Roger Gau: Jean, classe 1915

 Roger Gau: Jean, classe 1915

Da jeg har læst meget om La Grande Guerre, var det en særegen oplevelse pludseligt at finde denne gratis e-bog på nettet.

Roger Gau fortæller om, at der i efterladenskaberne fra hans svigerforældre var en stor skotøjsæske. Han bliver nysgerrig og tager den til side. Den viser sig at indeholde en række breve, som Jean skrev til sine forældre, familie og venner, da han var blevet indkaldt til hæren i 1914.

Det er i bund og grund en bog baseret på autentiske dokumenter, der viser livet for en ung Toulouse-mand, der døde på Artois-fronten i en alder af 20. Hans breve taler om de gode sider: "Her forsikrer jeg dig om, at livet næppe er trist, og at nu, hvor vi kender hinanden godt blandt sergenterne, forkæler vi hinanden med gode stunder med sjov..." Som det værste: "Vores hytte blev lavet på døde kroppe med planker placeret over dem. Det er overflødigt at sige, at jeg sov disse to dage på maddikerne omgivet af fluer... "

Krigen 1914-1918 er blevet fortalt mange gange og vil være det i lang tid fremover.  Men Roger Gau giver os beretningen om Jean, en exceptionel infanterists korrespondance, og får os til at deltage i begivenhederne i hans daglige liv time efter time under den allestedsnærværende dødstrussel. 

Vi er sammen med denne obskure helt, når han er sulten og tørstig, når han fryser, når han med enkelthed, naturlighed, beskedenhed og realisme fortæller om de lykkelige øjeblikke og de forfærdelige scener, der leves i skyttegravene..

En fantastisk beretning i disse personlige breve, der bringer os tæt på et menneske, der gav sit liv i et umenneskelig krig.

Hvorfor skal det blive ved på den måde?

Du kan downloade bogen ved at søge på titlen.

Hélène Devynck: Impunité

 Hélène Devynck: Impunité

Et af tidens store emner: bogen om Patrick Poivre d'Arvors urimelige, voldelig og seksuelt undertrykkende liv, som en af Frankrigs førende nyhedsjournalister og redaktør for TV-Avisen på TF1. Det er måske ikke litteratur, men samfundsdebat. Det forhindrer dog ikke, at man må beundre Hélène Devyncks evne til klart at beskrive og belyse, hvad der er sket.

Fra den såkaldte PPDA-affære er der lidt efter lidt kommet oplysninger til os. I Impunité opsummerer Hélène Devynck fakta, indsamler vidneudsagn (23 kvinder, der vidnede for politiet!), forklarer forløbet af efterforskningen indtil sagen fik en klassificeringen uden opfølgning. 

Hun viser os den straffrihed, der omgiver aggressoren i vores nuværende samfund. Specielt når det er folk med status, stjernestatus, rige folk, politikere ser man, at sagerne bliver afsluttet uden retssag, og de voldtagne kvinder kan så hygge sig med det, mens serie-forbryderen bare kan fortsætte.

PPDA afviser ikke helt, at der har været overgreb, men afviser det med, at kvinderne ikke sagde nej. De 23 historier viser hvordan de enkelte har reageret, hvordan voldtægten har fulgt et bestemt mønster, hvor de unge og usikre piger ikke tør reagere i frygt for at miste et job. De er lammede i deres handlinger.

De ansatte og cheferne på TF1 og andre steder har slet ikke været uvidende om hvad der foregik, men de valgte blot at lade charmøren fortsætte.

Det er ret rystende læsning, men samtidig en total indføring i, hvad der er sket med kvinderne siden de blev voldtaget. Først mange års tavshed, men da der først bliver åbnet også via #me-too tør de franske kvinder tale. Men nogen egentlig sejr kan man ikke sige, at de har fået endnu.

Meget væsentlig bog om vores samfund.

SEUIL (23/09/2022)

Sarah Jollien-Fardel: Sa préférée

 Sarah Jollien-Fardel: Sa préférée

Denne roman har allerede fået Prix FNAC, og måske er der mere på vej. Det ville være rart igen at kunne give Prix Goncourt til en schweizisk forfatter, for det er vel ikke sket Jacques Chessex fik prisen.

Sarah Jollien-Fardel blev født i 1971 og voksede op i en landsby i Hérens-distriktet i Valais. Hun boede i flere år i Lausanne, før hun slog sig ned i sin hjemegn med sin mand og to sønner. Blev journalist da hun var over tredive år gammel. Hun er nu chefredaktør for boghandelsmagasinet Aimer lire. De steder, hun kender og værdsætter, er hovedpunkterne i hendes første roman.

Det er en meget stærk førsteroman, hvor vold, vrede og overlevelse fletter sig sammen i en grad så tilgivelse ikke er mulig. Hovedpersonen er Jeanne, som vi med nogle kronologiske spring følger fra hun er barn til hun måske finder en ro og identitet efter hendes grusomme fars død.

Jeannes barndom er ikke som de andres, bebuder romanen "Sa préférée" i sine første linjer. I Valais-bjergene er barndommen og ungdommen bygget på vold og terror, orkestreret af en nådesløs far, og omverdenens totale mangel på at gribe ind, selv om de ved, hvad der foregår i familien. På landet tier man stille, selv lægen, der tilser Jeanne efter et af faderens overfald. 

