Philippe Claudel/Lucille Clerc: Rature

 Philippe Claudel/Lucille Clerc: Rature

Har modtaget Philippe Claudels og "Rature" i dag på udgivelsesdagen, for jeg er en stor fan af ham, og denne bog var en ny overraskelse fra ham.

Det er historien om en fisker og hans familie. I skolen blev han kaldt for Rature (overstregning), fordi han altid stregede det ord ud, som han prøvede at skrive. Han var heller ikke god til at regne, men sejle en båd og fiske er han mester i, godt opdraget af fin far, der også var fisker. Han fik en kone, sin egen båd "Rature" og en søn. På hans lille kutter har han to medarbejdere, og hans søn skal nok med, da han bliver større.

Rature er altid den første båd, der forlader havnen, og den sidste, der vender tilbage, og faderen ved, at han er der på præcis det sted på jorden, hvor han hører til. Få ord, mest fagter, altid det samme, og en måde at forstå verden på, at læse himlen, skyerne, stjernerne, dette sprog er hans. Den dag, han tog sin søn med ud at fiske, husker han som en drøm. Hans søn. Som ville blive fisker, ligesom han var blevet efter sin far.

Men der sker noget dramatisk: sønnen er væk en morgen efter en dramatisk fisketur. Skal fiskeren håbe på, at han vender tilbage?

En enkel historie men det vigtigste er beskrivelsen af fiskeren og hans erhverv, hans specielle verden og hans opdagelse af, at han er, hvor han skal være.

Illustratoren Lucille Clerc har transskriberet alle tekstens nuancer for at gengive og ledsage den ved hjælp af tegning, materialer og teknikker, ætsning, blæk, fotos... Hvordan formidler man kulden, savnet, tristheden, men også kærligheden, styrken i båndene, overleveringen, glæden ved at være sammen. Hendes illustrationer legemliggør på fantastisk vis al historiens følsomhed.

En usædvanlig smuk bog og det gælder både tekst og billeder. Det er ikke en fjern betragtning, men en sand indlevelse og deltagelse.

STOCK (15/11/2023)

13 à table 2024

 13 à table 2024

Årets "13 à table!" er på gaden, og køber du den, svarer det til 5 måltider til "Les Restos du Coeur", så køb den!

"Jeg er ti år gammel!

13 à table! er allerede ti år gammel.

Mere end nogensinde har Restos du Coeur brug for hjælp. Igen i år tilbyder 15 forfattere en novelle, så du kan sørge for måltider.

Temaet for denne samling var indlysende: Jeg er ti år gammel. Med venlig hilsen fra Alain Souchon og Laurent Voulzy."

Det er 15 noveller/historier, der tager udgangspunkt i et barn der er eller bliver ti år, men der er sandelig mange måder at tackle det emne på. For det meste er det meget vellykket, og der er kun få forbiere.

Paradoksalt nok for denne jubilæumsudgave er de temaer, som forfatterne tager op, ikke særlig muntre. Mellem død, ligegyldighed og mobning beskæftiger størstedelen af historierne i samlingen sig med følsomme emner. Så der er ingen underholdning her, kun et øjebliks refleksion og medfølelse.

Hvad er det så vi møder. Her er et lille resume:

Philippe Besson

Da han var ti, indså han, at han var bøsse.

Som tiårig bliver han konfronteret med døden for første gang.

Michel Aussi

Historien om Dilara, ti år gammel, og hendes rejse fra Kurdistan til England.

Maxime Chattam

I en alder af ti år er en lille dreng vidne til en præsidents død, flere årtier senere, den 22. november...

François d'Epenoux

I 2032, i en alder af 69 år, vil staten tilbyde os et meget specielt valg!

Lorraine Fouchet

I 2023 er barnet 10 år gammelt, han starter sin dagbog, og lang tid senere vil hans søn læse den....

Karine Giebel

Chloé, en tiårig pige som ingen anden.

Raphaëlle Giordano

En ti år gammel vaskemaskine fortæller historien om sine ejere!

Philippe Jaenada

Som tiårig indser en lille dreng på sin konfirmationsdag, at historien om Gud og Jesus er noget værre vrøvl!

Alexandra Lapierre

Coralie på ti år siger fra over for sin mor juleaften, selv om det betyder, at hun ikke får nogen gaver.

Cyril Lignac

Han giver os simpelthen opskriften på den marbré, han lavede, da han var ti.

Agnès Martin-Lugand

Fortryder Eric og Sophia, hvad der skete med dem for ti år siden?

Tania de Rosnay

Når to forretningskvinder skændes fra det øjeblik, de mødes... (eller det tror de!)

Leila Slimani

En historie om indespærring.

Frank Thilliez

Der sker noget meget mærkeligt med Bob, da han vender tilbage til sit barndomshjem.

Der er noget at tage fat på og prisen på bogen er helt latterlig. Kun 6 € for disse strålende noveller.

POCKET (02/11/2023)

Dany Laferrière: Un certain art de vivre

 Dany Laferrière: Un certain art de vivre

Dany Laferrière har altid været en af mine yndlingsforfattere gennem efterhånden mange bøger, og hans nyeste bog ændrer intet ved det. En samling tanker, digte, beskrivelser der forsøger at samle sammen på, hvad han har oplevet, tænkt og følt gennem de sidste halvtreds år. Som forsidebilledet på bogen viser, er han en afslappet og anderledes person, der på mange måder stadigvæk er et barn i sin umiddelbare og uspolerede måde at opfatte og være på.

