Nicolas Mathieu: Le ciel ouvert

Nicolas Mathieu: Le ciel ouvert

Ny og usædvanlig bog fra Nicolas Mathieu. En bog der ovenikøbet er forsynet med virkelige gode tegninger af Aline Zalko - en fornøjelse at have i hånden.

Denne selvbiografiske beretning er ret atypisk for forfatteren. Romanen samler tekster, som forfatteren har skrevet på de sociale netværk siden 2018, især dem, han offentligt har adresseret på Facebook og Instagram til en kvinde, han ville have, men som ikke var fri. En hemmelig kærlighedshistorie, som ikke er mere, men som han husker hvert øjeblik af og beskriver i alle intime detaljer i et poetisk og inciterende sprog.

I denne samling af tekster skriver han om de mennesker, han elsker, og som har betydet noget for ham. I sine tidligere romaner har han allerede demonstreret sin evne til at forankre sit forfatterskab i virkeligheden ved at fremkalde præcise detaljer, der griber læserne.

Den første del af bogen, som er viet til en kvinde, han elskede vanvittigt højt, er storslået. Hvad kan være mere universelt end den kærlighed, der gør ondt, den mangel, der gnaver i én? Denne utro kærlighed fortalt til alle, denne umulige kærlighed har skabt de smukkeste tekster om kærlighed.

I anden del af bogen bliver perspektivet bredere med hovedpersonerne hans far og hans søn, men samtidig en opsamling på hans barndom, ungdom og hans nu mere modne alder. Der er hans skildring af livet der kan køre som en rutine, mennesker der er frataget deres egen vilje og en opfordring til ikke at underkaste sig. Det er en formidabel samling småtekster.

I denne udvalgte selvbiografi slutter han sin beretning med at sige til sig selv: "Og på trods af krigen, på trods af det umulige hav, på trods af dine mørke rande og dårlige valg, var du i det øjeblik den lykkeligste mand på jorden."

ACTES SUD (07/02/2024)

Dany Laferrière: Fête chez Hoki

 Dany Laferrière: Fête chez Hoki

Ny lille udgivelse fra én af mine favoritter. Det er en god samling af små tekster samlet fra tidlige ikke-udgivne tekster, men skrevet med samme glød og med samme emner som Dany Laferrière altid har kredset om: død og sex og livlyst.

Navnet på én af de første atombomber var Rity Hayworth. Hun var en eksplosiv rødhåret pin-up og skuespillerinde, så sammenligningen er ok. For Dany Laferrière er sammenhængen mellem død, atombombe og sex helt klar. Vi må have noget at ty til, når døden hænger lige over os.

O sit møde med Hoki kan han kun sige: "Jeg er kun interesseret i klichéer, og den første kliché om Japan er erotik. Den anden: atombomben."  Hoki, en modefotograf, er japansk, implosiv, radioaktiv. Hun elsker i 72 timer i træk, før hun glider væk og overlader sit loft til forfatteren, som absolut ikke vil forlade hendes seng.

Det kommer der mange beretninger om, der er ladet med erotik, men også erkendelsen af at alt får en ende. Festerne i Hokis lejlighed er en fanfare af oplevelser og et farvel til al borgerlighed. Hoki møder vi også i mange andre af Laferrières bøger.

Anden del af bogen "Le zoo de Kama-sutra" bevæger sig lidt væk fra Hoki og mod kendte kunstnere i New York og andre steder, og her er erotikken bestemt heller ikke gemt væk. Læs blot om Norman Mailer og hans kone og datter.

Et lille handby by bog som bestemt lyser af lyst og sex, men også om store temaer som liv-død, religion, hudfarver. Det er Laferrière og det er godt!

Zulma (04/04/2024)

Julie Malye: La Louisiane

 Julie Malye: La Louisiane

En fantastisk bog på mange måder, både hvad angår indholdet og hvad angår det billede af en fransk koloni i starten af 1700-tallet som skildres i bogen på næsten 600 sider. Forfatteren fortæller,at det har taget hende 8 år at gøre værket færdigt. Imponerende!

Handlingen starter i  1720 i hospitalet, anstalten la Salpêtrière, hvor lederen Marguerite skal lave en liste over piger. Guvernøren i Louisiana har nemlig bedt om flere koner til kolonien: 90 kommende mødre, frugtbare, kompetente og diskrete. 

Det er en helt ukendt historie, Julie Malye vil fortælle os her, historien om snesevis af unge kvinder, der blev sendt fra Frankrig, og mere præcist fra Salpêtrière-hospitalet, forældreløse eller efterladte, i den fødedygtige alder, dvs. fra 12 eller 13 års alderen, for at kunne give afkom til de franske kolonister, der ankom til Louisiana i begyndelsen af det 18. århundrede.

Da pigerne efter tre måneder på skibet La Baleine går i land, har de ingen anelse om, hvor de skal overnatte, eller hvor hurtigt de ville blive forlovet. Selve beskrivelse af de meget unge pigers tur over Atlanten er i sig selv hele romanen værd. 

Vi følger i fodsporene på de kvinder, der blev sendt til Louisiana for at befolke den nye franske koloni. En korroman, hvor vi følger Geneviève, en englemager, Pétronille, en aristokrat, der er spærret inde af sine forældre, og Charlotte, et forældreløst barn, der er vokset op på Salpêtrière.