Jeannes flugt fra hjemmet og til studier i Lausanne er en flugt for livet, overvældet af sin søsters selvmord og sin manglende evne til at lindre sin mors lidelser. Der er kun angsten dybt inde i hende.

Som voksen forsøger Jeanne på en eller anden måde at forankre sig i et nyt liv i Lausanne, mellem beroligende svømning i Genèvesøen og et par romantiske forhold. Men den grundlæggende vold, ligger som et jordskælv i hende, og kan bryde løs uden hun kan beherske det.

Det er en hård, bitter og bevægende tekst, som læses med en ubehagelig spænding, men  trods alt er der nogle lysende beskrivelser af Schweiz, og de kærlighedsforhold som Jeanne møder er fuld af ynde. Karaktererne, hovedsageligt kvindelige, er godt skildret, tonen er utrolig rigtig og velskrevet.

En voldsom oplevelse at læse denne roman, snyd ikke jer selv for det!

SABINE WESPIESER (25/08/2022)

Pascale Robert-Diard: La petite menteuse

 Pascale Robert-Diard: La petite menteuse

Endnu et bud på årets Goncourt og slet ikkie uden interesse, men måske lidt speciel.

Lisa er en ung pige på 15, lillesøster i en familie, der er ved at krakelere. Moderen er væk det meste af dagen, og faderen er sjældent hjemme. Søsteren læser videre i en anden by.

Lisa har ingen rigtige venner, men holder sammen med en flok drenge/unge der bliver meget betaget af hendes veludviklede bryster, der giver hende en speciel position i forhold til andre piger på skolen.

Men Lisa bliver offer for drengenes lyster og kan ikke helt få sagt nej, det ender endda med at de filmer hende i ubehagelig situation. Hun bliver nu indelukket og opgiver at passe sin skolegang. Nogle lærere bliver bekymret, og da en veninde fortæller om hendes forhold til drengene, tager de hende lidt under forhør og hun siger, at en mand har misbrugt hende flere gange.

Mistanken falder på Marco, en arbejder, der er kommet for at arbejde i hendes forældres hus. Han drikker for meget og skriver vrede breve til sit forsvarer, fyldt med udråbstegn. Marco bliver uden tøven idømt ti års fængsel.

Alt dette skete for fem år siden, men under appelsagen er Lisa myndig. En dag kommer hun ind på kontoret hos Alice, en advokat fra den lille provinsby. "Jeg foretrækker at blive forsvaret af en kvinde."

Sådan starter det hele, og det bliver meget intenst at følge udviklingen, som jeg ikke vil afsløre for meget af.

Gennem denne historie dissekerer forfatteren et kendt problem, nemlig unge piger, der vokser op for hurtigt. De er stadig kun børn, men deres krop udvikler sig og vækker de mandlige hormoner. Med sine fremtrædende bryster vil den lille løgner blive del af en beskidt affære: hun kan ikke sige nej af frygt for ikke at blive elsket.

Det er en roman, der stiller spørgsmålstegn ved, hvem der er offeret, er det altid kvinden og er det altid manden der er den skyldig? Vi får en fornem indføreing i retssystemet eksemplificeret i en retssag og fornemmer de muligheder fejltagelser som en række forudfattede meninger kan medføre.

Bestemt værd at læse, men ikke min favorit til Goncourt.

L' ICONOCLASTE (18/08/2022)

Monica Sabolo: La vie clandestine

 Monica Sabolo: La vie clandestine

La vie clandestine er en fantastisk velskrevet bog, og den er blandt de udvalgte til Goncourt-prisen i år. En bog med så mange lag fra det selvbiografiske over det politiske til en række spørgsmål som alle kunne stille sig.

 

Monica Sabolo leder efter et emne til en ny bog, og efter megen vaklen beslutter hun sig for at tage fat på et emne, som hun mener, hun kender godt: nemlig en parallel mellem hendes familie, hun er opvokset i et borgerligt miljø, og Action Directe, den yderste venstrefløjs terrorgruppe, der var meget omtalt i 1980'erne.

Vi følger forfatteren i sin søgen for at forstå, hvordan medlemmerne af den yderste venstrefløjs terrorgruppe har kunnet nedskyde folk og senere leve med det. Mere end noget andet interesserer hun sig for netop to kvinder fra Action Directes sag, nemlig Joëlle Aubron og Nathalie Ménignon. To kvinder, der arbejder sammen i væbnede kampe, vold mod ordensmagten, men også mod repræsentanter for en kapitalistisk ånd og bankrøverier.

Den 17. november 1986 dræber gruppen koldt Georges Besse, administrerende direktør for Renault, chef, der siges at være retfærdig og respekteret, far til en familie, lykkelig ægtemand. Dette er ikke deres første attentat... De er unge og vil blive offentlige fjender nr. 1 og være blandt de mest eftersøgte mennesker på dette tidspunkt af hele politiet i Frankrig.

Men på samme måde som gruppen levede et skjult og hemmeligt liv bliver Monica Sabolo under optrevlingen af gruppens historie klar over, at hendes liv også har haft en skjult side, som hun har holdt dækket og aldrig fået frem i lyset. Mærkelige familieforhold, en mor der ikke tager sig af sine to børn, en far der forsvinder, en stedfar der krænker hende seksuelt, ja der er nok at komme efter.

