenes hang til at slå koner og børn, brugen og salget af narkotika, alkoholisme, fattigdom, ensomhed etc.

Hvor er det dog en velskrevet, morsom, alvorlig og virkelig roman, der kan minde om Le Petit Nicolas, men her omsat til virkelige oplevelser og formuleret med stil og opfindsomhed uden lige.

Har du læst de tre første ved du godt hvad du skal læse, og har du ikke læst dem, kan du godt starte her.

GRASSET (05/04/2023)

Philippe Djian: Sans compter

 Philippe Djian: Sans compter

Har siden 37.2 le matin læst mange af Djians romaner, oftest med en positiv oplevelse, så jeg måtte lige have fat på hans seneste værk, der udkom for nylig. Der er en god blanding af nogle karakter-studier, en krimi og spillet mellem mænd og kvinder.

Nathan, fortælleren, journalist på l'Eveil, bor sammen med sin kone Sylvia og sin svigermor Gaby, avisens hovedaktionær og enke efter dens grundlægger. En magtfuld finanskoncern søger at erhverve jord til at bygge en forlystelsespark, et stykke jord der er ejet af Gaby. 

Hun nægter at sælge jorden, der kan bringe en formue til familien. Dette irriterer Richard Brunevigne, den lokale deputerede, der er med i koncernen, og han forsøger at få avisen til at gå konkurs som en slags hævn.

Denne historie bygges der videre på i bogen, men der er også en anden historie, der drejer sig om Nathan og de to kvinder i huset. Nathan har været udsat for en bilulykke, der har gjort ham impotent, så sex har han forsøgt at lægge til side. Han er dog tiltrukket af Gaby, der er en fremragende digter, men hun pirrer ham også. Denne historie udvikler sig ligeledes kombineret med to andre kvinders interesse for ham!

Detr handler også om Nathan og hans opfattelse af tilværelsen, hans egen såvel som samfundets. Der er adskillige skarpe vinkler her. Man ved aldrig om Nathan fortæller os alt eller om han fortier noget, på den måde er det som mange andre ting i bogen et opklaringsarbejde at læse hans beretning.

Som mange andre af Djians bøger er der lidt af hvert, men det er smukt sat sammen her. Som noget nyt: megen humor, en refleksion over alderdom, maskulinitet og arbejdslivet.

En god bog, kan anbefales

FLAMMARION (22/02/2023)

Françoise Bourdon: Le jardin des cyprès

 Françoise Bourdon: Le jardin des cyprès

Ni historier om kvinder, om modstandskraft, under Provences himmel...

I skyggen af rækken af ​​cypresser møder vi Isaure, Nathalie, Suzanne, Amandine, Natacha... Nogle har deres liv foran sig, andre har allerede levet meget. 

Alle søger mening i deres eksistens. Uanset om de kommer fra Congo, Île-de-France, Jura, har de nu valgt at bo i Provence. Ni kvinder, som finder fred i skyggen af ​​cypresserne i Provence efter dramaer i deres liv. De bliver nødt til at leve med deres hemmeligheder, indtil livet blotlægger deres hukommelse.

Vil folk omkring dem forstå deres valg? Historier om nye møder, med deres hukommelse opfrisket, deres accept af tiden, afsløringen af ​​en familiehemmelighed, søger de at hente den nødvendige styrke fra deres rødder til at genopbygge sig selv.

Bogen emmer af Provence og de enkelte noveller er alligevel personlige oplevelser. Måske lidt for melankolsk, måske lidt for konstrueret i nogle tilfælde.

PRESSES DE LA CITÉ (12/05/2022)

Tal Men Sophie: La promesse d'une île

 Tal Men Sophie: La promesse d'une île

Sophie Tal Men har altid betaget mig meget, da hun formår at give et sandt billede af Bretagne og dets befolkning gennem sine romaner, hvor personer ofte går igen, og hvor det er hospitals- og lægeverdenen der er udgangspunktet.

Sophie Tal Mens romaner ses ofte som feel-good-romaner. Men Sophie tager også fat på svære emner, temmelig komplicerede at fremmane, at afklare, at mestre, såsom sygdom, ensomhed, alkoholisme eller endda medicinske ørkener. Sophie dissekerer de forskellige temaer gennem komplekse, hemmelige og rørende karakterer.

I denne roman der for det meste foregår på øen Groix der med færge ligger ca tre kvarter fra havnen syd for Lorient. 

Bogens hovedperson Alexis, en ung akutlæge, der er totalt knust og traumatiseret af adskillige humanitære missioner, beslutter sig for at lægge sine kufferter fra sig for at hjælpe i et par uger. Alexis skal afløse Yann, øens praktiserende læge, som skal have en hofteoperation. Deres samarbejde er ikke så nemt, da Yann er en gammel stædig læge, der har lidt svært ved at finde sig tilrette med nye ting.

Men Alexis opdager øens vilde natur, dens charme, skønheden i landskaberne, men også indbyggerne: Olivia den mystiske kvinde og hendes yndige datter Rose, spasmageren Jo, der er en excentrisk person der hjælper i lægeklinikken og mange andre.

En god og velskrevet roman som de fleste af hendes tidligere bøger (se mine omtaler).