La Louisiane er en helt igennem feminin eventyrroman med dødsfald, fødsler og krige mod indianerstammer, men disse stærke kvinder gør modstand og skaber sig en plads i denne nye verden.

Denne historie er omhyggeligt skrevet og veldokumenteret, og den giver læseren et øjebliks oplevelse af forhold for 300 års siden.

En roman/skildring af for mig helt ukendte sider af Frankrigs kolonisering af det sydlige USA. Det er en grusom historie, men det er også historien om nogle kvinder der tør stå imod og tage kontakt til en ny natur, nye folkeslag og som tør mere end man troede.

En absolut fantastisk roman som kun kan anbefales.

STOCK (03/01/2024)

Jean-Paul Dubois: L'origine des larmes

 Jean-Paul Dubois: L'origine des larmes

Den vidunderlige Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon fik fortjent sin Goncourt i 2019, og nu er Jean-Paul Dubois aktuel med en roman af samme niveau. Den er lidt mere krævende at læse for den rummer så mange emner og viden og er skrevet med henvisninger til mange kulturformer og megen litteratur. Herlig læsning som kræver fordybelse.

Bogen handler om Paul, der har slået sin far ihjel. Men da han besluttede sig for at gøre det, var faderen Thomas Lanski allerede død... af naturlige årsager. Han kan således ikke dømmes for mord, selv om han har skudt ham i lighuset, men han dømmes til et års tvangsbehandling at opklare de omstændigheder, der fik ham til at begå dette fadermord, som han i virkeligheden ikke begik.

L'origine des larmes  er den historie, Paul fortæller sin psykiater: historien om en såret mand, der har et voldsomt had til sin far, som i hans øjne er skyldig i at hans mor og tvillingebror døde ved fødslen.

Handlingen udspiller sig i 2031. Efter en lang periode med tørke har det regnet uafbrudt i to år. Paul overtog sin plejemor Martas forretning, da hun døde. Han sælger topmoderne ligposer. Virksomheden, Stamentum, klarer sig ekstremt godt i disse urolige tider.

Denne bog er en stærk og, som altid hos forfatteren, sjov og desillusioneret refleksion over tårernes oprindelse. Der er meget vand og især regn, en masse snak om døden, men det egentlige emne er selvfølgelig et andet sted. Denne bog er en bog om virkeligheden, som den er nu og som den måske bliver. 

En mørk bog, en grum rejse med døden, der aldrig ophører med at ledsage Pauls ikke-liv; en lærd, intelligent bog med en poleret, men tilgængelig stil; en gribende og rørende bog, der fører Paul fra barnebarn af en FN-generalsekretær til samtalepartner for U.No, den kunstige intelligens, der er blevet hans eneste ven.

 Det er en rig bog som man ikke lige lægger fra sig. Bør læses!

EDITIONS DE L'OLIVIER (15/03/2024)

Philippe Djian: Faites vos jeux

Philippe Djian: Faites vos jeux

Philippe Djian har været på min læseliste siden 37.2 le matin, og han er stadigvæk i form til at levere en god roman.

Udgangspunktet for et forløb der udspilles på en ø er følgende: For at afholde sine børn fra at forstyrre roen i hans ø-liv vil Victor gøre hvad som helst, selv spille den senile gamle mand.

Men Edith og Jonas bliver alarmeret af mærkelige bevægelser på hans bankkonto og ankommer til hans hus. Kort tid efter rammer en storm, som isolerer øen fra resten af verden. Victor, Edith og Jonas er tvunget til at tale med hinanden og genskabe forbindelsen til deres fortid.

Det er en slags familie "Huis Clos" à la Sartre på en lille turistø. Og på trods af den dæmoniske vind og uvejr er atmosfæren kvælende. I Faites vos jeux er det det personlige og det miljømæssige kollaps, centralt. Temaet alderdom kommer lidt mere i forgrunden, personerne er altid mere eller mindre på kanten af afgrunden, men jeg finder forfatteren mere empatisk med dem...

Som i alle rigtige familier kender man ikke rigtig alles fortid, og man kan ikke rigtig dømme uden at vide det. Nogle gange er der ingen ord, og det er præcis, hvad forfatteren bruger til at fortælle os en unik historie om anger og plagede karakterer. Forfatteren giver os en psykologisk roman

Kort sagt er det en roman, der kan læses i små bidder. Historien er velskrevet, men kronologien er lidt kaotisk. Læseren er nødt til at sætte sig ind i den rigtige kontekst for at vide, hvor og hvornår scenen finder sted. Det er ofte foruroligende, men ligesom historien om denne familie, er det svært at vide, hvor de står.

Kan bestemt anbefales.

JULLIARD (07/03/2024)

Guillaune Musso: Quelqu'un d'autre

 Guillaune Musso: Quelqu'un d'autre

Côte d'Azur - Forår 2023

Ud for Cannes' kyst driver en yacht rundt mellem Lérins-øerne. Denne idylliske scene skjuler en tragedie. Ombord på båden forbløder Oriana di Pietro, en italiensk forlægger, tidligere krigsjournalist og arving til en velhavende familie i Milano. Hun er blevet brutalt overfaldet og dør efter ti dage i koma.

.

Hvem dræbte Oriana?

