Anne Berest: La carte postale

 

Anne Berest: La carte postale

Mange bøger har jeg læst om jøderne og jødeforfølgelserne, men denne her nye bog af Anne Berest har på en måde ramt mig hårdt, specielt når vi tænker på alle de former for forfølgelser, vi efterhånden møder overalt, selv i lille fredelioge Danmark.

Fortælleren starter med: "Det var januar 2003. I vores postkasse, blandt de traditionelle lykønskningskort, lå et mærkeligt postkort. Det var ikke underskrevet, forfatteren havde ønsket at forblive anonym.

Opéra Garnier på den ene side og på den anden side fornavnene på min mors bedsteforældre, hendes tante og onkel, der døde i Auschwitz i 1942.

Tyve år senere besluttede jeg at finde ud af, hvem der sendte os dette postkort. Jeg gennemførte undersøgelsen ved hjælp af min mor. Ved at undersøge alle de hypoteser, der var åbne for mig. Ved hjælp af en privatdetektiv, en kriminolog, stillede jeg spørgsmål til indbyggerne i landsbyen, hvor min familie blev anholdt, jeg satte himmel og jord i bevægelse. Og det gav et resultat.

Denne undersøgelse bragte mig hundrede år tilbage. Jeg genopdagede Rabinovich-familiens voldsomme skæbne, deres flugt fra Rusland, deres rejse til Letland og derefter til Palæstina. Og endelig deres ankomst til Paris, med krigen og dens katastrofe.

Jeg forsøgte at forstå, hvordan min bedstemor Myriam var den eneste, der slap for deportering. Og opklare mysterierne, der omgav hendes to bryllupper.  

Denne bog er på samme tid en undersøgelse, romanen om mine forfædre og en indledende søgen efter betydningen af ​​ordet "jøde" i et sekulært liv."

Det er en gennemarbejdet og kommenteret beretning, der afslører de hadefulde sider af mennesker og datidens samfund. Men hadet findes endnu og det er let af finde en syndebuk. Det er gribende, spændende, rørende og afslørende. Hvordan kunne jøderne dog være så naive, at de ikke bare forlod Europa? Var det fordi de i virkeligheden var gode solide borgere, der ikke ville forråde deres land.

Kan stærkt opfordre til at læse denne mursten på 500 sider, der aldrig synes at være for mange.

Éditeur : GRASSET (18/08/2021)

Lolia Hassaine: Soleil amer

 Lolia Hassaine: Soleil amer

En alvorlig roman, der skildrer forholdene for indvandrere fra Algeriet fra 1950'erne til i dag.

I slutningen af ​​1950'erne, i Aurès-regionen i Algeriet, opfostrer Naja sine tre døtre alene siden hendes mand Saïd blev rekrutteret til at arbejde i Frankrig. Et par år senere, efter at være blevet faglært, formår han at bringe sin familie til Paris -regionen. Naja bliver gravid, men deres levevilkår tillader ikke parret at overveje at beholde barnet. Det viser sig endda at være tvillinger. 

De bortadopterer den ene dreng til en af Najas franske veninder og så starter historien om to familier med forskellige vilkår. Får det en indflydelse på tvillingebørnene?

Immigranter fra Algeriet og racismen, de stod over for; vanskeligheden ved at være sig selv for dem, der bliver udlændinge uden for deres land, men som også bliver det i deres oprindelsesland;  kvinders meget vanskelige forhold og traditionens vægt, der tynger dem, men også deres ekstraordinære solidaritet; den desillusion, der tog fat i 1970'erne, i slutningen af ​​efterkrigstiden, med arbejdsløshed og mangel på boliger i billige boliger som baggrund. Det er centrale temaer i bogen.

Soleil amer fortæller alt dette gennem den storslåede historie, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, om Naja, denne algeriske kvinde, der kom i 1960'erne for at slutte sig til sin mand Saïd, en arbejder i bilindustrien. Om hendes tre døtre, Maryam, Sonia og Nour, derefter hendes søn Amir og dennes "fætter" Daniel.

Historien krydser ved successive indslag årene 1960, 1970 og 1980 med sin andel af glæder og grusomme dramaer.

Det er en historie fortalt med nogle eksemplariske personer, men alligevel en generel beskrivelse af nogle forhold, som stadig gør det svært for immigranterne at få den plads, som de fortjener.

Integrationen af ​​befolkninger er det hotte emne; hun behandler det med ægthed og med fakta. Hun forklarer ikke, men viser, at det er afhængigt af historien. Der er intensitet, kultur, sandhed.

En virkelig stærk bog, som bør læses af alle der følger integrationen i Frankrig.

Éditeur : GALLIMARD (19/08/2021)

Renaud Dély: Le grand saut

 Renaud Dély: Le grand saut

Som medlem af Fnacs jury for at finde årets roman fik jeg fem bøger tilsendt. Denne bog der er en krydsning af sportjournalistik og roman med en blanding af faktion og fiktion, blev min favorit.