I sit forord skriver han: "Det varme vand i badet giver mig mulighed for at løbe væk og ønske, at jeg havde gjort det på visse tidspunkter, som dengang jeg undlod at tage den lille grusvej, der har kaldt på mig så længe, selvom jeg ikke ved, hvor den vil føre mig hen. Jeg vil tilføje, at det er, når man ikke har noget at lave, at tiden bliver dyrebar. Men da jeg tror, at livet er lineært, forsøger jeg forgæves at komme ud af det ved at tage den rigtige vej på det forkerte tidspunkt. Til sidst indså jeg, at disse små noter, som farveklatter, maler et naivt billede af mig. Denne tynde bog har taget mig længere tid end nogen anden."

Han er taget til Borneo, et sted han ikke kender, for at sidde på et hotelværelse og se livet passere.

For at vise lidt om hvad man kan finde i bogen, vil jeg give fire citater:

Une journée est parfaite

quand on se met subitement

à danser avec la chaise

sur laquelle on était assis.

-

L'aventure c'est de rendre possible la découverte

de nouveaux paysages intérieurs

et non d'aller au bout du monde pour contempler

ce que tout le monde peut voir n'importe où.

-

Le mauvais lecteur cherche

à se débarrasser de tout ce qui

ne ressemble pas à ce qu'il a déjà lu.

-

Chaque individu croit

peut-être avec raison

que le monde commence

à sa naissance

et se termine à sa mort.

En bog man kan blive rigtig klog af at læse, for Dany Laferrière er i besiddelse af en virkelig visdom.

GRASSET (18/10/2023)

Antoine Sénanque: Croix de cendre

 Antoine Sénanque: Croix de cendre

En roman der bringer én helt ud af hverdagen og 600-700 år tilbage i tiden. Vi bliver bragt tilbage til tiden før, under og efter de store udbrud af pest i Europa, der kostede ufatteligt mange døde og en forråelse og mangel på tro hos de overlevende.

1348: Den sorte død fejer hen over Europa.1367: Fra klosteret Verfeil i Languedoc sender den gamle prior Guillaume to unge dominikanermunke, Antonin og Robert, til Toulouse for at finde pergament af god kvalitet, da han vil skrive sine erindringer.

De to unge mænd er henrykte over at forlade klostrets strenghed for at rejse rundt på vejene og opdage byen og dens fristelser. Men det var uden at tage hensyn til overvågningen fra inkvisitoren, Louis de Charnes, som er bekymret for Guillaumes fremtidige tilståelser. Guillaume ved noget, som Louis ikke vil have frem, og han får fængslet munkene. Kun Antonin vender tilbage, mens Robert forbliver i de frygtede fængsler som gidsel. 

For disse bekendelser fra Guillaume gemmer på hemmeligheden om Mester Eckhart, en af middelalderens mest fantastiske skikkelser, en prædikant med kraftfulde prædikener, som blev beundret og derefter forbandet efter sin retssag for kætteri og sin mystiske forsvinden. De kunne true selve grundlaget for kirken.

Dette er ligesom kernen i historien, der er spændende som kriminalroman, for der venter hele tiden en ny gåde, som skal afsløres.

Antoine Sénanque tegner et religiøst portræt af Europa i det 14. århundrede med alle mulige afvigelser, oprettelsen af beginerklostre, hvor kvinder samledes uden at aflægge deres løfter, men ofte på grænsen til kætteri. Pavedømmet befandt sig stadig i Avignon men på vej til Rom, dominikanerne stødte sammen med franciskanerne, og kampen for indflydelse havde allerede nået et højdepunkt! Kort sagt; det vigtigste var ikke mere det religiøse men det politiske, og det eneste mål var magt!

En lærerig og eventyrlig læsning, der hvirvler op i begivenheder i en middelalder, der bestemt ikke manglede saft.

Kan stærkt anbefales som en historisk krimi med stort indhold.

GRASSET (16/08/2023)

Astérix: L'iris blanc

 Astérix: L'iris blanc

Så er den nye Astérix på gaden og når man først er startet på den, slipper man den ikke. Den er umådelig sjov, aktuel, sprogligt fyrværkeri og tegnet med de sædvanlige overraskelser.

Årets Astérix L'Iris blanc er album nummer 40 i serien. For første gang er teksten af Fabaraco og tegninger er af Didier Conrad. Et godt makkerpar der lever op til de seneste års store succeser.  

L'Iris blanc udspilles i den lille landsby, der får besøg af en lidt speciel romer Vicévertus, der mener at gallerne skal besejres ved hjælp af "positiv tænkning". Det skal indpodes hos de romerske garnisoner, og desuden hos indbyggerne i Asterix' landsby, en ny filosofi og måder at udtrykke sig på. Venlighed, empati, sund livsstil, harmoni mellem væsener... Denne ædle tale skjuler hensigter, der langt mindre er det.