De to tråde mødes på en måde og vi følger en forfatters kamp med sit stof, sin familie og sig selv. I sandhed et stort projekt, men udført med stor bravour.

En bog man ikke lige slipper, kan kun anbefales.

GALLIMARD (25/08/2022)

Brigitte Giraud: Vivre vite

 Brigitte Giraud: Vivre vite

En roman men med baggrund i forfatterens eget liv og oplevelser. Den 22. juni 1999 blev hendes mand Claude dræbt i en trafikulykke. Det skete lige da de havde købt et hus, som de skulle sætte i stand og bo i. Hun stod nu alene med en søn og et hus.

Smerten og den uforstålige ulykke var total, tyve år senere, mens hun skal til at sælge huset, vender Brigitte Giraud sine tanker tilbage og søger en mening, en håndgribelig forklaring på rækkefølgen af ​​begivenheder, der førte til tragedien.

I en anspændt historie, der fungerer som en rigtig nedtælling, forsøger Brigitte Giraud at forstå, hvad der førte til motorcykelulykken, der tog livet af hendes mand. Tyve år senere prøver hun igen at undersøge sagen en sidste gang og finde svar på de spørgsmål, der er forblevet ubesvarede. 

Tilfældigheder, skæbne, tilfældigheder? Hun ser tilbage på de dage, som var fyldt med en række uforudsigelige forstyrrelser, indtil det uundgåelige skete. Brigitte Giraud leder efterforskningen og iscenesætter Claudes og deres liv, som mirakuløst genoplives.

På disse sider dissekerer forfatteren denne historie med en præcision og en detaljerigdom, der er overvældende. Og hvis nu? Når skæbnen ændrer sig, stiller vi ofte os selv dette spørgsmål. Der er en kæde af situationer, der fører os til denne ulykke.

Et nyt hus, en mor, en bror, en motorcykel, en mærkelig beslutning og vejret... Forfatteren dissekerer således hver begivenhed, hvert øjeblik for at forstå. Hun får ikke noget svar. Det skete er sket, og der er ikke mere at komme efter.

Det er en stærk roman, der trænger dybt ned i en række menneskelige reaktioner og vores evne til at fortrænge og smålyve overfor os selv. Mageløst godt skrevet!

FLAMMARION (24/08/2022)

Marie Vareille: Désenchantées

 Marie Vareille: Désenchantées

Marie Vareille leverer her en ny roman, der nemt kan blive til endnu en best-seller. Historien omhanler en mystisk forsvinden for 20 år siden.

Den femten-årige Sarah Leroys forsvinden rystede den lille by Bouville-sur-Mer i Bretagne. I hver en  husstand, hver bistro udviklede man hypoteser, men hvad der virkelig var sket, var der aldrig nogen, der fandt ud af, og politiet måtte henlægge sagen.

Tyve år senere vender journalisten Fanny tilbage til scenen for denne tragedie, der prægede hendes ungdom. Hendes chef har nemlig fået den gode ide at genopfriske denne historie. Fanny bliver sat på opgaven, som hun skal skrive dramatisk om, hvis hun skal få en forfremmelse. Fanny fortæller ikke, at hun faktisk var meget tæt på Sarah og faktisk ved noget om sagen som ikke er kommet frem.

Og det er en hel fortid, hun havde foretrukket at glemme, der dukker op igen...

Med "Désenchantées" belønner forfatteren os virkelig med en fin thriller. Når man navigerer mellem fortid og nutid og bevæger sig fra en karakter til en anden i løbet af kapitlerne, leverer denne roman gradvist alle brikkerne i et puslespil, som læseren ønsker at løse så hurtigt som muligt. 

Titlen, der er lånt fra den berømte sang af Mylène Farmer, genoptager dette spring ind i 90'erne med en gruppe veninders rejse, der kaldte sig selv de "Désenchantées". Historien er godt sat sammen med et galleri af spændende karakterer. 

Dejlig og god læsning!

CHARLESTON (17/05/2022)

Diaty Diallo:Deux Secondes d’air qui brûle

 Diaty Diallo:Deux Secondes d’air qui brûle

Debutroman fra den 33-årige Diaty Diallo, der har skrevet sange og en blog og som er meget optaget af forholdene i forstæderne.

Historien er meget rørende. Vi følger en gruppe unge mennesker fra et boligområde i Paris, der står over for et tilbagevendende drama, nemlig nedskydningen af ​​en ung mand af en politibetjent. Han ville ikke efterkomme en identitetskontrol og tog flugten på en scooter. 

Bortset fra Diallos sprog og et bredt udsnit af skrivearter er der intet virkelig bemærkelsesværdigt. Ærgerligt, for det budskab, som forfatteren vil sende os om politivold, er af altafgørende betydning.

Der er allerede skrevet mange bøger om emnet, der selvfølgelig er vigtigt, men jeg ved ikke rigtigt, hvem hun vil henvende sig til. Der er dog specielt to scener der fortjener stor ros: scenen hvor en gruppe af de lidt ældre unge holder en lille grillaften i fred og ro. Politiet dukker op og så er freden forbi. Politiets brutale facon er bestemt ikke prisværdig, og det ender også med, at ung mand mand bliver skudt ned. Denne episode er skrevet i et stærkt sprog og med en skarp og kritisk pen.

