Maurice Genevoix: Ceux de 14

 Maurice Genevoix: Ceux de 14

En bog som jeg har haft liggende et stykke tid, men nu skulle det være. Jeg måtte læse denne 750 sider lange beskrivelse af de første 8 måneder af la Grande Guerre. Det er ikke så få bøger jeg har læst om krigen, men denne bog gav noget ekstra dels i sin nøgterne beskrivelse af frygtelige begivenheder og scener dels i sit nøje beskrevne persongalleri. Man kommer så tæt på personerne, at man næsten synes, man har dem foran sig.

1. august 1914: Frankrig dekreterer generel mobilisering. Den 2. august sluttede Genevoix, en strålende normalianer, der endnu ikke er 24 år, sig til det 106. infanteriregiment som sekondløjtnant... Ni måneder senere blev han alvorligt såret og udskrevet. Slut på krigen for den unge Genevoix. 

Mellem denne  augustmåned 1914 og de tre kugler, der ramte ham, den 25. april 1915 i Tranchée de Calonne, deltog den unge mand i slaget ved Marne, marcherede mod Verdun og frem for alt i fire lange måneder forsvarede han Les Eparges.

Fra sommeren 14 til det kommende forår i 1915 oplevede og så han infateristens daglige liv, mudderet, blodet, døden, mens man stadig troede på en kort krig.

Vi får beskrivelsen af den næsten umulige indtagelse af en bakketop ved les Eparges. I starten er soldaterne fyldt af håb, men det efterfølges af desillusionen og afskyen for denne afskyelige krig, hvor mænd bliver sendt ud for at angribe uindtagelige stillinger, hvor ubrugelige offensiver følger hinanden og hver gang tager mange liv. I alt var der ca 12000 tab og sårede.

Det er ikke en roman, det er simpelthen et vidnesbyrd, uden dramatisering, uden nogen som helst form for sensationslyst ... et menneskeligt vidnesbyrd om kammeratskab, venten, frygt, kulde, mudder, et dagligt vidnesbyrd, der er blevet omhuggeligt noteret ned af Genevoix. Det er rigtige personer, der har levet, ikke romanpersoner.

Et virkeligt vidnesbyrd der har karakter af et mesterværk.

FLAMMARION (02/10/2013)

Lucky Luke: L'amnésie des Dalton

 Lucky Luke: L'amnésie des Dalton

Jeg er en meget stor fan af Lucky Luke og læser trofast deres albums. Morris er tegner, men historien er skabt af Fauche/Léturgie, der er teamet bag L'amnésie des Dalton.

Det er en god historie, der er kælet for detaljerne og der er mange scener der kan få en til at vride sig af grin.

Historien starter med, at Dalton-brødrene opdager, at en stor forbryder bliver løsladt, fordi han lider af hukommelsestab. Hvordan får man egentlig det? Det eksperimenterer brødrene lidt med, og det giver nogle kostelige scener. 

Det ender med, at de sendes på en prøvetur for at se om de nu virkelig lider af hkommelsestab, kan de lade lade med at følge gamle vaner? Lucky Luke skal holde øje med dem, og det giver en del forviklinger. At Rantanplan også rammes og tror at han er en kat, er en vidunderlig ide.

God læsning af et endnu smukt værk med Lucky Luke.

Blev udgivet første gang i 1991, men kommer nu i en opdateret version og en meget billig pris i 2022.

Yann Moix: Verdun

 

Yann Moix: Verdun

Efter bøgerne om fortællerens martyrbarndom og hans uddannelse på handelsskolen i Reims er vi nu nået til tredje af fire bind i Yann Moix' selvbiografiske værk. Nu skal vi følge ham i den franske hær.

Efter undervisning i Angers og derefter i Draguignan, hvor han bliver undervist i våbenfaget, møder vi nu den unge Moix, nu artilleriofficer. Først er han den underkuede, men da han stiger i graderne og får tildelt en deling i Verdun, finder vi dette "immobile barn" på femogtyve år,  nu artilleriofficer, opleve, nogle gange på godt og meget ofte på ondt, prøven af ​​ansvar, promiskuitet og kommando.

Vi følger ham her med hans deling, over bakke og dal, på marken eller i barakker, dag og nat.

Endnu en gang udspiller et galleri af karakterer lige så almindelige som de er ekstraordinære sig for vores øjne.