Vi kommer også omkring en tur til Lutèce og ser CGV (Char à très grande vitesse), løbehjul og andre nyodens ting i det gamle Lutèce. Der er parodier på kendte franske personer og en leg med sproget der ofte er meget morsom. 

Ja, det er som Astérix skal være, så skynd jer at få fat på den!

Les Éditions Albert René
Première édition en album : 26 octobre 2023

Gaspard Koenig: Humus

 Gaspard Koenig: Humus

En meget usædvanlig roman med mange temaer og en halvvidenskabelig indgang der ender i revolution. Blandt de fire finalister til årets Goncourt.

To agronomi-studerende, Kevin og Arthuer, der ligesom hele deres generation er fortvivlede over den økologiske krise, nægter at være defaitistiske og sætter sig for at ændre verden.

Kevin, søn af landarbejdere, starter en virksomhed med ormekompostering og iklæder sig uniformen som den perfekte afhopper på den grønne kapitalismes scene. Arthur, et barn af borgerskabet, forsøger at genskabe familiens lille landbrug, der er ødelagt af pesticider, men støder ind i virkeligheden på landet.

Det er et kort resumé af romanen, men det venskab der opstår mellem de to, der virker som modpoler, giver kraft til romanens udvikling. Vi følger de to, først sammen, siden hver for sig og til slut sammen igen. Deres interesse er at bruge regnormene til at fortære affald og omdanne det til muld.

Humus er en meget tæt roman om den økologiske krise, hvor forfatteren ikke sætter landboere og byboere op mod hinanden eller tager parti for den ene eller den anden agronom.Gaspard Koenig minder os om regnormenes fundamentale rolle, som er afgørende for jordens liv, men som ofte foragtes, og leverer en absolut sønderlemmende satire over vores økologiske og økonomiske moral. 

De to unge søger nye værdier, men skuffes ofte. Fra en indvielsesroman, med de to venners vej ind i voksenlivet, glider vi over i samfundssatire og kritik af grøn kapitalisme og neo-ruraliter. Denne roman efterlader ikke nogen ligeglade, da den kapitalistiske økologis miljøkatastrofe og hykleri er mesterligt skildret. Man får alt at vide om regnorme, uanset om det er den ene eller den anden slags. Romanen er veldokumenteret og forklarer miljøspørgsmål uden at kede én.

Men romansiden er ikke glemt, tværtimod, med forfatterens dygtige plotkonstruktion, men jeg har et forbehold, og det er Koenigs syn på kvinder: Anne (Arthurs partner) og Philippine (Kevins forretningspartner) er egoistiske, venlige, manipulerende, temperamentsfulde ... og fuldstændig karikerede. Det virker som om kvinder er mændenes største fjende, bortset fra et par enkelte personer. Bogens slutning er måske også lidt for voldsom.

Venskab, broderskab og solidaritet forbliver dog nøgleværdier som fører de to unge sammen igen efter et større brud.

En roman med direkte tilknytning til vor tids største problemer og med en skarp, satirisk og velunderbygget kritik. Der er masser af stof til overvejelse og diskussion.

L'OBSERVATOIRE (23/08/2023)

Laure Murat: Proust, roman familial

 Laure Murat: Proust, roman familial

Denne bog er også blandt de sidste otte bud på årets Goncourt, og selv om titlen indeholder ordet roman, er det ikke hvad jeg vil kalde en roman. Det er snarere en skildring af tiden omkring Prousts tid, en skildring af en aristokratisk familie og livet på et slot (Château de Luynes) og en oprørsk datter, der via sin læsning af Proust frigør sig fra aristokratiet og dets tomme regler og livsform.

Laure Murat slår op med sin familie, vedkender sig at hun er lesbisk, hvilken chokerer familien, der måske nok kan acceptere det, men det må ikke siges højt. Laura Murat blev født i 1967, født pricesse Murat, og har en lang karriere som journalist, forfatter og forsker. Hun arbejder på et universitet i Los Angeles.  

Romanen er velskrevet og går ind for åbenhed, tolerance og frihed, men det hele er meget ujævnt. Vi veksler mellem interessante kapitler, hvor vi lærer at kende aristokratiets vaner og skikke, dets mangler og dets perversioner. Der er især hendes forhold til moderen og faderen der får os nærmere på hendes person, Proust og hans værk flettes ind i dette essay som den forfatter der vælter den aristokratiske verden med dens tomhed.

En roman, som mediterer over litteraturens frigørelseskraft, som også er en magt til trøst og forsoning med livet.

Ikke en bog jeg er særlig vild med, men er du fan af Proust og vil opleve nogle andre sider af ham og en beundrende læsning, så læs bogen.

ROBERT LAFFONT (24/08/2023)

Neige Sino: Triste tigre

 Neige Sino: Triste tigre

En bog der allerede har vakt stor opsigt i Frankrig og selv om det faktisk ikke er en roman men måske nærmere et vidnesbyrd, personligt essay eller lign. optræder bogen på listen til Prix Goncourt.

 Neige Sino skriver om, at hun mellem 7 og 14 år jævnligt blev voldtaget af sin stedfar. Det er en blandet familie bestående af Neige og hendes to år yngre søster samt to børn som hendes mor har fået med hendes stedfar. De bor i Alperne i 90'erne og fører et noget marginalt bohemeliv. I 2000 indgiver Neige og hendes mor en anklage, og manden bliver efter en retssag idømt ni års fængsel.