En fortælling om stangspringeren Pierre Quinon, der vandt guld ved Olympiaden i Los Angeles i 1984, var den første over 6 meter, men som ikke kunne bære berømtheden selv om han ærgerrigt søgte at kæmpe mod sig selv, endte han sit liv ved at springe fra et vindue i 2011.

Mens vi følger Pierre Quinons liv fra hans barndom, møder vi fortælleren der som barn fulgte Pierre Quinon på fjernsynet og så hans triumf. Fortælleren er meget optaget af sport, han føler næsten at han fik medaljen og følger derefter Pierre Quinon som fan. Bedriften får ham til et øjeblik at glemme sin mors åndenød i det næste værelse.

Imidlertid…

På trods af en mørkere ungdom vil barnet bygge sit liv.

To livsbaner, to eksistenser, fortalt med stor indlevelse og forståelse. Viser væsentlige sider af sportens guldside, men også af bagsiderne. Det er dog også bedrifter der kan inspirere andre til at yde noget ekstra for at komme videre fra en bundet og trist skæbne. 

En vigtig bog i diskussionen om sport i vor tid.

Éditeur : J.-C. LATTÈS (18/08/2021)

Frédéric Verger: Sur les toits

 Frédéric Verger: Sur les toits

En storslået roman, der foregår i Marseille i 1942-43.

Helen er en engelsk sangerinde, der optræder i Frankrig uden større succes. Hun har været gift to gange med franskmænd og har to børn: sønnen, der fortæller historien og datteren Liola, der er 6 år.

De bor i et lille rum højt oppe med udsigt over tagene. Helen rammes af en svær sygdom, og da hun skal på hospitalet, er hun bange for, at de to børn skal anbringes. Helen får sønnen til at love at tage sig af sin lillesøster Liola ved at søge tilflugt på taget.

Udstyret med en grammofon, deres mors eneste grammofonplade og deres guldfinke Lélio kommer de nu til at leve et hårdt liv på tagene. De har ingen penge eller mad, så sulten plager dem. Snart kommer de i kontakt med en flok sølle, men afslappede og glade børn, der lever af plyndring og svindel for at overleve og undslippe de razziaer, der er organiseret af La Tuyaudière, kommissær med ansvar for at rense byen for disse elendige. 

Børnene styres af et par lidt ældre unge, George og Maccia, der forsøger at give dem en tålelig tilværelse. Vi følger nu dette eventyrlige liv bestående af mere eller mindre lykkelige møder, tilfældige og skrøbelige mirakler, en verden oplevet med en barnlig uskyld der mødes med livets barskeste sider. Et blomstrende persongalleri der bl.a. består af en tidligere gendarm, en kvindelig teaterleder, en irsk maler etc.

Det er virkelig en eventyrlig læsning, hvor hvert lille kapitel indeholder et lille resume f.eks. "Goethe à Marseille. L'étrange Giorgio. Qui était Mac." Det er samtidig en skildring af tyskernes nedrivning af "Le Panier-kvarteret" ved havnen i Marseille, sønnens forelskelse i pigen Stella, den fortsatte søgen efter moderen etc.

En virkelig smuk og intens roman, der holder fast på sin læser. Kan stækt anbefales.

Cécile Coulon: Seule en sa demeure

 Cécile Coulon: Seule en sa demeure

Med stor fornøjelse har jeg læst de to seneste romaner af Cécile Coulon Une bête au Paradis og Trois saisons d'orage, så det var med stor spænding, at jeg kastede mig over hendes nyeste roman, og jeg blev ikke skuffet. Slet ikke, snarere tværtimod. Hun har igen skrevet en roman om de store kræfter i livet, om mennesket og naturen og om alle de ting der ligger begravet og gemt væk, men som er med til at bestemme livet for mange.

Roman foregår i 1800-tallet, hvor vi følger den uskyldige unge pige Aimée, der er kommet i giftealderen. Hun er blevet opdraget sammen med sin fætter og har ikke haft megen kontakt til andre. En rig mand Candre Marchère gifter sig med hende efter de har lært hinanden at kende lidt, og de bosætter sig i Domaine de la Forêt d'Or. Det er et isoleret liv og hurtigt støder hun på stilheden fra den velhavende godsejer i Jura-bjergene. Tjenestepigen, Henria, har stor mangt, da hun faktisk har opdraget Candre fra han som 6-årig mistede sin mor sammen med sin egen søn Angelin.

Candre har tidligere var gift med Aleth, men hun døde af tuberkulose efter 6 måneder. Aimée forsøger at forstå stedets historie, men finder hurtigt ud af, at man ikke har fortalt hende hele sandheden. Indtil den dag, hvor Emeline, der kommer for at give fløjtetimer, knuser denne lukkede verden.

Når man læser Cécile Coulon, er man ikke i tvivl om, at der er noget der rører på sig under den rolige overflade, og det er også tilfældet i denne bog, hvor familie, lidenskab, kærlighed, natur, dyr, liv og død træder ind og pludselig kommer frem for Aimée. En grusom historie, der alligevel får begravet alle de voldsomme begivenheder igen.