En mand og tre kvinder fortæller deres side af historien: Adrien, offerets mand, en forførende og mystisk jazzpianist og er den første mistænkte; den undvigende Adèle, hans unge elskerinde; Justine, den lokale politikvinde, der står for efterforskningen, men som også har sine egne problemer at kæmpe med; og Oriana, gennem den bevægende beretning om de sidste uger af hendes liv.

Der er ingen, der lyver.

Men ingen er enige om sandheden ...

Et mord, en mistænkt.

Alt virker indlysende, men...

 

Denne psykologiske thriller er fin læsning. Den er flydende og frygtelig vanedannende, så man må læse videre. Slutningen vender lidt op og ned på alting, men giver lidt stof til eftertanke.

Teksten er ikke blot en tekst, men også links og mange sider med avisudklip, identiske gentagelser af scener og den måde, hvorpå de forskellige karakterer får ordet den ene efter den anden. Det varsler alt sammen ret hurtigt det endelige twist...

Bedre end den nye Joël Dicker, men måske ikke den store litteratur trods alt.

CALMANN-LÉVY (05/03/2024)

Marie Darrieussecq: Fabriquer une femme

 Marie Darrieussecq: Fabriquer une femme

Ny roman fra Marie Darrieussecq der på mange måder genoptager emner og temaer fra nye romaner Her vil hun skildre to piger, der er vokset op i en lille landsby, hvor den ene ikke rigtigt løsriver sig, mens den anden skaber sig et nyt liv.

De to teenageveninder træder ind i voksenlivet i 1980'erne i Baskerlandet, Bordeaux og derefter Paris. Rose studerede psykologi og forbliver tro mod sin første kærlighed, Christian, mens Solange har mange affærer, bliver gravid som 15-årig og forsøger at lancere sin skuespillerkarriere. To modsatrettede historier, der rejser spørgsmål om konstruktionen af kvinder i en maskulin verden.

Rose, der er programmeret af sin mor, skal stifte familie og arbejde i plejesektoren. Solanges mor er alene, deprimeret, forladt. Solange kæmper mod materiel, moralsk og følelsesmæssig nød. Hun tror, at hun kan redde sig selv, fra sin landsby til Bordeaux, fra Bordeaux til Paris, fra Paris til London, fra London til Los Angeles. Teatret giver hende mulighed for at skabe sig en figur, men den aggressive filmverden perverterer det billede.

Darrieussecqs stil er livlig, tempofyldt og spontan. Beskrivelsen af Solanges afgrunde, hendes behov for at eksistere mod alle odds, hendes fornægtelse og hendes frygt for AIDS er alle stærkt skrevet. De skræmmende scener fra fødslen er sider, der burde læses af personalet på fødeafdelingerne.

Der er mange perler i bogen omkring de unges liv i landsbyen og senere deres forskellige forsøg på løsrivelse. Forfatteren forsøger nogle gange at samle lidt op på temaerne, men det bliver lidt belærende.

Burde have skrevet mindre og strammet mere op på hvilke sider af de to unge piger der er de centrale. Faren for at miste tråden truer ofte.

P.O.L. (04/01/2024)

Joël Dicker: Un animal sauvage

 Joël Dicker: Un animal sauvage

Så er den nye roman af Joël Dicker på gaden. Siden La Verite sur l'affaire Harry Quebert (Goncourt des lycéens og Grand Prix du roman de l'Académie française 2012) har hver ny bog af den schweiziske forfatter været et udgivelsesfænomen i Frankrig og resten af verden. Denne bog bliver sikkert en lige så stor succesi form af en frygtindgydende effektiv thriller. 

Om indholdet: Genève, juli 2022, to forbrydere forbereder sig på at stjæle diamanter fra en juvelerbutik. Tyve dage tidligere fejrede Sophie Braun sin 40-års fødselsdag omgivet af sine venner i et storslået hus ved bredden af Leman-søen. Hun er advokat og mor til to, lever et lykkeligt liv og har ingen anelse om, at hendes verden er ved at blive vendt på hovedet.  

Kender hun virkelig Arpad, hendes mand der arbejder i en bank? Samtidig udspionerer Greg, en af hendes naboer og en ærlig politimand, hende. Som et puslespil falder de mange brikker i dette betagende plot på plads, men det kræver mange rejser tilbage i tiden, langt fra Genève, for at spore oprindelsen til dette djævelske plot, som ingen vil komme uskadt ud af.

Joel Dicker er uden tvivl en virtuos, hvis bemærkelsesværdige konstruktion holder læseren i spænding lige til det sidste, selv om det næsten bliver for meget til slut.

Men når spændingen har lagt sig, og bogen er læst færdig, så er der ikke meget mere at sige. Personerne er ikke andet end tomme skabeloner eller typer, ikke personer der er karakteriseret særligt dybt. Omgivelserne der er Schweiz og Saint-Tropez er overfladisk beskrevet.

Ikke en bog til andet end lidt thrillerstemning, hvor mange andre forfattere formår at løfte det til et højere niveau.

ROSIE & WOLFE (27/02/2024)

Cécile Coulon: Les grandes villes n'existent pas

 Cécile Coulon: Les grandes villes n'existent pas

Faldt over en lidt ældre tekst af Cécile Coulon, hvis bøger er af stor kvalitet. Bogen er hverken en roman eller en selvbiografisk beretning, men svinger mellem øjenvidneberetning og essay. 