Med medmenneskelighed, humor, ydmyghed og den sædvanlige ømhed, som vi kender fra ham for de nedprioriterede, bevæger Yann Moix, hårdere mod sig selv end nogen anden, os og får os til at more os men også at gyse over de urimelige måder man nedgør folk på.

Starten af bogen virker meget som en samling af groteske situationer, der kan læses som en skarp kritik af hæren og samfundet, men vores hovedperson bevæger sig væk fra usikkerheden i virkeligheden, og han føler sig næsten tryg i institutionen og finder en form for nydelse i dette mikrokosmos.

Der er nogle fantastisk præcise skildringer af de enkelte soldater i hans deling med deres glæder og sorger, deres sammenbrud og flugt fra virkeligheden. Deres udskejelser og enorme drikkeri, deres mangel på kærlighed og et ordentligt forhold til kvinderne. Moix har selv store sorger på grund af manglende kontakt og kærlighed.

Der er nogle meget intense og smukke beskrivelser af byen Verdun og dens omgivelser. Verdun er forbundet med krigen i 14-18 og kan ikke komme ud af det. Tanken om alle de liv der gik tabt her kan han ikke skubbe væk, selv om han forsøger at spille hård.

En meget fin bog og jeg kan kun glæde mig til sidste bind i serien. Det bliver under titlen "Paris".

GRASSET (09/03/2022)

Aucune définition n'a été trouvée

Aucun synonyme n'a été trouvé

Sophie Tal Men: Des matins heureux

 Sophie Tal Men: Des matins heureux

Har læst og omtalt de fleste af Tal Mens romaner, der ofte udspiller sig i hospitalsverdenen i Bretagne, især Brest.

Hendes nyeste roman bryder lidt dette mønster, da det meste af handlingen foregår i Paris, dog kun til et lille område tæt ved Cimetière de Montparnasse.

Vi følger et spil mellem tre personer der mødes tilfældigt, hver især forsøger de at udfylde tomrummet, der omgiver dem. Elsa, en ung hjemløs, leder efter sikre steder at hvile og varme sig i fuld sikkerhed. Marie, en bretonsk gynækolog som også optræder i andre af Tal Mens romaner, er netop flyttet til Paris for at specialisere sig i brystrekonstruktion for kvinder, der har haft brystkræft. Guillaume, en bartender på en irsk pub, er lige blevet forladt af sin kæreste og forsøger at slippe af med alle de genstande, der stadig forbinder ham med hans eks på Leboncoin...

Uden at fortælle for meget, bliver mange temaer behandlet, såsom den skyldfølelse, som visse karakterer kan føle, og som de skal kunne slippe for at komme videre i deres liv og deres projekter. 

Der er også de traumer, der skal overvindes, kort sagt den modstandskraft, der skal opnås, også for at forblive i kontrol over sin fremtidige vej. 

I det hele taget skal man først opbygge sig selv, førend man kan komme videre. Det oplever Marie, der ellers er en drivende kraft i venskabskredsen i Brest. Nu står hun pludselig alene i Paris og selvfølgelig tager hun sig af Elsa, men en forelskelse i Guillaume medfører en stor erkendelse hos hende.

En hyggelig læsning og heldigvis får vi gode glimt fra både Paris og Bretagne og tre personer, som man kommer til at holde af.

ALBIN MICHEL (30/03/2022)

 

Jacqueline Lefort: La disparue du calvaire

 Jacqueline Lefort: La disparue du calvaire

En lang historie, der falder i to dele med ca 20 års adskillelse. De fleste af de spørgsmål, der står tilbage efter første del, bliver mere eller mindre besvaret i anden del.

Historien starter i 1921 i en landsby i Haute-Loire: Léonie og Marceau er femten år gamle og elsker hinanden så højt, at selv den latente rivalisering mellem deres respektive familier sandsynligvis ikke vil kompromittere deres planer om en fremtidig forening. Problemet er dog, at Léonies familie er fattig, mens Marceaus far er rig og er byens borgmester.

Men en dag forsvinder Léonie på mystisk vis, angiveligt offer for en gammel eremit, der bor i udkanten af ​​landsbyen. Han udnævnes til at være den skyldige og begår? selvmord.

Men Marceau afviser denne version, som i sandhed skjuler et plot udklækket af visse notabiliteter til merkantile formål. Alene mod alle kan han kun bøje sig for en parodi på retfærdigheden, som ikke blot besudler en mands ære, men som ikke tillader ham at genfinde sin lille forlovede. 