 Nu mange år senere føler Neige Sino at hun må berette om, hvad der skete med hende. Uden patos, uden klage. Hun forsøger bogstaveligt talt at løsne det, hun kalder sin "lille bombe". Det handler ikke kun om den rystende historie, som teksten fortæller, hendes historie, et barn, der blev udsat for systematisk voldtægt af en voksen, der skulle have beskyttet hende, men om som hun siger i starten "For også for mig inderst inde er det mest interessante for mig, hvad der sker i bødlens hoved. Ofre er nemme, vi kan alle sætte os selv i deres sted."

 Hun har nu en mand, et barn og bor i Mexico, men selv om hun hele sin ungdom har forsøgt at glemme, flygte, påtage sig forskellige roller sidder voldtægten i hende og hun kan aldrig frigøre sig, da den altid ligger på lur i hendes tanker. Venner har overtalt hende til at skrive om det for at få det afsluttet, men adskillige gange i løbet af beretningen er hun ved at give op, for hvad nytter det?

 Og endelig indrømmer hun det, hun formår kun at nærme sig det, fra forskellige synsvinkler, på forskellige måder for at kunne lindre den enorme ensomhed, hvori denne voldtægt har indespærret hende.

 En voldtægt, der varede i årevis, som hun ikke har noget ansvar for, og monsteret, der begik den fik fem års fængsel, kom ud, giftede sig igen og fik fire børn igen. Hvordan kan sådan en mand stadig være ægtemand og far, som om intet var hændt, mens hans offer er dømt til at leve med sin sygdom, alene, resten af ​​livet?

 Hendes ukuelige famlen omkring de kløfter, der åbnede sig i hendes liv, og i hendes væsen ender med ikke blot et slående vidnesbyrd, men en tekst hjemsøgt af dæmoner, drømmesyn og mareridt, der fyldes med dybe spørgsmål, analyser og refleksioner, som bestemt gør den til en bemærkelsesværdig bog.

 Som bogens motto skriver hun: "Jeg ville tro det, jeg ville drømme om, at litteraturens rige ville byde mig velkommen som ethvert af de forældreløse børn, der finder tilflugt der, men selv gennem kunsten kan vi ikke gå sejrrigt ud af ondskaben. Litteraturen reddede mig ikke. Jeg er ikke frelst."

P.O.L. (17/08/2023)

Serge Joncour: Chaleur humaine

 Serge Joncour: Chaleur humaine

En ny prægtig roman fra Serge Joncour der atter viser en anden side af Frankrig, nemlig naturens og bøndernes verden, samtidig med en sviende kritik af de ansvarlige.

I nogle få uger, fra begyndelsen af ​​januar 2020 til slutningen af ​​marts, vil dagligdagen for en fransk familie blive vendt op og ned sammen med resten af verden. Det er covid-udbruddet der beskrives både på det store verdensplan, men især i en lille familie, der har været splittet, men som nu søger sammen. 

Vanessa, Caroline og Agathe flygter fra byernes indespærring og tager tilflugt i Bertranges, en gård i Lot mellem bakkerne og floden, hvor deres forældre stadig bor. De tre søstre finder Alexandre dér, denne beroligende bror, som de har været i strid med i femten år, samt gårdens dyr, der vil styrke klanens bånd.

Hvis man har læst Joncours forrige roman Nature Humaine, kender man allerede de fleste af personerne og gården og landskabet, så det er en ren fornøjelse at få en fortsættelse. Oplevelsen bliver måske bedste ved at starte med Nature Humaine.

Gennem en familieopdeling mellem by og land beskriver forfatteren de skadelige virkninger af global opvarmning på træer, dyr, afgrøder og adgang til vand. De hovmodige byboere er meget glade for at finde et territorium, som de synes er jomfruelig frem for at forblive indespærret på deres få kvadratmeter.

Fra klimaændringer til familieopgør, fra epidemier til genopdaget kærlighed, gennem personerne, der er isolerede, oplever vi en sjælden intensitet.

Med Chaleur humaine holder Serge Joncour et svimlende spejl op for os, og hans familie- og samfundssaga er et stort og vellykket værk.

ALBIN MICHEL (23/08/2023)

Patrick Modiano: La danseuse

 Patrick Modiano: La danseuse

En ny bog af Modiano er altid en sensation og han skuffer heller ikke denne gang. Det er er kort roman på 90 sider, men der er heller ikke et overflødigt ord eller sætning. Modiano holder sin læser fanget.

 Resumeet af bogen: Portræt af en danserinde, der hver morgen går til de faldefærdige bygninger i Wacker-studiet, der ligger på Place de Clichy, for at tage dansetimer med Boris Kniaseff, en kendt russisk lærer.

Portrættet gives af en ung mand der 50 år efter forsøger at få lidt styr på danserindens liv og hendes søn Pierre. Fortælleren havde en ustabil tilværelse og knytter sig til danserinden, da hun synes at have fået styr på sit liv via den disciplin som dansen kræver. " Det var den mest usikre periode i mit liv. Jeg var ingenting. Dag efter dag havde jeg indtryk af at flyde rundt i gaderne." Danserinden blver et eksempel for ham.