Forfatteren, der er født i 1990 og opvokset i en lille landsby på landet uden mobiltelefoner og internet, fortæller om sine jævnaldrendes barndom og ungdom i korte kapitler. Fair, lidt nostalgisk, velskrevet.

Det landlige Frankrig findes stadig! Cécile Coulon har mødt det. Mere end det, hun boede der i hvert fald de første femten år af sit liv, og i en alder af 23 år giver hun os en klar beretning om det. Hun giver os et indblik i de forskellige aspekter af livet på landet. Landskabet defineres som en af udkanterne af det franske samfund og den offentlige arena. Det bliver et eksotisk sted, et sted, der fremkalder ferie og afslapning ... for byboere selvfølgelig, dem, der har magten og kontrollen over kommunikationsmidlerne, som er i flertal, og som gennemtvinger deres livsstil som normen.

Er de små landsbyer i den fjerneste ende af Massif Central, fortabt mellem landbrugsjord og sovebyforstæder, ubeboelige steder? Forfatteren og hendes barndomsvenner gjorde dem til deres legepladser og lærepladser. Mellem stadion, skolen, den eneste butik og kirken, i en verden, hvor de voksne stort set er fraværende, ser det ud til, at det er muligt at vokse lykkeligt op i en total uvidenhed om storbyen, når man læser forfatteren. Dette kollektive portræt af en generation er også en rehabilitering af ungdommen på landet.

En kort men velskrevet bog, der giver os et indblik i en verden, der for byboerne kun opfattes gennem klicheer. Her er den ægte beskrivelse af forholdet mellem land og by..

RACONTER LA VIE (15/01/2015)

Lolita Sene: Un été chez Jida

 Lolita Sene: Un été chez Jida

Un été chez Jida er en stærk debutroman, der ikke efterlader nogen ligeglade.

Som barn tilbringer Esther sine ferier hos sin bedstemor Jida, der har et skræmmende udseende og gyldne hjørnetænder. Når hun lukker døren, transporterer det beskedne hus hende til Kabylien. Sangene, lugtene, maden, dansene, traditionerne... Det hele er en påmindelse om det land, som familien emigrerede fra efter krigen i Algeriet via flygtningelejre.

Der er overfyldt og hektisk hele tiden. Esther bor blandt sine tanter, onkler og fætre og kusiner. Esther er en charmerende lille pige, men hun kan ikke altid lide at tage hjem til sin bedstemor Jida eller sove hos hende, som børnene skiftes til. Naturligvis fortæller hun ikke sin familie om sin manglende begejstring ved tanken om at tage derhen. 

Et land, hvor kulten om den første søn åbenbart er vigtig, for Jidas elskede søn, Ziri, er tilgivet alt ... selv for at elske børn for meget! Ziri beder jævnligt Esther om at gå op og vente på ham i et værelse ovenpå. Hun spekulerer på, om der virkelig ikke er nogen, der lægger mærke til noget. Ligesom hun, da hun bliver ældre, undrer sig over, hvorfor hendes bedstemor og en del af familien går så langt for at beskytte denne mand, som har gjort hende så meget ondt.

Alt peger på, at Esther er et offer for seksuelt misbrug... bare man forstår at åbne øjnene!

Vi følger Esther, både som barn og som voksen. Også andre stemmer kommer til orde, for Esther er ikke det eneste offer.

Un été chez Jida er en gribende og skandaløs debutroman, som er nødvendig for at få ofrene for seksuelt misbrug til at blive hørt. Det er måske en roman, men det kunne være en sand historie.

Un été chez Jida fortæller historien om en familie af Harkis, deres arv af rigdom og frygtelig vold. Den fortæller også om en ung kvindes gribende vilje til at få sin stemme hørt, til at kæmpe mod skadelige arkaiske skikke og til at forsøge at genvinde sin kultur.

LE CHERCHE MIDI (11/01/2024)

 

Anne Boquel: L'enfant de la rage

Anne Boquel: L'enfant de la rage 

En voldsom bog som bør læses for sin skildring af et familiedrama, der opstår i forbindelse med et samfund, der er på vej til at forsøge at vælge nye veje.

Det er historien om en syttenårig dreng, Yohann, hvis mor spekulerer på, om han ikke er født med modsigelser i blodet. Yohann slutter sig til en ZAD (Zone à défendre er en betegnelse for et område, der er ulovligt besat af aktivister, ofte fra den ekstreme venstrefløj, for at modsætte sig byggeprojekter, der anses for at være skadelige for miljøet.) i Morvaillan både af overbevisning og provokation. Efter et sammenstød med CRS bliver Yohann fundet liggende på jorden, i live, men stærkt skadet og i koma.

For hans forældre, Laurence og Loïc, er det starten på et andet liv med håb og forventning om at sønnen kommer sig, men også af uforståenhed og vrede. I sidste ende bliver Yohann et påskud for at forstå vores verdens tilstand og den nuværende generationskløft. Yohann kommer fra en meget beskeden familie og vokser op med en far, der knokler for at få råd til sin lille jordlod. Men i Yohanns øjne er der så mange andre ting, der er vigtigere...