En anden bemærkelsesværdig scene er da hele bydelen samles om at lave fælles mad og underholdning til ære for den afdøde unge. Her får vi en skildring af sammenhold og familiefølelse på højt niveau. De to nævnte scener viser hvor umulig situationen er. De er ikke allesammen narkoforhandlere, de er ikke allesammen hvide, men de har allesammen menneskelige værdier, som man burde værdsætte højere.

OK, godt begyndt på et forfatterskab, men større selvkritik og bedre strukturering af den del af indholdet som er værd at bevare. Der er f.eks. 25 sider med en oversigt over hendes kilder, der mest er sangtekster.

SEUIL (19/08/2022)

Olivier Adam: Dessous les roses

 Olivier Adam: Dessous les roses

En ny roman fra Olivier Adam, hvis forfatterskab jeg ofte har læst og sat pris på. Det gælder også denne roman om familien Eriksen (ja det hedder de), der er sammen i forbindelse med familiefaderens død.

Den udspilles over tre dage, der kaldes tre akter og foregår næsten kun i familiens hus, hvor de tre børn er vokset op. Den ældste Paul, søsteren Claire og den sidste efternøler Antoine.

Vi en blanding af monolog og minder om dialoger mellem hovedpersoner, hvert afsnit har titel efter den person der er fortæller. Et snedigt system, der er endnu snedigere end man tror, men det bliver først afsløret til slut.

Paul, den ældste, er den, der normalt er mindst til stede. Han er altid optaget af sit arbejde som filminstruktør og skuespilforfatter. Desuden er det ham, hans mor stadig venter på om aftenen.

For de to andre er der. Claire ledsaget af sin mand og hendes børn ankom for lang tid siden. Ingen kunne forestille sig, at denne ansvarlige datter ikke ville være sammen med sin mor på et så vanskeligt tidspunkt. Antoine, den yngste, foretrak at komme alene. Han kunne dog have taget Sarah, kvinden, som han har boet længe sammen med, og præsenteret hende for sin mor. Fuldstændig optaget af sit arbejde er han kun i stand til at frigøre sig for en dag. 

Hurtigt dukker misforståelser, vrede, men også minderne op, som uudsletteligt binder de tre børn, som er blevet voksne sammen. Genstanden for al forargelsen er denne bror, der er så lidt til stede, men særligt aktiv på netværkene og de forskellige TV-kanaler. Paul er instruktør. Han har en frygtelig tendens til at bruge sin erfaring, sin fortid i sine kreationer og ikke altid til fordel for hovedpersonerne, især hvad angår faderen.

Under hele læsningen afføder denne roman en mærkelig atmosfære, tung af uudtalte ord, uudtalte insinuationer, misforståelser, der aldrig rigtigt kommer til udtryk mellem medlemmerne af denne søskendeflok. Der indtages megen alkohol og efterhånden lukkes der lidt op for alles hemmeligheder.

Usædvanligt skarpt beskrevet familieliv, der måske ikke er så flot set indefra sammenlignet med den modelfamilie den har været for andre. Under roserne er der måske ikke altid harmoni.

Kan bestemt anbefales.

FLAMMARION (24/08/2022)

Franck Bouysse: L'homme peuplé

 Franck Bouysse: L'homme peuplé

Jeg er allerede blevet imponeret af Franck Bouysse efter at have læst “Né d'aucune femme”, så det var med stor fornøjelse, at jeg fandt hans suveræne pen igen! 

Historien er langsommere denne gang, mere fokuseret på omgivelserne og stemningen i plottet, en iskold atmosfære, skræmmende og tung, hvori truslen om et tidligere eller fremtidigt drama hænger...

I denne roman tilbyder forfatteren os en polyfonisk roman, hvor fortid og nutid fletter sig sammen. To ensomme mænd: Harry, en forfatter, der mangler inspiration, flytter ind i en faldefærdig gård langt ude på landet. Caleb, en ensom ung mand opdraget af en stiv mor og indehaver af helbredende kræfter som en troldmand, bliver hans nabo.

Vi følger det hektiske liv for disse to væsener, fordi Harrys hus giver genlyd med lydene fra spøgelsernes hvisken. Romanen er bygget i form af en alternativ fortælling, med Harry på den ene side og Caleb, hans mystiske nabo, isoleret fra resten af ​​indbyggerne på grund af sin mærkelige magt, på den anden side. Han siges at være en troldmand i stand til at helbrede dyr, kommunikere med naturen og finde dybt begravede kilder.

Natur og dyr spiller en stor rolle i bogen og udsiger meget om de mennesker der færdes i den. Franck Bouysse har en udpræget evne til at beskrive og samtidig indgive natur og dyr en hemmelighedsfuld kraft der overgår menneskenes fornuft.

En særdeles spændende, velskrevet, mystisk roman om to skæbner, der færdes i en dyster og uhyggelig verden.

Bør absolut læses!

ALBIN MICHEL (17/08/2022)

Laure Gombault: Les sans-gloire

 Laure Gombault: Les sans-gloire

En bog der efter forfatterens grundige research fortæller os tre historier om kvinder, der kunne have eksisteret, og som opsummerer livet for dem, der gennemgik den store krig. Den krig hvor mændene blev trukket ud af samfundet og sendt i krig i fire år.

Tre kvinder fortæller om deres daglige liv under den store krig. Deres mænd er ved fronten, mens Jeanne, Lucienne og Fernande er på sygestuen, på gården eller på fabrikken. Tre kvinder, der frigør sig selv i et land, der fuldt ud stoler på dem og deres indsats uden egentlig at betænke dem.