Cécile Coulons forfatterskab er storslået, hendes stil er flydende og fyldt med et overraskende billedsprog. I et poetisk sprog er denne tekst som sædvanlig fremragende skrevet og konstrueret. Hun beskriver skoven for os som en karakter i sig selv, der fører os på afveje og gradvist lader spændingen stige. Vi føres ind i en mystisk verden, hvor de få men meget specielle personer langsomt afdækkes for os. Der er nok at tolke på.

Hvis forbrydelserne er begravet under brombærrankerne, hvis skoven og det uudtalte omslutter huset i sort, tilbyder Cécile Coulon med "Seule en sa demeure" ikke blot en poetisk historie, men en sand spændingsroman.

Bør læses!

Éditeur : L' ICONOCLASTE (19/08/2021)

Amélie Nothomb: Premier Sang

 

Amélie Nothomb: Premier Sang

Startskudet til årets Rentrée Littéraire bliver normalt skudt i gang af en ny roman af Amélie Nothomb, og det er også tilfældet i år, hvor hun udgiver sin roman nummer 30. Romanen er ganske kort, under 100 sider og rummer mange elementer fra hendes fars Patricks liv. Faderen som døde sidste år i marts. På grund af coronaen kunne Amélie Nothomb ikke deltage i begravelsen, og det ramte hende hårdt.

Bogen har en voldsom start idet Patrick fortæller om, at han skal henrettes. Han er kun 24 år og føler, at han aldrig har været tættere på livet. Vi hører ikke mere, men føres firetyve år tilbage. Alene foran sine bødler ser Patrick således sit liv passere foran sig, hvor vi gennem hovedpersonens jeg-fortælling får en beretning om hans opvækst, ungdom og begyndende karriere som diplomat.  

Som ambassadør har han ført lange taler for at få en gruppe gidseltagere til at løslade ham og de tilfangnetagne belgiske folk i det tidligere Belgisk Congo. Her står han over for sin fiasko og over for sin død. Et liv går væk, lavet af glæder og vrede, opdagelser og omvæltninger, forundring og møder omsider med kærligheden.

Patrick var kun få måneder gammel, da hans far dør ved en fejlagtig mineeksplosion. Hans mor tager sig ikke rigtigt af den lille, som hun overlader til sine forældre. De forkæler og beskytter ham så meget, at bedstefaren forlanger, at han skal ud til sin farfar, der bor i Ardennerne. Her kommer mødet med Nothomb-stammen, et arveligt aristokrati, en større flok børn der løber rundt i klude og dør af sult på Château du Pont d'Oye. Patrick oplever en ny side af livet og på trods af hårdheden i disse ophold i sine ferier udvikler det ham positivt.

Der er mange fantastiske passager i Patricks fortælling, der gør læsningen særdeles underholdende, rørende og oplysende om Nothomb-familien. Mange personlige sider som Amélie Nothomb lader Patrick fortælle selv, et vellykket litterært kunststykke.

En roman, der taler om slægtskab og sammenhæng, personers rødder, fravær og søgen efter faderen.

Bestemt en af de bedste romaner fra Amélie Nothombs side.

Éditeur : ALBIN MICHEL (18/08/2021)

Gauz: Debout-payé

 Gauz: Debout-payé

Har tidligere omtalt et par bøger af Gauz, Black Manoo og Paris, lumières étrangères, som begge er et par fantastiske bøger af en usædvanlig og en spændende forfatter, født i Elfenbenskysten. Hans egen historie er så speciel, at den uden tvivl har givet en del stof til hans bøger.

Debout-Payé er hans første roman fra 2014, men selv om den ikke hænger så godt sammen som de nyere værker, er det bestemt en morsom, men også meget kritisk roman om de sortes skæbne i Paris.

Debout-Payé er en roman om ​​tre personer: Ossiri, en ivoriansk studerende, der bliver vagtmand efter at være kommet som "sans-papiers" til Paris i 1990. Han bliver via venner indlogeret på et faldefærdigt hus, der oprindeligt var beregnet for afrikanske studerende.

Det arbejde de kan få er at være vagtmand enten ved butikker og forretninger eller på tomme industriområder. Arbejdet som vagt består jo i at man skal stå op hele dagen og ofte til sent om natten. Der er jo så tid til at betragte kunderne og det kommer der en række sjove sekvenser fra et tøjmagasin ved Bastille og Sephora på Chams-Elysées.

Studerende er der ikke mange tilbage af og huset er efterhånden blevet til en faldefærdig og usund ghetto. Her kommer Ossiri i kontakt med to andre fallerede studenter Ferdinand og Kassoum. Det er de tre personers liv bogen skildrer.

På samme tid, og uden at påstå at skrive immigrationshistorien i de sidste halvtreds år, giver Gauz os bare en kort og til tider bevidst reduceret historie med Ossiri, der forlader Abidjan til Paris som tyveårig, for at flytte væk fra helvede for at finde paradis. En historie om gensidig hjælp, squats og kollegiebyer, dagslange ansættelser og paradoksalt usikre permanente kontrakter, om muligheden for at finde integration, den eneste mulighed, man endelig ser for at komme ud af en verden af ​​gribbe, der lever af menneskers elendighed.