Han skal vente sytten år, før en lignende begivenhed tillader den politimand, han er blevet, at genoptage efterforskningen. Forsvinden af ​​en anden ung pige under noget lignende omstændigheder vil bringe ham tilbage til sin fødeegn, i fodsporene på den pige, han aldrig har været i stand til at glemme...

Velskrevet og spændende med nogle gode beskrivelser af landsbyen og dens beboere. Borgmesteren vil have elektricitet til byen, men det ønsker de ikke som de stokkonservative bønder de er. Skildringen af mellemkrigstiden er i øvrigt ganske fin.

Hovedpersonerne er de to brødre, der i barndommen ikke var meget for hinanden, men nu sker der ting som bringer dem sammen.

EDITIONS DU MOT PASSANT (14/03/2019)

Viginie Grimaldi: Il nous restera ça

 Viginie Grimaldi: Il nous restera ça 

Ja, når nu alle andre læser hendes bøger, så følger jeg gerne trop. Det er en af disse feel-good- romaner, hvor man gennem en række dagligdagsproblemer, følelser af enhver art, hvor vi møder død, fattigdom, hustruvold, sorg, ensomhed og de efterladte unge. Ja, der er plads til meget, men det er ikke en samfundskritisk roman, men en roman der prøver at vise, hvad andre mennesker betyder for os. Ikke så ringe endda.

Udgangspunktet for roman er Jeanne, der lige har mistet sin mand. Hun er 74 år og kan se nogle økonmiske problemer foran sig. Hun beslutter at leje et værelse ud i sin lejlighed.

Hun bliver nærmest overfaldet, da hun er ved at sætte en annonce op i en lokal butik. Theo er den første der henvender sig. Han er 18 år, boet på ungdomshjem, men har fået en plads hos en bager. Han har intet sted at sove, så en billig leje passer ham. Den næste er Iris, 33 år, der kun har sin kuffert som bagage. Hun har forladt sin hjem og vil bygge en tilærelse op selv.

Jeanne tager imod de to.

Når tilfældighederne bringer dem sammen under samme tag, bliver disse tre beskadigede væsener nødt til at lære at leve sammen. Den mystiske unge kvinde, den frække dreng og den diskrete dame befinder sig på trods af dem selv i en lejlighed, der har mange overraskelser i vente.

Det er historien om tre ensomheder, der støder sammen, om disse uventede møder, der lyder som almindeligheder.

Bogen er bygget op over en periode på ca 7 måneder, hvor vi skiftes har vinklen på Jeanne, Iris og Theo. Det er tre skæbner, som vi stille og roligt tager til os og forstår. De er skildret i deres hverdage, men opbygges med flashbacks til deres fortid. Vi bliver efterhånden meget klogere på deres liv og de muligheder/ikke muligheder de har haft.

En mesterlig opbygninger og en yderst dygtig  forfatter, der holder fast i trådene.

Man bliver måske ikke specielt overrasket over forløbet, sproget er enkelt og uden større stilistiske effekter, men historien er god og man lukker bogen med et smil på læben.

FAYARD (04/05/2022)

Étienne Kern: Les envolés

 Étienne Kern: Les envolés

Denne bog fik meget fortjent Goncourt-prisen for den første roman fra en forfatter. Det er en blanding af historie, fakta og forfatterens egne oplevelser, mareridt og tanker. En historie om ensomhed, kærlighed, drømme og tro på fremskridt.

4. februar 1912. Dagen er knap nok startet.. Omgivet af en lille skare af tilskuere begynder to journalister at filme. Deroppe, på første sal i Eiffeltårnet, sætter en mand sin fod på rækværket. Han vil prøve sin opfindelse, en faldskærm. Han er blevet advaret: han har ingen chance. Kærlighedshandling? Skør, desperat gestus? Han har en drøm, og ingen kan stoppe ham. Hans død er en af ​​de første, der er fanget af et kamera.

Forfulgt af disse billeder blander Étienne Kern den sande historie om Franz Reichelt, en dameskrædder fra Bøhmen, med mindet om sine egne forsvundne. der har hjemsøgt ham siden de døde efter at have kastet sig ud af et vindue/altan.

Fra Belle Époques glædelige Paris til i dag, mellem tro på fremskridt og fristelsen til katastrofe, sætter denne kraftfuldt charmerende første roman spørgsmålstegn ved den andel af håb, som alle bærer i sig selv, og det aftryk, som de fløj væk.