Jeanne, der halter på grund af et vanskabt knæ, bliver alligevel gift med Pierre, der en morgen under orlov bliver hevet ud af sengen og anklaget for at desertere. Vi får nu historien om Jeanne, der søger at finde ud af, hvad der er sket med ham og hvad det er der har ødelagt hendes drøm om et lykkeligt liv med Pierre. Gennem hendes beskrivelser af forholdene på hospitalerne og fænglerne får vi et skarpt blik på de umenneskelige forhold.

Lucienne, der passer en større gård efter at hendes mand er blevet indkaldt. Hun kæmper hårdt for at få det til at fungere, selv om hun ikke får megen hjælp. Vi får skildret det hårde arbejde, høsten uden heste, de store dele af høsten som militæret skal have etc. Hendes stedfar er for gammel til at være til stor hjælp for hende. Hvad angår husholdersken, Sidonie, irriterer hun Lucienne på trods af sin venlighed. Men hun må beholde hende, og da Sidoine bliver lun på en markarbejder, der er en soldat på rekonvalesens, Hassan fra Nordafrika er konflikten optrappet. God historie med en blanding af voldsomme følelser, fremmedhad, kulturer der mødes og det slidsomme arbejde.

Fernande arbejde på en fabrik hvor de fremstiller granater, for kvinderne er blevet kaldt ind til det der var mændenes arbejde. Kvinderne slæber på de tunge granater hele dagen i røg og damp og farlige kemikalier. Pludselig hører Fernande ikke mere til sin mand, der komme ikke flere breve. Hun bliver trøstet af en anden kvinde fra fabrikken, så nu opstår der konflikter i hendes følelsesliv. Savn, kærlighed, hårdt fysisk arbejde, hvad mon udgangen bliver på dette?

En velskrevet novellesamling, der får belyst kvindernes forhold i Frankrig under første verdenskrig, men samtidig får fortalt historien om nogle udvalgte kvinder med både medfølelse og spænding.

EDITIONS SOUFFLES LITTÉRAIRES (20/05/2022)

Virginie Despentes: Cher connard

 Virginie Despentes: Cher connard

Altid spændende at se, hvad Despentes kan finde på at skrive om efter trilogien om Vernon Subutex, så hendes roman er på forhånd udråbt som et af årets højdepunkter.

Cher Connard er en epistolær roman, hvor Oscar og Rebecca udveksler deres tanker og oplevelser. Han er en relativt succesrig forfatter, sidst i fyrrerne. Hans kone har forladt ham, og de har en datter sammen. Han har et stort problem med at drikke og skubber familien fra sig på den måde. Han er nu blevet fanget i en Me-Too-sag. Rebecca er en skuespillerinde af fortidens herlighed, men nu hvor hun er i halvtredserne er hendes tilbud færre, og hendes udseeende har også lidt meget. Hun er meget afhængig af stoffer. Deres skriverier bliver nogle gange blandet med sider fra Zoé Katanas blog, Oscars tidligere presseattaché, hun er fan af Rebecca og har hængt Oscar ud.

Oscar har på sin blog skrevet om Rebecca, som han har set på en restaurant. Hun der førhen var skønheden selv er nu blevet grim og gammel. Rebecca læser det ved et tilfælde og går straks i krig med ham. Det er ikke de pæneste gloser de bruger om hinanden i deres brevveksling. 

Men efterhånden mildnes forholdet lidt, da Rebecca findes ud af, at Oscar er lillebror til hendes bedste veninde i barn- og ungdommen. De er fra et arbejdermiljø i det østlige Frankrig og har kun ønsket at komme væk og hæve sig over deres stand og miljø. 

Nu er begge hovedpersonerne ofre for deres narkomani i alkohol og stoffer og ønsker at komme ud af det. Oscar især da han bliver anklaget af Zoé for at lægge an på hende, true hende mm, men han kan intet huske på grund af sine drukture. 

I deres brevvekslinger er der meget interessante refleksioner over vores samfund og dets påbud. Det er råt og kontant, godt opfattet, med smukke spydigheder, som vi forventede det hos Despentes. Det starter godt, men efterrhånden bliver man lidt sløvet af ophobningen af de mange sider om feminisme, stoffer, skønhed, alderdom, forældreskab og ungdomsår. Det bliver bare for meget.

Despentes stil er gennemgående enkel, men hun forsøger, at give hver af hovedpersonerne sin egen måde at udtrykke sig på, hvor Rebecca ofte krydrer sit sprog med slang, er Oscar mere litterær. Zoés sprog er mere ungdommeligt og præget af blogsproget. Romanen er helt nutidig med nedlukningen på grund af covid, det bliver anset for positivet af Oscar og Rebecca, da det holder dem væk fra deres laster.

Man kunne sagtens lave en samling af punchlines og gode citater fra bogen, men den store sammenhæng mangler.

Grasset (17/08/2022)

Amélie Nothomb: Le Livre des sœurs

Amélie Nothomb: Le Livre des sœurs

"La rentrée littéraire" starter altid for mig med at læse den roman, som Amélie Nothomb normalt udgiver i august. Dette års roman Le Livre des sœurs er hendes roman nummer 31! Ikke nødvendigvis den bedste hun har skrevet, men til en vis grad opfindsom og velskrevet.