Dette er en politisk historie om en immigrant og hans syn på Frankrig. En satire med en social indignation og et skarpt blik på det overdrevne i den samtidige kommercielle verden.

Éditeur : NOUVEL ATTILA (28/08/2014)

Michel Onfray: L'art d'être Français

 Michel Onfray: L'art d'être Français

En lidt tung sag at læse for det drejer sig om filosofi, men det er skrevet som en introduktion i 12 breve om diverse emner til nutidens unge i en modstandsmanual til nye generationer.

Hvad skal man sige til unge på tyve i denne efterladte verden? Civilisationen bryder sammen, værdierne vendes, kulturen reduceres, bøger tæller mindre end skærme, skolen lærer ikke længere at tænke, men adlyder politisk korrekthed, familien eksploderer og bliver sammensat af egoister og narcissister der kræver deres rettigheder.

Nye pejlemærker dukker op, der modsiger de gamle: Racisme vender tilbage i en ny form for racisme, fallokrati under påskud af neo-feminisme, antisemitisme under dække af anti-zionisme, fascisme under dække af progressivisme, nihilisme under dække af nyfeminisme. modernitet, antisortisme og transhumanisme erstatter humanisme, mens begge arbejder for menneskets død, økologi er prydet med antikapitalistiske fjer, selvom det er kapitalens flagskib.

Onfray har skrevet en række breve til denne unge generation for at fortælle dem om vores tids kulturelle rødder: de har som emner: neo-feminisme, dekolonialisme, islamo-venstreisme, antifascisme,  creolization , antisemitisme, miljøisme, samtidskunst, transhumanisme, antisortisme.

Et af brevene forklarer, hvad kunsten at være fransk består af: først ikke at lade sig narre, derefter at hæve arven fra Montaignes kritiske skrifter, fra Descartes rationalisme, fra Rabelais hedonisme, ironien hos Voltaire, finessen hos Marivaux, Hugos politik.

Der er mange gode tanker og ideer der skal undersøges nærmere i denne skarpe kritik af fortid og samtid, men den er tung at læse.

Éditeur : ROBERT LAFFONT (12/05/2021)

Anne Sinclair: 21, rue la Boétie

 Anne Sinclair: 21, rue la Boétie

Det er nu den fjerde bog af Anne Sinclair, som jeg har læst for nylig, ikke fordi det er den store romankunst, men det er bøger skrevet af en journalist, der har haft en spændende familie, og som selv har et liv der har haft sine op- og nedture. Hun skriver i et enkelt og velformuleret sprog, og hun er meget omhyggelig med at opsøger kilder og krydstjekke sine oplysninger. Når hun ikke kan få alt belyst udefra, giver hun sine egne bud, men skjuler det ikke.

Det er den ældste af de bøger som jeg har læst af hende, og den er på en måde et grundlag for de næste bøger. Denne bog handler specielt om hendes morfar, Paul Rosenberg, berømt galleriejer i Paris og senere New York, der var ven med malere som Matisse, Picasso, Braque og Léger. Han var optændt af malerkunsten der kom frem i starten af det 20. århundrede som afløser for den store periode med impressionismen. Han vil føre de unge talenter frem og vise en undrende og ret afvisende samtid efter 1. Verdenskrig hvad det var der var stor kunst.

Efter en vanskelig periode i sit eget liv (DSK -affæren i 2011) fokuserer Anne Sinclair på sine rødder og skildrer hendes mors familie Rosenberg, bemærkelsesværdige parisiske jøder, sammen med sin morfar Paul, legendarisk kunsthandler og samler. Et familieeventyr rystet af den store historie med flugten til USA i 1940. Under krigen hvor tyskerne stjal hans malerier og beslaglagde hans ejendomme i Frankrig.

Mellem sin forskning i personlige arkiver og dokumentation af en æra genopliver Anne Sinclair de savnede med sine egne barndomsminder og denne nostalgi for at følge dem til de steder, der har set dem leve eller passere.

Vi får indsigt i diverse breve, følger jagten på de stjålne malerier og får skildret livet i Paris i mellemkrigstiden. Der bliver fortalt om personlige møder med bl.a. Picasso som Anne Sinclaire mødte som barn. Det er spændende!

Hvis man vil vide mere om nu meget berømte malere og kunstnere, er bogen et sjældent godt indslag.

Kan bestemt anbefales at læse.

Éditeur : GRASSET (01/03/2012)

 Adèle Bréau: Haute saison

Fra Provence i "Frangines" flytter vi nu til en ferieklub på den baskiske kyst i Anglet. Det er en af de billigere klubber, men beliggenheden er perfekt og personalet er oplagte til at møde de nye gæster, der kommer med forskellige forudsætninger.

Vi skal følge ferien for tre ensomme personer, der under andre omstændigheder aldrig ville have mødt hinanden. Men det bliver en historie om venskab og forløsning.