Hovedpersonen Franz Reichelt er en indesluttet type, der er kommer til Paris for at søge arbejde. Han har en ven der vil bygge sin egen lille flyvemaskine, men det ender galt. Det berører Franz dybt, og da han ser at der en en konkurrence om at lave en faldskærm, går han i gang. Kan han hjælpe med at hjælpe folk i en flyvemaskine? Vi følger hans arbejde samtidig med at forfatterens egen historie og tanker flettes ind.

Franz' vens kone, der fødte kort før hans flyvemaskine faldt ned, kommer også til Paris og de indleder et forhold, men da det går op for hende, at her er endnu en gal og genial mand, der vil springe ud fra Eiffeltårnet, må hun tage en beslutning.

Étienne Kern gør alt for at blotlægge Franz' liv og hvad der drev ham, alle spor eftersøges, men man ikke gøre noget for dem man elsker andet at huske på dem, når de er fløjet bort.

En god og velskrevet bog.

GALLIMARD (26/08/2021)

Annie Ernaux: Le jeune homme

 Annie Ernaux: Le jeune homme

En meget kort (48 sider) og hurtigt læst ny bog fra Annie Ernaux, som i virkeligheden er nøglen til hendes forfatterskab. Selve historie er ikke i sig selv noget, men det handler egentligt mere om det at skrive end det forhold hun som 50-årig har med en 30 år ungre mand.

Tekstens motto lyder: « Si je ne les écris pas, les choses ne sont pas allées jusqu'à leur terme, elles ont été seulement vécues. » og for hende skal oplevelser skrives ned, ikke kun opleves. Skrivekunsten er en bearbejdelse af det oplevede, der giver uendelig tilfredshed, hvis det lykkes.

Det forhold hun skrives om, giver hende også mulighed for at genopleve sin egen tid som studerende i Rouen, og hun får en form for genoplevelse af det der skete. Hun bliver som en opdrager for den unge mand og hun tager ham med på rejser.

Der er selvfølgelig folk der skuler lidt til dem, når de går sammen som kærester, for hun kunne jo næsten være hans mor. Men her nyder hun at sige, at det jo ikke kun er gamle mænd, der kan have unge kærester. Hun bliver selvfølgelig revet ud af sin alder, men kommer ikke til at tilhøre hans i stedet for.

På trods af styrken af ​​de følelser, der binder dem sammen, finder forfatteren og hendes elsker sig ude af trit med de samfundsminder, der har bygget dem. Aldersforskellen er for stor. Men for forfatteren er dette forhold helt klart en mulighed for i nogle måneder at dykke tilbage i det, der var hendes ungdom.

Hun fortæller også i starten af bogen, at hun somme tider er nødt til at kaste sig ud i et forhold, når hun har problemer med at skrive. Den tilfredsstillelse hun kan få i et forhold kan slet ikke måle sig med den udløsning hun får ved at skrive.

Deres forhold slutter, da hun har skrevet sin bog færdig. Ud fra årstallene kan vi se, at det må være færdiggørelsen af L'Evénement, der handler om den abort hun får i 1964. Faderen var italiener, og hun havde mødt ham i Venedig. Den by som hun netop tager den unge mand med til. Ringen er sluttet.

Som sædvanlig glimrende skrevet. Kort og præcis og med en evne til at være dobbeltdeltager og betragter i den forstand, at hun genlever en del af sin ungdom, har et nyt forhold og straks bruger det til sin skrivning.

En bog der viser Annie Ernaux' dybe forståelse af sig selv og den visdom hun har nået.

GALLIMARD (05/05/2022)

Louis-Ferdinand Céline: Guerre

 Louis-Ferdinand Céline: Guerre

For nylig er der kommet nogle manuskripter frem af Louis-Ferdinand Céline. Céline hævdede, at de var blevet stjålet men måske er de bare blevet gemt væk til hans enke var død. Det er i sig selv en spændende historie.

Man har nu udgivet en roman, hvis handling foregår i Flandern under 1. Verdenskrig. Med transskriptionen af ​​dette første manuskriptudkast, skrevet omkring to år efter udgivelsen af ​​Rejsen til nattens ende (1932), bliver et centralt stykke af forfatterens arbejde bragt frem i lyset.

Titlen Guerre er særdeles passende, for vi får endnu et indblik i denne vanvittige krig, ikke ret meget direkte på slagsmarken men på hospitalet og i en lille by tæt ved fronten. I bogen veksler Céline mellem en selvbiografisk historie og et litterært værk. Det afslører den centrale oplevelse af hans liv: det fysiske og moralske traume ved fronten. Céline fortæller gennem hovedpersonen Ferdinand om hans sår under krigen, hans indlæggelse og hans afrejse til England.