De to søstre er Tristane og Laetitia, men historien starter faktisk med at fortælle om en overvældende kærlighedshistorie mellem Nora og Florent, der i den grad bliver opslugt af en kærlighed, der faktisk ikke tillader dem at interessere sig for andre. 

De får dog datteren Tristane, der bliver meget overladt til sig selv. Hun er et meget artigt barn, og da faderen siger til hende, at hun ikke må græde i sengen om natten, holder hun op. Tristane er et overbegavet barn, der lærer sig selv at tale, skrive og læse, men hun får slet ikke forældrenes kærlighed.

Men hun får en lillesøster, da hun er 5 år, og denne lillesøster får al hendes kærlighed og Laetitia gengælder den. En voksen der forstår og støtter Tristane er hendes moster, der lever et kaotisk liv med fire børn, som hun ikke kan styre.

I bogen følger vi nu de to søstres liv og udvikling, og det giver os mulighed for at fordybe os i hvad søsterkærlighed er og hvad manglen på forældrenes kærlighed betyder. Men det er frem for alt nuancerne mellem de to unge pigers karakterer, Amélie Nothomb udforsker. Et første spor er allerede indlejret i deres fornavnes etymologi: hvis "Tristane" fremkalder tristhed, betyder "Laetitia" "glæde" på latin. Laetitia nærmer sig livet med optimisme og med vished om sin overbevisning, Tristane er for altid præget af de første år af sit liv og mærket som "kedelig lille pige", som Nora engang har betegnet hende.

Som præsentation af bogen har forlaget valgt et citat fra bogen: "Les mots ont le pouvoir qu'on leur donne", og det passer. Et godt værk med forfatterens yndlingstemaer: kærlighed til andre og selvkærlighed, kærlighed til ord og litteratur.

ALBIN MICHEL (17/08/2022)

Louis Barthas: Les carnets de guerre de Louis Barthas, tonnelier, 1914-1918

 Louis Barthas: Les carnets de guerre de Louis Barthas, tonnelier, 1914-1918

I 14 dage har jeg dagligt læst i denne beretning om Louis Barthas' liv under første verdenskrig. Der er en foruroligende iagttagelse og deltagelse i krigens rædsler, hvos den menige soldat ikke har noget overblik, ikke bliver spurgt om noget, behandles som et dyr eller tugthusslave under vilkår der er hårrejsende dårlige. Ingen mad, ingen steder at sove, uendeligt mange kilometer til fods og ustandseligt med fare for at blive ramt af fjendens skyts.

I 1914 var Louis Barthas femogtredive år gammel. En bødker i sin landsby i Aude –Peyriac-Minervois– blev han mobiliseret i det 280. infanteri baseret i Narbonne. Han gennemlever hele krigen som korporal. Han kommer til kende skæbnesvangre sektorer som Lorette, Verdun, Somme, offensiven ved ​​Chemin des Dames; mudder, rotter og lus; angrebene foran maskingeværerne og de knusende bombardementer; kommandoens absurditeter, mytterierne i 1917, forsøgene på fraternisering. Det er en tur gennem alle de lokaliteter og oplevelser som andre har beskrevet, men her er de set fra gulvet i skyttegravene

Ved fronten skriver Barthas alt ned, hvad han ser, alt, hvad han føler. Hjemme igen i 1919 som overlevende, vil han skrive sin egen krigsdagbog, ud fra de nitten skolenotesbøger, som han har fyldt op under krigen fra den 4. august 1914 til den 14. februar 1919.

Det er et væld af præcise iagttagelser, skrevet med klarhed, følelser og humor kombineret, der afslører korporalens talent som forfatter, et skildring der ikke er spoleret af nogen søgen efter litterære effekter.

Som afslutning på sine optegnelser skriver Barthas:

"Ofte tænker jeg på mine rigtig mange kammerater, der er faldet ved min side. Jeg har hørt deres bebrejdelser mod krig og dens ophavsmænd, oprøret af hele deres hjerte mod deres fatale skæbne, mod mordet på dem. Og jeg, overlevende, tror jeg er inspireret af deres vilje ved at kæmpe uden pusterum eller sorg indtil mit sidste åndedrag for ideen om fred og menneskelig broderskab."

Det kan kun anbefales at læse dette vidnesbyrd om en ond verden, der er båret af forfatterens ønske om fred og broderskab.

LA DÉCOUVERTE (24/10/2013)

Laurent Gounelle: L'homme qui voulait être heureux

 Laurent Gounelle: L'homme qui voulait être heureux

Åbenbart en bestseller i 2008/09 som jeg havde downloadet et eller andet sted. Det skulle jeg nu aldrig have gjort, for det er bestemt ikke andet end en gang forholdsvis tom snak om et menneskes muligheder for at udvikle sig.

Det er historien om en mand på ferie på Bali, der møder en healer, som han har hørt godt om. Manden synes ikke at være tilfreds med sig selv og vil gerne have et bedre liv. Der er ikke mange teoretiske forklaringer vedrørende psykologi og personlig udvikling, men han tiltrækkes af healerens væsen og evne til at gennemskue ham.

Det er en dårlig udgave af psykologi for begyndere. Det må være titlen, der har tiltrukket læsere.

Lad være med at læse den!