Matthias, en far, der er fuldstændig vildt engageret i sit arbejde, han er fraskilt og er afsted med to døtre. Chantal, en bedstemor, der ikke rigtig ligner en bedstemor, men tager på ferie med to børnebørn for at aflaste sin datter. Fanny, en storslået kvinde, der kæmper for ikke at lide under sit handicap, hun sidder i en rullestol. Hun er med sin mand og to børn, men forholdet går ikke særlig godt.

Alle har problemer med deres tilværelse, men samværet med de andre får efterhånden løst op for deres indre spændinger og problemer. Det går bestemt ikke gnidningsløst til, og vi får livet i alle dets former, (meget) nærhed, glæder, sorger, humor, alt sammen skrevet en en let og dejlig pen, der giver os en kærlige præsentation af de forskellige karakterer.

Sammen med "Frangines" er "Haute Saison" to vellykkede sommerferieromaner.

Éditeur : J.-C. LATTÈS (05/05/2021)

Adèle Bréau: Frangines

 Adèle Bréau: Frangines

Det er historien om tre søstre, der hvert år mødes i Saint-Rémy-de-Provence på ejendommen La ​​Garrigue, som deres forældre tidligere har købt.

"Søstrene" er meget forskellige, men intet kan adskille dem: Mathilde den ældste, høje blondine, gift med Raphaël, blændende, dominerende, beslutsom, bor i Paris, Violette, en smuk rødhåret pige, der voksede op i skyggen af ​​sin ældre søster, skilt fra Michel, de bor i Paris, til sidst Louise, brunette, født nogle år senere end søstrene. Hun er blevet i Saint-Rémy, sammen med sine forældre, uddannet sygeplejerske, meget hengiven over for sine patienter, superbeskytter af sin mor, Jeanne, tidligere jordemoder og deres far Yves, pensioneret iværksætter.

Vi hører skiftevis om årets besøg og har flash-backs til søstrenes barndom, og vi kan således følge, hvordan de har udviklet sig i hver deres retning. Sidste år faldt der en bombe i familien: faderen flytter sammen med en anden kvinde i byen! Moderen Jeanne er trøstesløs og forstår ikke, hvordan man kan slutte et ægteskab der har varet i 40 år. Døtrene trøster hende, men ser med nogen bekymring frem til årets samling.

Der er masser af dramatik og familieopgør. Har de nogensinde kendt hinanden så godt som de troede? De har alle deres skjulte sider, som endelig kommer frem for dagens lys.

Denne sommer bliver intens. Fortidens minder og konkrete personer dukker op igen. Alle vil tabe deres beskyttende skal. Smukke følelser og smukke livserfaringer møder os blandet med vrede, raseri, håb og kærlighed. 

En magisk roman, der fortryller ens sommer tilsat alle de herligheder som man finder i Provence!

Éditeur : LE LIVRE DE POCHE (05/05/2021)

Laetitia Colombani: Le Cerf-volant

 Laetitia Colombani: Le Cerf-volant

Vi husker den rørende historie fra  "La Tresse", og her møder vi igen den kasteløse (dalit) Smitas barn Lalita. Hun er nu hos en slægtning og arbejder i hans restaurant, selv om hun kun er 11-12 år. Hendes fortsatte skæbne kædes sammen med to andre kvinders liv, nemlig Lena og Preeti. Men hvor de tre kvinder i La Tresse aldrig mødes, følger vi de tre i deres liv i Indien.

Léna, en tidligere lærer fra Frankrig, prøver at glemme den tragedie, der har ændret hendes liv og skubbet hende til at forlade alt. En dag, under en morgenvandring på en strand, der stadig er blottet for turister, ser hun en lille pige lege med en drage. Senere under en svømmetur bliver Lena ført ud i havet, men bliver reddet, da pigen med dragen, Lalita, tilkalder hjælp. Lena er stærkt berørt af pigens skæbne, for hun bliver udnyttet af restauratøren. Lena beslutter sig til at lære hende at læse og skrive, så hun kan rejse sig fra sin tilstand ... ligesom denne drage, der trodser tyngdekraftens love.

Under redningen af Lena optræder Preeti, en ung kasteløs kvinde, der har dannet en gruppe af unge piger "Red Brigade", der trodser normerne og behandlingen af de kasteløse. Preeti lærer dem selvforsvar, så de ikke skal blive ofre for meningsløse voldtægter. Gruppen er en magtgruppe i den lille by.

Vi følger Lena i denne verden, som hun ikke ved noget om, på et utroligt eventyr, der kombinerer håb og vrede, viljen over for traditioner og drømmen om at ændre livet gennem uddannelse ...

En smuk og oprørende bog der viser en verden og nogle traditioner, der ligger så langt væk fra vestlig kultur og som i den grad er en underkuelse af kvinder. Stærk appel om ændringer og en værdig efterfølger til "La Tresse".