ALBIN MICHEL (01/03/2023)

13 à table

 13 à table

Som sædvanlig har jeg anskaffet mig "13 à table", for det første fordi det oftest er god litteratur for det andet fordi det går til et godt formål. 1 livre= 4 repas.

Der er ti forfattere bl.a. Françoise Bourdin, Karine Giebel, Agnès Martin-Lugand og Mbougar Sarr (Goncourt-vinderen 2021).

Opaven i år var at skrive om temaet "La planète et moi" og der er mange gode forslag til temaet blandt teksterne. Man har endda fået Thomas Pesquet (fransk astronaut) til at skrive lidt om sine oplevelser.

Bourdin skriver om økologi i form af en lille historie om et ældre ægtepar, hvor manden ikke orker ar luge mere. Hvad skal man så gribe til?

François d'Epenoux skriver om et interview med Donald Trump i forbindelse med hans valgkamp til næste præsidentvalg. Den er vældig godt skrevet og meget morsom. Det er nok samlingens bedste.

Karine Giebel er dog også stærk i sin beretning om de indfødte i Amazon der ser deres skove blive ryddet.

Ja, der er 10 forskellige indgangsvinkler i bogen, som alle bør anskaffe sig, for vi har vel alle vores lille planet samt den store som vi skal passe på.

Les restaurants du coeur

Pocket november 2022

Halimata Fofana: À l'ombre de la cité Rimbaud

 Halimata Fofana: À l'ombre de la cité Rimbaud

En meget stærk roman der behandler tidligere tiders tabu-omne: omskæringen af piger. Nu bliver der for alvor åbnet for en forståelse og fordømmelse af denne barbariske skik.

Maya er den ældste af syv børn og bor med sin familie i en lille lejlighed i en HLM, cité Rimbaud. Hendes far og mor, der kommer fra Mali, har til hensigt at respektere traditioner. En kvinde er skabt til at tjene mænd, og der er ikke noget at diskutere. hvis ja, bliver det til tørre tærsk.

Hendes forældre er af malisk oprindelse, analfabeter og meget knyttet til deres rødder. Faderen er opvasker og moderen er husmor. Børnene følger efter hinanden, moderen er udmattet og ikke særlig tilgængelig. Men frem for alt er forældrene meget knyttet til Malis uddannelsesmodel, og for dem er det vigtigt at gøre piger til gode koner og gode mødre, som vil tjene deres mænd. Slag regner ned, forbud er talrige, selv i børnehavealderen er der ikke tale om, at små piger leger med drenge. 

Maya er meget knyttet til Machèle, hendes to år yngre søster, men har hun ringe forbindelse med sine andre brødre og søstre. Piger og drenge er opdraget forskelligt, piger har kun lektier og skal deltage meget aktivt i plejen af ​​husholdningen og de små, mens drenge allerede har mange rettigheder fra en tidlig alder.

I en alder af seks år oplever Maya sit største traume, under en ferie i Mali bliver hun omskåret. Hun forstår hurtigt, at det er hendes forældres vilje, og at hun må dæmpe sin smerte.

Bogen der er præget af forfatterens eget liv, viser Mayas kamp for at få forældrene og især moderen ud af den hovedsløse fortsættelse af gamle traditioner. Søsteren Machèle gør virkelig oprør mod forældrenes normer, får en kæreste og søger at finde sig selv. Sammen med Maya forsøger de som voksne at bekæmpe deres traumer og komme videre. Med deres oprør håber de at mindske antallet af de piger som kommer ud for det.

En stærk bog der er skrevet ikke i had til forældrene, men for at vise at man skal hjælpe dem med at komme videre og især kvinderne skal stå sammen i kampen.

LES EDITIONS DU ROCHER (24/08/2022)

Erich Maria Remarque: À l'ouest rien de nouveau

 

Erich Maria Remarque: À l'ouest rien de nouveau

Det er en bog der snart kan fejre sit 100-års jubilæum, da den blev udgivet i 1928, senere forbudt og brændt i 1933, men hvor er den dog aktuel, når man læser den i dag.

Min interesse blev vakt ved forordet af Patrick Modiano, der ganske rigtigt skriver: "Et af litteraturens privilegier er netop at bryde tavsheden, at sprænge skallen af ​​konformisme, ideologier og politiske løgne, at sige "jeg", i navnet på dem, der ikke har kunnet tale, eller som ingen ville høre"-

I bogen følger vi en af ​​disse unge tyske soldater, der ligesom forfatteren oplevede den store krigs prøvelser. Ikke mere forherligelse af krigen og våbnene, men dødens allestedsnærværelse og billedet af Apokalypsen. Skrevet i nutid, med en nøgternhed, der understreger frontens daglige rædsel og livet i skyttegravene, udfordrer denne roman os fra helvedes dyb, i den mest hjerteskærende intimitet.

Efter at have læst mange franske sodaters beretninger kan jeg kun sige, at der var ikke meget forskel på de to fronter. Soldater bliver gjort til slaver og dyr som de enevældige generaler flytter rundt på som skakbrikker. Der er millionvis af faldne, men tale fred er der ikke tale om. Antallet af unge der aldrig kom til at opleve en ungdom og som mister enhver tro på noget som helst er forfærdende.

En bog man bør læse!