Vi følger en lidende families hverdag. Laurence, som først og fremmest er en mor i sorg, vil forsøge at forstå sin søns valg ved gradvist at slutte sig til ZAD, mens Loïc, faderen, helt afviser denne mulighed og giver gruppen skylden for sin søns tilstand. 

Bag Anne Boquels ord finder vi en mors kærlighedsskrig. Et moderinstinkt, der er klar til at gøre alt for at forstå sit barns valg. Ved at blive medlem af ZAD bliver Laurence, som altid har levet i skyggen af sin mand, frigjort. 

Boquels historie er helt i tråd med vores tid. Historien om unge mennesker, der bliver bevidste om den jord, som deres ældre har efterladt dem, og som kæmper for den. Det er en roman, der er meget aktuel i forhold til de emner, den tager op, især den økologiske krise, der griber den yngre generation, men også tidløs i forhold til de temaer, den udforsker omkring forældre-børn og fællesskab..

Den store styrke i roman er dens nuancer. Når man læser den, er det umuligt at tage parti for Loïc eller Laurence eller sætte spørgsmålstegn ved zad-medlemmernes engagement. De har alle til fælles en søgen efter et ideal, hvad enten det er samfundsmæssigt, personligt eller familiemæssigt. 

Forfatterens skriver i en stil der er meget nøgtern, meget præcis og meget smuk, især dialogerne er meget veludførte.

Klar anbefaling til at læse bogen.

ROBERT LAFFONT  (11/01/2024)

Jean-Christophe Rufin: D'or et de jungle

 Jean-Christophe Rufin: D'or et de jungle

Bestemt én af mine yndlingsforfattere der efter en lang serie med den særegne konsul Aurel nu tager fat på en fiktiv historie om et statskup, der rummer mange ikke-fiktive elementer og et stort kildemateriale.

Efter et forgæves kupforsøg på Magagaskar forsøger Ronald sig med et nyt koncept: et nøglefærdigt statskup, hvor hans velhavende digitale investorer, der er trætte af styret i Californien, kan overtage Brunei, hvor alle økonomiske og etiske spørgsmål vil blive fejet til side...

Som hjælper på stedet i Brunei opsøger Ronald Flora, som han tidligere har arbejdet sammen med. Det er det eventyr, som Flora, en ung dykkermester, der er fascineret af billedet af sin bedstefar, en berømt lejesoldat, som brugte sit liv på at vælte etablerede magter, tager ud på.

Hendes destination er som sagt sultanatet Brunei, et land med (sort) guld og jungle. Sammen med Flora og utallige andre karakterer kommer man trin for trin til opleve overtagelsen af et land, der umiddelbart aldrig var bestemt til at befinde sig i hjertet af verdensbegivenhederne. Alt er tilrettelagt minutiøst og uden megen brug af våben, men med fake news, en pensioneret professor der ved alt om revolutioner og statskup og hackere. Alt bliver bestemt i en plan der afsløres skridt for skridt for læseren. Spændingen er særdeles høj.

En roman, der kunne kaldes en guide til det perfekte statskup, lige så realistisk som den er alarmerende om den nye verdensorden, som de digitale giganter er ved at indføre i rasende fart.

Rufin kan trække på sin karriere som ambassadør for Frankrig mange steder og for sin ubændige eventyrlyst. Han skriver samtidig med en vidunderlig lethed og evne til at ramme det centrale.

En virkelig god bog, der samtidig kan åbne øjnene for meget der foregår i lukkede kredse.

CALMANN-LÉVY (07/02/2024)

Édouard Jousselin: La géométrie des possibles

 Édouard Jousselin: La géométrie des possibles

Spændende tiel men lidt af en moppedreng på mere end 600 sider, som bestemt godt kunne være skrevet et par hundrede sider mere. Det har dog oftest været en fornøjelse at arbejde sig ind i bogen, der kører med forskellige årstal der absolut ikke udvikles kronologisk, men for at øge spændingen eller give forklaringer ud fra tidligere oplevelser hos bogens personer.

Romanen hører til en litterær genre, der refererer til en fiktiv fortælling. Den præsenterer fiktive personer som virkelige og bringer dem til live i et bestemt rum og en bestemt tid. Den beskriver dem, viser deres psykologi og beretter om deres oplevelser.

En fængslende fortælling, der fletter de forskellige skæbner sammen for en tidligere modstandsmand, en reality-tv-stjerne, en amerikansk far, et par studerende, en mexicansk migrant og en ung mor på randen af et nervøst sammenbrud m.fl. Hvad har de til fælles? For at finde ud af det, skal du læse de 600 sider i La géométrie des possibles. 

Umiddelbart er ingen ting fælles for dem, men mystiske kræfter væver deres liv sammen og kaster dem ud i kaos, hjemsøgt af historiens ironi og dens nådesløse gang. Deres ambitioner eksisterer side om side med løgne, og skæbnen venter rundt om hjørnet.Historien foregår i vores egen tid, fra midten af halvfemserne i det forrige århundrede til tyverne i det nuværende, med flashbacks til to tusind og halvtredserne for at følge den endelige skæbne for nogle af personerne.

Selvom den er tæt og har en atypisk kronologi, er historien fængslende takket være dens velbeskrevne, elskelige og fejlbarlige karakterer og de sociale spørgsmål (usikkerhed, det mørke net, racisme), der er fint belyst og analyseret.