Éditeur : GRASSET (09/06/2021)

Franck Thilliez: Au-delà de l'horizon

 

Franck Thilliez: Au-delà de l'horizon

En samling af 12 noveller af Franck Thilliez der jo ellers er mest kendt for sine romaner, men her har vi 12 pletskud, der viser en sprudlende fantasi, uhygge, spænding og ikke mindst en utrolig evne til at formulere ting der ligger hinsides horisonten, som samlingens titel.

Der er meget om videnskabens frembringelser, og i titelnovellen drejer det sig om at samle folk med forskellige kompetencer, der skal sendes til Mars. De skal jo kunne samarbejde, men også kunne klare det på det sociale plan, undvære kontakten til familie etc. Det er der kommet en meget fin og spændende novelle ud af, der faktisk på mange måder rammer noget aktuelt. Mere skal jeg ikke afsløre.

Der er andre noveller der f.eks. drejer sig om økologi, om splittethed og andre psykiske problemer. Vi får næsten vores pandemi skildret på et krydstogtskib, der pludselig rammes af en mærkelig virus.

I den interessante novelle "Origines" stopper udviklingen pludselig og tiden løber baglæns og man går fra at være gammel og efterhånden blive yngre, til man når til sin fødsel og dermed død. Meget speciel tankegang.

Det er en fornøjelse at begive sig ud i disse noveller, der, hvis man ikke kendes Thilliezs romaner, kan give lyst til at kaste sig over én af hans mange romaner.

Éditeur : POCKET (02/01/2020)

Jean-Christophe Grangé: La Forêt des Mânes

 

Jean-Christophe Grangé: La Forêt des Mânes

I Paris møder vi Jeanne Korowa, en strålende undersøgelsesdommer i Nanterre. Hun er 35 år, rødhåret og med et katastrofalt følelsesliv. Hun har aldrig fundet prinsen på den hvide hest.

Hendes seneste kæreste går til psykoanalytikeren Antoine Féraud og ulovlig får Jeanne installeret mikrofoner hos ham. Hun vil udspionere sin eks-kæreste, der pludselig har forladt hende.

Ved et tilfælde hører hun en underlig session, hvor en far afslører de blodtørstige drifter hos sin autistiske søn. Det får Jeanne til at se en sammenhæng med en sag hun er midt i.

Sammen med kollegaen François Taine dækker hun en række særligt uhyggelige mord: parteringer, kannibalisme og makaber iscenesættelse. Tre frodige Venus-agtige kvinder, tre blodige scener mellem ritual og galskab.

Jeanne rummer en mørk facet: en sygelig fascination, en reel besættelse af blodforbrydelser, morderisk demens, kort sagt, en meget udtalt smag for blod.

Derefter starter hun forsigtigt i efterforskningen og følger i morderens fodspor i Latinamerika. Autisme, fertilitet, forhistorie: tre spor, der fører Jeanne fra Paris til Nicaragua, Guatemala og derefter i de argentinske sumpområder. I slutningen af ​​sin søgen, i skoven i Mânes, vil hun opdage en sandhed, som vi ville have foretrukket aldrig at vide.

Meget velskrevet, men bedst i første del i Paris. Det bliver lidt voldsomt med det forhistoriske og de politiske forhold i Sydamerika synes ikke helt at høre hjemme i historien. Men der er godt med suspense.

ALBIN MICHEL (02/09/2009)

  

Gabriel Chevallier: La Peur

Gabriel Chevallier: La Peur 

En roman der blev udgivet i 1930, trukket ud af handlen i 1939 og først udgivet igen i 1951, og tak for det!

Det er et af de mest barske værker om 1. Verdenskrig som jeg har læst, måske fordi det er fortalt fra soldatens synsvinkel. Der kan ikke stilles spørgsmål til noget, gør hvad du får besked på. Dine personlige følelser og opfattelsen af at blive betragtet som et stykke kvæg, der bliver kastet ud i vanvittige slag, hvor de menneskelige tab ikke synes at være noget som man beskæftiget sig med.

Historien, der er meget selvbiografisk, handler om den 20-årige Jean Dantremont, der i 1914 udskrives som soldat i en rus af fædrelandskærlighed og udsigt til en farefuld men spændende oplevelse.

Det viser sig jo hurtigt ikke at holde stik. Han bliver nødtørftigt uddannet og så sendt til  tropperne i det nordlige Frankrig, hvor vi følger hans oplevelser, der bestemt ikke er så positive, som han troede. 

Det bliver skildret med et skarpt blik og indeholder alle de grusomme ting som krigen bringer og som jeg ikke behøver at eksemplificere her, men blot sige, at den følelse der ledsager ham fremover er Rædslen/Angsten/Frygten.

Han bliver såret, kommer på hospital, men sendes tilbage til fronten. Er med ved Chemin des Dames, får at vide at hans deling først bliver afløst, når de har misten 50%.

Det er en stærk bog, hvor forfatteren ikke er bange for at tage stilling, dømme og undsige denne unødvendige krig. Måske var det derfor den blevet trukket tilbage ved starten på 2. Verdenskrig.

Det er en bog man bør læse!