Céline udnytter sin erfaring som soldat, da han kun var tyve år gammel, til at vidne om al den rædsel, som krig fremkalder hos ham. Traumet af en sådan oplevelse vil forfølge ham i lang tid sammen med den enorme hovedpine, som han bliver offer for på grund af bombernes eksplosioner omkring ham på slagmarken.

Han udtrykker sit had mod disse vanvittige konflikter med et vokabular fra gaden, et rendestensfransk, med brud på alle regler for fransk grammatik. Krig har ifølge Céline en lugt, der stinker, han hader den så meget som det mest uudholdelige, det mest afskyelige.

Personerne er alle drevet ud til det yderste, blod, forrådnelse, sex, død, der bliver ikke sparet på beskrivelserne. Kvinderne er ludere, men samtidig også nogle stærke personer, der på mange måder styrer mændene, der ofte lader sig styre af drifterne og angsten.

Det er et stort værk for der er plads til lidt ømhed og medlidenhed i dette kaos af lidelse og larm.

GALLIMARD (05/05/2022)

Aucune définition n'a été trouvée

Aucun synonyme n'a été trouvé

Djahil Amadou Amal: Cœur du Sahel

 Djahil Amadou Amal: Cœur du Sahel

Faydé bor i bjergene i det nordlige Cameroun. For at hendes mor, hendes brødre og hendes søster ikke er i nød, da hendes stedfar er forsvundet under en razzia af Boko Haram, beslutter den unge teenager at tage til Maroua, den nærmeste by, hvor hun vil være tjenestepige.

Ligesom sine kammerater skal hun vænne sig til sit nye liv, urbant og svært for piger. Klasseforagt, mishandling, voldtægt... Hvordan skal Faydé klare sig i et miljø, hvor hendes skæbne ser ud til at være bestemt på forhånd? Vi møder hende sammen med andre tjenestepiger, der alle kæmper deres egen sag, men alligevel er der en solidaritet.

Faydés mor Kondem arbejdede engang også i byen og faldt for ​​sin chef, der fyrede hende, da han indså, at hun var gravid. Kondem er bange for Faydé, bange for at historien gentager sig, fordi voldtægt er en del af traditionen.

En stærk roman om kvinders vilkår, forfædres traditioner, kasternes magt, to verdener, der nok mødes, men aldrig blander sig, de rige købmænd og dem, der tjener dem og adlyder med et smil, men et hjerte fyldt med en unævnelig bitterhed. Tjenestepigerne skal sænke blikket og frem for alt lukke munden. Uddannelse og skole, den eneste vej ud, en utilgængelig luksus for disse unge piger. Skyggen af ​​Boko Haram, som smadrer landsbyerne, gidseltagning, kvinder og piger bliver misbrugt, de forvandles til sexobjekter eller menneskelige bomber til terroristangreb.

Djaïli Amadou Amal udgiver med Cœur du Sahel en ny roman om kvinders forhold og situation i Sahel som tjenere og nærmest slaver for de velstående. Det markerer hendes engagement mod uretfærdigheder mod kvinder.

En roman der mærker sin læser.

ÉDITIONS EMMANUELLE COLLAS (15/04/2022)

Jean-Christophe Rufin: Les flammes de pierre

 Jean-Christophe Rufin: Les flammes de pierre

Endnu en vidunderlig bog fra Jean-Christophe Rufin omkring et af hans yndlingsbeskæftigelser: bjergbestigning og bjerge i det hele taget.

Her er det rammerne, bjergene, der er omgivelserne til en banal kærlighedshistorie. Historie og rammer i denne roman er ret vellykket, som en god film, uden længder, og slutningen er særlig betagende.

Men Jean-Christophe Rufin er også  lykkedes med sit væddemål: at skrive en bjergbog med udgangspunkt i det traditionelle skema, som består i at beskrive en eller flere stigninger i kronologisk tilstand; klatringen til refugiet, umuligheden af ​​at sove, afrejsen om natten og den kolde tidlige morgen, derefter begejstringen i solen, der varmer muren, til sidst toppens rus i den menneskelige varme fra den rebfestede fest med pølse og ost.

I denne roman er bjerget flettet sammen med kærlighedshistorien, hvilket giver det dens kraftfulde, spændende og farlige rammer, som kærligheden selv.