Det er klart at der er mange glemte og uklare episoder som han ikke længere husker, han ved ikke hvad der er blevet af personerne fra hans ungdom, bortset fra et par stykker, som måske ikke engang er dem han tror. Vi føres rundt i et Paris fra dengang i kontrast med nutidens Paris, som fortælleren bestemt ikke synes om med horderne af turister, i flok med kasket og rygsæk.

Som sædvanlig hos Modiano er det en søgen efter forklaringer som man ikke kan finde eller kun i brudstykker, men vi får alligevel så mange brudstykker af danserindes liv, at vi begynder at forstå hende. Men hun er ikke til at gribe og gennem dansen flyver hun fra os.

Modiano løfter i sin bog brudstykker fra fortiden op i en evig nutid og tager derved trykket af en forgæves søgen efter alle detaljer.

Et sandt mersterværk !

GALLIMARD (05/10/2023)

Thibaud Gaudry: La Vénus au parapluie

  Thibaud Gaudry: La Vénus au parapluie

Sjov lille debutroman, ikke på mange sider men med et enomt forbrug af sprog om nogle forholdsvis enkle ting: en ung mand bliver forelsket, men kan ikke få det sagt til den udkårne.

Paris, en regnfuld decemberaften. Han beslutter sig for at se en gammel film i en lille biograf i latinerkvarteret. I køen tilbyder en ung kvinde med en paraply ham husly, mens de står i kø. Det er starten på en kærlighedshistorie for ham, der bliver forelsket med det samme. Vi hører ikke hendes udlægning.

Vi hører om den unge mands tanker, følelser, fantasier etc i et orgie af ord og vendinger med stor brug af gamle amerikanske film, kunst og musik. Virkelig meget voldsomt.

Det er poetisk, virtuost, men nok lidt rigeligt for mig, men en slags kærlighedshistorie er det, dog kun med en spiller.

Paris indgår også som en vigtig del, og det er del del jeg synes bedste om.

BUCHET-CHASTEL (17/08/2023)

François Bégaudeau: L'amour

François Bégaudeau: L'amour 

François Bégaudeau kender jeg bedst fra "Entre les murs", hvor jeg lavede en bog til undervisning "Klassen", så jeg blev umiddelbart nysgerrig, da jeg så en ny bog af ham med den flotte titel "L'Amour". Det er en forholdsvis kort bog (90 sider), men det var særdeles sjovt at læse den, for den er sprudlende i sin humor.

Det er så sandelig kærlighed med et lille "k", som François Bégaudeau taler til os om. Han siger, at han ville fortælle historien om kærligheden, som den opleves det meste af tiden af ​​de fleste mennesker: uden kriser eller begivenheder, og det lykkes til fulde.

Hovedpersonerne er Jeanne og Jacques Moreau, som mødes i begyndelsen af ​​1970'erne, næsten tilfældigt og uden nogen egentlig romantik, men som tilbringer omkring halvtreds år side om side. År, der går, består af rutine, for det meste harmløse begivenheder, små opmærksomheder, sjældne, men oprigtige, argumenter og kompromiser, indtil slutningen, hvad der end sker...

Fortalt med ømhed og humor i et levende sprog, der får læseren til at spekulere over alle de tomme fraser og hioldninger som vores dagligdag rummer. Men den er ikke ond, men følsom også i slutningen.

Der er mange specielle personer, typer, men også hints til de 50 år af Frankrigs historie.

En rigtig god roman!

GALLIMARD (17/08/2023)

Jean-Philippe Toussaint: L'Échiquier

 Jean-Philippe Toussaint: L'Échiquier

Denne bog af den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint har en helt speciel tilblivelse, for den blev skrevet mens coviden slog sine første folder.

Gaderne er øde. I Bruxelles går fortælleren/forfatteren ind i sin gamle skole, og de sorte og hvide fliser som skakbrætbrikker minder ham om et skakbræt. Han får så en idé: hvorfor ikke flytte en skakbrik på skakbrættet som en tur rundt i hans minder og fortid? Skrive en bog med 64 små kapitler, da skakbrættet har 64 felter?

Værket er på samme tid en dagbog, en selvbiografi. Han har en evig søgen efter det rigtige ord med en sproglig rigdom, som forbliver flydende og naturlig. Forfatteren fortæller os sit liv i en original form, knyttet til skak, en af ​​hans passioner. 

Da jeg næsten ikke har nogen viden om emnet, udgør denne permanente forbindelse med skak ikke noget problem for mig, da det altid bringer os tilbage til forfatterens liv og hans spørgsmål, forstærket i den periode, hvor han var mere eller mindre indespærret. Det er også interessant, at han skrev denne bog sideløbende med en oversættelse af “Skaknovelle” af Stefan Zweig.

Der er mange interessante kapitler om skrivning, oversættelse og litteratur, men det er omgivet af klip fra et specielt liv og nogle meget personlige indslag.

En god og anderledes bog, men næppe til en Goncourt, som den er indstillet til i første runde.