Éditions France Loisirs, 2008

Simone de Beauvoir: Les inséparables

 Simone de Beauvoir: Les inséparables

Interessant udgivelse af en novelle/lille roman af Simone de Beauvoir, der er skrevet i 1954 og ikke udgivet før nu.

Det er en i høj grad personlig historie om Simone de Beauvoirs tilknytning til en klassekammerat Zaza, der her er oversat til en historie mellem Sylvie (Simone) og Andrée (Zaza). Det er i høj grad en ungdomsroman, der skildrer det stærke og eksklusive venskab mellem to unge piger fra gode familier.

Sylvie og Andrée mødes i en alder af 9 år i grundskolen. Sylvie er straks fascineret af Andrée, hvis særprægethed og frihed hun føler som et kald. De ønsker begge at ryste sig fri fra de gammeldags opfattelser af kvindens rolle og forældrenes absolutte magt over dem.

Sylvie fortæller historien, og vi kan mærke hendes beundring for den frihed, som hendes veninde viser i hendes forhold til voksne. Der kommer problemer med at frigøre sig, da Andrée kommer fra en stærk katolsk familie. Hun kan ikke have et frit forhold til kæresten uden at de bliver forlovet. Han er imidlertid usikker, og forældrene vil sende hende to år til England. Andrée får en akut hjernebetændelse og dør.

Denne roman er taget fra en sand historie. Den fortæller om styrken ved et venskab og en tragisk skæbne, som bestemt påvirkede Simone de Beauvoir i opbygningen af ​​hendes personlighed.

Denne publikation mere end 60 år senere er et meget interessant syn på en fortid og har også den fortjeneste at ære mindet om Zaza.

Simone de Beauvoirs forfatterskab bringer tiden tilbage, dens skikke, dens begrænsninger. Den korte bog er udstyret med fotos af de to unge piger, og brevudvekslng mellem dem.

Specielt interessant at læse for at få en måske andet billede af Simone de Beauvoir og særdeles instruktiv om une pigers skæbne i tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig.

Éditeur : L'HERNE (03/06/2020)

Anne Sinclair: Passé composé

 Anne Sinclair: Passé composé

Selv om Anne Sinclair i sit forord fortæller, at hun ikke har syntes at memoirer fra hendes kolleger var noget der burde skrives, så er hun alligevel faldet i selv og heldigvis.

Anne Sinclair er nu 72 år, og hun har oplevet meget i sit liv såvel i offentligheden som privat. Hun gør det til en dyd at holde det intime for sig selv og har ikke nogen skjulte skandaler om f.eks. politikere som hun vil lægge frem, men det gør ikke bogen kedeligere.

Hun er egentlig født i New York, men da hun var tre år, flyttede hendes forældre tilbage til Frankrig. Hendes barndom og ungdom foregik i en meget beskyttet opvækst. Hendes mor var næsten for omsorgsfuld (hun er enebarn) og det var først sent, at Anne Sinclair kunne føre sit eget liv.

Hun blev journalist, kom til Europe 1 og senere havde hun på TF1 den berømte "7 sur 7", hvor hun modtog kendte personer, der skulle tale om ugens begivenheder. I 13 år var det en stor succes. Hun stoppede, dan hendes mand DSK blev finansminister.

Sagen om DSK og stuepigen i NY skriver hun om i kapitel 13, som hun kalder det umulige kapitel, for hun kan ikke skrive om det, da det i den grad vendte op og ned på hendes tilværelse. Det bliver alligevel et kapitel der skildrer hvor ubarmhjertig pressen kan være.

Bogen er spændende ved, at vi faktisk får Frankrigs historie beskrevet med begivenheder og vigtige personer fra sidst i 50'erne til i dag. Anne Sinclair er en meget dygtig journalist, og hun er særdeles god til at skrive om de ændringer der er sket stille og roligt gennem de sidste 50 år.

Samtidig er hun god til at fortælle om mødet med en række berømtheder, nogle beundrer hun andre giver hun ikke meget for. Sjovt at læse om.

Det er en meget velskrevet og læseværdig bog, som jeg kun kan anbefale at læse for at forstå en udvikling i tiden og komme nærmere på en ærlig og autentisk person.

Éditeur : GRASSET (02/06/2021)

Agnès Martin-Lugand: La Datcha

 

Agnès Martin-Lugand: La Datcha

Endnu en succes-roman af Agnès Martin-Lugand, der fortæller om Hermine, en ung pige med store problemer og uden familie, der nærmest bliver samlet op af Jo, der sammen med sin kone Macha ejer en kendt restaurant og hotel. Stedet hedder La Datcha og navnet skyldes Jos og hans kones tilknytning til Rusland.

Romanen starter med dette første møde og fortsætter så med et spring på 20 år, hvor Hermine stadigvæk er på La Datcha, men nu er hun en vigtig person der nærmest styrer stedet. Hun har to børn, er blevet gift og skilt igen. Men ser eks-manden ofte da han tager sig af hotellets store haveanlæg.