Gennem bogens to hovedpersoner, Remy der er guide i bjergene og Laure der arbejder i finansverdenewn i Paris modsætter romanen det kunstige og overfladiske i et samfund, der er hierarkiseret af penge og forblændet af illusioner, til bjergets ubevægelige ubevægelighed.

Ved bjergets storhed, dets barskhed og dets farer kan du hurtigt blive bragt tilbage til bevidstheden om din ydmyghed og vise hvem du virkelig er.

Dejlig læsning, selv om jeg hverken er til skisport eller bjergbestigning.

GALLIMARD (07/10/2021)

Jean d'Amérique: Soleil à coudre

 Jean d'Amérique: Soleil à coudre

En ung pige, hvis kælenavn er Tête Felée (skørt hoved), vokser i Haïti op i et slumkvarters elendighed, hvor hun observerer de voksne. Hendes familie er Papa, som ikke er hendes rigtige far. Han er håndlanger for den værste bandeleder i byen; Fleur d'Orange, hendes mor, har kun sin krop at sælge.

Hun ser de voksne, deres vold, deres svagheder, deres afhængighed, men det giver indhold til hendes fantasier om flugt.

Ofte alene mellem den uhumske lejligheds fire beskidte vægge begynder hun utrætteligt på et brev til den klassekammerat, hun er forelsket i, og leder efter de ord, der hverken vil forråde hendes drømme eller hendes sandhed.

Men kan en 12-årig piges naivitet og drømmeverden i en barndom der er alt andet end barndom holde stand? Hun prøver tappert ved at skrive i et sprog der er poetisk. Lige så brutalt livet er skildret, afbøder hun sine mørke sandheder ved at klæde dem i lys, i malerier af farverig vold, der nogle gange fremmaner slams protestpoesi, nogle gange sangen om en evig tragedie.

En grusom historie fyldt med poesi, begær, vold, magt og blod. Det, der gør denne bog unik, er først og fremmest forfatterens enestående stil, som kombinerer den mest direkte råhed med kraftfuld figurativ poesi. Vi oplever et originalt sprog, nogle gange foruroligende, men ofte af en forvirrende skønhed.

Jean d'Amérique viderefører på glimrende vis den haitianske litteratur.

ACTES SUD (03/03/2021)

Jean-Cristophe Rufin: Notre otage à Acapulco

 Jean-Cristophe Rufin: Notre otage à Acapulco

Nu er fjerde bind udkommet i serien om den lidt mislykkede konsul Aurel Timescu, oprindeligt født i Rumænien, men blevet fransk efter et kort giftermål. Han bliver altid rodet ind i nogle lyssky affærer, men klarer sig altid igennem. Det gør han selvfølgelig også denne gang trods voldsomme begivenheder.

Aurel kommer til at slå sine folder i Mexico, nærmere bestemt i Acapulco, der i 1960'erne var mødet for stjernerne fra Hollywood: Weismüller (Tarzan), Ava Gardner, Bogart, John Wayne, Sinatra m.fl., men som senere blev besat af diverse narkobaroner, der jog turister væk.

Aurel bliver tilkaldt, faktisk for ikke at foretage sig noget. Det passer ham fint. En ung fransk kvinde er forsvundet i Mexico, datter af en politiker med ministerdrømme, så hun skal findes. Eftersøgningen ledes af Frankrigs ambassadør, der er en lidt usympatisk person. Aurel er blot tilkaldt for at vise, at man tager eftersøgningen alvorligt ved at sende ham til Acapulco. Det viser sig at være et uanet pletskud.

Vi kender jo Aurel fra de tre første bind som en mand der går klædt i store frakker og umoderne jakkesæt, så det er sjovt at se ham her i Acapulco, hvor varmen tvinger ham til at bære T-shirts og badesandaler. Han kan heller ikke få sin sædvanlig hvidvin, men tequilaen bliver en udmærket erstatning.

Bogen starter lidt tungt, men den tager heldigvis hurtigt fart og lever op til de forrige bind i serien om Aurel.

God roman at slappe lidt af med. Rufin er en virkelig god fortæller og han rammer godt i sine portrætter og beskrivelser af naturen, byerne og de sociale forhold.

FLAMMARION (06/04/2022)

Véronique Olmi: Le Gosse

 Véronique Olmi: Le gosse

En meget voldsom roman om en drengs opvækst i tiden efter 1. Verdenskrig. Hans far kommer såret hjem fra krigen og dør hurtigt efter af den spanske syge. 