En moderne saga der bestemt er værd at kaste sig over!

PAYOT ET RIVAGES (03/01/2024)

Romain Puértolas: Comment j'ai trouvé Xavier Dupont de Ligonnès

 Romain Puértolas: Comment j'ai trouvé Xavier Dupont de Ligonnès

Har ikke læst så meget af Romain Pértolas siden den fantastiske og sjove bog om fakiren, der gemte sig i et skab fra Ikea, men nu har hans sidste værk vakt en vis interesse. Hvem har ikke fulgt historien om Xavier Dupont de Ligonnès, der myrdede kone og fire børn og begravede dem under en terrasse i haven.

Det skete i 2011, men siden er han blevet set mange steder uden at blive fanget. En særdeles mærkelig historie og for mig yderst spændende, da han sidst blev set tæt på vores bopæl i Frankrig. Har været forbi og set den Formule1, hvor han tilbragte sin sidst kendte nat.

Det er en slags efterforskningsroman, skrevet af Puértolas da han var betjent, og som var på vagt i de første par år efter XDDL's forsvinden. Han forsøgte allerede da at blive forfatter, så det element spiller også en rolle. Han tænker og reagerer som en betjent, som en nyhedsfan og som en fyr, der også har et par ting til fælles med de forsvundne.

Han bruger sin tekniske viden og deler den med os. Han har haft adgang til nogle elementer i sagen, han blev overrasket over den måde, efterforskningen blev forsømt på. Han tester og forsøger at verificere alle de mest logiske hypoteser.

For at gøre dette veksler han mellem rent selvbiografiske kapitler, hvor han forklarer, hvem han er, og hvordan han arbejder, kapitler, hvor han beskriver sine personlige undersøgelser af denne forsvinden, der fascinerer, ja, ligefrem besætter ham, og nyskabende kapitler, hvor han udfylder hullerne ved at skubbe logikken videre og agerer som forfatter. Der er også kapitler, hvor han tager XDDL's synsvinkel.

Det hele er krydret med jokes og sjove bemærkninger.

En fantstisk blanding af genrer og elementer der hurtigt griber én. Der er også en hel del dramatik i slutningen af bogen, hvor slutningen gør én helt søsyg.

Romain Puértolas giver os alt ved at integrere sin egen historie. Et sted mellem det virkelige og det imaginære vender vi tilbage til gåden om massakren i Nantes. Historien fokuserer på Xavier Dupont de Ligonnès' flugt og de mulige spor. Og det hele er gjort med masser af humor og lethed.

Et godt øjebliks afslapning med et sidste twist, som jeg næsten så komme, men det forhindrer den ikke i at være en behagelig læsning.

ALBIN MICHEL (10/01/2024)

Ralph Vendôme: Dans quel monde on vit

 Ralph Vendôme: Dans quel monde on vit

Velvalgt titel til denne nye novellesamling, for vores verden er sandelig blevet meget ændret i de seneste år og ikke altid til det bedre.

Ralph Vendôme er egentlig født i Beurouth men har siden sine teenagealder boet i Belgien og har indtil nu kun udgivet fire bøger.

Bogens elleve noveller og indhold kan beskrives med følgende eksempler:

- En kvinde afslører for sine børn, at et andet liv var muligt, uden moderskab. 

- En karismatisk chef anvender en særlig opfattelse af industriel logik. 

- En ung pige ved ikke længere, hvilken moral hun skal følge, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.

- Moderne kunstnere skubber grænserne for det absurde endnu længere tilbage.

- Diktatur er en familieaffære.

- Lastbilchaufføren hænger sig efter at have kørt sin lastbil ned ad en skammelig skråning.

- Forretningsenglen afleverer sin frakke til djævlen.

Hvad det er for en verden, vi lever i, er ikke et spørgsmål, det er en observation. Vi følger nogle personer og situationer der på mange måder er rettet mod læseren selv. Hvor er det at vi kan genkende os selv? Er der noget vi skal have ændret?

Meget tæt skrivestil og helt aktuelle emner. En novellesamling der stiller spørgsmål og som er værd at fordybe sig i.

MEO (11/01/2024)

Cécile Coulon: La langue des choses cachées

 Cécile Coulon: La langue des choses cachées

En ny bog fra Cécile Coulon, hvis bøger har været blandt de bedste jeg har læst. (se tidligere omtalte f.eks Trois saisons d'orage og Une bête au Paradis). Dette er knap nok en roman, men snarere en lang novelle (130 sider), mystisk, sort, fængslende når først man er begyndt på den.

I denne historie drejer det sig om healere med overnaturlige kræfter, som stakkels mennesker tilkalder for at rense deres usselhed, for at afværge hvem ved hvilke onde besværgelser. Det foregår langt ude i næsten øde områder, en egentlig tids- og stedsbestemmelse er der ikke.

Det er en fortælling om besværgelser, magi og mareridt. En fortælling om terror. En mor, en healer, der er for gammel, giver sin søn hans første mission: at rejse til en forbandet landsby, Le Fond du Puits, for at behandle et barn med feber.

Alene byens navn "Bunden af brønden" viser at vi skal til at søge i personernes indre. Landsbyen er mørk, voldelig og barsk, præcis som forfatterens kraftfulde, autentiske og følsomme forfatterskab.