La Datcha ligger i Provence, og det er her, hvor par, familier, berømte mennesker og fremmede mødes. Det var her, for 20 år siden, Hermine søgte tilflugt, da hun ikke længere vidste, hvor hun var. I dag har hun ændret sig meget, hun trives i sit erhverv og sit liv. 

Men Jos død, kort efterfulgt af Machas død, vil måske ændre alt. Hvad bliver der af Hermine og alle dem, der arbejder på Datcha? Ankomsten af ​​Vassili, søn af Jo og Macha, vil skabe en masse bekymring og genoplive minder i Hermine, som troede, at fortiden var glemt.

Det er en lang, men spændende historie omkring de nævnte personer, men også med en række vigtige bipersoner. Alle er skildret fint og udførligt. Der er spænding, sorg, håb, fortvivlelse, had og kærlighed i en dejlig blanding. Skildringen af Provence, fransk mad og den skønne natur bidrager også til fornøjelsen ved at læse bogen.

Stort anlagt, men gennemført komposition, der kan holde læseren fanget.

Éditeur : MICHEL LAFON (25/03/2021)

Valérie Perrin: Trois

 

Valérie Perrin: Trois

Valérie Perrin har leveret en nu murstensroman på næsten 700 sider. Lad mig sige med det samme, at jeg har nydt at læse den, men at jeg gerne havde set den nedkortet til det halve. Der er simpelt hen for mange ender der skal knyttes mod slutningen.

Som bogens titel antyder, så er der tre hovedpersoner, der første gang mødes som 10-årige i 1986, da de skal begynde på CM2. De tre er Adrien, Etienne og Nina. Meget hurtigt bliver de fusionerede, og et løfte forener dem: at forlade deres provins for at bo i Paris og aldrig at skille sig fra hinanden.

I 2017 opdager man en bil på bunden af ​​en sø i landsbyen, hvor de tre voksede op. Virginie, en journalist med en gådefuld fortid, dækker begivenheden. Lidt efter lidt afslører hun de ekstraordinære bånd, der forener disse tre barndomsvenner. Hvad er de blevet? Hvad er forholdet mellem dette vrag og deres venskabshistorie?

Gennem et meget gribende og ubarmhjertigt plot, der indeholder alt fra kærlighed, had, venskab og uvenskab kastes vi ind i hjertet af ungdomsårene, i den tid der følger efter den første ungdom og som adskiller de tre.

Det er en roman om en generation, der voksede op i 80erne og halvfemserne med den tids musik og aktuelle problemer. Den fortsætter til vores nutid hvor mange ting har forandret sig, men den er positiv i sin indstilling. De tre personer er glimrende billeder på forskellige unge, deres sociale lag, deres drømme og endelig deres tilværelse som den tegner sig i fremtiden.

Mange timers læsning, men et samlet godt indtryk og en kilde at øse i om de senest 40 år i Frankrig.

Éditeur : ALBIN MICHEL (31/03/2021)

Anthony Cortes: Le réveil de la France oubliée

 

Anthony Cortes: Le réveil de la France oubliée

En spændende debatbog om det glemte Frankrig, om livet på landet, der synes umuligt, men fremtiden kan måske blive anderledes og bedre?

"Vi siger det, vi hører det: virksomheder lukker, offentlige tjenester er knappe, ildsjæle fordamper. Klandre det for frigørelsen af ​​staten såvel som sammenbruddet af industrier, hvor alle fædre er fraværende. Alt dette er sandt. I dette perifere Frankrig er udsigterne for udvikling små. Den gule veste-bevægelse har også perfekt illustreret disse indfødtes klarhed i lyset af denne situation, men også al deres magtesløshed. Velstand var uden for rækkevidde, deres integration i det nationale projekt blev udelukket, alt der var tilbage var at lave støj, meget støj. For hvilke resultater? To, tre scoops og i bedste fald et sted i et par lærebøger, historie eller geografi. Tilbage til start."

Dette siger kun alt for tydeligt, havd problemerne på landet i Frankrig i de perifere områder, og alt det kommer Anthony Cortes ind på i sin glimrende bog om forholdene på landet. Men han spørger også: Og hvad nu hvis vores fremtid er i landbyerne?

I dette glemte Frankrig dukker initiativer og projekter op, ofte arvet fra bondetiden og den gule veste-bevægelse. Det er tilbagevenden til selvledelse: flytning, fremme af økologiske problemer, samle styrkerne i nabokommunerne, skabe mobile tjenester (inden for mad, lægehjælp eller kulturelt samvær) og overtage de skoler, der er lukket af staten , genopfinde et lokalt demokrati ...

Anthony Cortes kommer ind på alle disse væsentlige ting og underbygger sine synspunkter med henvisning til diverse vælrker, men især til samtalerne, som han har haft med folkene på landet. Her får vi den rene sandhed.

Glimrende bog til måske at belyse fremtidens Frankrig. Der er ingen tvivl om, at covid har fået folk væk fra storbyerne, og måske vil de i fremtiden investere mere i at gå ind i de forskellíge bevægelser for at få landsbyerne til at genopstå.

Éditeur : LES EDITIONS DU ROCHER (03/03/2021)