Joseph vokser op i et arbjderkvarter nær Bastillien, men forkæles og beskyttes af sin mor og bedstemor.

Omsvinget kommer da moderen dør på grund af en mislykkes abort, bedstemoren er lidt omtåget og gammel, så Joseph må klare det for de to. Også det går galt og Joseph kommer på børnehjem, plejefamilie og senere børnefængsel, inden han sendes ud til en institution på landet, hvor han skal arbejde med landbruget. Det bliver et slavearbejde.

Alt dette er måske godt nok, men den måde man behandler børnene på er horribel og næsten ikke til at holde at læse om. Joseph klarer sig igennem på grund af en kærlighed til musik og evne til at spille. Men kan han blive til noget, har han nok at stå imod med? Det fortæller Véronique Olmi videre om.

En barsk historie der bygger på faktisk materiale om den måde man forsøgte at tage sig af forældreløse børn på.

Ikke læsning for svage sjæle, men et vægtigt indslag om opdragelse, børns ensomhed, fattigdom, seksualitet og politiske forhold i mellemkrigstiden.

ALBIN MICHEL (26/01/2022)

Jérôme Leroy: Les Derniers Jours des fauves

 Jérôme Leroy: Les Derniers Jours des fauves

I denne på en måde aktuelle roman er vi på tærsklen til præsidentvalget i 2022. I 2017 blev valgt, til alles overraskelse, en kvinde, Nathalie Séchard, som skabte en politisk bevægelse kaldet New Society. 

Hverken fra højre eller venstre omgiver hun sig med ministre, der kommer fra både højre og venstre, såsom hendes indenrigsminister, Patrick Beauséant, fra rækken af ​​det hårde højre, og Guillaume Manerville, minister for Miljø, som kommer fra den miljøaktive venstrefløj.

Mens hun tøver med at stille op igen, er hendes største konkurrent Agnès Dorgelles, leder af den patriotiske blok. Nathalie Séchards mandat har været præget af to alvorlige kriser: De Gule Vestes og en virus, der fortsætter med at mutere. (I begge tilfælde er kriserne mere alvorlige end dem, der rent faktisk fandt sted.) 

Alt dette foregår på baggrund af truslen om et totalt sammenbrud af systemet på grund af især økologiske og demokratiske problemer.

Jérôme Leroy viser os et plot for erobring af magten ved at placere alle hans karakterer i en kontekst af vold mod politikere, pandemi og hedebølge. Man har indtryk af at fordybe sig i de politiske intrigers drejninger med glæde og/eller afsky. Man følger en mørk historie fuld af koldblodige beskidte tricks.

Man kan klart gennemskue henvisningerne til de faktiske forhold, men det forekommer mig at være noget overspillet i Leroys version.

LA MANUFACTURE DE LIVRES (03/02/2022)

Jean Teulé: Azincourt par temps de pluie

 Jean Teulé: Azincourt par temps de pluie

Igen en ny bog efter bogen om Baudelaire, men denne gang om et historisk emne som Frankrig ikke kan være stolt af. Shakespeare har beskrevet slaget i Henry V, men nu tager Teulé fat på det.

I sommeren 1415 havde Frankrig genvundet størstedelen af sine landområdet tabt i Hundredårskrigen. Englænderne sad fortsat på Aquitaine og Calais, men invasionsstyrkerne fra den anden side af kanalen var drevet næsten fuldstændigt ud af Normandiet og Flandern. Henrik V var opsat på at generobre store områder af Frankrig.

Romanen fortæller historien om slaget ved Azincourt, hvor alle franske medlemmer af den franske adel bliver tilkaldt for at slagte den engelske hær, der ikke er særlig stor, er plaget af sygdom og i det hele taget synes at være et let offer.

Teulé gennemgår hele slaget for os, viser hvor overmodige adelen er, blændet af deres eget ego. Kun feltludderen kan se, at franskmændene griber det hele forkert an og løber ind i et enomt nederlagt med ufattelige tab.

Teulé kan jo ikke dy sig for at sammenligne med aktuelle forholde og på den måde kommer der en ekstra dimension på. Det er skrevet i hans sædvanlige stil med det meget grundige kildemateriale, men også med evnen til at lægge et nyt lag på dette berømte slag.

Har læst den med stor fornøjelse og er blevet meget klogere på ridderne udrustning og tidens regler for afvikling af et slag. Men englænderne har langbuer og lange spid, som knuser den franske hærs rytteri.