ANNE CARRIÈRE (13/02/2008)

Emmanuel Bove: Mes amis

 Emmanuel Bove: Mes amis

Første roman af Emmanuel Bove (1898-1945) og første succes, i 1924. Herhjemme er flere af hans romaner oversat på forlaget Chataigne.

Victor Bâton, en tavs, ensom mand, der er vendt hjem såret af en granat og med tilkendt pension. Han bor i Paris i et elendigt værelse og er på fattighedstærsklen. Hans søgen efter venner optager hans dage til et form for besættelse. Han går meget rundt, tænker på livet, venskab, kærlighed og møder faktisk flere farverige karakterer. Mænd: Henri Billard, egoistisk interesseret i Victors penge, Neveu den desperate sømand, Henri Lacaze rig borger, der yder velgørenhed. Og kvinder også: Lucie Dunois ejer af en bistro og er lejlighedsvis elskerinde, Blanche kabaretsangerinde. De kunne alle blive hans venner... men oftest er de mere interesserede i sig selv end i fortælleren, der hver gang befinder sig alene og skuffet efter disse møder.

Men han er heller ikke perfekt og interesserer sig også mest for sig selv. Er bl.a. meget interesseret i at se sit egen spejlbillede. Han forlader lige så ofte vennerne" som de forlader ham. Styrken i denne historie ligger i dens afklædte stil – korte, klare, tilsyneladende uskyldige og sætninger blottet for følelser.

Skriften, næsten musikalsk i sin uforanderlige rytme, forstår at opbygge en spænding, på trods af et næsten ikke-eksisterende plot: mere end en roman, som antydet i begyndelsen af ​​bogen, er det flere noveller, alle gennemsyret af en dyb , eksistentiel tristhed. Der er nogle meget skarpe portrætter og en sans for detajler i beskrivelserne. Det er ikke altid respekt der styrer fortællerens afsløring af personerne, men ofte en grum sort humor.

Ensomhed i byer, inaktivitet, efterladthed, respektløshed, efterkrigstid og manglende håb om fremtiden.

Clara Dupont-Monod: Le roi disait que j'étais diable

 Clara Dupont-Monod: Le roi disait que j'étais diable

En historisk roman hvor hovedpersonen er Aliénor d'Aquitaine, der først var dronning i Frankrig, senere i England. Bogen bygger selvfølgelig på historiske kilder, men har en del lakuner, hvor forfatteren må tage over. Det er lykkesdes at skabe en fornemt værk om Aliénors liv fra hun som 13-årig bliver gift med Louis VII til ægteskabet ender med en skilsmisse.

Siden det 12. århundrede har Aliénor af Aquitaine haft sin legende. Hun er blevet beskrevet som fri kvinde, heks, erobrer: "kongen sagde, at jeg var djævelen", ifølge biskoppen af ​​Tournais formel.

Clara Dupont-Monod tager denne mytiske figur op og opfinder hendes første år som dronning af Frankrig sammen med Louis VII. Vi kommer på en rejse fra kongelige bryllupper til det andet korstog, fra troubadourernes sang til våbensammenstødet, hvor vi ser en lysende middelalder, som forbereder faldet for deres forhold og genopbygningen af ​​en umulig kærlighed.

Forfatteren iscenesætter en antinomisk ansigt til ansigt skildring, enkel og klar: på den ene side en stolt ung kvinde, endda rent ud sagt hovmodig, som gerne vil være liberal, men grundlæggende er aristokratisk, som ønsker at være åben, men som er meget elitær , og som hævder alt dette højt og tydeligt; på den anden side en ung konge i støbeskeen, oprindeligt bestemt til et klosterliv og for tilbøjelig til at forestille sig et perfekt kærlighedsliv i forhold til sin skrøbelige politiske situation. 

Ved at veksle mellem historien om den ene og historien om den anden, demonstrerer forfatteren den grusomme mangel på kommunikation mellem to totalt modsatte personligheder. På et tidspunkt griber hun endda til at lade en afdød onkel til Aliénor fuldende portrætterne.

En spændende bog at læse om starten på middelalderens udvikling og udfoldelse.

GRASSET (20/08/2014)

Marina Carrère d`Encausse: Une femme entre deux mondes

 Marina Carrère d`Encausse: Une femme entre deux mondes

Valérie, fraskilt, mor til to teenagere, er journalist og forfatter. Alt ser ud til at gå fint for hende, men i virkeligheden er Valérie ikke glad. 

Hun fornemmer, at hendes liv er baseret på løgne, og at dæmoner forhindrer hende, endda forbyder hende at få adgang til lykken. Det er helt sikkert af denne grund, at hun accepterer, at hendes nye ledsager, efter at have præsenteret hende for et upåklageligt ansigt, bliver til et voldeligt og perverst individ, uden at hun forlader ham. 

Hvad værre er, hun lider i situationen og tænker, at hun fortjener denne lidelse. 

Et møde kommer dog til at ændre hendes liv. Under et besøg i i fængsel, hvor hun skal præsentere sin seneste bog for de kvindelige fanger, møder Valérie Nathalie, som har siddet fængslet i mange år. 

De indleder først et breve-forhold, senere mødes de i besøgsrummene. Deres venskab udvikler sig til et meget stærkt romantisk forhold. 

Mens Valérie tror, ​​hun hjælper Nathalie, sker det modsatte. Nathalie, deres fælles historie vil tvinge Valérie til at dykke ned i sin fortid for at lære sig selv bedre at kende og forstå for endelig at leve. 