EDITIONS DE MINUIT (31/08/2023)

Dominique Barbéris: Une façon d'aimer

 Dominique Barbéris: Une façon d'aimer

En roman der tager os tilbage til Afrika på et tidspunkt hvor Cameroun er på vej til selvstændighed (1960), og hvor vi følger den lille flok franskmænd, der skal tænke på, hvad der vil ske i fremtiden for dem.

Dette er rammen for en lille speciel og godt skjult kærlighedshistorie og om Marianne.

Historien fortælles af Mariannes niece der efter hendes død rekonstruerer hendes hidtorie ud fra gamle billeder og en kuvert som hun efterlod.

Madeleine, en diskret og melankolsk skønhed fra 1950'erne, forlader Nantes, hvor hun voksede op i et beskedent miljø, for at følge sin mand, der er overflyttet til Cameroun. Den unge kvinde befinder sig nu i en fremmed, voldelig og storslået verden i modstrid med hendes franske provins. 

I Douala mødte hun under et delegationsbal Yves Prigent, civil administrator i Yaoundé, lidt af en eventyrer, som hun går lange ture med gennem byens gader. Han er diskret, hun siger ikke meget, men et eller andet gemmer sig mellem dem. Men afkoloniseringen er i gang...

Dominique Barbéris er formidabel godt til at genskabe en ramme for historien. Man føler sig ført rundt i byen Douala med en særegen og smuk natur. Vi får indblik i forskellen på livet for de rige hvide og lokalbefolkningen, mændenes uindskrænkede magt over kvinderne hos begge grupper. Kvinder må acceptere at blive betragtet som tilbehør.

En velskrevet og interessant roman, der dog kan virke lidt tung undertiden. Bogen er på listen til Goncourt, men jeg giver den ikke de store chancer for at vinde.

GALLIMARD (17/08/2023)

Éric Reinhardt: Sarah, Susanne et l'écrivain

 Éric Reinhardt: Sarah, Susanne et l'écrivain

En intéressant roman hvor forfatteren spiller en rolle som formidler mellem virkelighed og litteratur/kunst.

Udgangspunkt er, at Sarah betror sin voldsomme livshistorie til en forfatter, hun beundrer, så han kan skrive den om til en roman. I denne roman hedder Sarah Susanne.

Sarah fortæller ham om sine pinsler, om forholdet til den kolde mand der nærmest melder sig ud af familielivet sammen med parrets to børn. I Sarahs fortælling dechifreres sammenbruddet hos en kvinde konfronteret med sin mands ligegyldighed og egoisme. Sarahs oprør mod mandens skjulte overtagelse af tre fjerdedele af familiens værdier ender med isolation og social nedgradering.

Men en ting er Sarahs konkrete historie noget andet er forfatterens omsætning af den til historien om Susanne. Personerne er de samme, men handlingen ændres og kampen mod manden, mændenes magt og overklassen forstærkes.

Der er et spil mellem tre personer i romanens opbygning: Sarahs, Susannes og forfatteren og dette litterære greb tillader de to fyrreåriges kvinders skæbne at afspejle hinanden. Så meget, at læseren nogle gange ikke længere ved, hvem Susanne eller Sarah forfatteren fortæller historien om. Kun få detaljer gør det muligt at differentiere dem. 

Men det er faktisk ligegyldigt, fordi processen med at kæmpe imod og skabe sig en identitet er den samme i begge tilfælde. 

Men Eric Reinhardts roman er meget mere end en præcis og realistisk samtidshistorie. I dette spil med spejle mellem Sarah og Susanne væver han sit net i en enestående stil, der giver kunst og det religiøse en fremtrædende plads. Gennem historien er der også tale om et mystisk religiøst maleri fra 1600-tallet, en kniplingskirke eller endda et strandskalshoved inspireret af Francis Ponge.

Bogens svimlende opbygning giver ikke kun stemme til en kvinde, der nægter at opgive sine idealer i lyset af sin mands egoistiske ligegyldighed, men tager også læseren med på en rejse, med stor originalitet, til hjertet af den kreative proces.

Éric Reinhardt holder os i spænding fra den ene ende af historien til den anden. Absolut et bud på en kommende prisvinder.

GALLIMARD (17/08/2023)

Lilia Hassaine: Panorama

 Lilia Hassaine: Panorama

Vi har tidligere omtalt Lilia Hassaines bog Soleil Amer om indvandrerne fra Algeriet, men her er en helt anden historie, der forgår 2049. På grænsen mellem utopi og dystopi er det en fin roman med en interessant idé og skrevet i form af en thriller, hvis undersøgelse holder læseren hen i spænding.

Vi får i romanen en historie om gennemsigtighedens mareridt, der er skubbet til det absurde. Fremtiden, som Lilia Hassaine forestiller sig, er orwellsk, gysende af hykleri og tilbageholdt vold, hvor sten har givet plads til glas. Vivarium-husene i glas, bygget for at befri Frankrig fra det onde, ligger åbne for naboers og forbipasserendes alt for velvillige blikke. Resultat: volden falder og alle holder øje med alle. Men er det den rette løsning

 

I 2049, i en verden, der alligevel er sat under høj overvågning, bliver Hélène, en kommisær kaldet beskyttelsens vogter, opfordret til at foretage en undersøgelse, der destabiliserer samfundet: et par, Royer-Dumas og deres unge dreng er forsvundet i en verden, og trods glashusene, trods årvågenheden, er der mærkeligt nok ingen, der har set eller observeret noget. 