MIALET BARRAULT (02/02/2022)

Yasmina Reza: Trois versions de la vie

 Yasmina Reza: Trois versions de la vie

Faldt over et lille teaterstykke af Yasmina Reza som blev opført første gang i 2000 i Wien og senere i Paris på Antoine-teatret.

Det er bygget op i tre versioner med de samme personer, men hvor der ændres lidt i tilgangen og emnerne i hver version. Det er faktisk ret flot gjort.

Historien foregår i Paris i en parisisk lejlighed. Ægteparret Henri og Sonia diskuterer om de skal give efter for deres søns plageri om lidt mere mad, selv om han er lagt i seng og har børstet tænder. Henri er mest indstillet på at lytte til sønnen, men Sonia er stærkt imod.

Situationen eskalerer, da Hubert og Inès dukker op. Henri og Sonia troede, at de havde inviteret dem til aftenen efter, så gode råd er dyre. De får lidt chips og et glas vin, men sønnens plageri fortsætter.

Situationen forværredes yderligere, især da Hubert - Henris chef - fortæller ham, at der netop er offentliggjort et forskerarbejde om samme emne, som Henri har arbejdet på i tre år. Nu kan Henri godt vinke farvel til sine drømme om forfremmelse.I den første version skærpes tonen også med interne skænderier mellem ægteparrene og diskussion af kønsroller.

Alt i alt en masse godt stof at arbejde med for skuespillerne, der her har lejlighed til at understrege en del af de uhyrligheder og stereotyper som vores hverdage består af.

ALBIN MICHEL (02/11/2000)

Corbeyran/Fattore/Priori: Happytech

 Corbeyran/Fattore/Priori: Happytech

Så blev der tid til en tegneserie skrevet af Corbeyran, hvis serie om 14-18 krigen jeg holder meget af. Denne nye serie med titlen Happytech foregår i vor tid og tager fat på de firmaer der forsøger at udnytte vores naivitet til at gøre os glade flokdyr.

I. bind har undertitlen: Le bonheur nuit gravement la santé, præsenterer os for Xavier Guignard, der i starten lever af at sælge folk forsikringer via telefon. Han lyver og udnytter folk for et godt ord. Der sker imidlertid noget, da han er til en familiefest. Han hader det og drikker sig fuld, men ikke mere end et par fætre fortæller ham, at han som barn var en spytslikker, var uendelig naiv og nem at narre. Det var første hak i tuden, senere forlader konen ham, han mister jobbet, men får så kontakt til Happytech.

Vil det gøre ham lykkelig og få ham til at tro på sig selv? Ja, det fortæller 1. bind om med en bidende social satire. Virker lovende for fortsættelsen af serien.

Historien er godt skruet sammen med dejlige tegninger Alessia Fattore, farvelagt af Giulia Priori. Det er også en nydelse at se billederne, der er gode til at fange steder og personer.

Delcourt, marts 2022

Aurora Victor: Douce Esquive

 Aurora Victor: Douce Esquive

En romandebut for Aurara Victor der med sin lille historie forsøger at skildre nogle kvinder, der er løbet ind i diverse problemer.

Romanen fortæller historien om Fantine, en ung skuespillerinde, der bor alene i en lejlighed i Toulouse. Selv om hendes liv tilsyneladende er ubekymret, skjuler hun et dybt barndomssår. Hun skar båndene over til sin mor Carole og sin søster Myriam for syv år siden. 

Hvorfor ? 

En dag opdager hun et anonymt brev på sit dørtrin, og hendes liv bliver vendt på hovedet. Uden at afsløre noget yderligere kan vi sige, at temaerne om hemmeligholdelse inden for en familie, i det væsentlige om kvinder, og om forsvinden er allestedsnærværende. 

Hemmeligheden er vævet omkring disse tre karakterer: en selvstændig kunstnermor, Fantine, hendes datter, en skuespillerinde, der elsker frihed, men er i sin gang blevet forslået og misforstået, Myriam, tvillingesøsteren, gennem hvem sandheden vil komme frem i lyset.

Meget er fint i romanens komposition, men personkarakteristikkerne er ofte lidt pseudoagtige og stereotype. Der er også lidt for meget krimiroman der pludselig tager over.

Men alt i alt en pæn debut, der måske lover bedre ting i fremtiden.

LES PRESSES LITTÉRAIRES (24/07/2020)