En stærk roman hvis bedste kapitel er Valéries første besøg i fængslet. Vi får virkelig et indblik i de indsatte kvinders mangesidige problemer. Der er et univers af hemmeligheder, tiltrækningen på grund af fortrængt lidelse. 

Både Valérie og Nathalie er en kvinde mellem to verdener, der på en måde kæmper mod hinanden. De må kæmpe for at den skal blive til én ny verden med håbet om at kunne leve et rigtigt liv.

ANNE CARRIÈRE (05/10/2017)

Sarah Ghoula: Nos silences sont immenses

 Sarah Ghoula: Nos silences sont immenses

En spændende og bevægende historie fyldt med minder om tidligere tiders samfund i Algeriet og dets tro og levevis i de fjerne landsbyer.

Zohra er en pige, der kom til verden uden at græde, men hvis eksistens er som et højt råb. Hun er helt anderledes end hendes mange søstre og bliver i høj grad moppet af omgivelserne.

Hun er spinkel og ikke god til at arbejde i markerne tæt ved ørkenen. Den unge pige vokser op i skyggen af ​​sine mange søstre, men møder en dag blikket fra en healer/klog kone, der ser et uendeligt potentiale i hende. 

Zohra bliver derfor sendt til en klog kone i en lille landsby og bliver gradvis oplært. Styrket af denne kraft, hun udvikler, ser Zohra sit omdømme vokse, og indbyggerne i de omkringliggende landsbyer strømmer til hendes dør. 

Moderens fattige liv bliver skiftet ud med et liv i lukses, for patienterne betaler jo og Zohra er ikke optaget af det økonomiske. Men hun har en udlængsel som ikke vil slippe hende.

Alt dette er fortiden, for Zohra er nu blevet gammel, og hun fortæller sin historie til en ung pige, så hendes liv ikke glemmes. Hun ved, at hun har en slags pligt til at bringe det videre.

En dejlig fortællestil i et let og poetisk sprog, der samtidig rummer en stor dybde og mystik. Den stemningsfulde kraft af steder, lugte og karakterer gør det til en gribende litterær rejse.

Det er en indvielse til en anden dimension som opnås gennem de lange perioder med tavshed.

Kan absolut anbefales

FACES CACHÉES (27/05/2022)

Nicolas Bocq: Le Sortilège Modiano

 Nicolas  Bocq: Le Sortilège Modiano

Som absolut fan af Modiano er det sjovt pludselig at se hans navn i titlen på en ny bog. Det blev også en god oplevelse at læse den. 

Bogens hovedperson, Marc Viker, er advokat i slutningen af ​​en strålende karriere. Han er for nylig blevet skilt fra sin kone Anne, der ikke kan holde ud aldrig rigtig at se ham på grund af hans arbejde. 

På samme måde som Marc er besat af sit arbejde, er han som besat tilbagevendende billeder fra hans fortid, som ubønhørligt forfølger ham. Vi får efterhånden at vide, at han voksede op i fattige kår, men blev forelsket i en ung pige med rige forældre. Hun hed Anne!, og det er mindet om hende der besætter ham.

For at forsøge at komme ud af det, beslutter han sig for at møde sin barndomskæreste til et kollokvium i Paris, for han har kunnet følge hende på grund af hendes særlige efternavn.

Som altid finder han støtte i læsningerne af sin yndlingsforfatter, Patrick Modiano, og vi får de særlige tekststeder præsenteret som karakteriserer hans situation.

Efter et travlt liv befinder han sig ved et vendepunkt, hvor han har brug for at sætte tingene på plads lige fra sin barndom med de ydmygelser og sår som har arret ham for livet. Men som Modiano siger, er det godt eller skidt at få svarene. Det er op til Marc Viker at træffe sit valg.

Men ønsker han virkelig at slippe af med denne besværgelse? Kan Modiano hjælpe ham.

Det er særdeles godt skrevet og kender man Modiano får man en ekstra nydelse.

LIBRINOVA (05/05/2022)

Eric Reinhardt:Comédies françaises

 Eric Reinhardt: Comédies françaises

Bogen starter med en meddelelse om Dimitri Marguerites død og omstændighederne ved den bilulykke, der forårsagede hans død, den 16. juli 2016, på en vej i Bretagne. Hans ledsager, Pauline, der kørte bil, er uskadt.

Vi får altså slutningen, før historien om denne specielle person fortælles. Det hele starter med jagten på en pige, han mødte i Madrid, en pige, som Dimitri, fortælleren, absolut gerne vil finde, tror han genkender, men forsvinder, før han når at nærme sig hende. Han er altid på vej til at leve tilfældige møde for at undersøge forskelle på skæbne og tilfældigheder.

Dimitri er journalist og en dag påbegynder han en undersøgelse af internettets fødsel, fascineret af at det er en fransk ingeniør der opfinder af et datatransmissionssystemet, som er grundlaget for den digitale revolution. Han blev dog brat afbrudt i sin forskning af de magthaverne i 1974. Vi følger med i hvad Dimitri så forsøger.

Vi bliver ført rundt i de to historier om magtmisbrug og om kærlighed i en skøn blanding og tilført en filosofisk nerve.

Spændende læsning.

GALLIMARD (14/04/2022)