Den nye verden lever i Transparence (gennemsigtighed), et system, der blev født efter Revenge Week i 2029, hvor ofre kunne dræbe deres bødler for at tage hævn for retfærdighed, der blev betragtet som for slap med alt for milde straffe. Lilia Hassaine fortæller subtilt om populismens ubønhørlige stigning og borgernes accept af at afgive alt privatliv i sikkerhedens navn. En udveksling, der ikke kun vil gøre folk glade.

Ud over detektivhistorien skildrer forfatteren et samfund, der er dybt opdelt, splittet, styret af frygt, hurtigt til at fordømme. Et dehumaniseret samfund, som håbet har forladt. Det er i denne kvælende atmosfære, at kommissær Hélène, mens hun kæmper med sine komplicerede kærlighedsforhold, forsøger at gennemføre sin undersøgelse, der får en overraskende afslutning.

Lilia Hassaine er en god og suveræn fortæller, der også har et budskab. Panorama er bestemt en væsentlig roman.

GALLIMARD (17/08/2023)

Jean-Baptiste Andrea: Veiller sur elle

 Jean-Baptiste Andrea: Veiller sur elle

Jean-Baptiste Andrea er en glimrende romanforfatter  of hans nyeste værk Veiller sur elle lever fuldstændigt op til de forventninger som jeg havde til hans nyeste roman ved la rentrée littéraire. Han har allerede fået FNACs pris for årets roman og måske venter der mere.

Bogen starter i 1986 i et italiensk kloster, hvor en mand ligger på sit dødsleje. Michelangelo Vitaliani, med tilnavnet Mimo, har boet sammen med munkene i 40 år for at Veiller sur elle.

Dette er hans seneste værk, en statue af udefinerbar magt, som forstyrrer alle dem, der ser på den.

Men hvad er hemmeligheden bag denne statue?

Mimo der er dværg og som har været stum i klostret om sit liv og sin fortid fortæller eller rettere genoplever i sit indre, hvad han har gået igennem. Det er en magesløs historie. 

En historie om Mimo og om Viola, der er modsætninger. Han kommer fra et meget fattigt miljø og er blevet forladt af sin mor. Faderen har lært ham lidt om billedhugning, men han dør under 1. Verdenskrig. Men Mmo har magi og geni i sig. 

Men så er der Viola, en pige fra en god familie, dem, der har magt og penge. Hun lever dog i en spændetrøje, på et tidspunkt, hvor kvinder ikke kan forestille sig at forlade deres sociale underkastelse.

Alt modarbejder dem, intet skulle få dem til at mødes. Og alligevel vil et bånd så usikkert som det er ubrydeligt binde dem. Paradoks af en historie, der overskrider kærligheden, som en rød tråd, der vil krydse årtier og to krige.

Dette menneskelige eventyr begynder ved begyndelsen af ​​det 20. århundrede, i et italienske landdistrikt, og fortsætter indtil 1980'erne i Vatikanets mysterier. Hvordan vil en stakkels lille billedhugger blive et af de største talenter, verden nogensinde har kendt, og hvordan formår en kvinde med en klar skæbne at påtvinge omgivelserne sin egen natur?

Når vi taler om genialitet og magi, er det to ord, der passer perfekt til Jean-Baptiste Andreas prosa. Hans pen og hans måde at forme karakterer på rører virkelig det sublime. Vi får en tur gennem historien i Italien i det 20. århundrede og samtidig en kunstnerisk rejse i litteratur.

Er absolut en bog (ca 600 sider) man ikke slipper, når først man er startet på den.

L' ICONOCLASTE (17/08/2023)

Amélie Nothomb: Psychopompe

 Amélie Nothomb: Psychopompe

Årets romanudgivelse fra Amélie Nothomb og bestemt en af hendes bedste. Den er på kun 162 sider, men med et indhold, hvor ikke et ord er overflødigt, og hvor man i den grad kan nyde det litterære franske sprog.

Det er igen ne selvbiografisk historie, der afslutter hendes foreløbige "trilogi" med: Premier sang (om hendes far, Gud), Soif (om Jesus, sønnen) og så her Helligånden der som psykopomp ledsager de døde og hjælper dem til at krydse over til det hinsides. Psykopompen er ofte repræsenteret af en fugl, den hvide due f.eks., og Amélie siger selv, at hun er en fugl.

I Psychopompe fortæller Amélie Nothomb om den skønhed, som er legemliggjort i fugle, hendes livslange lidenskab, der startede, da hun var barn. Hun forsøger at øve sig på at flyve, men da det ikke lykkes, hvis hun skal blive en fugl, bliver det på en anden måde. Men hvordan?

Vi bliver nu vidner til fødslen af ​​en forfatter. Med omhyggeligt udvalgte ord roser Amélie dem: fuglene, de vigtigste psykopompier i mytologier, leder hende til at afsløre, hvad der udgør hende, det mest intime i hende, det er hendes behov for at skrive, som hun sammenligner med en flyvning, en styrkeprøve, som skal fornyes hver dag, hvis hun ikke skal falde ned.

