Philippe Claudel: Crépuscule
Ny roman af Philippe Claudel der hører til mine favoritforfattere. Det nye værk minder en del om tidligere værker som f.eks. Le rapport de Brodeck. Det er en mørk og dyster bog, der måske skal læses som menneskets vej til natten/døden.
Handlingen foregår omkring 1910 i en lille by langt ude på landet. Det er i Kejserriget (Østrig-Ungarn ?) og alt styres oppefra.
Der er en enkelt politimand Nourio med en hjælper. Han har nogle voldsomme seksuelle drifter og har fem børn der nærmest er kommet til verden med en hvert år. Konen er ved at opgive alt, for hun skal blot stå model til hans lyster.
Men en dag bliver præsten fundet død. Hans hoved knust af en sten. Hvad er det for en forbrydelse? Hvem kunne bebrejde denne præst i et land, hvor kristne og muslimer altid har levet i harmoni? Hvad skal man gøre, hvem man skal anklage, og hvem skal hindre at dette mord vil føre til kriminelle handlinger og grusomheder mellem naboer? Det er lige noget for Nourio, fordi « c’était fabuleux pour lui d’avoir une pareille affaire, dans ce lieu abandonné de toute fantaisie, de tout grain de sable, roulé dans l’ordinaire des jours ».
Nourio har en hjælper Baraj, der måske ikke er særlig klog og meget fåmælt, men han er et ærligt menneske. Et andet godt menneske er pigen Lemia (12 år) der fandt præsten. Hun tænder politimanden, men søger hjælp hos Baraj.
Selv om forholdet mellem de to religioner altid har været godt, rettes befolkningens had mod denne lille gruppe og så kører historien.
Nourio er en sammensat person: en figur af stabilitet og stringens, men også tvetydig og mindre pålidelig, når man opdager de dæmoner, der besætter ham. Han er også karriereorienteret og klar til at sælge sin sjæl for en forfremmelse. På et tidspunkt opdager han til sin forbløffelse, at han selv kun er en marionetdukke styret af de notabiliteter, han troede at være en del af.
Der er mange flere temaer i bogen, men det afgørende må være at det er en fortælling om vores nyere historie. Vi er vidne til skabelsen af sandhed, officiel eller effektiv sandhed, som det kaldes i romanen, det der passer til en større verden og først og fremmest til magthaverne. De magthavere som former historien til deres fordel, og ved sin tavshed udvisker massakrerne på minoritetssamfund, der ofte bliver brugt som syndebukke.
Philippe Claudel har et sprogligt udtryk og en ordrigdom, der kan få en til at bryde ud i jubel. Denne lidt kriminalagtige roman med vægten på samtidige problemer og opfattelsen/oplevelsen af liv og død, hvor vi alle på et tidspunkt når til skumringen, er en meget vægtig bog.