Voldtægt. Denne mand med røde skuldre har taget kvinder med magt på et langt træbord, men nu er hans smukke søn syg. Kun moren og sønnen kan læse tanker, kun de kender fortiden og de begravede minder.

En landsby, hvis indbyggere er som levende døde. Sønnen oplever eller snarere genoplever grusomme ting der er foregået, også da hans mor var her sidste gang.

Det vil ikke være rimeligt at afsløre mere af historien, men I kan roligt regne med at blive fanget af den. Teksten fokuserer på kvinders situation og den brutalitet, de udsættes for. Men en evne til at høre de skjulte tings tale bryder den tavshed, der ledsager deres handlinger.

Cécile Coulons narrative kraft er med til at fremhæve ondskaben i blodrødt. Hele vejen til en frygtelig, skræmmende finale.

Denne mørke, fantastiske fortælling går lige til sagens kerne, en intens fortælling om den menneskelige natur, om mennesker, der er i stand til det bedste og det værste! Den handler om menneskets dobbelthed, om manden, der både er et monster og ømhjertet, fuld af mørke og kærlighed.

L' ICONOCLASTE (11/01/2024)

J.M.G. Le Clézio: Identité Nomade

 J.M.G. Le Clézio: Identité Nomade

Ny bog fra Le Clézio, som jeg modtage til middag og har læst i eftermiddag, en sand perle, der ikke er en roman eller en fortælling, men en bog om Le Clézios opvækst og liv. En bog om litteratur og litteraturens og sprogets funktion og varemærke. Kan man ikke tage direkte del i handlinger, kan skriften være et middel og en tegn på engagement.

Le clézio er født i Nice under 2. Verdenskrig og hanhusker bl.a. de mure mod Middelhavet, som tyskerne havde opført i Nice for at forhindre civilbefolkningen i at få adgang til havet. Under krigen var der sult og sygdom overalt. Det gav anledning til en særlig følsomhed over for at indfange alt, hvad der skete.

Senere kommer han til Nigeria, hvor hans far, som var læge, boede. En far, han aldrig havde kendt på grund af krigen. En far, der ville introducere ham til et nyt kontinent og en ny skæbne. At bo sammen med afrikanske børn og opleve en natur, der var så anderledes, så rig og så skrøbelig, gav ham smag for frihed. Hans frihed er at være i stand til at skrive.

Fra sine bretonske forfædre, der strandede på Mauritius, sin mauritiske familie, sin britiske far (Mauritius var en koloni på det tidspunkt) og sin anden barndom i Nigeria konkluderer JMG Le Clézio, at han har en "nomadisk identitet". Hele hans værk udspringer af hans unikke forhold til verden. Hans opmærksomhed på den anden, den dårligt stillede, den uønskede. Fra hans ønske om, at skrivning skal blive til handling. Litteraturens nytteværdi virker utopisk i lyset af verdens katastrofer. På disse sider forsøger han at svare med sin ærlighed, sin kultur, sin vision.

Le Clézio er utroligt belæst og kender specielt litteratur fra Afrika, Asien og Maxico, men også vores egen Grundtvig optræder i bogen. Vi får nærmest en gennemgang af litteraturen i det 20. årh. og Le Clézio egen udlægning af hans litteratur og hans mål. Alt skrevet i et klart og tydeligt sprog, der viser hans overblik.

"Vi kan stille os selv endeløse spørgsmål om ordenes magt i vores verden af vold og uretfærdighed. Jeg tror også, at svaret på dette spørgsmål kan findes i litteraturen." slutter bogen og viser os Le Clézios indstilling: der skal skrives!

En sand perle!

ROBERT LAFFONT (11/01/2024)

Philippe Besson: Un soir d'été

 Philippe Besson: Un soir d'été

Ny roman fra Philippe Besson, som vi allerede tidligere har læst gode bøger af. Dette værk virker som en forløsning i forhold til, hvad forfatteren/fortælleren oplever som knap 18-årig. 

Som hver sommer kommer Philippe for at holde ferie på Ile de Ré, hvor han mødes med sine venner François og Christophe, som han har kendt hele livet. 1985 var året, hvor de fyldte 18, året, men også overgangsalderen, hvor den ene fod stadig er i barndommen, og den anden allerede er i voksenlivet... 

Det år kom der en ny til gruppen. Nicolas var flyttet til øen med sin mor sidste vinter, på flugt fra en voldelig far. Han er en stille, flegmatisk person, men hans nonchalance og mystik tiltaler straks Philippe, som hurtigt bliver venner med Nicolas. Da Marc og hans søster, den smukke Alice, ankommer fra Paris, er der lagt op til en uforglemmelig sommer...

Alt synes at være starten på emdnu en sommer i uskyldighedens tegn, endnu for tidligt til at forlade barndommen, men sommeren bliver noget anderledes og et vendepunkt i de unges liv. Hvad der sker, vil jeg ikke afsløre her.

 Philippe Besson har gjort et fantastisk stykke arbejde med at skildre en tid for ikke så længe siden, hvor mobiltelefoner ikke havde koloniseret vores forhold til andre, hvor vi ikke konstant blev informeret, stimuleret og opfordret. Det var en tid med enkelhed og autenticitet, hvor glæden ved at være sammen var det eneste, der virkelig betød noget...