« Écrire, c'est voler »

En roman der absolut kan anbefales, hvis man vil søge ind i Amélie Nothombs liv og tanker.

ALBIN MICHEL (23/08/2023)

Jérôme Aumont: Un empêchement

 Jérôme Aumont: Un empêchement

En debutroman i dette års udgivelser i la rentrée littéraire, hvor der altid er mange der udgiver deres første roman. Således også Jérôme Aumont, der er født i Caen i 1972.

Gennem tre historier fortæller denne roman den komplekse rejse mellem forsagelse, tvivl og begær. De tre "fortællere" er Mathieu, Xavier og Marie.

Mathieu er en teenager, der efter en vis tøven påtager sig sin homoseksualitet, hvilket forårsager chikane i skolen, men han ved, hvordan han skal være ufølsom over for det. Men efterhånden som han bliver voksen, beslutter han at sætte denne orientering i bero, for at "blive hetero", for at få det borgerlige liv, han ønsker. Han gifter sig med Marie, og de får snart datteren Jeanne. Deres professionelle liv optager dem enormt, til skade for deres liv som par og forældre.

Efter at have været gift i 20 år møder Mathieu tilfældigt Xavier ved en reception som Marie, der er blevet en kendt journalist og redaktør, har taget Mathieu med til. Der bliver straks kontakt mellem de to mænd, der efterhånden udvikles til en kærlighedshistorie. 

Fortalt fra de tre hovedpersoners synspunkt, bevæges man af disse tragiske kærlighedshistorier. Det er beretningen om de masker og de fængsler, som vi sætter os selv i måske for at holde os på afstand af vores dybeste ønsker.

Allerede i starten af romanen får vi at vide, at Xavier er omkommet i en eneulykke i sin bil i Mathieus historie om sit liv, Xavier taler fra sin tilstand som død om den måde Mathieu besatte ham, og Marie slutter bogen med sin beretning som karrierekvinden og den dårlige mor, der har været selvcentreret, men alligevel fuld af kærlighed til Mathieu.

Der er dybder i personernes tanker om, hvad der er sket, men det er svært at se forskellen i deres måde at berette på, måske er Maries del den bedste. Her fornemmer man journalisten. 

Dialogerne er noget tunge, men de alment menneskelige aspekter og enkelte filosofiske tanker kan bære romanen et stykke vej.

Fint nok startet, men bedre held næste gang. 

Parution le 17 août 2023 aux éditions Bourgois.

Sorj Chalandon: L'enragé

 Sorj Chalandon: L'enragé

Min start af bøger fra la rentrée littéraire 2023 blev denne fremragende roman af Sorj Chalandon, en grusom historie med baggrund i virkelige hændelser og et forløb og en skæbne som man næsten ikke kan tro på.

Chalandon skriver i forordet: "I 1977, mens jeg arbejdede på Libération, læste jeg, at det overvågede uddannelsescenter Belle-Ile-en-Mer skulle lukkes. Denne betegnelse dækkede faktisk over en straffekoloni for mindreårige. Mellem dets høje mure, hvor kommunarderne som de første var blevet tilbageholdt, havde man "genopdraget" fra 1880 og fremefter byernes småbøller, landets småkriminelle, men også de turbulente dovne elever, forladte og forældreløse børn, affald fra børnehjem.

De yngste var 12 år. Om aftenen den 27. august 1934 gjorde 56 børn oprør og gemte sig."

Nu starter en frygtelig jagt på de undslupne, hvor vagter, indbyggere på øen og turister håber på at få en bonus på 20 guldfrancs for hver undsluppet tilfangetaget. Som om disse børn var skadedyr. En jagt udødeliggjort i Jacques Préverts digt  "Chasse à l'enfant". Jacques Précert der i øvrigt optræder som person i bogen.

Hovedpersonen er Jules Bonneau kaldet la Teigne (plageånden), 13 år, og den16. maj 1927 bliver han spærret inde i straffekolonien Haute-Boulogne i Belle-Île-en-mer, en ø ved Bretagne. Hans mor har forladt familien, faderen er invalideret efter krigen og bedsteforældrene vil helst ikke vide af ham.

På anstalten vil bøllerne i uniform instruere dem, bringe dette ukrudt, dette utøj, det værste af menneskeheden og få dem til at blive ordentlige med fornærmelser, mishandling og piske og spark. Hvis de stritter imod og ikke adlyder er der en række torturagtige straffe. Måske ikke den bedste måde at opdrage på.

Jules Bonneau flygter og ender hos en fiskerfamilie der skjuler ham, men alle de andre bliver indfanget. Mere vil jeg ikke røbe om forløbet.

Vi hører ellers om vanskeligheden ved at overleve, familiens hemmeligheder, de stærke karakterer, der nogle gange modsætter sig hinanden, og sømændenes usvigelige solidaritet. Denne historie er forankret i historien; den spanske borgerkrig, nazismens opståen og Croix-de-Feu-bevægelsen i Frankrig.

Denne bog fortjener en af efterårets priser efter min mening, dels er emnet interessant og påtrængende dels er Chanlandons stil klar og kontant.

GRASSET (16/08/2023)