Det, der skete i sommeren 1985: vanskeligheden ved at finde ud af, hvem man virkelig er, søgen efter seksuel identitet, følelsen af kærlighed, samfundets intolerance over for homoseksualitet, fra ung til voksen. 

Det er en roman, der lugter af nostalgi, let, behagelig, ubekymret og useriøs. Forfatteren undlader ikke at lave et par sammenligninger mellem 1985 og i dag og minde os om, hvor meget tingene har ændret sig.

Philippe Besson skriver flydende og klart, hans ord er enkle, klare og præcise, og han tager os med tilbage til fællesskabet i ferierne i slutningen af ungdomsårene, hvor alt stadig er muligt, hvor alt stadig skal gøres, hvor verden åbner sig for os med begejstring.

En rigtig god bog!

JULLIARD (04/01/2024)

David Foenkinos: La vie heureuse

 David Foenkinos: La vie heureuse

Ny roman af David Foenkinos som bestemt ikke skuffer. Vi genfinder hans evne til nye vinkler på vores daglige liv blandet med en dejlig humor, men heller ikke uden alvor.

Bogens centrale tema kan formuleres i dette citat: "Aldrig før har en æra været så præget af ønsket om at ændre sit liv. På et eller andet tidspunkt i vores liv ønsker vi alle at være en anden." Det kan give anledning til overvejelse.

Teksten er i høj grad inspireret af den politiske virkelighed i Frankrig i de senere år fra Emmanuel Macrons første embedsperiode til i dag. Vi får covid-perioden og de tilhørende indespærringer. Faktisk er det måske denne periode med tilbagetrækning, der har fået mange mennesker til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv, især i deres karrierer, og som inspirerer hele denne tekst, som i virkeligheden har hovedemnet: ønsket om at ændre sit liv for at bevæge sig mod en situation, hvor man genkender sig selv mere, føler sig mere hjemme og i overensstemmelse med sig selv, sine ambitioner og sine værdier.

Vi møder Éric Kherson, som er i begyndelsen af fyrrerne, fraskilt og far til en meget ung teenager, som han har meget lidt kontakt med. Han er salgschef hos Décathlon og deprimeret og så en dag kontakter Amélie, en gammel skolekammerat, ham på de sociale netværk. Hun får ham til at forlade en ansvarsfuld stilling hos Décathlon for at tiltræde en stilling ved ministeriet i Bercy i afdelingen for udenrigshandel. En dag tager de to til Seoul for at forhandle, men så kommer alt til at ændre sig...

Romanen er interessant konstrueret. Forfatteren skifter mellem personerne Éric og Amélie, så vi kan følge deres respektive liv parallelt inden for samme tidsramme. To liv, der kommer tættere på hinanden eller længere fra hinanden. Det giver rytme til historien.

Bogen er sjov, men den stiller også spørgsmål om meningen med livet og mere specifikt, hvad det vil sige at have et lykkeligt liv. Kommer opfyldelsen af det gennem arbejde kombineret med et stærkt familieliv? Er man nødt til at slutte fred med sig selv og sin fortid for at føle sig lykkelig? Er man nødt til at dø for at blive genfødt som et bedre menneske?

Det er de spørgsmål, Eric bliver nødt til at besvare.

Bogen kan bestemt anbefales, især da den skærer sig lige ind i os og vores samtid.

GALLIMARD (04/01/2024)

Guillaume Musso: Angélique

 Guillaume Musso: Angélique

Årets boglæsning starter med en roman af Guillaume Musso, der jo sælges overalt og i enorme oplag af hans thrillers. Genren er ikke min favorit, men jeg synes, at den skulle have en chance.

Et lille kort resume af bogen: 

Mathias Taillefer, en tidligere politimand, bliver kontaktet af den unge Louise Collange, fordi hun mener, at hendes mor, Stella Petrenko, en tidligere danser, ikke døde ved et uheld. Mathias indvilliger på betingelse af, at Louise gør ham en tjeneste ved at tage til et stævnemøde med en kvinde, han engang elskede. 

Politimanden og den unge pige opdager, at Stella var venner med Marco Sabatini, hendes overbo, en berømt ung maler, som også døde for nylig. De opsporer en sygeplejerske, Angélique Charvet, og indser, at hun skjuler mange ting og er kommet meget tæt på Sabatini-familien i Venedig. Vil Taillefer være i stand til at afdække sandheden?

Det virker allerede lidt indviklet, men det fortsætter bogen igennem, til vi får alle tråde samlet tilsidst. Romanen er inddelt i 4 hovedkapitler. De første tre sætter fokus på en vigtig karakter i historien, mens det sidste kapitel bringer en fin (måske for fin?) konklusion på den indviklede historie, der begyndte med Stella Petrenkos, Louises mors, død.

Jeg har stor sympati for Taillefer, der gerne vil spille helt og beskytte andre, men desværre får han masser af bank og andre alvorlige skader undervejs. Han har også gennemgået en hjertetransplantation, så det er et under, at han kommer levende igennem. De andre personer er sammensatte af en god og en ond side, men er så gode til at skjule de onde intentioner, især Angéque, så man tror på dem langt hen i historien.

Måske ikke den største litteratur, men spænden de et langt stykke hen, før en lidt for smart slutning og en del ikke færdiggjorte emner.

CALMANN-LÉVY (20/09/2022)